10 facts om mig

10155202_10154691691565473_2962838188593365188_n

Jeg kunne ikke komme på noget genialt og nyskabende at skrive om i dag – så jeg er tyet til et af de ældste tricks i bloggerbogen. Nemlig 10 facts om mig selv:

  • Jeg hedder faktisk Cecilie Maria. Maria valgte jeg selv, da jeg som 5-årig fandt ud af at min søster havde to navne og jeg kun havde et. Det var jo snyd. Så min mor lod mig vælge et ekstra navn og tog mig med ned til kordegnen, hvor jeg fortalte hvad jeg gerne ville hedde
  • Jeg tabte min sidste mælketand da jeg gik i gymnasiet (!)
  • Jeg har haft 14 adresser i mit liv
  • Jeg er en sucker for reality TV og er ikke gået glip af et afsnit af Paradise Hotel siden 2006.
  • Jeg har ekstremt let til tårer. Jeg har engang stortudet til Hokus Krokus – et program, hvor folk fik en ny have. Og jeg var ikke engang gravid.
  • Jeg er absurd dårlig til geografi. Også dansk geografi. Jeg kan eksempelvis slet ikke få ind i mit hoved at Ringsted ikke ligger i Jylland. Det lyder sgu da helt vildt jysk?!
  • Jeg har en moster, der er yngre end mig selv. Og det har min datter også. Tænk lige over den…
  • Mit yndlingstal er fire. Og jeg kan bedst lide når en sætning består af seksten bogstaver, fordi fire gange fire er seksten…
  • Jeg har engang glemt at tage badetøj på i svømmehallen. Jeg var omkring 10 år gammel og stod splitterravende nøgen, da bademesteren bad mig om at gå tilbage og tage min badedragt på. Det var en enormt traumatiserende oplevelse.
  • Det er aldrig mig, der vasker tøj herhjemme. Eller smører madpakker. Eller tømmer opvaskemaskinen. Jeg har vist vundet i lotteriet.

 

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

 

Københavnertip: Remisen

I dag hentede jeg Sia fra skolen og derefter Elliot og hans ven i børnehaven – og så tog vi på den indendørs legeplads Blegdamsremisen, som ligger lige ved Trianglen på Østerbro.

Det er virkelig et fedt sted at tage hen med ungerne på en regnvejrsdag. De kan klatre, springe, rutsje, løbe, svæve og danse. Spille bordfodbold og lege med tonsvis af lego. De er helt umulige at holde styr på og man skal tage et par dybe indåndinger når de kaster sig ud fra de høje plateauer, men de har en fest. En gratis fest endda.

Man kan medbringe mad, som kan indtages i et lille køkken, hvor man samtidig kan forsyne sig selv med vand og kaffe. Tirsdag og torsdag formiddag er der forøvrigt legestue for de 0-3-årige, hvilket vi flittigt benyttede da jeg var på barsel med Elliot. Han lærte faktisk at gå på det skridsikre gummigulv.

Hermed min varmeste anbefaling og lidt billeder:

image

image

image

image

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

 

Dengang vi gik i parterapi

image

Arh okay. Ikke rigtig parterapi. Jeg var lige i mit dramatiske hjørne. Vi har aldrig været i parterapi og vi har vist heller aldrig rigtig haft brug for det. Men der var engang for et par år siden, hvor der kom et brev. Et brev med forskellige tilbud fra vores lokale kirke. Ingen af os er religiøse. Jeg er kulturkristen, hedder det vist. Thor er anti. Men vores børn er døbt, så kirken har os registreret og har vores adresse. Og så kom det her brev altså – og det indeholdt blandt andet et tilbud om et kommunikationskursus. For 600 kroner kunne man få seks aftener med undervisning i god kommunikation med sin partner – og en masse andre par.

Det er helt pinligt at skrive, men jeg fik altså overbevist Thor om at det kunne være vores julegave til hinanden. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er helt vildt uromantisk eller helt vildt romantisk. Men jeg tænkte, at det kunne være sundt. Og hvorfor ikke?

Vi var der to gange. To gange ud af seks. Idéen var, at man havde et “talekort”, som man skulle skiftes til at holde. Og man måtte kun tale imens man havde kortet. Og man måtte ikke sige “du gør” eller “du er” – men “jeg føler”. Og jeg var vildt dårlig til det. Og Thor var vildt god til det. Thor er det klassiske midterbarn, som mægler og tilpasser sig – og som alle kan lide. Ingen har noget udestående med Thor og alle kvinder er lidt tossede med ham. Bilder jeg mig ind.

Så der sad vi – med det skide kort og kommunikerede på skift. Og så var det, at underviseren kom hen til vores bord og sagde “Cecilie, prøv at se hvordan Thor gør. Og så se på din egen kropsholdning og hvad du udstråler”. Og så kom vi lissom aldrig rigtig tilbage.

Vi er da sammen endnu – og året efter gav vi hinanden nogle rigtig fine julegaver.

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Ugen der gik #2 (med smartiesmadder, drinks og fem kilometer)

Endnu en uge er suset forbi – og ligesom sidste søndag vil jeg samle op på den i få ord og mange billeder.

Mandag havde Elliot sin bedste ven med hjemme fra børnehaven. For et par uger siden lærte Jens’ mor Elliot, at man godt kan spise pandekager til aftensmad – så nu lærte jeg Jens at man godt kan spise knækbrød med smarties på…

image

Mandag aften løb min søster og jeg tre kilometer i fælledparken i silende regn – søndag og de fem kilometer kom ligesom faretruende tæt på…

image

Tirsdag var jeg med Sia til mit første bloggerevent hos bObles

image

Onsdag holdt jeg en fridag med Elliot – sådan en dejlig dag, hvor jeg fik mulighed for at give min store dreng fuld opmærksomhed. Han har allerede lært at posere for sin irriterende bloggermor!

image

Onsdag fik jeg desuden klippet de trætte spidser af hos min yndlingsfrisør Jeppe, som er rykket til en ny salon på Nørrebro. Et megaretro sted, hvor de ikke rigtig har en hjemmeside, men skriver bookingerne ind i en lille bog med blyant – og hvor der dufter hyggeligt at kaffe og måske en anelse cigaretrøg. Og hvor ens hår falder uheldigt på stoleryggen, så man flere gange må op og stå for at klipningen blir lige. Det var skønt at se Jeppe igen og jeg var som altid meget tilfreds med resultatet (så det er altså ikke derfor jeg ser misfornøjet ud på billedet…)

image

Min mormors mand er håndværker, hvilket er en kæmpe fordel når hverken Thor eller jeg er specielt handy. Vi havde et “hul” i væggen, hvor der tidligere har stået en brændeovn. Og i ugen der gik, hjalp Jan os med at få bygget nogle hylder, der passer ind. Det blev så fint!

Før...

Før…

Efter. Så fint! Hvis jeg selv skal sige det.

Efter. Så fint! Hvis jeg selv skal sige det.

I weekenden har Thor og jeg været næsten børnefri og har spist og drukket drinks med gode venner. Lørdag arbejdede Thor – så Hugo og jeg spiste hos en veninde, der også var alenemor for en weekend. Hyggesnak og et lille bitte glas rødvin.

Fredag

Fredag

Lørdag. Glassene er altså ret små i virkeligheden...

Lørdag. Glassene er altså ret små i virkeligheden…

Og så blev det søndag. Som jeg tidligere har skrevet, havde min søster og jeg meldt os til Alt for damernes “støt brysterne”-løb og skulle altså nedlægge fem kilometer. Og det lykkedes fandeme! Okay, det er nok ikke alle, der ville kategorisere min præstation som løb – i ordets oprindelige forstand. Men det var i hvert fald ikke gang! Og jeg var ikke nede og gå en eneste meter, så jeg er pavestolt. Jeg blev overhalet af flere hundrede kvinder og jeg var virkelig ligeglad. Jeg fødte en baby for tre måneder siden og i dag løb jeg fem kilometer. Hurra!

image

 

image

God søndag aften til jer alle sammen!

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Om at være (blevet) en afslappet mor

image

Thor og jeg er nærmest børnefri denne weekend, som jeg skrev et indlæg om i går. Vi har sendt de to store i sommerhus med deres farfar – og har altså kun vores tykke lille 3-månedersbaby hjemme.

Vi var hjemme og spise hos et vennepar i går aftes og der røg en mojito eller fire ned. Lækker mad, bezzerwizzer og Vild med dans (som jeg i min halvsnaldrede tilstand syntes var megasjovt UDEN lyd – så danser de nemlig ret dårligt) – alt imens Hugo lå og sov sødt i sin barnevognskasse på gulvet.

Da Thor og jeg og barnevognen slentrede hjem gennem Østerbros stille gader lidt før midnat (vildere blev det trods alt heller ikke), konstaterede min mand at “det ville vi aldrig have gjort med Sia”. Og han har saftsuseme ret.

Da jeg blev mor første gang var jeg 21 år gammel og jeg følte at hele verden kiggede på mig. Vi drønede rundt og gjorde hovedrent første gang sundhedsplejersken skulle komme, for mon ikke hun ville holde ekstra godt øje med sådan nogle unge forældre? Jeg var generelt bare alt andet end afslappet. Jeg læste side op og side ned om hvordan man blev den perfekte mor – og når jeg var i tvivl om noget, så læste jeg hvad alle eksperterne sagde og rettede mig efter den strengeste (som oftest Lola Jensen…). Så var jeg i hvert fald på den sikre side.

Vi vidste præcis hvilke gulvbrædder i lejligheden, der knirkede hvor meget – så når Sia sov, listede vi de mest snørklede veje rundt, for at larme mindst muligt – som betrådte vi et minefelt. Og vi måtte altså helst heller ikke skylle ud i toilettet når hun sov (…).

I dag er det anderledes. Hugo er nummer tre. Jeg har ikke åbnet en bog og kan overhovedet ikke huske hvornår han egentlig bør kunne hvad. Og det er virkelig dejligt. Selvfølgelig går jeg stadig op i at han udvikler sig på en god og sund måde – og vi er på ingen måde blevet totalt laissez faire. Men der er to andre at tage hensyn til. De store er søde, men de larmer virkelig meget. “Whatever works” er altså generelt et ret godt motto i de her dage.

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin