Som sendt fra himlen

image

Måske kan I huske, at jeg for tre ugers tid siden var ganske frustreret, da vi havde fået stjålet vores Christianiacykel. Nogle forbandede tyve havde snuppet den om natten – få timer efter at vi havde betalt en mindre formue for at få den repareret.

Det var en decideret krise, da vores ladcykel er vores bil – og da sådan nogle står i forfærdeligt mange penge.

Det var en lortedag.

Indtil jeg fik en sms. Om aftenen. Fra min fars kone, som gerne ville hjælpe os med at købe en ny. Altså en spritny. Som sendt fra fucking himlen!!

Vi følte at vi havde vundet i Lotto og jeg tudede af glæde. Og så bestilte vi en ny. Fra smedien på Christiania. Og de ringede i formiddags. Fra smedien på Christiania. Og sagde, at vores cykel var klar.

Halleluja! Jeg skyndte mig at hente Elliot og sammen tog vi bus og metro mod Amager, hvor vi mødte Thor. Vi gik mod Christiania – et sted, som jeg ikke har aflagt et besøg siden en folkeskoletur i tidernes morgen. Det er sgu et ganske fascinerende lille samfund – men jeg bryder mig ærligt talt ikke ret meget om at være der. Det er simpelthen for mystisk at se en pæn, socialrådgiverlignende kvinde i 50’erne, sidde og ryge en kæmpe joint. Og alle de løse hunde, der drøner rundt imellem benene på folk. Jeg hader, at jeg ikke elsker det – men det gør jeg bare ikke. Thor virkede derimod foruroligende hjemmevant og måtte erkende, at han vist havde spenderet en del timer derude i sine teenageår…

Og vi fik vores cykel og vi investerede i et monster af en kædelås. Og kørte hjem over den nye cykelbro i solskin. Og trillede vores nye baby om i gården, hvor den fremover vil stå og gemme sig fra onde tyveknægte.

Hurra for fanden – især for verdens mest gavmilde bedsteforældre!

TAK

Da jeg udgav mit indlæg omkring min tvivl i går, bad jeg helt bevidst ikke om råd. Jeg skrev indlægget for at sætte ord på nogle tanker og som en slags terapi for mig selv – og jeg vidste, at hvis der kom en masse kommentarer og gode råd retur, så ville jeg kun blive endnu mere forvirret.

Men så nemt slap jeg ikke. Og gudskelov for det! For det væltede ind med kommentarer – hele aftenen og hele morgenen og formiddagen. Og i starten blev jeg mere forvirret – præcis som jeg havde forudset. Når den ene skrev “spring ud i det”, tænkte jeg “YES” – og når den næste skrev “færdiggør din uddannelse”, tænkte jeg “nå ja…”.

Jeg blev mere og mere forvirret. Indtil jeg pludselig ikke blev forvirret mere. Lige pludselig havde alle jeres gode råd og forskellige vinkler og erfaringer givet mig en klarhed. Og en ro.

Jeg læser videre. Og jeg blogger videre. Jeg kan ikke hoppe fra noget, som jeg faktisk finder en glæde ved – og som giver mig en tryghed og en sikkerhed. Jeg tror på at jeg vil begge dele nok til, at jeg kan kombinere det. Om et halvt år skal jeg et semester i praktik – og der tager jeg muligvis orlov, hvis det føles rigtigt.

Jeg håber, at I bliver hængende imens jeg kombinerer og balancerer – for I er den hovedsagelige årsag til, at det overhovedet er sjovt.

Tak!

IMG_9226

Tvivl

Jeg gider ikke at skrive det her indlæg. Jeg har mere lyst til at skrive noget om nogle gode restauranter i Barcelona. Eller opskriften på den vegetariske chili con carne, som jeg lige nu er stopmæt af. Eller om de små lykkeglimt, som dagen i dag har indeholdt.

Men det kan jeg ikke, når der er noget andet, der fylder. Jeg kan ikke finde ud af det. Det er for uærligt. For overfladisk.

Det, der fylder, lukkede jeg en smule op for i gårsdagens indlæg. En tvivl. En tvivl, der i disse dage nærmest vokser time for time. Og som gør mig til en tavs og underlig udgave af mig selv. Fordi tankerne vælter rundt på øverste etage. Argumenter for og imod. Følelser og frustrationer.

Jeg er i tvivl omkring min fremtid. Omkring min uddannelse. Jeg kan være færdiguddannet sygeplejerske om halvandet år, hvis jeg vil. Det er lige om lidt og det vil ikke være svært for mig – for jeg er god til det. Jeg kan blive en pissehamrende god sygeplejerske, fordi jeg er god til mennesker. Jeg interesserer mig for mennesker og jeg tør stille dem de svære spørgsmål. Jeg tør røre ved dem og komme tæt på. Tage dem helt ind. Og jeg kan godt lide det. Jeg bekymrer mig om dem og jeg elsker at gøre en forskel for dem.

Jeg er god til det. Og jeg kan virkelig godt lide det. Men brænder jeg for det? Altså sådan virkelig? Som i, at det ville være en katastrofe for mig, hvis jeg aldrig trak i den hvide kittel igen? Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke.

Og så er der bloggen. Skriveriet. Kontorfællesskabet. Chancen. Muligheden og gnisten, der er tændt. Genopdagelsen af det, som jeg også er god til. Og som jeg som ung troede –  ja, var sikker på – skulle blive min levevej. En drøm om at skifte spor – og satse hele butikken. Ikke nødvendigvis på at blogge forevigt, men måske en drøm om at tage en anden uddannelse. Eller at få en fod indenfor et sted. Arbejde mig op. Bevise mit værd.

Brænder jeg for det? Absolut! Altså sådan virkelig? Som i, at det ville være en katastrofe for mig, hvis jeg aldrig skulle skrive igen? Fuldstændig!

Og så kan jeg da godt se, at svaret udefra set ligger lige for. Lige foran mig. Carpe Diem, man! Lev i nuet og tro på dig selv og pis og lort. Alle de dér skide floskler, der hjerner rundt i mit hoved.

Det er bare ikke så skidenemt i virkeligheden. Snart at være 30 og droppe den uddannelse, som man endelig er ved at have i hus – for at kaste sig ud i noget, som man ikke aner, hvor vil tage en hen. Gid man bare var sådan en, der turde. Gid man ikke var sådan en kylling…

14063944_10157386547860473_7183431149030102039_n

Hjemme, glad og dybt forvirret

image

Jeg blev sat af foran min hoveddør omkring 22:30 i går aftes. Lige da himlen åbnede sig.

Jeg kyssede min mand og fortalte ham en masse – og så drønede han til personalefest. Jeg listede ud til de stores køjeseng og kyssede deres kinder. Sia vågnede med et kæmpestort smil og tog imod mit tilbud om at komme med ind i min seng. Jeg bar hendes lange varme krop tilbage til soveværelset og lagde mig sammen med hende. Og faldt i søvn. Lykkelig for at være hjemme og for at have så meget godt at komme hjem til.

Da Hugo endelig vågnede i morges, klynkede han først lidt bebrejdende da han så mig. Hvorfor forlod du mig? Jeg var dog hurtigt tilgivet – og så forlod jeg ham igen. For at aflevere Sia og selv tage i skole – med ondt i maven over hans fuldt berettigede gråd…

I et velment forsøg på at pumpe min cykel, havde Thor sprunget mit dæk – så Sia og jeg tog bussen til hendes skole – og jeg tog en anden bus videre til min egen.

Tilbage på skolebænken. For første gang i tusind år. En lang dag. 9 til 15. Og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var fedt. Jeg er ærligt talt dybt forvirret i forhold til hvor jeg skal hen og hvad jeg skal bruge min uddannelse til. Om jeg overhovedet skal bruge den til noget. Hvad jeg virkelig brænder for og hvad jeg er allerbedst til.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved det vigtigste: at det er fantastisk at være hjemme hos min familie og at det giver mig en helt uvurderlig ro at vide, at de er her og at de er min base – uanset hvad jeg finder på eller ud af.

Ugen der gik #49 (Barcelona edition)

image

For hulan, der er ingen spøg at være blogger, når wifi’et i flyet ikke virker og man har tre timer, som man pludselig ikke aner hvad man skal stille op med.

Jeg læste Alt for damerne, som jeg efterfølgende byttede for min nabos sladderblad. Og sov lidt. Og nu venter vi ved bagagebåndet, hvorfra I får en lynhurtig “ugen der gik” – mest med en million billeder fra Barcelona.

I ugen der er gået, har jeg:

Været på formiddagsdate med min mand

image

 

Holdt en fridag med Sia og Thor

imageimage

 

Fladet ud med mine unger – og indsnuset dem før jeg forlod dem

image

 

Stor-nydt Barcelona med min mor og mine søstre

imageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimageimage

Jeg skriver mere om turen på et andet tidspunkt. Nu kommer vores bagage snart og jeg skal hjem og kysse på min mand og sukke over mine sovende børn.

Rigtig god søndag aften!

Older posts