En historie om psykisk lidelse

image

Da jeg udgav dette indlæg, fik jeg en kommentar, som rørte mig. Fra en pige, som er indlagt på en psykiatrisk afdeling og som beskrev sin lidelse så fint – og som det viste sig, at jeg har mødt. Uden at have haft den fjerneste idé om, hvad hun kæmper med.

Jeg har siden mailet med Clara – og jeg har fået lov til at dele hendes tanker, som hun på så fin en måde sætter ord på:

Mit navn er Clara, og jeg er 22 år gammel. Jeg har mørkebrunt hår og blå øjne, og udenpå ligner jeg alle andre unge mennesker. Jeg griner, snakker, har fritidsinteresser og er i gang med en videregående uddannelse. Alligevel er jeg ikke helt som alle andre, for jeg er nemlig syg – usynligt syg.  

Jeg er pt. indlagt på en psykiatrisk psykoseafdeling, da jeg har skizotypi, angst og en depression. Ordene i sig selv lyder meget voldsomme og er også  ofte meget uhåndterbare for det gængse menneske – for hvad betyder de ord egentligt? Det er nok også derfor, mange mennesker bliver nervøse, når psykiske sygdomme nævnes. De gør det ikke for at være stride, men fordi det kan være enormt svært at vide, hvordan man skal reagere, når personen, du snakker til, er syg inde i hovedet.

For jeg ér syg inde i hovedet. Det er dog ikke noget, jeg selv har valgt, og jeg ville også ønske, at jeg var rask, men jeg ved også, at jeg kommer til at leve med skizotypi og angst resten af mit liv. Jeg er til gengæld også sikker på, at jeg med tiden lærer at leve med det og lærer at håndtere det bedst muligt. Alligevel kan jeg godt forstå, hvis folks umiddelbare (og ufiltrerede) tanke er; hvorfor tager hun sig ikke bare sammen? Den tanke har jeg også ofte om mig selv, selvom jeg på nuværende tidspunkt godt ved, at det ikke bare lige handler om at ”tage sig sammen”. Det til trods kan jeg blive så frustreret og grædefærdig, når min hjerne går i baglås og lader mig synke i dybet på åbent hav uden en redningsvest.

Det er enormt svært at navigere i en verden, der er anderledes end alle andres. Jeg hører ikke stemmer, men min verden er altid i bevægelse, flyder ud, flyder sammen, bølger og skvulper og vender op og ned på alting. Jeg har svært ved at finde ud af, om min krop faktisk ér min krop, og jeg bliver i tvivl om, hvem det egentligt er, jeg ser i spejlet. De tilbagevendende spørgsmål hos mig er altid noget i retningen af; hvem er jeg? Hvor starter jeg? Hvor begynder verden, og hvor slutter den? Er det mine hænder, der skriver på tastaturet og hvorfor kan jeg ikke mærke mine arme? Hvorfor har mine fingre egenskaber efter mine negles udseende og gad vide om andre mennesker også kan flyve ud af deres krop og se sig selv udefra?

For med min sygdom opfatter jeg verden og min krop anderledes end de fleste, ligesom mit tankemønster også bryder termen for, hvad der er ”normalt”. Alligevel vil jeg bare gerne behandles normalt, hvad end det så er. For jeg er et menneske med en sindslidelse. Jeg er ikke bare en sindslidelse. Det er også derfor, jeg føler mig endnu mere skør og skæv, når sygeplejerpersonale taler (og hvisker – hold kæft hvor de hvisker) til mig, som om, jeg er ved at dø og sender mig medlidenhedsblikke, hvis blot jeg spørger om, hvor toilettet er. Jeg siger ikke dette for at kritisere nogle eller deres arbejde, for hvis der er noget, jeg ved, så er det, at de gør et stort arbejde, og jeg er uendelig taknemmelig for al deres hjælp og omsorg, når jeg selv kæmper med at forstå, hvordan verden egentligt hænger sammen. Jeg nævner det blot, fordi det kan være svært at huske, at et menneske har en sygdom, men ikke er sin sygdom, og jeg kan allerbedst lide at blive talt til som værende ligesom alle andre. Jeg bliver nervøs, utryg og usikker, hvis jeg bliver tiltalt i meget beskyttende toneleje, men jeg er også sikker på, at det er det rigtige for mange andre at blive tiltalt sådan. For vi er jo alle mennesker, og vi er sindssygt forskellige, så hvad der virker for mig, virker måske ikke for andre og omvendt, og dette viser også bare, at alle med sindslidelser er forskellige mennesker med forskellige personligheder og forskellige drømme.

Min drøm er at blive rask og at blive glad. Jeg tror på, at det engang sker, og jeg tror, at åbenhed og ærlighed er vejen frem for mig til at få det bedre. Alligevel ved jeg også, det bliver en lang kamp, for jeg har haft psykiske problemer siden, jeg var barn, og allerede som 11-årig troede jeg, at jeg blev forfulgt, og jeg kunne hele tiden høre en helikopter over mit hoved. Så psykiske sygdomme er (desværre) ikke noget, der lige forsvinder henover natten, men det er der trods alt heller ikke mange andre sygdomme, der gør.

Jeg tror på fremtiden, og jeg ønsker og håber, at jeg lærer at navigere rundt i min (nogle gange) ret skæve verden, og at jeg lærer at elske livet helt og holdent. For der er mange ting at elske og holde af, men jeg skal bare lære at se det i de tider, hvor min verden ramler. For jeg vil gerne arbejde, have en familie og huske at nyde livet. Jeg har mål og drømme ligesom alle andre, og selvom chancen for at slå igennem som forfatter måske er lavere end ved mange andre erhverv, så håber og tror jeg på, at det engang vil lykkes. Ellers vil tiden forhåbentligt bringe en masse andet godt med sig, ligesom den forhåbentligt også vil for dig, der læser med derude.  

Status på ferielivet – og den dejligste fødselsdag

image

Her går det godt. Selvfølgelig går det godt, når det eneste man skal bekymre sig om er hvornår man skal have den næste is, om man skal spise aftensmad på den ene eller den anden restaurant – og om wifi’et også virker ved dén liggestol. Hold op, det er dejligt. Og virkelig tiltrængt efter et par hårde måneder. Vi kommer aldrig hjem!

Thor fyldte 28 i går – og for en mand, der altid har troet at han var lidt italiensk – så var der jo ikke et bedre sted at fejre det! Han blev vækket tidligt med morgenbord, gaver og en terrasse pyntet med balloner, danske og italienske flag. Og servietter med superhelten Thor, som Elliot havde valgt.

image

image

Da vi havde spist kørte han til Pisa for at hente min mor og min lillebror, som er hernede i fem dage. Og tog dem med tilbage til poolen.

Efter frokosten fik vi sneget os ned til poolen uden børn, imens Hugo sov til middag og vores mødre holdt opsyn med de andre. Vi delte en øl og lukkede øjnene. Ikke noget dumt koncept at hive bedstemødre med på charter!

image

Om eftermiddagen kaprede vi nogle pladser ved den nærliggende bar, hvor vi så Italien sende Spanien ud af EM i ottendedelsfinalen. Hold kæft, der var fed stemning – og vi har allerede aftalt at Hugo må blive puttet i klapvogne og at de store må være længe oppe på lørdag, hvor italienerne forhåbentlig sender Tyskland hjem i kvartfinalen – klokken 21.

image

image

Da vi havde puttet børn og spist ost og drukket rødvin på terrassen, tog Thor og jeg tilbage til baren, hvor vi så anden halvleg af Island-England imens vi spiste nutella-crepe og drak gin/tonic. Og slentrede forbi markedspladsen hvor jeg købte en ret fin top, som jeg ikke aner om jeg kan passe – men om ikke andet vil det være en fin kjole til Sia.

Hold nu kæft et blærerøvsindlæg – jeg får selv lidt kvalme, så I er lovligt undskyldt! Nu vil jeg smutte tilbage til ferieland – jeg har lige fået selskab af en våd og kold 4-årig, der har besluttet sig for at tage en middagslur ovenpå mig – og det er helt okay!

Tillykke Thor – og vores historie

image

I dag er det min mands fødselsdag. 28 år gammel. Jeg kender ikke nogen, der går så meget op i sin fødselsdag som Thor. Han begydner nedtællingen til den næste i morgen. Det elsker jeg ham for. Hans barnlighed – blandet med en ufattelig modenhed. Ligesom jeg elsker ham for hans evne til altid at få mig til at dø af grin – selvom det er pisseirriterende når jeg i virkeligheden er skidesur. Og for at være den eneste 20-årige jeg kan forestille mig, som synes at det er en herregod idé at blive far – og aldrig se sig tilbage og ikke en eneste gang brokke sig over alle de ting, han går glip af. Måske i virkeligheden mest for slet ikke at føle at han går glip af noget.

Jeg har for første gang samlet vores historie i ét indlæg. Den er lang og mange af jer har måsle læst den. Men måske tåler den en genlæsning – og måske har I aldrig fået den før:

I starten af 2009 var jeg 20 år gammel. Jeg var blevet student halvandet år tidligere, havde været et år i USA som au pair – og arbejdede nu på en bar i København. Livet var en lang fest. Jeg var mere fuld end ædru, mere vågen om natten end om dagen, min konto var mere i minus end i plus – og jeg anede ikke hvor jeg egentlig ville hen.

Den 21. Februar mødte jeg Thor for første gang. Jeg var i byen med nogle veninder. Thor og nogle af hans venner stødte til – og vi kom til at sidde ved siden af hinanden. Han havde været ude og bowle og hans bukser var revnet i en manøvre. Han var det rareste menneske, jeg nogensinde havde mødt. Jeg følte med det samme, at jeg havde kendt ham i en evighed. På et tidspunkt bad jeg ham om at lege, at han var min kæreste, fordi jeg havde en fornemmelse af, at en underlig mand i baren fulgte efter mig (måske bare et mindre tilfælde af storhedsvanvid). Det var han ikke sen til at udnytte – han kyssede mig med det samme. Bagefter skulle han gå – og vi sagde farvel. Det gik op for mig, at jeg ikke havde fået givet ham mit telefonnummer, men jeg kan huske at jeg tænkte, at det ikke betød noget – for jeg var sikker på, at jeg ville se ham igen – og at vi skulle nå så mange ting sammen. Hvor fik jeg dog ret. Jeg vidste instinktivt at det var ham.

Et par uger efter – den 4. Marts – fyldte jeg 21. Det var tirsdag, men det skulle ikke sætte en stopper for en fest. En veninde og jeg tog i byen med Thor og en af hans venner. Vi drak os fulde i tequila og jeg slæbte ham med hjem. Senere på natten bad jeg ham om at gå igen, men der lå en og holdt om mig da jeg vågnede næste formiddag. Vi tog ud og spiste brunch, lagde os hjem og så ”Den eneste ene” på VHS, tog ud og spiste kage – og så kyssede han mig midt på Højbro plads inden han forsvandt op ad Strøget – kun iført t-shirt i vinterkulden. Jakken havde han glemt på baren om natten.

Siden den dag har vi ikke sluppet hinanden. Den efterfølgende måned var dødintens. Vi var fulde hele tiden, vi var smaskforelskede og mødte hinandens familier med det samme. Den 21. Marts spurgte han, om jeg ville være hans kæreste – og den 28. sagde han, at han elskede mig.

Mandag den 30. tog jeg til lægen. Jeg skulle have en recept på p-piller, men der var også noget med en menstruation, der ikke rigtig var dukket op. Lægen bad mig om at aflevere en urinprøve, så vi kunne lave en graviditetstest. Den var negativ – så vi festede videre.

Det blev fredag – fredag den 3. April. Den dag, som for altid vil stå for mig som vendepunktet. Jeg havde stadig ikke fået min menstruation og jeg var taget til frisøren. Min frisør var højgravid og vi snakkede om hvordan graviditeten havde været for hende – og hvordan hun havde haft det i starten. Jeg kunne genkende det hele og sad og blev mere og mere overbevist om, at jeg var megagravid. Da jeg var færdig, drønede jeg over i Matas og købte en pakke med to graviditetstests og skyndte mig hjem. Jeg satte mig i vinduet og røg det, som jeg godt vidste blev min sidste cigaret – og så gik jeg ud på toilettet og tissede i en kop, stak testen i og ventede på resultatet…

Jeg lagde testen på kanten af håndvasken og stirrede på den. Der gik ikke mange sekunder, før de var der. De to streger. To tydelige, røde streger, der med ét ændrede mit liv. Jeg panikkede ikke. Jeg var faktisk helt rolig. Jeg vidste det jo godt. Jeg drak tre store glas vand, så jeg kunne tisse igen og tog den anden test. Den var også positiv.

Som jeg husker det, kom Thor ind ad døren få sekunder efter. Han gav mig et kram og sagde at mit hår var blevet flot. Jeg holdt fast i krammet imens jeg sagde ”ja, og jeg er gravid”. Vi så på hinanden. ”Det kan vi ikke” sagde han. ”Nej! Det kan vi ikke” sagde jeg. Det sagde vi til hinanden fire-fem gange, indtil jeg sagde ”men hvad nu hvis vi gjorde det?”. Jeg husker ikke helt hvordan, men vi blev meget hurtigt enige om, at det jo faktisk godt kunne lade sig gøre. Selvfølgelig kunne det det. Og vi ville gerne.

Jeg ringede til min mor. Hun stod i Kastrup lufthavn og var på vej til Paris med min stedfar. Vores samtale foregik nogenlunde sådan her:

”Hej mor. Kan du sætte dig ned et sted?”

”Nej, det kan jeg altså ikke – jeg står lige i tax free-shoppen og skal beslutte om den her parfume skal være den ene eller den anden størrelse”

”Nå, men jeg er altså gravid”

Pause…

”Niller! Kan du lige købe den her parfume for mig?”

Pause…

”Jamen Cecilie, jeg skal ikke sige hvad du skal gøre, men du ved jo godt hvordan man ikke bliver gravid og jeg tror at Thor er den rigtige for dig, så det skal I nok finde ud af”

”Ja. Jeg tror også at vi gør det…”

Pause…

”Shit. Så blir jeg mormor!” (min mor var på daværende tidspunkt 42 år gammel. To-og-fyrre).

Resten af samtalen husker jeg ikke.

Vi havde billetter til ”Kærestesorger” af Nils Malmros den aften. Vi tog en cykeltaxa fra Højbro plads til Dagmar og gik i biografen. Jeg ved ikke hvad vi tænkte på. Og jeg ved overhovedet ikke hvad den film handler om. Overhovedet. For jeg så ingenting. Jeg sad i min helt egen verden og panikkede en lille smule.

Vi tog hjem og gik i seng. Og så tudede jeg. Hele natten. Jeg græd og græd, for jeg var sikker på, at jeg havde ødelagt det hele. Jeg havde lige fundet ham – ham der fik det til at give mening, at det ikke var gået med nogen andre. Og nu havde jeg ødelagt det. For selvfølgelig ville han ikke blive. Helt ærligt. Det kan da godt være, at han sagde han ville – men drengen var tyve år gammel og havde kendt mig i en måned. Han havde kun set alt det gode. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle være mor til det barn. Det var jeg allerede.

Næste morgen var jeg fuldstændig rolig igen. Thor havde været fuldstændig rolig hele tiden. Nu skulle vi bare lige fortælle det til alle de andre…

Vi blev enige om at vi ligeså godt kunne fortælle nyheden med det samme. Vi snakkede om, at vi nok skulle forberede os på, at folk ville synes at vi var sindssyge og ikke tro på, at det holdt – at vi holdt.

Thor ringede til sin mor og fortalte at den der pige, som hun havde mødt en enkelt gang, altså var blevet gravid – og at han skulle være far. Hun blev ellevild og lykkelig. I’m not kidding you! Hans far tog det også pænt og hans brødre var helt cool – om end overraskede. Jeg kan huske, at det betød enormt meget for mig, at de var så rolige. De kendte ham jo. Og de troede på, at han kunne klare det. I dag ved jeg hvad de vidste.

Så ringede vi til min søster. Hun er to år yngre end mig. Vi spurgte om hun ikke kunne møde os i Kongens Have, så vi kunne fortælle hende noget. Det syntes hun egentlig var lidt besværligt, men indvilligede. På vej til Kongens Have gik vi ind i en boghandel på Strøget og købte en navnebog. Min søster spurgte om vi skulle giftes eller om jeg var gravid. Og hun blev glad. Så lå vi dér. På et tæppe i Kongens Have i forårssolen og kiggede i en navnebog. Ledte efter et navn til det barn, vi ikke anede eksisterede et døgn før.

Jeg ringede også og fortalte det til min anden lillesøster, som dengang var 13 år gammel. Og til min mormor, som fik at vide at hun skulle være oldemor. I en alder af 62.

Om aftenen tog jeg ud til min far og hans kone for at spise. Min far stod ved grillen, da jeg fortalte ham at han skulle være morfar. Det tog han meget roligt. Sagde tillykke imens han vendte bøfferne. Jeg gik ud i køkkenet til hans kone. ”Han er godt nok en sød fyr, ham Thor, hva?” sagde hun glad. ”Ja – vi skal også være forældre” svarede jeg. Hun hoppede en halv meter op i luften i overraskelse og lykke. Ren glæde. Ren støtte.

Min far kørte mig hjem sent på aftenen. Og så tudede jeg igen. Hele natten.

Det var den sidste nat med gråd. Herefter var jeg rolig og fattet både dag og nat. En af Thors veninder ringede til mig og sagde, at jeg bare skulle vide at når Thor var in, så var han all in. Jeg arbejde som kundekonsulent på Politiken og Thor arbejdede på en café. Vi lejede en lille lejlighed i Aalborggade på Østerbro. Jeg kastede op hele tiden – også en morgen på vej på arbejde midt på Rådhuspladsen. Ved mit første jordemoderbesøg fik jeg at vide, at jeg jo var lidt ung og i virkeligheden nok ville passe bedre ind ude på Hvidovre end på Gentofte – og jeg bad om at få en anden jordemoder. Jeg spurgte min mor, om hun ikke troede at kommunen lige skulle tjekke om vi var gode nok. Det troede hun ikke.

Det blev sommer og det blev efterår. Vi var lykkelige og nyforelskede. Vores datter skulle hedde Sia, ligesom den sangerinde, som vi lidt følte at vi var de eneste der havde opdaget dengang. Og så blev det den 24. November. Og så blev vi forældre. Ni måneder og tre dage efter det første kys.

Ugen der gik #40 (med frisør, fredagsbar og ferie)

I ugen, der er gået, har jeg:

Været på legepladsen ved skydebanehaven, hvor P20 havde inviteret til aftensmad og børneyoga.

image

 

Ladet lokkerne falde

IMG_7815

 

Bestået min eksamen

image

 

-og sagt farvel til psykiatrien…

image

 

Sagt farvel og tusind tak til Sias børnehaveklasselærer – og købt gave fra alle forældrene

image

 

Holdt afslutning for Elliot, som efter sommerferien skal rykke ned i børnehavens førskolegruppe

image

image

image

 

Drukket cocktails til Sneglcilles bloggerfredagsbar #sneglebar

image

image

image

 

Rejst min vej. Til Italien med min familie. Her er ligeså dejligt som jeg husker. Folk er glade og jeg bliver helt lallet og en virkelig rar udgave af mig selv!

image

image

image

image

 

Hilsen fra luften

image

Ja man har åbenbart fået wifi i himmelen. Og det passer mig umanerligt godt, da jeg ikke har nået at skaffe sådan et abonnement, hvor man bare kan surfe løs i udlandet. Så nu får jeg lige mit sidste fix af instagram og snapchat (cecilieund) – og sender en hilsen!

Jeg sidder imellem Thor og en svensk gymnasielærer – med en sovende Hugo på tværs henover Thor og jeg. Det er hans første flyvetur og han skreg sig igennem de første 15 minutter. Af den grund ignorerer jeg totalt min presserende tissetrang og min sovende arms behov for at blive sluppet løs.

Vi tog afsted klokken 9 i morges og på trods af at dagen i dag skulle være en af de travleste rejsedage, så gik det faktisk overraskende fint i lufthavnen. Jeg fik købt en latterligt dyr vandfast mascara af en sortklædt kvinde, der bildte mig ind at de billigere mærker slet ikke havde den slags. Det havde Lancome til gengæld – og da jeg spurgte hende om den så var god og sagde, at jeg ofte synes at de vandfaste er ringe, så sagde hun noget på norsk ala “det beror seg på hvilken en du køber”, smilede og forlod mig, så jeg kunne se at der sjovt nok stod det samme på hendes ryg som på min nye, fine mascara. Så er jeg fandeme også klar til vandaerobic!

Hav en skøn lørdag!

Older posts