Kære Clara

image

Pigen med de gladeste øjne, de største smilehuller og det tykkeste hår. Det er min lillesøster. Og i dag fylder hun 21. Ja, det gør hun. Jeg har lige tjekket. For jeg har svært ved at forstå det.

Mine forældre blev skilt da jeg lige var fyldt fem. Omkring halvandet år senere – da min mor, min søster og jeg var flyttet ind i et rækkehus med hendes nye mand og hans søn, kaldte min mor på os. Jeg husker det tydeligt. Vi kom op til hende i soveværelset på første sal og hun viste os noget. En graviditetstest. Det var første gang, jeg så sådan en. Men jeg forstod hurtigt hvad det betød og jeg var så lykkelig.

Og den 31. Maj 1995, da jeg var syv år gammel, kom Clara til verden. Min søster og jeg var hjemme hos vores far. Jeg kan huske, at fastnettelefonen ringede og at min far tog den af lejlighedens to telefoner, der befandt sig i soveværelset. Så vi kunne ikke rigtig høre, hvad der blev sagt. Men så kaldte han på os. Og vi løb ind og fik at vide, at vi var blevet storesøstre. Vi spurgte ham, om det var en dreng eller en pige og han smilede hemmelighedsfuldt. Vi væltede ham ned i sengen og hoppede ovenpå ham, indtil han overgav sig og sagde “en pige”. Jeg kan se hans ansigt for mig og høre præcis hvordan han sagde det. I et stort smil og med sammenklemte læber, der kun åbnede sig præcis så meget, at han kunne få ordet frem. Pige. Og så blev det sommer.

Clara havde epilepsi, så hun og min mor blev overflyttet til Glostrup. Og da jeg, min søster og vores stedbror skulle se hende for første gang, måtte vi ikke komme ind til hende og røre ved hende. Så vi stod bag en glasdør, hvor min mor kom frem med Clara i armene. Og så vinkede vi til hende. Og fik hver især et lille polaroidfoto med hjem. Et polaroidfoto af en lille, tyk og meget mørkhåret pige. Og på mit stod der “Hej storesøster!”.

Jeg var vild med Clara. Hun var så sjov og sød og glad. Altid. Og når Caroline og jeg var på ferier med vores far og måtte undvære Clara i flere uger, så savnede jeg hende så meget, at det gjorde ondt i maven. Og når jeg så hende igen, så bar jeg rundt på hende og sagde til mig selv, at jeg aldrig ville synes, at hun var kedelig igen. Og da jeg engang glemte at hente hende i SFO’en, da hun gik i børnehaveklasse, var jeg så ulykkelig og havde så dårlig samvittighed, at jeg stadig kan genkalde følelsen. Jeg gik i syvende klasse på samme skole som Clara – og havde aftalt med min mor, at jeg skulle tage hende med hjem, når hun fik fri klokken 13. For der havde jeg også fri, troede jeg. Jeg havde åbenbart set forkert på mit skema og min mor var lykkeligt uvidende, for der fandtes ikke Intra dengang. Og da jeg klokken 14 sad i min klasse og så en film om noget med delfiner, kom jeg pludselig i tanke om, at jeg skulle have hentet Clara. Jeg styrtede tværs gennem skolegården og over i SFO’en, hvor hun stædigt og trofast havde stået og ventet på mig for enden af trappen i en time. Jeg tilgav aldrig mig selv.

I dag er jeg stadig vild med Clara. Hun er blevet til en smuk og klog ung kvinde. Med de gladeste øjne, de største smilehuller og det tykkeste hår. Hun er et af de mennesker, jeg kender, der hviler allermest i sig selv. Og et af de mennesker, jeg kender, der kan få mig til at grine allermest – og som jeg kan få til at grine allermest. Helt nede fra maven. Og i dag fylder hun 21. Ja, det gør hun. Jeg har lige tjekket. For jeg har svært ved at forstå det.

Kære Clara. Elskede Clara. Tillykke Clara.

image

Hugos ønskeliste

Hugo fylder 1 år om præcis en uge. Det er vildt. Og så er det i øvrigt eddermame svært, at finde på ønsker til et barn, der hverken er den første af sin slags eller den første af sit køn – og som i øvrigt endnu ikke selv kan fortælle, hvad det kunne tænke sig.

Men jeg har fundet lidt frem her. Og så håber jeg, at det kan fungere som inspiration for alle de andre uinspirerede mødre til snart 1-årige! Lækkert tøj, godt legetøj og ordentligt badetøj, kan alle børn vel bruge – uanset placering i søskenderækken.

 

Skærmbillede 2016-05-30 kl. 22.30.23

Grå body, 119 kr. HER / Blå babysko, 349 kr. HER / Luftballonlampe, 600 kr. HER / Bobles bolde, 215 kr. HER / Bobles elefant, 999 kr. HER / BRIO tog, 219 kr. HER / UV-badeheldragt, 299 kr. HER /
Spisesmæk, 130 kr. HER, Klodser, 349 kr. HER / Grå heldragt, 325 kr. HER / Kravleleggings, 120 kr. HER

(indeholder affiliate links)

Sikke en fest!

image

-vi har haft nu i nat. Eller i lørdags. Det kan næppe være gået den nogenlunde trofaste læsers næse forbi, at min mor og hendes mand begge er fyldt 50 i denne måned. Og i lørdags holdt de et brag af en 100-års-fest!

Det foregik i nogle superfede lokaler på Bernstorffsvej. Det var egentlig en villa, som man kunne leje og det var de perfekte rammer med et stort festlokale, et bar/lounge-område og en stor overdækket terrasse. Jonn fra Baglokalet lavede den lækreste otte-retters menu – og da vi ved midnat havde spist os igennem den, blev der drukket drinks, festet og danset. Min onkel og jeg gik ombord i en flaske tequila og jeg blev simpelthen så fuld, at det næsten er en lillesmule pinligt. Og så alligevel ikke – for jeg tror faktisk at jeg opførte mig nogenlunde fornuftigt. Jeg havde det bare virkelig sjovt. Smed skoene og dansede med mig selv. I lang tid…

Inden jeg blev fuld nåede jeg at holde taler. En til min mor og en til min stedfar. Jeg fik sagt alt det, jeg skulle sige – næsten helt uden at græde. Til gengæld fik jeg min mor og en hel del andre gæster til at tude. Både af grin, da jeg fortalte hvordan hun engang, da jeg var barn, flippede ud på en stakkels pizzamand og fortalte ham, at han “havde mistet en meget stor kunde” fordi han ikke havde lavet hele vores bestilling til den aftale tid. Og af alt andet end grin, da jeg fortalte hende hvor meget jeg beundrer hende og hendes kamp. Min mor er nemlig syg. Man kan ikke se det på hende, men det er hun. For snart fire år siden var hun indblandet i et harmonikasammenstød på motorvejen og fik en meget alvorlig hjernerystelse, som hun stadig kæmper med i dag. Den har betydet, at hun ikke længere kan arbejde – og formegentlig aldrig kommer til det. Og det har – selvfølgelig – været svært at acceptere for en afsindigt dygtig og succesfuld kvinde, der lige var blevet forfremmet og var på toppen af sin karriere. En imponerende karriere, hvor hun som uddannet folkeskolelærer var endt som HR-chef i en kæmpestor international virksomhed. Og bang! Pludselig måtte hun affinde sig med ikke længere at kunne det, som hun var så dygtig til. At have konstant hovedpine, være lyd- og lysfølsom, skulle sove til middag hver eneste dag – og ikke kunne passe sine børnebørn. Det må have været – og stadig være – så hårdt og svært og føles så uretfærdigt, at jeg slet ikke kan forestille mig det. Men det får hende sgu ikke ned med nakken. Hun ligner stadig en million og er stadig ligeså klog og sej, som hun altid har været. Og det skulle hun have at vide. Og min stedfar skulle have at vide, at jeg er så taknemmelig for hans måde at være hendes mand på. For den uendelige kærlighed og støtte, som han giver hende.

Og da jeg havde sagt alt det pæne, kunne mine søstre og jeg endelig tillade os at drille dem lidt. Så vi havde skrevet en sang. På “fy fy skamme”-melodien. Om alle de ting, der irriterer dem ved hinanden. Hold kæft, det var sjovt.

Og som en sidste overraskelse, da vi alle havde holdt taler og sunget sange, havde mine søstre og jeg lavet en video. En video, som min afsindigt teknisk dygtige yngste søster havde klippet sammen i et uhyggeligt avanceret redigeringsprogram. Og hvor en masse af deres venner optrådte. Min mor brød fuldstændig sammen. Især da alle de amerikanske udvekslingsstuderende, som hun har haft gennem tiden, tonede frem på storskærmen. Hun græd så meget, at vi måtte afspille den to gange, så hun kunne se den ordentligt anden gang.

Her er den:

 

Det var en helt perfekt aften. Præcis som de havde fortjent!

 

image

13315360_10154052438951628_3795792669769719828_n

13339687_10154052439101628_8868997107855046927_n

13325607_10154052440821628_8554231176102106093_n

13321878_10154052442026628_3584278430369813810_n

13256032_10154052446171628_6522005068634001147_n

13339711_10154052446311628_6033645673674291028_n

13312730_10154052441396628_2429214120575208795_n

Min nederdel, der i den grad reddede en forestående tøjkrise, er fra Karen by Simonsen og findes her (affiliate link)

Ugen der gik #36 (med tandtab, fester og undskyldninger)

I ugen, der er gået, har jeg:

Hentet en storsmilende pige i SFO’en – en tand fattigere end da jeg afleverede hende.

image

 

Fået en hormonspiral og skrevet et indlæg om det – og den. Det mest grænseoverskridende indlæg jeg nogensinde har skrevet.

image

 

Fejret min stedfars 50-års fødselsdag til reception i hans firma.

image

 

Grillet mere end en gang. Og oplevet Hugo opdage glæden ved majs!

image

 

Spist lækker mad og drukket cocktails (med guld i!) på Llama med min dejlige veninde. Dagen inden havde jeg moret mig over dette hylemorsomme indlæg ovre hos en af mine yndlingsbloggere – så jeg kunne selvfølgelig ikke modstå fristelsen og måtte tage et billede af det smukke gulv, jeg betrådte.

image

image

 

Været en sur kælling og sagt undskyld uden noget. Og skrevet et indlæg om hvorfor netop dét er så pissesvært.

image

 

Fejret Jens’ 5-års fødselsdag til verdens hyggeligste gårdfest. Pastelfarvet kage, stopdans og sæbebobler – så bli’r det ikke bedre!

image

image

 

Fejret min mor og hendes mand til deres store fælles 50-årsfest. En helt fantastisk aften, som der er så meget af berette om, at jeg vil gemme det til et kommende indlæg – og for nu nøjes med at dele dette billede af min mor, hendes mand og deres sammenbragte børneflok. Vi er faktisk aldrig blevet fotograferet sammen før – så det er stort i sig selv.

image

 

En kærlighedshistorie

-LOVE-love-36983825-1680-1050

De af jer, der har læst med i lang tid, kan måske huske at jeg i December kørte en “kærlighedsjulekalender”. Hver dag fra den første til den fireogtyvende udgav jeg en af jeres kærlighedshistorier, som I havde sendt til mig. Det var vildt hyggeligt – og da det blev juleaften havde jeg stadig nogle historier liggende, som jeg så begyndte at udgive hver fredag. Indtil jeg løb tør. 

Nu er det blevet sommer – eller det er det i hvert fald lige om lidt – og der er sket det fantastiske, at der er landet en helt fantastisk kærlighedshistorie i min mailbox. Den er skrevet af Sophie, som lige er blevet færdig som journalist og som i December interviewede mig til hendes afsluttende opgave, der blandt andet handlede om bloggere. Hun fortalte mig godt dengang, at hun havde en god historie, men jeg fik aldrig overtalt hende til at give mig den. Og pludselig – et halvt år senere – fik jeg en mail.

Her er Sophies fine historie, som var skyld i at jeg lå og småhylede i min seng, da jeg læste den onsdag aften:

“Det er da altid noget, at ham den anden praktikant ikke er en, man har lyst til at være sammen med,” sagde jeg til min veninde og roomie Ida efter første dag som journalistpraktikant.

Jeg var lige fyldt 22 år og med undtagelse af et kort forhold, havde jeg været single i seks år.

Jeg havde det fantastisk. Endelig var jeg kommet til Købehavn. Væk fra Aarhus, væk fra Journalisthøjskolen – over til mine venner og min største drøm: At bo I København. At være single var ikke noget, jeg gik op i, at jeg var. Jeg havde været det længe og nød bare livet sammen med alle mine venner, som også var singler.

Ikke særlig lang tid efter jeg startede som praktikant, skete der noget, som jeg senere skulle fortryde bittert. Der var fest på arbejdspladsen, og jeg var blevet taget så godt imod af alle mine søde kolleger.

Ham den sympatiske, men ellers ret uinteressante praktikant, viste nye sider af sig selv. Måske var han ikke helt så sød og ordentlig, som jeg havde beskrevet overfor Ida. Var han i virkeligheden ret fræk? Og hvorfor flirtede vi så meget? Som aftenen gik blev han mere og mere charmerende, og jeg håbede i mit stille sind, at det var alkoholen, der talte, for han var lige kommet ud af et langt forhold, og jeg vidste, at det var farligt at blive interesseret i ham.

Da festen var slut og de fleste dampet af, sagde vi farvel. Jeg skulle til at gå og var SÅ ærgerlig over, at han ikke kyssede mig. Det brændte i hele min krop, og det blev kun vildere, da han endelig tog om mig og gav mig det bedste kys, jeg nogensinde havde fået.

SHIT, tænkte jeg. Nej, nej, nej, nu bliver jeg forelsket. Jeg kan ikke styre det. Vi var pisse fulde, men jeg kiggede ham flere gange strengt i øjnene og formanede ham om, at vi stadig skulle være venner på arbejdspladsen, og at det IKKE måtte blive akavet. (Vi sad på kontor sammen!).

Nu er det ikke første gang i mit liv, at jeg er blevet forelsket. Jeg kan gå i to år, se masser af fyre og føle absolut ingenting. Desværre vidste jeg godt, at jeg nu var ramt. Næste dag brugte jeg på at have tømmermænd og være i drømmeland. Hvordan kunne han kysse SÅ godt?

Drøm blev dog hurtigt til virkelighed, og hver dag sad jeg og så på den anden praktikant – Kristoffer. Jeg VIDSTE, at vi var perfekte sammen. Han var høj på singlelivet, og til tider pisse irriterende, men han kunne ikke skjule sin enorme hjælpsomhed, sin empati, charme og underspillede, sarkastiske humor.

Cirka en måned efter vi havde været sammen første gang skulle vi til en fest på Journalisthøjskolen i Aarhus. Jeg havde ét mål, og det var at være sammen med ham. Jeg var så forelsket og helt rundt på gulvet, at jeg ikke kunne kigge ham i øjnene, når han gik forbi, på trods af, at vi brugte tid sammen hver eneste dag på arbejde.

“Du bliver sgu nødt til at skjule det lidt bedre, Sophie”, sagde Ida. “Du ser helt vild ud, når du kigger på ham.” Så jeg drak mig pisse stiv. Jeg nåede dog at kysse med ham, inden jeg brækkede mig ud over toilettet og inden jeg faldt i søvn ude på gangen. Når jeg ikke sov eller kastede op, så holdt jeg øje med ham, og det var fandeme lidt af en prøvelse. Manden var i sit es, og Ida fortalte mig, at hun ude på toilettet havde hørt fem piger sige: “Ejj, Kristoffer er blevet single! Men man kan ikke være sammen med ham i aften, for han har allerede kysset med en eller anden mega grim en.”

FEDT. Aftenen endte med, at jeg sad på en stol og kiggede på Kristoffer, som omgivet af piger dansede rundt. Han kom hen og aede mig på armen og spurgte, om jeg var okay, men jeg nåede ikke at svare, før en mørkhåret pige trak i ham og sagde: “Kom, der er en taxa til byen nu.”

Jeg tog hjem, brækkede mig 4 gange mere, græd og ringede næste dag til min far. “Hvad gør jeg?! Jeg er så forelsket. Og han er SÅ ligeglad. Jeg KAN ikke glemme ham nogensinde.” Min far beroligede mig i over en time – forsøgte at snakke fornuft og forklare mig om nødvendigheden af at være alene efter et langt forhold. Det hjalp lidt, men jeg var stadig fuldstændig færdig, og tanken om at jeg skulle se ham igen om mandagen gjorde mig dårlig.

Hvis Kristoffer synes, jeg havde været en anelse kikset til festen, så var det ikke noget han lod mig høre for. Kort efter begyndte vi at træne sammen i det fitnesscenter, som hørte til arbejdspladsen. Vi fik da trænet lidt, men det meste af tiden gik med at holde øje med hinanden.

Vi trænede altid på måtte sammen til sidst, hvor vi fandt på, at den ene jo lige kunne se på den anden, så vi var sikre på at øvelserne blev udført korrekt. Det var helt til grin – for det gik kun ud på at bruge tid sammen og tjekke hinanden ud. Vi begyndte at ses – cirka en gang om ugen efter træning, og selvom det sikkert ikke gjorde forelskelsen mindre, så kunne jeg ikke sige nej. Jeg fik i det mindste et ugentligt fix.

Arbejdsdagene var dejlige, for der brugte jeg tid med Kristoffer og skrev mails til Ida om, hvor skøn han var. Ind i mellem måtte jeg dog proppe musik i ørene og gå en tur, når det overvældede mig, at han ikke var min og måske aldrig blev det.

Aftenerne brugte jeg sammen med Ida. Vi sad på trappen ned til den kælder, vi boede i og drak whisky og røg cigaretter. “Tror du, det er sundt for dig, at I træner sammen og ses,?” spurgte hun. “Det her er det sværeste, jeg nogensinde er gået igennem, men hvis han en dag skal blive min, er jeg nødt til at holde strategien,” forklarede jeg hende.

Så jeg fortsatte. I 4 måneder spiste vi frokost sammen hver dag på arbejde, hentede kaffe sammen, trænede og havde sex en gang om ugen. Jeg havde forsikret ham om, at der heller ikke var mere i det for mig, så vi skulle da endelig bare fortsætte. Jeg grinede af hans historier om damer og drukture, og tog selv på Tinderdates for at bevise overfor ham hvor ligeglad, jeg var. Når det blev fredag græd jeg – der var tre dage til jeg skulle se ham igen, og jeg vidste, at han skulle bruge sine weekend på byture.

En aften hjemme hos mig, kunne jeg mærke en forskel hos Kristoffer. Vi havde det altid godt sammen, men pludselig var han mere interesseret, end han plejede. Han ville vide alt muligt om mig, han nussede mig og kiggede anderledes på mig. Jeg var helt høj, så jeg løb ud på badeværelset til Ida.

“Der er sket et gennembrud. Jeg tror, han er ved at overgive sig.”

Samtidig kunne jeg mærke, at jeg snart ikke kunne mere. Det var SÅ pisse, fucking, vanvittigt hårdt at spille komedie hver dag, og jeg havde oven i købet fået en konkurrent på arbejde, som OGSÅ ville have ham, jeg synes, skulle være min mand.

Så efter mange overvejelser satte jeg mig ned og skrev en besked til ham på Facebook. “Hvis det vi har er ingenting, er det ikke meningen, jeg skal tænke på dig. Hvis det, vi har, er mere end det, er det meningen at der skal være middage, biografture og ubetinget glæde. Vi kan ikke tale sammen mere – heller ikke på arbejde. Jeg må have fred. Hvad end vi havde – jeg vil savne dig.”

Det var en lettelse. Så befriende at have fortalt bare en brøkdel af, hvad jeg følte. Det holdt dog ikke helt, det med ikke at snakke sammen. Der var stadig frokoster og fredagsbare, men jeg kunne mærke, at Kristoffer ændrede sig. Pludselig havde han svært ved at kigge på mig, og jeg tror ikke, han brød sig om, når jeg tilfældigvis lige fik smidt en kommentar om en tinderdate.

Cirka en måned efter min ‘farvel-facebook-besked’ fik jeg en mail på arbejde fra ham. Om vi skulle gå en tur? Jeg var helt rolig – den måde, han havde smilet til mig på til redaktionsmødet, fortalte mig, hvad han ville sige.

“Om jeg stadig ville ham – sådan rigtigt?  Vi kunne jo starte med en tur i biografen?”. Han var afklaret, han var forelsket og ville gerne vinke farvel til singlelivet.

Efter det brugte vi alt vores fritid sammen, tog på en fantastisk rejse til Østeuropa og flyttede sammen.

I dag er der gået 2 år og tre måneder, en positiv graviditetstest og en flytning til Bornholm siden biografturen. Vi har tit grinet af, hvor strategisk jeg var, og hvor lidt han havde fattet. Jeg griner ikke helt så meget, når jeg tænker på, hvor hårdt det var, men jeg er mere end taknemlig for, at han har gjort mig lykkelig hver dag lige siden.

Jeg kan afsløre at Sophie lige har startet sin egen blog – nemlig Spiralbaby. Og så kan I jo selv prøve at gætte hvordan hun blev gravid – eller besøge hendes blog og få svaret! Jeg vil i hvert fald følge med hos hende fremover – for hun skriver så fedt og er så dejligt selvironisk og nede på jorden.

Og – hvis der sidder nogle derude, der har fået lyst til at dele deres egen kærlighedhistorie, så tøv endelig ikke med at sende den til mig på tregodegrunde@gmail.com – det er så hyggeligt!

 

Older posts