Undskyld uden noget

image

Undskyld. Et lillebitte ord. På otte bogstaver. To stavelser. Ikke helt lydret, men alligevel ret nemt at stave. Helt ufatteligt svært at sige. For mig i hvert fald.

Ikke svært at sige, hvis det er efterfulgt af et “men” og et forsvar. Et modangreb. Men svært at sige i sin helt rene form. Kun bestående af de otte bogstaver og to stavelser. Undskyld uden noget.

I går gjorde jeg det dog. Eller, jeg skrev det – men det gælder lige så meget. Det var morgen. Jeg skulle aflevere Sia og videre til mit praktiksted. Jeg troede, at vi skulle cykle, da det pludselig gik op for mig at det regnede. Jeg cykler ikke i regnvejr. Så jeg tjekkede rejseplanen og konstaterede, at vi skulle afsted nu – såfremt vi skulle nå bussen. Jeg blev stresset – fik Sia lynhurtigt i sko og jakke og opdagede, at mit dankort var væk. Mit dankort, som jeg skulle bruge og som jeg havde en idé om at Thor vidste hvor var. Fordi Thor ved hvor ting er. Så jeg råbte på ham. Tværs igennem lejligheden. “Thor! Hvor er mit dankort??”. Og han svarede ikke. Så jeg råbte højere og vredere – og han ignorerede mig. Garanteret fordi, at han med rette var træt af, at jeg aldrig har styr på hvor mine ting er – og garanteret fordi, at han med rette var træt af, at jeg råbte af ham. Vredt og stresset og højt. Jeg fandt på mirakuløs vis selv kortet, råbte vist noget med at det var irriterende, at han ikke ville hjælpe mig og kom afsted.

Super. Fed start på dagen. Og fed følelse i maven, når man udemærket godt ved, at man har været en uretfærdig, sur kælling. Og det regner. Og man får afleveret barnet og man står og venter på den bus, der skal fragte én videre på rejsen mod Amager. Og man modtager en sms. Fra sin mand. En vred sms med en tæmmeligt klar besked om, at man ikke vil finde sig i at blive råbt sådan af.

Jeg var så tæt på. Millimeter fra at gøre som jeg plejer. Millimeter fra at skrive noget i retning af “undskyld, men det er fandeme også irriterende, at du ikke svarer mig når jeg kalder på dig og du kan høre at jeg har travlt”. Men jeg vidste jo godt, at manden fortjente en uforbeholden undskyldning – og at en undskyldning efterfulgt af et modangreb, egentlig ikke er en undskyldning. Så jeg lagde telefonen tilbage i lommen og ventede. Og en halv time senere, da jeg var kommet frem til min destination, havde trukket vejret og sat mig ned, fandt jeg den frem igen. Og skrev undskyld. Undskyld uden noget. Undskyld punktum.

Undskyld.

En decideret dejlig dag

image

I dag har været en decideret dejlig dag. Den startede godt nok lidt skævt, da vi fik vækket børnene (ja, jeg ved heller ikke hvad der sker – skal børn pludselig vækkes?!) alt for sent i forhold til hvornår vi skulle ud af døren. Jeg fik i min tilstand af stress skældt Thor ret meget ud for ikke at være stået tidligere op – og stemningen var ret åndssvag, da jeg lukkede døren bag mig. Cykelturen i solskinsvejret til Amager reddede dog mit humør halvt – og en sød sms fra min mand, som åbenbart ikke var så træt af mig, som han burde være, reddede det helt. Helt og aldeles.

Jeg deltog i et kursus i konflikthåndtering på mit praktiksted og spiste morgenmad med en masse søde patienter – og så fik jeg lov til at gå tidligt, da min stedfar fyldte 50 og holdt reception i sit firma.

Min stedfar blev min stedfar lige inden jeg fyldte 13. Han var min stedfar nummer 2 og han var ikke særligt heldig. Ikke rent timingsmæssigt i al fald. Jeg var nemlig sur og ked og forvirret og gav ham ikke mange chancer for at vinde min kærlighed. Den har han dog vundet siden. I høj grad endda. I dag er han et af de vigtigste og bedste mennesker i mit liv. Og i dag fylder han altså 50.

Vi kørte alle fem mod Holte klokken kvart over to. Vi ville egentlig være kørt et kvarter tidligere, men jeg kunne kun finde den ene halvdel af det par sko, som jeg ville have på – og da jeg havde ledt, bandet og svoret i 10 minutter, overgav jeg mig og tog nogle andre på. Og kom afsted. Til en sindssygt hyggelig reception med fantastisk lækker mad. Luksushotdogs, luksusstjerneskud, noget toastagtigt med noget spicy-tun-noget i – og en afsindigt lækker dessert, der bestod af noget brød med brun farin, noget rabarberhalløj og jordens lækreste vanilleis. Ja, jeg spiste to portioner – de skulle jo for fanden ikke stå og smelte.

Ungerne legede og hyggede sig. Bestilte hotdogs “uden noget” og drak åbenbart utroligt meget cola, hvilket de afslørede lige inden jeg puttede dem. Måske er det grunden til, at de stadig ikke sover i skrivende stund. Det er det nok.

image

image

image

image

De leger. Sammen. Alle tre!

IMG_7170

Inde bag den dør er vores legeværelse. Et stort værelse fyldt med legetøj og med Hugos tremmeseng. Inde bag den dør leger mine børn. Sammen. Alle tre!

Jeg er alene hjemme med dem og har lige været ude og tisse. Undervejs sneg de sig ind på legeværelset og lukkede døren. Da jeg kom ud fra toilettet gik jeg per automatik direkte derhen og tog fat i dørhåndtaget. Drejede det ned og gik i stå. Gik i stå, da det gik op for mig, at jeg ikke behøvede at gå derind. At de legede sammen. Uden mig. At jeg for første gang i 11 måneder, 2 uger og 3 dage var overflødig.

Jeg drejede håndtaget op på plads igen og gav slip. Satte mig over i min lænestol og fandt computeren frem. Og forfattede nærværende indlæg. Imens mine børn legede. Sammen. Alle tre! Imens jeg følte en befriende fornemmelse af, at være kommet ud på den anden side. Af at være nået derhen, hvor jeg gennem de sidste 11 måneder, 2 uger og 3 dage jævnligt har drømt mig tilbage til. Dér, hvor der ikke konstant er mindst et af mine børn, der har brug for mig. Dér, hvor de kan underholde hinanden. Og dér, hvor jeg bare glimtvis kan få lov til at føle mig unødvendig. En følelse, der i det sekund man bliver mor, pludselig bliver lig med en følelse af frihed.

De leger stadig. Sammen. Alle tre. Der er gået 10 minutter siden jeg slap dørhåndtaget og de har endnu ikke haft brug for mig.

…-og nu kalder Hugo på mig. Træerne vokser jo heller ikke ind i himlen på sådan en helt almindelig tirsdag aften, vel?

Hormonspiral, panik før lukketid og unødvendig nervøsitet

image

Ja, jeg har fået sat en hormonspiral op i dag. Egentlig var jeg i tvivl om hvorvidt det var et for intimt emne, til at jeg kunne skrive om det herinde. Men det er jeg altså kommet frem til, at det ikke er. Helt ærligt – det er jo bare en hormonspiral! En præventionsform, som flere og flere kvinder vælger og som jeg nu altså også er den lykkelige ejer af.

Beslutningen blev truffet for nogle måneder siden. Noget med at jeg gerne vil undgå en for høj hormonpåvirkning og derfor ikke har lyst til at spise p-piller. Og noget med at den virker i fem år og at man skal tage en meget aktiv og gennemtænkt beslutning, hvis man vil have den ud inden. Og altså noget med, at netop dét nok var meget smart, når man nu har besluttet, at man ikke skal have flere børn, men samtidig godt ved, at man er et meget spontant og lystbetonet individ med en meget høj fertilitet. En farlig kombination, skal jeg sige jer. Hugo er et resultat deraf og det har jeg på ingen måde fortrudt, men det har dog trods alt alligevel været så tilpas hårdt, at nu er det nok.

Og så opstod der sgu alligevel en smule panik før lukketid. Netop fordi, at jeg med beslutningen om at invitere det her hormonudskillende fremmedlegeme ind i min krop, samtidig beslutter at der er lukket land i de næste fem år – hvilket for mig betyder lukket land forever. Det er som sådan ikke en beslutning, som jeg har betvivlet, men pludselig fandt jeg ikke desto mindre mig selv i gang med denne sms-korrespondance med min bedre halvdel:

image

For helvede altså. Jeg vil jo ikke have flere børn. Det vil jeg virkelig ikke. Det var ikke mig, der skrev den sms. Det var dyret i mig. Menneskedyret, der bare vil reproducere og føde og amme og gøre det, som det biologisk set er sat i verden for at gøre. Ikke mig. Ikke mig!

Og så var der det med nervøsiteten. For gør det egentlig ondt, at få sat en hormonspiral op? Det var kvinderne på de diverse fora, som jeg i går aftes (dumt, I know) googlede mig frem til, ikke helt enige med hinanden om. Nogle af dem havde nærmest ikke mærket noget og andre havde skrækindjagende skrækhistorier om skrækkelige smerter og noget med strikkepinde. Argh! Jeg var altså ikke på toppen, da jeg lagde mig i den evigt akavede stilling på gynækologens briks. Men mine forestillinger blev gjort fuldstændig til skamme. Jeg mærkede noget i nærheden af ingenting og var totalt forundret, da manden påstod, at det var overstået. Var dét dét?! Mage til rar, forsigtig og dygtig gynækolog skal man vist lede længe efter – så hvis nogen står og mangler en sådan, så er det Mogens Dreyer i Gentoftegade, I leder efter!

Nå, nu mangler jeg bare at klikke “udgiv” på den grønne knap oppe i højre hjørne. Og så kan jeg pludselig alligevel mærke, at emnet er en smule mere intimt, end hvad jeg sædvanligvis roder mig ud i herinde. Men jeg gør det. Jeg tør godt! 1, 2, 3…

Ugen der gik #35 (med dobbeltgevinst, comedy og kunstværk)

I ugen, der er gået, har jeg:

Besøgt  Tivoli og trippet over at det lykkedes begge mine børn at vinde hver deres grimme ko-bamse i sådan en grib-en-bamse-med-verdens-dårligste-klo-maskine, som man jo aldrig vinder en bamse i!

image

 

Spist frokost på Wagamama

image

 

Nået min karrieres absolutte højdepunkt: jeg er blevet tegnet! Ovre hos Lillemor.

image

 

Nydt at komme hjem til verdens gladeste baby hver dag.

image

 

Spist en chilikugle, kastet op og skrevet om det.

image

 

Set stand-up på Comedy Zoo med to af mine mange søskende. Det var pissesjovt. Det burde man gøre noget oftere!

image

 

Været til tophyggeligt picnicarrangement med 0.klasses børn, forældre og søskende. På vandlegepladsen i Fælledparken. Der er ikke vand i bassinet endnu, men det gør den ikke mindre hyggelig!

image

image

 

Været ved at dø en lillesmule over hvor sødt et brev, Sia har skrevet til min mor. Kager mormor!

image

 

Heppet på seje marathonløbere på Østerbrogade. Sia delte mindst 50 high-fives ud og blev stående i halvanden time.

image

image

image

 

Spist søndagspizza hos min mor sammen med nogle af vores gode venner – min gymnasieveninde og hendes kæreste, som er en virkelig dygtig kunstner og som havde malet det mest fantastiske maleri på bestilling til min mor og hendes mand. En fødselsdagsgave, som de giver til hinanden i anledning af at de begge fylder 50.

image

image

image

image

 

Hav en fantastisk dejlig søndag aften. Min står – åbenbart – på Ishockey VM-finale. Hvad gør man ikke?