I morgen!

IMG_7872

Jeg sidder i min sofa – ved siden af mine slikspisende og disneysjovsoptagede unger. Med alvorlige sommerfugle i maven.

I morgen rejser vi! Klokken 12:55 går flyet til Pisa, hvor vi har lejet en bil, der skal fragte os til Toscana og til den campingplads, som vi skal besøge for ikke mindre end fjerde gang. Og selvom min veninde kalder os for “hakkebøf” – så elsker jeg det! Jeg elsker at vi ved præcis hvad vi skal ned til. Vi ved præcis hvor vi sidder om et døgn, hvilken pool, der er bedst, hvilken restaurant, der laver de bedste pizzaer og hvor supermarkedet ligger. Det lyder måske kedeligt, men det er pissedejligt. Det gør, at vi slapper af ligeså snart vi ankommer og jeg har glædet mig så meget til den her ferie.

Vi besøgte “Park Albatros” første gang i 2012, da Sia var 2 og Elliot var knapt et år. Og så kom vi igen året efter. Og året efter. Sidste år sprang vi over, fordi det trods alt er lidt omsonst at hive et spædbarn med derned – men nu skal vi afsted igen!

Og jeg kan ikke vente. Til at se om børnene tør køre alene på vandrutsjebanen – og om isene og kaffen smager ligeså godt som sidst. Og jeg glæder mig til de lune aftener – hvor børnene sover og vi sidder på vores terrasse med et glas vin og baggrundsstøj bestående af cikader og livemusikken fra den nærliggende bar.

Shit, hvor jeg glæder mig! Jeg satser på at snige mig ned på den lokale netcafé og købe en halv times adgang i ny og næ – så jeg kan sende en hilsen hjem. Og så håber jeg, at I stadig er her, når vi kommer hjem!

Adios amigos! Eller, det er vel egentlig spansk?

Skæbner, afslutninger og sommerferie

image

Her er jeg – foran mit praktiksted, som jeg i dag har sagt farvel til. Det var faktisk hårdere end forventet. Jeg havde glædet mig så meget til at få sommerferie – men der var sgu ret mange følelser i spil lige pludselig. Jeg efterlader mig en masse skæbner, som har rørt mig dybt – og som jeg ikke aner hvor ender. En masse mennesker, som har lukket mig ind på det allersværeste tidspunkt i deres liv, hvilket jeg er uendeligt taknemmelig for og ydmyg over. Og nogle af dem fik sgu tårer i øjnene og gav mig lange kram, da de fik at vide, at i dag var min sidste dag. Og nu, hvor jeg sidder tilbage i min sofa og tænker på dem, så får jeg altså en klump i halsen. Jeg hepper så meget på dem.

Hm. Jeg tror sgu, at jeg skal tilbage i psykiatrien…

Og jeg havde kage med og jeg fik at vide af de ansatte, at de havde været glade for at have mig. At jeg havde været dygtig, nysgerrig og havde haft let ved at falde til – og at jeg var velkommen tilbage. Måske var det kagen, der gjorde det. Men det tror jeg faktisk ikke.

Men nu har jeg altså sommerferie. Og det er fandeme også fedt. I to måneder, sgu! På lørdag rejser vi 14 dage til Toscana. En ferie, som vi bestilte for mere end et halvt år siden og som jeg glæder mig usigeligt til. Og så leger vi forstadsfolk i min mors hus, som vi låner, i resten af August.

Thor er på arbejde. Ungerne sover. I morgen har Sia afslutning i 0. klasse og Elliot på sin stue, inden han efter sommerferien rykker ned i førskolegruppen. Afslutninger og nye begyndelser. For os alle sammen. Thor er færdig med sin “barsel”, som han har rocket ved siden af sit studie og sit ganske krævende arbejde. Fuck, han er sej man. Vi er seje. Og vi gjorde det. Nu skal vi nyde sommeren og hinanden og det bliver megadejligt. Jeg har fundet en opskrift på chokolademuffins til Elliots afslutning, udelukkende bestående af ingredienser, som vi faktisk har i køkkenet. Så det vil jeg kaste mig over nu.

Adieu.

Historien om en eksamen

image

Og så var der historien om hende, der klokken 23:30 aftenen inden eksamen, endelig var klar. Og bare lige skulle printe sine noter ud, så hun kunne gå i seng. Og som først dér opdagede, at der ikke var mere blæk i printeren. Hverken sort, blåt, gult, grønt eller rødt blæk. Jo den gule virkede en lille smule, men det var umuligt at tyde. Og hun slog printeren hårdt i frustration – ja, det gjorde hun. Hun slog sin printer. Bankede sin knyttede næve hårdt ned i den, fandt papir og kuglepen frem og begyndte at skrive. Alle fem siders notater om psykoedukation, håb, farmakologi, bivirkninger og symptomer – i hånden. Til klokken blev 00:30 og hun med krampe i håndleddet gik i seng.

Og sov. I fem timer. Og stod op, gik i bad og hentede kaffe og crossainter i bageren, hvor en yderst sød medstuderende samlede hende op kørte hende mod Amager. Hvor hun gik til eksamen.

Og hun var mig. Og jeg bestod!

Og nu – seks timer, noget gaveindkøb og en del kilometer på gåben senere – ligger jeg her. På min seng i mit mørke og kølige soveværelse. Smadret. Alene. Imens årets mand har taget alle børnene med i Fælledparken. Og jeg vil forsøge at lukke mine øjne – især for bunkerne af vasketøj lige ved siden af mig – og samle lidt energi til det blogevent på Vestebro, som jeg hiver min familie med til i eftermiddag.

Om et døgn har jeg sommerferie – og hvis jeg ikke var så træt, at mine arme allerede var nede – så ville jeg have virkelig svært ved at få dem ned!

Nyt hår – og eksamen om 12 timer

Jeg skal til eksamen i morgen. Klokken otte nul dut. Ja. Et ukristeligt tidspunkt, men alligevel meget rart. Jeg glæder mig i hvert fald til klokken 8:35.

Jeg er ligeså langt bagud som jeg plejer. Jeg har egentlig en regel om, at jeg ikke må læse aftenen inden en eksamen, men jeg har aldrig overholdt den. For så skulle jeg jo have læst det hele inden. Og det har jeg endnu ikke formået.

Men nu går jeg i gang. Jeg har planlagt mine pauser. På et tidspunkt skal jeg have en kop kaffe og på et tidspunkt skal jeg lægge neglelak. Den står klar.

Og jo, så tog jeg mine overspringshandlinger til et hidtil uset niveau i dag. Jeg lod mig klippe korthåret. Eller noget i nærheden. Jeg kiggede mig selv og mine tørre spidser i spejlet og tog det som et tegn, at min frisør helt uhørt havde tid en halv time efter. “Nu bliver det vildt”, sagde jeg til ham – og så lod jeg ham klippe halvdelen af. Sådan cirka.

Her er resultatet. Og nu går jeg i gang.

Og det var nu…

IMG_7815

Hvad psykiatrien har lært mig om mennesker

bdf8eb32-7e71-4d7b-be88-c83d35435105-2

Mine dage i distriktpsykiatrien er ved at være talte. På onsdag skal jeg til eksamen og på torsdag har jeg lovet at tage kage med.

Da jeg lige var startet – for nu otte uger siden – skrev jeg begejstret herinde, at jeg skulle have med psykisk syge at gøre. Psykisk syge. Og jeg fik hurtigt en kommentar fra en klog læser om, at jeg skulle huske, at psykisk syge også var mennesker. Og ugen efter – i skolen – sagde min underviser noget der mindede om. At man ikke skulle sige “psykisk syg” – men “et menneske, diagnosticeret med en psykisk lidelse”. Ikke patient. Ikke et menneske med en psykisk lidelse. Ikke et menneske diagnosticeret med en psykisk sygdom. Et menneske, diagnosticeret med en psykisk lidelse.

Hold nu kæft noget ordkløveri, tænkte jeg. Gud fri mig vel og må jeg bede om mine himmelblå. Selvfølgelig vidste jeg godt, at de også var mennesker.

I dag ved jeg mere. Jeg har lært hvor usandsynligt vigtigt det er, at vi ser mennesket først. Ikke patienten. Ikke den syge. Men mennesket.

Og jeg har set mange mennesker. Primært mennesker, som er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Og jeg hverken kan eller vil af gode grunde fortælle særligt meget om de her mennesker. Men jeg kan fortælle hvad de har gjort ved mig. Og de har rørt mig dybt. Og lært mig meget. Hold nu kæft hvor de kæmper. Imod indre stemmer, forfærdelige historier og imod stigmatisering. Og de har vist mig, at mennesker, der kæmper med psykiske lidelser kommer i alle mulige indpakninger. Det vidste jeg jo egentlig godt, men jeg er alligevel blevet overrasket gang på gang. “Han ser da overhovedet ikke syg ud” eller “hun virker jo helt normal” tænkte jeg adskillige gange ved mig selv i løbet af de første par uger. Jeg glemte at de jo bare var mennesker. Ligesom dig og mig.

Først og fremmest mennesker.