Tak ad helvedes til – 2016!

img_3544

Så sidder jeg her. Ved mit spisebord og indtager årets sidste morgenmad, som blev noget så fint som finvalsede havregryn. Med en kæmpelyst til appelsinjuice – og med en hel masse appelsiner, som jeg ikke orkede at forvandle.

Børnene har sovet længe. Og da Thor opdagede, at klokken var blevet kvart i ti, fik han travlt med at få dem i tøj og overtøj – og nu er de med huj og hast styrtet mod Peter Beier, hvor de har for vane at indtage godt-nytårs-formiddags-kakao med min svigermor.

Altså er jeg efterladt her. Med havregryn og juicetrang. Og jeg burde drøne i bad, men min trang til at gøre en form for lynhurtig status er endnu større end den til appelsiner i flydende form.

2016 har været vildt, man. “Psyko-vildt”, ville min 7-årige, attituderamte datter kalder det. Og jeg ville give hende ret. Og I ved jo det hele, for I har været så latterligt fantastiske til at følge trofast med – og til at bakke op og til at heppe. Altid med ærlighed – men først og fremmest med kærlighed. Og selvom jeg hader, når de to ord rimer på hinanden, så passer det. Og tak for det.

I 2016 er jeg blevet klogere. Jeg tror også, at jeg er blevet gladere – men måske på en mere rolig måde. Jeg har været ude, hvor jeg ikke kunne bunde og jeg har taget chancer, som jeg ikke helt fatter, at jeg turde tage. Men jeg blev nødt til det – og heldigvis fandt jeg ud af, at det, som jeg havde i forvejen, var helt perfekt og mere end rigeligt. Og hvor er det dog egentlig fantastisk, at der ikke skal hverken midtvejskrise, utroskab eller andre smertefulde ting til, for at nå til den erkendelse. Og måske ombestemmer jeg mig om en uge. Det tror jeg virkelig ikke, men 2016 har lært mig, at det ville være okay og at det hele nok skulle gå alligevel. At jeg måske finder min vej på en lidt mere besværlig måde end så mange andre – men at det ikke gør den hverken mindre sjov eller mindre rigtig.

Men nu tror jeg alligevel lige, at jeg tager en slapper. Et 2017 med fokus på alt det, som jeg har lært, er det vigtigste. Med ro og nærhed og alle de dér ting, som det er så let at sige og så uendeligt svært at gøre. Men man kan prøve og jeg vil prøve. Imens jeg danser på bordene og ryger en hemmelig cigaret i ny og næ.

Tak for jer – altså mere end I kan forstå. Jeg fortsætter ufortrødent mine skriblerier og indlæggene står i kø – for er der noget, som 2016 lykkeligvis også har lært mig, så er det, at det hele virtuelle pusterum er aldeles uundværligt for mig. Ligegyldigt hvor jeg er – herude på den anden side.

Godt nytår!

Tak, 2016!

image image IMG_3776 image image image image imageimage image image imageimage image image image image image image image image image image image imageimage image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image image 127494611 image image image imageimage image image imageimage image image image image image image image image image image imageimage image image image image image image image imageimage IMG_7815 image image image image imageSkærmbillede 2016-07-01 kl. 14.45.02 image image image image image image image image image image image image imageimage image image image imageimage image image image image image image imageimage image image image image image image IMG_0188 IMG_9983 IMG_0156 IMG_9944 IMG_0257 IMG_0342 IMG_0479 IMG_0485 IMG_0743IMG_0798 IMG_0894 IMG_0759 IMG_0514 IMG_0534 img_1326 img_1366 img_1211 img_1402 img_1437 img_1455 img_1690 img_1706 img_1763img_1861 img_1956 img_2078 img_2136 img_2168 img_2199 img_2274 img_2465 img_2410img_2532 img_2720-1 img_2742 img_2763 img_3163 img_3165 img_3185 img_3221 img_3336 img_3326 img_3428 img_3426 img_3494

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Mit livs udsalgskøb – og de smukkeste frakker

Jeg har gjort mit livs udsalgskøb. Bum. Jeg har godt hørt, at folk altid siger, at man skal købe noget klassisk og tidsløst, som man kan bruge i mange år – og ikke falde for noget storblomstret eller pangfarvet.

Og nu forstår jeg, hvad de mener. I tirsdags – på årets første udsalgsdag, fandt jeg nemlig mig selv i Magasin klokken 21 om aftenen. Jeg skulle bytte nogle ting – og så skulle jeg også liiige se, om jeg faldt over en frakke, som kunne erstatte det noget slidte eksemplar, der har været min bedste ven i nogle år. Jeg vidste, at jeg gerne ville have en lang frakke i en uldblanding – og at den meget gerne måtte have bindebånd, fordi det bare ser så pissepænt ud.

Og jeg fandt den! Og siden har mit liv ikke været det samme. Jeg kom derfra med den smukkeste, lysegrå, knælange uldfrakke med bindebånd – fra Tiger of Sweden. Givetvis den dyreste beklædningsgenstand, jeg har ejet – men også det pæneste. Og nu kan livskvalitet jo heller ikke gøres op i penge, vel?

Jeg ved (hører du, bankrådgiver?) at jeg kommer til at elske min nye frakke for evigt – og med denne alt for lange indledning, vil jeg nu dele nogle af de allerpæneste, lignende frakker med jer – så I kan blive ligeså glade i bøtten. Nr. 2 er den, som jeg har købt – bare i en anden farve, da jeg desværre ikke kan opstøve den grå. Mørkeblå er også mere praktisk, vil nogen sige…

Nederst kan I se et par billeder af mig i min nye kærlighed. Et taget af Sia i Andedammens gård – og et taget af mig selv i et spejl.

vinterfrakker

1/ Grå fra Custommade – sat ned til 2099,25 HER 

2/ Mørkeblå fra Tiger of Sweden – sat ned til 2100 HER (camel HER)

3/ Lys fra By Malene Birger – sat ned til 2800 kr. HER

4/ Mørkeblå fra Ganni – sat ned til 1499,40 HER (findes også i mørkegrøn HER og i pink HER)

5/ Lyserød fra Day – sat ned til 1249,50 HER (findes også i grå HER)

6/ Grå fra Peak Performance – sat ned til 1740 HER (findes også i sort HER)

7/ Mørkegrå fra Inwear – sat ned til 1200 HER 

8/ Grå fra Ganni – sat ned til 1199,50 HER (findes også i brun HER

 

img_3505

img_3504

-indeholder affiliate links-

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Jeg lukker en dør

img_3494

I slutningen af Juli tog jeg et billede af mig selv i Andedammens spejl. På min første dag. Smilet var stort og fuld af forventning. I dag tog jeg et til. På min sidste dag.

Det er præcis en måned siden, at jeg endeligt besluttede og fortalte, at jeg alligevel ikke ville være fuldtidsblogger – og at jeg dermed havde opsagt min kontorplads i min elskede Andedam.

Siden den dag, har jeg ikke befundet mig i Andedammen. For jeg elskede den ikke for en måned siden. Jeg havde i alt for mange dage siddet på min pind med alt for meget tvivl i bøtten – og deraf alt for stor skriveblokade. Så da jeg havde truffet min beslutning og opsagt min plads, vidste jeg ærligt talt ikke, hvad jeg skulle gøre på mit kontor. For skriveblokaden forsvandt ikke på magisk vis med beslutningen – og til gengæld forsvandt December.

Men i dag er jeg tilbage i Andedammen. Lige nu, faktisk. Jeg sidder i vores lyserøde sofa og skriver disse ord i en note på min telefon. Jeg havde egentlig ikke planlagt, at jeg skulle forfatte mere herinde. Jeg skulle bare hente mine ting og rydde mit bord – og jeg har taget Sia med som hjælper. Hun har heldigvis medbragt en iPad, som hun er forsvundet ind i – i den anden ende af sofaen. Heldigvis fordi der skete noget, da jeg kom herind. Jeg burde nok have set den komme, for jeg er jo en følsom type – men jeg blev alligevel overrasket.

Jeg blev ked af det. Vemodig og trist. Det startede allerede, da jeg låste mig ind i opgangen. Vores skæve, fine og gamle opgang – og gik op af de vakkelvorne trapper, som jeg så forventningsfuldt halvløb op ad – tilbage i Juli. Og det fortsatte, da jeg låste mig ind i vores entré – og blev mødt af det uendeligt smukke, gamle vægmaleri, der har lagt navn til stedet. Og det gik helt galt, da jeg kom hen til min pind. Min pind, hvor jeg i fire måneder har siddet og skrevet. Drukket kaffe og champagne. Og spist chokolade og knækbrød. Og hørt Noah og skrålet med på Hanne Boel. Og haft grineflip over ting, jeg ikke længere kan huske – og grædt over ting, jeg aldrig vil glemme. Og da jeg fandt de gaver, som mine andemødre havde stillet til mig – og læste det kort, de havde lagt ved – ja, så var der ingen vej tilbage.

Så jeg tudede lidt. Og fortrød big time. Og det gør jeg stadig – for det kan man godt, selvom man ved, at man har truffet den rigtige beslutning. Jeg skal stadig ikke være fuldtidsblogger – og jeg rydder mit bord og tømmer mine skuffer for bolchepapir og tilskrevne post-it’s. Lige om lidt. For jeg vil hellere noget andet – og jeg ved godt og heldigvis, at dét, der gør det svært lige nu, er menneskerne.

Cana og Cecilie, som troede på mig og gav mig chancen – og som er dem, der fik mig til at græde. I dag og alle de andre dage. Frederikke, som er en af de allersejeste unge kvinder, jeg nogensinde har mødt. Sandra, som er det sødeste, sjoveste og smukkeste væsen i verden. Trine, hvis råstyrke og kompromisløshed, jeg både misunder og beundrer. Danica, som jeg aldrig lærte at kende så godt, som jeg gerne ville. Og Christina, som jeg er så uendeligt ærgerlig over, at jeg aldrig nåede at arbejde sammen med.

Det er de seks mennesker, der gør det hårdt. Det er ikke kaffen, musikken, den guddommelige udsigt eller de lyserøde heliumballoner, jeg lige har skubbet væk fra mit ansigt. Og heldigvis for det, for mennesker kan man beholde i sit liv – uanset scene. Jeg kan beholde dem i mit liv imens jeg gør det, jeg skal.

Og således blev det her indlæg både alt for langt og alt for følsomt. Og samtidig ingen af delene.

Jeg rejser mig lige om lidt.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hvorfor #3

127494611

  • Var der lige præcis ingen, der kaldte os dobbeltmoralske, da vi i Spis og spar frelst og i samme åndedrag fortalte, at vi ville spise mindre kød for at skåne miljøet – og for at få råd til en tørretumbler?!
  • Har jeg først for nylig lært, at det ikke hedder en “tørretrumler”?
  • Har Hugo selv regnet ud, hvordan man facetimer folk på min telefon?
  • Vælger han konsekvent at ringe til dem, som det er flest år siden, jeg sidst har snakket med?
  • Virker det bare ikke specielt troværdigt når man påstår, at det var ens 1-årige, der gjorde det?
  • Højnes min livskvalitet i helt ekstrem grad ved tanken om, at der starter X factor om to dage?
  • Er jeg stadig ikke mere voksen, end at jeg foretrækker cola over vin?
  • Kommer der ikke nogen og giver mig en medalje, når jeg ikke udviser det mindste tegn på irritation over, at min 5-årige smadrer min to dage gamle 300-kroners foundation – i sådan cirka tusinde stykker?
  • Er foundations i glasflasker altid de dyreste, når det samtidig er dem, der er størst risiko for at destruere – hvis man skubber dem ned på et flisegulv med en fucking målmandshandske?
  • Troede jeg ikke, at jeg havde motorik til at gå i højhælede støvler til hverdag, før jeg fik det her (udsalgsramte og vanvittigt pæne) eksemplar i julegave?
  • Er priserne på Molslinien så absurde, når standarten til gengæld er så dårlig? Jeg føler mig decideret røvrendt, når jeg slipper 139 kroner for to pølsehorn, lidt tarvelig chokolade og to kopper kaffe af elendig kvalitet.
  • Bliver jeg aldrig typen, der “pakker noget mad til turen” hjemmefra?
  • Kan jeg i en og samme sætning fortælle, at jeg er 28 år gammel og at jeg i dag var i Aarhus for første gang i mit liv?

 

 

-indeholder affiliate link-

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Sandheden om familieportrættet

img_3391

Det er den 24. December. Klokken er omkring 17 – og jeg går på Instagram. Mit feed består udelukkende af et bestemt slags billede. Nemlig familien-er-samlet-foran-juletræet-billedet.

En uendelig række af pæne billeder – af pæne familier foran pæne træer med pænt julepynt på. I pænt lys. I pænt tøj. Med pæne smil.

“Jeg vil også!”, tænker jeg. Det dér kan jeg også. Jeg har nemlig også en pæn familie i pænt tøj, som kan smile pænt. Og indenfor min rækkevidde findes et pænt træ med tilforladeligt pynt. Lysforholdet er godt nok ikke optimalt – men hvad fanden. Resten har jeg!

Herfra udspiller følgende scenarie sig:

Mig til mand: “Skat, skal vi ikke lige få taget et billede af os alle fem foran træet?”

Mand til mig: “Tjoh, det kan vi da godt, hvis du har behov for det…”

Mig til mand: “Dét har jeg!”

Mig til søster: “Vil du ikke tage et billede af os alle fem inde foran træet?”

Søster til mig: “Jo, bare kald på mig når I er klar”

Mig til søster: “Det er vi om tredive sekunder, så kom bare med med det samme”

Søster til mig: “Arh, jeg tror ikke på, at du formår at samle alle dine børn og din mand – og stille dem op på under fem minutter”

Mig til søster: “Det kan godt være. Til gengæld skal det eksekveres rimelig hurtigt, når vi først står der – så kom så snart jeg kalder!”

Mig til børn: “Unger – kom! Vi skal lige have taget et billede af os alle fem foran juletræet!”

Unger i kor: “Eeeeej hvorfor???”

Mig til unger: “Fordi det skal vi bare. Og det går lynhurtigt. Kom!”

Mig til søster: “Caroline! Vi er klar!”

Mig: “Så. Kig på Caroline og smil”

Mig: “Elliot, smiler du?”

Mig: “Elliot, du skal bare lige smile helt almindeligt i ti sekunder – og så får du lov til at spille på iPad igen”

Mig: “Med åbne øjne, skat…”

Mig: “Thor, få lige Hugo til at kigge den rigtige vej”

Mig: “Caro, er du sikker på at du får os allesammen med?”

Mig: “Du kan bare trykke blødt på knappen, så fokuserer den bedre”

Mig: “Fingrene ud af munden, skat”

Mig: “Kigger I på kameraet, unger?”

Mig: “Hugo – wuhu! Kig den her vej, skat!”

Mig: “Elliot, bare lige fem sekunder mere. Smil helt normalt. Jeg ved godt, at det er kedeligt…”

Mig: “Ja, du smiler pænt, Sia”

Mig: “Elliot, smil ligesom Sia”

Mig: “Er der nogle gode, tror du?”

Mig: “Nej, det er jeg godt nok heller ikke sikker på…”

Mig: “Ooooog sidste! SMIIIIIIIIIL!!!”

img_3393

img_3392

img_3391

img_3390

img_3389

img_3388

img_3387

img_3386

img_3385

img_3384

img_3383

img_3382

img_3381

img_3380

img_3379

img_3378

img_3377

img_3376

img_3375

img_3374

img_3373

img_3372

img_3371

img_3370

img_3369

img_3368

Hvordan fanden gør de andre?!?!?!?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts