Ugen der gik #18 (med fugl, fester og fastelavnsboller)

I ugen der er gået,  har jeg:

Mødt en hejre (ikk’?) midt på Østerbro. En hundelufter fortalte mig, at den står der – i Østre anlæg hver eftermiddag og venter på en dame, der kommer og giver den mad. Syret.image

Skrevet et indlæg om hvorfor det her er det mest ophidsende ved min barsel.image

Gjort et seriøst scoop i børnehavens gives-væk-kasse og danset til “happy boys and girls”, “roses are red” – og, nå ja, “rigtige venner” med Jodle Birge (som åbenbart ikke hedder Birger), som var den CD Elliot valgte…image

Deltaget i et ret vildt bestyrelsesmøde, som jeg måtte berette lidt om her.image

Været en del skridt foran i forhold til fastelavnskostumer – for første gang i min morkarriere. Jeg kan ikke sy. Elliot bliver en syntetisk minion og han er lykkelig.image

Fejret min mormors 70-års fødselsdag. På billedet er min mor og min mormor. Jeg har meget at se frem til.image

Drukket rødvin og gin/tonics med en masse mødre og fædre fra 0. klasse til vores første “forældrefest”. Det var virkelig afsindigt hyggeligt og jeg tripper ret meget over hvor seje mennesker, vi skal følges med de næste 9,5 år.image

Fundet ud af hvad de her nostalgifremkaldende plasticdimser hedder. Og besluttet mig for at anskaffe en masse.image

Spist årets første fastelanvsbolle. Så grådigt at jeg ikke nåede at tage et billede før det næsten var for sent. Trøster mig selv med, at jeg umuligt kan komme op på samme antal som sidste år, hvor jeg var gravid og ligeglad.image

Leget i Dyssegårdsparken – med Sia, Elliot, min lillebror og min mand.image

image

Nu vil jeg nyde min sofa, mit tv og ovennævnte mand.

Ha’ en dejlig søndag aften!

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Svar på tiltale #3 (blandede bolcher)

image

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. Flere af dem fortjener et helt indlæg, men her får I svar på syv af de mere letbenede:

Har I fået kønnet at vide alle tre gange?

Ja, det har vi. Det har været ret selvfølgeligt for os. Med Sia tror jeg på en måde ikke at vi  havde brug for flere overraskelser. Og med drengene tænkte vi, at det ville være rart for den/de større søskende at vide. For at gøre det mere konkret. Jeg har aldrig overvejet andet, men jeg må indrømme at jeg i dag – efter at have mødt flere, der ikke har valgt sådan, lidt føler, at jeg har snydt mig selv for en ret vild oplevelse. Det må være sindssygt først at finde ud af det, når barnet er født – så det kunne jeg godt finde på at forsøge at overtale Thor til. Hvis det altså ikke var fordi, at vi ikke skal have flere børn…

Huor langt uar du henne I graviditeten med Hugo, da du fortalte det til de store?

Vi ventede til efter nakkefoldsscanningen i uge 12. Både fordi, at der jo er en risiko for at det går galt inden – men i endnu højere grad for at tage toppen af ventetiden. Selvom der nok ikke er den store forskel på at vente 28 eller 38 uger, når man er 3 og 5. Jeg har skrevet lidt om hvordan vi afslørede det for dem her!

Haude du mere kualme, da du uentede Sia end med de Andre?

Ja. Absolut. Med Sia kastede jeg dagligt op – og med drengene kastede jeg kun op et par gange. Så for mit vedkommende har myten om mere kvalme med piger altså holdt stik.

Hvor gik du i gymnasiet og hvordan husker du din gymnasietid?

Jeg gik på Øregård gymnasium i Hellerup. Et lidt hårdt sted at gå, når man bor på den forkerte side af Lyngbyvejen og gerne vil være som de andre. Men jeg har altid klaret mig igennem på min humor og en lidt hård og flabet facade – og har aldrig været i nærheden af at blive mobbet – hverken i folkeskolen eller gymnasiet. Jeg husker min gymnasietid som vild og kaotisk – men i endnu højere grad som sjov og fantastisk. Jeg kan sagtens tage mig selv i at drømme mig tilbage – og begriber ikke at det snart er 12 år siden jeg startede i 1.g.

Hvor går din drømmerejse til?

Åh, en eller anden bountystrand med hvidt sand og turkist hav. Eller sådan noget som Færøerne eller Island. Noget med smuk natur og ro. Shit, hvor lyder jeg 30+…

Hvilken sang får dig altid ud på dansegulvet?

Noget dansk. Thomas Helmig, TV2 eller Dodo and the dodos. Jeg er en sucker for dansk musik og Poul Krebs er en af mine største helte. Totalt undervurderet.

Hvilke tøjmærker er dine favoritter til hhv dig selv og dine børn?

Hvis jeg havde røven fuld af penge ville jeg kun gå i Malene Birger og Day. Det er pænt og klassisk og sidder fantastisk, men åh det er dyrt. Jeg er også rigtig glad for COS, som er lidt mere overkommeligt prismæssigt. Til mine børn elsker jeg Zara Kids, som ikke er for “børnet”. Og jeans fra Tommy Hilfiger. Jeg har arbejdet der og fik det hele til det halve, men lige præcis deres jeans, ville jeg til hver en tid give fuld pris for, da de bare holder. Når det kommer til babytøj, er Newbie en klar favorit. Det forhandles desværre ikke i Danmark, men tag toget til Malmø og gå i det fantastiske storcenter Emporia – så kan du finde det i “Kappahl”. Det er hele turen værd. Billigt, virkelig pænt, blødt og øko. Win.

I kan stadig nå at smide et spørgsmål i puljen her!

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

For seks år siden

17953_455403665472_4855263_n

Jeg er løbet tør for kærlighedhistorier. Derfor er kærlighedsfredag sat på pause.

Jeg er til gengæld ikke løbet tør for kærlighed.

Det mærkede jeg især lige før – da jeg loggede på facebook. Facebook fortalte mig, at det i dag er seks år siden jeg tog det billede, som I kan se ovenfor.

De dér facebookminder forundrer mig ofte. Hvor er tiden blevet af og alt det dér. Men det er sjældent, de giver mig sådan et sug i maven, som det her billede gjorde.

Det er Thor. Surprise. En meget ung Thor. 21 år gammel. Med Sia på armen. Næsten to måneder gammel. De sidder på børneortopædkirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Her var vi i Sias første levemåneder til jævnlige tjek, da Sia var født med hofteskred og havde en skinne på, der holdt hendes hofter på plads, så der kunne dannes en ny hofteskål.

Det er i sig selv en lidt vild historie – det med hofteskreddet. Men det er ikke det, jeg tænker på når jeg ser billedet. Jeg tænker på, hvor latterligt heldig jeg var dengang. Og stadig er. At jeg fandt en dreng – en (fucking) 20-årig dreng, som på ingen tid blev til en mand. Til en voksen, ansvarlig og kærlig mand, som sidder dér. 21 år gammel på hospitalet med sin datter – imens alle hans venner højst sandsynligt ligger og sover. Det var tidligt nemlig.

Og han smiler. Til sin garanteret lidt sure kæreste. Det var tidligt nemlig.

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

Svar på tiltale #2 (om børnenavne)

imageNu må jeg hellere få svaret på nogle flere spørgsmål. I mandags svarede jeg på et spørgsmål om barsel – og i dag skal det handle om børnenavne. Det er der nemlig flere, der har spurgt ind til!

Hvordan I kom på navnene til jeres børn?

Havde I navne parat hvis det var blevet det andet køn?

Hvordan blev I enige om navnene?

Jeres børn har nogle rigtig fine (og lidt anderledes) navne – hvordan kom i på dem, og hvad var tankerne bag jeres valg?

Hvilke andre børnenavne havde I ellers op til overvejelse?

Sia: Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid første gang, begyndte jeg ret hurtigt at tænke på navne. Man kunne måske forestille sig, at jeg kun kunne tænke på hvad fanden min plan var – 21 år og gravid med en fyr, jeg lige havde mødt. Men jeg var, som jeg har nævnt før, ikke et sekund i tvivl. Og så kan man jo ligeså godt tænke på navne.

Jeg havde en meget klar fornemmelse af, at det var en pige – og først snakkede vi om, at hun skulle hedde Mynte. Og Sia til mellemnavn. Mynte Sia Abel Underbjerg. Sia var en sangerinde, som vi begge to var helt vilde med. I dag er hun en megastjerne, men dengang var der ikke mange, der kendte hende. Og i Maj måned, da jeg var et par måneder henne, var vi til koncert med hende i Vega. Thor holdt om mig imens vi hørte “vores sang” (nu blir det corny…) og der tænkte jeg, at min datter skulle hedde Sia. Til fornavn. Og Thor var enig.

Hun kom til at hedde Sia Caroline Underbjerg. Caroline efter min søster. Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at mine børn skulle opkaldes, men min søster betyder alverden for mig – vi er tætte aldersmæssigt og er gået gennem livet sammen på en særlig måde. Caroline er sådan et fint navn – og jeg tænkte at det måske ville være rart for Sia også at have et mere “almindeligt” navn, udover det særlige. I dag bruger hun kun Sia – men hun er meget stolt af at hedde det samme som sin moster – og i dag også som sin tante. Thors storebrors kæreste hedder nemlig også Caroline.

Til barnedåben sang min veninde den Sia-sang, som havde overbevist mig. I kirken. Og der var ikke et øje tørt.

Jeg synes at Sia er et fint og enkelt navn. Rent på en måde. Og nordisk. Særligt uden at være underligt. Og hvis hun var blevet en dreng, aner jeg ikke hvad hun havde heddet. Vi snakkede vist om Olli. Seriøst.

Elliot: Da jeg blev gravid anden gang, havde jeg en meget klar fornemmelse af, at det var en dreng. Det er da meget let at sige nu – men det havde jeg. Det føltes anderledes. Og jeg kastede ikke ligeså meget op. Og jeg var sikker på, at han skulle hedde Elliot. Der var en chefredaktør i et forældremagasin – “Vores børn” måske – som havde en søn, der hed det. I lederen i magasinet var der et billede af hende og hendes drenge, hvor der stod hvad de hed. Og det var jo verdens fineste navn.

Thor skulle overtales. Han snakkede vist meget om Vitus. Han håbede ikke at folk ville forbinde det med “Billy Elliot”, men han gav sig til sidst. Af pigenavne snakkede vi vist om Viola. Og Oliva efter Thors mormor. Thors mormor, som spurgte om vi nu også holdt fast i det dér Elliot, men som også vænnede sig til det.

Elliot Underbjerg. Intet mellemnavn. Det fik Thor trumfet igennem og nu er det bare sådan, at det kun er pigerne i vores familie, der har mellemnavne.

Vi troede i øvrigt at vi var ret geniale. Nytænkende. Jeg kendte i hvert fald ikke til andre Elliot’er end Anette Heicks søn. Og Ida Wohlerts. Og hende chefredaktøren. Og i dag ligger det vist nr. 42 og er hastigt på vej opad. Men det kan jeg jo sagtens forstå.

Hugo: Der går en dreng i Elliots børnehave, der hedder Hugo. Han er ældre end Elliot og yngre end Sia – så vi har aldrig haft så meget med ham “at gøre”, men jeg syntes bare at der var verdens fedeste navn. Så inden jeg blev gravid for tredje gang, var jeg 100 på, at hvis jeg en dag fik en til, så skulle det være en dreng, der skulle hedde Hugo.

Da jeg blev gravid anede jeg ikke hvad jeg fik. Den klare fornemmelse fra de to andre graviditeter var væk. Den ene dag troede jeg på en pige og den næste på en dreng. Hvis det var blevet en pige, havde hun heddet Vega. Det var vi rørende enige om. Vega Oliva. Jeg er faktisk lidt trist over, at jeg aldrig får en Vega.

Af drengenavne snakkede vi om Alban, Emanuel, Ferdinand og så det dér Hugo, som Thor ikke var helt varm på. Men det blev han. Efter kønsscanningen fandt jeg mig en allieret i Sia. Hun spurgte dagligt sin far “hvornår han ville sige ja til Hugo” og hver dag sagde han “det ved jeg ikke”. Og en dag på gaden, på vej på biblioteket, spurgte hun ham igen. “Hvornår siger du ja til Hugo?”. “Nu” sagde han. Hun kiggede helt vantro på ham. Og så var det det.

Hugo Underbjerg. Jeg synes stadig, at det er verdens fedeste navn. Forleden læste jeg en artikel med en navneforsker, der skrev at man jo kunne se, at navne havde deres perioder. Blev glemt og kom igen. Og så var der sådan et navn som Hugo. Det kunne hun ikke forklare. Sådan et navn, der aldrig rigtig havde været populært – og som lige pludselig stormer frem. Denne gang tror jeg ikke, at jeg har været genial. Jeg er overbevist om at Hugo nok skal møde mange Hugo’er på sin vej. Og det forstår jeg også godt.

Her er den Sia-sang, som overbeviste mig i Vega. Vores sang (I må gerne kaste lidt op, men hør den lige – den er übersmuk!)

I må stadig hjertens gerne stille flere spørgsmål HER!

Hvordan kom I frem til jeres børns navne? Og hvad hedder de? Kommentér endelig!

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin

 

Til forældrebestyrelsesmøde i 2100

FullSizeRender-7

Jeg er formand for forældrerådet i Elliots børnehave. Det har jeg været i mange år efterhånden. Og nogle dage kan jeg godt føle mig en lille smule (ej okay, meget) underuddannet (slash overhovedet ikke uddannet) og ung i forhold til de andre. Ikke dum. Men heller ikke helt ligeså klog som dem.

I dag var en af de dage. Jeg er lige kommet hjem fra forældrerådsmøde.

Elliots børnehave ligger på indre Østerbro. Et område med overvejende meget ressourcestærke og veluddannede forældre. Jovist er der et par offentligt ansatte repræsenteret i forældrerådet, men hovedparten er fandeme jurister, psykologer, alle-mulige-former for ledere, konsulenter og “managers”. For ikke at snakke om de selvstændige.

Og der sidder jeg så. Formanden med den halve sygeplejerskeuddannelse.

Og børnehavens leder har tænkt over, om forældrerådet på en eller anden måde kan hjælpe med, at få resten af børnehavens forældre til at blive bedre til at bruge det nyudrullede intranet.

Og det kan de! Vi, altså…

Er du sindssyg man. På ingen tid blev den hyggelige sludder om hvilke pædagogmedhjælpere, der skal rejse til hvilke lande – og hvilke vikarer, der vikarierer for hvilke pædagoger, forvandlet til et dødseriøst strategimøde! Bordet blev ryddet. Væk med kaffekander, plastikkopper og småkager! Frem med post-its, kuglepenne og whiteboard. Nu skulle vi eddermame brainstorme! Vi blev inddelt i tre grupper og fik et kvarter til at finde på nogle positive udsagn om det intranet, som de færreste endnu kan se noget positivt ved. Min gruppe og jeg kom op på fem post-its.

Vi tabte. De andre grupper havde fundet på mindst tre gange så mange som os. Og ikke nok med det. De havde tænkt videre. De havde på femten minutter udtænkt en hel kampagne. En strategi. Ord som nudging (jeps, det er et ord. Jeg har selv lige googlet mig frem til hvordan man staver til det), super-users og key-words blev kastet op i luften og grebet igen. Børnehavens leder blev bedt om at skaffe et logo i høj opløsning til alle de flyers der skulle pryde hele den integrerede institution.

Forældrerådet var på en time blevet til et topprofessionelt reklamebureau! Og jeg bidrog ikke med meget andet end en joke om, at man da også kunne give udflytterbussens chauffør en stak flyers, som han kunne dele ud om morgenen…

Følg tre gode grunde: Via Facebook Via Instagram Via Bloglovin