(Nærmest) børnefri weekend

Det er fredag. Solen skinner. I min gård står min mormors mand og bygger specialdesignede hylder til min stue. Og i eftermiddag tager mine store unger i sommerhus med deres farfar.

Når man har tre børn, så føles det dér med kun at have en baby, altså næsten som at være børnefri. Næsten.

I aften skal vi spise middag hos nogle dejlige venner – og at bedømme ud fra de mængder af lime, mynte, rørsukker og rom, der lige nu optager pladsen på mit køkkenbord – ja så skulle man næsten mistænke min mand for at have skumle planer om at drikke mig halvfuld. Og han skal da være så hjerteligt velkommen.

I morgen skal selvsamme mand arbejde, så jeg skal bare ligge i min seng og kigge på min baby – noget, man kunne med første barn, men som man måske glemte at nyde ordentligt.

Godt gemt væk i en køkkenskuffe et sted, ligger der desuden noget, som jeg prøver at fortrænge. Et startnummer til Alt for Damernes “støt brysterne”-løb på søndag. Jeg skal løbe fem kilometer. Det lyder måske ikke af meget, men DET er det! Jeg har i hvert fald aldrig gjort det før. Aldrig. Jeg meldte mig til i et øjebliks anfald af overdreven tro på egne evner og jeg kommer til at juble som en maratonløber hvis det lykkes!

God weekend!

image

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Om forventninger til kærlighed

Jeg er skilsmissebarn (hedder det egentlig stadig det, når man er voksen?). Det blev jeg da jeg var fem år gammel. Og så blev jeg det igen da jeg var 12, hvor min mor blev skilt – og da jeg var 17, hvor min far blev skilt. Jeg har altså været vidne til tre skilsmisser på nærmeste hold.

Inden jeg blev gravid, var jeg derfor absolut enig med mig selv om, at hvis jeg nogensinde skulle have børn, så skulle det være med en mand, som jeg havde kendt i virkelig, virkelig lang tid – og som jeg var helt, helt sikker på. Joke is on me. Som I kan læse her, gik det noget anderledes. Jeg blev gravid med en mand, som jeg var helt, helt sikker på – men som jeg havde kendt i virkelig, virkelig kort tid. Virkelig. Kort. Tid.

Som jeg har forsøgt at forklare her, så gik det rimelig smertefrit – det der med at få det første barn. Vi var nyforelskede og smånaive og det spillede. Og jeg var nærmest skruk igen på vej hjem fra fødegangen.

Efter et år fik jeg overbevist min mand om, at det var skide smart at lade det gå rimelig tjept med at få nummer to. Og en måned efter stod jeg igen og stirrede på de to streger.

Og så havde vi to.

To. Med tyve måneder imellem. Med to gange ble. Med to gange middagslur(e) på forskudte tidspunkter. Ren praktik.

Og hvor var den blevet af? Den store, sindssyge forelskelse? Den var ærligt talt lidt svær at få øje på – dér, midt i bleer, dårlig søvn og koordinering. Shit. Skal vi så skilles? Halvpanikslagen, som kun et skilsmissebarn kan være det. Det var min største frygt og ville være et kæmpe nederlag.

Og så var det, at en klog sagde til mig, at det altså ikke er en menneskeret at være konstant forelsket i sin mand. At forelskelse er en midlertidig og sindssyg tilstand, som man ikke kan forvente vil vare ved. At den kan dukke op glimtvis – ligesom lykke. Og at den erstattes af noget endnu større. Kærlighed.

Det her er svært at skrive, uden det kommer til at lyde som om jeg ikke elsker min mand. Og intet kunne være mere forkert. Jeg elsker ham hamrende højt. Han er det bedste, der er hændt mig og min bedste ven i verden. Vi er SÅ gode sammen og vi dør dagligt af grin sammen. Vi kan også skændes over de mest åndssvage ting (eller altså, jeg kan skændes – Thor er sjældent deltagende), for så at have glemt hvad det handlede om fem minutter senere. Vi har altid noget at snakke om – og tanken om, at vi en dag skal sige farvel (vi lever jo ikke evigt) er i sig selv ved at slå mig ihjel. Jeg har en total ro indeni sammen med ham – og jeg elsker at han kender mig – måske endnu bedre end jeg kender mig selv.

Men jeg er ikke tindrende forelsket i ham hele tiden. Og det er helt okay. Jeg elsker ham hele tiden. Og forelskelsen dukker også stadig op – og også ofte. Og det vil den forhåbentlig blive ved med resten af livet. For jeg ved, at vi skal være sammen til den dag en af os skal herfra. Kald mig bare naiv. Og det ville jeg ikke vide, hvis jeg forventede at vi skulle være hamrende forelskede hver eneste dag.

Kan man virkelig tillade sig at bede om mere, når man har været så ufatteligt heldig at finde det menneske, som man har lyst til at blive gammel med?

image

 

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

En dag med mit midterbarn

For snart fire måneder siden, blev Elliot midterbarn. Noget hans far, som led samme skæbne, er meget opmærksom på. Ikke så meget derfor, men fordi jeg kan – og fordi Thor kunne passe baby – fik Elliot lov at holde fri fra børnehaven, så vi kunne hygge os sammen – bare os to.

 

Uden mad og drikke...

Uden mad og drikke…

 

I Fælledparken

I Fælledparken

 

På vores yndlingslegeplads

På vores yndlingslegeplads

 

image

Woody var med

 

Hej skat!

Hej skat!

 

image

Shit…

Sikke en dejlig dag!

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Mit første bloggerevent – bObles og bobler

Sia og jeg har i dag været med Cana (mortilto), Thomas og deres drenge til bObles-event, hvor vi fik lov at lege med de nye kæmpe-donuts og donut-gynger.

Det var super hyggeligt, om end lydniveauet var til den lettere hysterisk høje side – og ungerne fik lov at snuppe en kæmpe-donut med hjem, så alle var glade. Altså indtil det gik op for os at der ikke kørte en eneste metro i København, hvilket er lidt af en ulempe når man befinder sig på Amager. Vi fik dog det bedste ud af det, hvilket indebar verdens største durum på et lokalt pizzeria, et par busture og en løbetur i øs-pøs-regnvejr. Det gav os også mulighed for at opdage endnu flere funktioner ved donuten, hvilket I kan se på billederne fra dagen:

 

Donutleg

Donutleg

De nye donutgynger var en pænt stort hit

De nye donutgynger var et pænt stort hit

Et lille glas champagne er ikke helt dumt på en regnvåd tirsdag eftermiddag

Et lille glas champagne er ikke helt dumt på en regnvåd tirsdag eftermiddag

En donut kan også bruges som en form for paraply i regnen...

En donut kan også bruges som en form for paraply i regnen…

image1

Eller til at hvile sig op ad i en propfyldt linje 2A

Cana kan sågar danse med sin donut!

Cana kan sågar danse med sin donut!

God tirsdag aften til jer allesammen herfra :)

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin

Om at blive forældre 9 måneder efter første møde

Som I kan læse HER, så gik det hele lidt hurtigt for Thor og jeg. Så hurtigt som det vel egentlig kan gå – sådan rent biologisk. Og der var sikkert nogen, der i deres stille sind tænkte ”lad os se hvor længe det holder”. Og jeg bebrejder dem ikke.

Og hvordan gik det så – det der med at blive forældre efter 9 måneder og tre dage?

Var det bare helt vildt nemt? Nej, sgu da. Det var helt vildt hårdt. De første tre måneder tilbragte vi en masse timer hospitalet. Det viste sig nemlig, at Sia var født med hofteskred i ret ekstrem grad, hvilket hun skulle behandles for. 16 timer efter fødslen stod jeg helt grådkvalt og overværede, hvordan scanningspersonalet hev og flåede i min baby. Og fik at vide, at det nok også var ekstra hårdt for os, fordi vi var så unge. Som om det ikke ville være hårdt for et par i 30’erne, at deres længe ventede ønskebarn havde et medfødt handicap (Sia er dog helt rask i dag – sådan en baby kan åbenbart danne en ny hofteskål på et par måneder).

Det, jeg prøver at sige, er at vi selvfølgelig blev mødt med nogle fordomme, som havde med vores alder at gøre. Og det gjorde os stærke. Vi skulle fandeme vise dem. Vi havde en kæmpe stor opgave, som vi skulle løse sammen. Vi skulle blive voksne i en helvedes fart. Og det blev vi så.

Derudover tror jeg at det var en fordel for os, at vi stadig var nyforelskede da vi blev forældre. Jeg så stadig på Thor med forelskelsens julelys i øjnene, selvom jeg ikke sov om natten og havde gylp i håret. Og jeg havde en kæreste, der stadig fandt mig så sød, at han gad stå op klokken fem om morgenen og trave op og ned ad Østerbrogade med barnevognen, så jeg til gengæld kunne få lov at sove dér.

Og så tror jeg også, at det har været til vores fordel, at vi ikke havde nået at vænne os til ”bare at være os to”. Vi nåede ikke at rejse og spise og feste, så vi led ikke det store afsavn da vi endelig stod med det der barn i armene. Thor blev ikke jaloux og følte sig ikke tilsidesat.

-til gengæld skal vi i den grad rejse og spise og feste når vi rammer de 45 og vores børn er fløjet fra reden!

Jeg siger ikke, at det her er den eneste rigtige måde at gøre det på. Og jeg mener ikke, at man skal fyre sin partner, hvis man har været sammen mere end et par måneder – uden at købe en graviditetstest. Thor og jeg har jo fået endnu et barn efter 2,5 år sammen og endnu et efter seks år. Efter nyforelskelsen var dampet af – og hvor jeg bestemt ikke så på ham med julelys i øjnene klokken tre om natten – eller om eftermiddagen for den sags skyld (ikke altid i hvert fald…). Hvorfor vi også har klaret dét (so far, so good) – ja det er et endnu større spørgsmål med et endnu større svar, som jeg vil gruble over og forsøge at skrive noget klogt om på et senere tidspunkt.

 

osogsia

 

Følg gerne bloggen:

Via Facebook

Via Instagram

Via Bloglovin