Og så ombestemte jeg mig…

IMG_0170

Ikke bare sådan lige.

Som jeg skrev i sidste måned, var jeg i tvivl. Om hvorvidt jeg skulle fortsætte ad den sikre vej og gøre min uddannelse færdig. Eller om jeg skulle satse hele butikken og gøre noget sindssygt og følge mit hjerte. Og springe fra. Jeg fik så mange fine tilbagemeldinger og gode råd – og endte med at beslutte mig for at hænge i.

Og jeg var sikker på, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. Og den var egentlig nogenlunde nem at træffe. Hjemme i min sofa. Med alle de gode argumenter. Og fornuften.

Og så tog jeg i skole. Nogle dage senere. Og gik efter 30 minutter.

Alt strittede på mig. Jeg kunne helt fysisk mærke, at det var forkert. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt og jeg ville ikke være der ordentligt. Jeg var ikke OK. Det var ikke OK.

Og om aftenen græd jeg. Hulkede og følte mig fanget. Fanget mellem fornuften og det, som jeg gerne ville. Fanget af min alder og af mit ansvar og af min frygt. Fuldstændig umodent og ikke specielt konstruktivt.

Og så tænkte jeg. I lang tid. Og så ombestemte jeg mig. Og søgte om orlov. Og fik den. Og søgte om en vikarstilling på Riget. Og fik den. En dør på klem. Og nogle vagter om ugen. For at holde fast i det fag, som jeg er glad for. Og for muligheden for at vende tilbage, hvis det viser sig, at jeg har truffet det forkerte valg.

Og det kan godt være, at jeg har truffet det forkerte valg. Sagtens. Men det er det rigtige lige nu.

Siden jeg som 21-årig stod med den graviditetstest, har jeg gjort det fornuftige. Det forventelige. Og det skulle jeg også – for med testen og beslutningen fulgte et enormt ansvar. Og det ansvar lever jeg stadig op til – men jeg gør det her for mig selv. For at se, hvad det kan blive til. For at gøre noget helt og helhjertet. Og for at undgå, at gøre noget halvt. For at være glad. For at give mig selv en chance.

Måske bliver jeg aldrig sygeplejerske. Og måske er jeg det lige om lidt. Måske vender jeg tilbage. Måske søger jeg ind på journalistuddannelsen. Alligevel og ti år for sent.

Og selvom jeg stadig indimellem får ondt i maven og lyst til, at stikke halen mellem benene – så ved jeg samtidig, at jeg har gjort det rigtige. For jeg er glad – helt ned i maven – hver eneste morgen. Når jeg triller ind i min andedam.

Og skriver.

Jeres fortællinger om seje kvinder

image

Det indlæg, som jeg i går udgav om min oldemor, var – som det fremgik – et samarbejde med Georg Jensen. Jeg får en lille pose penge for det – men hvor er det dog fantastisk, at det ikke behøver at betyde, at det ikke giver mening.

Det var tværtimod et af de indlæg, som har givet allermest mening for mig – og som har givet allermest stof til eftertanke. Især grundet jeres kommentarer. Det fik mig til at tænke på hvilken fantastisk række af seje kvinder, jeg nedstammer fra. Både min oldemor, som jeg fortalte om i går. Og min mormor, hendes datter, som blev født i 1946 – mange måneder for tidligt – og helt mirakuløst overlevede efter lang tid i kuvøse. Uden mén. Og som fødte to børn med et enkelt års mellemrum – den første som 20-årig. Hun tog en universitetsuddannelse, lod sig skille af flere omgange og i dag er en fantastisk mormor til 10 og oldemor til 3. Og min egen mor, som fødte mig da hun var 21 – og siden fik 3 børn. Som har kæmpet for kærligheden og som i dag kæmper med et hoved, der er gået i stykker. Og som er den klogeste kvinde, jeg kender.

Vi kan lære så meget af de seje kvinder, som I i går fortalte mig om – og derfor vil jeg tillade mig at dele jeres kommentarer her:

 

Rikke:
Min farmor! Helt afgjort min farmor. Hun er verdens sejeste dame, intet mindre. Hun formår altid at sætte et smil på alles læber, hun formår at holde humøret oppe uanset hvad der rammer hende, hun formår at få alle til at føle sig godt tilpas og så bekymrer hun sig om andre. Hun snakker med alle hun møder på sin vej, og er ikke bleg for at give et kys på kinden eller i panden, selv på folk hun knap kender. Jeg bestræber mig på, altid at blive en lille smule bedre menneske i dag end i går, og min farmor inspirerer mig til det hver eneste gang jeg er sammen med hende.

Julie:
Vi kvinder kan altså noget! Jeg ser i den grad op til min farmor og alt hvad hun kunne og gjorde, selvom det ikke lå i hendes kort. Hun var bedstemor på den helt særlige måde, samtidig med at hun i sit indre har båret på så mange hemmeligheder og så meget sorg efter at have mistet min farfar. Idag ser jeg op til min mor og håber mine børn vil få nogle træk derfra. Selvom hun driver mig til vanvid som kun en mor kan gøre, så er hun en af de mest optimistiske, fanden-i-voldske og eventyrlystne mennesker jeg kender og lader sig ikke begrænse af noget, men jagter drømme og oplevelser.

Anna:
Min mormor og min mor.
Min mormor blev gravid i en alder af 17 år og fødte min mor og hendes bror med et års mellemrum. Så 19 år gammel med to små børn og hun har altid arbejdet hårdt. Hun mistede sin mand (min morfar) i en alt for tidlig alder til sklerose – tror de har været i midten af 30’erne, da han døde. Hun har bare været meget igennem og altid holdt hovedet højt. Hun ser positivt på tingene og har stadig humor og en masse gåpåmod som 76-årig. Min bedstefar (altså mormors kæreste) er dement og kom på plejehjem sidste år. Så nu tager hun på udflugter med Ældresagen og når man spørger “Kender du nogen der skal med?”, svarer hun “Næ, men det kan jeg vel komme til, når jeg snakker med dem?”. Og det har hun jo så evigt ret i. Det synes jeg er sejt gjort i hendes alder! Hun tager også på SMS-kursus og alt muligt andet :) Min mor fordi hun har været alene med mig størstedelen af min barndom. Min far smuttede med en anden og selvom min far havde mig hver anden weekend, så tog hun sig stadig af mig i løbet af ugen, fordi min far arbejdede så meget. Jeg har stor respekt for, at hun aldrig har snakket dårligt om min far på trods af den smerte det må være at blive forladt til fordel for en anden, når man står med en 2-årig og et stort hus. Jeg håber inderligt, at mine børn får samme respekt for mig, som jeg har for min mor. Hvordan man så lige får dét til at ske, ved jeg ikke.

Mette:
Jeg bliver helt rørt over det her indlæg og kommentarerne hertil. Sidde med tårer i øjnene. Jeg er ikke i tvivl, om at min rollemodel af alle mennesker er min bedstefar, som jeg desværre mistede sidste år. Men nu er det damerne der hyldes! Og så er det heldigt, jeg har en mindst ligeså fantastisk bedstemor. I søndag blev hun, 87 år gammel, indlagt med en blodprop i hjernen. Jeg var sønderknust, og man frygter jo altid det værste. Men jeg kunne have sagt mig selv, at allerede i dag er denne benhårde kvinde hjemme i eget rækkehus, hvor hun dagen lang har huset fuld af gæster – ligesom det altid har været. For hun er verdens bedste værtinde – noget så gavmild, kærlig og omsorgsfuld. Sådan vil jeg også blive, basta! Da hun stod med to børn og en mand med på sygehuset i et år, tog hun lige et plejebarn ind, for man skal jo hjælpe hvor man kan. Han og hans forældre kommer den dag i dag stadig og besøger hende!
Mit største ønske er, at hun skal se mig blive mor, for hun er verdens bedste olde til de fem hun allerede har.

Lene:
Som flere af de andre, som har skrevet en kommentar – så må jeg også skrive min farmor.
Hun var fantastisk, hun blev næsten 100 år. Hun var det mest anerkendende menneske, og begrebet “anerkendelse” var ikke opfundet dengang :)
Hun kunne se det bedste i alle mennesker – undtagen hr. Bruun, han var ikke sød ved sin kone.
Hun har uden tvivl været med til at forme min personlig via vores samtaler, hendes tanker om – ja hele verden.
Når jeg mindes hende, kan jeg stadig mærke den store kærlighed, hun havde til os alle i familien.
Hun var en skøn kvinde <3

Kirstine:
Jeg vil også hylde min farmor. Hun har aldrig haft det let, og alligevel er hun det mest fantastiske og inspirerende menneske, jeg nogensinde har mødt. Min farfar begik uventet selvmor, da min far var 18, og så stod hun alene med tre børn mellem 14 og 18, og skulle både være mor og far. Hun blev gift igen, men ægteskabet holdte ikke. Da jeg var 2, blev hun gik for 3. gang med Knud, der også bare var det rareste, sødeste menneske. Desværre døde han for snart seks år siden pludseligt, hvilket var meget meget hårdt for min farmor. Men hun har rejst sig igen, og lever et meget aktivt liv, på trods af sin alder på 76. Hvis man vil se hende, skal man helst ringe 14 dage før, fordi hendes kalender er booket. Hver tirsdag besøger hun mine forældre og søskende, hun arbejder hver onsdag i ÆldreSagen og så har hun 1000 aftaler med venner og veninder. Hun har lige fået en elcykel, så nu cykler hun hele Odense rundt. Hun er så gavmild, og lever er sparsomt liv, så hun har penge til børn, børnebørn og endda Knuds børn. Hun er ikke bange for noget som helst, og kaster sig ud i nye ting hele tiden. Hun er så sej, og jeg håber hun har mange mange år endnu, så mine børn kan nå at kende hende. Jeg synes hun er det mest fantastiske menneske, og jeg håber, jeg bliver ligesom hende!

 

Tak, altså! Og fortæl endelig om en sej kvinde, som du ser op til – herunder!

Gnidningsfri aflevering, bidder af himlen og en fodboldkamp

IMG_0575

En lang, begivenhedsrig og ret så skøn dag er langt fra slut.

Thor er startet i praktik. På en skole på Frederiksberg, hvor klokken ringer klokken otte om morgenen. Så jeg har afleveringstjansen, som i dag gik ganske gnidningsfrit. Hugo er virkelig blevet glad for sin vuggestue og klynker højst i 3 sekunder, når jeg stikker ham i armene på en af de dejligste damer. Elliots foretrukne pokemons var ledige – og Sia blev mødt af en hær af veninder, der havde savnet hende på gårsdagens fridag.

Med god samvittighed kunne jeg altså trille ind i Andedammen. Min veninde, der skal giftes på lørdag, havde ringet under min cykeltur – så jeg satte mig på bænken ved kanalen og sludrede med hende. Om løse ender, DJ’s og forventninger. Og så blev jeg siddende og kiggede på min by, indtil jeg hørte Cecilie sige godmorgen og fulgtes med hende op på kontoret.

Jeg fik arbejdet lidt. Og ringet lidt. Og så skrev min far og spurgte, om jeg ville spise frokost med ham. Han ville gerne have en burger, så vi endte på det samme sted, som jeg i går frekventerede med min mor. Så er det ok at være voksent skilsmissebarn. Lidt ligesom da man fik to juleaftener.

Tilbage på kontoret fik jeg skrevet et af de dér referater, som jeg i sidste uge kun nåede at klynke lidt over og aldrig kom videre med. One down. Vi havde et kollektivt grineflip over den her instagram-profil, som Trine berigede os med. Og klokken tæt på tre, cyklede fem ud af seks andedamer mod Politikens Boghal, hvor Maja Vase holdt bogreception og serverede de mest sindssyge, små bidder af himlen.

Hjemme igen varmede jeg wok-retten fra i går, fik os alle fem fodret af og fik puttet en afsindigt træt 1-årig, som havde sovet en enkelt times middagslur og vækket resten af børneflokken…

Og en lang, begivenhedsrig og ret så skøn dag er langt fra slut. I skrivende stund læser min svigermor godnathistorier for de store – og om en halv time smutter Thor og jeg i Parken, hvor min mor har skaffet os Champions League-billetter. Jeg glæder mig! For som jeg måske ikke har nævnt før, så er jeg faktisk ret så glad for fodbold. Især store kampe, hvor der er noget på spil og hvor man kan fornemme nogle følelser, ikk?

Og så er min dag i øvrigt blevet endnu mere fantastisk af alle jeres fine beretninger om seje kvinder i mit forrige indlæg. Jeg vil så gerne have flere, så kom an!

Min oldemor og Georg Jensen

IMG_0505image

 

Jeg blev konfirmeret i 2005. Og på mit gavebord lå en lille, sort æske. Fra Georg Jensen. I æsken var en marguerit-broche. Den helt klassiske. I guld og hvid emalje.

Brochen var fra min oldemor.

11 år senere bliver jeg spurgt, om jeg ikke vil skrive noget om seje kvinder. Og om Georg Jensen. Og det bliver nemt for mig.

I ottende klasse fik vi til opgave at skrive en dansk stil om et ældre menneske, der betød noget for os. Og jeg tog bussen til Herlev. Forbi hospitalet. Op med elevatoren. Til min oldemors lejlighed. Min oldemors lejlighed, hvor fornemmelsen af kaffe og cigaretter allerede mødte mig i opgangen. Hvor der kørte krimiserier på tv’et i døgndrift. Og hvor det gamle hoved blev holdt i gang af den ene kryds og tværs efter den anden. På badeværelset ramtes man af en kraftig duft af Coco Chanel – og ved spejlet lå et væld af hårnåle. Nogle med perler.

Og hun fortalte. Om hendes barndom i København i starten af 1900-tallet. Hvor hun voksede op hos en enlig, ugift kvinde, der vaskede tøj for andre. Om hendes frisøruddannelse og om den ganske excentriske glarmester – min oldefar – som hun giftede sig med. Om hendes tre børn. Om at miste en alt for ung søn og om at overleve endnu en. Om krigen. Om Herlev. Imens hun røg den ene smøg efter den anden. Altid uden at inhalere.

Måske var det den manglende inhalation, der var skyld i, at hun nåede at blive 90. Måske var det de mange kryds og tværs. Ellers hendes spadsereture eller bare hendes vilje. For hun var gjort af et særligt stof, min oldemor. Man kunne ikke se på hende, at hun var vokset op hos en fattig, enlig mor. Hun var en fin dame. Med opsat hår og perler. Og hun knejsede med nakken. Altid.

Og forleden ville hun være fyldt 100. Og jeg kan næsten ikke holde ud, at Sia aldrig nåede at møde hende. Men jeg vil fortælle hende om hendes tipoldemor. For piger har brug for stærke rollemodeller. Kvinder, der ved hvad de vil og som går efter det. Og ikke kun de usandsynligt perfekte modeller, som de nok skal blive udsat for.

Netop derfor er jeg så glad for, at Georg Jensen i deres nyeste kampagne har udskiftet modellerne med stærke forbilleder. De har lavet den flotteste film under sloganet “You can never be too much you”. I filmen optræder stærke kvinder, som er nogle af de allerbedste indenfor deres felt. Deriblandt Susanne Bier.

Man bliver sgu lidt stolt af at være dansk, når et dansk firma begår sådan noget. Og jeg håber, at I vil bruge halvandet minut af jeres tirsdag på at se videoen:

Og så vil jeg virkelig gerne høre om nogle seje kvinder i jeres liv! Hvem har inspireret jer? Hvem vil I gerne have, at jeres døtre skal se op til? Skriv en kommentar herunder – så bliver jeg glad!

thumb_3467218_2000x2000

thumb_3467209_2000x2000

thumb_3467206_2000x2000

thumb_3467214_2000x2000

thumb_3467220_2000x2000