KONKURRENCE: Vil du med til koncert?

12191022_10153565952041418_8141324795380641245_n

Jeg har fået en ny ven. Han hedder Thomas og han er gift med en af mine allerbedste veninder. Han har ikke kendt mig særligt længe – men jeg har kendt ham i næsten 10 år. I 2006 var jeg nemlig til Thomas Helmig koncert med min mor og hendes veninde. KB Hallen var fyldt med kåde kvinder +40. Og mig. Og Thomas Buttenschøn, som var på som opvarmning. Han sang “fantastiske mandag” og “præsident i USA” – og så var jeg solgt. I 2007 tog jeg til USA – 19 år gammel, helt alene og i et helt år. På min iPod nano havde jeg Thomas’ første album liggende – og jeg hørte stort set ikke andet. Det var lidt som at komme hjem, når jeg tog mine høretelefoner på og gik en tur til lyden af “rødvin fra i går” og “november i København”.

For et par måneder siden sad Thomas her i vores stue og afslørede, at han var ved at indspille et helt album til Cana. Cana’s album. Han ville give det til hende til deres bryllup. Og så spillede han “miss Denmark” for os på sin iPhone. Og så skulle jeg holde på den hemmelighed i et par uger. Med sangen på hjernen.

Til brylluppet tudede jeg til “as long as you let me” og dansede til “crazy mama”. Og den 3. December har jeg tænkt mig at gøre det igen. Til den udsolgte releasekoncert for Cana’s album – på Rust i København. Jeg glæder mig helt vildt. Og jeg har fået lov til at invitere en læser med! Jeg udlodder 1 x 2 billetter allerede i morgen aften. Så skynd jer at skrive en kommentar, hvor I fortæller mig hvem I vil tage med, hvis I vinder!

I mellemtiden kan I varme lidt op til udgivelsen den 4. December – med “miss denmark” og skønne billeder fra det fantastiske #buttenbryllup:

 

Kære Sia

image

Kære Sia

I dag fylder du seks år. Det er seks år siden jeg fødte dig – og jeg har i seks år haft den ufatteligt store ære, at være din mor.

At blive mor til dig er bedste, der er sket i mit liv. Mit livs højdepunkt, vendepunkt og et mirakel, som aldrig vil kunne udkonkurreres.

Du har gjort mig til et bedre menneske. Til den bedste udgave af mig selv. Med den gave, som var dig, var jeg tvunget til at blive voksen på et splitsekund. Tvunget til at tage mig selv alvorligt og til at give dig alt det, som du fortjener.

Og du fortjener hele verden. Du er det mest fantastiske og enestående lille menneske. Du indeholder så meget – og jeg forundres hver eneste dag. Du er genert, men sindssygt modig. Følsom, men ufatteligt sej. Forsigtig, men vildt nysgerrig. Du er så empatisk og har så stor en forståelse for andre mennesker og for stemninger, at jeg ikke kan begribe det.

Du har også gjort mig bange. Med dig fik jeg en uendelig strøm af bekymringer. For med dig fik livet en helt ny værdi. Jeg har en instinktiv lyst til at skærme og beskytte dig fra alt det svære – samtidig med at jeg ved, at du skal igennem det hele. Og at du kan klare det dobbelte.

Vi går ofte igennem kirkegården, når jeg har hentet dig i skolen. Og du spørger mig, hvornår jeg skal dø. Jeg svarer, at det skal jeg først når jeg er meget gammel. Du spørger mig, hvem der så skal passe på dig – og jeg forsøger at forklare dig, at du vil være voksen og kan passe på dig selv. At du ikke vil have brug for mig. Det forstår du ikke. Og det håber jeg aldrig, at du vil forstå.

Tillykke min skat – og tak.

Mor

Fødselsdagsforberedelser – cheesecake og verdens bedste gave

IMG_3696

Sia fylder seks år i morgen. Jeg vil spare jer for alle mine overvejelser om, hvor svært det er at begribe – og i stedet dele nogle af forberedelserne med jer.

Vi holder altid fødselsdage på “selve dagen”. Det synes vi er hyggeligst. Hvis det er weekend, inviterer vi til boller og lagkage. Hvis det er hverdag, inviterer vi til let aftensmad og lagkage. Både Thor og jeg har store familier – så vores 130 kvadratmeter bliver altid fyldt godt ud – og både lyd- og hyggeniveau er altid utroligt højt.

Noget, som jeg aldrig kommer udenom, er at servere cheesecake som supplement til lagkagerne. Jeg lavede en for flere år siden – til min egen fødselsdag tror jeg nok – og siden har den været en fast del af vores fødselsdagsarrangementer. Vores forældre bliver tæt på vrede, hvis vi så meget som overvejer at undlade den. Jeg laver den altid aftenen inden, da den bliver endnu bedre af en nat på køl.

Hermed opskriften:

Bund:
300 g digestive-kiks
100 g smør

Ostecreme:
7 blade husblas
400 g philadelphia (ikke light!)
4 dl piskefløde
Revet skal fra 1 citron
Korn fra 1 vanillestang
225 g sukker
0,75 dl kogende vand

Topping:
1 pose frosne bær (ca 300 g)
2 blade husblas

Kiksene knuses så fint som muligt og blandes med smeltet smør. Trykkes godt sammen i bunden af en springform.

Husblas lægges i blød i koldt vand. Philadelphia piskes med sukker, citronskal og vanille til det bliver “luftigt”. Fløden piskes til flødeskum. Den opblødte husblas smeltes i det varme vand, hvorefter det køler ned i et minuts tid. Vandet hældes i philadelphia-massen i en tynd stråle under omrøring – og massen vendes herefter med flødeskummet. Det hele kommes i springformen ovenpå kikse-bunden og stilles på køl i minimum 2 timer.

Efter en times tid kan man koge de frosne bær, blende dem og smage dem til med sukker. Opblødt husblas smeltes i – og det køles lidt ned, inden det hældes over kagen, som stilles tilbage på køl.

image

Og nu til gaven! Jeg har klippeklistret og fremstillet en – ikke særligt pæn – lille bog, som indeholder Sias gave. Jeg har før nævnt, at jeg er meget glad for TV – og især store (og gerne lidt pompøse) shows. Sia har fået lov til at være længe oppe og se Vild med dans med mig hver fredag aften i dette efterår. Og på fredag skal hun og jeg til Horsens og se finalen! Jeg glæder mig som et lille barn til at give hende en fridag, tage toget til jylland, tjekke ind på et hotel, gå ud og spise og tage i Forum og se showet med hende!

Jeg håber at I får en dejlig – om end iskold – mandag aften!

 

 

Ugen der gik #11 (med fridage, børnefødselsdag og mødreaften)

En megaskøn uge går på hæld – og jeg glæder mig til den, der kommer lige om lidt! Min store pige fylder seks år på tirsdag og jeg kan ikke vente med at give hende hendes fødselsdagsgave, som jeg er totalt oppe at køre over!

I uge 47 har jeg:

Holdt mandagsfri med min børnehavedreng, som proklamerede, at det var “megadejligt – for så kunne han kysse Hugo!”.

image

Været på venindetur i London. En seriøs energiindsprøjtning og noget af det sjoveste og dejligste!

image

image

Kommet hjem til våde kys fra min baby

image

Rykket selvsamme baby ud af soveværelset – og fortrudt en lille smule hver aften siden…

IMG_3685

Drukket varm kakao med min skolepige

image

Fået Hugo vaccineret. Regnede ud at det var 13. gang jeg har holdt et grædende barn fast – og det bliver bare aldrig nemmere. Han blev i samme ombæring vejet. 10,3 kilo og et godt råd om, at han ikke nødvendigvis behøver at spise op ved hvert måltid…

image

Holdt børnefødselsdag for Sia og tre klassekammerater. 19 unger, slik, kage, leg og kaos på den gode måde.

image

image

Spist middag med syv mødre fra Sias klasse. Fredag lagde fædrene ud – og de fleste kom sent og halvfulde hjem – så vi havde noget at leve op til. Og det var bare endnu hyggeligere og sjovere end jeg havde turdet håbe på. Shit, nogle seje damer! Jeg havde ondt i maven af grin og de fem timer, det blev til, fløj afsted. Jeg glæder mig helt vildt til den store forældrefest i januar. Næ, kom ikke og sig at det er kedeligt at have skolebørn!

image23

Fundet det absurd irriterende, at jeg altid lige skal bruge et par sekunder på at regne de her ud. Ikke mere end et par sekunder, men alligevel…

image

God søndag aften til jer allesammen! Jeg vil kaste mig i armene på min halvsyge mand og se, om mine nerver kan holde til næste afsnit af “Broen”…

 

Middag med “fremmede” damer

image

Jeg sidder i bussen på vej ind til byen, hvor jeg skal tilbringe en aften med en masse damer, som jeg ikke rigtig kender – men som jeg har en ret vigtig ting til fælles med. Vores børn går nemlig i samme klasse – og vi skal dermed “følges ad” i de kommende 10 år.

Sia startede (som jeg tidligere har skrevet lidt om her) i børnehaveklasse i sommer. På den dejligste skole her på Østerbro. Der er kun ét spor og 20 elever i klassen. Den ligger i en baggård, er lillebitte og har ikke nogen skolegård – men den er tryg og varm og helt fantastisk.

I dag har vi holdt “kvartalsfødselsdag” for Sia og de tre andre børn, der har fødselsdag i efteråret. Det var så hyggeligt og vi er endt i en ret heldig gruppe. Der er både en far, som er kok og dermed stod for maden (som var noget mere raffineret og lækker end den mad jeg selv kan mindes at have fået serveret til lignende arrangementer i 90’erne) – og en far, der er arkitekt og som byggede de mest avancerede duplo-lejlighedskomplekser, jeg nogensinde har set.

Og nu skal jeg altså ud og spise med de her damer. “Mødreaften” hedder det vist. For en time siden orkede jeg ærligt talt ikke. Jeg er forkølet og har ondt i hovedet, er træt efter en dag med tyve 5-6-årige og det regner! Men nu glæder jeg mig. Jeg glæder mig oprigtigt til at lære de her kvinder at kende. Det er altid Thor der afleverer – og stort set også altid Thor der henter – så jeg har endnu ikke helt styr på hvem der er mor til hvem. Og vi skal trods have en hel masse med hinanden – og hinandens børn at gøre i fremtiden!

Jeg håber at I allesammen får en skøn lørdag aften!