30-årskrise

Her er stille. Både i min stue og på den her blog. I min stue kan jeg kun høre sekundviseren, der tikker – og mit tastatur, som mine fingre skøjter henover. Stilhed efter hvert punktum. Tænkepause. Sekundviser. Tik tak. Tik tak.

Stuens stilhed giver mening. Jeg er alene hjemme. Der er ingen børn, der giver lyd fra sig. Og det giver mig ro til at få skrevet det indlæg, som jeg mistænker er nødvendigt – for at bryde den stilhed, der hersker på min blog. Den stilhed, jeg har sværere ved at få greb om. Finde årsagen til. Hvorfor blogger jeg ikke? Jeg elsker det jo og jeg vil så gerne – men ordene kommer ikke til mig. Som om, der er noget, der står i vejen. Nogle ord. Ordene om den 30-årskrise, jeg efterhånden har erkendt, at jeg er ramt af. Og som jeg retrospektivt kan se, at det meste af mit sidste år i 20’erne har været præget af. Og hvorfor er de ord så svære at finde og få ud? Hvorfor overtager lyden af sekundviseren konstant lyden af taster, der former sætninger?

Fordi jeg skammer mig, tror jeg. Jeg fylder 30 om ni dage. Og når jeg siger det højt og indrømmer, at jeg har svært ved at forholde mig til det, bliver jeg mødt med undren. “Jamen, du har jo tre børn og har været gift med den samme mand i otte år?!”. Og ja ja. Objektivt og ude- og oppefra kan jeg da sagtens se, at 30 passer bedre til mit liv end 29. Og at 35 måske endda passer endnu bedre. Men jeg føler det ikke. Jeg synes, at det lyder helt forkert. Jeg synes ikke, at jeg er 30.

Der er det absurde i hvor hurtigt ens 20’ere forsvandt – og er man så ligeså hurtigt 40? Men først og fremmest tror jeg, at det handler om de forventninger, jeg har haft til at være voksen. Den måde, jeg har set på mennesker, der er mere end 30. Jeg har tænkt, at når man var 30, så var man ægte voksen. Så havde man styr på alting og man vidste hvad man mente. Om alting. Man vaskede gulve en gang om ugen og man havde en opsparing og en rejsekonto. Og en uddannelse. Og en bil. Og man havde ro. Indeni.

Og det står bare i skærende kontrast til mit liv. Jeg har styr på det vigtigste, men jeg ved alt for sjældent hvad jeg mener. Jeg er påvirkelig og konfliktsky og jeg misunder de mennesker, der altid har en holdning parat. Jeg har ikke vasket gulv i fire uger og vi er nærmere et overtræk end en opsparing. Jeg har godt nok en uddannelse lige om lidt – men de andre er 23 og så står man dér. Uden bil. Uden ro. Og det er det værste. Roen, der mangler. Jeg vil så gerne have den ro. Hellere end meningerne og opsparingen og bilen. For mon ikke roen ville få alt andet til at virke okay?

Jeg øver mig. Og måske er det også for meget forlangt, at være i balance som 30-årig. Måske er det virkelig ingen alder og måske skal der også være noget at lære i de næste mange årtier.

Måske leger de rigtige voksne det bare.

45e3425c-ce12-4f0f-b50b-869597f6e9f8

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ugen der gik #125 (med projekter, halv vinterferie og telefondetox)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Lagt ud med et par dage i skole, imens resten af min familie holdt vinterferie. Men det gik an. Jeg fik fri kl. 12 hver dag – og der var patientinddragelse på skemaet, og det er så afsindigt interessant og uhyggeligt relevant.
  • Igangsat et mindre værelsesrokerings- og renoveringsprojekt. Hidtil har de store delt et lille kammer som soveværelse – og så delt det store legeværelse, som Hugo også har sovet i. Men det har hele tiden været planen, at drengene på sigt skulle dele det store og Sia have kammeret for sig selv. Og nu var det vist tid.
  • Malet en af væggene gammelrosa. Og det blev pissepænt.
  • Brugt en mindre formue i IKEA og rost min mand, når han så allermest opgivende ud under møbelsamling og hyldeopsætning.
  • Fået en ret glad og taknemmelig 8-årig som belønning. Og det var det hele værd.
  • Været så rørt og stolt over min 6-årige, der stort set ikke udviste et gram af misundelse over alt det nye, hans storesøster fik, men bare var glad for at få lov til at dele værelse med sin lillebror.
  • Holdt vinterferie med min familie i min mors sommerhus – fra onsdag til lørdag.
  • Undværet min telefon fra onsdag til lørdag. Sia lod frivilligt og på eget initiativ sin iPad ligge hjemme i lejligheden – og så slog det mig, at det sgu nok også ville være ret sundt for mit sind at gøre noget lignende.
  • Haft en virkelig lang diskussion med mig selv om hvorvidt man overhovedet fysisk kan undvære sin telefon i tre døgn. Jeg endte med at glemme den med vilje – så kunne jeg ligesom bedre bære det. Meget modent.
  • Blevet usandsynligt positivt overrasket over hvordan det var, at være telefonfri i så lang tid. Jeg var der ligesom mere. Og lagde mærke til nogle ting og hørte nogle ting og så nogle ting, som jeg ved, at jeg ikke ville have lagt mærke til eller hørt eller set med opmærksomheden i min skærm.
  • Bestilt billetter til præmieren på Thors lillebrors første dokumentarfilm, som ved gud bliver vist på CPH:DOX. Jeg glæder mig så meget til at se den og er så afsindigt stolt af ham.
  • Været på værtshus med Cecilie. På Borgerkroen, hvor jeg ikke har sat mine ben i 10 år. Og drukket Classic på flaske – og gudhjælpemig fået trang til Fisk. Altså de shots, som jeg vist heller ikke har indtaget i 10 år. De smagte godt. Og mit soveværelse drejede rundt, da jeg lagde mig i min seng.
  • Ikke blogget hele ugen. Rekord. Det var vist en del af min telefondetox.
  • Brugt min søndag på at drikke kaffe, spise flødeboller og se genudsendelser af MGP og Danmark har Talent. Perfekt.

img_3628

img_3625

img_3639

img_3636

img_3635

img_3624

img_3623

img_3608

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #124 (med græsenkesucces, bedrageri og avisoptræden)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Indtaget skolebænken for første gang i 7 måneder. Og det har virkelig været dejligt! Dygtige og engagerede undervisere, spændende emner og søde medstuderende. Typisk, at man pludselig kan se hvor fantastisk det er at være studerende, når det lakker mod enden…
  • Skrevet et indlæg om hvor vildt jeg synes, det er, at jeg snart er færdiguddannet. Og fortalt om min første dag på studiet – i august 2013.
  • Været ude og spise hos min mor med hele mit crew – for første gang i mere end en måned. Så lang tid går der aldrig – så det var virkelig tiltrængt og dejligt.
  • Opdaget og afprøvet et nyt take-away koncept, der hedder Wolt, som vi var vildt begejstrede for. Det er en app, som har de lækreste take away-steder tilknyttet – og det er pissesmart og brugervenligt. Man kan følge sin levering via gps og dermed vide præcis hvornår man skal dække bord. Vi prøvede Kiin Kiin To Go og det var latterligt lækkert. I kan få 50 kr. rabat på jeres første levering med promokoden TREGODEGRUNDE – så får jeg det samme og dermed støtter I mit takeawaybudget. (Jeg har ikke indgået et samarbejde med Wolt – alle kan lave deres egen kode).
  • Spist morgenmad i IKEA med min mor – inden vi småtingsshoppede og tog hjem og optog et podcastafsnit om 2002 og en bonusepisode, som vi udgiver i den kommende  uge, hvor min mor er på skiferie og derfor ikke kan optage 2003 med mig.
  • Været i Kristeligt Dagblad om ovennævnte podcast. Det blev sådan en fin artikel – og I kan læse den HER.
  • Været i Fest og farver på Nørrebrogade sammen med alle de andre forældre til fastelavnsbørn. Den butik giver mig altid lyst til at holde den vildeste temafest.
  • Afleveret verdens sødeste Holger (som i ham, man skal finde) og en “fin dame”…
  • Været udsat for bedrageri! Fandeme. Af en fyr i midt-trediverne, som torsdag aften ringede på vores dør og påstod, at han var lærervikar for en syvende klasse – og samlede ind til den tur, som de ikke kunne få støtte til. Jeg stod med aftensmad og børn over det hele og fattede lynhurtigt sympati for fyren og gik derfor med til at købe to af de afsindigt grimme masseproducerede 3D-fødselsdagskort, han ville sælge mig. Ikke engang da han påstod, at hans mobilepay “lige var gået ned” fattede jeg mistanke. Faktisk ikke før jeg morgenen efter fik øje på kortene og pludselig tænkte, at det hele havde været lidt mystisk. Jeg ringede til den skole på Vesterbro, han havde sagt, at han kom fra – og fik bekræftet min mistanke. De havde til gengæld hørt om ham i flere år – så advarslen er hermed givet videre…
  • Været græsenke fra torsdag aften og hele weekenden – og haft kæmpesucces. For selvom det hele langt fra er gået skidegodt, så har det været en fantastisk weekend – og det har jeg skrevet lidt om her.
  • Sendt Sia på legeaftale hos sin veninde i dag og dermed kun haft to børn hele dagen. Det har simpelthen været så eksotisk og logistisk overskueligt.
  • Set endnu mere Greys anatomy. Jeg er stadig i sæson 3 – men måske skulle jeg bare få set de resterende 9 sæsoner inden jeg skal skrive bachelor?
  • Fået så ufatteligt mange kærlighedserklæringer fra Hugo, som har lært at sige “Jeg ækser dig, moar”. Jeg dør.

Nu vil jeg varme resterne af gårsdagens kartoffel/porresuppe og stege noget nyt kalkunbacon til. Kalkunbacon fortjener i øvrigt sin helt egen anbefaling – det er jo rent kød (som i uden fedt, der forsvinder ved stegning) og det smager så sindssygt godt. Det skal bare steges ret hårdt, så det bliver sprødt.

Nå. God søndag aften!

img_3563

img_3520

img_3547

skaermbillede-2018-02-11-kl-17-39-02

 

img_3570

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Godt taget

Jeg er alenemor i den her weekend. To dage (næsten) nede – en to go. Sidder på nuværende tidspunkt på en af vores spisebordsstole – ovenpå en bunke tøj, som jeg ikke orkede at rykke. Min 6-årige har lige været henne og vise mig Atletico Madrids startopstilling på en fodbold-app. Og min ageren-interesseret lykkedes åbenbart så godt, at jeg også lige fik lov til at se deres sidste ti resultater. Min 2-årige leger med plusplus’er, ser Hr. Skæg og snakker i imaginær telefon med sine vuggestuevenner – og min 8-årige har lige fået ophævet den iPadkarantæne, jeg gav hende i morges, da jeg på imponerende upædagogisk vis antog, at det var skærmen, der gjorde hende så uhyggeligt vred over at skulle en tur på den indendørs legeplads.

Det er altid med en underlig form for frygt, at jeg påtager mig græsenkerollen. En rolle, som jeg i øvrigt er meget forskånet for – i hvert fald i forhold til de fleste af mine veninder. Frygt for om jeg nu kan klare det. Om jeg kan gøre det godt nok. Om min tålmodighed rækker. Underlig fordi det jo for fanden bare er mine unger. Og fordi jeg jo for fanden er deres mor. Som selvfølgelig kan klare alt det, jeg skal. Men alligevel.

Og nu skal jeg fortælle jer noget sjovt. Jeg har allerede fået ret i alle mine bange anelser. Mine unger har skændtes og jeg har skældt ud. Der er sprunget en bombe på børneværelset og Hugo har fået lov til at se langt mere Ramasjang end planlagt. Vi er løbet tør for toiletpapir og jeg lykkedes ikke med at lade min telefon ligge under hele Flyvende farmor.

Og nu kommer det sjove. Jeg synes, at det er gået pissegodt! Jeg er helt ægte og ind-i-maven-stolt over den måde, jeg har været mor og den eneste voksen på. For vi har grinet, jeg har fremstillet pizzaer, kartoffel/porresuppe og ved gud bagt et foccaciabrød. Og jeg har konflikthåndteret  og bevaret roen og talt til ti tusind gange. Og jeg har holdt fast og jeg er bøjet af. Og vi har været på legeplads og vi har poppet popcorn. Og jeg har rummet rodet og jeg har støvsuget. Og jeg har afholdt mig fra selvbebrejdelserne og Hugo har fortalt mig, at han elsker mig.

Og det, som jeg næsten er allermest stolt over, er, at jeg er stolt. Fordi. For bare få måneder siden, ville jeg have fokuseret på rodet, skænderierne og de uundgåelige fiaskoer. For bare en uge siden, måske. Og jeg ville have følt mig utilstrækkelig og jeg ville have bebrejdet mig selv til månen og tilbage. Og det ville have virket så destruktivt og selvforstærkende.

Og jeg ved ikke helt hvad der er sket – og måske ved jeg det godt. Måske forstår jeg bare ikke, at det kunne ske for mig. Dronningen af dårlig samvittighed.

Godt taget Cecilie. Klap dig selv på skulderen.

img_8196

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Midnatstanker

Ligger i min seng. På kanten mellem fredag og lørdag og med gardinet rullet halvvejs ned. Med sovende børn omkring mig og hos mig. Til alle sider. Varme ben under min dyne. Tunge, rolige åndedræt. Thor er her ikke. Ikke før sent søndag aften. Han er i London med sin mor og sine brødre.

Og så var der det gardin. Halvvejs nede. Det er aldrig kun halvvejs nede, men det var en helt bevidst handling, da jeg for tre minutter siden slap det, før det nåede at mørklægge rummet fuldstændigt. Så fuldstændigt som det kan lade sig gøre i byen.

Det var et bevidst valg, men jeg er ikke sikker på hvorfor jeg valgte det. Jo, for at lade gadelampens skær trænge ind. For at kunne se, selvom jeg skal sove. For at kunne navigere hvis jeg vågner. Hvis nogen vågner. Men hvorfor? Fordi min mand ikke er her? Ja. Men hvad har det med lys og mørke at gøre?

Det hele, måske.

Godnat.

1beb0e21-2e65-4120-802c-4d6943c86bcf

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lakker mod enden

Jeg har taget hul på mit sidste semester. Og det er så vildt. Jeg husker tydeligt min allerførste dag på uddannelsen. En augustdag i 2013. Det føles som forleden og det føles som i et andet liv. Jeg havde intentioner om at cykle til og fra min nye skole, men den første dag tog jeg bussen. Jeg kan ikke helt huske hvorfor. Måske fordi jeg ikke ville se vindblæst og forpustet ud. Eller regnede det? Jeg havde en mønstret skjortebluse på. I røde og orange nuancer. Og jeg var nervøs. Eller spændt, nok nærmere. Og jeg fandt op til fjerde sal og ned til det lokale, som hold B skulle mødes i. Og jeg trådte ind til en gigantisk flok. Piger, allesammen. Stille, de fleste. Spændte. Og jeg fandt en stol på bagerste række og slog mig ned.

Da vi skulle introducere os selv, fortalte jeg, at jeg hed Cecilie og at jeg var 25 år gammel, at jeg var mor til to børn på 1 og 3 – og at jeg havde læst til lærer i et par måneder, nogle år tidligere. Jeg fortalte, at jeg hurtigt havde fundet ud af, at jeg ikke var landet det rigtige sted, men at det var jeg ret sikker på, at jeg var nu. Og underviseren, som var en ældre, tydeligvis garvet kvinde, sagde, at det var hun også sikker på, at jeg var. Og jeg blev så glad og følte mig med et så meget hjemme.

Og så hørte vi om intranettet, kantinen og studieteknikker – og legede navnelege og udarbejdede en planche med en tegning af en sygeplejerske. Rundt om hende skrev vi en masse udsagn og kvaliteter, som vi mente passede på den rolle, vi skulle indtage om 3,5 år. Og så pointerede underviseren, at kun cirka halvdelen af os ville blive sygeplejersker om 3,5 år. Statistisk set. Resten ville enten være droppet ud eller være blevet forsinkede af eksempelvis en barselsorlov. “Bare rolig. Det smitter!” sagde hun, da de unge piger straks bedyrede, at de i hvert fald ikke skulle have børn inden for de næste 3,5 år. Og jeg smilede overbærende og vidste med 100% sikkerhed, at jeg i hvert fald ville blive sygeplejerske om 3,5 år. Ikke på vilkår, om jeg ville lade mig forsinke, når jeg nu endelig havde fundet min hylde – og det i øvrigt allerede var seks år siden, jeg var blevet student.

Sådan blev det ikke. I januar 2017 fik jeg ikke mit eksamensbevis i hånden. Jeg startede derimod på modul 9 – halvandet år senere end de piger, jeg havde mødt den augustdag i 2013. De piger, der nu kunne kalde sig sygeplejersker – på instagram og i virkeligheden. Jeg blev forsinket. Jeg lod mig forsinke. Af det barn, jeg ikke troede, jeg skulle have – og af den tvivl, jeg end ikke havde overvejet, at jeg kunne rammes af.

Men nu er jeg snart i mål. Det lakker mod enden. Jeg kan næsten fysisk se lyset. Til sommer bliver jeg sygeplejerske. Om fire måneder! Og jeg er så stolt og så glad og så fuld af forventning og sommerfugle, at man næsten skulle tro, at det var løgn.

image

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ugen der gik #123 (med hjemkomst, skoldkopper og tømmermænd)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Haft et dejligt sidste halvt døgn i Berlin. Vi spiste afsindigt lækker sushi på Dudu, drak øl og spiste Rittersport i sengen imens vi så Broen – og spiste meget instagramvenlig morgenmad på meget instagramvenligt vegetarsted, inden vi fløj hjem til vores unger.
  • Været mere eller mindre indespærret i lejligheden med skoldkopperamt 2-årig.
  • Ladet Sia og Elliot gå de sidste 250 (!) meter til skole alene – og haft ondt i maven hele dagen, indtil jeg hentede dem og kunne konstatere, at de stadig var i live.
  • Set seriøst mange afsnit af Greys anatomy, som jeg gik i gang med for nogle måneder siden, men også ret hurtigt gik i stå med. Sidste halvdel af sæson 2 og første halvdel af sæson 3 slugte jeg så til gengæld på et par dage. Shit, det er godt!
  • Haft optur over den fantastiske robotkreation, Elliots gruppe havde kreeret til forældreundervisningsdag på skolen.
  • Haft en af Sias klassekammerater på overnatning. En dreng. Det er simpelthen så dejligt, at det ikke er hverken mærkeligt eller fremmed for dem at lege på tværs af køn – og de havde den hyggeligste aften og morgen sammen.
  • Skrevet noget om vigtigheden af uambitiøst nærvær.
  • Været til min lillebrors 11-års fødselsdag i Rødovre, hvor sneen pludselig dalede ned (og blev liggende!), hvilket især Hugo havde en kæmpefest med.
  • Spist sindssygt lækker 7-retters menu og drukket en anelse for mange cocktails til – med Cana på Restaurant Trio, som i øvrigt har byens vildeste udsigt (og toilet!).
  • Været iført det her udsalgskup på ovennævnte restaurant (reklamelink).
  • Haft tømmermænd. Alvorlige. Thor forlod en meget ynkelig og forkvalmet version af sin kone klokken 9, da han skulle hjælpe sin mor med at flytte. Og samtidig med at jeg syntes, at det var pænt meget op ad bakke at agere forælder for min 2-årige, priste jeg mig lykkelig for at være mor til en 8-årig, der er blevet så stor, at hun kan sendes i kiosken efter chips og cola…

I skrivende stund er det min mand, der er i kiosken. Han henter is (på eget initiativ!) og jeg vil runde af, så vi kan se Broen og lade op til den hverdag, der kalder i morgen.

Rigtig god søndag aften!

img_3489

img_3488

img_3487

img_3486

img_3485

img_3484

img_3471

img_3483

img_3482

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Fredag aften og uambitiøst nærvær

Fredag aften. Har tændt stearinlysene og Disneysjov og fyldt slik i ungernes skåle. Det er weekend. De to uger med fridage er fløjet forbi. Den første fuld af aftaler og gøremål – den sidste en slags indespærret i lejligheden med skoldkopperamt 2-årig. På mandag indfinder jeg mig på skolebænken – for første gang i mere end syv måneder – og tager hul på det sidste semester. Vildt. Sindssygt og sindssygt fedt.

Havde et slags klarsyn tidligere i dag. Gik ind til Elliot, der sparkede en fodbold rundt på legeværelset. Det er sådan, han rydder op i sit hoved, tror jeg. Sparker til en bold i timevis – imens han skiftevis agerer kommentator på sin egen enmandskamp – og er stille. Jeg tog ti straffespark på ham – og scorede nul gange – og så tog jeg ham op til mig. Og krammede ham. Han er et følsomt væsen, men han er ikke sådan en, der forlanger nærhed eller beder om det. Så man skal selv hælde på ham. Og i dag kunne jeg mærke, at det var tiltrængt. Han sad ligesom fast på mig og ville ikke ned igen – så for at skåne min ryg og forlænge momentet, tog jeg ham med ind i soveværelset, hvor vi lagde os på sengen. Og i en halv time fik jeg lov til at være helt tæt på ham – imens vi snakkede, fortalte, grinede og pjattede.

Det var så forfærdeligt dejligt og hyggeligt – og så kom jeg i tanke om alle de gange, jeg har tilbragt timer med 0-, 1- og 2-årige i den seng i løbet af mine barsler. Jeg lagde mig ofte derind i løbet af dagen – fordi de nød det og fordi det var nemt og roligt. Men jeg nød det ikke. Jeg nød det ikke fordi jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke gjorde noget andet med min baby. Noget mere. At jeg var så pinligt uambitiøs, at jeg bare lod dagene forsvinde i dobbeltsengen. I stedet for at stimulere mit barn på et legetæppe eller gå en tur med barnevognen.

Og hold nu kæft, hvor er det åndssvagt. Jeg fik helt ondt af den dér unge, usikre mor, der var mig. Blev så ked af, at jeg havde været så hård ved mig selv. Og imens jeg roste mig selv for at være nået langt siden dengang og for at hvile mere i mit moderskab, stod det pludselig også meget klart, at jeg langt fra er i mål. Jeg har jo stadig dårlig samvittighed. Tæt på konstant og over det ene og det andet. Over for meget iPad, for lidt fuldkorn og for lidt højtlæsning. Jeg kan og skal slappe endnu mere af. Stole endnu mere på mig selv og mine valg. For jeg er en pissegod mor og jeg har pisseglade børn og måske må det hele gerne være en lillesmule uambitiøst og afslappet. Måske skal det netop være det.

God weekend!

154c4ff4-c4b2-4167-a6e1-2a72d848979f

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hjemkomst, skoldkopper og udsigt til forår

Det er blevet onsdag aften. Det føles som tirsdag, men min hjerne kan aldrig følge med når mandagen ikke har været mandagsagtig. Og det var jo i mandags, vi kom hjem fra Berlin. Ungerne holdt en fridag med deres farmor og stod og tog imod os i lufthavnen, da vi trådte ud. Helt glade og forventningsfulde. Eddermame dejligt. Thor hoppede ind i sin mors bil sammen med drengene – og jeg fandt en metro med Sia, som detaljeret fortalte om deres weekend og afkrævede rapport fra vores.

Hugo har fået skoldkopper. Og selvom den slags aldrig er specielt belejligt, så kunne han i virkeligheden ikke have timet det meget bedre. Jeg har nemlig fri i den her uge – inden mit livs sidste semester skydes i gang på mandag. Så jeg har ham hjemme og vi ser utroligt meget Ramasjang og spiser en anelse for meget lufthavnsslik – og det er pissehyggeligt. Det er simpelthen så fedt, at han er blevet så stor og pludselig forstår alting – og i dag gennemførte han en fuld telefonsamtale med min mor, som var ved at hyle i den anden ende. Heeej mormor. Og nå jo – så havde min mor og jeg i øvrigt en journalist fra Kristeligt Dagblad på besøg i dag – men mere om det, når der er mere at fortælle!

Og om lidt mere end fire timer er januar forbi. Og det har jeg det virkelig rart med. I går var der en, der spurgte mig om jeg også følte, at måneden bare var fløjet forbi og forsvundet. Og det synes jeg virkelig ikke. Tværtimod. Jeg synes simpelthen, at det har været den længste måned nogensinde. grå og kold og mørk og hård. Og lang. Men nu kommer februar. Og den føles altid ligeså kort, som den er – og så kommer foråret. Lysere tider. Og visheden om det – sammen med al det overskud, jeg kan mærke, at Berlin og min mand har givet mig – gør mig forfærdeligt glad og optimistisk.

Jeg håber, at I får en dejlig onsdag aften – og at I glæder jer ligeså meget til februar, som jeg gør!

img_3453

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ugen der gik #122 (hovedrengøring, børneburgere og Berlin)

Har smidt mig på sengen på vores hotelværelse – med virkelig ømme fødder. Om en time skal vi spise sushi rundt om hjørnet, Thor har hevet sin bog frem – og det efterlader mig med chancen for at få samlet op på ugen, der snart er forbi.

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Udnyttet min første fridag og gjort hovedrent. Og jeg er en idiot til at gøre rent, for jeg kan ikke finde ud af “bare” at gøre rent. Jeg begynder at sortere. Og rydde ud. Og pludselig bliver projektet så uoverskueligt, at jeg kommer i et skrækkeligt humør.
  • Været ude og spise frokost med min far – og i biografen, hvor vi så “En frygtelig kvinde”.
  • Spist pizza i Thors lillebrors nye lejlighed, som vi så for første gang.
  • Optaget podcast med min mor.
  • Anbefalet ni favoritpodcasts.
  • Været til børneburgerworkshop på Sliders med Sia og Elliot. Et ret stort hit, hvor Sia så lyset i syltede rødløg – og Elliot i kombinationen af burger og peanuts. Og hvor vi alle tre så lyset i den bedste jordbærmilkshake, jeg i mit liv har smagt.
  • Spist morgenmad i med en veninde – på “Les trois cochons” på fantastiske Værnedamsvej.
  • Fløjet til Berlin med min mand. På vores første børnefri tur i fire år.
  • Haft en af mit livs vildeste restaurantoplevelser på “Cookies and cream”, der er en helt fantastisk restaurant – gemt væk bag en metaldør i en baggård. Stemningen var helt speciel og maden var for sindssyg.
  • Været usædvanligt kulturel og besøgt hele tre museer på en dag – mest for min mands skyld. Og fordi de fleste butikker er lukkede om søndagen hernede.
  • Besøgt et imponerende stort loppemarked i Mauerpark. Der var både boder med hjemmelavede ting i alle afskygninger, hvor jeg blandt andet købte en fantastisk spejluro, jeg glæder mig til at hænge op i mit vindue – og en masse genbrugsting – blandt andet ti flyttekasser med briller…
  • Savnet mine børn. Især da min svigermor for en time siden ringede og fortalte, at Hugo har fået skoldkopper. Av…

Rigtig god søndag aften!

4f0a8b46-5365-4d64-befc-97a2f57aafb5 c02b96c0-97d7-4eb5-8deb-6e121064a41d 48130adc-1bd6-422f-81e8-af8c61ec3dd1 53abfbd9-f646-4cc7-808a-e22b1060a29d 3259c0c9-9669-4107-9c15-59b7567c3ce6 2ed2ddc8-bdb8-49e3-b4b3-31c1d0b4ff70 28df7758-964f-442e-bcd1-f91480644ca8 a9f516de-6b53-4c15-82f9-2c2b0ed9d078

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

For første gang i fire år og anden gang i ni

8162c5a9-6b80-491b-b8ac-3114e5c0091e

Billedet er fire år og to dage gammelt. Fra dengang jeg havde pandehår. Dengang vi havde to børn på 2 og 4. Og dengang vi var på vej på vores første børnefri ferie nogensinde. Vi nåede det aldrig rigtig før vi blev forældre. Fordi vi havde ni måneder og fordi vi havde overtræk. Men nu var den mindste stor nok til at jeg kunne bære det – så vi fløj til Rom og havde den dejligste weekend. Og så gik der et halvt år og så blev jeg gravid igen – og nu er der altså gået fire og nu kan jeg bære det igen. Næsten. Jeg vælger i hvert fald at gøre det. Så i morgen flyver vi på vores anden børnefri ferie nogensinde. To dage i Berlin. Bare os. Og mad og butikker og drinks og hotel. Og jeg glæder mig helt uhyrligt og jeg ved, at det er præcis hvad vi har brug for. Et afbræk fra det vidunderlige vanvid, der er vores liv og vores hverdag. En chance for at kigge hinanden i øjnene. Hans øjne, der ikke er blevet en dag ældre siden den aften, jeg kiggede ind i dem for første gang – for ni år siden. Der er kommet grå stænk i hans skæg og jeg kan ane en rynke i hans pande. Men hans øjne er ligeså unge og glade og livagtige som i 2009. Og nu er der et barn, der spørger om noget med noget nutella.

God weekend.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

9 podcastanbefalinger

arkiverede-fotos

Hvis der var noget, som mine mange og lange cykelturer til og fra Herlev, gjorde mig god til, så var det at høre podcasts. Når jeg en sjælden gang imellem kom afsted uden mine høretelefoner, var jeg seriøst semideprimeret – for det var så fedt at trille gennem byen, mosen og motorvejen med alt muligt lækkert i ørerne. Og nu har jeg samlet de ni, jeg blev allergladest for.

 

Third Ear

img_3291-jpg

Den her kender rigtig mange af jer sikkert i forvejen, men det er altså den, der har givet mig de største oplevelser podcastmæssigt. Holdet bag podcasten vandt en af kronprinseparrets stjernedryspriser sidste år, hvilket simpelthen er så velfortjent. Det er lidt svært at forklare hvad podcasten “går ud på”, men kort fortalt er det forskellige historier, der er sket i virkeligheden, og som fortælles på en måde, så det nærmest føles som om man er der selv. Med lydeffekter og fantastiske fortællere.

Start med at høre: Start med at lytte til “I et forhold med“. Og hvis du allerede kender den sindssyge historie, så prøv “Kvinden med den tunge kuffert” eller “Farfars to liv“.

Tårekanalen

img_3292-jpg

Jeg er blevet ret glad for Tårekanalen, hvor værtinden Rikke Collin inviterer gæster ind for at snakke om noget, der rører dem til tårer. For et forfærdligt følsomt menneske er det her altså guf. Jeg ender altid selv med at tude – og jeg elsker, at der udover snakken om den film/bog/serie/whatever, som gæsten har udvalgt, også er plads til en snak om følelser generelt og om gæstens personlige forhold til at lade sig røre af noget. Det er altid de fineste snakke. Og så venter jeg i øvrigt med længsel på den dag, hvor der kommer et afsnit om SKAM.

Start med at høre: Det afsnit, hvor Cathrine fra Rockpaperdresses snakker om Titanic, er helt fantastisk. Det gav mig et akut behov for at se filmen igen-igen – for at lægge mærke til alle de detaljer, som Cathrine på den mest smittende begejstrede måde delte ud af.

 

Mads og Monopolet

img_3289-jpg

OK, den her er givetvis totalt overflødig, eftersom Mads & Monopolet er danmarks mest downloadede podcast ever. Men den skal alligevel med. For jeg har – siden jeg begyndte at høre podcasts – ikke misset et afsnit. Og Mads og Monopolet har gjort det magiske, at mandag er en af de allernemmeste dage at springe op på cyklen – fordi jeg kan stikke et nyt afsnit i ørerne. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har grædt højlydt af grin på cykelstien – eller hvor mange gange jeg er blevet en lillesmule klogere.

Start med at høre: Anything. Det kan ikke gå galt. Men hvis jeg absolut skal anbefale et specifikt afsnit, så snup det fra d. 6/1, hvor monopolet bestod af Sofie Linde, Mads Christensen og Mads Langer – og hvor der var nogle virkeligt interessante dilemmaer iblandt.

 

Jeg er mobilafhængig – med Thomas Skov

img_3286-jpg

Jeg slugte den her podcast i løbet af et par dage og det resulterede i et helt indlæg om det problem, som Thomas Skov har – og som jeg pludselig kunne se, tydeligere end nogensinde, at jeg i den grad også havde. Og stadig har, i øvrigt. Jeg er nok snart nødt til at høre den igen…

Start med at høre: Start fra starten. Det giver ikke mening ellers, for man følger Thomas Skov i hans “afvænningsforløb”. Så start med afsnit 1, hvor fantastiske Leonora Christina Skov i øvrigt deltager.

 

Hjørnekontoret

img_3287-jpg

Den her podcast er jeg helt vild med. Ane Cortzen er vært – og i hvert afsnit snakker hun med en topchef om hans eller hendes vej mod et hjørnekontor. Det er nogle dybt interessante snakke med nogle hamrende inspirerende mennesker – og selvom det ligger langt fra min verden, så er det simpelthen så fascinerende at få et indblik i.

Start med at høre: Afsnittet med Morten Albæk er min absolutte favorit. Det er simpelthen så sindssyg og fantastisk en historie, som I ikke må snyde jer selv for!

 

Dårligdommerne

img_3285-jpg

Det her er seriøst sjovt! Dårligdommerne er mænd, der snakker om dårlige film. Og jeg græder af grin. Jeg kan overhovedet ikke finde rundt i hvem af værterne, der er hvem, men det er også ligemeget – for de er allesammen pissesjove og de har den fedeste kemi og interne humor.

Start med at høre: Jeg synes kun at det er sjovt at høre om de film, jeg selv har set. Lidt ligesom at jeg elsker at læse anmeldelser når jeg kommer hjem fra biografen. Det afsnit, jeg har været allermest færdig over var det om Anja efter Viktor – Kærlighed ved første hik 3.

 

Voksen ABC

img_3288-jpg

Måske min yndlingspodcast overhovedet. Voksen ABC, som min gode, kloge og dejlige veninde Cecilie laver sammen med sin ligeså gode, kloge og dejlige veninde Rachel. De gennemgår alfabetet bogstav for bogstav – for at nå frem til de ord, der er allermest definerende for voksenlivet. Det er interessant, tankevækkende, sjovt og rørende. De er nået igennem hele alfabetet og sæson 2 er lige på trapperne – denne gang med gæster.

Start med at høre: I skal høre det hele, men hvis jeg skal anbefale et bestemt afsnit, så bliver det afsnittet om ord, der starter med S. Det var det afsnit, der rørte mig mest. De snakker om savn – og Rachel fortæller om savnet til sin far, der ikke er her mere. Og så fortæller Cecilie om sin mor på en måde, der vækkede så meget genklang i mig, at jeg cyklede langs motorvejen med tårer løbende ukontrolleret ned ad kinderne.

 

30-årskrisen

img_3283-jpg

Jeg elsker den her podcast. De to værter inviterer i hvert afsnit en gæst ind, som aldersmæssigt ligger omkring de 30 – til en snak om voksenlivet. Det er – for en, der fylder 30 om meget få uger – selvfølgelig enormt genkendeligt og sjovt – og værterne er afsindigt dygtige til at interviewe deres gæster.

Start med at høre: Jeg er helt vild med afsnittet med Natasha Al-Hariri. Jeg kender Natasha fra gymnasiet og synes, at hun er et af de sejeste mennesker i verden – og hun er simpelthen så knivskarp og sjov i det her interview. I skal også lytte til afsnittet med Sofie Linde. Bare fordi hun er fantastisk.

 

Fjernsyn for mig

img_3284-png

I den her podcast snakker Dan Andersen og Morten Routh Sørensen om aktuelle fjernsynsprogrammer. Jeg er jo en sucker for det meste TV og måske en endnu større sucker for tv- og radioprogrammer, der handler om TV. Så det var lidt som juleaften, da jeg opdagede, at den her podcast findes. Den er sjov, men ikke latterliggørende. Værterne tager programmerne alvorligt og det kan jeg rigtig godt lide.

Start med at høre: Afsnittet om Vild med dans-finalen. Fordi. Vild med dans.


Til sidst vil jeg selvfølgelig benytte muligheden for at reklamere lidt for min egen podcast Hej mor, som jeg laver sammen med min mor. Vi snakker om vores liv år for år – og det er simpelthen en fornøjelse at lave og at opleve folks reaktioner på.

Hvilke podcasts lytter I til?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl