Ugen der gik #31 (med nedbrud, fejringer og forårsfornemmelser)

I ugen, der er gået, har jeg:

Kysset og krammet Hugo ekstra meget. Og haft et mindre sammenbrud over, at min barsel slutter med denne uge.

image

 

Prøvet tæt på alting i Tivoli med min 11-årige lillebror. Det var skidesjovt – lige indtil jeg fik lokket ham op i “Aquila” og måtte kapitulere og gå hjem. Aldrig har jeg haft det så dårligt i så lang tid. Don’t go there!

image

 

Købt blomster til mig selv. Det er vel ingen skam, når der ikke er andre, der gør det?

image

 

Fejret min lillesøster og hendes 26 år. Og skrevet lidt om hende her.

image

 

Været på bodega. På en onsdag. Vi skulle egentlig have været i biografen, men strømmen var gået. Hvilket også er forklaringen på kombinationen af Tuborg og bland-selv-slik. Jeg filmede i øvrigt hele min dag den dag – for at dokumentere hvordan en dag på barsel – også – kan se ud.

image

 

Fejret min bonusbrors komfirmation. I den forbindelse sov Hugo ude for første gang – nemlig hos sin farmor – og det gik fantastisk.

Min far, min fars kone - og konfirmanden.

Min far, min fars kone – og konfirmanden.

 

Min søster og Thor - der bliver photobombed af Sia...

Min søster og Thor – der bliver photobombed af Sia…

 

Spist is med mine unger – som tydeligvis har lært vigtigheden af at kunne dele det gode.

image

 

Afsløret hvor vi gør af Hugo fra i morgen.

image

 

Besøgt Østre Anlæg og fået øje på foråret.

image

 

Spist banankage og søndagshygget med gode venner.

image

 

Nu vil jeg sende Thor i slikbutikken, så jeg kan trøstespise imens jeg læser op på det der studie, som jeg skal tilbage til i morgen.

See you on the other side!

 

 

 

Hugos blå bog

image

Jeg er blevet ramt af en stafet. Kan man sige det? Sanne fra Incredibaby har startet den, sendt den videre til Alexandra fra Mig og min Tinderbaby, som har sendt den videre til Christina fra Karmamilli – altså hende damen, der sagde underlige lyde i Go’ morgen Danmark i morges. Almindeligvis siger hun de lyde til Anna, som er jordens sødeste 1-årige – og som Hugo for længst har kastet sin kærlighed på.

Egentlig er de her online stafetter virkelig ikke “min kop te” (for nu at lyde som en bitter gammel dame) – men det er sgu da egentlig ret hyggeligt, når det handler om mit barn. Garanteret ikke for nogen som helst andre end mig – og måske barnets mormor – men det er jo trods alt også mit domæne, det her.

Så here goes:

Kendetegn: Virkelig tyk og til gengæld ikke særligt lang. Kompakt, kalder vi ham.

Højde/Vægt: Noget med 13 kilo og 74 centimeter. Måske? Det aner den meget afslappede (grænsende til kiksede) 3.gangsmor ærligt talt ikke…

Vuggestuens: ?! Kommende yndlingsunge, ikk?

Kælenavne: Hugsen. Hugsenbadugsen. Huggi. Tykke. Bassemand. Bissebasse. Nu stopper jeg mig selv.

Mest brugte sætning: Nanana. Dadada. Gagaga. Mamama. Han blir til noget stort.

Livret: Alt, der er moset og blændet og bliver kørt direkte ind i hans mund med en ske – uden for lange pauser! Og pasta/pesto fra fars café.

Bedste ven: Mig! Sgu da. Og Sias uhyggelige kattebamse med store pink plastikøjne.

Yndlingslegetøj: Sias uhyggelige kattebamse med store pink plastikøjne. Og et legetøjskamera med virkelig meget lys og lyd.

Yndlingsleg: At tumle rundt i mor og fars seng. Den virker hver gang.

Yndlingsfilm: Det arbejder vi intenst på. Pt er han bedøvende ligeglad – og jeg prøver som en sindssyg at komme i tanke om, hvor tidligt vi kunne aflede de andre med skærm.

Bommert: Hver gang han vågner mellem 19 og 06. Det sker heldigvis ikke så ofte længere. Blær.

Og nu vil jeg – helt uden at have spurgt om lov – sende stafetten videre til Anne Deppe. Fordi hun har en uretfærdigt sød baby og fordi hun er pissesej. Hun aner det ikke – men hun underviste mig engang i salg – dengang jeg startede i Magasin. Hun lærte mig (og de andre) at man ikke måtte sige til kunderne, at de “skulle sige til hvis de fik brug for hjælp”. Og jeg syntes, at det var verdens dårligste tip. Hvad fanden skulle jeg så sige til dem?! Men jeg tog det til mig og blev – hvis jeg selv skal sige det – et afsindigt god sælger!

Hav en fantastisk solskinssøndag. Vi skal bage banankage og på legeplads og spise banankagen med nogle gode venner. En ret god sidste barselsdag, tænker jeg.

Vores nye hverdag – og hvor vi gør af Hugo

image

Det er lørdag i dag. En helt almindelig lørdag i en helt almindelig weekend. For det er bare det, som det er. Weekend. Åbenbart. Ikke bare en tilfældig dag i en uendelig række af dage, som dage på barsel hurtigt kan føles som. Næ, en helt almindelig lørdag i en helt almindelig weekend – og om to dage er det dermed en helt almindelig mandag i en helt almindelig uge.

Fuck.

Rigtig mange har spurgt, hvor vi gør af Hugo på mandag. Og det er jo et meget godt spørgsmål – nu hvor jeg smutter og jeg har afsløret, at han ikke skal starte i institution endnu. Og jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke har skrevet om vores nye hverdag endnu. Og samtidig ved jeg det udemærket godt. For hvis jeg ikke taler om det – så findes det jo ikke, vel?

Men det findes. Om to dage. Og det bliver godt. Det bliver godt – det bliver godt – det bliver godt. Hugo skal nemlig være det bedste sted, som jeg kan forestille mig. Han skal være hos Thor!

Går Thor så på barsel? Næ. Barslen er brugt op. Rub og stub. Og så er det jo meget belejligt, at man har sådan en mand, der tilsyneladende kan overskue al-fucking-ting! Sådan en mand, der siger “giv ham til mig. Så sætter jeg en barnestol bagpå ladcyklen, så jeg kan aflevere de to store i øst og vest – og cykle hjem og passe min skole imens babyen sover. Og så i øvrigt stadig være bestyrer af den dér café inde i byen – jeg nøjes da bare med aftenvagter”.

Jeg har for længst indset at jeg ikke kan overkomme en tiendedel af hvad Thor kan overkomme. Der har jeg tabt på forhånd. Og jeg arbejder på ikke at have ondt i maven over at manden har tænkt sig at slæbe barnevognen med i skole – og lade barnet sove på gangen imens han selv deltager i undervisningen. På ikke at have ondt i maven over at Hugos rytme bliver vendt på hovedet. Jeg arbejder på at lukke røven – og sige tak og ja og amen. Og det går nogenlunde. For jeg ved godt, at jeg har meget at være taknemmelig for – og at jeg har en fucking supermand – og en baby, der får det som blommen i et æg.

Det bliver et puslespil og det bliver hårdt. Men det bliver allermest godt – og lige om lidt bliver det sommer og ferie og sommerferie – og så bliver det for alvor godt. Skidehamrende godt.

Video: en barselsdag

Jeg har længe tænkt, at jeg ville prøve at filme en “typisk” dag på barsel – og vise herinde. Både for at dele det med jer – og for selv at have det som et minde. Problemet var bare, at jeg altid endte med at tænke, at det ikke ville blive en typisk dag den dag – og pludselig var der kun to dage tilbage. Så nu gjorde jeg det. I går. På en ikke særligt typisk dag – men alligevel typisk På den måde, at intet var planlagt på forhånd. Hverken frokostdaten med min mor og Thor, turen i Fælledparken eller at min dag endte på bodega. Slet ikke at min dag endte på bodega!

 

Jeg vil ikke alligevel

image

Jeg brød sammen i går. Jeg lå i min seng, havde lige set Paradise og skulle sove. Lagde min telefon på natbordet og kom til at tænke tanken, at jeg snart skal til at sætte en alarm igen. Den tanke skulle jeg ikke have tænkt. Alt vendte sig i mig. Jeg kunne ikke se andet end Hugos tykke lille ansigt for mig, når jeg lukkede øjnene – og det gjorde så ondt i min mave og i mit hjerte, at der ikke var nogen vej udenom.

Så jeg græd. Jeg græd og jeg græd. Som jeg ikke har grædt i umindelige tider. Thor kom ind til mig – men jeg kunne ikke få nogle ord ud. Kun noget med at jeg ikke ville væk. Jeg kunne nærmest ikke trække vejret – måtte i hvert fald hive efter det. Stakkels mand. Han må have troet at jeg var ved at gå fra ham – eller at jeg havde en dødelig sygdom, som jeg havde glemt at fortælle ham om.

For helvede altså. Hvor er det dog afsindigt grusomt, at skulle forlade sit lille, intetanende og dybt morsyge barn. I alt for mange timer hver dag. Ud af det blå.

Jeg har hele tiden bildt mig selv og alle andre ind, at jeg var klar. At jeg glædede mig. Ha! Det gjorde jeg eddermame ikke i går aftes. I går aftes virkede det fuldstændig umuligt og forkert.

Det heldige er, at når solen står op – så ser det hele lidt lysere ud. Flot metafor – men det passer. Mine øjne er måske stadig lidt hævede, men samtidig ved jeg jo, at det nok skal gå. At vi nok skal komme igennem det – og at jeg gudskelov ikke skal aflevere Hugo til fremmede mennesker endnu. Og at jeg har sommerferie lige om lidt.

Det skal nok gå. Men jeg vil stadig ikke.

Jeg vil ikke alligevel.