Status på ny hverdag – i punktform

image

Den første uge af vores nye hverdag er gået. Hurtigt og langsomt på en og samme tid – og her er en status:

  • Hugo har haft det samme sæt tøj på i fem dage.
  • Jeg har formået at smørre madpakke 1 ud af 5 dage. Og glemt den.
  • Jeg aner ikke hvad der er i vores køleskab.
  • Thor har haft Hugo mere ude af lejligheden på en uge, end jeg har haft på en hel barsel.
  • Jeg skal læse et uoverskueligt antal sider om psykiatri til næste uges undervisning.
  • Men det er sindssygt spændende. Psykiatrien har vundet mig. Virkelig.
  • Hugo har klappet for første gang. Uden hende, der havde trænet det med ham i en måned. Mig.
  • Jeg har cyklet tre ud af fem dage. Også i regnvejr.
  • Man må ikke cykle igennem Kongens Have.
  • Der er vagter i Kongens Have, som holder øje med om man cykler i Kongens Have.
  • Der ligger en Bones på Amager. Rimelig pinligt, at jeg kaldte det et jysk fænomen da vi var i Lalandia. Til ekspedienten.
  • Sia synes at det er sejt at blive afleveret som en af de første. Gudskelov.
  • Sia er blevet for stor til at kysse sin mor farvel og til at vinke i vinduet. Åbenbart.
  • Jeg skal lade være med at spise Digestive og drikke varm kakao på praktikstedet. Ellers skal jeg cykle 5 ud af 5 dage.
  • Jeg kan lige præcis holde mig vågen til at se Paradise, selvom min alarm ringer næste morgen. Heldigvis.
  • Alt er godt.
  • Virkelig godt.

At føle sig utilstrækkelig – som mor

image

Jeg havde egentlig planlagt at skrive et helt andet indlæg – men nu er der lige noget, der fylder. Noget, der fylder ubehageligt meget. Fylder mig op – faktisk.

Følelsen af utilstrækkelighed. Som jeg lige har haft i en alt for stor dosis. Og som jeg først sådan for alvor har stiftet bekendtskab med, efter jeg blev mor til tre. Det kan jeg ligeså godt indrømme.

Lige så fantastisk og berigende det er, at have flere børn end man har arme – ligeså dybt frustrerende og tæt på umuligt kan det også være.

Klokken 18:45 gik Thor. Han skulle til ishockey for første gang i lang tid. Og det var og det er mere end fair. Selvfølgelig skal han have lov til at komme ud og gøre det, som jeg mistænker ham for at elske en lillesmule højere end han elsker mig. Det trænger han til. Og det fortjener han. Problemet var bare, at Sia havde et flip. Et gigantisk flip, som var udløst af det faktum, at en lodtrækning om hvilken lydbog, som hende og Elliot skulle falde i søvn til, var faldet ud til Elliots fordel. Og med garanti også af det faktum, at hun i dag har haft sit livs længste skole- og SFO-dag. Fra 8 til 16. Så hendes flip var sådan set også fair nok. Det var i hvert fald forståeligt. Jeg var ved at putte Hugo – og da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at gøre det nemt for mig, ramte frustrationen og utilstrækkeligheden.

For der stod jeg. Med en grædende baby i det ene værelse. Og en hylende og skrigende 6-årig i det andet værelse. Splittet. Fuldstændigt. Tvunget til at vælge. Hvem kunne lettest undvære mig? Det hele var fair nok. Det var fair nok, at Thor var taget afsted. Det var fair nok, at Sia flippede ud. Det var fair nok, at Hugo ikke bare sådan lige ville overgive sig til søvnen, når han kun havde fået et par timers mor i dag. Hold nu kæft, hvor var det hele fair. Og det til trods, fik jeg alligevel sendt en masse vrede og bebrejdende sms’er i min mands retning. Med en hel masse fuck og en hel masse udråbstegn. I frustration. Måske fair nok. Nok ikke.

Lige nu skal man ikke spørge mig, om jeg vil anbefale andre at få mellem 2 og 4 børn. Men det skal man gudskelov med høj sandsynlighed i morgen.

Det går nok. Jeg har noget slik i køkkenet. Og jeg er et afsnit Paradise bagud.

Og de sover. Alle 1, 2, mange.

Dag 2 i virkeligheden – fra et gulv ved en tremmeseng

image

Jeg ligger på gulvet ved siden af Hugos tremmeseng. Han havde lidt ekstra brug for sin mor her til aften – og det fik han lov til at have. Han sover nu, men jeg ligger nogenlunde og der er langt op. Og jeg er tæt på ham – og lyden af hans på samme tid tunge og hurtige åndedræt, er det eneste jeg har lyst til at lytte til lige nu.

Det har været endnu en virkelig god dag – ude i virkeligheden. I dag var jeg for første gang dér, hvor jeg skal være frem til sommerferien. På Amager – i distriktpsykiatrien. Jeg skal være sammen med psykiatriske sygeplejersker og deltage ved samtaler med psykisk syge. Det virker som et fantastisk sted og jeg er helt vildt tændt. Jeg kan få lov til at suge til mig, byde ind, spørge og være opsøgende. Og jeg glæder mig til at lære alt det, som jeg kan lære. Indtil videre har psykiatrien virkelig vundet mig. Selv mødetiderne har jeg optur over. De betyder nemlig, at jeg godt kan nå at aflevere Sia om morgenen, så Thor ikke – som først antaget – behøver at begive sig ud på ladcyklen med hendes brødre, men kan nøjes med at droppe Elliot af i børnehaven på den anden side af vejen.

Og så fik jeg i øvrigt fikset mig ud af den uheldige situation, som jeg havde bragt mig selv i. Da jeg i min barselsbobel ikke havde opdaget, at “de” havde rykket skoleåret en uge – og vi derfor havde bestilt flybilletter og charterferie til en uge for tidligt. Jeg sløjfer nogle såkaldte studiedage og får lov til at tage afsted. Hvilket betyder at vi rejser om otte uger og fire dage. Se, det kan jeg virkelig godt overskue!

Jeg var hjemme klokken lidt i fire i dag – gennemblødt, fordi jeg faktisk alligevel endte med at cykle. Og igen sådan rimeligt ovenpå. Faktisk så meget, at jeg både fik kreeret risotto til min familie – og en banankage til afdelingen, som jeg tænker at jeg kan score billige point på i morgen. De virker nemlig ganske kageglade – så jeg ser det lidt som en investering.

Nu vil jeg se om jeg kan bevæge mig op herfra. Og slutte dagen af med en perfekt tv-aften. Spis og spar, gift ved første blik og Paradise. Jeg forlanger ikke mere.

 

Min første dag i virkeligheden

P4140969

Jeg testede min alarm på telefonen tre gange i går aftes. Satte den til at ringe når der var gået et minut – først for at teste, at lydniveauet var højt nok. Så for at teste, om den godt kunne bimle selvom den var sat på lydløs. Og så for at teste en gang til. For en sikkerheds skyld. Og så faldt jeg faktisk overraskende hurtigt i søvn. Og vågnede, da Thor fortalte mig, at min alarm ringede.

Jeg stod op – med en blanding af sommerfugle og ondt i maven. Gik i bad og gik ind til Hugo, som mødte mig med et kæmpe smil. Uanende. Av. Morgenmad! Morgenmad, som jeg slugte imens det væltede ind med sms’er fra veninder, mor og min fars kone. Kærlige ord, opmuntringer og emojis. Sagde hurtigt farvel til alle mine drenge, der stadig var i gang med deres havregrød – og fulgte Sia op til Trianglen, hvor hendes farmor overtog hende for at spise morgenmad på Emmerys og aflevere hende. Og så tog jeg bussen. Bussen uden barnevogn. Bussen til Nørreport, hvor jeg skulle videre med metroen. Og hvor jeg opdagede, at folk har opfundet en ny regel – eller i hvert fald har en fælles forståelse af, at man ligesom “stiller sig i kø” til den næste metro. Det nåede jeg ikke – men jeg nåede metroen. Og nåede ud til Psykiatrisk Center Amager i vældig god tid. Og her tilbragte jeg fire timer. Klokken 10 kunne jeg virkelig godt mærke, at jeg ikke havde fået kaffe – så den købte jeg i kantinen og holdt mig vågen resten af sessionen. Som var god. Det lyder pissespændende, det jeg skal. Og jeg glæder mig helt oprigtigt til i morgen at komme derhen, hvor jeg skal tilbringe de næste par måneder. Jeg havde egentlig tænkt mig at cykle – men DMI siger, at det bliver regnvejr.

Jeg har det godt. Jeg er glad. Dagen var kort, men den var samtidig lang nok til at jeg nåede, at komme i tanke om, hvorfor jeg faktisk havde glædet mig til det her. Altså før jeg fik kolde fødder og brød sammen. Da jeg kom hjem havde jeg et kæmpe overskud. Jeg købte lækker frokost med hjem, hentede Sia, legede tegnekonkurrence, lavede mad og badede børn. Helt uden at blive sur eller træt. Jeg nåede endda at aftale med Thor, at vi skulle begynde at lave armbøjninger med sådan en ond app – hver aften. Nu sidder jeg dog umanerligt godt i sofaen, men faktum er, at jeg har haft mere overskud i dag end jeg har haft i virkelig lang tid. For mig, giver det bare megameget at komme ud og være mig og bruge hovedet. Det må jeg holde fast i.

Og Hugo? Han har haft en optursdag!

Older posts