Video fra vores weekend i Lalandia

img_0231img_0236

Vores feriehus i Lalandia, som vi besøgte i weekenden, lå lige ved havet. Jeg nåede bare slet ikke derned. Det gjorde Thor til gengæld – en tidlig morgen sammen med Hugo, hvorfra han sendte mig billedet ovenfor.

Jeg nåede ikke havet. Til gengæld nåede jeg vidst det meste af alt det andet, Lalandia havde at tilbyde. Sammen med min mand og mine unger. Er du sindssyg, hvor var vi effektive – og hvor var det overraskende sjovt, hyggeligt og overskueligt alligevel. Alle tilbuddene ligger nogenlunde samlet – og man kan booke tider og lægge en plan for dagen. Hvis man da ikke vil tilbringe alle timerne i vandlandet, som jeg skrev mere om i lørdags, da vi havde testet det nye “Kids Area”, tiltænkt de 0-5-årige. Det var et gigantisk hit i Hugos bog!

Nå. Nok ord. Nu vil jeg dele den video, som jeg har brugt størstedelen af min dag på at klippe sammen. Hugo har set den fem gange her til aften – og haft lige stor optur over scenerne med ham selv hver eneste gang. Kun scenerne med ham selv.

Enjoy.

 

img_0232

img_0233

img_0235

img_0234

 

Besøg Lalandias facebookside HER.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

At tage skæbner med på weekend

img_0216

Tirsdag aften. Jeg føler, at det er længe siden, jeg har skrevet ganske almindelige hverdagsindlæg. Nok fordi der ikke er så mange af dem for tiden – de ganske almindelige hverdage. Det hele er stadig ret nyt – og vi er stadig ved at finde os til rette med mine mange timer væk hjemmefra. I virkeligheden er det nok mest mig, der skal finde mig til rette – især med min dårlige samvittighed over at undvære de fleste morgener. Stemmen, der skælder mig ud, har kronede dage.

Men udover den dårlige samvittighed, går det godt. Rigtig godt endda. Jeg er simpelthen så glad for at være på min afdeling – og jeg kan mærke, at jeg rykker mig dag for dag. Mest i forhold til det rent instrumentelle, som ærligt talt var en lille smule rustent efter flere år væk fra gulvet. Jeg har totalt optur over mig selv, når jeg kan udføre tingene selvstændigt og det bliver mere og mere virkeligt, at jeg lige om lidt er rigtig sygeplejerske.

I forhold til det relationelle og relationen til “mine” patienter, så kan jeg mærke, at jeg skal finde en balance. En balance, som jeg ellers tidligere har bagatelliseret lidt. Jeg bruger mig selv enormt meget i forholdet til mine patienter. Jeg tager dem ind og jeg føler med dem og jeg er ikke bange for at komme tæt på. Jeg holder i hånden, krammer, lytter til deres historier – og bruger allerhelst timevis på sengekanten, hvis jeg kan slippe afsted med det. Det kan jeg jo heldigvis ofte som studerende, fordi jeg endnu ikke indgår som en del af nomeringen – og jeg har altid insisteret på, at det er den måde, jeg er sygeplejerske på. Fordi det er sådan jeg er. Og fordi det er ægte. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er altid blevet hamrende irriteret, når jeg har fået at vide, at jeg skal passe på, at jeg ikke tager patienterne med hjem. De må gerne komme med hjem!

Men. Jeg havde en patient med til Lalandia i weekenden. Og det er okay, for jeg sidder med nogle vilde skæbner og det kan ikke undgå at gå ind. Men den her patient fyldte for meget i min bevidsthed i de dage, hvor jeg først og fremmest skulle være mor. Og kone. Mine tanker fløj konstant tilbage til Herlev – og jeg ville så gerne vide, hvordan det gik.

Jeg er ret overbevist om, at jeg nok skal lære det. Det bliver jeg nødt til. Jeg nægter at blive kold – men jeg vil gerne blive bedre til at lade mere af det ligge, når jeg tager kitlen af. Til at opdele det. For ellers kan jeg mærke, at jeg bliver kørt træt.

Nå. Det her skulle have været et hverdagsindlæg. Om bortsmidte nøgler, forældremøder, nattevagter og yoghurt af soyamælk. Men det blev om det, der lige fyldte. Hverdagen tager vi, når den melder sig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #104 (med stolthed, gråd og vandland)

I ugen, der er gået, har jeg:

Været til lancering af Canas nye bog. Shit, jeg er stolt af hende, altså.

img_1313

img_1312

 

Mødt en meget ung læge, jeg kendte da jeg var teenager. Og funderet lidt over hvor forskelligt man kan bruge de samme 10 år.

fullsizeoutput_6e

 

Haft den her samtale med min 6-årig. Og mentalt forberedt en bondegårdstur…

img_0935

 

Lavet aftensmad til Cana på hendes fødselsdag, som hun havde truet med at tilbringe alene. Fandeme nej…

img_1311

img_1310

 

Haft det svært med at undvære at være en del af mine børns morgener. Og tudet i en stillezone

img_0905

 

Besøgt Miriam – og i den forbindelse mødt Frank for første gang. Frank havde butterfly på…

img_1316

 

Tilbragt weekenden i Lalandia – og anmeldt guds gave til vandlandstrætte småbørnsforældre.

img_1151

img_1211

img_1268

img_1253

 

Udgivet sms’er for første gang i månedsvis.

img_1164

 

Været på en spontan IKEA-tur søndag aften med mine søstre, hvorfor nærværende indlæg udkommer noget senere end sædvanligt.

img_1315

 

Og nu venter uge 38 på mig. Med forældremøder og nattevagter – begge dele i flertal. Det virker forhåbentlig mere overskueligt i morgen tidlig. Men mon ikke?

God søndag aften til jer!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Kan man få ørenlyd i et vandland?

torsdimg_1210Indlægget er sponsoreret af Lalandia

Vi er i Lalandia. Blev for noget tid siden spurgt, om vi ikke havde en ledig weekend i September, som vi ville bruge på at teste det nye Kids Area i feriecentret i Rødby. Det kendte jeg i hvert fald tre små mennesker, der virkelig gerne ville – og så ville deres voksne selvfølgelig også.

Så vi ankom i går. Jeg blev hentet på Herlev, da jeg fik fri klokken tre – og vi overlevede myldretrafik og regnvejr og tjekkede ind i vores afsindigt fine feriehus ved sekstiden. Indtog en middag og noget softice på Bones, aflagde Monkey Tonkeyland et lynvisit, blandede noget slik og gik tilbage mod vores hjem for weekenden. Puttede den mindste og så Vild med dans med de største. Og drak rødvin.

img_1150

img_1151

img_1161

Og i dag skulle vi til det. Det, vi var blevet kaldt herned for. Det var faktisk først forleden, det gik op for mig, at det var vandlandet, der var blevet opgraderet. Og det var først i dag, det gik op for mig, at det nye Kids Area ikke bare var et hjørne af det gigantiske Aqua Dome – men et lille vandland for sig selv. Forbeholdt de 0-5-årige, men med adgang for større søskende. Vi aftalte med de store, at vi ville prøve det nye først – for derefter at gå op ad trapperne til det velkendte.

Og det var virkelig fint. En stor, lavvandet pool med en behagelig temperatur. Hugo plaskede med vand i de store træstammer, blev bedste venner med en gigantisk skildpadde og var lige ved at overgive sig til den lille rutsjebane.

img_1257

img_1256

img_1258

img_1214

Sia og Elliot havde for længst kastet sig over områdets anden pool, da vi sluttede os til dem. Et lille, rundt, lidt dybere og meget varmere bassin. Hugo var ellevild, klatrede op på kanten, hoppede ned – og var ikke til at hive op derfra.

Der kom en livredder forbi – og jeg sagde kækt, at det da var et actionpacked sted at være livredder. Og han udbrød med det samme, at det var fantastisk! At man faktisk kunne høre, hvad man selv tænkte og at det føltes, som om ens ører faldt på plads, når man kom fra det store Aqua Dome. Og da vi endelig fik lokket Hugo op fra det varme bassin og op i det store vandland, forstod jeg pludselig hvad livredderen mente. Lydniveauet var ikke sammenligneligt – og temperaturen var noget lavere. Pludselig skulle jeg råbe til mine børn, for at få beskeder igennem – og Hugo og jeg søgte hurtigt mod hjørnets babybad, hvor vandtemperaturen mindede om den, vi kom fra – og hvor jeg konstant havde lyst til at spørge tumlingernes forældre, om de godt vidste, at paradis fandtes nede ad trappen.

Efter en enkelt tur i en rutsjebane, spurgte Elliot om vi ikke godt kunne gå tilbage – så vi lod Thor og Sia tage nogle ture i Tornadoen (at hun tør…) og søgte tilbage mod varmen og roen. Og nu forstod jeg i endnu højere grad, hvor den unge livredder kom fra.

Så. Jeg er begejstret. Jeg er virkelig ikke fan af svømmehaller og vandland – men det her kunne jeg faktisk nyde. Det var helt vildt at kunne få ørenlyd i et vandland. Faciliteterne var totalt optimale for Hugo – og lyd- og aktivitetsniveauet var helt perfekt for Elliot, som godt nok er 10 dage ældre end målgruppen, men som er en følsom fyr, der hurtigt kan fyldes op af indtryk.

img_1215

Resten af dagen har vi brugt på at bowle, spise, lege, rutsje, klappe geder, grine, kramme, hoppe og klatre. Lalandia er totalt på børnenes præmisser – og derfor elsker jeg det faktisk ret højt. Der er flere aktiviteter at udforske, end man kan nå på en lørdag (se bare HER). Men – mere om vores oplevelser om nogle dage, hvor jeg udgiver en vlog, som jeg skal have klippet sammen. Nu vil jeg slutte mig til mine unger, der har tændt for Voice Junior og fundet resterne af gårsdagens slik frem.

God lørdag aften til jer!

img_1259

img_1255

img_1253

img_1254

img_1268

img_1267

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Frisk luft og varme fødder

img_1072Indlægget er sponsoreret af ECCO

I sidste weekend var vi på Falster. Vi havde brug for luft og ro og for at være sammen. Og så havde vi brug for naturen. Jeg havde i hvert fald. Naturen dernede virker fuldstændigt meditativ på mig – og lørdag eftermiddag hev jeg alle ungerne med på stranden. Gennem vandpytter, skov og mark – og ned til sand, tang og havvand. For at trække frisk luft og energi, være alene i verden sammen – og for at teste deres nye vinterstøvler. Fra Ecco.

img_1068

img_1076

img_1067

Jeg var ikke sen til at takke ja, da jeg blev tilbudt et samarbejde med Ecco. Der har nemlig stået Ecco på langt størstedelen af de efterhånden mange vinterstøvler, mine børn har haft på fødderne. Vi har spenderet timevis i vores lokale Eccoforretning på Trianglen, hvor børnene har fået målt fødderne og er spænet frem og tilbage langs gangen for at teste, om favoritterne kunne løbe hurtigt. Altid under kyndig vejledning af personale, der tydeligvis har vidst, hvad de snakkede om. For mig er Ecco lig med afsindigt høj kvalitet – og de har ganske enkelt aldrig skuffet os. Og det er heller ikke tilfældet denne gang.

 

img_1079

Drengene har fået klassiske, praktiske vinterstøvler, som sidder godt på foden og som er fuldstændig vandtætte, virkelig varme og tæt på vægtløse. Sia har fået de fineste, glimmerbesatte “bamsestøvler”, som har det blødeste for og som samtidig har Gore-Tex. Ungerne kom hjem med varme og tørre fødder efter at have eksperimenteret med både vandpytter og bølger – og Thor og jeg blev enige om, at når støvlerne kunne holde til den semi-rå natur på landet, så kan de med al sandsynlighed også klare en vinter hjemme på stenbroen.

img_1071

Det er simpelthen så rart at vide, at jeg sender mine børn ud i verden i ordentligt fodtøj. De går på byens mindste baggårdsskole uden decideret skolegård – og derfor holder de frikvarter i en nærliggende park hver eneste dag. Derudover er vi ofte på gåben hjem fra skole – langs søerne eller gennem kirkegården – ligesom vi ofte er at finde på byens legepladser. Vi forsøger i høj grad at aktivere vores børn og at opfordre til – og selv deltage i – en del udendørs aktivitet. Fordi vi ved, at det er sundt – og fordi skærmene ikke må stjæle for meget af deres tid og gøre dem for inaktive. Og i den mission er fodtøjet altså en ret vigtig medspiller, som skal kunne holde til en del.

Det blev ikke til ret meget sommer i år – men nu kan vinteren bare komme an!

img_1069

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Tuder i en stillezone

img_0043

Står ved busstoppestedet på Trianglen. Jeg cykler jo, men har sjældent set så groteske mængder regn falde ned fra himlen, som da jeg fik fri i går. Så min cykel står på Herlev. Og nu står jeg her. Bænken er drivvåd og fortæller mig, at det kun netop må være holdt op med at regne.

Det ville ellers passe til mit humør, hvis det var blevet ved.

Og der kom bussen. Sidder inderst og alene. Og er stadig ved at tude. Skal faktisk virkelig koncentrere mig for at lade være – og at skrive ordene hjælper ikke, selvom det vel var det, jeg troede.

Forlod en grædende Hugo i går morges – og forlod en grædende Hugo for ti minutter siden. Indtil videre har jeg kunnet snige mig afsted inden nogen vågnede – så han har slet ikke opdaget det svigt, jeg føler, at det er. At jeg ikke er en del af hans morgen. At jeg siger godnat og vi ses i morgen eftermiddag. Om tæt på et døgn. Men de sidste to morgener er han vågnet tre minutter inden min deadline. Og han har krammet mig. Hængt tung og varm om halsen på mig – med ansigtet boret helt ind i min nakke og med tunge, rolige vejrtrækninger. Og lukkede øjne. Og jeg har nydt det. Suget det til mig og fortalt mig selv, at jeg nåede at tanke ham lidt op. Med kærlighed. Og så har jeg været nødt til at skrabe ham af mig og aflevere hans modvillige lille krop til den far, der står med det hele.

Står på Svanemøllen station. Mit tog er her om to minutter. Det var værre i morges end i går. Som om det allerede gik op for ham, at det er et mønster. Som om han blev skuffet over, at jeg gjorde det igen. Der var endnu mere modvilje. En lille, bævrende underlæbe og små tykke arme, der rakte ud efter mig. Tilbage mod mig. “Vil du vinke i vinduet?” fik jeg spurgt. Med lidt for påtaget begejstring. Og det kunne han jo blive nødt til – og så stod jeg dér. I den kolde, mørke og våde morgen og vinkede gennem et vindue. To meter fra ham og han brød sammen. Og alt i mig ville tilbage og holde ham – og nu tuder jeg. I stillezonen mellem Ryparken og Emdrup. Pis.

Leder lige efter meningen her. Imens solen står op over Dyssegård. Hvorfor helvede forlader jeg dem? Og jeg ved godt, at det kun er fire dage om ugen og at de i størstedelen af deres liv er blevet afleveret tæt på ni og hentet inden tre. Jeg ved godt, at jeg er pissehamrende forvænt. At vi allesammen er. Og at andre mennesker lever sådan her og at de overlever fint. Og at klumpen i halsen er væk om en time – når jeg står hos en patient og går ud af min verden og ind i hans. Jeg ved det godt, men det kan jeg ikke bruge til ret meget lige nu. Og så måske alligevel. Til at lukke ned for det, der skriger i mig.

Dæmpe det, i hvert fald.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Med tusind veje at vælge

fullsizeoutput_6e

“Hun er nok medicinstuderende”, tænkte jeg – da hun trådte ind på sygeplejerskernes kontor for at gennemgå de indlagte patienter inden stuegang. Hun virkede godt nok som en “rigtig” læge, som hun stod dér. Med sin blok og sin uniform og sin autoritet og sit lange, lyse hår. Men hun så så ung ud. Hun var i hvert fald ikke ældre end mig. Og så fik hun øje på mig og så lignede hun én, der genkendte noget – og hun vinkede kort og sagde hej. Men kendte jeg hende?!

“Du hedder Cecilie, gør du ikke?” spurgte hun efterfølgende. Da patienterne var drøftet og hun kom hen til mig. “Vi kender jo hinanden fra gymnasiet”. Gud jo! Eller, vi kendte hinanden i niende klasse, da vi var en del af den samme vennegruppe, der begyndte at holde privatfester, når deres forældre ikke var hjemme. På skift og med hård sprut, cigaretter, kys på kryds og tværs, Usher på en mini disc og blandet succes. Og så fortsatte vi vores liv og eksperimenteren på hvert vores gymnasie – og vennegruppen blev opløst og udvidet. Og vi så vist aldrig rigtig hinanden igen.

Og nu stod hun dér. I sin kittel på onkologisk. Rigtig læge, sgu! Færdiguddannet! Og sidst vi så hinanden, var vi fulde i vodka og Fanta Exotic – og jeg kunne pludselig huske hvem hun vist nok var kærester med. I 2004. Og jeg kom pludselig i tanke om hvem jeg vist nok var kærester med. I 2004. Og hvordan fanden var hun nået hertil? Hvordan var hun lige pludselig blevet læge? LÆGE! Det tager jo en evighed og vi blev studenter forleden.

Og det er så vildt. Det dér med hvilke veje vi vælger – og hvilke veje livet vælger for os. At man kan blive født i 88 og følges ad – med alle de andre, der er født i 88. Gå den lige vej. Starte i første klasse i 94 med alle de andre 6-årige – og i 1.g i 04 med alle de andre 16-årige – og køre fuld og højtråbende rundt i en vogn i 07 med alle de andre 19-årige.

Og så! Så skriver man i foret på hinandens hvide huer. Jeg elsker dig og vi skal holde kontakten. Og så er der pludselig tusind veje og få tager den samme. Og så kan man møde hinanden ti år senere og være vidt forskellige steder i det liv, man fik. Stå på hver sin side af en patient og have brugt de ti år så forskelligt. Den ene med en lang uddannelse og uden børn – og den anden med en halv uddannelse og tusind børn. Og hvad valgte man egentlig selv og hvad kunne være endt anderledes?

Det hele, garanteret. Men det skulle det jo ikke.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #103 (med fødselsdag, nattevagt og to år med tre gode grunde)

I ugen, der er gået, har jeg:

Fejret Elliots seks år – og skrevet noget til ham.

img_0925

img_0827

img_0924

 

Haft lige under 20 gæster til middag. Det er faktisk den “skrabede” version med udelukkende familie – og derfor skruede jeg lidt op for ambitionsniveauet og endte med at bruge hele dagen i køkkenet, hvor jeg kreerede humus i flere varianter, pesto, cheesecake og en krymmellagkage toppet med slik. Næsten uden at stresse. Næsten. Forbandede minihakker…

img_0923

 

img_0926

 

Haft min første nattevagt i årevis – og haft ret meget optur over det. Især da jeg skrev det her indlæg. Senere betalte jeg prisen med ømme muskler og en influenzaagtig fornemmelse, som dog nok var et forvarsel om de sygedage, jeg endte med at have sidst på ugen.

img_0789

 

Skrevet et indlæg om en, der hedder Maia.

img_0876

 

Ladet op på Falster, som gør tricket hver eneste gang.

img_0874

img_0905

img_0907

 

Fejret min blogs 2-års fødselsdag ved at skrive et indlæg om den udvikling, min blog (og jeg) har gennemgået – og bedt jer om at gøre status. Jeg er rørt til tårer over de kommentarer, der er tikket ind – og jeg skal finde tid til at svare hver og en.

FullSizeRender-1

 

Været i Parken med Sia og Elliot. De havde en idé om, at det var min tur – og det var ved gud en heldig dag at stå for tur, når man er sådan en, der har svært ved at holde koncentrationen i 90 minutter. Der blev scoret syv (!) mål og jeg glemte næsten den dér detalje med,, at jeg jo i virkeligheden er Brøndbyfan.

img_0921

img_0920

 

Nu vil jeg få fikset nogle hængepartier og forsøge at gå tidligt i seng, så jeg er klar til at vende tilbage til onkologisk i morgen.

God søndag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

To år med tre gode grunde

IMG_9414

For to år siden udgav jeg mit allerførste indlæg – ledsaget af billedet ovenfor. Som en slags præsentation af mig og min familie. Billedet var ganske nyt dengang – den niende september i 2015. Tre måneder og to dage gammelt. Hugo var en baby, Elliot var et børnehavebarn og Sia var netop startet i skole. Og jeg var pludselig blogger.

Det var ikke noget, jeg havde tænkt længe over – det dér med at blive blogger. Faktisk tværtimod. Jeg læste stort set ingen blogs og forstod ikke helt mediet. Men jeg fulgte med på Canas instagramprofil – og pludselig var hun næsten min nabo og mor til Elliots nye ven fra Indianerstuen. Og lynhurtigt var hun min veninde og en dag spurgte hun, om jeg ville overtage hendes blog. Tregodegrunde.dk, som på daværende tidspunkt var et ganske nyt sideprojekt til hendes “rigtige” blog – og som hun var kørt død i. Og jeg sagde ja. For hun havde fået overbevist mig om, at jeg ikke var for blufærdig til at blogge – og at jeg havde en god historie at fortælle. Hun anede ikke om jeg kunne skrive. Og udkastet til mit første indlæg opfordrede hun mig da også til at skrive om.

Og så var jeg blogger. Og min start var anderledes end de fleste andres. Jeg havde læsere fra starten – for Cana opfordrede jo sine til at hoppe over til mig. Jeg startede ikke med at skrive til mig selv og min mor – som de fleste andre nystartede bloggere gør. Der var et publikum. Nogle forventninger. Jeg udgav daglige indlæg, for det gjorde Cana – så sådan bloggede man vel. Og det gik skidegodt! Jeg elskede det, læserne blev hængende og en masse nye kom til. Jeg fik udvidet min omgangskreds, blev inviteret til arrangementer, spiste cupcakes og fik goodiebags med hjem. Og da der var gået et år, besluttede jeg mig for at satse endnu mere på det hele.

Jeg fik en kontorplads i Andedammen, oprettede en virksomhed, begyndte at skrive endnu flere indlæg, tog orlov fra mit studie – og drømte om at være fuldtidsblogger. For det måtte uden tvivl være det fedeste job i verden. Og det lykkedes. Og så var det bare ikke det fedeste job i verden. Ikke for mig. Jeg savnede mit studie og jeg følte, at bloggen tog for meget fokus fra min familie. Så jeg ombestemte mig. Genoptog mit studie og skruede en smule ned for bloggeriet – og ironisk nok, så væltede det ind med nye læsere. Og kampagner. Hvor jeg før måtte kæmpe for at få tilbudt sponsorerede indlæg, så kom tilbuddene pludselig flydende ind i min indbakke i en lind strøm. Og jeg sagde ja til det meste. Og nok også en ting eller to for meget. Men det er så nemt at være bagklog – og så svært at sige nej til gode penge, når man har en million børn og har været på SU i en evighed.

Og hvor er jeg så nu? Hvor er bloggen? Et mystisk sted. Et sted med en masse tvivl – men også et sted, hvor jeg føler, at jeg er lige på vippen til at have fundet balancen. Til at have fundet mig selv som blogger. To år senere. Jeg har næsten ikke dårlig samvittighed, når der går flere dage mellem indlæggene – og jeg er næsten ligeglad med at mine læsertal er dårligere, end de havde været længe. For jeg ved, at I stadig er her. Jer, der har været med længe og som læser med jævnligt. Jer, jeg skriver til. Og jeg ved, at I er cool med at virkeligheden kalder og at der ingen kontinuitet findes i hyppigheden af mine skriverier. Og jeg ved, at I er cool med, at jeg også nogle gange skriver om vinterstøvler og vitaminpiller – fordi jeg synes, at det er sjovt og fordi det giver mad på bordet.

Det forestiller jeg mig i hvert fald. Jeg ved selvfølgelig ingenting. Så derfor er min intention med det her indlæg også lige at stikke en føler ud. Hvordan synes I, at det går herinde? Er I her stadig? Er der noget, I ønsker jer mere eller mindre af? Hvor længe har I læst med og hvordan fandt I herind? Og hvem er I egentlig? Svar på det hele eller på det halve eller lad være. Det er op til jer – men det ville gøre mig glad med en status. Her i regnen.

Tillykke til mig. To år som blogger, man! Jeg aner ikke hvor længe jeg bliver ved – men lige nu kan jeg faktisk ikke undvære det. Og tak for det!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Om en, der hedder Maia

img_0875

Da vi havde indfundet os på vores liggestole ved poolen, på vores andet stop i Malaysia, kom min søster ned fra sit hotelværelse med Maia under armen. Og vi blev mødt af det store smil, de glade øjne og det ægte kram, som man altid får fra Maia. Min søsters bedste veninde, som havde slået sig til os – og som gjorde de sidste dage på Penang endnu dejligere, inden hun bortførte min søster og fløj til Bali.

Maia er et af de gode mennesker. Et af de nemme, umiddelbare, rare, loyale, oprigtige, positive og gennemgode mennesker. Der findes ikke noget ondt i Maia. Og jeg kunne selvfølgelig sagtens bare lade hende rende rundt i være gennemgod i Hellerup, hvor hun bor med sin kæreste – men jeg vil gerne fortælle jer om hende. For hun har givet mig gåsehud i dag.

Maia kan synge. Og Maia kan skrive. Indtil i dag vidste jeg ikke, at hun kunne skrive andet end sange. Sange, som hun skriver for andre – og sange, som hun udgiver selv. Og dagens udgivelse af hendes nyeste single, fik mig til at klikke ind på hendes ganske nye blog, som jeg helt havde glemt, at hun havde startet. Selvom hun havde fortalt mig om sine planer – på liggestolen i Malaysia. Maia har startet en blog om sit liv i musikbranchen. I hendes første to indlæg, fortæller hun historien om hendes fantastisk tilfældige vej ind i den branche, der virker så lukket og uopnåelig. Og det var den historie, der gav mig gåsehud. Jeg kendte den nemlig ikke.

Jeg synes, som det måske fornemmes, at Maia er topsej og afsindigt dygtig. Og jeg elsker, at hun som etableret sangskriver, ikke er for fin til at kaste sig over det her medie også. Så vi andre får mulighed at få et indblik i en fascinerende verden. Maia er poptøs to the bone – og er den eneste, jeg kender, der elsker X Factor ligeså højt, som jeg gør. Hun er så fantastisk usnobbet og jordnær – og jeg synes, at I skal hoppe over og tjekke hende ud lige HER. Og når I har læst den fine historie om hendes eventyrs start, så læs indlægget om hendes weekend med Albert Dyrlund. Hun står nemlig bag hans nye hit “Smuk uden filter” (og hvis du ikke ved hvem han er, så spørg en under 18). Jeg elsker den youtubevideo, som han har lavet fra weekenden. Især fordi den viser Maia præcis, som hun er.

Gennemgod.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Elliot. For fanden.

img_0827

Det er din fødselsdag. En time endnu. Jeg sidder i sofaen – med udsigt til flag, gaver, balloner og stearinlys, der blafrer i vinden fra det åbne vindue. Din far render rundt og ordner. Bærer lænestolen tilbage på dens plads. Tømmer opvaskemaskinen. Hans telefon spiller musik fra hans lomme – og om lidt pakker han sikkert flagene væk og lægger dine gaver andre steder hen. Og så er din fødselsdag slut.

Det er den jo allerede for dig. Men ikke for mig. I de her sidste timer, føler jeg nok i virkeligheden allermest og allerstærkest, at det er din fødselsdag. Nu, hvor gæsterne er gået hjem og kagerne er spist. Hvor sangene er sunget og krammene er givet. Nu, hvor jeg bare har minderne om i dag, der blander sig med minderne fra de sidste seks år af mit liv. Med dig.

Minderne om den dag, jeg blev din mor. Efter den fineste fødsel. Så smertefuld, men så god og så fin og præcis som den skulle være. Og jeg fik dig op til mig og jeg brød sammen og kaldte dig for den smukkeste dreng, jeg nogensinde havde set. Og det var du og det er du. Du er det fineste lille menneske, Elliot. Og du gør mig så stolt, så glad og så taknemmelig.

Dit seneste år har været vildt. Det er gået op for mig i løbet af de sidste dage. De dér dage op til din fødselsdag, hvor jeg går og kæmper med at forstå, at mit lillebitte barn pludselig ikke er det. Og hvor jeg går og kigger frem og tilbage. Du har udviklet dig så sindssygt meget i løbet af de seneste 365 dage. Da du fyldte fem, havde du aldrig været til fodbold før. Og kort tid senere, begyndte du i B93, hvor du fandt en passion, jeg sjældent har set mage. Pludselig var fodbold det meste af din verden. Og sådan er det stadig. Hvis du ikke spiller fodbold – i fodboldklubben, i SFO’en, i gården, på værelset, i parken eller i gangen – så snakker du om fodbold. Og lærer dig selv om fodbold. Du kender størstedelen af de europæiske ligaer udenad – og du ved hvilke hold, der har hvilke point, hvem de skal møde næste gang og hvem de mødte sidst. Hvor mange mål de scorede og hvor de ligger i udebanestatistikken. Og du forventer, at jeg har en holdning til eller en idé omkring hvornår Liverpool skal møde Chelsea, hvilken spiller, jeg tror scorer det første mål. Hvilken plads, Liverpool kommer op på, hvis de vinder – og hvad det vil betyde for deres placering i hjemmebanehierakiet. Da du kunne stave til alle lydrette ord som 3-årig, spurgte folk os, om vi havde pacet dig. Det havde vi ikke. Du interesserede dig bare helt enormt meget for bogstaver. Og nu interesserer du dig helt enormt meget for fodbold. Og jeg ved, at din kompromisløshed en dag bliver din bedste ven.

Det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at du er et fint menneske. Du er så samvittighedsfuld og så opmærksom. Du kunne næsten ikke bære, at du ikke havde købt gaver til dine søskende – så de også fik noget på din fødselsdag – og du vil dem så gerne, selvom de langt fra altid gengælder din kærlighed udadtil. Al den kærlighed du har i din krop – og som du ikke altid aner, hvor du skal gøre af. Du må altid give den til mig. Du tonser rundt på fodboldbanen og påtager dig den anførerrolle, der ikke eksisterer endnu – og du overvældes af for høje lyde og indtryk og siger fra, når verden bliver for meget. Du går i Parken, fordi du elsker at se FCK. Og du holder dig for ørerne i alle 90 minutter for at skærme dig selv – imens dine øjne koncentreret iagttager hver eneste tackling. Du er så kompleks og så autentisk. Og du tør at være det hele.

Elliot. For fanden. Tak fordi du blev min. Jeg håber, at du altid vil være det.

Og jeg elsker dig.

img_0823

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl