Jeres kærlighedsjulekalender #23

imageDet er lillejuleaften og dermed den næstsidste dag i denne kærlighedens julekalender. I dag får I hele 3 historier (det er vel lillejuleaften) da jeg har samlet nogle af de lidt kortere beretninger, jeg har modtaget: 

Historie nr. 1 (Christine):

Jeg gik i 3.g i gymnasiet, det var så småt ved at være forår og mig og mine veninder havde ofte festlige weekender med tanke på at vi snart skulle koncentrere os om de endelige eksamener. Min veninde var bekendt med en fyr (.. som hun og en af hendes veninder havde jagtet byen rundt, da de gik i folkeskole for at få nummeret på) og de var begyndt at skrive lidt sammen. De aftalte at de skulle da feste sammen 1. maj og de skulle hver sørge for at deres single venner kom med. Jeg havde en kæreste og ville egentlig ikke med, men et par dage før overgav jeg mig og tænkte ja ja det skal da nok blive ok alligevel og sagde ja til min veninde. Dagen oprandt, fyrene kom og det var da ok. Jeg blev i løbet af aftenen mere og mere stang bacardi og da vi tog i byen skulle vi da i hvert fald danse en masse.
Den ene af mine veninder var på et tidspunkt ude at danse med en af fyrene og da de kom tilbage ville han danse med en af de andre. Hun ville ikke og derefter spurgte han mig. Jeg havde slet ikke snakket med ham i løbet af aftenen, men en lille dans kunne vi da godt tage.. Han forsøgte selvfølgelig at kysse mig, men jeg sagde stop med tanke på kæresten derhjemme. I stedet for sad vi resten af natten i byen og talte og talte. Det var så hyggeligt og for første gang nogensinde gav jeg en fyr i byen mit nummer. Vi var så ens, men alligevel tilpas forskellige til at det slog gnister.

De følgende dage skrev vi sammen hele tiden! Forholdet med kæresten havde skrantet 4-5 måneder og jeg havde flere gange overvejet at slå op. Tredje dag jeg skrev med fyren fra byen skrev han til mig at han kunne mærke at han allerede var ved at blive fuldstændig vild med mig og han kunne simpelthen ikke bære tanken om ikke at skulle være kærester eller i det mindste prøve at date! Han ville ikke nøjes med at være venner. Det var noget af en udmelding at få og jeg brugte den følgende uge på at overveje.. Til sidst måtte jeg erkende at forholdet med kæresten ikke ville holde og når nu denne fantastiske fyr viste interesse måtte jeg simpelthen se hvor det bar hen! Han var typen jeg altid gik udenom, fordi han var lidt for smart i en fart, var lidt for selvsikker og lidt typen der virkede til bare at ville score en og så videre. Men altså. Jeg følte mig tilpas draget af ham, og 10 dage gik og kæresten var fortid. Vi mødtes nogle dage efter og det føltes så skønt at kunne nærme sig hinanden og lære hinanden bedre at kende med ren samvittighed. Jeg var stadig en smule skeptisk over om han ville smutte når han havde fået sex, men månederne gik og vi blev kærester – nu er der gået over 6,5 år, vi har en lille søn, er lige blevet gift og har det fantastisk sammen! Tænk hvis jeg aldrig var taget med til den fest!
.. Desuden vil jeg blot sige: at han meldte ud at det var “alt eller intet” efter tre dage skræmte mig selvfølgelig lidt.. Meen vi havde en kemi sammen jeg simpelthen måtte udforske! Så ikke at spille kostbar og melde ud hvad man vil kan bestemt også føre godt med sig :-) ps. han er stadig smart i en fart, men jeg må jo indrømme at den attitude faktisk også kan være lidt fræk! :)

 

Historie nr. 2 (anonym):

I slutningen af 2003 blev jeg single efter at have været i et fastforhold i 4 år. Jeg var 22 og brugte det meste at min fritid fra sygeplejestudiet til at feste med alle mine andre studiekammerater der sjovt nok også var blevet single.

Hele foråret 2004 festede vi med en flok sergentelever, der inviterede til fest hver torsdag på kasernen – det var en skøn tid.

September 2004 var det Søværnets tur til at invitere sygeplejeskolen til fest, de lokkede med fri bar og flotte mænd i paradeuniform. Det kunne jeg jo ikke gå glip af. Det var en rigtig sjov fest, med meget stærke drinks! Jeg blev temmelig beruset, pludselig ser jeg mig selv nærmest hængende hen over et par muskuløse ben i samtale med en veninde. Først da jeg har befamlet de her ben i noget tid, kommer jeg i snak med Sømanden i paradeuniform og han var faktisk ret sød. Husker ikke alle detaljer fra den aften, men vi fik både udvekslet telefonnumre og kys.

Da jeg næste formiddag ligger på sofaen med tømremænd skriver han til mig og spørger om jeg ikke har lyst til at ses igen inden hans skib skal sejle til aften. Huskede ikke så meget om Sømanden fra aftenen før, men kunne i hvert fald huske at han var sød og tænkte at et lille møde da ikke kunne skade. Men anede ikke hvordan jeg skulle komme ind til byen, boede hos mine forældre på landet hvor der ikke gik busser i weekenden og der var ingen biler hjemme. Så jeg gik over til naboen og bildte hende ind at jeg skulle mødes med nogle veninde, så hun kørte mig ind til byen. Sømanden mødte mig på rådhuspladsen og vi gik en super hyggelig tur langs vandet, fandt en bænk hvor vi sad og kyssede og blev enige om at vi skulle ses igen. Jeg fulgte ham tilbage til hans skib, og gik hjem med sommerfugle i maven.

Og så startede mit liv ellers som kæreste til en Sømand, der gik 14 dage før vi så hinanden igen og havde sparsom kontakt i mellemtiden da han jo var ude på havet med dårlig telefonforbindelse. De 14 dages ventetid var det hele værd, han var stadig lige sød. I den efterfølgende tid sås vi lige så meget som vi kunne, men nogle gange gik der lang tid pga hans arbejde. Så fik virkelig lært hvad det vil sige at savne.

Nu er Sømanden gået på land, og er ikke længere i Søværnet. Vi er blevet gift og har fået to børn.

 

Historie nr. 3 (anonym):

Jeg var gartner elev da jeg mødte min nuværende mand første gang i 2004. Jeg var kommet på et hold med tre andre skønne mennesker. Den ene af dem havde det dejligste smil og den der lidt type svensker hår, du ved lidt halv langt med krøller. Jeg var gift på daværende tidspunkt og han havde en kæreste, så det blev kun til et rigtig nær venskab. Mit daværende ægteskab gik ikke særlig godt, vi var simpelthen vokset fra hinanden efter 19 års ægteskab. Og da jeg for 8 år siden fortalte ham at jeg ville skilles så var det sådan det blev.

I den tid der var så svær var min ven en stor støtte. I starten var der ikke tale om kærlighed. Men min kollega spurgte en dag hvad det var med ham og mig, for vi lyste op som to sole når vi talte sammen. Jeg begyndte at spekulere i om det var noget i det. Min teenage datter lagde også mærke til det.

En dag min mand, som jeg skulle skilles fra, blev gal og endte med at smadre min mobil og slog mig og vi flygtede ud af huset, til en anden veninde. Og det egentlig gik op for mig at jeg ikke kunne komme i kontakt med min nuværende mand, slog det mig at jeg elskede ham. Jeg havde en kriblende fornemmelse i maven og han gjorde mig glad. Jeg følte mig sikker når han var i nærheden.

Vi besluttede os for at tage den med ro, da vi har børn osv og det ikke var smart at gå fra et forhold til et nyt. Det holdt vi i 6 mdr. Den 5 december for syv år siden blev vi kærester.

Meget er sket siden da. Sidste år blev vi gift selv om at jeg svor at jeg aldrig skulle giftes igen.

Bevares vi har problemer lige som alle andre kan ha. Op og ned turer. Men jeg er ikke et split sekund i tvivl om at han er min soulmate.

Jeg tror at der en eneste ene til alle og enhver og ved at kærlighed ikke altid er lyserød. Men jeg ved og han ved at vi elsker hinanden. Og vi altid vil støtte og hjælpe hinanden.

Glædelig jul til jer alle.

lg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

 

Julestemning søges?

Som barn glædede jeg mig som en sindssyg til juleaften. De fireogtyve decemberdage op til kulminationen føltes som en evighed. I min dagbog skrev jeg hvordan jeg forestillede mig, at dagen ville forløbe. I detaljer. Og jeg var nysgerrig som ind i helvede. Kunne slet ikke vente med at finde ud af, hvad der var i de overvældende mange pakker, som stod og lokkede oppe på køkkenskabet. Et par gange i løbet af min barndom kunne jeg da heller ikke stå for fristelsen. Jeg kravlede med svedige hænder og galoperende hjerte op på en stol, fandt frem til min gave og åbnede ligeså forsigtigt papiret i den ene ende, fik udløst spændingen og pakket sirligt sammen igen. Slettet alle spor. Hvis det da ikke var fordi min mors sagtens kunne se, at jeg ikke blev en pind overrasket over pakkens indhold juleaften – og derefter begyndte at forsegle til-og-fra-kortene med tape hele vejen rundt langs kanten.

Som voksen har jeg også altid glædet mig til juleaften. På mine børns vegne især. Til at give dem deres gaver og opleve dem opleve magien ved juleaften. Blive mindet om hvordan det var at være et barn på lige præcis den dag i December.

Men i år har julestemningen virkelig ladet vente på sig. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg har flettet min første julestjerne, pyntet op i vindueskarmen, tændt kalenderlys hver morgen, hørt Michael Bublés obligatoriske julesange på repeat, fulgt intenst med i “Juleønsket” (og endda forelsket mig en lille smule i ham den pæne engel) og købt gode gaver til alle dem jeg holder af. Men alt det til trods, er jeg endnu ikke blevet ramt for alvor. Jeg har ikke engang smugåbnet Thors kalendergaver fra hans mor. Ikke at jeg plejer at gøre dét. Overhovedet…

Det er som om December bare er faret forbi – og pludselig er det den 23. uden at det sådan rigtig kilder i maven. Men mon ikke det kommer? Ungerne er lige taget med deres far og farfar ud for at hente et juletræ. Vi skal holde jul hos Thors storebror, som bor i samme andelsforening som os – lige ovre i naboopgangen. Og vi bliver mange. Os fem, Thors to brødre og min svigerfar med kæreste og papdøtre. Og jeg glæder mig. Til disneys juleshow. Til and, rødkål og brun sovs. Til risalamande. Til dansen om juletræet og julesangene i alverdens forskellige tonelejer (jeg har ikke giftet mig ind i verdens mest musikalske familie – og så har jeg ikke sagt for meget). Og til gaverne. Især dem jeg skal give. Og også lidt dem jeg skal have. Trods alt.

I eftermiddag kører vi ud til min mor og holder lillejuleaften med gaveudveksling og risengrød. Det bliver pissehyggeligt. Jo jo, den kommer snigende – den dér julestemning.

Glædelig jul sgu!

Thor og Hugo holder pause i toppen af Magasin imens jeg juleshopper

Thor og Hugo holder pause i toppen af Magasin imens jeg juleshopper

lg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Jeres kærlighedsjulekalender #22

imageJulekalenderen lakker mod enden, men der er stadig et par fantastiske historier til gode. Den I skal læse nu, har jeg virkelig glædet mig til at dele. Jeg modtog den for et par uger siden og havde lyst til at smække den på bloggen med det samme – for den er skidesjov og helt vildt dejligt. Men Astrid ville gerne have at jeg ventede med at dele den til netop i dag – den 22. December. Læs her hvorfor:

Siden mine spæde teenageår, hvor drenge pludseligt blev spændende, og ens status på Messenger havde alt afgørende vigtighed for ens sociale liv, har jeg altid følt mig herreakavet blandt drenge. Som blev til fyre. Som blev til mænd. Jeg fandt ligesom aldrig rigtigt melodien med det, og blandt venindeflokken var jeg mere den inkarnerede mandehader, der altid havde en verbal lussing klar til fesne mandspersoner, der knuste deres hjerter. Jo vidst kyssede og knaldede jeg derud af, men jeg følte mig aldrig rigtigt tryg i det til at kunne åbne op overfor de (søde!!!) mænd, jeg omgav mig med. Og en dag var der gået mange år uden en kæreste, for det kunne jeg umuligt byde mig selv, efter min ekskæreste hellere ville knalde min høje og flotte veninde.

Tiden gik stærkt – jeg havde ikke haft en kæreste eller bare haft mere end to dates i 5,5 år. Jeg har altid været ret sarkastisk og distanceret ift. min singlestatus, men som halvtyk kvinde i midttyverne undrede jeg mig åndssvagt meget over min personlighed, og om jeg i virkeligheden var så frygtelig et bekendtskab – måske var min bryster også for skæve? Totalt ulogisk kvindelogik.

Som så mange andre har jeg været på dating.dk. Jeg har faktisk været på farmerdating, men det vil jeg seriøst benægte for evigt! Endelig var der Tinder, og shit, jeg var god til Tinder! Så mange matches, så mange søde mænd, så mange komplimenter – det var et fantastisk selvtillidsboost! Jo vidst var der en del dates, der ikke levede op til forventningerne – som fx jagttossen, torpedokysseren, onanisten (en virkelig sjov og laaaaang historie!!!) og landmanden. Jeg brugte Tinder som et sted til at finde min eneste ene ud fra få selektive krav –  det kunne umuligt være så svært. Men jo flere idioter, jeg mødte, som ikke imødekom mine latterlige krav, jo mere ærgerlig blev jeg. Det endte med jeg slettede min profil, selvom jeg få dage forinden havde matchet med en sød og pæn mandsperson med skæg.

Få dage efter mit graciøse exit blev jeg dog for nysgerrig igen og startede forfra med mit vilde Tindergame – nu skulle der kun knaldes for sjov, der skulle mødes nye mennesker, og jeg skulle overhovedet ikke have en kæreste. Ideen var selvfølgelig god i teorien – den der berygtede jahat giver mange gode oplevelser, det sagde alle jo! Allerede samme dag matchede jeg med den pæne, skæggede mandsperson igen. Av, hvor var han pæn. Så lå han lige der i sin lækre sweatshirt med tømmermænd og et bredt smil, der sendte sommerfuglene ud i den vildeste karrusel i min mave. Manden var dog lidt svær at få en snak igang med, men det lykkes, og vi skrev til klokken 4 om natten. Vi fortsatte med at skrive om alt imellem himmel og jord; det var december, og vi var begge vildt travle. Men mødes, det skulle vi – for det var jo bare sex og intet andet.

Planen var simpel, for vi skulle bare mødes på bodega i det aalborgensiske for at spille Tænkeboks og drikke øl, og han tog den lange vej fra Randers for at sige hej til mig. Planen blev dog lavet om af hans tømmermænd, så i stedet skulle vi se film og spise popcorn hjemme hos mig. Da jeg tog imod ham i døren, blev jeg helt rolig, helt ud til fingerspidserne – det er altid lidt spændende at møde et andet menneske for første gang, og han kunne jo ligeså godt have lignet Quasimodos fortabte lillebror, uden jeg havde vidst det. Eller været øksemorder, han var jo trods alt fra Randers. Jeg mødte en virkelig pæn mand i meget pæn Tommy Hilfiger skjorte, med verdens pæneste skæg og uglevenligt hår. Jeg kan huske, jeg grinte lidt af hans randrusianske dialekt for mig selv, selvom den var meget sød og alligevel havde en hvis charme -ukendt terræn for en som mig, som ellers altid har gjort det til en dyd at gøre nar af Randers på alle tænkelige måder.

Vi endte med at snakke hele aftenen, hvor han så endelig kysser mig, efter jeg havde givet de første 10 hints om, jeg gerne ville kysses. Vi tilbragte natten sammen. Det var så ukompliceret, det var ligetil, og det var trygt – en førstegangsoplevelse for mig. Om morgenen lavede jeg bacon og æg til ham, og vi blev enige om, at det var ærgerligt, det var den 23.december, for ellers skulle vi have tilbragt dagen sammen. Da jeg sendte ham hjem til julehygge hos sin familie, og jeg gjorde klar til det samme, var jeg overbevist om, vi ikke skulle se hinanden igen, for med mit held i betragtning ville det ikke være en mulighed.

Heldigvis ville skæbnen det anderledes – den 22. december har vi kendt hinanden i et år. Verdens hurtigste år, I might ad. Med virkelig mange opture, kys og dovne dage i sengen. Med verdens bedste svigerfamilie til følge. Jeg har endda forladt mit elskede Aalborg for en omdiskuteret by i det østjyske med tropisk islæt, hvor jeg nu bor med min bedste ven, min fortrolige, mit absolut yndlingsmenneske. Vi snakker rejser, børn, hus og bryllup, og jeg kan slet ikke vente med at opleve det hele med ham. Min pæne, skæggede mand.

lg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Jeres kærlighedsjulekalender #21

imageDagens historie er skrevet af Nadja og jeg synes, at den er for vild!

Jeg fortæller sjældent vores kærlighedshistorie. Hvorfor det? Fordi folk ofte synes, det er underligt, at man har haft den samme kæreste i over halvdelen af sit liv!

Men ikke desto mindre har min kæreste og far til vores tre drenge i år været kærester i 19 år! Det er jo HELT vildt, kan jeg godt selv se, når jeg ser det på skrift.

Faktisk går vi endnu længere tilbage, for vores mødre gik i skole sammen, og min mor har mødt min kæreste, da han var baby, mens jeg endnu lå i hendes mave. Da jeg var få år gammel, flyttede min familie fra byen, og da vi kom tilbage, gik jeg i 3. klasse og kom tilfældigvis på samme skole og i samme klasse som ham, der senere skulle blive mit livs kærlighed og far til mine børn.

Som børn – og klassekammerater – var vi gode venner, og da det modsatte køn begyndte at blive utrolig interessant i 6.-7. klasse, befandt vi os også ofte i hinandens nærhed og bevidsthed. Men der var mange mennesker og mange ting, der skulle mødes og udforskes, og det gik der et par år med. Jeg var sådan en, der næsten altid havde en kæreste, og det var selvfølgelig aldrig særlig alvorligt eller særlig længerevarende.

I starten af 9. klasse var klassen på en udlandsrejse, hvor vi havde rigtig meget med hinanden at gøre. Ikke noget fysisk, men vi gik mange ture i bjergene og snakkede og snakkede. Jeg følte mig egentlig ikke forelsket, men “bare” set og hørt, hvilket man nok ikke oplever så ofte fra en jævnaldrende i 9. klasse. Men ham her havde oplevet mere end de fleste på den alder, og det kunne mærkes!

Vi nåede til september måned, og vi havde valgt det samme valgfag. Vi befandt os utrolig godt i hinandens selskab. Valgfaget lå fredag eftermiddag, inden vi fik weekend, og vi stod altid og snakkede længe efter uden for skolen. Denne dag sidst i september var hans forældre rejst på ferie, og der var lagt op til en stor og vild fest hjemme hos ham. Sådan som jeg husker det (så godt, som man nu kan huske detaljer tilbage til 1996), havde jeg stadig ikke tænkt den tanke, at der skulle være noget mellem os. Tværtimod havde jeg en ekskæreste, som jeg havde været lidt frem og tilbage til uden egentlig at være vild med andet ved ham, end at han var helt vild med mig, og jeg kunne godt lide at se mig selv igennem hans øjne. Men jeg var SÅ ovre ham og forudså egentlig bare problemer i forhold til ham den aften, så jeg håbede, jeg kunne undgå ham.

Jeg fulgtes med en veninde til festen, og vi var lidt sent på den. Da vi endelig ankom, gik ham, som den dag i dag stadig er min kærlighed, imod mig med åbne arme. Han havde fået lidt at drikke og var i sådan et glad, afslappet humør, hvor man lige tør lidt mere, men på den gode måde. Jeg tog selvfølgelig imod hans kram, og så skete der noget, jeg ikke havde oplevet før, og jeg husker det stadig helt tydeligt: Vi passede helt perfekt sammen som to puslespilsbrikker, der var sat rigtigt, og jeg følte mig så godt tilpas og helt, helt rigtig der i hans favn, at krammet varede i flere minutter. Der skete noget inden i mig der – den følelse havde jeg aldrig haft før!

Festen gik sin gang, og den var virkelig god! Masser af søde, glade mennesker, dans, snakke og hygge. Jeg undgik ikke helt ekskæresten, men nogen katastrofe blev det ikke. Da værten skulle hente noget nedenunder på sit værelse, var jeg ikke sen til at gå med ham, for hans kram sad stadig som små lykkebobler i min krop. Vi endte med at kysse hinanden dernede, og selvom jeg ikke havde fået vanvittig mange kys med den alder, jeg der havde, havde jeg alligevel fået så tilpas mange, at jeg havde noget at sammenligne med, og jeg havde aldrig oplevet noget lignende! Det var SÅ vidunderligt og helt ubeskriveligt. Tidligere havde jeg syntes, at kys var kejtede, og at jeg tænkte alt for meget over hvordan. Her skete det bare, uden jeg kunne forklare hvordan eller hvorfor, det var så vellykket. Vi passede bare perfekt sammen!

Jeg havde jo et tidspunkt, jeg skulle være hjemme på, for jeg var kun lige knap fyldt 15. Men vi kunne bare ikke slippe hinanden, og min veninde endte med at gå i forvejen, mens jeg lige skulle have ét kys mere og så ét til ude på vejen, inden jeg endelig hankede op i mig selv og løb efter hende – og selvfølgelig kom for sent hjem.

Jeg turde ikke fortælle mine forældre hvorfor, og da jeg i ugerne efter blev bejlet ret så meget til, trak jeg mig faktisk lidt, for jeg havde kort forinden lovet min mor, at jeg holdt en pause med alt det kæresteri. Det tog jeg faktisk seriøst, for jeg var ellers en ret pæn og ordentlig pige og ønskede ikke at få et dårligt rygte. Alligevel kunne jeg ikke lade være, for jeg blev mere og mere forelsket i ham, og den 7. oktober 1996 besøgte han mig om eftermiddagen, inden jeg skulle til badmintontræning, og han fulgte mig på vej. Der, midt på fortovet, endte jeg med at gå med til at være hans kæreste. Jeg tænkte, at det jo ikke var noget, jeg absolut skulle fortsætte med at være, hvis det ikke gik, men at jeg kunne give det en chance…

… og nu skriver vi december 2015, og han er stadig min! Det så jeg ikke lige komme dengang.

Igennem årene har vi selvfølgelig oplevet helt utrolig meget, både medgang og modgang. Indimellem har det været oppe til revision, om det stadig skulle være os, for når man ikke engang er rigtig voksne, når man bliver kærester, bliver man jo voksne og potentielt meget forskellige sammen. Vi har bestemt haft vores rough spots, og den dag i dag er vi meget forskellige – men vi supplerer hinandens gode og dårlige sider ret godt. Den største omvæltning i vores forhold var faktisk, da vi fik børn. Det er jo altid en omvæltning, men da vores førstefødte kom til verden, havde vi faktisk allerede været kærester i næsten 13 år, og han var den fjerde graviditet på 4 år, fordi vi var så uheldige at miste tre gange før ham. Når man har været sammen så længe i tosomhed, føles omvæltningen enorm, og måske endnu mere, fordi han blev født for tidligt, og jeg var indlagt en måned alene med ham uden min kæreste. Men i dag har vi tre børn, og næste år har vi været sammen i 20 år – inden jeg overhovedet er fyldt 35! Det synes jeg er ret vildt. Nu synes jeg jo ikke nødvendigvis, at man skal finde sin soulmate, når man er 15, men hvis nogle alligevel er interesserede i, hvordan det er lykkedes os at holde sammen igennem så mange år, så er “hemmelighederne”, at vi aldrig har siddet lårene af hinanden; at vi ikke mener, man skal give op, så snart man møder et bump på vejen og så selvfølgelig, at vi stadig elsker hinanden højt, og at jeg selv efter SÅ mange år kan få sommerfugle i maven næste dag ved tanken om en særligt dejlig aften aftenen før.

Hvis I vil læse mere om Nadja, hendes mand og deres tre drenge, så hop over på hendes blog her: www.drengemor.dk

lg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

10 facts om mig #2

imageJeg spiser cocopops i smug for mine børn. Køber jævnligt en pakke og gemmer den et hemmeligt sted i køkkenet. Jeg kan også finde på at drikke cola af en kaffekop – men det er vist et ret almindeligt trick, ikk? Please?

Jeg slår op på dødsannoncerne som det første, når jeg får en avis i hænderne.

Jeg ville egentlig gerne have været journalist. Det var min drøm hele min barn- og ungdom. Jeg ved dog ikke om jeg nogensinde havde turdet at rykke til Århus.

Jeg kigger jævnligt på boligsider på nettet og drømmer om huse i forstaden, selvom jeg i virkeligheden slet ikke vil ud af byen.

Jeg var meget genert som barn. Jeg kan stadig blive ramt af det i visse situationer, selvom jeg ikke tror at folk opfatter mig som genert.

Jeg går ret meget op i fodbold. Jeg kan ikke holde koncentrationen til at se en hel kamp, men jeg kender stillingen i superligaen og serie A og har tjek på hvilke hold der skal møde hinanden hvornår. Og så elsker jeg at se spillernes reaktioner når en kamp er slut. Både når de jubler og når de ligger i græsset og tuder.

Jeg tror ikke på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg gjorde – for jeg tror at mange ting ville være lettere at forholde sig til, hvis man havde en tro. Men jeg forfærdeligt rationel.

Jeg var fuld første gang som 13-årig. Sådan rigtigt fuld. Og jeg ville dø hvis Sia gjorde mig kunsten efter.

Jeg er ikke særligt tjekket. Jeg forlader jævnligt hjemmet med baby – men uden hverken bleer eller vådservietter.

Jeg har fået en ny hobby. Jeg er begyndt at male i malebøger. Altså sådan nogle til voksne. Det er sindssygt dejligt.

lg gerne bloggen: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin