Jeg har hypnotiseret mine børn

image

Her til eftermiddag tog jeg min 4- og 5-årige med til et bloggerevent på børnebogsforlaget Alvilda i Bredgade. En festlig affære med kage, sodavand og frugt en masse.

Anledningen var udgivelsen af den verdenskendte bog “Kaninen der så gerne ville sove”. Bogen er skrevet af en svensk adfærdsforsker og forfatter og kan efter sigende få børn til at falde i søvn og sove bedre.

Vi fik et eksemplar med hjem og jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk. Mine børn har ikke svært ved at falde i søvn, men de deler værelse og køjeseng og kan sagtens ligge og sludre og forstyrre hinanden i et godt stykke tid efter putningen.

Men jeg gav det et forsøg. Fik dem lagt i deres senge – stadig pænt høje på sukker efter at have indtaget urimelige mængder lagkage til arrangementet. Og så gik jeg i gang med at læse. Historien handler om en kanin, der ikke kan falde i søvn og som får hjælp af en snegl, en ugle og en troldmand. Man skal som fortæller betone udvalgte ord og læse nogle af passagerne langsommere end andre. Historien indeholder en række afslapningsteknikker – og bestemte ord gentages mange gange.

Ungerne kartede rundt til at begynde med – og på et tidspunkt fik jeg på meget upædagogisk vis, truet dem med at stoppe fortællingen hvis de ikke lagde sig ned. Omkring halvvejs i historien var der ro i nederste køje. Elliot kæmpede med at holde øjnene åbne og da der var en enkelt side tilbage havde han overgivet sig. Han sov sgu.
Sia havde jeg derimod ikke snydt. Det var hun ikke særligt tilfreds med, så jeg gav hende en chance til og læste hele historien igen. Da jeg var færdig var der stille. Jeg turde næsten ikke rejse mig op og se om hun sov. Jeg blev siddende lidt, rejste mig ligeså forsigtigt og lænede mig ind over overkøjen. Sia vendte sig og kiggede helt søvndrukken på mig og sagde “godnat mor”.

Holy moly – jeg har sgu hypnotiseret mine børn!

Resultatet...

Resultatet…

Bogen udkommer d. 8. Oktober

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Så slap dog af…

image

Jeg befinder mig i en meget mærkelig situation. Nemlig den, at det er midt på dagen og jeg ikke helt ved hvad jeg skal tage mig til. De store er i henholdsvis børnehave og skole. Thor har været så rar at tage Hugo med til noget gruppearbejde, så jeg kan få lov at tage babyfri til et frokostmøde om halvanden time.
Jeg har en del hængepartier på computeren, men den har Thor desværre taget med…

Jeg føler lidt at jeg har glemt at tænde babyalarmen.

Jeg kunne selvfølgelig støvsuge. Eller sortere alt det babytøj, som babyen er vokset ud af. Eller tømme opvaskemaskinen. Eller aflevere nogle bøger på biblioteket, der har overskredet afleveringsfristen…

Jeg kunne også bare slappe lidt af. Det tror jeg egentlig jeg vil gøre. Selvom det føles lidt som om jeg snyder.

Om at være studerende med børn

image

Min mand og jeg er begge studerende. Jeg læser til sygeplejerske, hvilket jeg lige nu holder et års barsel fra. Thor læser til lærer. Vi bliver begge to færdige i 2018.

Forleden dag havde Thor undervisningsfri og skulle heller ikke på arbejde. Det sker jævnligt. Vi gik en tur med barnevognen og hver vores kop kaffe i efterårssolen. Og lige dér blev vi enige om, at vi sgu da har fat i den lange ende! At det er ikke helt dumt at være studerende med børn.

I dag er der en tendens til, at man skal have det hele på plads inden man får sine unger. Uddannelsen skal gennemføres, man skal have godt gang i karrieren, økonomien skal være stabil, villaen med børneværelserne skal være købt og man skal – selvfølgelig – have fundet den rigtige partner (hvilket jeg skal hilse og sige, at man kan gøre sådan forholdsvis tjept og tilfældigt – læs selv min historie her, hvis du er ny herinde).

Vi har gjort det omvendt. Vi var end ikke startet på vores uddannelser endnu, da jeg blev gravid første gang. Vi anede heller ikke hvad vi egentlig ville læse.
I dag har vi tre børn og er begge godt i gang med studierne. Vi er landet på vores rette hylder, hvilket for os begge krævede lidt forskellige forsøg før det lykkedes (jeg læste faktisk til lærer i et par måneder tilbage i 2010 og Thor har prøvet kræfter med både historie og italiensk før han fandt ud af, at det var ham, der skulle være lærer).

Og jeg kan se mange fordele ved den omvendte rækkefølge. Der er en kæmpe fleksibilitet når man er studerende småbørnsforældre – som de fleste med fuldtidsjobs ikke har. Vi har en del “fridage” (altså dage uden undervisning) og kan dermed hente vores børn tidligt eller holde dem hjemme, hvis de trænger til det. I alle de år vi har haft børn i institution, kan det tælles på en hånd hvor mange gange klokken er blevet over 15, før de er blevet hentet. Og hvis de er syge, skal vi ikke ringe til en arbejdsgiver og forklare.

Vi skal ikke gøre det hele på én gang i 30’erne. Altså køre karriereræs, producere børn og være nærværende forældre samtidig. Vi har bredt det lidt mere ud. I vores 20’ere har vi fået de børn, vi skal have – og har haft god tid til dem imens vi fik vores uddannelser. Når vi når 30’erne, er vores børn forholdsvis store og vi kan dermed koncentrere os lidt mere om karrieren.

Og den helt store gevinst (som vi minder os selv om de gange vi trods alt synes, at det hele er lidt presset) – når vi er i 40’erne, flytter vores børm hjemmefra og så kan jeg lige garantere for, at vi skal rejse, spise ude, feste og være lidt egoagtige indtil vores 50’ere, hvor vi forhåbentlig får en masse børnebørn, som vi kan være nogenlunde unge og friske med!

Jeg er med på, at den omvendte rækkefølge ikke er lykken for alle. Vi er allesammen forskellige og nogle har behov for en solid base, inden de sætter børn i verden – fair! Jeg synes bare at det er synd, hvis nogle unge mennesker egentlig har lyst til at få børn under eller inden deres uddannelse, men udskyder det, fordi de ikke tror at det er helt smart. For det er det altså! Skidesmart endda.

Kom meget gerne med et input herunder hvis du har en kommentar, erfaringer med den ene eller anden rækkefølge – eller hvis du har spørgsmål!

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Ugen der gik #3 (med en ny mand, polterabend og mor-tømmermænd)

Endnu en uge er fløjet forbi. Endnu hurtigere end de plejer, synes jeg! Som de forrige søndage vil jeg samle op på den i ord og billeder.

I starten af ugen fik jeg en ny mand. Eller, jeg fik en ny version af min gamle mand. Eller af min unge mand, for at være fair. Thor fik klippet sit lange hår af, hvilket var en tung beslutning for ham, da han har ladet det gro i lang tid. Jeg er nu glad for resultatet, men jeg synes selvfølgelig også altid at han er vældig pæn – kort- eller langhåret!

Pæn ny ung mand

Pæn ny ung mand

Tirsdag var vi på Remisen – en fed indendørs legeplads her på Østerbro, som jeg har skrevet et indlæg om her.

Remisen

Remisen

Lørdag én lang fest! Her deltog jeg nemlig i min skønne venindes polterabend. 16 timers druk, dans, leg, spisning, snak, sang, grin og hygge med en masse søde piger, som jeg aldrig havde mødt før, men som jeg nu g-l-æ-d-e-r mig til at feste med igen om bare to uger, til selve bryllupsfesten.

Overrasket og overvældet Cana

Overrasket og overvældet Cana

image

Tapas i Kødbyen

Tapas i Kødbyen

80'er drinks på vesterbro-bodega

80’er drinks på vesterbro-bodega

I dag var jeg selvsagt ramt af mor-tømmermænd. Den slags tømmermænd, som man bare er nødt til at arbejde med, fordi man på trods af sin ringe forfatning trods alt stadig er mor. Derfor stod jeg ukristeligt tidligt op og tyede straks til et klassisk mor-trick: cola i kaffekop (ungerne skal jo ikke tro at cola er noget man drikker om morgenen. For det er det jo ikke…). Derefter gik jeg ind til nationalmuseet med Hugo i vognen og sol i ansigtet. Her spiste jeg brunch med min mor og stedfar, (nogle af) mine søskende og et par amerikanske bekendte, der var i byen. Virkelig lækkert og anbefalelsesværdigt! Eftermiddagen tilbragte jeg på legepladsen med Sia og Elliot. Her slog jeg mig ned på en af de der store gynger og nød eftermiddagssolen og mine unger. Aftensmaden indtog vi i selskab med gårsdagens hovedperson + familie. Dejlig dag – kvalme og hovedpine til trods.

Brunch på nationalmuseet

Brunch på nationalmuseet

Gåtur i solen

Gåtur i solen

Elliot

Elliot

Udsigten fra den gynge jeg optog i en dejlig halv time

Udsigten fra den gynge jeg optog i en dejlig halv time

Sia

Sia + mor

 

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Mit sidste barn?

IMG_9562

Jeg bliver om ikke dagligt, så i hvert fald meget ofte spurgt, om vi skal have flere børn. Om Hugo er mit sidste barn. Faktisk oftere her efter nummer tre, end det var tilfældet efter nummer to. Det er som om folk tænker, at nu er vi alligevel så godt i gang. Og det kan jeg jo ikke fortænke dem i.

Jeg svarer altid nej. Og det er vist nok et helt ærligt svar. Tror jeg.

Som man måske kan fornemme, er jeg ikke 100% sikker. Men bliver man nogensinde det?

Da vi havde fået Elliot var jeg faktisk så tæt på 100% sikker, som man kan blive. På at vi ikke skulle have flere altså. Jeg er ud af en rodet skilsmissefamilie med hele, halve og papsøskende – her, der og alle vegne.
Så far, mor og to børn var det mest romantiske jeg overhovedet kunne forestille mig. Totalt kerne.

Jeg solgte altså hele baduljen – barnevogn med mere, selvom Thor gik og drømte om en 3’er i halvsmug.

Og så fyldte Elliot tre år og jeg blev megaskruk. Jeg så babyer alle vegne. Og jeg længtes efter den der helt særlige forbindelse og symbiose, som man kun har med sådan et lille liv.
Så jeg sagde til Thor at jeg gerne ville have en til. Og bum – 18 dage senere sad jeg og gloede på de berømte to streger for tredje gang. Helt lamslået og klokken halv syv en søndag morgen. Imens Thor lå og sov, efter at være kommet hjem fra arbejde sent om natten. Han vågnede rimelig hurtigt op, da jeg listede ind under dynen og fortalte ham, at han skulle være far for tredje gang.

Men nu tror jeg altså også at vi er færdige. Selvom jeg tilsyneladende er den eneste, der tror det. Vores familie og venner virker ganske overbeviste om, at jeg lyver for mig selv. Men jeg kan mærke, at jeg nyder det hele en tand mere med Hugo – fordi jeg faktisk tror, at han er min sidste baby. Jeg var lidt længere om at få ham listet over i sin egen seng end med de andre. Og jeg frygter den dag, jeg skal amme ham for sidste gang lidt mere, end jeg gjorde med de andre. Og samtidig glæder jeg mig til han bliver stor og vi igen har nogenlunde selvhjulpne børn. For vi var jo lige nået dertil. Derhen, hvor ungerne i ret høj grad kunne underholde sig selv – og hverken havde behov for ble eller middagslur. Og det var der da også noget ret fedt ved.

Så jeg tror egentlig bare, at jeg vil nyde at vi har sat tre smukke og sunde børn i verden – og dermed har sikret os en fremtid fuld af liv, oplevelser og (forhåbentlig) en hel masse børnebørn en dag.

Altså, det er jeg ret sikker på…

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

 

Older posts