Næsten helt alenelørdag

img_5375

Vi sov længe i morges. 07:13 er længe. Og for tredje nat i træk uden en eneste opvågning. Jeg tør selvfølgelig ikke at sige, at det hænger sammen med det faktum, at der er gået tre nætter siden Hugo fik lagt dræn – men det gør det helt sikkert! Og jeg finder lige noget træ at banke på.

Thor tog Elliot til fodbold, som de har for vane hver lørdag morgen – og jeg tog resten med på Lagkagehuset. Det har vi ikke for vane – men studierabat på kaffen og gratis børneboller kunne egentlig godt forsvare, at vi gjorde det til en ting. Og det har jeg hermed vedtaget.

På vej tilbage tømte vi Brugsen for rengøringsmidler og vaskepulver – og hjemme igen kom Thor og Elliot og snuppede resten af børneflokken fra mig.

De skal bruge lørdagen hos min svigermor, hvor de også skal sove. Selv har jeg en gammel aftale om at se Melodi Grandprix med hende her – og min families tidlige afgang efterlod tiltrængt tid til at få gjort noget alvorligt ved vores lejlighed. Og således har jeg brugt de sidste timer på at skrubbe og skure. Vaske tøj, vaske gulv, vaske alting. Smide ting ud og sætte blomster i vaser. Lad aldrig nogen fortælle dig, at ét bundt eucalyptus er for lidt. Jeg har i skrivende stund de velduftende og støvede grønne grene stående ikke mindre end fem forskellige steder i mit hjem!

Nu vil jeg få svaret på nogle mails, få hængt den sidste vask til tørre og få fulgt op på et tv-program. Og så vil jeg glæde mig til at se, hvilken slags take away min venindes ufødte barn vælger for os – og om de har hævet Grand prixniveauet siden sidste år. Og så vil jeg sove. Halvlænge. Og drøne ud til min familie og bage fastelavnsboller.

Så kan man da ikke bede om meget mere, hva’?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Opskrift: Dahl (indisk linsesuppe)

img_5339

Dahl er blevet en af vores (og børnenes – efter et par øverunder) absolutte favoritter. Den er nem, billig og sund – og så er der fuld knald på smagen.

Dahl er en indisk linsesuppe, som mætter helt vildt godt. Jeg tilføjer kartofler i tern, for at gøre den endnu mere fyldig og aftensmadsagtig – men de kan sagtens udelades, ligesom man kan lege med andre grøntsager (squash er eksempelvis virkelig lækkert i!).

Ingredienser

  • Olivenolie
  • 3 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 spsk. karry
  • 1 spsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. chiliflager
  • 200 g. røde linser
  • 2 dåser hakket tomat
  • 1 dåse tomatpuré
  • 6 dl. bouillon
  • 2 bagekartofler i tern
  • Tilbehør: Naanbrød, creme fraiche og evt. persille/koriander

 

Fremgangsmåde:

  • Varm godt med olivenolie op i en gryde
  • Svits finthakket løg og presset hvidløg i et minuts tid
  • Skru ned for varmen og tilsæt krydderierne og rør rundt i yderligere et minut
  • Tilsæt linser, hakket tomat, tomatpuré og bouillon og lad det komme op og koge
  • Tilsæt kartoffeltern og evt. andre grøntsager og lad det simre i 20-30 minutter
  • Tilsæt mere væske, hvis suppen bliver for tør – men husk, at det er en tyk suppe
  • Smag til med salt og peber – og servér med naanbrød og top med kold creme fraiche og evt. friske kryddeurter (vi plejer derudover at tilsætte lidt stærk chilisauce til voksenportionerne)

 

Velbekomme – og god weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hvad foregår der på Paradise?

img_5279

Foto: Peter Grosen

Jeg mener sjældent noget herinde. Jo, jeg mener en masse om mig selv og min familie og min hverdag. Og jeg mener også ofte noget godt om ting udenom mig. Jeg er ikke bange for at rose ting og jeg begejstres let. Men jeg mener sjældent noget negativt om andet end mig selv. Og det er jo ikke fordi, at jeg ikke forarges og forundres og forbløffes af verden. Jeg orker bare ikke at sige det højt. Jeg orker ikke diskussionen. Og det skyldes både, at jeg, modsat hvad mange vil tro, er hamrende konfliktsky – og at jeg er enormt letpåvirkelig. Jeg bliver ganske enkelt alt for let i tvivl om, hvad jeg selv mener, når andre mener noget andet – og kan begrunde det.

Men nu er jeg nødt til at mene noget. Og emnet kan synes enormt overfladisk og ligegyldigt – for det er Paradise Hotel og jeg er snart 30 og hvad fanden sker der for mig? Men for mig er det alt andet end overfladisk – og dem, der kender mig godt, vil vide, at det er rimelig breaking news, at jeg synes noget negativt om Paradise.

Paradise Hotel er mit ultimative favorit-reality program. Er du tosset, hvor har jeg forsvaret det mange gange – og ved mange lejligheder. Jeg har brugt ord, som “velproduceret” og “ægte” (jo, jeg har!) – og jeg har ment det og jeg mener det stadig. Om de første 12 sæsoner, i al fald. For nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal mene.

Jeg havde godt set en artikel på et mindre intellektuelt nyhedssite for en måneds tid siden. En overskrift, der fortalte mig noget om, at nogle deltagere skulle giftes i det første afsnit. Og på trods af min uendelige kærlighed til et andet program, hvor folk også bliver gift uden af kende hinanden, blev jeg med det samme forarget. Men jeg oplevede også med det samme, at ikke alle delte min forargelse. Eller at de i al fald fandt det svært at forarges yderligere af et program, der alle dage havde forarget dem. Noget med, at det jo i forvejen udstiller og udnytter unge mennesker. Så et ægteskab fra eller til…

Og dagene gik og i tirsdags modtog jeg pludselig nogle beskeder fra folk, der kender mig godt, som skrev, at de godt vidste, hvad jeg lavede lige nu. Og jeg lavede ikke en skid og blev ramt af en mindre identitetskrise, da det gik op for mig, hvad der foregik. Hvad jeg ikke havde opdagede, at der foregik. At jeg ikke havde opdaget, at der var sæsonpræmiere på Paradise Hotel. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Er jeg ved at blive voksen?

Og i går fandt jeg så frem til min Viaplay-app og fik klikket play. Og det startede, som det plejer. Fem af hvert køn. Blandet intellekt. Vekslende grad af sympati. Og bang! Der var det. Twistet, jeg havde fortrængt. Brylluppet! Pigerne skulle blive enige om, hvem der skulle trække i kjolen – og drengene skulle blive enige om, hvem der skulle have blomsten i knappehullet. I hvert deres rum, vel at mærke. “Det handler om at gå all in”, messede værtinden.

Og således blev vi vidner til et bryllup. En vielse af en 19-årig og en 20-årig. Og således blev vi vidner til, at det langsomt gik op for dem, at det sgu var ægte. At der var en mexikansk dommer til stede og at det ikke var for sjov.

Og det er fandeme ikke i orden! Ja, de er voksne mennesker og ja, de ved godt at der bliver manipuleret og skamklippet og at de ikke selv bestemmer, hvem de skal fremstilles som. Men sådan har det altid været! Det er det, de melder sig til. Og der findes utallige eksempler på tidligere deltagere, der på trods af offentlig kampdruk og sex, har fine liv i dag – og som selv jeg, der aldrig har misset et afsnit, har glemt alt om.

Men et ægteskab! Et ægteskab, for helvede. Det er ikke noget, man bare lige glemmer. Den 19-årige pige og den 20-årige dreng kommer til at have en skilsmisse på cv’et. Fra Paradise. Og Mastiff (som jeg selv har arbejdet sammen med og som jeg indtil nu havde al respekt i verden for) undskylder sig med, at de unge mennesker er myndige og ved, hvad de går ind til. Og det lyder jo også fint nok – men det passer bare ikke. Jo, de er myndige – men derfor har produktionsselskabet fandeme stadig et ansvar at leve op til. Det havde de også, da de lavede “Spis og spar” i min lejlighed og det gjorde de også – men nu er jeg bare bange for, at det kun handlede om, at DR var kunden frem for TV3. Og de unge mennesker vidste tydeligvis ikke, hvad de gik ind til! Og jo, så kunne de være flygtet, da de fik opsnappet det med den mexikanske dommer – men der stod de der jo. I tøjet. Og med den garvede værtinde, der messede videre med sit “all in”.

Og de bliver garanteret skilt i aftenens afsnit – det ved jeg godt. Og jeg er blevet gammel og kedelig – det ved jeg også godt.

Men det er stadig ikke i orden. Hvad foregår der på Paradise?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Det gik. Nogenlunde.

img_5275

Min mor har taget billedet. Jeg sidder og våger over Hugo, som er ved at vågne fra narkosen. Originalen indeholder også genstanden for min opmærksomhed, som må være verdens mest fredfyldte 1-årige. Men han er klippet ud. Det gjorde jeg uden at tænke så meget over det. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor – men det kom vist for tæt på, og selvom det er en ganske ufarlig ting, som tusindevis af forældre har prøvet, så tror jeg på at man skal gå med den mavefornemmelse.

Det var ikke sjovt. Formiddagen gik overraskende fint – og tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer og trøstende ord til morgenens ondt-i-maven-indlæg. De både varmede, beroligede og forsikrede mig om, at det selvfølgelig skulle gøres.

Og pludselig var klokken 12 og vi befandt os hos ørelægen. En ret no nonsense-agtig type, som jeg bryder mig virkelig godt om. Han hilste på Hugo i venteværelset, lyttede på hans lunger og sagde, at narkoselægen var en fin fyr, som ville hente os om lidt. Og det gjorde han og vi kom ind på operationsstuen og blev bedt om at lægge Hugo op på briksen. Og selvom jeg gjorde mit allerbedste for at virke naturlig, så kunne han tydeligvis mærke, at det var noget rod og han blev pjævset og ville over til mig.

Min mor og jeg holdt i hver hans arm og han fik den lille maske over sit hoved imens han kiggede mig lige i øjnene. Hans øjne blev hurtigt fyldt med tårer og han kæmpede bravt imod og skreg. For fanden. Jeg var konstant ved at bryde ud i vores faste godnat-sang, men var også bange for at han fremover ville forbinde den med noget dårligt. Så jeg nøjedes vist med at fastholde hans blik og sige nogle beroligende ord, imens jeg kæmpede for ikke selv at tude – i sekunder, der føltes som ulideligt lange minutter. Og så gav hans krop op og hans øjne lukkede sig. Og jeg havde afsindigt svært ved at slippe ham og gå ud – og min mor måtte vist fysisk hjælpe mig.

I venteværelset sad en mor, som var nummer to i køen og som var alene – og jeg ville så gerne undgå at tude foran hende, så jeg strøg ud i opgangen og hylede behersket, imens jeg tog nogle dybe indåndinger. Og vendte tilbage og ventede. Tiden føltes uendeligt lang og jeg blev træt af alle de artikler og debatter, jeg i nat havde googlet mig frem til, hvor mødre beskrev hvordan de nærmest ikke nåede at sætte sig ned i venteværelset, før de blev kaldt tilbage. Jeg nåede at forestille mig alt muligt frygteligt og overdrevet, indtil jeg pludselig hørte ørelægen og narkoselægen grine og snakke – og blev mindet om, at det for dem jo bare var “another day at the office”. Og så gik døren op.

Thor var stødt til imens vi ventede – så han og jeg blev vist ind på opvågningen, hvor narkoselægen var i gang med at lægge en helt slatten og tungt sovende Hugo i den korrekte stilling på en briks. Vi fik at vide, at han ville vågne i løbet af fem minutter, men under hans kamp havde han åbenbart fået så meget narkose, at det nærmere tog tyve – og pludselig fik jeg en idé om, at jeg ville være alene med ham. Jeg havde i ugerne op til gang på gang bedt Thor om at holde fri – men han mente sagtens at jeg kunne klare det selv. Det kunne jeg jo også næsten og det var fair nok. Men midt i alle mine følelser, fik jeg en ganske irrationel og egoistisk tanke om, at det ville være pissehamrende uretfærdigt, hvis Hugo vågnede op til os begge to – og Thor så var helten, fordi han ikke var der, da han blev holdt fast. Jeg nåede heldigvis at fortryde inden han vågnede – eller inden ørelægen gav os lov til at vække ham.

Han var rundt på gulvet, da han vågnede. Han var ked af det og forvirret. Men vi fik lov til at gå hjem, hvor vanilleis og panodil i flydende form fik ham tilbage i topform. En form, som han blev i resten af dagen. Totalt på toppen, glad, syngende, hoppende og snakkende. Sia fik sågar testet hans nye hørelse og fik ham til at sige “diller”. Til alles store begejstring. Også min.

Jeg er færdig nu. Fysisk, mentalt og med det her indlæg, som blev utroligt meget længere, end det måske behøvede. Hvis I har holdt ud så langt, så må I have en dejlig aften! Paradise startede i går – og jeg har brugt en stor del af dagen i dag på at spørge mig selv, hvem fanden jeg er. Jeg opdagede det nemlig ikke.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

“Det er en meget mild narkose”

img_5199

Det er alt for tidligt og jeg har ondt i maven. Jeg ligger i min seng – og inde i stuen er Thor ved at lokke mad i Hugo. Det er aldrig svært.

Vi har vækket ham. Han skal nemlig faste – fra om ti minutter. Klokken 12:10 skal jeg holde ham, imens jeg lader en fremmed bedøve ham.

Fuck.

Han skal have lagt dræn. Det bliver godt og jeg forstår ikke, hvorfor jeg oprindeligt var i tvivl. Hans trommehinde er sprunget noget med fem gange i hans korte liv, han har konstant væske på ørerne, sover dårligt om natten, har smerter og udtaler ord rimelig skævt. Så selvfølgelig skal han have lagt dræn. Selvfølgelig.

Og jeg har egentlig ikke været så nervøs for den narkose. Har spillet cool tredjegangsmor og bildt mig selv ind, at det var ingenting. Sagt til folk, at det jo er en “meget mild narkose”. Faktisk messet ørelægens “meget milde narkose” – og fortalt, at vi også lagde Sia i narkose, da hun var halvandet og brækkede armen. Og så bare undladt at fortælle, at jeg vendte om så snart jeg fik øje på masken – og lod Thor gøre det alene. Og aldrig tilgav mig selv. Bildt mig ind, at det handlede om at jeg var højgravid – og ikke, at det bare er pisseubehageligt at skulle se sit lille barn forsvinde hen.

Og hvad fanden er en mild narkose?! Kan en mor kende forskel når det gælder?

Thor er cool. Så cool, at han tager på arbejde og lader mig tage den med min mor. Og det skal jo nok gå. Jeg glæder mig til, at han bliver smertefri og til, at han kan høre hvad vi siger. Glæder mig til at se, om hjulene på bussen begynder at dreje mere rundt, rundt, rundt end lå, lå, lå. Og om sure frøken Madsen bliver mere tydelig i sit “hold så op” end Hugos “ot, ot, OT”.

Det bliver fint. Det er det rigtige. Det er bare dræn. Hey, mave, du skal ikke gøre så ondt. Hey, voksne menneske, du skal ikke tude.

Han kalder på mig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl