Thors torsdag – spørg min mand om alt!

image

Som jeg vist fik nævnt, så optrådte Thor som ugens mand på Cana Buttenschøns blog i går. Og han høstede likes! Er du sindssyg, hvor var det usundt for hans i forvejen unaturligt veludviklede selvtillid, så mange likes han høstede!

Og Cana fik en idé. At lade Thor besvare et anonymt spørgsmål fra en læser. Her på domænet – en gang om ugen. For er der noget, som kvinder kan undre sig over – og som det kan være svært selv at finde ud af – så er det hvad og hvordan mænd tænker.

Så skyd løs! Stil jeres spørgsmål anonymt – enten her i kommentarfeltet eller pr. mail til tregodegrunde@gmail.com

Dilemmaer, udfordringer eller bare generelle undringer. Min mand er jeres mand! Altså næsten…

Ugen der gik #23 (med søskendekærlighed, børnekoncert og et dyrt bekendtskab)

I ugen, der er gået, har jeg:

Haft min syge førstefødte hjemme det meste af ugen. Det var Hugo glad for.

image

 

Besøgt Joe and the Juice da ovennævnte førstefødte var ved at være frisk. Det var Hugos første tur og han var ganske uimponeret…

image

 

Været i byen med min mormor. Næste morgen spiste vi ymer med drys af puddersukker og kakao (prøv det!) og med mig hjem fik jeg resterne af blandselvslikket (fordelen ved at være den eneste, der har børn. Jeg spiste næsten ikke det hele selv) og et glas hjemmesyltede rødbeder og hjemmelavet marmelade. Det er sgu da en goodiebag, der vil noget!

image

image

 

Sunget med på Thomas Buttenschøns nye børnemusik til releasekoncert for “Bare kald mig Tofte”. Inden da spiste vi alt for mange crossainter til reception.

image

image

 

Læst om Thor på Canas blog, hvor han optrådte som denne uges mand. Læs indlægget her!

image

 

Støttet mit lokalområde og besøgt den nyåbnede Starbucks på Trianglen med Sia. Kunne godt gå hen og blive et dyrt bekendtskab…

image

image

 

Hav en dejlig søndag aften! Thor skal på arbejde, så vi må udskyde sæsonfinalen på “Bedrag” og i stedet får jeg besøg af min yndlingsblogger, som jeg skal se film og drikke rødvin med. Ganske ok byttehandel. Sorry, skat.

 

I byen med min mormor

image

Jeg ligger oppe under loftet i et rækkehus i Herlev. Min mormors rækkehus. Ved siden af mig ligger mine søstre, som jeg er kommet til at vække. Det var ikke med vilje. Men vi ligger meget tæt og min evne til at sove længere end til kvart over otte, er ikke-eksisterende. Åbenbart.

I går var vi i byen med vores mormor. Inde i byen altså. Ikke i byen-byen. Giver det mening?

Baggrundsinfo: da vi var børn (altså lige forleden) gav vores mormor os altid en bytur i fødselsdagsgave. En fredag, hvor man blev hentet i skolen og blev sat ind på forsædet af hendes Skoda. Og fik stukket et krak-kort i hånden. Værsgo’! Find vej til hovedstaden. I et fucking krak-kort! Kombinationen af min mormors manglende stedsans og det faktum, at man kun stiftede bekendtskab med et krak-kort den ene gang om året, gjorde det altid til en lettere nervepirrende start på det, som ellers var årets højdepunkt. Byturen! Shopping på strøget. Strøget! I København! Wow. Og belgiske vafler med softice og chokoladesovs. Og at sove hjemme hos sin mormor. Det var fantastisk.

Så da vores mormor fyldte 70 i sidste måned, besluttede vi os for at betale tilbage. Vi gav hende et kilo slik, et gavekort til Magasin og et krak-kort.

Og så mødtes vi på Kongens Nytorv i går eftermiddags. Drak kaffe på Joe and the juice, hvor min mormor “altså ikke havde bestilt musikken” og shoppede. Prøvede alt muligt i “venindeprøverummet”. Og min mormor var lykkelig og slæbte en kæmpe Magasinpose med videre på Wokshop, hvor vi spiste aftensmad. Og så kørte vi hjem til Herlev, hvor vi spiste slik, drak rødvin og så X Factor. Havde en fest og drillede vores mormor præcis som vi plejer. Især da hun kom til at sige, at den rødvin, som hun serverede for os, næsten var en Amarone. Jo jo, den hed godt nok “Amicone”, men alligevel.

Nu vil jeg bevæge mig ned fra loftet og spise ymer med puddersukkerdrys. Præcis som i gamle dage.

Jeg håber, at I får en fantastisk lørdag. Solen skinner!

image

image

image

image

image

image

Blogbefalinger #3 (ikke-mommyblogs)

image

Som jeg lovede i det indlæg med anbefalinger af mommyblogs, som jeg udgav i sidste uge, får I her 5 anbefalinger af alle-mulige-andre-slags blogs:

 

Far uden filter

image

Jeg vidste egentlig godt, at der fandtes en far-blogger og jeg vidste også godt, hvad hans blog hed. Af en eller anden grund havde jeg bare aldrig fået besøgt hans domæne. Men så endte jeg ved siden af Mikkel til Bloggers Delights gallafest – og sikke et bekendtskab! Der er virkelig en grund til at han erklærer sig fri for filter. Og så skriver han pissegodt og er befriende ærlig. Man kan meget let blive provokeret og jeg er langt fra altid enig med ham – men det er vist heller ikke meningen.  Jeg vidste eksempelvis slet ikke hvad jeg skulle stille op med det her indlæg om at skælde sine børn ud. Jeg blev meget rørt over det her indlæg om at føle sig afvist som far. Og jeg græd af grin over det her indlæg om ikke at forstå en skid.

 

The rusty home

image

Selvom jeg forleden legede det, så er jeg altså ikke boligblogger. Men jeg finder virkelig meget inspiration hos boligbloggere – og det her er min favorit! Jeg elsker Julies stil og at bloggen henvender sig til folk med både store og små budgetter. Jeg drømmer om at få Thor til at bygge det her hus!

 

Miriams blok

image

Miriam er nok noget af det sjoveste, der findes i blogland. Hun er 29, single og bor i København med sin kat Frank, som er bloggens anden hovedperson. Hun rocker føljetoner – både om sig selv – og om hendes læseres anonymt indsendte hemmeligheder. Hun er virkelig Bridget Jones – bare endnu sjovere!

 

Valdemarsro

image

Jeg blev engang ledt ind på bloggen via Google, da jeg skulle finde en opskrift på pølsehorn, som jeg skulle have med til noget fællesspisning i børnehaven. I lang tid troede jeg at bloggen var skrevet af en mand, der hed Valdemar. Det er den ikke. Den er skrevet af Ann-Christine og jeg starter altid inde hos hende, når jeg skal finde en opskrift – for så er der bare garanti for, at det ender godt! Da jeg fyldte 27 (for et år siden på fredag – gisp!) serverede jeg hendes chili con carne for alle mine gæster – og jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har lavet den siden, da det lynhurtigt blev vores ungers livret.

 

Bittebitte

image

Christina er vores “bloggermor” inde hos Bloggers Delight – og så blogger hun (selvfølgelig) også selv. Hun er virkelig et livstykke og første gang jeg havde et møde med hende, blev jeg blæst fuldstændig bagover af hendes energi. Jeg glemte faktisk helt at høre efter hvad hun sagde, fordi jeg kom til at koncentrere mig om hvor fascinerende det var, at der kunne komme så mange ord ud af hendes mund på så kort tid. Jeg elsker at følge med hos hende. Hun har et megainteressant job og forleden fandt jeg frem til et ret inspirerende indlæg, som hun engang skrev om at tage den utraditionelle vej karrieremæssigt – læs det her. Et andet yndlingsindlæg er det her, som handler om at have veninder, som er meget forskellige steder i deres liv.

 

PS: Jeg ved godt, at jeg skrev at det her indlæg ikke handlede om mommyblogs. Men siden sidste uge, har jeg altså opdaget noget, som jeg er nødt til at dele med jer. Mig og min tinderbaby! Den  sjoveste  nye blog, som er skrevet af Alexandra, der har fået et barn med en pilot, som hun mødte på Tinder. Prøv lige at læse den her fødselsberetning – jeg tør næsten garantere, at I aldrig har læst noget lignende!

Om (ikke) at fordele sol og vind lige

image

Det har jeg fået nogle spørgsmål omkring:

“Det virker som om at I er gode til at gøre ting med jeres børn hver for sig, så børnene nogle gange får tid alene. Er det noget I tænker meget over?”

“Ej – jeg synes det er megasejt, at du lader til at være så god til at lave aktiviteter med et barn ad gangen. Synes flere gange jeg har set indlæg fra dig hvor du er afsted kun med én (af de store – men din mindste er vist alligevel lidt for lille til at sætte pris på det :). Jeg er kun mor til et stk. barn, og jeg synes faktisk det kan være svært at huske at lave aktiviteter, som kun handler om at hygge og som bare er ham og mig (evt. også hans far) der hygger.
Måske kunne du skrive et indlæg om det, altså balancen mellem ungerne? (Måske har du allerede gjort det – jeg er fast læser, men glemsom. I så fald bærer du forhåbentlig over med mig…)

Og nej – jeg har ikke skrevet et indlæg om det endnu, men det er nok dét indlæg, som i længst tid har stået på min to-do-liste (eller to write, men lad nu det ligge).

Og ja, vores børn bliver behandlet forskelligt. De får forskellige ting og forskellige oplevelser. Vi går op i, at de får alenetid med os og at de kan håndtere, at de ikke altid får det samme.

Det er ikke noget, vi har læst i en bog eller noget, som vi har sat os ned og besluttet os for at gøre. Det er kommet ganske naturligt og jeg tror til dels at det handler om, at Sia var så lille da hun blev storesøster. Hun var for lille til at forstå hvorfor hun pludselig skulle dele sine forældre og hun havde stadig et behov for ubetinget opmærksomhed. Derfor gjorde vi meget ud af, at give hende netop det. Thor tog hende tit på ture, hvor de bare var de to.

Og det har vi holdt fast i. For godt nok er vores store børn tæt aldersmæssigt – men derfor er der jo stadig stor forskel på at være et 4-årigt børnehavebarn og et 6-årigt skolebarn. Sia får lov til at være længere oppe end Elliot om fredagen. Han kommer i seng efter Disney og hun bliver oppe og ser X Factor med mig. Og han accepterer det fuldstændig og glæder sig til, at han selv får lov når han starter i skole. Omvendt får Elliot en del fridage, som Sia ikke får, da jeg er på barsel og ikke synes at det skal gå ud over ham, at Sia som skolebarn ikke kan holde spontane fridage på samme måde.

Jeg tror meget på, at man må behandle børn forskelligt for at behandle dem ens. De er søskende, men de er også hvert deres individ, som har forskellige personligheder og behov. Derfor tror jeg egentlig at jeg ville gøre det samme, hvis de var tvillinger.

Jeg tror ikke på, at millimeterdemokrati gavner noget. Vi har på denne måde fået børn, som ikke er jaloux på hinanden. Elliot kan sagtens klare at få at vide, at Sia har fået en milkshake på Joe and the Juice på vej hjem fra skole. Og Sia kan sagtes klare at få at vide, at Elliot har fået varm kakao med skumfiduser på Baresso efter en tur i Rundetårn. Okay – træerne vokser ikke ind i himlen – de kan finde på at se meget forurettede ud og udbryde “Ej helt ærligt!” – men det er overstået på et splitsekund og de godtager prompte forklaringen om, at man ikke altid får det samme. Og tænk engang – måske kommer de med tiden endda til at kunne glæde sig på hinandens vegne!

Det er så givende at have sit barn 1:1 i et par timer og det er kun blevet endnu mere relevant at dyrke, efter de er blevet en lillebror rigere.

Til sidst skal det siges, at vi selvfølgelig er opmærksomme på at dele sol og vind nogenlunde lige – i det store billede. Når regnestykket gøres op, bestræber vi os på at de har fået nogenlunde lige mange sukkerholdige drikke og lige mange timers alenetid. Og i særdeleshed lige mange kys og kram. Vi gør ikke forskel selvom vi gør forskel.

Hvad tænker I om det her emne? Hvordan ser det ud hjemme hos jer og hvad er jeres erfaringer?

Older posts