Farvel – og megastort tak, tyvefemten!

IMG_02502015 er slut om 14 timer. Thor har taget Sia og Elliot med på café, for at drikke traditionsrig nytårskakao med sin mor. Hugo sover og jeg skal egentlig i gang med at rengøre hele hytten, så den er klar til fest i aften. Men først vil jeg lige gøre status. Det kan jeg jo ikke have siddende på mig, at jeg er den eneste i blogland, der ikke gør!

Min melankolske side slår altid igennem for fuld hammer den enogtredivte i tovlte. Jeg kan tydeligt huske den nytårsaften, hvor 95 blev til 96 og hvor jeg altså kun var syv år gammel. Da jeg blev puttet i min onkel og tantes seng efter midnat, lå jeg og blev trist og sagde til min mor, at jeg “savnede 1995”. Meget mærkeligt barn, men sådan får jeg det stadigvæk lidt.

Og selvom jeg ser frem til 2016, så kommer jeg altså også til at savne 2015. For det har virkelig været et godt år.

Jeg er blevet mor for tredje gang, hvilket har været helt fantastisk. Mit hjerte er vokset og min familie er blevet fuldendt.

Elliot er pludselig ikke den mindste mere. Hans position blev virkelig udfordret – og selvom det uden tvivl har været hårdt for ham, så er jeg umådeligt stolt af den måde han har tacklet det på – og hvordan han bare har taget imod sin nye lillebror med ubegribeligt meget kærlighed.

Sia er startet i skole. Jeg er mor til et skolebarn. Det har jeg det stadig ret vildt over. Men for fanden, hvor er det fedt at have sådan en stor unge! Det er så vildt at se sit barn folde sig ud og blive et selvstændigt individ. Hun gør mig vanvittigt stolt.

Og så har jeg fået to fantastiske veninder i år. Birgitte og Cana. Det er ret vildt at og helt fantastisk at blive beriget med nye venskaber – og jeg forstår slet ikke, at jeg ikke kendte de to kvinder for bare et år siden, når de fylder så meget i mit liv i dag. Jeg fatter ikke hvordan jeg har kunnet undvære dem.

2015 har givet mig meget mere end jeg kunne have drømt om. Og det vil altid stå lysende klart for mig som et af de allerbedste år – ud af de 28, som jeg lige om lidt kan tælle til.

Nu vil jeg rydde op, støvsuge, vaske gulv og overdynge min lejlighed med serpentiner og glimmer. Og så vil jeg feste og se frem imod 2016. Mod alt det gode, der skal ske. Hugos første skridt, Sias første dag i 1. klasse og Elliots første dag i førskolegruppen i børnehaven. Mod min tilbagevenden til skolebænken og Hugos vuggestuestart. Mod datenights, rødvin, kys og grin. Mod hverdag og fest. Der er eddermame meget at glæde sig til – og jeg håber at I vil følge med!

Rigtig, rigtig, rigtig godt nytår!

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

En gylden dag – og status på min blogkrise

IMG_3702Jeg har stiftet bekendtskab med noget ret fantastisk i dag. Guldmaling! Flydende guld, som kan gøre hvad som helst gyldent. Jeg har malet vores el-skab i entréen mørkegråt og pyntet det med guldtrekanter i formiddags. Og jeg har virkelig meget guldmaling tilbage. Thor er vist lidt nervøs for at han snart bor i en guldhytte – og med god grund. Jeg kan hurtigt få en fiks idé – især når det glitrer. Indtil videre er det kun gået ud over børnenes knagerække. Og måske kommer det snart til at gå ud over vores champagneglas. Det er nemlig kommet mig for øre, at man kan pynte sådan nogle med guldprikker, hvilket ville være en ganske blæret detalje til den nytårsfest, som vi skal være værter for i morgen aften!

I går udgav jeg dette indlæg, hvori jeg fortalte at jeg var havnet i mit livs første blogkrise. For sådan nogle findes. Krisen handlede – og handler om, at jeg har svært ved at finde ud af hvordan jeg kan være ærlig og oprigtig herinde, uden at det risikerer at gå ud over andre. Fordi der jo ofte er en modpart, når man er ked af det. Og det var der i går. Min far og jeg havde en konflikt, som jeg ikke vil komme nærmere ind på. Selvom han, efter at have læst gårsdagens blogindlæg, faktisk gav mig tilladelse til at skrive om det herinde. Det holder jeg stadig fast i, at jeg ikke vil. Jeg har ikke lyst til at dele alting – og jeg har ikke lyst til at meget personlige problemer skal diskuteres af udenforstående.

Jeg ved at min far og jeg nok skal komme godt videre og finde ud af det hele. Problemet er ikke alvorligere end som så. Det er bare ikke altid lige let at være voksne og forælder/barn samtidig. Konflikten satte gang i en masse tanker om hvad og hvor meget jeg vil og kan dele herinde. De tanker gør jeg mig stadig – og det vil jeg sikkert blive ved med så længe jeg blogger. Det er formentlig både sundt og naturligt.

Jeg håber I får en dejlig aften. Jeg ser “De største øjeblikke” på TV2 – sådan nogle programmer er jeg en kæmpe sucker for. Måske skulle jeg pynte champagneglas imens…

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

“At dele eller ikke at dele” – en blogkrise…

Blogkrise. Det er åbenbart et anerkendt begreb i denne virtuelle verden. Efter mine kun ethundredeogelleve dage som blogger, er jeg allerede stødt på begrebet adskillige gange.

Og nu er jeg altså havnet der selv. I min første reelle blogkrise.

Krisen handler paradoksalt nok ikke om, at jeg ikke har lyst til at skrive eller dele. Den handler om at jeg ikke kan skrive og dele. Eller måske snarere at jeg ikke vil.

Sagen er nemlig den, at jeg tumler med noget i de her dage. Med nogen. Og deri ligger netop problemet. At der er en modpart. En modpart, der står mig meget nær – og som jeg ikke vil hænge ud til offentlig skue på det store vide internet. Fordi jeg – hvor vred og skuffet jeg så end er – stadig nærer respekt.

Havde der ikke været en modpart, havde der intet problem været. Ingen blogkrise. For jeg har sgu ikke noget problem med at hænge mig selv ud. I må meget gerne vide at jeg kan have dårlige dage. At alting ikke altid er perfekt her på matriklen. At vi er en familie med problemer, udfordringer, vasketøj og til tider umulige unger – ligesom alle andre. Jeg vil bare gerne holde mig på min egen banehalvdel. For det er sgu mig selv, der har valgt at blogge. Og det skal, så vidt som det overhovedet er muligt, ikke gå ud over nogen som helst andre end mig selv. Jeg kan sagtens tillade mig at skrive, at jeg har været en idiot overfor nogen. Men jeg kan ikke tillade mig at skrive, at nogen har været en idiot overfor mig. Det vil jeg i hvert fald ikke tillade mig.

Og så har vi krisen. For jeg kan simpelthen ikke svinge mig selv op til at skrive om gårsdagens hyggelige biograftur eller om den kommende nytårsfest, når det i virkeligheden er noget helt andet, der fylder allermest. Jeg vil ikke lade som om alt er godt på de dage, hvor meget er skidt. Jeg vil gerne være ærlig og give jer, der læser med, et reelt billede af mit liv. Det kan jeg bare ikke altid – for mit behov for ærlighed skal ikke gå ud over andre. Jeg indrømmer blankt at jeg elsker at læse med hos de meget ærlige bloggere, der skriver alt det, som jeg kun ville skrive i en aflåst dagbog. Jeg lapper det da i mig! Men jeg kommer ikke selv til at bidrage til festen. Egoistisk respekt eller respektfuld egoisme?

Og hvad er så meningen med bloggen? Er det overhovedet interessant for jer at læse med, når I ikke må få hele pakken? Når jeg kun vil dele en redigeret udgave af virkeligheden?

Fotografi den 29-12-15 kl. 10.39

Ugen der gik #16 (juleedition)

Det er blevet søndag. Juledagene er ovre og jeg sidder alene i lejligheden. Hugo sover i gården, Elliot er oppe hos farfar på tredje sal og Thor er ude og hente Sia hos min mor, hvor hun har overnattet efter gårsdagens julefrokost.

Vi har haft en helt igennem skøn jul. Min syvende jul som mor og vores første jul som en familie på fem.

Lillejuleaften var vi ude hos min mor, hvor vi udvekslede gaver og spiste risengrød.

Juleaften var vi hos Thors storebror, som bor i naboopgangen. Vi var 11 mennesker (os fem, Thors store- og lillebror, min svigerfar, hans kæreste og hendes to døtre) og det var en fantastisk juleaften, synes jeg. Vi var sammen allesammen fra klokken 12 og hyggede os med at pynte træ, se afslutninger på diverse julekalendre og kokkerere. Thors lillebror og jeg tog Sia med i kirke. Det var vi også sidste år, hvor der var slikposer til børnene. Det var åbenbart en ret afgørende motivationsfaktor for Sia – så da det gik op for hende at de var sparet væk i år, blev hun pludselig meget sulten og tørstig og ville hjem.
Vi spiste and, brune og hvide kartofler, rødkål i flere afskygninger (beauvais-versionen, som er min personlige vinder – og en moderne opdatering med rå rødkål, valnødder og appelsin), waldorfsalat, brun sovs og chips (?!). Da Hugo var puttet spiste vi risalamande. Min svoger fik mandlen, men var et stort menneske og forærede chokoladepræmien til Sia og Elliot. Og så dansede vi om træet til både salmer, Rasmus Seebach og Onkel Reje (!).

Og så var det gavetid. Ungerne fik lov at vælge en pakke ad gangen. Elliot valgte alle dem, som der stod Elliot på. Sia var derimod vild med at give gaver. Der kunne man pludselig meget tydeligt se de små to års aldersforskel. Hun kunne slet ikke være i sin egen krop da vi åbnede den telefonholder, som hun har produceret i SFO’en. “Jeg har lavet verdens bedste gave til jer – I bliver så glade når I åbner den – det er virkelig noget I mangler!”. Og hendes øjne lyste og strålede da Elliot åbnede den tegning, som hun havde pakket ind til ham. Da alle børnenes gaver – på nær 1 – var åbnet, fik de (meget taktisk) den iPad, som Thor og jeg havde købt til dem og så var de underholdt resten af aftenen, imens vi voksne i ro og mag kunne åbne vores gaver til og fra hinanden. Og sikke en høst – jeg inkasserede både en ny kaffemaskine, diverse cremer, en bog, en lampe, tøj, stavblender og håndklæder (wow – så er man pludselig tættere på 30 end 20…).

Den 25. holdt vi hellig. Ungerne var i nattøj hele dagen og legede med alt deres nye legetøj. Nogle venner kom på besøg med risalamande-rester og derudover foretog vi os lige præcis ingenting. Eller, Thor foretog sig noget – han gav ungernes soveværelse en virkelig tiltrængt overhaling. Manden evner ikke at slappe af. Der kunne han lære noget af mig…

I går var vi ude hos min mor, som traditionen tro holdt hummergilde. Her spiste vi sjovt nok hummere, drak hvidvin og indtog voldsomme mængder kaffe og konfekt. Det er et af julens absolutte højdepunkter for mig. Hummeren altså. Og selskabet. Ikke konfekten, selvom den da glider ned.

På torsdag er det nytårsaften, som vi skal være værter for i år. Vi bliver otte voksne og otte børn og jeg glæder mig helt vildt. Det vil jeg skrive mere om en af de kommende dage – inden det her indlæg tager prisen som det længste længe.

Jeg håber at I har haft en fantastisk jul!

image

Spændt dreng lige inden gaveræs

image

Sias julefrisure

Sias julefrisure

image

image

image

image

image

image

image

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Jeres kærlighedsjulekalender #24

imageVi er nået til vejs ende i kærlighedsjulekalenderen. Jeg synes at det har været så skønt at dele jeres dejlige historier og at mærke hvor glade I har været for at læse dem! Som afslutning på julekalenderen får I et digt. En afsindigt smukt og hjerteskærende digt, som bloggeren Sara Samucha har skrevet: 

Det er pudsigt som jeg elsker dig højest og mest,
hver gang vi skilles.
Det er sært, som jeg  er fraværende i dit nærvær
men længes i dit fravær.
Det lader til, at jeg dyrker dine kys lidenskabeligt,
– så længe du ikke er  tilstede.
Det lader til, at jeg ser dig klarest,
– så snart du er ude af syne

Ser du;
Det  er fint med  mig,
det er mere end rigeligt.
Du nærer mine illusioner og du er grundstenen i mine drømme.
Det bedste værktøj jeg har,
er dig.
Og du må love mig  at bevare magien,
så jeg ikke sygner hen.
Når  jeg væver  fantasi ind i virkelighed,
er du min eneste røde tråd

Du må ikke begå  samme fejltrin,
som alle de andre gør
Vær’ varsom med dét,
Vær’ bedre end dét
Mine tanker om dig er høje og vidunderlige
og sommerfuglene  flakser vildt med vingerne,
når jeg vender mig om
og går min vej

Ser du;
Jeg har ikke behov for at se
dine svageste træk og dine mørkeste sider.
Du må ikke spolere min utopi,
spundet af silke og af sødme
Og jeg behøver dig ikke,
med dit ansigt mod mit
Jeg mærker dig mest på afstand.
Jeg føler dig bedst ,
når du ikke er omkring

Du undrer dig måske
Jeg undskylder min direkte facon,
Men sagen er den,
at jeg er farligt forelsket
så håbløst forelsket,
i ideén om dig.

Jeg har stadig et par historier i ærmet og har tænkt mig at fortsætte med at dele jeres beretninger i det nye år – hver fredag. Så send dem endelig til mig på tregodegrunde@gmail.com

Nu går bloggen på juleferie. Jeg kan mærke at jeg har brug for at være offline i et par dage og koncentrere mig om at nyde julen med min familie. 

Jeg håber at I får en fantastisk juleaften!

Older posts