Godmorgen fra Barcelona

image

Jeg ligger i en hotelseng i Barcelona. Mørklægningsgardinerne er så effektive, at jeg hverken anede hvor jeg befandt mig – eller havde den fjerneste anelse om hvad tid på døgnet det var, da jeg for 10 minutter siden slog øjnene op.

Jeg kunne konstatere, at jeg for anden nat i træk, har præsteret at sove i 9 timer – uden at vågne en eneste gang. Det må eddermame gøre noget godt for min sjæl!

Barcelona er skøn. Folk havde ret. Solen skinner, maden er fantastisk, folk er søde og ting er pæne. I dag skal vi ned til stranden og ud og sejle og tiden går alt for hurtigt.

Tiden går alt for hurtigt og tiden går alt for langsomt. For hold nu kæft, hvor jeg savner mine børn. Især Hugo, som ikke fatter en pind og som jeg aldrig har undværet så længe.

Jeg troede faktisk ikke, at det ville blive så slemt. Jeg satsede på, at jeg ikke ville fokusere så meget på det, når først jeg var afsted. Men av. For fanden.

Jeg har lige modtaget en række morgensnapchats fra Thor – med mine store børn, der ligger i sengen og spiller iPad imens de siger godmorgen og fortæller mig at de savner mig. Og med Hugos lille glade fjæs, der fortæller mig at han har det så fint og at det her med garanti er sværere for mig end det er for ham.

Nu vil jeg rejse mig, gå ud under den grotesk store bruser og gøre mig klar til endnu en skøn dag. Det er fantastisk at være sammen med min mor og mine søstre og jeg kan ligeså godt nyde det for fuld skrald. De fire allervigtigste er der jo, når jeg kommer hjem igen. Gudskelov.

21 spørgsmål om kærlighed (Lillemor)

14101779_10153984199817753_1783704672_n

I denne uge har jeg bedt Tina fra bloggen “Lillemorblog” om at fortælle om sit parforhold. Retur fik jeg længste – og skæggeste – svar til dato!

Jeg kender efterhånden Tina ganske godt – og hun er et af de sjoveste, rareste og ærligste mennesker, jeg har mødt. Hun er en afsindigt høj jordemoder fra Vestegnen – og så er hun nygift! Med “lillefar”, som hun har to børn med og fortæller det her om:

HVOR MØDTE I FØRSTE GANG HINANDEN?
Nu er jeg jo jordemoder og det er ikke fordi, at det sådan vrimler med mænd på jordemoderskolen. Så jeg tog tyren ved hornene og kastede mig ud i netdating. Det var bare ikke altid jeg lige fik svaret de der tosser der skrev. Helt ærligt? Det kunne jo være både sengevædere eller øksemordere der sad bag tastaturet! Så jeg droppede projektet. Så hellere tage på Damhuskroen tænkte jeg… Pludselig så jeg dog i min newsfeed på Facebook, at en bekendt var blevet medlem af gruppen “Single i København”. Så jeg smugkiggede lidt og så så Lillefar. Efter et par dage skrev jeg så til ham: “Du er blevet spottet”. Det var det eneste jeg skrev. Så svarede han tilbage: “Dig kan jeg godt huske fra www.love.dk. Du svarede aldrig tilbage?!” Efter en måneds skriveri frem og tilbage, gik vi dog en tur i Frederiksberg have. Og ja, nu er der gået snart 9 år og han kommer fandme stadig rendende!

HVOR LANG TID GIK DER FØR I BLEV KÆRESTER?
Jeg var meget af den overbevisning, at man jo ikke “bare aftalte at være kærester”. Det kom jo lissom bare af sig selv. Stille og roligt og helt af sig selv. Men som det altid er med Lillefar, så udfordrede han mig. Pisse irriterende at have fundet en klon af sig selv i øvrigt. Så pludselig, under en samtale om selv samme emne, spurgte han mig: “Vil du være min kæreste? “. Efter nogle sekunders tøven svarede jeg: “Ja, men..” og så afbrød han mig og sagde: “Godt, så er vi kærester. Se, det var da nemt!”. Det var ca. en måned efter vores første møde.

HVEM SCOREDE HVEM?
Når det er sådan noget netdating, ligger det vel egentlig ret meget i luften, at man gerne vil hinanden, hvis man ses både 2. og 3. gang. Så tror ikke vi var i tvivl. Så vi scorede vel egentlig hinanden! Men han kyssede mig først. Tæller det?

Lillefar1

HVEM SAGDE FØRST “JEG ELSKER DIG”?
Det gjorde han. Ude under bruseren, hvor vi begge stod. Og jeg gik i panik! Ikke fordi jeg ikke var pjattet med ham! For det var jeg! Og der var ikke noget jeg hellere ville, end at høre ham sige disse ord. Men jeg var simpelthen så lidt forberedt på det. Jeg havde jo lidt forestillet mig, at jeg – når den dag kom – skulle svinge ham blidt om halsen, nænsomt kaste mit hår over skulderen og stikke ham dådyrøjnene, spidse munden og sige: “og jeg elsker dig…min lille sukkerprins!” efterfulgt af et Titanic snav af kaliber. I stedet fik jeg vand i næsen, et angstanfald og black out. Ikke engang et “ditto!” kunne jeg fremstamme. For helvede altså Lillemor!

HVORNÅR VIDSTE DU, AT HAN VAR “THE ONE”?
Altså jeg er jo stadig overbevist om, at Gerard Butler er the one. Men han er tilsyneladende ikke enig. Så nu har Lillefar allernådigst fået lov at indtage rollen. Faktisk var det ret intenst mellem os, lige da vi mødtes. Vi var sammen hele tiden, var stormfuld forelsket, på den dér kvalmende måde og sov sammen næsten hver nat. Mit hjerte voksede til dobbelt størrelse og jeg længtes konstant efter ham. Det var nærmest mere end jeg kunne rumme! Efter ca 3 uger fra vi havde mødt hinanden, skulle han ud og rejse med sin familie. Bare én uge. Jeg kunne dog slet ikke klare at han var væk. Jeg savnede ham mere end man kan savne en pepperoni-pizza og en coca cola 1. Januar, efter en ordentlig brandert. Så altså: ret meget. Der var jeg sådan ret meget: okay… Du er fandme vild med ham. Det SKAL være ham. Og ja, da jeg også var skide ligeglad med, at han kørte en gammel rusten bil og trykkede forkert på tandpasta tuben, fik jeg også et lille hint om, at der var noget helt specielt ved ham, som jeg ikke kunne undvære. But Gerard Butler if you are reading this: call me!! And I’m sorry about the naked pictures, it want happen again.

HVORNÅR OG HVORDAN MØDTE DU HANS FORÆLDRE FØRSTE GANG?
Jeg havde lige holdt fødselsdag aftenen før og været mega mega mega mega fuld. Jeg sov brandert ud i hans kolonihavehus og vågnede med sugerør i BH’en, mascara på kinden, sprut-ånde og pels på tænderne. Han spurgte om jeg ikke lige ville med hen i hans mors kolonihavehus og hente et-eller-andet. Han overbeviste mig om, at der ikke var nogen hjemme. Men hvor heldig har man lov at være!! BÅDE hans mor, mormor, søster og naboer var der. Og jeg kom stadset ud i aftenens korte kjole, parfume og krigsmaling. Og så var der eller te og kringle…. Og pinlig tavshed.

8

HVOR ER I HVER ISÆR VOKSET OP?
Lillefar er vokset op på Frederiksberg og jeg i Vanløse. Og da vi var små havde vi åbenbart fælles bekendte. Og de har faktisk et VHS bånd, hvor han og jeg leger sammen i deres have. Hvor skægt er det ikke lige?

HVORDAN VAR JERES BRYLLUP – ELLER HVORDAN DRØMMER DU OM, AT DET BLIVER?
Det var fan-fucking-tastic! Vi blev viet i haven 13/8 af borgmesteren i silende regnvejr, alt i mens vores 5-årige skolkoppe-pige kiggede på og vores søn på 2 år “slog græs” med sin legetøjs græsslåmaskine. Og selvom det lyder hektisk, så var det lige som det skulle være. Jeg var meget lykkelig! Derefter var der kage, alkohol, grill, alkohol og mega havefest! Og nåhr ja, alkohol. (læs om frieriet HER)

HAR I EN SANG?
Ha ha ha, jeg læste det som “seng” og tænkte…har ALLE mennesker ikke det? Lillefar siger at han tænker på mig, hver gang han hører “The Imperial March”. Du ved…den der Darth Vader sang. Ved ikke om det er godt eller dårligt.

HVORNÅR HAR I DET BEDST?
Vi har det ret godt, når ungerne er puttet og vi sniger os under dynen på sofaen med en pose slik (selvom man jo kun spiser slik om fredagen #SaidNoMomEver) og et glas rødvin.

HVILKEN FILM VAR DEN FØRSTE, I SÅ I BIOGRAFEN SAMMEN?
Det kan jeg overhovedet ikke huske! Men det er engang lykkedes mig, at falde i søvn i biografen, hvor vi var på kæreste date. Jeg indrømmede det ikke over for Lillefar, men måtte forsøge at fake mig igennem samtalen bagefter, om hvor fedt plottet var (som jeg jo ikke havde set).

HVILKEN KONCERT VAR DEN FØRSTE, I VAR TIL SAMMEN?
Jeg tror det var Deftones!

HVILKE TRE ORD BESKRIVER DIG? OG HVAD VILLE HAN SIGE?
Humoristisk, følsom, næstekærlig.
Humoristisk, rodende (er det et ord?) og alt-for-meget-talende-hele-tiden-fra-hun-vågner-til-hun-går-i-seng.

New_Doc_89_1

Tinas mand tegner de mest fantastiske tegninger til hendes blogindlæg

HVAD ER HANS DÅRLIGSTE VANE?
Han har det med at sætte tom konserves ved SIDEN af skraldespanden. Og en tom toiletrulle OVEN på toiletspanden. Hvorfor? HVORFOR? HVORFOOOOR??!

HVAD VILLE HAN HELST ÆNDRE VED DIG?
Faktisk tror jeg, at hvis han fik chancen, ville han nok ikke ændre noget ;)

PÅ HVILKET PUNKT HAR HAN ÆNDRET SIG MEST, SIDEN I MØDTE HINANDEN?
Den er svær…der er jo sket vanvittigt meget på de her snart 9 år! Alene det at have fået 2 børn, gør jo noget ved én. Hmm…pas :)

HVAD ER JERES BEDSTE FERIEMINDE?
Vi var i New York sammen i 2009. Det var bare fedt! HELE turen var fantastisk. Men vi griner også stadig lidt over, den gang vi var i Prag og skulle se den kirke, hvor Tycho Brahre var begravet. Det var forbudt at filme og tage billeder, men det gjorde ALLE turisterne. Så vi lavede korses tegn og sneg vores kamera frem fra inderlommen og tog et lynhurtigt billede. Så kom der en tjekkisk præst/kordegn eller hvad han var og gav kameraet én over nakken. 1000 års vrede blev udløst på vores kamera. Og det er muligt at jeg kom til at kalde ham for et…ja, et lidt internationalt skældsord. Det brød han sig ikke om. Så han bad os forlade matriklen. PS: Hvis man vælger at råbe i en kirke, skal man altså lige tage højde for akustikken. Selv tak.

HVILKE TRE TING VIL I GERNE NÅ AT GØRE SAMMEN?
1. Spise morgenmad sammen, UDEN at vore børn spiser halvdelen.
2. Leje en autocamper og rejse nord på.
3. Komme på date med Gerard Butler.

HVILKEN TV-SERIE HAR I SLUGT HURTIGST?
Breaking Bad! Mega mega MEGA god serie.

HVAD ER DET LÆNGSTE, I HAR VÆRET UDEN HINANDEN?
Én uge tror jeg!

HVORFOR KAN DU IKKE UNDVÆRE HAM?
Fordi han bare er alt det jeg nogensinde har drømt om. Og mere til! Han gør mig glad og får mig til at grine, hver evig eneste dag. Jeg føler mig meget meget heldig, at have fundet én som ham. But seriously Gerard…can I call you Gerrr? Call me. I promise you that I will stay 500yards away from you, just as the police said. PLEASE?

12

Læs de tidligere indlæg i føltetonen her:

CANA BUTTENSCHØN – FYRSTEN OG FRUEN – SNEGLCILLE – SUPERHELTEMOR – BITTEBITTE – FAR UDEN FILTER

Fremme

image-104

Min alarm ringede kl. 06:05. Midt i en virkelig underlig drøm.

En halv time senere stod jeg på Østerbrogade og spejdede efter min stedfars bil, som hurtigt dukkede op og tog mig med. Til lufthavnen. Med min mor og mine søstre. Vi spiste brød med ost og drak virkelig dårlig kaffe i SAS-loungen – og så fløj vi. Og hold nu bøtte, hvor går næsten tre timers flyvetur lynhurtigt, når man ikke har utålmodige børn og tæller hvert minut.

Og nu er vi så her. I Barcelona. Vi har spist lækker frokost og har netop fået vores hotelværelser. Min mor hviler, mine søstre griner – og jeg blogger.

Og nu vil jeg grine med. Ligesom I kan komme til, hvis I tjekker ind i aften, hvor er virkelig sjov dame besøger domænet og svarer på mine 21 spørgsmål om kærlighed.

Adios!

Godnat min skat. Vi ses på mandag…

Av for en lang putteseance. Og hård. Og tung. Når man ved, at man ikke ser sine unger før om fem dage. Jeg tager til lufthavnen før de vågner i morgen tidlig – og jeg kommer hjem når de sover søndag aften.

Først var der Hugo. Som med sin elskede aftenflaske, faldt i søvn i mine arme. Hvorefter jeg overhovedet ikke kunne lægge ham fra mig. Hans yndige lille fjæs og hans tunge åndedræt – kombineret med tanken om at skulle undvære ham og bekymringerne om, om han mon forstår, at jeg kommer tilbage. Jeg var lige ved at vække ham, da de uundgåelige tårer ramte hans kinder. Og så lagde jeg ham i seng. Og skyndte mig ud.

Ud til de store. Hvoraf den ene havde kreeret nedenstående kærlighedserklæring. Og som hver især ville have mig til at ligge hos dem. Og som derefter gejlede hinanden mere og mere op og overbeviste hinanden om, hvor forfærdeligt det ville blive at undvære deres mor. “Du må ikke rejse. Hvorfor kan du ikke blive hjemme? Du har det jo så fint herhjemme…”. Efter at have beroliget den ene og lovet at hjembringe gaver og slik i urimelige mængder, kravlede jeg op i overkøjen til den anden. Og faldt i søvn.

Og nu sidder jeg her. Træt og trist i min sofa. Fyldt med dårlig samvittighed.

Men jeg ved, at når jeg lige om lidt tager mig sammen til at få pakket, så forsvinder de drænende følelser. Og så vil jeg glæde mig. For jeg glæder mig! Virkelig. For helvede – jeg skal ned til 30 grader sammen med de bedste, jeg ved. Og grine og spise og shoppe og sove. Uforstyrret og længe. Alene en flyvetur uden børn, er noget af det mest eksotiske, jeg kan komme på. Tænk engang – hvis jeg vil sove – så sover jeg fucking bare!

Det bliver en fest og det bliver fantastisk – og ungerne får en skøn weekend med deres far, som er verdens bedste. De skal blandt andet til Jylland – og lad mig da slutte af med at citere mine unger, fra før de kollektivt blev enige om at jorden ville gå under med deres mors forsvinden:

 

Elliot: “Har far husket at købe billet til Jylland?”

Sia: “Man skal da ikke bruge billet for at komme ind i Jylland”

Elliot: “Men det skal man for at komme ind i Lalandia”

Sia: “Ja, men Jylland er en del af del af Danmark”

Elliot: “Og det er Lalandia også…”

image

 

SPAR 25% PÅ ALLE PLAKATER

Jeg elsker at indrette mit hjem med plakater. Det er en nem og billig måde at gøre sit hjem personligt – og man kan hurtigt skifte stil ved at skifte et par plakater ud med nye.

Just Spottet, som jeg altid bestiller plakater fra – fordi de har et fantastisk stort udvalg og fri fragt – har i disse dage 25% på alle deres plakater med rabatkoden SUMMER25.

Jeg har samlet mine favoritter nedenfor til inspiration. Skynd jer at slå til – tilbuddet gælder kun i tre dage og jeg forestiller mig, at mange af dem er pistforsvundet lige om lidt!

plakat2

 

1: Den fineste plakat fra “By Garmi” HER – se hele udvalget HER

2: Jeg elsker Faunascapes og har selv denne fine bjørn derhjemme – find den HER

3: Endnu en plakat fra Faunascapes. Se hele udvalget HER

4: Jeg har først lige opdaget de her sindssygt smukke plakater med fotos af dansk natur. Her er det “Blokhus strand”, som du kan finde HER. Se hele udvalget HER

5: Ferm Living har lavet sådan nogle fine bogstavsplakater. Her er det mit eget bogstav, som findes HER. Jeg kunne godt forestille mig at købe alle vores 5 forbogstaver og hænge op derhjemme. Se hele kollektionen HER

6: “Away from the city” har lavet de fineste plakater med naturbilleder og citater. Se hele kollektionen HER

7: Jeg har selv den her fine plakat hængende over min sofa – find den HER. Se hele udvalget HER

8: A’et er fra CPH STUDIO findes HER. Se hele udvalget HER.

9: Vi har selv det her kæmpe kort over København skrevet med vejnavne hængende derhjemme og jeg elsker det. Find det HER. Kollektionen tæller kort over mange bydele – se den hele HER.

10: Det her billede er så absurd fint og kan findes HER. Se hele kollektionen HER.

Find desuden rammer HER og posterclips HER – samt de fineste plakater til børneværelset HER.

 

– affiliate links –