Ugen der gik #92 (med eksamenslæsning, praktikplads og tuderi)

I ugen, der er gået, har jeg:

Holdt pause fra eksamenslæsningen med min mor, der bød på smørrebrød og ispinde.

img_8740

img_8829

 

Haft Sia forbi frisøren, som endte med at klippe cirka halvdelen af hendes hår af.

img_8680

 

Afsløret hvor jeg skal i praktik efter sommerferien.

image

 

Spist rugbrødsmadder på stranden og is i gården – på en helt almindelig hverdagsaften.

img_8662

 

Anbefalet tre yderst seværdige DR-programmer.

152167613

 

Besøgt Classens have med min største og min mindste.

img_8834

img_8827

img_8787

 

Skrevet et sentimentalt “der er gået 10 år, siden jeg blev student”-indlæg.

image70

 

Spist sushi helt alene, imens jeg bandede studentervognene langt væk og fortalte om vores lørdag.

img_8790

 

Tudbrølet over slutningen på SKAM. Altså som i hulket. Ægte. Helt alene i min seng. Shit!

img_8833

 

Spenderet en stor del af min søndag med mine bøger i en læsesal.

img_8826

 

Efterkommet Hugos ønske om at facetime med min mors hund (!) adskillige gange.

img_8828

 

Været til sidste skoledag og hørt den fineste udgave af “Fætter Mikkel” fra Elliot og alle hans nye venner.

img_8832

 

Besøgt tårnlegepladsen, hvor Hugo mest af alt var interesseret i at snakke med duerne.

img_8825

 

Og det var det. Og nu hvor jeg (måske) har jer, skal jeg lige høre jer om noget. Det her er mit “ugen der gik”-indlæg nr. 92! Jeg har troligt begået et indlæg hver søndag i al den tid, jeg har blogget og jeg har været rigtig glad for det. Men nu går jeg altså og flirter lidt med tanken om at holde en pause – mest fordi jeg ofte kommer til at glemme at fotografere de ting, jeg laver. Men inden jeg tager en beslutning, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre om indlæggene giver jer noget? Er de ligegyldige eller er I glade for at læse dem? Jeg håber, at nogle af jer vil tage jer tid til at svare i kommentarfeltet nedenfor – og hvis der er larmende tavshed, må jeg jo tage det som et vink med en vognstang ;)

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

På mandag

img_8755 fullsizeoutput_3b

Jeg glæder mig til på mandag. Det gør fire femtedele af flokken herhjemme. På mandag tager Thor og jeg nemlig de to store under armen (eller måske i ladcyklen) og sætter kursen på Amager. Der står et kæmpe cirkustelt – og det er Cirkus Summarums telt og vi glæder os til forestillingen – måske især i kraft af, at vi kender en af de nye artister særdeles godt – men det er slet ikke cirkusforestillingen, som nærværende indlæg skal handle om.

Det skal nemlig handle om det, der skal ske før vi forsvinder ind i teltet med popcorn og store forventninger. Sidste år troppede vi alt for sent op og nåede slet ikke at gøre brug af de mange tilbud på cirkuspladsen – men den fejl kommer vi ikke til at begå i år. I år er vi nemlig blevet bedt om at teste og hjælpe med at sætte fokus på den aktivitetsbane, som Sun Lolly står bag.

Sun Lolly er barndom for mig. Jeg bliver helt varm om hjertet hvert år, når jeg ser de pangfarvede papæsker dukke op i mit supermarked – og vi har altid fryseren fyldt. Senest har de trekantede sodavandsis hjulpet med at holde Sia velhydreret igennem perioden efter hendes operation – og de nye drikke er også vældigt populære herhjemme. Hvad jeg ikke vidste var dog, at Sun Lolly donerer en masse af de her drikke til Cirkus Summarum – og lader overskuddet gå til Muskelsvindfonden. Det er en helt vildt fin ting, synes jeg – og det vil jeg jeg enormt gerne støtte op om.

På mandag tager vi derfor afsted i god tid, så ungerne kan få lov til at prøve kræfter med den bane, der lyder helt afsindigt sej! Samtidig kan Thor benytte os af de køl-ned områder, som Sun Lolly også har været så rare at sørge for. Hvis man ikke har billetter til cirkusforestillingen, er det faktisk muligt at købe adgang til cirkuspladsen og dermed aktivitetsbanen for bare 25 kroner. Det sker i indgangen op til to timer inden forestillingen.

I kan følge med på dagen på min Instagramprofil, som I finder HER – og hvor jeg vil sørge for at opdatere min story. Og så vil jeg skrive endnu et indlæg om vores oplevelser nogle dage senere!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Søskendekærlighed, feber og f***ing studentervogne

img_8787

Det har været en dejlig lørdag. Mestendels. Fik lov til at sove til klokken otte – sammen med Sia. En time senere tog Thor og Elliot til sæsonens sidste fodboldtræning – og jeg smed Hugo i klapvognen og Sia på et løbehjul og satte kurs mod Classens Have. Et af de dér helt fantastiske steder, vi fuldstændig glemmer at bruge. Ungerne legede med duer (…) og løb op og ned af alle de små bakker – og jeg blev simpelthen så rørt over den tålmodighed og kærlighed, som Sia udviser overfor hendes rappenskralde af en lillebror. Eksemplificeret så fint i billedet ovenfor.

Vi mødtes alle fem derhjemme et par timer senere – og fik smidt nogle leverpostejsmadder i ungerne. Thor puttede Hugo i barnevognen i gården og lagde sig så selv til at sove, så han kunne være frisk til den bartendertjans, han i skrivende stund er afsted på. Og jeg så Snøvsen (fra 1992, sgu) med de store. Og så var det, at Thors mor ringede og aftalte nogle ting med ham – og ungerne spurgte os, om de ikke måtte sove hos hende i nat. Og med tanke på min eksamenslæsning og Thors travle aften, købte vi lynhurtigt idéen – og det gjorde min svigermor også. Og så var det også bare, at babyalarmen brokkede sig og jeg gik ud og hev et brandvarmt barn op af barnevognen. 39,5. Vaccinationsreaktion, tænker jeg.

Thor tog altså to tredjedele af vores børneflok med ud til sin mor – og jeg indtog sofaen med feberbarnet og så uendeligt mange afsnit af Kanonkongen Freja, som i en indskudt bemærkning er verdens dejligste børneserie på Ramasjang. Jeg klikkede noget sushi hjem – egentlig mest fordi de har Hugos yndlingsnuggets – men barnet nåede at falde i søvn i mine arme inden buddet ringede på – så jeg endte med at spise ganske alene ved sofabordet – imens jeg bandede de dyttende studentervogne, der gang på gang vækkede Hugo, langt væk. Tog sgu endda mig selv i at forsøge at skrue ned for dem med fjernbetjeningen pr. refleks. Det virkede ikke.

Kaffe. Tænker jeg. Og nogle af alle de ispinde, min fryser er ved at flyde over med. Og eksamenslæsning. Suk.

Og god lørdag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

10 år

image70

De er over det hele. Med deres hvide huer og store smil. Og jeg bliver lykkelig, når jeg ser dem og jeg føler en trang til at ønske dem tillykke. Og jeg gør det også.

Ti år. Det er ti år siden. Ti år siden jeg kæmpede mig igennem min afsluttende eksamen i samfundsfag. Fuldstændig uforberedt, fordi alt muligt andet fyldte alt for meget. Fordi der var rod i mit hoved. Ti år siden jeg overlevede. Med et 6-tal. Vist kun fordi min lærer og jeg havde en usagt forståelse for hinanden. Vi kunne godt lide hinanden, mig og Bjarne. Jeg tror, han reddede mig den dag. Talte min sag. Så jeg med et lettet smil og tårer i mine øjne kunne gå ud i aulaen på Øregård – og få min hue på. Af Bjarne.

Ti år. Det er ti år siden, jeg fik taget det dér billede. Hos en fotograf, der hed Henrik. Vi havde det sjovt. Røg vist cigaretter sammen. Og så blitzede han løs – imens jeg skjulte mig bag skulende øjne og hårde udtryk. Med og uden hue.

Ti år. Det er ti år siden, jeg ikke anede hvordan livet ville forme sig. Alt lå åbent. Ingen idé. Ingen anelse om, at jeg bare halvandet år senere ville finde mig selv med en positiv graviditetstest i hånden. Ingen anelse om, at jeg ti år senere ville være mor til tre og kone til en. Og overspringshandle fra min eksamenslæsning – med sentimentale blogindlæg om en svunden tid. Hvad er en blog overhovedet? Ingen anelse om, at sygeplejerske skulle blive min vej – eller at jeg ikke engang ville være nået i mål ti år senere. Og så alligevel være lykkedes med alt det vigtige.

Ti år senere. Det føles som det dobbelte, imens det føles som i går. Og jeg er ved at tude, når jeg kigger på de øjne. Skulende. Uanende. Hårde. Forvirrede. Jeg klarede den, Cecilie – vi gjorde! Det går godt. Alt kommer til at løse sig og du skal bare følge med.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Skal du på apoteket i dag?

img_8713fullsizeoutput_39

Skal du på apoteket i dag? Eller i morgen? Så skal jeg fortælle dig noget! I dag lanceres Apopro.dk, som er et nyt online apotek. Jeg blev for nogle uger siden spurgt, om jeg ville teste den nye mulighed – og hjælpe med at udbrede kendskabet til sitet. Og det ville jeg gerne.

Apoteket er noget, vi allesammen bruger – i større eller mindre grad. Jeg bruger personligt apoteket når jeg skal hente receptpligtig medicin til mig selv eller til mine unger – og så bruger jeg det, når jeg skal købe diverse hudplejeprodukter og håndkøbsmedicin. Næsespray, vitaminer, smertestillende og hvad jeg ellers kan finde på.

For mig at se er der mange fordele ved at kunne gøre de her ting online. For det første er det mere diskret, end det fysiske apotek. Du slipper for at stå og have samtaler om noget så intimt og privat som dit medicinforbrug, imens den næste i køen ånder dig i nakken. På Apopro kan du logge ind med nem-id og klikke din receptpligtige medicin hjem – og slipper altså for de ofte lange køer. Samtidig kan du finde vigtig information om din medicin – både hvad angår bivirkninger og måden, du skal tage den på. Der er mulighed for at chatte med eksperter, som kan rådgive dig – og så er der mulighed for at booke en gratis medicinsamtale. Det er altså en virkelig fin service, som jeg sagtens kan forestille mig, at jeg ville gøre brug af, hvis mine børn eksempelvis skulle have et nyt præparat, som jeg godt kunne tænke mig at få mere dybdegående information om. Når jeg befinder mig på det fysiske apotek, er det nemlig ofte med minimum et barn, der utålmodigt hiver mig i buksebenet, imens jeg mentalt er på vej ud af døren – og som sygeplejestuderende kender jeg til vigtigheden af at være velinformeret omkring sin medicin.

Jeg har testet Apopro og bestilt et mindre lager af alt det, vi mangler. Vi rejser til Asien om et par uger – så jeg har klikket diverse mælkesyrebakterier, førstehjælpskits og solcremer hjem. Tingene blev afsendt lynhurtigt og jeg glæder mig til at modtage dem senere i dag. Sitet er brugervenligt og pænt. Jeg synes at folkene bag har formået at skabe samme stemning og følelse af professionalitet og renhed, som jeg får på mit fysiske apotek.

Hop ind på Apopro.dk og se det fine nye online apotek!

img_8723

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Sias nye hår og min nye praktikplads

img_8680

Det er tirsdag aften og jeg sidder i min sofa. Hugo har endelig overgivet sig til søvnen – og mit eksamenspensum kalder på mig fra spisebordet. Jeg skal i gang. Dette er en overspringshandling.

Jeg laver ikke meget andet end at læse i disse dage. Men jeg er også alvorligt bagud. Om ni dage har jeg sommerferie og er du sindssyg, hvor jeg glæder mig! Thor kom hjem med alle vores pas i dag – nu indeholdende visum til Kina. Vi skal sgu til Kina! Og Malaysia inden da – men mere om det senere, når jeg er nået ud på den anden side.

Da jeg havde terpet cancersygepleje i fem timer i dag, hentede jeg Sia og kørte med hende til frisøren. Hun havde i lang tid udtrykt ønske om at blive klippet – især når jeg kæmpede med at rede hendes lange hår ud – og nu havde frisøren tilfældigvis en tid. Det endte med at blive et farvel til ca. halvdelen af hendes manke – og det blev så afsindigt fint, hvis jeg selv skal sige det.

Og forresten! Jeg har helt glemt at indvie jer i noget vigtigt – i al fald for mig. Jeg har nemlig fået at vide, hvor jeg skal i praktik i et halvt år – på den anden side af sommerferien. I onsdags, da vi var ude og sejle i en cykelbåd på Peblingesøen, tikkede en besked fra en veninde fra mit hold ind. Om jeg havde set, at vi var blevet tildelt praktikpladser? Mit hjerte begyndte at hamre løs og jeg turde næsten ikke tjekke – samtidig med at jeg selvfølgelig overhovedet ikke kunne lade være. Jeg skal på onkologisk afdeling på Herlev Hospital og jeg er rigtig godt tilfreds! Jeg synes at onkologien er sindssygt spændende og glæder mig helt vildt til at komme tilbage i kitlen. At der så er pisselangt til Herlev er en anden ting. Jeg har tænkt mig at cykle frem og tilbage og må jo se på det positive i det – at jeg ved gud kommer i mit livs form!

Nå. Livet er godt. Asien og Herlev venter på mig. På den anden side af den dér skide eksamen, som jeg vil hoppe op og læse op til nu. Som i nu!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

3 programmer, du skal se på DR

Altså hvis jeg skal bestemme. Jeg er storforbruger af DRTV. Streamer løs af programmer, der gør mig klogere og som underholder mig. På det sidste har jeg især streamet tre programmer.

Yes, no, maybe

152167613

Foto: Good Company Films ApS

Yes, no, maybe er en ny serie, der er hamrende morsom! Den handler om Mads, der i første afsnit bliver forladt af sin kæreste – for derefter at kaste sig over en tinderlignende app og adskillige dates. Skaberen af serien har taget udgangspunkt i sine egne tindererfaringer og hvert afsnit omhandler en date – og er i øvrigt ikke mere end 10 minutter langt. Skuespillet er så fint og historierne er så sjove. Se den!

 

Aldrig for sent

153111302

Foto: Koncern TV- og Filmproduktion A/S

Jeg var stor fan af de her programmer, da første sæson kørte over skærmen sidste år – så jeg var tæt på lykkelig, da jeg fandt ud af, at der var kommet en ny sæson. I programmerne forsøger en psykolog at hjælpe familiemedlemmer, der har mistet kontakten, med at få snakket om alt det svære og måske give forholdet en chance mere. Jeg elsker Ulla Dyrløv, som må være landet sejeste psykolog. Hun er så afsindigt dygtig og giver deltagerne hendes meninger råt for usødet. Jeg stortuder hver eneste gang – og jeg synes at det er så åndssvagt modigt af folk at stille op.

 

Din for altid

153386115

Foto: Martin van Wylich Neuert

Programmerne følger par i guldbryllupsalderen – altså dem, der sidder på nøglen til “til døden jer skiller”. Og jeg er helt vild med dem! Det er simpelthen de fineste og mest rørende udsendelser. De har sådan en fin balance mellem søde og sjove interviews – og benhård virkelighed. I første afsnit kan man se hvordan et gammelt ægtepar går og forbereder sig på, at en af dem en dag skal være alene. Han lærer hende (næsten…) hvordan hun finder koblingspunktet – og hun lægger små sedler i hans undertøjsskuffe – “Elskede Preben. Husk, at når det er mandag skal du skifte undertøj og skjorte. Spørg Ingrid om vaskeprogram. Det er vigtigt. Gunn, der var engang“. Av, mit hjerte.

 

Kender I nogle af programmerne i forvejen?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Om mælk [ˈmœsjk]

img_0002
fullsizeoutput_29

Hugo snakker ikke specielt meget. Eller jo, han snakker meget – bare ikke meget forståeligt. Hans ordforråd er rimeligt begrænset og tæller udover “mor”, “far”, “Sjia” og “Bobsi” (Hugosk for Elliot – don’t ask why) ikke ret mange andre ord end “mælk”. Eller altså, “mæsjk”. Det er han til gengæld gavmild med – det ord. For stod det til Hugo, så er jeg ikke i tvivl om, at han med lethed kunne omsætte et par liter dagligt. Hugo elsker mælk.

Jeg elsker også mælk. Det har jeg skrevet om før – og det har ikke ændret sig siden. Selvom jeg gennem de seneste år har flirtet en del med forskellige former for plantemælk, så vender jeg altid tilbage til den gode, gammeldags komælk – som smager, som mælk skal smage og som mine børn er vokset op med. Til gengæld er det noget af det, som jeg konsekvent køber i økologisk form, da det er en af de ting, man selv som studerende kan tillade sig at betale de ekstra penge for – til gengæld for en ren samvittighed og en, synes jeg, højere kvalitet.

img_0007

img_0008

Mælk er en del af vores faste morgenrutine herhjemme. Jeg føler mig forpligtet til at indrømme, at alle vores morgener ikke ser ud som på billederne. Der er ikke altid jordbær, blåbær og kokosmel på spisebordet. Men der er altid mælk. På havregryn, i havregrød, i syrnet form, på diverse morgenmadsprodukter og selvfølgelig i min kaffe.

img_0001

img_0003

img_0004

Jeg kender – både som mor og som studerende på en sundhedsfaglig uddannelse – til mælkens betydning for mine børns udvikling og jeg føler, at jeg giver dem en god start på dagen, når jeg får hældt noget mælk på dem. Og de er heldigvis enige.

img_0006

img_0005

Følg Mejeriforeningens facebookside “Mælk er for livet

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #91 (med iskold kaffe, smørrebrød og cykelbåd)

I ugen, der er gået, har jeg:

Drukket iskold kaffe på toppen af et hotel – med min mand.

img_8633

img_8632

img_8502

 

Fortalt om mine dage på Ærø.

img_8348

 

Sendt Sia på koloni.

img_8499

 

Hængt ud med nogle amerikanske venner. Thomas, som boede hos min mor, da han var udvekslingsstudent i 1999, var på besøg med sin kone – og vi spiste smørrebrød og frikadeller i Torvehallerne.

img_8630

 

Lejet en cykelbåd på Peblingesøen og brugt 30 minutter af vores torsdag eftermiddag på at flyde rundt.

img_8624

img_8625

 

Haft en lidt op-af-bakke-agtig fredag – og skrevet om noget om et forsvundet overskud HER.

img_8575

 

Spist hotdogs og salat på min mors terrasse.

img_8628

img_8629

 

Gået aftentur om søerne med Cana – og pludselig fundet os selv med hver vores espresso martini.

img_8627

 

Spist morgenmad på Väkst – og hørt om Doves nye afsindigt velduftende serie.

img_8631

 

Tilbragt lørdag eftermiddag på Svanemøllen strand. Vi har boet 10 minutter derfra i syv år, uden at benytte os af det en eneste gang. Stor fejl, for det var simpelthen så hyggeligt!

img_8603

img_8601

img_8598

img_8599

img_8597

 

Brugt søndag eftermiddag på leg i Østre Anlæg, efterfulgt af pizza i Kongens Have. Altsammen med Cecilie og hendes familie.

img_8636

img_8622

 

Rigtig god søndag aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Prioriteringer, fortravlede morgenrutiner og ubarberede ben

img_0003 fullsizeoutput_27

Når man pludselig har flere børn, end man har arme (ja og også når man har halvt så mange og når antallet matcher, for den sags skyld…), så ændrer ens prioriteter sig. Det har jeg skrevet om utallige gange. Døgnet har kun 24 timer og der er ikke ret mange af dem tilbage, når man har ageret serviceorgan og omsorgsperson i en god del af dem. Og det er okay. Det er mere end okay – det har bare konsekvenser.

En af de ting, jeg begyndte at nedprioritere så snart jeg blev nogens mor, var at barbere ben. Jo, jeg svinger skraberen lynhurtigt når jeg ved, at jeg skal lufte stængerne. Men derudover – hvilket betyder langt størstedelen af årets 365 dage – er de altså ganske behårede. Fordi jeg ganske enkelt ikke prioriterer at bruge ekstra tid af min i forvejen lettere fortravlede morgenrutine på noget, ingen alligevel kan se. Jeg prioriterer make up frem for barbering. Præcis ligesom jeg prioriterer støvsugning frem for sortering af rodeskuffen i køkkenet. Det synlige forfordeles.

Problemet er bare, at jeg jo godt ved, at skuffen i køkkenet roder, selvom jeg ikke kan se det. Ligesom jeg jo godt ved, at mine ben er i en aldeles usexet tilstand, selvom ingen andre ved det. Og det skal da på ingen måde være nogen hemmelighed, at jeg elsker følelsen af nybarberede ben – også selvom jeg pakker dem ind. Det ændrer bare ikke på, at min morgen er for kort – og at jeg ikke elsker følelsen af nybarberede ben mere end jeg elsker følelsen af at sove fem minutter længere.

Men nu er svaret landet i mit (rodede) badeværelsesskab. Svaret hedder Philips Lumea IPL. Lysbaseret hårfjerning! Min nye ven er en hårtørrerlignende genstand, der fungerer ved at sende lyspulser ned i hårsækken og derved bringe den i en hvilefase. Håret falder ud og genvækst forhindres. Behandlingen skal gentages hver anden uge 4-5 gange, hvorefter man kan nøjes med at efterbehandle med 4 til 8 ugers mellemrum. Den kan både bruges på ansigtet, under armene, i bikinilinjen og på benene.

img_0006

img_0005

Jeg har testet den i et par uger nu – og har netop været igennem min anden behandling. Og jeg er både overrasket og begejstret for resultatet, som er, at jeg har betydeligt mindre hårvækst end før. Samtidig er det altså en ret nem behandling at udføre – og så kan den snildt kombineres med en serie påTV’et, imens ungerne sover om aftenen. Optimal tidsudnyttelse, hvis du spørger mig.

Maskinen har fem forskellige lysintensiteter – og ved at holde den mod huden og først klikke på det lille forstørrelsesglas, kan den udføre en lynhurtig scanning af ens hud og derefter foreslå den korrekte styrke. Ved et klik på bekræftelsesknappen vælges den foreslåede intensitet – og så kan man ellers gå i gang. Jeg havde frygtet, at behandlingen ville gøre ondt, men jeg følte ikke andet end en lillesmule varme, på trods af at jeg kørte på højeste lysintensitet. Vi har selvfølgelig forskellige smertetærskler – og Philips anbefaler derfor at man først tester hvordan det føles med den laveste lysintensitet – og når man føler sig tilpas, kan man udføre scanningen, som forklaret ovenfor.

img_0001

Maskinen er en anelse pebret, men i forhold til voksbehandling og andre mere eller mindre permanente hårfjerningsbehandlinger, tænker jeg altså at den ret hurtigt er tjent ind. Og så er det bare virkelig rart at kunne foretage behandlingen derhjemme – lige når det passer allerbedst.

Læs mere om Lumea HER – ellers hop ind og bedøm den på Philips.dk eller Pricerunner.dk, hvis du kender den i forvejen!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Underskud, smugtuderi og kaffe med procenter

img_8575

19:37. De store ser Disneysjov. Den lille snakker fra tremmesengen. Forsøger vist at fortælle os, at det er pisse unfair, at han ikke må spise slik og se tegnefilm. Det har han vel også en pointe i.

Jeg har hældt slik i den skål, jeg købte hos en keramiker på Ærø. I hendes værksted. Sådan et sted, hvor tiden lod til at stå stille – og hvor der var uendeligt meget af den. Hun var indbegrebet af ydmyghed, keramikeren. Solgte de fineste ting alt for billigt. Jeg udfordrede mig selv i slikbutikken. Besluttede mig for at holde mig til de samme 100 gram, som jeg lader mine unger blande. Tænkte, at man jo ikke nødvendigvis behøver at få ondt i maven hver fredag. Fortryder big time nu, hvor jeg netop har smidt den sidste lakrids i gabet.

Jeg har hældt Baileys i min kaffe. Det har jeg brug for. Sia blev ringet hjem fra koloni i går morges – kun halvvejs igennem. Hun virkede sløj. Havde sovet til middag, klaget over halssmerter og var generelt bare ikke på toppen. Men hun ville virkelig ikke hjem. Jeg var ved at tude. Fik så pissehamrende ondt af mit barn, der har været gennem et forår med 5 halsbetændelser og en operation – og som nu måtte hives hjem fra den koloni, hun havde glædet sig så meget til. For fanden. Øre- næse- halslægen sagde at det så fint ud – men konstaterede samtidig at hun havde haft et betydeligt vægttab efter operationen og at det ikke var så underligt, at hun energimæssigt ikke var klar til det høje aktivitetsniveau og de mange indtryk, der trods alt er, når man samler 60 børn i en spejderhytte. Og så sendte han os på Mc’Donalds.

I dag havde jeg begge de store hjemme. Forbarmede mig over Elliot, som jeg har haft kronisk dårlig samvittighed overfor de seneste uger – og gav ham en fridag. Vi havde en hyggelig og langsom morgen med kortspil, hvorefter jeg opfordrede jeg dem til at underholde dem selv, så jeg kunne få arbejdet lidt. Det gav Elliot ikke meget for. Han skød løs på mig med spørgsmål – især fodboldrelaterede og umulige at svare på. Og jeg blev så irriteret. Alt for irriteret. Alt for hurtigt. Og så blev jeg ked af det. Gik ind i soveværelset og småtudede i smug. Dybt frustreret over, at jeg allerede er her igen. Helt ærligt, det er ikke mere end fem dage siden jeg vendte hjem fra Ærø – fuldstændig overbevist om, at jeg havde fået ladet batterierne op. At jeg havde fået slappet af og var fuld af overskud. Og pludselig så jeg mig selv udefra og kunne se verdens mest underskudsagtige, kortluntede og irritable mor. Ude af stand til at rumme en skid. Hvad fanden er det for nogle slidte lortebatterier, jeg har? Kan man købe nogle nye?

Jeg blev skræmt af min egen reaktion. Af at der ikke skulle mere til. Af at jeg blev så ked af det. Og så alligevel ikke mere skræmt, end at jeg godt ved, at det er en fase. Endnu en fucking fase. Og en velbegrundet en. Det her forår har været vildt. Jeg har rejst for meget – gjort for meget. Mine børn har haft for mange sygedage og jeg har arbejdet for meget. Og deraf læst for lidt, hvilket jeg betaler prisen for nu, hvor jeg er faretruende tæt på en eksamen, som jeg ikke føler mig i nærheden af klar til.

Det skal nok gå. Det skal det altid. Jeg har Ærø i min keramik og procenter i min kaffe. Og nu vil jeg slutte mig til min datter, der har optur over Klipfiskerne.

God fredag. Og tak fordi I tager imod.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Stolt

img_8502

Jeg er så stolt af ham dér. Ham, som fotografen ved det event, vi deltog i i mandags, valgte at sløre til fordel for mig. Min mand.

Han var til eksamen i dag. Den store mundtlige danskeksamen, der skulle afslutte tre års danskundervisning på seminariet. Han har tilbragt mere tid med sin studiegruppe end med mig gennem de seneste måneder. Timelange sessioner på hverdage, i weekender og på helligdage. Hvor de har forberedt sig på de otte spørgsmål, som de kunne risikere at trække.

Og så kom dagen. Og han var stille og irritabel. Selvfølgelig. Fik spidst fortalt mig, at mine evigt forsvundne nøgler og dankort “dagligt drænede ham for energi”. Og jeg forstod hvor han kom fra og gled af – og fik mere og mere ondt i maven af sympatinervøsitet. Og så tog han afsted.

Han skrev til mig, da han havde været inde. Imens han ventede på, at læreren og censoren voterede. Skrev at det ikke var gået særligt godt. At han ikke havde været teoretisk nok og at han var overbevist om, at den tilhørende 24-timersopgave, som han rent faktisk brugte alle døgnets 24 timer på at skrive i forrige uge, ville trække ned. Og jeg skrev alt muligt opmuntrende. At jeg var sikker på, at han havde klaret det fint. At han bare skulle bestå. Og at det ikke var verdens undergang, hvis han dumpede. Og tiden gik. 25 minutter senere skrev han, at de stadig voterede på den anden side af døren – nu fuldstændig sikker på, at de diskuterede hvorvidt han skulle have lov til at bestå. Mit hjerte hamrede afsted. Jeg kunne ikke samle mig om noget som helst. Og fem minutter senere ringede han. Fortalte mig på en usædvanligt ydmyg måde, at den skriftlige opgave havde trukket op – og at han havde fået 10.

Jeg er stolt af ham dér. Nu er han i princippet dansklærer, selvom han stadig mangler et år, før han kan kalde sig helt færdiguddannet. Og den skole, som han er vikar på, har ansat ham som dansk- og klasselærer i et vikariat efter sommerferien. Fordi han er så pissedygtig. Samtidig med at han er en guddommelig far og en evigt støttende, hengiven og forstående mand. Som holder styr på mine nøgler og mit dankort.

Jeg er heldig. Og jeg havde været præcis ligeså stolt, hvis han var dumpet.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl