Hej hej Herlev

I dag er det den 19. januar. Den dato, der stod som den sidste på den studieplan, jeg fik udleveret på en af de sidste sommerdage. Sidste år. Den dato, der syntes så uoverskueligt langt ude i fremtiden. Så svær at forholde sig til. Så det gjorde jeg ikke. Og pludselig var den her.

De fem måneder på 17. etage har sneglet sig afsted imens de er fløjet forbi. Sådan føles det virkelig. Som et langt, sejt træk – og et knips med fingrene. Og jeg sidder tilbage med en følelse af stolthed og taknemmelighed. Meget af hver.

Stolthed over at jeg kom igennem. At vi gjorde. At vi fik balanceret to gange praktik, opgaver, læsning, børn, madpakker, rengøring, bestyrelsesarbejde, afsavn og transporttid. Jeg har tudet i en stillezone og har forladt min lejlighed med dårlig samvittighed et utal af gange. Haft ondt i maven, når jeg har sagt godnat til mine børn og undladt at fortælle dem, at vi ikke ville se hinanden før næste eftermiddag. Og vi har pludselig været dem, der har afleveret tidligt og hentet sent. For man kan åbenbart ikke være flere steder på en gang – og nogle ting skal overleves, selvom det gør ondt. Stolthed over at jeg kom igennem den eksamen, der var ved at drive mig til vanvid – og stolthed over at jeg pludselig kom et år længere igennem den uddannelse, som jeg for halvandet år siden var ved at give op på.

Og taknemmelighed. Taknemmelighed over alle de ting, jeg har lært. Alle de ting, som jordens dygtigste og mest hard core sygeplejersker har lært mig – og alle de ting, de har givet mig plads til at lære selv. Den tillid, jeg er blevet mødt med. Taknemmelighed overfor de mennesker, der lukkede mig ind lige dér, hvor livet gjorde allermest ondt – og for den kontakt, jeg fik lov til at skabe. Taknemmelig for deres taknemmelighed. Taknemmlig for det perspektiv, de har givet mig – og som jeg virkelig forsøger at holde fast i. At vi skal passe på det liv, vi har – men at vi fandeme også skal leve det, imens vi har det. Og taknemmelighed overfor min mand. For alle de madpakker, han har smurt og alle de børn, han har afleveret. For alle de morgener, han har hørt døren smække bag mig – og for de blomster, jeg kom hjem til i dag.

Hej hej Herlev. Jeg kommer ikke tilbage, for du er for langt fra mig og min tid er for dyrebar – men tak for alt det, du gav mig og for alt det, jeg tager med.

img_3243

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

I mandags var jeg til eksamen og på fredag skal jeg hjem

Onsdag aften. I alvorlige guder, hvor er jeg træt. Fik selskab i dobbeltsengen af en 2-årig i nat. Ved 2-tiden. En halv time før han begyndte at kaste op hver halve time. Kontinuerligt.  Imponerende kontinuerligt. Så meget for nyvasket sengetøj. Og nyvasket hår. Og søvn, i øvrigt.

Nå. Ellers går det meget godt. Rigtig godt, faktisk. Jeg var til eksamen i mandags. Jeg troede, at jeg havde overstået studiets hårdeste eksamen i sommer – og de her praktikeksamener plejer ærligt talt at være en formaliseret sludder for en sladder, hvor man lige smider en teori eller to i puljen og slipper med bestået/ikke bestået. Og så lavede de en ny studieordning og kaldte det for semestre i stedet for moduler – og så skal jeg ellers lige love for, at der kom andre boller på suppen. Shit. Hvor var det en ganske rædselsfuld uge, hvor jeg stort set hverken sov eller spiste, var alvorligt bange for at dumpe og havde lange snakke med mig selv om hvordan jeg ville håndtere det, hvis det faktisk skete.

Men det gjorde det ikke. Jeg fik mit første 7-tal – og det føles sgu lidt lunkent, når man er gammel nok til at huske hvad et 7-tal betød i gamle dage – men det føltes også fuldstændig fantastisk og jeg er ærligt talt pissestolt af mig selv og min egen præstation. Og så var der censor, der tabte kæben, da han fandt ud af hvor mange børn, jeg havde. “Sikke et liv, du har”. Tja.

Og nu er det snart slut. Med Herlev. Der er to dage tilbage og jeg googler hindbærsnitteopskrifter og overvejer hvilke ord, jeg skal skrive i det kort, der skal forklare de andre sygeplejersker hvor meget der har lært mig.

Og når jeg forlader tårnet på fredag – og cykler tilbage til min familie, kan jeg se frem til 14 dage uden hverken skole eller praktik. Og da vi i dag evaluerede de sidste fem måneder, spurgte min vejleder mig hvad jeg havde af planer for de dage. Og jeg svarede, at jeg ville holde en fridag med hvert barn. Og en weekend med min mand. Og gøre rent.

Og jeg kan næsten ikke vente.

img_3093-2

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #120 (eksamenslæsning, overspringshandlinger og veganske nuggets)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Druknet mig selv i eksamenslæsning.
  • Skrevet et oplæg til den mundtlige eksamen, der truer i den kommende uge. Det var en ganske rædselsfuld proces, hvor jeg skiftevis fandt mig selv fuldstændig håbløs og overnaturligt genial. Det kan ikke være et godt tegn.
  • Fået afleveret! 15 minutter i deadline og på en dag, der viste sig på alle måder at være ganske vanvittig
  • Foræret mig selv den her (reklamelink)
  • Fundet på nogle virkelig gode overspringshandlinger – og både formået at arrangere (eller i hvert fald invitere til) en 30-årsfest for et par håndfulde gode damer – og booke en weekend i Berlin med min mand. Det er første gang, vi skal på solotur i fire år – og anden gang nogensinde og Berlintips modtages med kyshånd.
  • Været så fyldt op med eksamen (både min mand og jeg), at vi ikke har formået at lægge nogen som helst strategi for indkøb eller madlavning – og dermed handlet ind cirka 10 gange, haft et konstant mangelfuldt køleskab, smurt pinligt uinspirerende madpakker til ungerne og spist alt for meget take away.
  • Fejret min fars 54-års fødselsdag med boller, lagkage bezzerwizzer og hotdogs.
  • Spist morgenmad på lagkagehuset med min yngste og min ældste, imens min mellemste var til fodboldtræning med sin far.
  • Forsømt min sofa. Og mit TV.
  • Langt fra forsømt min instagram, hvor jeg har produceret flere stories end jeg har gjort i meget lang tid. Mest sådan nogle hvor jeg ævler – og nok ret meget som en overspringshandling.
  • Opdateret min iPhone for at få de nye emojis – og til gengæld fået et latterligt sløvt batteri!
  • Været til kontrol med mit knæ, der drillede en del i starten af 17 og som stadig “låser”, hvilket gør, at jeg ikke tør at gå ordentligt ned ad trapper og at jeg ikke tør at løbe. Ortopædkirurgen afsluttede mig med et “Du skal acceptere, at du nok er rask” og var vist lettere træt af mine uendelige spørgsmål…
  • Prøvet nogle veganske nuggets fra SuperBrugsen, som seriøst smagte bedre end nogen andre nuggets, jeg nogensinde har smagt.
  • Spenderet søndagen på en læsesal.
  • Hele søndagen.

img_3208

img_3209

img_3207

img_3206

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Vanvidsdag

Klokken er ti minutter i ni. Jeg har smidt mig på min sofa. Jeg har ikke befundet mig i den i hvad der ligner en uge. Det er procentvis en uoverskueligt voldsom nedgang i forhold til normalen.

Jeg er færdig. Mere end jeg kan huske, at jeg har været i virkelig virkelig lang tid. Opbrugt. Opslidt. Udtømt. Færdig. Færdig.

Shit.

Jeg har eksamen til op over begge ører. Jeg har godt vidst, at det ville ske – for imens jeg har kæmpet mig igennem det sidste halve år på Herlev, som har været så fantastisk og givende og udviklende og rørende – har jeg med fuldt overlæg skubbet alt, hvad der hedder eksamen og størstedelen af litteraturen foran mig. For at overleve, for at hænge sammen, for at være mor. Og kone. Og blogger. Og podcaster. Og menneske. Og nu betaler jeg prisen. Er du sindssyg, jeg betaler prisen. Har druknet mig selv i bøger og artikler og overvejelser og noter og teorier og forskningsresultater og sygeplejefaglige overvejelser i den dér uge væk fra sofaen – fra tidlig morgen til sen aften – kun afbrudt af de timer på dagen, hvor jeg har været mor. Og kok. Og rengøringsdame. Løgn, mit gulv har aldrig været mere beskidt og mit badeværelse skriger på Ajax. Og i dag – klokken 11:45 – klikkede jeg “aflever” og fik sendt det skriftlige oplæg, der skal danne grundlag for næste uges mundtlige eksamen, afsted til min vejleder og censor. 15 minutter i lukketid. Med bankende hjerte og farligt høj puls. Efter at have ændret og tilføjet og tvivlet til det sidste. Og jeg har ingen anelse om hvordan det er gået.

Og så ringede min mor på døren. For at optage det podcastafsnit, jeg skal klippe sammen om lidt og udgive i morgen. For nu var der tid. Og det gik skidegodt – for jeg var høj og lettet – og vi sludrede løs, grinede og huskede tilbage på 1998. Og så gik hun og jeg klippede lidt og så tænkte jeg, at jeg ville hente mine børn i nogenlunde ordentlig tid, så jeg kunne nå at være sammen med dem i nogle timer inden jeg skulle til bestyrelsesmøde i institutionen. Og så er det jo fedt, at de bliver så glade for at se én. Eller noget. Måske er det i virkeligheden fedt nok, at de er så glade for og trygge i deres SFO, at de bliver dybt fornærmede over at blive hentet. Men hey. Styr jer.

Hjem. Købe teboller og marengskys på vejen. For at afværge den krise det var, at SFO’ens brød ikke var færdigbagt til tiden. Snakke om dagen. En ad gangen. Berette og spørge og fortælle. Hente Hugo. Synge alle sangene i Hr. Skægs ABC. En gang hver. Fem gange den med Å. Tænde for Ramasjang. Ordne det køkken, der bærer præg af, at min mand sidder i ligeså meget eksamen op til halsen, som jeg gør. Hente pizzaer til ungerne og deres farfar, der skulle passe dem, fordi førnævnte mand selvfølgelig også var til bestyrelsesmøde. Ha.

Bestyrelsesmøde. Håbe på, at ingen opdager hvor træt, man er. Undertrykke gab på gab. Hælde kaffe ned. Den plejer at være stærkere. Forlade mødet på slaget 19:15 for at nå hjem og putte unger. Snakke med sig selv på vejen hjem og aftale, at man tager det hele stille og roligt og får en god stund ud af det, selvom klokken er over normal sengetid, selvom man er alene og selvom den dér sofa kalder. Råber. Forlanger.

Putte. Fuck. Satans kvikke unger, der straks gennemskuer deres mors underskud og giver hende kamp til stregen. En to-årig, der altid vil sove, men som absolut på ingen måde i hele universet vil sove. Som skriger. Og en seks- og en otte-årig, der finder noget at skændes vildt og voldsomt over – indtil de også skriger. Tre børn, der skriger. På en gang. Det gør de aldrig. På en gang.

I morgen skal jeg forberede et mundtligt oplæg til den dér eksamen. Tilbage til mine teorier og artikler og tvivlen.

Måske skulle man alligevel flytte på landet. Eller på en ø. Og leve af kærlighed og kildevand og dyrke yoga og komme i zen. Hvad fanden er zen overhovedet? Jeg vil gerne låne lidt. Kan man købe det et sted?

Godnat.

img_3034

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Sund?

img_3116img_3135

Jeg har haft sådan cirka det samme nytårsfortsæt de seneste cirka 8 år (aka alle de år, jeg har været nogens mor). Jeg har aldrig skrevet det ned og hvis jeg havde, så havde ordlyden nok varieret en smule fra år til år – men ambitionen havde været den samme. Noget med at tabe de graviditetskilo, jeg aldrig har formået at få bugt med.

I år er det anderledes. Selvfølgelig vil stadig gerne tabe de genstridige kilo – men først og fremmest vil jeg gerne være sundere. Det er hovedambitionen. Jeg kan sagtens leve med og faktisk langt om længe også holde af min krop, som den ser ud nu – men jeg er bange for, at vi ikke får tid nok sammen – min krop og jeg – hvis jeg ikke begynder at behandle den lidt pænere. Jeg fylder 30 om 55 dage – og jeg vil så forfærdeligt gerne fylde tre gange så meget i 2078.

Og jeg lever ikke specielt sundt. Det vidste jeg jo i virkeligheden godt – men det gik for alvor op for mig, da jeg tog denne sundhedstest lige inden nytår. Jeg blev tvunget til at indrømme, at jeg snildt kan gå flere dage uden at indtage grøntsager, at jeg ved festlige lejligheder glemmer, at jeg ikke ryger cigaretter, at jeg drikker for lidt væske, spiser for meget junk, for lidt fuldkorn og for meget sukker, vågner op med stive led hver morgen og at jeg – værst af alt – føler mig for træt, for presset og for uoplagt. Og så tænkte min computer sig om – og så gav den mig en sundhedsscore på 49%.

Av. I mit ansigt.

Jeg bliver aldrig hverken en yngre udgave af Charlotte Bircow eller en kvindelig udgave af Christian Bitz. Dertil er jeg ganske enkelt for glad for de gode ting i livet. Men måske skulle jeg – i anledning af at jeg snart er 30 og dermed forfærdeligt voksen – snart lære, at de gode ting i livet også kan være grøntsager og motion (åh gud, det bliver op ad bakke…) – og ikke kun twister fries og studenterbrød. Måske kan man godt spise sundt og behandle sin krop pænt størstedelen af tiden – og stadig tillade sig selv både fredagsslik og onsdagssnegle? Jeg vil i hvert fald prøve.

Sidste januar forsøgte jeg at kickstarte min nye livsstil med en juicekur. Jeg overlevede fem dage på juice og spiste pænt mange grøntsager i et par uger derefter. Og så glemte jeg alt om nytårsfortsætter og mål. I år forsøger jeg at kickstarte min nye livsstil og mit nye, sundere jeg med en måned helt uden sukker – og en ny god vane i form af daglige kosttilskud. Historien om den dér tarveligt ærlige sundhedstest slutter nemlig ikke bare med, at jeg græmmes over mit pinlige resultat. Den slutter med at jeg – på baggrund af de ting, jeg har indrømmet – bliver anbefalet hvilke kosttilskud, der kan hjælpe mig på vej mod en sundere hverdag.

Jeg har altid syntes, at de mennesker, der spiser en helvedes masse kosttilskud, var nogle overordentlige tjekkede typer. Og jeg har gud ved hvor mange gange revet en masse glas ned fra hylderne i helsekostbiksen – og forsøgt at være ligeså tjekket. Og min medicinhylde bugner med halv- og heltomme glas og jeg kan ikke rigtig huske hvilke piller, der skulle gøre hvad for mig.

Og det er det smarte ved Zentabox. Det er en abonnementsløsning, hvor man månedligt får tilsendt lige præcis de kosttilskud, der passer til ens behov – kontrolleret på et apotek og pakket i små poser. En til hver dag. Så bliver det ikke meget nemmere at være tjekket.

img_3120

img_3118

Jeg ved ikke, om kosttilskuddene gør mig mere sund. Men jeg formoder, at de ikke gør mig mindre sund – og jeg ved, at de får mig til at føle mig mere sund. Og allerede dér er jeg nået langt.

Hvis du også vil starte 2018 ud med nogle nye, gode vaner, så tag sundhedstesten HER og se, hvad de kloge hoveder anbefaler dig at supplere din kost med. Hvis du bruger rabatkoden Tregode18 – så sparer du hele 25% på de første to måneder – og du kan til hver en tid opsige abonnementet.

img_3119

img_3117




Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #119 (på en ny måde)

Indeholder affiliate link

For 119. gang, skal jeg nu til at opdatere jer og mig selv på den uge, der er forsvundet. Og nu prøver vi lige noget nyt. Sagen er den, at jeg simpelthen er blevet en idiot til at huske at få taget billeder. Mit svinedyre kamera bliver forsømt i en helt uhørt grad – og kamera-app’en på min telefon har også haft det sjovere end det er tilfældet for tiden. Jeg glemmer ganske enkelt at fotografere de ting, jeg foretager mig. Og jeg har det i virkeligheden ret fedt med det – for det går så fint i spænd med det lille livsprojekt, jeg har gang i, der handler om at være mere nærværende. Til gengæld har jeg en mindre krise hver eneste søndag, når jeg åbner min telefons fotomappe og må konstatere, at jeg skal være ualmindeligt kreativ for at få mit faste tilbageblik til at virke det mindste interessant.

Det efterlader mig med to muligheder. Enten kan jeg tvinge mig selv til at tage flere billeder – og ellers kan jeg ændre præmissen for de her indlæg. Og jeg har altså valgt at gå med mulighed nr. 2. Derfor bliver “ugen der gik” fremover lidt anderledes skruet sammen, end de 118 første af slagsen. Der kommer mere tekst og færre billeder. Og det håber jeg, at I er cool med. Ellers er det nemlig bare ærgerligt.

Så. I ugen, der er gået, har jeg:

  • Været tilbage på Herlev, hvor slutspurten af mit praktikophold er sat ind. Jeg har kun to uger tilbage – og jeg har nu ansvaret for mine “egne” patienter. Det er pissehamrende en lillesmule skræmmende at blive tildelt det ansvar – men det er mest af alt fedt at blive vist den tillid og jeg glæder mig helt afsindigt til at blive færdig til sommer.
  • Besluttet mig for at holde slik- og kagefri januar – og produceret imponerende mængder æblechips, for at have et alternativ til al den slik, jeg plejer at køre ned.
  • Skåret mig ret voldsomt i fingeren på mit mandolinjern under æblechipsproduktionen. Jeg tror helt seriøst, at jeg har skåret mig omkring 20% af alle de gange, jeg har brugt det redskab, som jeg efterhånden vil klassificere som værende i nærheden af livsfarligt.
  • Vendt tilbage til mikrofonen med min mor. Vores podcast har holdt juleferie – og det har været så dejligt at starte op igen. Afsnittet, som I kan finde i iTunes nu, handler om 1997. Året hvor prinsesse Diana døde, Kølig Kaj vandt melodi grand prix, Taxa havde præmiere, jeg skiftede skole og min mor skiftede folkeskolelærerlivet i jeans ud med konsulentlivet i suits.
  • Stresset ret meget over, at jeg skal til eksamen lige om lidt.
  • Stresset ret meget over, at jeg fylder 30 om mindre end to måneder og på ingen måde kan finde ud af at tage stilling til hvordan jeg gerne vil fejres…
  • Fundet en ny yndlingspodcast. Den hedder 30-årskrisen. Og det er ikke en joke – den er fantastisk!
  • Endelig fået min julegave fra min mor hjem – og været tæt på lykkelig.
  • Prøvet det dér nye plantefars, man kan få i supermarkederne. Jeg var ret skeptisk, for jeg plejer ikke at bryde mig om produkter, der “leger kød” – men det her fungerede virkelig godt i en bolognese – og jeg tænker, at det vil gøre det mindst ligeså godt i en lasagne.
  • Haft den hyggeligste lørdag aften med mine søstre. Og sushi og rødvin og snak og neglelak og græden-af-grin.
  • Set Elliot spille fodboldstævne og tabe alle fire kampe. I den alder får alle deltagerne en medalje efter stævnet – uanset resultatet. Elliot nægter bare at modtage sin, hvis han ikke føler, at han har fortjent den. Det synes jeg på en eller anden måde er en meget sej holdning – selvom jeg aldrig har modtaget en medalje for noget i mit liv.
  • Konstateret, at det dér med at være lidt sløv til at få blogget, åbenbart ikke var en 2017-ting…
  • Brugt søndag eftermiddag i selskab med Cana og hendes drenge. Vi drak kaffe, legede med magnetklodser, spillede fodbold og spiste bananpandekager til aftensmad. Noget, der var en tradition i en periode for et par år siden – men som vi ikke har fået gjort i al for lang tid.
  • Sendt Sia på overnatning hos Signes Vega. De to blev venner, da vi var i Disneyland sammen sidste forår – og selvom de ikke ser hinanden så tit, så kalder Sia Vega for hendes bedste veninde – og de leger simpelthen så fantastisk godt sammen.
  • Kysset på min 2-årige – og været så heldig, at min 8-årige havde fået fingrene i mit forsømte kamera i samme øjeblik.

img_3124

img_3133

img_3130

img_3134

img_3132

img_3075

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ugen der gik #118 (med julefrokoster, tilbageblik og nytårsaften)

Godt nytår! Mit ellers så stabile ugentlige indslag er udeblevet de sidste to søndage, da der har været noget jule- og nytårsaften at se til. Her følger dog en opsummering af den sidste uge i 2017.

I ugen, der er gået, har jeg:

Gået tur i Bernstorffsparken på 1. juledag, som vi tilbragte hos min mor.

img_3037

 

Holdt “hummergilde”, som er min mors efterhånden ganske traditionsrige julefrokostarrangement på 2. juledag. Vi talte os frem til, at det i år var 17. gang, vi har kørt hummere, cognacsovs og hvidvin ned.

img_3036

img_2921

 

Krydset en masse broer, da vi kørte til til julefrokost hos Thors familie i Aarhus – og til Falster på samme dag.

img_3035

 

Skudt vores juleferie part 2 igang med dåseøl og ild i brændeovnen.

img_2986

 

Været en masse på stranden med min friluftsunge, der kan kaste sten i vandet i timevis, hvis det skulle være…

img_3033

img_3034

img_3011

 

Været igennem de 244 indlæg, jeg har skrevet i 2017 – og samlet op på året, der er gået.

img_5040

 

Ladet Hugo være oppe og se Disneysjov og spise fredagsslik for første gang.

img_3032

 

Produceret en kransekage – og været så stolt, at det næsten ikke kan beskrives.

img_3026

 

Fejret nytårsaften med Cecilie, Michael og deres unger – her i sommerhuset.

img_3031

 

Nu vil jeg smække noget aftensmad sammen til min familie. Og i aften starter der både X-Factor og Broen – og der er kransekage tilbage. 2018 lægger godt ud.

God aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

2017 opsummeret

Om ti minutter tager vi hul på årets sidste døgn – og om et døgn hælder jeg champagne i glas og finder den kransekage frem, som jeg forhåbentlig lykkes med at fremtrylle i morgen formiddag. Og så tæller vi ned og siger skål og godt nytår. Og det er altid med en blanding af glæde og spænding – og en underlig form for vemod. Vemod over at tage afsked med et år, der aldrig kommer igen.

Og i et forsøg på at holde fast i det år, der slutter om lidt, har jeg brugt nogle timer af min aften på at gå igennem de 244 indlæg, jeg har skrevet i løbet af 2017.

I januar…

  • Startede jeg året med at besøge Go’ morgen Danmark.
  • Skrev jeg noget om en af de helt almindelige og helt fantastiske hverdage, man gerne vil gemme på.
  • Startede – og stoppede – Sia til spejder…

 

I februar…

 

I marts…

 

I april…

 

I maj…

 

I juni…

 

I juli…

 

I august…

 

I september…

 

I oktober…

 

I november…

 

I december…

 

Jeg synes, at 2017 overordnet set har været et hårdt år. Der er også sket mange gode ting og jeg tager mange lyse og dejlige minder med mig – men den følelse, jeg får i maven, når jeg skal opsummere året, er ikke positiv. Og det er der mange årsager til – og også nogle, jeg hverken har eller har tænkt mig at dele herinde.

Jeg har kæmpet en del i år – og især med og lidt for ofte imod mig selv. Og derfor er det nok også med lidt mindre vemod end sædvanligvis, at jeg om et døgn vil tage afsked med året, der er gået. 2018 kommer belejligt. Året, hvor jeg gudhjælpemig både fylder 30 og bliver færdiguddannet. En frisk start og en masse at se frem til. Og hey – der må også gerne være hårde år i et langt liv. Det gør måske de gode år endnu bedre – og giver perspektiv og anledning til fordybelse og til at kigge indad. Så det vil jeg gøre.

Tak for i år – og fordi I følger med.

Og rigtig godt nytår!

img_5040

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Juleferie part II

img_2986

Og så er anden del af vores juleferie skudt i gang. Det blev den for sådan cirka en halv time siden, da jeg groggy og lyssky stavrede ud af soveværelset, hvor jeg i en halv time havde ligget med armen rundt om min 2-årige – og skiftevis med ord og kropssprog forsøgt at forklare ham, at han skulle sove. Sove! Ikke lege med hverken Bamse, Ælling, Sofus, Lily eller Hr. Skæg. Hugos nytårsfortsæt må helt klart blive noget med at skære ned sit sovedyrsforbrug.

Det gav mening, at han ikke var træt nok til at lade sovedyr være netop det. Vi har nemlig brugt størstedelen af vores vågne timer i en bil i dag. Klokken 9 forlod vi København og satte kurs mod Aarhus, hvor vi ankom klokken 12 – til julefrokost med Thors familie. Og efter fire timers tapas, pakkeleg og roulade med flødeskum (jeg tror, at det er en jysk ting – og det holder) kørte vi mod min mors sommerhus på Falster, hvor vi landede klokken nogenlunde 20:15. Og hvor jeg nu sidder i sofaen – med den dåseøl, som Thor stak i hånden på mig, da jeg vendte tilbage ud fra Hugo og alle hans venner. Og med ild i pejsen og Anders Aggers fortælling om Tina Dickow på skærmen, som er skyld i, at det her indlæg tager en evighed at skrive. Fordi min opmærksomhed og mit blik konstant flakker mellem den ene og den anden skærm. Det ville sikkert være sundere for mig at glo ind i brændeovnen. Det gør jeg måske når dokumentaren er slut og mine ord sendt afsted.

Og så skal jeg i seng. Grave min vej ind til Hugo og hans vidunderlige snorken – og sove så tungt og godt, som jeg kun gør her. I roen og mørket. Og så skal jeg nyde fem dage hernede. Med brætspil, fjernsyn, pandekager, gåture til vandet, fodboldkampe i haven, joggingbukser og uldsweatre. Og nytår med gode venner – med pænt tøj, røde læber, kransekage, cocktails og tusind børn. Med garanti kaotisk. Med garanti på den helt perfekte måde.

Og når vi kører tilbage til vores by, er 2017 blevet til 2018. Det bliver et vildt år, tror jeg. Men mere om det en af de kommende dage. Nu er dokumentaren slut – og jeg vil glo ind i den dér brændeovn, inden ilden brænder ud.

Eller. Måske går jeg bare i seng.

Jeg går helt sikkert bare i seng.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Om vores jul

Det er den 25. december – og jeg havde egentlig planlagt at udgive det “ugen der gik” nr. et-eller-andet, som jeg af gode grunde ikke fik så meget som tænkt på i går. Men det virker fjollet. For det er mandag og en ny uge er i gang – og når jeg kigger tilbage på årets næstsidste af slagsen, virker det lidt som om, at vi ikke lavede andet end at vente. På juleaften. Og det er løgn, det ved jeg godt. For der var tre dage på Herlev, der var min svogers fødselsdag, min fars julearrangement, en omgang julebanko, der blev til en bytur, frokost hos min svigerfar, julegaveindkøb og alt muligt andet. Men selvom det var dejlige ting, så blegner det hele i lyset af i går. For det var juleaften i går og jeg elsker juleaften højere end nogen anden dag på året. Elsker traditionerne, forudsigeligheden, forventningerne, spændingen og den kærlighed, der altid får lov til at gennemsyre dagen. Som om der findes en eller anden usagt konsensus om, at man den ene dag om året lægger alt andet til side. Alle uoverensstemmelserne, småkonflikterne og bekymringerne glemmes fuldstændig for en dag – og alt det gode får lov til at fylde.

Og sådan var det i går. Jeg glemte totalt, at der er alt for kort tid til jeg skal til eksamen, at min konto er faretruende tæt på minus og at jeg har skældt lidt for meget ud på det sidste. At mit gulv trænger til at blive vasket og at min vasketøjskurv sjældent har været mere overbelastet. Skænkede det ikke en tanke, fordi der ganske enkelt ikke var plads til det i mit sind, når jeg også skulle koncentrere mig om at få gåsehud over “dejlig er jorden” i den overfyldte kirke, at proppe mig med rødkål og risalamande, at observere Hugos lige dele chokerede og lykkelige ansigtsudtryk, da vi farede rundt i huset til “nu er det jul igen”, at give og at få og at slutte dagen af med at græde af grin med en helt perfekt afstemt gin/tonic i min hånd.

Og nu er det den 25. december. Vi er flyttet lidt ind hos min mor. Har brugt dagen på at lave ingenting, gå tur i Bernstorffsparken og se film på Viaplay. Ungerne har været skiftevis lykkelige og fantastisk selskab – og skrubumulige og overtrætte. Og det er så fint. I aften skal vi spise flæskestegssandwiches og mere risalamande – og lade op til den julefrokost, der skal foregå lige her. I min mors seks måneder gamle hus, der pludselig føles mere som hjem end nogensinde før. Fordi det var juleaften i går.

Glædelig jul!

6c569f97-d6b4-4767-9789-8c5ac0d2500a

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Juleferie og juleplaner

Det er fredag morgen. Solen er ikke engang i nærheden af at være stået op endnu – og på gulvet ligger alle mine unger og streamer den ene julekalender efter den anden. Jeg sidder ved vores spisebord, som er et kaos af gavepapir, pakker, bobleplast, legetøj, glas og en buket visne grene med indtørrede røde bær. Og nu fyldes rummet af introsangen til Ramajetternes jul. Og mine børns skønsang…

Vi er med andre ord gået på juleferie. I går var første dag, hvor ungerne lige skulle akklimatiseres og ned i tempo – men der skulle vist ikke mere til end en enkelt dag. De virker i hvert fald ganske afslappede nu. Og nu kommer Hugo trissende hen og minder mig om, at han slog sin fod i går. Hvis jeg skulle have glemt det. “Hugo slå fod”, “lige dér”, “Hugo meget ke’ a’ det!”.

Og nu ruller det. Båndet af juleplaner og bedsteforældre. I eftermiddag skal vi hjem til min far og spise frokostagtig aftensmad og udveksle gaver. I morgen er det min svigerfar, der har inviteret på nogenlunde samme arrangement – og så bliver det juleaften. Juleaften, som vi skal holde hos min mor. I hendes nye hus med hendes gigantiske juletræ. Og med mine søstre, min lillebror og min onkel med familie. Jeg glæder mig som et lille barn. Til Disney, kirkebesøg, and, rødkål, risalamande, gaver, konfekt, rødvin og forventningsfulde, funklende barneøjne. Og til at sove i min mors hus og vågne op til d. 25. december, hvor vi endnu engang har insisteret på ingen planer at have. Så vi kan lege med det nye legetøj, blive i vores nattøj, spise rester og trække vejret. Inden det bliver d. 26., hvor min mor afholder sit traditionsrige hummergilde med (ja) hummere, cognacsovs, iskold hvidvin og altid overordentlig god stemning. Den 27. slapper vi af herhjemme og den 28. sætter vi kurs mod Aarhus, hvor vi deltager i den ene side af Thors families julefrokost, inden vi kører hele vejen til Falster, hvor vi trækker stikket. Sluk! Brændeovn, tid, gåture, strand, vind, diverse “året der gik”-programmer og ro. Lige indtil nytårsaftens dag, hvor Cecilie og hendes dejlige familie slutter sig til os og fejrer nytår. Med cofocomenu til de voksne, et eller andet børneagtigt men stadig festligt til børnene, champagne, hjemmelavet (gisp!) kransekage, champagne, vær velkommen og hoppen ned fra stole.

Og nu holdt roen ikke længere. So much for akklimatisering. Den mellemste losser en fodbold rundt i stuen, imens den største smådriller den mindste. Så jeg vil klappe computeren sammen og gøre et eller andet. Måske endda vække min sovende mand…

Rigtig glædelig jul!

img_2665-2

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #117 (med kursus, kakao og Greys Anatomy)

I ugen, der er gået, har jeg:

Været på legeplads med min store og min lille, imens min mellemste var til fodbold. To børn er så fantastisk logistisk overskueligt, når man har vænnet sig til at have tre…

img_2814

img_2831

 

Deltaget i et kursus i stuegang – med en flok medstuderende og en flok lægestuderende. Man skulle gå stuegang hos en pensionist, der var trænet i at lege patient – og hele seancen blev filmet, hvorefter hele holdet så ens optagelse og gav feedback. Åndssvagt grænseoverskridende og jeg havde virkelig udskudt det så længe som muligt, men det viste sig at være en helt vildt sjov og lærerig dag. Der kan man bare se…

img_0046

 

Været lagt ned af sygdom for første gang meget længe. Og set en sæson af Greys Anatomy på to dage…

fullsizeoutput_9e

 

Optaget og udgivet afsnittet om 1996 af min mors og min podcast.

img_2800

 

Hentet mine store tidligt og drukket varm kakao og nydt at kunne snakke sammen uden at blive afbrudt af en virkelig sød 2-årig.

img_2832

 

Udnyttet Magasins sene åbningstider og taget hul på den julegaveshopping, jeg var håbløst bagud med. I selskab med min søster, der købte den her utroligt creepy Hr. Skæg-bamse…

img_2830

 

Besøgt Den Blå Planet, hvor vi var inviteret ud. Jeg har aldrig været der før, da ungerne kun har besøgt det med deres farmor. Jeg var meget positivt overrasket. Mit sammenligningsgrundlag var det gamle “Danmarks akvarium” – og det her er altså noget mere imponerende og sjovt.

img_2828

img_2829

 

Spist æbleskiver, hvilket vi dermed har gjort alle adventssøndage i år. Ikke en helt dum tradition at begynde, tænker jeg.

img_2675

 

Og ja, så har jeg i øvrigt blogget mindre, end jeg nogesinde har gjort. Jeg er her stadig, men inspirationen, tiden og overskuddet ser det anderledes ud for. Og jeg satser på, at det vender.

Nu vil jeg trave en tur rundt om en sø eller to med en veninde. Og på søndag er det juleaften.

Hej!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl