Dengang vi købte (og dengang vi dræbte) en guldfisk

monsieur

Det var søndag den 29. Juli 2012. Den sidste dag af sommerferien. Og jeg følte, at jeg måtte gøre et eller andet ekstra for min to-årige datter. Sætte trumf på, så ferien havde været helt perfekt. Det regnede. Hun skulle have en guldfisk! Det eneste dyr, jeg kunne overtale Thor til at få inden for døren. Thor er et meget empatisk menneske – men dyr kan han ikke se fidusen i.

Så en guldfisk skulle det være. I en lille bowle. Pigen blev ellevild og vi satte kursen mod Maxi Zoo. Men i Maxi Zoo sælger de ikke dyr. Kun udstyr. Og jeg fik fortalt dem, at så var det sgu da et åndssvagt navn, de havde.

Lyngby storcenter havde åbent hver søndag – og i Lyngby storcenter lå Bonnies dyrecenter. De havde i hvert fald fisk! Afsted det gik. Men Bonnies dyrecenter var den eneste butik i det søndagsåbne center, der ikke havde søndagsåbent. Argh. Jeg satte mig på en bænk – med en utålmodig to-årig, som ikke kunne forstå hvorfor hendes nyopståede fiskedrøm ikke var så let at opfylde. Jeg googlede. Fandt frem til, at Bonnies dyrecenter i Helsingør var åben. Helsing-fucking-ør! Jeg er ikke sikker på, om det efterhånden var mit eller barnets behov, men til Helsingør kørte vi. Pegede på den flotteste guldfisk og bad om en bowle. “Har I ikke allerede fyldt en bowle op derhjemme og ladet vandet temperere over et par dage?” spurgte damen. Nej! Det har vi eddersaftsuseme ikke! Det her er et spontant – men ikke desto mindre vigtigt projekt. Men en guldfisk kunne altså godt blive ganske stresset over at komme ned “i et nyt miljø“. Ejmen vil du holde op? Min far gav mig en ny guldfisk hver måned da jeg var barn – og jeg har sgu aldrig set en stresset fisk! Jeg spurgte pænt (tror jeg nok) om jeg ikke bare kunne købe et par poser af deres vand? Og fik lov. Vi betalte for fisk, bowle, sten, plante, plastikslot og to poser grumset vand – og kørte lykkelige mod storbyen.

Sia var lykkelig. Fisken skulle hedde “monsieur”, hvilket hun havde lært at sige på en italiensk campingplads tidligere på måneden. Og et par uger efter købte vi en “madame” til ham. Og yderligere et par uger efter, afgik monsieur ved døden. Pis. Hvordan skulle vi forklare det til det glade barn, der hver eneste morgen kom springende ind i stuen – imens hun skreg “monsieur og madame – monsieur og madame”?! “Hvor er monsieur?!” spurgte hun med store øjne. Vi løj og sagde, at han var svømmet ud i det store hav til alle sine venner. Og da vi ugen efter stod i Bonnies dyrecenter for at købe en ny plante til madame,  skreg hun op – “Monsieur! Han er kommet tilbage!“. Hun stod helt glad og stirrede ind i montren med guldfisk – og jeg gav hende ret. Han var kommet tilbage! Og han skulle selvfølgelig med os hjem.

Og så levede de. Virkelig længe. Overraskende længe. Ni måneder senere skulle vi på påskeferie – og vi kunne ikke få nogen til at komme og fodre dem. Og vi kunne ikke tage bowlen med os. Og ja ja – jeg HAR efterfølgende fået at vide, at der findes en slags pille, som man bare kan give dem – og så har de mad til flere uger. Men måske følte vi også bare, at deres tid var kommet. Og hvad gør man så? Jeg vil faktisk gerne behandle dyr ordentligt, så jeg undersøgte grundigt, hvad der var den mest ordentlige måde at skille sig af med et par guldfisk på. Kom omkring mange hjemmesider for fiskeentusiaster. Og nej, det er ikke at skylle dem ud i toilettet. De risikerer bare at overleve og dø en langsom død. Næ, det skal åbenbart gøres hurtigt og nænsomt. Enten ved halshugning eller kogning. Vi valgte det sidste. Noget, som efterfølgende har mødt stærke reaktioner – lige fra grineflip til dyb forargelse. Og nu håber jeg ikke, at jeg har skræmt dyrevenner væk. Men helt ærligt. Det er fisk. Som vi fanger og spiser dagligt. Og som ovenikøbet havde et dejligt, LANGT liv – i et tempereret miljø. Og som vi igen fortalte barnet, var svømmet ud til deres venner i de syv verdenshave.

Følg bloggen:

Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Ugen der gik #7 (med vintertid, græskarudhuling og prisuddeling)

image

Det er søndag og jeg samler op på ugen, der er gået.

Tirsdag aften var jeg ude og spise running sushi med mine søstre. Det var så hyggeligt og jeg fik proppet mig på den måde, som man kun gør, når der ikke er begrænsninger – og grinet på den måde, som jeg kun kan med de to.

image

Onsdag gik det op for os, at vores datter har lært at læse. Og skrive et nogenlunde forståeligt dansk. Fem år gammel. Der blev jeg stolt på den måde, som man kun kan blive over sit eget afkom!

image

I dag har jeg spist 10-mad. I dag har jeg spist madpakke. I dag har jeg været i parken.

Torsdag aften var jeg på date med min mand. Vi var ude og spise, inde og se Klovn og havde sådan en dejlig og sjov aften. Tiltrængt.

Pæn

Pæn

Lørdag var vi til et arrangement med Sias klasse, hvor vi skulle skære græskar og spise kage. Det var virkelig hyggeligt og de andre forældre er noget så søde og megasjove. Temmelig heldigt, når man skal have med dem at gøre i de kommende 10 år!

image

image

image

Søndag startede klokken 5:04. Vintertid er en bitch når man har små børn. Faktisk er vintertid kun fedt, når man går i byen. Det er noget skidt når man er bartender, småbørnsmor og sygeplejerske. Eller med andre ord mig i fortiden, nutiden og fremtiden. Perfekt.

image

Jeg tog de første par timer med babyen – og fik derefter lov til at sove helt til 9:40. Senere havde jeg Sia med til “Børn i byen”-prisen på Glyptoteket. Der var kage og flødeboller – og Lortemor vandt meget fortjent prisen som årets blogger.

image

image

PS: Mellemlægningspapir og bagepapir er ikke det samme…

image

Følg bloggen:

Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Sms’er fra et ægteskab #1

Thor og jeg sms’er virkelig meget. Altså vir-ke-lig meget. Engang slettede jeg faktisk hele vores sms-historie og fik til gengæld frigjort halvdelen af min telefons hukommelse. Halvdelen!

Som noget nyt har jeg tænkt, at det kunne være sjovt at dele nogle af de mange ordudvekslinger med jer. Ikke fordi det altid er specielt interessant, men det er et lille uopstillet glimt af vores virkelighed og hverdag med tre unger og alt det, der hører med.

image

Koordinering

image

Hverdagskost

Vil I ha flere i fremtiden? Eller skal jeg bare lade dem blive på min iPhone?

Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

På date med min mand – og et lille grin til jer

image

I går var en god dag. Thors mor, som bor få gader væk og er en uundværlig hjælp i hverdagen, kom over da vi skulle spise. Og da Hugo var puttet, smuttede Thor og jeg på date, sgu!

Vi ville egentlig have været i Tivoli, men vejret var ikke lige til det – så vi cyklede ud og spiste og tog i biografen. På vej fra caféen til biffen gik jeg og småhylede over jeres historier, om hvordan I fortalte jeres mødre, at I var gravide – som kommentarer til gårsdagens indlæg, hvor min mor gæstebloggede.

Vi så Klovn, forøvrigt. Jeg var lidt skeptisk. Det er man vel altid med en 2’er – men hold nu kæft, hvor var den god! Og sjov! Jeg var noget nær det eneste hunkøn i salen, hvor jeg sad mellem flere vennegrupper bestående af mænd – men jeg var nok den, der grinede allerhøjest. Vi havde en fest og kluklo hele vejen hjem gennem støvregnen.

I dag er det fredag (bare som serviceinformation…) – og det er altid den bedste dag på ugen, synes jeg. Jeg glæder mig til at hente ungerne og gå i slikbutikken med dem – lave god mad, se disney – og som noget nyt i år også vild med dans med Sia. Hun får lov til, at være længere oppe end Elliot om fredagen. Et koncept, som jeg egentlig var ret bekymret for, om han ville acceptere – men det er gået ret smertefrit, og han får til gengæld lov at falde i søvn i dobbeltsengen. Vi prøver at lære vores børn, at man ikke altid får det samme – og at der er fordele og ulemper ved at være henholdsvis nummer 1 og 2. Selvom de aldersmæssigt er ret tæt på hinanden. Jeg tror ikke på, at millimeterdemokrati gør noget godt – men mere om det i et kommende indlæg…

Her får I et lille klip fra filmen med min absolutte favoritkarakter – Mia. Hvis I ikke har planer i aften, så hop ind og se den!

Følg gerne bloggen:

Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Gæsteblogger: min mor! Om at få at vide, at man skal være mormor som 42-årig

image

Mormor og Sia

Jeg har fundet på noget så moderne, som at invitere en gæsteblogger ind på domænet. I skal møde min mor. I indlæggene om vores historie har jeg beskrevet, hvordan hun reagerede, da hun fik at vide at jeg var gravid – som 21-årig og med en fyr, som hun havde mødt en enkelt gang. Her får I historien fra hendes perspektiv:

Der er en første gang for alting – og en af de vildeste, er den dag man finder ud af, at man skal være mormor.

Det var i forvejen en af årets bedste fredage. Fredagen før påske, hvor Niels og jeg altid tager på en 4-dages storbyferie uden børn. På vej til lufthavnen ringede Cecilie og sludrede lidt om sit nye hår og om at hun og hendes (ret nye!) kæreste Thor skulle i biografen om aftenen. I lufthavnen tjekker vi ind og går i Tax Free. Jeg skal have en ny parfume og står som altid og overvejer om den skal være stor eller lille, da Cecilie ringer igen.

”Er I fløjet?”

”Øh nej!? Skat, vi har ligesom lige talt sammen”, griner jeg. Pigen lyder underlig.

”Hvor er du?”

”I Tax Free, jeg ved ikke om jeg skal købe den her parfume i den lille eller…”

”Kan du gå udenfor? Der er noget jeg skal fortælle dig.”

”Jamen jeg står jo lige…”

”Jeg er gravid”

”Niller, tag lige kurven. Jeg skal lige tale.”

Jeg går gennem kasserne og ud på gangen. Min helt umiddelbare følelse er stor, stor lykke. Og overraskelse… Jeg spørger Cecilie, hvordan hun har det med det. Hun vil vide, hvordan JEG har det med det.

”Skat, det er slet ikke relevant, hvordan jeg har det med det. For jeg har det, som du har det. Hvis du er glad, er jeg glad.”

”Jeg ved det ikke…”

”Nej, det forstår jeg godt. Det er da også vildt. Jeg tænker bare, at du jo godt ved hvordan man IKKE bliver gravid, så når du er blevet det, har du jo et eller andet sted ladet skæbnen råde. Det siger mig jo..”

”Jeg tror vi gør det.”

”Det tror jeg også I gør.”

”Synes du det er helt sindssygt?”

”Næh. Ikke når det er Thor, du skal have barn med”

”Du må ikke sige det til nogen endnu!”

Og det løfte holdt jeg næsten. Men kun næsten. For da vi et øjeblik efter stod i kiosken, gik det pludselig op for mig. Og jeg råbte på tværs af butikken til Niels:

”Niller, så bliver jeg jo mormor!” Han flækkede af grin. Det gjorde flere andre også.

Jeg var kun 42 år. Mange spurgte mig, hvordan det var, at ens barn skulle være mor så ung. Jeg svarede, at det hang jeg mig ikke i. Jeg hang mig i, hvem hun havde valgt som far. Når folk så undrede sig over, at jeg kunne føle mig sikker på hendes valg, når de kun havde kendt hinanden i fire uger, ja så kunne jeg kun sige, at jeg forstod deres bekymring, men at de ville få at se. At Thor bare var helt fantastisk. Andre var ret medfølende i forhold til, at jeg blev mormor så ung. Hvad skulle barnet kalde mig? Mormor! Selvfølgelig!! Jeg følte udelukkende stolthed. Jeg er stolt over at være ung mormor og stolt af at kunne forveksles med at være barnets mor eller moster (det holder så nok ikke så meget længere efterhånden). Allermest er jeg dog stolt af min datters måde at være mor på.

Hvordan fortalte I jeres mødre, at I var gravide? Og hvordan reagerede hun? Kommentér gerne herunder!

Følg gerne bloggen:

Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin