Ugen der gik #74 (med fuldmåne, Falsterkærlighed og nemesis)

I ugen, der er gået, har jeg:

Spist bland-selv-slik hos en veninde i den anden ende af byen – og cyklet den koldeste og pæneste tur hjem langs søerne.

img_4890

 

Taget turen mod Falster – for at holde tiltrængt vinterferie med min familie.

img_4941

 

Haft nogle helt skønne dage på landet med lange gåture og besøg af min lillebror.

img_5036

img_5073

img_5071

img_5167

 

Skrevet et indlæg om forskellen på Falster og København. Et indlæg, der pludselig blev delt flittigt og som de fleste heldigvis forstod som den kæmpestore kærlighedserklæring, det er.

img_5038

 

Spist afsindigt lækker, dansk og meget lidt fancy mad. Frikadeller, simremad, klatkager, frugtsalat, rødspættefileter med persillesovs – og med garanti taget et kilo eller to på.

img_5190

img_5189

img_5188

img_5187

 

Opdaget, at Sia godt gider at gå tur. Og snakke. Og snakke. Og snakke. Og undladt at sige hende imod, da hun smed jakken på stranden.

img_5156

img_5158

img_5157

 

Haft optur over, at Hugo er begyndt at skabe sig med hysteriske og påtagede grin. Og over, at han skal have lagt dræn på onsdag. Han har ikke sovet i tre nætter. Så…

img_5162

 

Ladet selvsamme søvnløse skabekrukke facetime med sin bedste vuggestueven.

img_5191

 

Haft besøg af nemesis – og tudet mere end jeg plejer, hvilket muligvis har noget med ovenstående punkt, at gøre – selvom mere alvorlige ting også har været på spil. Jeg har rejst mig igen og ved nu nogenlunde, hvad der er foregået og hvad jeg skal arbejde med.

img_5040

 

Taget turen tilbage over Farøbroen – og plyndret IKEA på vej mod hovedstaden.

img_5183

 

Fået lov til – allernådigst – at få min fødselsdagsgave fra min mor 13 dage før tid. Så ja, nu ejer jeg også bloggertæppet (affiliate link) og kan officielt kalde mig for fuldblodsblogger. Men hold kæft, hvor er det pænt. Og blødt.

img_5194

 

Og nu er det så, at jeg ikke siger noget. Eller skriver noget. Om næste uge eller om, at det bliver roligt eller vildt eller noget som helst.

Jeg siger bare hej og god søndag og sætter Arvingerne på.

Hej!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Nemesis

img_5166

“Næste uge bliver uden tvivl roligere” skrev jeg. I søndags, da jeg, som jeg gør hver eneste søndag, havde gjort status over ugen, der var gået. Over en travl uge – fyldt med oplevelser, projekter, skole, arbejde og grin. Fyldt op – men god.

“Næste uge bliver uden tvivl roligere”. Jeg tænkte godt over det, da jeg skrev det. For jeg er typen, der messer 7-9-13 og banker under og oven på borde. Og døre og plankeværk og vægge. For selvom jeg stædigt påstår, at jeg ikke tror på noget som helst “mellem himmel og jord”, så er jeg pissebange for nemesis.

Bang!

Så ramte den. Fucking nemesis. Allerede mandag morgen. Endnu hårdere mandag aften. Meget værre tirsdag morgen. Inden den tog en pause onsdag, torsdag og fredag – og vendte tilbage i dag. For lige at sætte en tyk, fed streg under, at jeg aldrig nogensinde skal betvivle dens eksistens igen.

Udefra set har det været stille og roligt. Og sådan ser det utvivlsomt også ud på Instagram og i næsten ligeså høj grad på Snapchat. Jeg har kun været i skole en enkelt gang og jeg har hygget mig i sommerhuset – og i nemesispausen fik jeg endda udgivet et kækt indlæg med mine københavnerbetragtninger om Falster – og det gik en lillesmule viralt og 99% af dem, der har læst det, synes at jeg er sjov. Og jeg er en lillesmule ligeglad.

For det har ikke været stille og roligt. Det har været hospital og tvivl og gråd og dårlig samvittighed og selvbebrejdelse og noget, der minder om en lillebitte og helt sikkert ret overfladisk eksistentiel krise. Og jeg har så meget på hjerte og så mange noter og kladder og ting, jeg vil have ned og have ud og af med. Og meget af det er ikke egnet til noget som helst medie – og resten er kludret sammen i mit hoved. Og jeg kan ikke skille det ad og jeg kan ikke beslutte mig for noget som helst. Ikke engang for, hvad det her uforståelige indlæg skal hedde.

Måske skal det bare hedde nemesis.

Og nu bliver jeg i tvivl om, hvad nemesis betyder – men jeg tror, at I ved hvad jeg mener og måske gør I overhovedet ikke. Og jeg orker for en gangs skyld ikke at google.

Er der nogen, der har set min rødvin?

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hvor langt er der fra København til Falster?

img_5038

Jeg ved jo godt, at der er langt – og jeg bemærker det hver eneste gang, jeg krydser Farøbroen. Hvordan min puls falder – og hvordan meget betyder lidt.

Men hvad er 145 kilometer? Hvor langt er der egentlig fra København til Falster?

  • Så langt, at man i bilen på vej herned bliver oprigtigt i tvivl om hvorvidt ens sidstfødte har leveret endnu engang – eller om de spreder gylle i Februar? Og så langt, at man i et flygtigt øjeblik når at tænke over, hvorvidt det hedder at gøde eller at gyde.
  • Så langt, at man pludselig forstår, hvad helvede folk mener når de siger, at deres barnevogn skal kunne køre i “kuperet terræn” – og så langt, at man indser, at kuperet terræn er det smukkeste i verden.
  • Så langt, at man intet begreb har om fartgrænserne på vejene – for hvordan var det nu, en hovedvej så ud? Og stod der et byskilt midt på den mark?
  • Så langt, at ens barn i største alvor proklamerer, at en ko ligner en hest – men alligevel bliver overbevist om dens oprindelse, da hun ser dens “store ymer”.
  • Så langt, at man får lyst til frikadeller af gris – og ikke af hverken kylling eller quinoa. Og så langt, at den trang først melder sig, når flæsk i skiver er udsolgt i både Rema 1000 og Netto.
  • Så langt, at de kalder Nykøbing Falster for den største by, selvom den hverken har en Joe and the juice eller en palæorestaurant. Og så langt, at man alligevel overbevises om dens metropolstatus ved det faktum, at den har to Matas-butikker (man kan altid vurdere en bys størrelse ud fra antallet af Matas-butikker. Østerbrogade har fire).
  • Så langt, at Matasekspetienten er højlydt forfærdet over lyden af en hurtigtkørende ambulance – imens ens førstefødte, som er vokset op en kilometer fra Rigshospitalet, end ikke ænser den.
  • Så langt, at man bliver lige dele overrasket og følelsesmæssigt berørt, da man i bageren har mulighed for at købe seks te-boller for femten kroner, hvilket er den samme pris, som den lokale økobager på Østerbro tager for en enkelt.
  • Så langt, at man næsten bryder sammen af overvældelse, da ens avl får stukket en “feriebillet” i hånden i Kvickly – og man opdager, at den giver adgang til (hold nu fast) en brikjuice, et æble, 5 (!) pølsehorn, en flødebolle, en pose chips og to ostehaps. GRATIS!
  • Så langt, at intet af ovenstående nogensinde har hørt om økologi – og så langt, at man ikke kunne være mere ligeglad.
  • Så langt, at man spørger sig selv, hvor helvede den gode service blev af i København – og så langt, at man ikke i et sekund bliver generet over, at den åbenlyst nyansatte kassemedarbejder har sat båndet ned på halv fart – for man skal alligevel ikke nå noget.
  • Så langt, at Kvicklymedarbejderen spørger, om man snakker om en ost, når man spørger om de har en chorizo – og så langt, at man chokeret tror, at manden i køen fortæller sin ven, at han skal med sin kæreste ud og se “noget med slanger” – når han i virkeligheden skal ind og se noget Mads Langer.
  • Så langt, at man ville ønske, at der var en lillesmule mere Falster i København. Bare en lille smule.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Gentagelser, stilhed og en verden, der stadig står på søndag

img_4940

Jeg fik en underlig fornemmelse af at gentage mig selv, da jeg gik i gang med det her indlæg. Vi er på vej i sommerhus – og alle de indledninger, jeg fandt på, virkede bekendte.

Og så gik det op for mig, at jeg altid blogger fra bilen, når vi er på vej i sommerhus. Grunden til, at mønstret først viser sig for mig nu, er nok bare, at vi ikke er i sommerhus så forfærdeligt ofte – men omvendt er det nok også netop derfor, at jeg altid føler behov for at råbe det ud.

Jeg er nemlig altid glad, når jeg er på vej i sommerhus. Og jeg blogger bare bedst, når jeg er glad. Jeg blogger faktisk stort set udelukkende, når jeg er glad. Måske var det derfor, det ikke duede for mig som fuldtidsbeskæftelse. Fordi jeg pludselig skulle finde på, når jeg havde lortedage. Eller udgive en opskrift. Og havde en underlig form for aftale med mig selv om, at domænet for guds skyld ikke måtte savne content en eneste dag. Dumt.

Sidespor. Vi er på vej i sommerhus. I skrivende stund krydser vi faktisk den dér bro, som jeg aldrig kan huske navnet på. Den forbinder i hvert fald Sjælland med Falster – og den er pæn i solskin.

Det er godt for mig, det her. De sidste par uger har været ret vanvittige – på gode og svære måder. Og jeg har et helt fysisk behov for at komme væk fra byen. For at komme ud på nogle marker og strande og se noget himmel og høre noget stilhed. For at få læst den bog, jeg købte i December og for at give min mand og mine børn noget mere af min opmærksomhed. For at tænke, at det hele nok skal gå og at verden stadig står, når jeg vender tilbage på søndag. At jeg stadig består den eksamen om syv uger, selvom jeg pjækker fra skole i morgen. Og at vi nok skal få gjort lejligheden ren en eller anden dag.

Jeg ved ikke hvor meget, jeg får blogget hernedefra. Men mon ikke det også løser sig?

Hej!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Vinterferievideo fra Lyngby Storcenter

a7d172a4-a42e-4807-8231-deceb90a22d6

ikke-navngivet-2

I søndags tog jeg et barn i hver hånd. Thor blev hjemme med Hugo – og Sia, Elliot og jeg drog altså mod Trianglen, for at lade det offentlige fragte os mod Lyngby Storcenter.

Lyngby Storcenter. Mit barndoms storcenter. Det dengang overvældende og kæmpestore sted, hvor jeg retrospektivt bilder mig selv ind, at min mor og jeg var at finde hver eneste weekend. Med en soft ice og nogle indkøbsposer. Jeg har så mange minder fra det center. Det var her, min bedstemor havde en garnbutik – og hvor vi ved hvert besøg fik lov til at vælge en knap og dermed lærte, at en knap ikke bare er en knap. Det var her, hvor jeg for første gang mødte min stedfars 5-årige tvillinger, som i dag er voksne mænd. Og det var her, jeg gik rundt med en murrende fornemmelse i maven den dag, der skulle vise sig at blive min datters fødselsdag. Og hvor vi seks år senere købte hendes første skoletaske.

Af alle disse grunde – og flere til – fandt jeg det selvfølgelig overordentligt oplagt og helt fantastisk, da jeg blev spurgt, om jeg ville indgå et længere samarbejde med Lyngby Storcenter. Og første del af det samarbejde handler altså om centrets vinterferieaktiviteter.

Vi har aldrig rigtig brugt centret og dets aktiviteter aktivt på den måde. Jo, jeg har da skimtes Pyrus derude en December eller to – men derudover er vi ikke typerne, der sætter os ind i storcentrenes programmer. Vi kommer derud, når vi har lyst – og ofte er det ganske spontant.

Det viser sig dog, at vi måske bør blive lidt mere tjekkede. “Vinterferiebilletten”, som vi fik lov til at teste, var i hvert fald ganske genial! Den koster 60 kroner og har en værdi af 200 – og den består af en masse små billetter, børnene selv skal pille ud. Hver billet udløser en gave eller noget spiseligt – og på den måde kan man lave sin egen skattejagt rundt i centret. Jeg aftalte med ungerne, at de gerne måtte kigge i butikkerne undervejs – men at vi ikke skulle købe andet, end de gaver, de fik. Og så gik vi ellers i gang! Vi spænede rundt fra butik til butik – og efter de første par stop, slog vi os ned på en bænk, hev et kort frem og lavede en plan. Planer er egentlig meget ulig mig – men jeg kunne hurtigt se, at det kunne være blevet en meget lang dag, hvis vi ikke fik en smule struktur på. Og så fortsatte vi. Rundt i centret. Fik armbånd, tatoveringer, legetøj, te, kæmpestore pandekager, chokolade, bananer, figenstænger, juice og meget mere.

Det lykkedes os faktisk at overholde den økonomiske aftale – og jeg hev altså ikke penge op ad lommen, udover en femmer til den obligatoriske tyggegummiautomat – og en femmer til en stor pose, som vi kunne fragte alle vores sager hjem i. På den måde er vinterferiebilletten ganske oplagt for studerende forældre, som os – ligesom den samtidig vil være en god ekstraaktivitet, hvis man alligevel skal ud og shoppe eller handle ind.

Billetten kan købes i Informationen på Store Torv fra fredag d. 10. februar og gælder til og med søndag d. 26. februar.

Vi vendte trætte og glade hjem – og jeg brugte aftenen på at klippe en lille film sammen. Jeg tænkte, at det ville være den bedste måde at formidle stemningen på – og jeg håber, at I vil se den!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #73 (med snestorm, skolestart og uden stavekontrol)

Jeg er færdig. De tre ord skrev jeg for en halv time siden – sekundet inden Thor trådte ind ad døren og overrakte mig en afsindigt tiltrængt pizzaklapper. Og nu er jeg faktisk ikke så færdig mere. Jeg mistænker dog, at der er tale om flygtig, momentarisk friskhed – og derfor vil jeg skynde mig at foretage mit tilbagevendende tilbageblik på ugen, der gik.

I ugen, der er gået, har jeg:

Haft anledning til at komme i tanke om, at jeg ikke er typen, der cykler i nogen som helst former for nedbør. Da jeg krydsede København på ladcykel i hvad, der føltes som snestorm.

img_4590

 

Dyrket yoga (eller altså, I ved…) og spist mit livs pæneste morgenmåltid til et kefir-event. Jo, det er et ord.

img_4600

 

Været i skole! I ualmindeligt mange timer og lært ualmindeligt mange begreber, jeg ikke anede eksisterede. Og det er fantastisk og jeg er lykkelig over min beslutning!

img_4449

 

Hentet Sia tidligt – og fuldstændig bevidst trodset mit princip om ikke at bruge penge på Joe and the juice.

img_4576

 

Haft en lortemorgen og søgt trøst på Snapchat – og derefter skrevet et indlæg om hvorfor det medie er mit all time favoritmedie!

img_4754

 

Erfaret, at en 50 minutter lang tur i 6A med tre børn (i myldretid og ulvetime) ikke nødvendigvis behøver at rime på død og ødelæggelse. Kyllingespyd, pølsehorn og et ledigt bagsæde var en vigtig del af ligningen.

img_4670

 

Fejret min lillebrors 10 år – og skrevet noget om at have søskende på alder med ens egne børn.

img_4687

 

Elsket og hadet det smukke uvejr, der har overtaget min by.

img_4661

img_4634

 

Fundet det helt vildt romantisk, at min mand – her otte år senere – ved præcis hvilket slik, han skal smide i min slikpose!

img_4797

 

Indtaget kulhydrater af seriøst høj kvalitet.

img_4837

img_4836

 

Været til bloggerfest uden at tage et eneste billede. Måske giver det mening, når I læser den sms-korrespondance, jeg havde med Nana undervejs. Og hvis I hungrer efter at finde ud af hvordan det endte så galt, så er Snapchat – selvfølgelig – stedet at gå hen! Og det var Cecilieund, der var navnet.

img_4831

 

Hold nu fest. Sikke en uge. Jeg bliver næsten helt forpustet ved gennemgangen – men det har været sjovt og godt og den kommende bliver uden tvivl roligere. Jeg håber, at I får en voldsomt dejlig søndag aften!

Hej!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Damer i Dilemmaer

damer1

I onsdags fik jeg en SMS fra Cana. Som i for tre dage siden. Det var der sådan set ikke noget underligt i, efter som vi har en nærmest symbiotisk tæt kontakt og jeg ikke engang vil prøve på at regne ud hvor mange sms’er (og Snapchats og iMessages og mails og ord og grin og tårer), vi har udvekslet siden vi mødte hinanden, for hvad der føles som en evighed siden, men som i virkeligheden ikke engang ligger mere end halvandet år tilbage.

Men der var alligevel noget særligt ved netop den SMS, der tikkede ind klokken 17:58 i onsdags.

fullsizerender-46

Selvfølgelig skulle vi også lave en podcast! Selvfølgelig af så mange gode grunde. Selvfølgelig fordi vi er afsindigt dygtige til at tale – både sammen og hver for sig. Selvfølgelig fordi vi synes enormt meget om enormt meget – og selvfølgelig fordi vi i forvejen upassende ofte sidder og taler og mener, over et glas rødvin eller to.

Jeg ved, at Cana i lang tid har gået og grublet over en jordemoderfaglig podcast, men af en eller anden grund var hun, meget ulig hendes personlighed i øvrigt, ikke kommet videre. Jeg vælger selvfølgelig at tro, at det var fordi, hun lige skulle komme i tanke om det endnu mere oplagte: at lave podcasten Damer i Dilemmaer – sammen med mig.

Og da børnene var lagt, strøg jeg de 150 meter over gaden, der fysisk adskiller os. Fik stukket et glas rødvin i hånden og nåede vist lige præcis at diskutere konceptet i en time, inden Cana fandt en mikrofon frem fra et klædeskab og begyndte at optage. For sådan er hun. Hun handler på ting og det er fantastisk og sjovt og skræmmende og inspirerende og uhyggelige – på én og samme tid. Det er i hvert fald aldrig kedeligt – og det bliver det her projekt heller ikke! Næste morgen – altså i forgårs – da jeg med en mild form for tømmermænd havde kæmpet mig i skole, var jeg pludselig gjort til administrator for en facebookside – og samme aften kiggede jeg på, imens hun uploadede vores spontane onsdagsoptagelse til iTunes.

For en halv time siden skrev Cana til mig, at den endelig var blevet godkendt – og lynhurtigt blev vi enige om – selvfølgelig – at offentliggøre nu. Som i nu.

Så hop ind derind og download vores podcast. Vores podcast, som jeg er pissehamrende stolt af at være en del af – og som jeg glæder mig uretfærdigt meget til at arbejde videre med. Sammen med Cana, rødvin og alle jer, der vil lege med! Like vores facebookside HER – og vær en del af det hele!

Ja. SÅ meget!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Når jeg er på Snapchat, er jeg mindre alene

img_4754

En af de mange, jeg følger på Snapchat, sagde forleden noget – på snapchat (metaaa) – som jeg har tænkt meget over siden. Funderet over. Undret mig over – og været skiftevis enig og uenig i.

Jeg tror faktisk, at hun var fuld, da hun sagde det. Hun var vist lige kommet hjem fra byen og snappede fra sin seng. Hun italesatte, at hun jo godt var klar over, at hun ville fortryde sin snapstory, når alkoholens virkning var hørt op, men hun var vist utryg ved at være alene hjemme og “når hun snappede, så følte hun sig mindre alene”.

Og det udsagn har altså rumsteret i knolden på mig lige siden. For jeg elsker også Snapchat. Det er mit ultimative favoritmedie og jeg er umådeligt aktiv derinde. Der er efterhånden uforståeligt mange mennesker, der af uransagelige årsager har lyst til at følge mit liv i 10-sekundersklip – og jeg har en fest med det.

Men jeg har aldrig sat ord på hvorfor. Jeg har aldrig tænkt dybere over min fascination, end at det var “meget sjovt” at dele alverdens udsnit og tanker et sted, hvor de forsvinder efter et døgn. At jeg brød mig overordentligt meget om umiddelbarheden og ægtheden – og at det var ret skønt selv at følge med hos dem, som jeg finder inspirerende eller sjove eller fascinerende eller forargende. Og hendes udsagn ramte mig lige i fucking solar plexus, fordi jeg overhovedet ikke kunne finde frem til hvorvidt det var det mest rigtige og rammende, jeg nogensinde havde hørt – eller hvorvidt det var det mest sørgelige og skræmmende, jeg nogensinde havde hørt.

Den sidste mulighed var vist min umiddelbare reaktion. Nu måtte jeg også tage en slapper med det dér teenagemedie. Være mere til stede i den umiddelbare virkelighed og mindre til stede i den virtuelle. Det var simpelthen for trist, hvis en lille gul app på min iPhone, gav mig en følelse af ægte fællesskab og nærvær. For helvede man. Vågn op, Cecilie! Gå en tur i skoven. Du er faretruende tæt på 30…

Og hvis jeg virkelig havde været enig med mig selv i den kærlige omgang selvskædud – så havde det jo været nemt nok. Så havde jeg skruet ned for min falske aktivitet og måske endda slettet lortet. Men det gjorde jeg bare ikke.

Tværtimod begyndte jeg vist at snappe endnu mere. At dele endnu mere. At fortælle endnu mere. At interagere endnu mere. At modtage endnu flere kommentarer og endnu mere netbaseret kærlighed. Og hvad helvede handlede det nu om?

Det er først gået op for mig nu. Fredag morgen. Fredag den tiende, som for halvanden time siden føltes som fredag den trettende. Jeg har haft en ganske skrækkelig morgen. En af de morgener, som mødre har engang imellem. En af de morgener, hvor man skal finde al det pædagogik og forståelse og medfølelse frem, som man har i sin krop – og bruge det uden selv at bryde sammen. Hvor man skal være stærk for sit barns skyld og hvor man skal stole så umuligt meget på sit eget moderskab og sin egen evne til at vide, hvad der er bedst for et andet menneske.

Og det lykkedes på magisk vis – og da jeg fuldstændig følelsesmæssigt bombet sad alene tilbage i min lejlighed, fandt jeg som det mest naturlige i verden min telefon frem – og klikkede på det lille gule spøgelse. Og fortalte. Om det svære og det rigtige og det gode. Med skiftevis skælvende stemme og overbærende smil. Fik det ud. Fik det delt. Og fik tilbage. Fik forståelse og varme og opmuntring.

Så hun havde ret. Jeg er mindre alene, når jeg snapper. Og det er hverken sørgerligt, patetisk eller forbeholdt dem under 20. Mine følelser er ikke mindre ægte fordi jeg fortæller dem til folk gennem en telefon. Og det, jeg får tilbage, føles ikke mindre ægte fordi jeg får det retur gennem selvsamme skærm.

Følelser er følelser. Og i 2017 kan de godt formidles gennem Snapchat.

Og er det egentlig ikke ret fantastisk?

 

(Og så går jeg under brugernavnet Cecilieund, hvis du vil være med!)

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lillebror

img_4687

Det her er Bastian. Han har ikke optrådt voldsomt meget her på domænet, men han er min lillebror. Og i dag fylder han 10.

Min far var ganske ung, da han blev min far. Ikke i forhold til hvor ung min mor var, da hun blev min mor – eller i forhold til hvor ung jeg var, da jeg gjorde ham til morfar. Og vist egentlig heller ikke i forhold til, at det foregik i 88. Men ung. 24 år ung, for at være ganske eksakt. To år senere kom min lillesøster til verden – og endnu et par år senere, blev de skilt. Mine forældre.

Min far giftede sig med en kvinde, der var ældre end ham – og som havde store børn. Og han troede vist aldrig, at han skulle være far igen. Han var weekendfar i en 10/4-ordning – og her til aften fortalte han mig, at det var rigeligt for ham. Og det skulle vist forståes som et kompliment.

Men i 2005 forelskede min far sig i Carina. Carina, som var og er yngre end min far – og som den dag i dag er mine børns meget unge og helt fantastiske bedstemor. Jeg kalder hende ikke for min stedmor – og det har jeg aldrig gjort. Og det handler vist allermest om, at jeg var alt for 17-årig, da hun kom ind i mit liv. Til gengæld blev hun min fortrolige, min shoppingpartner og snart mor til min nye lillebror. Og det var på alle måder meget bedre end endnu en stedmor.

Carina havde en søn i forvejen. Marcus, som var den sødeste, 5-årige, hvidhårede dreng. Med en kanin. Det var aldrig nogen hemmelighed, at Carina gerne ville have endnu et barn. Og det var aldrig nogen hemmelighed, at min far gerne ville det samme.

Jeg boede sammen med min far og Carina dengang. På Østerbro – i en bygning, som jeg kan se ud af mit vindue i skrivende stund. Jeg gik i 3.g den dag, hvor jeg lå på gulvet i stuen – og snakkede med Carina. Og spurgte hende, om de egentlig ville fortælle mig det med det samme, når hun blev gravid. Og hun ville egentlig gerne have ladet min far fortælle mig det – men hendes ansigt afslørede øjeblikkeligt og uundgåeligt, at jeg skulle være storesøster. Og vi tudede vist begge to.

Og så kom Bastian. Og jeg elskede ham fra første sekund. Som kun en storesøster kan elske sin lillebror. Uanset aldersforskel og teenagetilstand. Jeg var 18 år gammel og fik lov til at være helt tæt på en baby, som jeg var genetisk forbunden med. Jeg fik lov til at trøste ham, når han græd – og jeg fik nogle af hans første smil.

Og så rejste jeg til USA. Da han var et halvt år gammel. Og jeg kom hjem et år senere, da han var blevet et rigtigt lille menneske. Og så flyttede jeg hjemmefra – og vi mistede på fuldstændig naturlig vis den dér helt tætte kontakt. Fordi han boede i Rødovre og fordi jeg var fuld i København – og meget snart mor til mine egne børn. Hans niece og nevøer.

Når det går op for folk, at jeg har søskende, som er på alder med mine egne børn – så får jeg tit og ofte det samme spørgsmål. Om det ikke er mærkeligt? Om det ikke er underligt, at de er mine børns onkler og tante? Og nej – det er ikke mærkeligt for mig. For sådan har det jo været fra start. Selvfølgelig kan jeg godt se, at det ikke er normalt – set udefra. Og selvfølgelig er Bastians forhold til mine børn mere fætter/kusine-agtigt end onkel/niece-agtigt. Og selvfølgelig er min relation til mine små søskende mere moster/faster/tante-agtig end den er storesøster-agtig. Alene på grund af aldersforskel og ydre omstændigheder. Men når det så er sagt – så skal hverken Bastian eller nogle af mine andre søskende nogensinde være et sekund i tvivl om, at jeg er deres storesøster – og at jeg vil gøre alt i verden for dem.

Aldrig et sekund.

img_4692

img_4694-1

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

19 tanker om Gift ved første blik 2017

141915154

I går var en god dag. Jeg spise mit livs pæneste morgenmad og lærte, at tynd yoghurt med brus hedder kefir – og at det smager pissegodt. I skolen gav ord som induktion (ikke på komfurmåden), deduktion og falsifikation på magisk vis mening. Derhjemme bestod aftensmenuen blandt andet af twisterfries – og da børnene var gået omkuld drak jeg lunken rødvin under en terrassevarmer med en veninde.

Men gårsdagens højdepunkt var noget helt andet. Gårsdagens højdepunkt var et af årets højdepunkter. Og jeg hverken overdriver eller skammer mig. Gårsdagens højdepunkt var sæsonpræmieren på Gift ved første blik! Jeg elsker Gift ved første blik! Og imens jeg åd det råt, gjorde jeg mig en masse meget lidt konstruktive tanker.

Deriblandt disse:

  • Manden fra København nødvendigvis være den sødeste deltager i programmets historie!
  • Hvorfor har manden fra København ikke fundet en kæreste selv?!
  • Hvad er der galt med manden fra København?
  • Arh, manden fra København lever fortrinsvist af frysepizza…
  • Hvorfor kaldte eksperten københavnerne for “et virkelig godt match”, når han kun kalder jyderne for “et godt match”?!
  • Arh, er det egentlig ikke noget med, at der er forholdsvist langt fra Sønderjylland til Aarhus?
  • Er “giwdes” sønderjysk for giftes?
  • Masker? Hvorfor lige masker?
  • Gud, hvor tror jeg bare meget på begge par!
  • Gud, hvor troede jeg også på dem, der endte med at hade hinanden sidste år…
  • Nej nej. Du tager ikke sneaks på til din hvide brudekjole!
  • Måske er det alligevel meget sejt, at blive gift i sneaks?
  • Arj, hvorfor valgte hun ikke at blive gift i sneaks??
  • Hvorfor er begge kvinder så overgearede, når de bliver gift?
  • Nåååårh – manden fra København sagde, at man ikke kunne andet end at elske hende. Han nødvendigvis være den sødeste deltager i programmets historie!
  • Hvorfor påstår min mand, at manden fra København bare er liderlig? Han har intet begreb om seriøsiteten af det her eksperiment!
  • Fuck. Manden fra København, som fortrinsvist lever af frysepizza, har lige fået at vide, at hans nye kone ikke kan lave mad. Jeg tror ikke længere på det her match.
  • Mand fra Sønderjylland, du skriver fandeme ikke en tale til din brud på rim! Det gør du bare ikke!
  • Kvinden fra Jylland elskede rimtalen. Hun elskede den! Jeg tror virkelig meget på det her match.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Bagud fra start

img_4568

Det startede meget godt. Bevares, jeg har skrevet mig bag øret, at jeg fremover bør stå op et kvarter tidligere end jeg gjorde i morges. I al fald når jeg skal have taget plads på skolebænken klokken kvart over otte – og Thor skal stå klar som vikar klokken hel. Morgenen blev altså en anelse mere forjaget end jeg egentlig synes om, men vi kom da ud af døren til tiden. Alle fem på samme tid.

Thor cyklede mod SFO’en med Sia – og jeg fulgte drengene over i institutionen. Institutionen, som åbner klokken syv og som tæller 3 vuggestuegrupper, 3 børnehavegrupper og en stor udflytterafdeling – men hvor der var afleveret ét barn klokken kvart i otte. ET! Indre Østerbro, man… Mit afkom tredoblede altså antallet af unger – og pludselig havde personalet et helt barn hver at tage sig af. Og så cyklede jeg ellers mod Nørrebro.

Efter lidt forvirring over hvor det nu var, C-bygningen lå, fandt jeg op til femte sal og frem til det rigtige lokale. Underviseren var fuldstændig forrygende – og jeg blev på ingen tid bekræftet i min beslutning om at vende tilbage til studiet. Juhu!

En times tid inde i undervisningen fik vi pause – og jeg brugte anledningen til at ringe til ørelægen. Hugos trommehinde sprang nemlig endnu engang i weekenden – og ved sidste tjek havde jeg aftalt med lægen, at næste gang hed det altså dræn – og at jeg i så fald skulle ringe og bede om en akut tid. Sekræteren forsøgte at spise mig af med en tid om ni dage – og da jeg undrede mig over, om det virkelig var en akut tid, blev jeg bedt om at troppe op klokken elleve. I dag. Jeg nåede altså kun to ud af seks timers undervisning, før jeg måtte snige mig ud – og dermed er jeg på imponerende vis allerede bagud.

Men det går nok. For de to timer var skidegode – og jeg glæder mig oprigtigt til at komme tilbage i morgen. Og indhente.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hverdagsluksus med samvittigheden i orden

img_4530

ikke-navngivet-2

Jeg blev for nylig spurgt, om jeg ville hjælpe med at gøre opmærksom på Neutrals nye Body cream – og det ville jeg gerne. For som blogger er der naturligvis nogle samarbejder, der giver mere mening for én end andre. Og det her var altså et af dem, der gav rigtig meget mening for mig.

Et samarbejde med Neutral giver nemlig ikke kun mening for mig professionelt. Det giver mening for mig som mor, som kvinde og som sygeplejestuderende.

Som mor, fordi jeg naturligvis går op i, at pleje mine børns hud med så naturlige produkter som muligt. Som kvinde, fordi jeg som de fleste andre kvinder nyder lidt selvforkælelse. Og som sygeplejestuderende, fordi jeg gennem mit studie har lært, hvad ord som kontaktallergi betyder.

Huden er vores største organ – og det, som du smører på din hud, forsvinder ikke bare igen. Det bliver ikke skyllet væk igen, som det eksempelvis er tilfældet med en shampoo. Nej, det optages altså – og derfor er det selvfølgelig hamrende vigtigt, at du vælger nogle ordentlige produkter, som du med god samvittighed kan lade både din egen – men i ligeså høj grad dine børns (og måske endda din mands) hud optage.

img_4532

img_4536

Herhjemme har vi i mange år sværget til Neutrals produkter. Især til vores børn. Jeg har nemlig god samvittighed, når der står Neutral på emballagen. Samtidig må jeg dog også indrømme, at jeg selv kan finde på at flirte lidt med parfumerede produkter og olier – som med garanti indeholder nogle af ingredienser, der ikke udelukkende er gode for mig. Og når jeg gør det, så er det fordi at jeg har en idé om, at de nok virker bedre. At kemien og alt “det forbudte” gør dem mere effektive.

Derfor er jeg altså vildt begejstret over at måtte erkende, at den nye Body cream, som jeg nu har testet i nogle uger, er præcis lige så effektiv og lækker, som alle de mindre uskyldige cremer, jeg har prøvet. Den er hamrende lækker – for at sige det lige ud. Den er let og fløjlsblød og den føles dejligt kølig og forfriskende på huden. Og så trænger den lynhurtigt ind, hvilket er en betydelig bonus i en storfamilie, hvor morgenrutinerne helst skal gå så hurtigt og ubesværet som muligt.

Neutrals nye Body cream er at finde på supermarkedernes hylder fra i dag. Det er hverdagsluksus til hele familien – inklusiv god samvittighed og til en budgetvenlig pris. Se det er godt nok svært at have noget imod!

img_4531

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl