Snigpremiere på næste kapitel

img_4087

Der går han. Gennem skolegården. Med jakken halvt på og halvt af. Og med kurs direkte mod det næste kapitel i hans liv.

Og der sad vi. I SFO’en, som vi kender – men med ansigter, vi aldrig har set. Halvt nye og halvt gamle. Og med vores andet skolebarn. Vores andet skolebarn!

Og der gik han. Da hans navn blev råbt op. Op til alle de andre bittesmå og kæmpestore 5-årige. Alle de andre bittesmå og kæmpestore 5-årige, som han skal følges med i de næste ti år af hans liv. Som han skal grine med og skændes med. Lære med og lege med.

Og jeg græd en lillesmule. Selvfølgelig gjorde jeg det. Fordi jeg ikke kan styre det og fordi jeg føler ad helvedes til. Og fordi det føles for voldsomt og fordi han var min baby forleden dag. Og fordi jeg ikke kan følge med og fordi jeg er ved at sprænges af stolthed.

Fordi tiden gerne lige må stoppe en lillesmule.

Og det var bare et besøg og noget information – og i morgen skal han tilbage i børnehaven. Og alligevel var det meget mere end det. For det var en snigpremiere på det næste kapitel. Et glimt. Og det virkede godt – selvom jeg næsten ikke kan rumme det.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Svar #2

img_4077

 

Hermed anden omgang svar på jeres spørgsmål. Første runde findes HER.

 

Åh jeg gad godt vide hvordan du ligger make up og ordner hår?
Jeg lavede en makeupvideo nytårsaftensdag, som jeg delte HER. Det med håret er på min to-do.

 

Har du helt droppet journalist drømmen? Jeg tænker også især her efter uddannelsesloftet…. er du sikker på, at det er sygeplejerske? For nu fanger bordet jo.
Drømmen lever stadig – men for nu har jeg droppet at handle aktivt på den. Jeg savner sygeplejen og jeg glæder mig virkelig meget til at gøre min uddannelse færdig og til at komme ud og bruge den. Samtidig må jeg blankt erkende, at jeg er pissehamrende træt af uddannelsesloftet – og at det nogle dage stresser mig ad helvedes til. Men omvendt, så er jeg altså snart 30 år gammel og jeg har brug for at få færdiggjort en uddannelse. Jeg aner ikke om jeg skal være sygeplejerske for evigt – men det stresser mig, at jeg ikke har noget ”at falde tilbage på”. Gudskelov er det en enormt bred uddannelse – og der er uendeligt mange veje at gå.

 

Hvornår føler du dig allermest sårbar og usikker på dig selv?
Uden tvivl i forbindelse med min rolle som mor. Jeg har flere gange beskrevet ”den sure, gamle dame oppe i hovedet”, som skælder mig ud og som kritiserer mit moderskab – hver eneste gang, jeg er i tvivl om hvorvidt jeg gør det godt nok. Det er virkelig slidsomt – men det fylder gudskelov langt mindre i dag end tidligere. Jeg er blevet bedre til at lukke ned for hende – og jeg har med alderen og erfaringen fået et mere afslappet forhold til idealet om ”den perfekte mor”.

 

Når dine børn bliver små, selvstændige voksne, der flyver fra reden og du skal til at slippe dem – hvad er så succeskriteriet, der gør, at du kan sige til dig selv: “Jo, det gjorde jeg sgu godt.”?
At de tror på dem selv. At jeg har fyldt nok kærlighed på dem til, at de tør tro på deres drømme og handle på deres følelser. Og at de samtidig er omsorgsfulde og næstekærlige. Så er jeg sådan set fløjtende ligeglad med om de tager 10 sabbatår eller holder lidt for mange fester.

 

Hvad er dit yndlingsbarndomsminde?
Ferierne, tror jeg. Charterferierne med min mor og skiferierne med min far. Og at se mine forældre sammen juleaftensdag. De blev skilt lige da jeg var fyldt fem, så jeg husker ikke hvordan de var sammen. De har altid haft en fin kommunikation, men de har ikke holdt vores fødselsdage sammen og sådan. Men hvert år på juleaften – der var de sammen i en times tid. Når min søster og jeg skulle ”overleveres” fra den forælder, som vi havde holdt lillejuleaften med – til den forælder, vi skulle holde selve juleaften med. Så spiste vi konfekt og de drak kaffe. Og det betød åbenbart bare enormt meget at have dem samlet – en time om året.

 

Hvornår føler du dig allermest taknemmelig?
Når mine børn viser hinanden kærlighed. Når Hugo går ind til en sovende Elliot – og vækker ham med kram og ved at proppe tørre cheerios i munden på ham. Og når Sia engang imellem giver efter og lader Elliot få et af de sjældne kram, som han hungrer efter. At se den dér søskendekærlighed udfolde sig, det er det vildeste – for jeg ønsker jo sådan, at de får et godt og tæt forhold til hinanden.

 

Hvad har du fået i julegave?
Alt muligt! Topscorerne var de hjemmelavede gaver fra børnene – en bordskåner med håndaftryk fra Hugo, æggebæger med ”MOR” på fra Elliot – og nogle pastaengle (!) fra Sia. Derudover fik jeg blandt andet et par støvler, musicalbilletter, en sølvarmbånd, et tørklæde, en elkedel, en natkjole, noget make up, et hårdspænde, en bog, en creme og nogle skåle.

 

Hvilken værdi er vigtigst for dig at give videre til dine børn?
At man skal behandle andre mennesker ordentligt og hjælpe hvor man kan. Uden tvivl. At man rejser sig for den gamle dame i bussen, samler ind for diverse velgørenhedsorganisationer – og at man taler pænt.

 

Skal i have flere børn? Åh, hvor ville jeg ønske, at vi læsere havde kunne følge dig som gravid.
Det havde fandeme også været hyggeligt – men hvor jeg for et par måneder siden var ret meget i tvivl, så må jeg indrømme at jeg efterhånden bliver mere og mere overbevist om, at vi ikke skal have flere. Jeg er ikke i tvivl om, at vi sagtens kunne overkomme, at have fire børn og at vi ville gøre det skidegodt – men jeg føler samtidig, at det er svært at nå ordentligt ind til mine børn hver dag, som jeg gerne vil. Simpelthen fordi der er mange af dem. Og jeg tror ikke, at min samvittighed kan holde til at fordele opmærksomheden ud på flere.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #69 (med juicekur, Rundetårn og fødselsdage)

I ugen, der er gået, har jeg:

Holdt budgetvenlig fridag med Elliot. I Rundetårn og på hovedbiblioteket – og slap af, hvor var det hyggeligt!

img_3828

img_4061

img_4062

 

Levet af juice i fem dage…

img_3885

 

Svaret første halvdel af jeres spørgsmål

fullsizerender-45

 

Været med Elliot til fodbold, set ham få hængt sit livs første medalje om halsen – og fotograferet en ret stolt dreng bagefter

img_3872

img_3870

img_3869

 

Fejret Hugos kærestes 2-års fødselsdag hos vores gode venner

img_3923

img_3911

img_3929

 

Fået serveret morgenmad på sengen, faktisk.

img_4060

 

Anbefalet en tv-serie, en blog og noget rar musik

SHOW_42_34_35_1.eps

 

Fejret min fars 53 år

img_4008

img_4059

Ikke verdens mest ophidsende uge – og det slår mig nu, at jeg nok har isoleret mig socialt i forbindelse med min madstrejke. Godt at næste uge byder på nogle rare arrangementer – og at i aften byder på gensyn med hende her, som jeg har savnet gevaldigt.

God søndag aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Fem dage på juice – hvad jeg har vundet og hvad jeg har tabt

img_3885ikke-navngivet-2

I mandags kastede jeg mig for anden gang i mit liv ud i en juicekur. Selvom jeg ikke er konfekttypen, så havde julen alligevel sat sine uvelkomne spor – og som man måske kunne fornemme i mit seneste sms-indlæg, så var vores fastfood-forbrug kommet en lille smule ud af proportioner.

Jeg er ikke ked af min krop. Jeg er ikke åleslank og det har jeg aldrig været. Jo engang i ottende klasse, holdt jeg op med at spise mad, tabte alt for mange kilo og blev sygeligt tynd – men jeg tog dem på igen ligeså snart min mor lokkede mig noget nyt tøj – og så har jeg haft former siden. Det kan jeg godt leve med – og jeg er for glad for kage til, at det bliver anderledes. Men selvom jeg ikke har behov for at være tynd, så vil jeg gerne være sundere, end jeg er. Og jeg vil gerne tabe de graviditetskilo, som jeg efterhånden ikke kan give Hugo skylden for længere.

Derfor valgte jeg, helt kliché, at starte året med nye, sundere vaner. Og jeg kunne så tydeligt huske fornemmelsen af at være “nulstillet” efter sidste juicekur. Så jeg googlede nettet tyndt og faldt over Living Superfood, som så interessant ud. Deres juicer indeholder mere grønt, end min forrige juicekur, det hele er økologisk – og juicekuren, som jeg faldt for, indeholdt en suppe. De kunne heldigvis godt tænke sig, at lade mig teste deres 5-dageskur – og snart havde jeg to store flamingokasser fyldt med nedfrosne juicer stående i min opgang. Juicerne lynfryses nemlig straks efter produktion, hvilket er afsindigt smart, da det bevarer alle vitaminer, mineraler, antioxidanter og enzymer – og man samtidig undgår at skulle have leveret sin kur over flere omgange.

img_3884

Nu er de fem dage gået. Og de er faktisk gået godt. Det er ikke en fest, at være på juicekur. Det er socialt hårdt, da man hurtigt opdager hvor stor en betydning mad har, i samvær med andre mennesker. Og man bliver sulten, træt og får hovedpine. Men det tager kun en dag eller to – og så bliver det nemmere. Ens krop vænner sig overraskende hurtigt til ikke at få fast føde – og det er ret fascinerende at opleve hvordan ens appetitregulering fungerer.

Jeg har tabt 3,5 kilo på fem dage (!) – men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at jeg ligesom sidst føler mig nulstillet og at jeg i dag, hvor jeg i princippet må spise hvad jeg vil, har mere lyst til salat end til de fastelavnsboller, jeg lige har opdaget er tilbage på bagerens hylder.

Jeg er oprigtigt begejstret for Living Superfood, som er en familiedrevet virksomhed. De er nogle seriøse nørder og går enormt meget op i deres produkt, hvilket skinner igennem når man smager deres juicer – og når man er i kontakt med dem. Det korrekte forhold mellem grønt og frugt gjorde, at mit vægttab blev større end sidst – og at mit blodsukker forblev stabilt. Og så var den daglige suppe et kæmpestort plus. Det betød alverden at have noget varmt og tygbart (hedder det dét?) at se frem til – samt at kunne spise sammen med sin familie.

Hvis I har lyst til at forsøge jer med en juicekur, så tilbyder Living Superfood lige nu fri fragt på deres kurer, hvilket giver en besparelse på 99 kroner. Og samtidig kan I få fem shots med ingefær og aronia med ganske gratis – hvis I skriver “Cecilie” i samme felt, som I skal angive hvor pakken skal stilles. Den kur, som jeg var på, finder I lige HER – og en tilsvarende kur på tre dage, findes HER. Nulstillingen og vanebruddet kan sagtens opnåes på tre dage.

Nedenfor kan I se min snapchatstory (cecilieund) fra den første dag:

– Juicekuren er sponsoreret af Living Superfood. Jeg modtager ikke betaling for omtalen –

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Vilkårlige anbefalinger og tilfældige opfordringer #1

Jeg er nem at begejstre. Måske er det en københavnerting. Sandsynligvis er det bare sådan, jeg er.

Jeg er nem at begejstre, når noget er godt. For der findes godt nok også meget skidt. Mange dårlige tv-produktioner, dårlige artikler og enerverende musik. Sådan helt objektivt, selvfølgelig.

Men når noget er godt – så begejstres jeg! Jeg griner og græder og danser. Og så får jeg næsten altid lyst til, at dele min begejstring. Jeg hader eksempelvis at se godt TV alene – og det har jeg altid gjort. Jeg vil så gerne dele oplevelsen med nogen.

Og så er det jo, at jeg har den her blog – og så tænker jeg ofte, at “det må jeg dele på bloggen”. Men så tænker jeg også, at jeg hellere må samle sammen – så jeg kan dele tre gode tv-serier i et indlæg – eller anbefale fem gode blogs. Og så bliver det aldrig til noget og så går jeg rundt og griner og græder og betages og begejstret helt alene – og det er jo synd.

Derfor har jeg opfundet et nyt koncept, som jeg håber, at I vil tage godt imod:

 

Vilkårlige anbefalinger og tilfældige opfordringer!

 

Under denne overskrift vil jeg engang imellem dele nogle af de ting, jeg begejstres af. Det kan med høj sandsynlighed være et tv-program – og med mindre sandsynlighed en bog. Det kan være en artikel, en blog, en opskrift, noget musik, et make up-produkt eller et rengøringsmiddel. Og nogle gange bliver det på en fredag og andre gange bliver det på en tirsdag. Eller en mandag eller en onsdag eller en torsdag eller en lørdag eller en søndag. Altid fuldstændig usponsoreret og direkte fra mit begejstrede hjerte.

Og lad os så komme i gang. I dag vil jeg gerne anbefale en tv-serie, en blog og noget musik!

TV-serie: The affair

SHOW_42_34_35_1.eps

For et par år siden faldt jeg over denne anmeldelse i Politiken – af seriens første sæson. Og så gik Thor og jeg i gang. Sæson 1 slugte vi på under en uge, sæson 2 fulgte vi slavisk med en gang om ugen, når det blev lagt nye afsnit ud på HBO – og den proces er vi nu ved at gentage med sæson 3.

Før jeg opdagede, at der var noget, der hed SKAM, var The affair min absolutte yndlingsserie. Nu er der en alvorlig konflikt i mit hoved, der går på hvorvidt en norsk teenageserie skal overtage tronen – men det gør ikke The affair mindre fantastisk.

Serien handler om Noah, som er en idealistisk lærer med forfatterdrømme – og som har giftet sig med sin rige gymnasiekæreste, som han nu har fire børn med. De bor i New York og tager hver sommer hjem til hendes forældre, som bor i en rig, lille by. Og denne sommer falder Noah for servitricen Alison, som han indleder en affære med. Alison er bare også gift – med den mand, som var far til den 5-årige søn, de mistede.

Det, der for mig at se gør serien unik, er, at hvert afsnit er delt op i to synsvinkler. I første sæson er det kun Noah og Alisons synsvinkler, vi præsenteres for. Første halvdel af afsnittet er altså set fra Noahs perspektiv – hvor anden halvdel er set fra Alisons. Man ser altså mange af de samme scener to gange – men med forskellige briller på. Og det er sindssygt fascinerende og enormt tankevækkende at se forskellene i deres observationer. I anden og tredje sæson får vi endnu flere synsvinkler på – nemlig de forladte (Noahs kone og Alisons mand), hvilket fungerer helt vildt godt.

Skuespillet er fantastisk hele vejen igennem. Der er så meget dybde og så meget at analysere på – samtidig med at historien egentlig er rimelig simpel. Derudover er der et krimiplot, som i alle andre tilfælde havde pisset mig af, men som bare fungerer helt vildt godt her.

Kom i gang. Første sæson er fantastisk, anden sæson er endnu bedre – og tredje sæson er jeg i gang med at finde ud af, hvad jeg synes om. Den er i hvert fald enormt dyster og dyb. I kan se serien på HBO, hvor man vist kan få en måneds gratis abonnement – og ellers ligger hele sæson 1 og 2 på TV2 Play, hvor man også kan få en måneds gratis abonnement.

 

Blog: Hvidkaffe

img_2166

Karoline er journaliststuderende og står bag bloggen hvidkaffe.com, som er min nyeste – men efterhånden ret gamle – blogbesættelse. Det er den eneste blog, som jeg læser slavisk med på – udover de blogs, som er skrevet af mine tætte veninder.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvad det er, Karoline kan – og så kan jeg samtidig virkelig godt finde ud af det. Karoline er fuldstændig fantastisk upoleret og ærlig. Hun skriver om svigt fra sin nærmeste familie og om den spiseforstyrrelse, hun har kæmpet med, så jeg får fysisk ondt i maven. Og den næste dag skriver hun om at blive irriteret over egne – pludseligt opståede – dårlige stavekompetencer, så jeg græder af grin.

Karolines blog er befriende ikke-blogger-agtig. Hun skriver om alle de ting, som jeg gerne selv ville skrive om, men som jeg ikke tør og aldrig kommer til. Hendes billeder er helt vildt pixelerede og i hendes “om mig” står der hverken hvor gammel hun er eller hvor hun bor – men at hun gerne vil skrive om “sig selv, søde dyr, dumme mennesker, Harry Potter og sådan“. Hun gør det helt forkert – på den mest rigtige måde, jeg nogensinde har set.

Og så kan man – vigtigst af alt – bare mærke, at Karoline er et godt menneske. Med gode værdier, nærvær, der når ud gennem min skærm – og et helt fantastisk sprog.

I kommer muligvis aldrig tilbage til mig, når I har opdaget hende her – men det er næsten også okay! Afsted!

 

Musik: CHINAH

chinah-kopi

Til sidst vil jeg gerne anbefale noget seriøst lækker, nyt dansk musik. Dem, der følger med på Snapchat (cecilieund) vil vide, at jeg i går havde en fest med at folde vasketøj i en halv time – alene på grund af mit soundtrack, som bestod af CHINAH’s sange – på repeat.

I kender dem måske i forvejen – for de vandt talentprisen til P3 Guld – men hvis I ikke har opdaget dem endnu, så giv dem lige et lyt.

You’ll never complete me though I like your kind…

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl