Jeg er blevet ambassadør

0d6b9848-6dca-44b6-b152-ab07f938db04img_6340

Tilbage i Oktober sidste år udgav jeg, i samarbejde med Just Eat, et indlæg om vores take awayvaner. Jeg fik i samme forbindelse mulighed for at udlodde nogle gavekort til Just Eat – og mit kommentarfelt bar i høj grad præg af, at I elsker take away nogenlunde ligeså højt som vi gør.

Og folkene hos Just Eat var åbenbart glade. I sidste måned kontaktede de mig i hvert fald for at høre, om jeg ikke ville være deres nye ambassadør. Og jeg tror faktisk ikke, at jeg kan komme i tanke om ret meget, som jeg hellere ville være ambassadør for. For vi er fans af nemme løsninger herhjemme – ligesom jeg forestiller mig, at langt de fleste andre travle børnefamilier er. Vi har gode ambitioner om varierede og budgetvenlige madplaner hver eneste uge – men vi er også bare mennesker, som jævnligt finder madlavningen uoverkommelig – og som derfor tillader os selv den luksus, som det er, når andre mennesker laver det hårde arbejde for en.

Som ambassadør for Just Eat, får jeg mulighed for at lade mine unger smage en hel masse forskellig mad – fra en hel masse forskellige køkkener. I den måned, der er gået, har vi ikke kun bestilt pizza – men udforsket det kæmpesortiment, som Just Eat har at byde på. Sia, Elliot og Hugo får udvidet deres horisonter – og de varierende retter giver anledning til gode snakke om lande og kulturer. Og det er vist tiltrængt. Se bare den lille video, som jeg har klipset sammen af nogle små samtaler, som jeg havde med mine store unger efter hvert måltid…

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hvordan kunne du vælge?

img_6326

I weekenden var Sia og jeg som bekendt i Disneyland. Bare os to. Og siden jeg afslørede vores planer, har jeg fået en del spørgsmål omkring netop det faktum, at jeg lod et barn (eller to, egentlig…) blive tilbage i Danmark. Ikke bebrejdende spørgsmål – mere undrende. Hvordan kunne jeg vælge?

Umiddelbart kunne jeg heller ikke vælge. Min første reaktion, da jeg fik en invitation til mig og ét barn var, at jeg selvfølgelig ikke kunne tage afsted. For hvordan i alverden fortæller man en 5- eller 7-årig, at man smutter til Disneyland uden ham eller hende? Hurtigt fandt Thor og jeg dog frem til, at jeg ikke kunne takke nej til så fantastisk en mulighed – og at Sia ville være mest oplagt at tage med. Og det er der flere årsager til. Sia er ældst og jeg vidste, at hun bedst ville kunne holde til så stramt et program, som der var lagt for weekenden. Samtidig har Elliot altid været ret følsom i forhold til for voldsomme indtryk – og han kan stadig blive bange for udklædning og høje lyde.

Vi endte altså med at vende det umulige valg til en oplagt mulighed for at give vores store børn noget soloopmærksomhed. Noget, som jeg tror er både sundt og vigtigt, når man er en ud af tre. Thor fik booket en fodboldweekend i Rom, som nu kun ligger 4 dage ude i fremtiden – og dermed var der kun begejstring at spore hos ungerne. Også på hinandens vegne.

Jeg tror så meget på, at søskende skal lære, at de ikke altid får det samme. At det er sundt for dem at lære at kapere det, der umiddelbart kan ligne ulighed eller uretfærdighed – og samtidig få opbygget en tillid til, at regnestykket selvfølgelig går op i sidste ende. Jeg orker ganske enkelt ikke millimeterdemokrati med tre børn – og jeg vil gerne lære dem, at det er sundt og godt at glæde sig på hinandens vegne. Elliot er møghamrende utilfreds med, at Sia ikke skal med ham og Thor til Rom på fredag. Han vil så gerne have hende med, selvom han selvfølgelig har givet udtryk for, at han gerne ville have været med i Disneyland. Og for mig er det udtryk for, at jeg er lykkedes med min mission.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Min mors ulykke

image-116

ikke-navngivet-2

Min mor er syg. Det er ikke til at se, hvis man ikke ved det – for hun ser ikke syg ud. Min mor var for 4,5 år siden involveret i en trafikulykke, hvor hun slog hovedet så voldsomt, at hun pådrog sig en meget alvorlig hjernerystelse. En hjernerystelse, der ikke har givet slip igen og som har betydet, at hun i en alder af bare 46 måtte forlade arbejdsmarkedet.

Jeg har længe gerne villet fortælle min mors historie herinde. Jeg skriver stikord ned på min telefon, når jeg får idéer til nye indlæg – og i al den tid, jeg har haft bloggen, har der stået ”mors ulykke” øverst. Uden at jeg har fået gjort noget ved det. Nok fordi det er følsomt og tæt på og svært.

Men så blev jeg spurgt, om jeg ville skrive noget om UlykkesLinjen.  Et gratis tilbud (støttet af Offerfonden), som hverken min mor eller jeg selv kendte til. Jeg spurgte min mor, om hun havde lyst til at dele hendes historie – og det havde hun. Så forleden dag kom hun hjem til mig og spiste morgenmad. Og vi snakkede om hendes ulykke.

Hun fortalte om den torsdag eftermiddag i september 2012. Hvor solen skinnede og hun var på vej hjem fra nogle interviews i Odense. Hun havde lånt min stedfars firhjulstrækker og snakkede i telefon med sin chef, da den lille bil foran hende pludselig bremsede op. Hun fortalte hvordan hun måtte helt op og stå på bremsen i et forsøg på at undgå at køre ind i den. Helt uden at overveje, hvad der ville komme bagfra. Hvordan hun først mærkede et kæmpe smæld og så endnu et. Hvordan det havde føltes som om, at nogen tog hendes store lædersæde og smadrede ind i hendes baghoved. Hvordan hun havde skreget, at det var en ulykke og hvordan hun da det hele blev stille, havde nået at tænke, at det var gået meget godt. Hvordan hun var stået ud og havde ringet til min stedfar og pludselig kunne mærke noget, der føltes som varmt blod bagi hendes hoved. Angsten for, at hende hjerne ”var ved at bløde sammen”. Hvordan hun blev spændt fast på et spineboard. Hvordan ingen på skadestuen havde nævnt ordet hjernerystelse, men i stedet udelukkende havde fokuseret på hendes ryg og nakke. Og hvordan de havde forsikret hende om, at det var helt fint, at hun gennemførte den fest, som hun skulle holde dagen efter. Hvis hun bare tog nogle panodiler.

Hvordan hun i de efterfølgende uger fik det værre og værre. Glemte ting og følte sig desorienteret. Smerterne. Oplevelserne af at åbne munden og pludselig ikke ane hvad det var, hun ville sige. Hvordan hun til sidst var blevet indlagt på neurologisk og var blevet sat foran en overlæge, der havde fortalt hende, at hun havde fået en svær og alvorlig hjernerystelse og at hun skulle lægge sig i et mørkt rum i fjorten dage. Hvordan kampen med systemet havde været. Og hvordan hendes liv er markant anderledes i dag. I dag, hvor hun ikke har arbejdet i snart fire år og højst sandsynligt ikke kommer til det igen. Hvor hun konstant har ondt i hovedet, er lys- og lydfølsom og skal sove til middag hver dag for at hænge sammen. Hvordan hun kke kan være den mormor, som hun ellers ville have været og eksempelvis ikke kan passe alle ungerne på en gang.

Da jeg spørger hende, om hun tror, at det ville have gjort en forskel, hvis hun havde kendt til UlykkesLinjens tilbud dengang, svarer hun prompte ja. ”Jeg tror at det ville have givet et helt andet forløb. Alt det, som jeg har haft brug for, kan jeg se at de rådgiver omkring. Behandlingsmuligheder, udredning, advokatbistand, hjælpemidler. Ting, jeg alt sammen selv har researchet mig frem til. Hele det overblik, som det ville kunne give. Kaos er det ord, der beskriver tiden efter bedst – fordi man ikke har nogle erfaringer, man kan trække på. Og fordi at dem i ens omgangskreds, der måske har, er så chokerede og bekymrede. Og jeg var den, der var mest blind og mest fokuseret på, at det var ingenting. At vi skulle videre. Tænk hvis du eller Niels havde kunnet ringe og havde fået at vide, at de her ting skal I have tjekket op på og være opmærksomme på. Alle de gode regler og leveråd, jeg fik langt inde i mit forløb, ville jeg have givet alverden for at kende tidligere. Jeg forestiller mig, at de kan forkorte nogle processer, som slet ikke behøver at være så lange. Og som slet ikke behøver at kræve så meget energi”.

Av, hvor ville jeg ønske, at jeg havde kendt til UlykkesLinjen i oktober 2012. Som pårørende vil man intet andet end at hjælpe – men det kan være svært at finde ud af, hvordan man hjælper bedst, når man hverken er læge eller socialrådgiver – og samtidig befinder sig i en tilstand af kaos.

Hvis du selv står som pårørende eller skadet, så ring til UlykkesLinjen på 3673 2000. Telefonen er åben alle hverdage mellem 9 og 15.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #79 (med baby, byggegrund og Disneyland)

I ugen, der er gået, har jeg:

Haft fornøjelsen af at møde min venindes nyfødte datter for første gang. Jeg er dybt forelsket og kan næsten ikke vente til jeg får lov at holde hende igen.

img_6130

 

Inspiceret den grund, som min mor er ved at få bygget sit nye hus på.

img_6147

img_6148

 

Spist gulerodsmuffins på Lagkagehuset med Elliot, som jeg hentede tidligt.

img_6111

 

Taget turen til Paris med Sia.

img_6173

 

Haft de mest fantastiske dage i Disneyland. Vi var inviteret derned i forbindelse med parkens 25-års jubilæum og jeg er totalt på røven over det sted.

img_6204

img_6280

img_6226

img_6283

img_6284

img_6281

img_6282

img_6248

 

Krammet mine drenge, som overraskede os i lufthavnen – og spenderet eftermiddagen i solen på en legeplads.

img_6269

 

Børnene har meget svært ved at tro på, at klokken er otte – og det er den jo i og for sig heller ikke rigtigt. Men om lidt sover de vist – og så vil jeg catche op på alt det TV, jeg har forsømt i weekenden – inden en ny og travl uge truer.

God søndag aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Godnat fra Disneyland

img_6204

Ligger endelig vandret efter den længste og sjoveste dag i virkelig lang tid!

Sia og jeg er så latterligt heldige, at være inviteret på pressetur til Disneyland Paris i forbindelse med parkens 25-års jubilæum – og mit vækkeur ringede klokken seks i morges. Jeg havde udskudt pakningen til sidste øjeblik, og klokken 7:30 trillede vi vores kuffert op mod Triangen for at lade bus og metro fragte os mod lufthavnen.

Klokken 12 landede vi i Paris, hvor vi blev kørt til Disneyland af en rar chauffør. Sammen med en 62-årig freelancejournalist og Disneylandfan.

Og så har der ellers været fuld knald på lige siden. Vi er blevet guidet rundt i Disneyland af verdens flinkeste guide og vi har set teater, prøvet de vildeste forlystelser og spist middag. Og jeg har overgivet mig totalt. Det er eddermame et fantastisk sted, det her – og jeg bliver 10 år gammel og fuldstændig overstadig og sentimental på samme tid.

Og nu er vi hjemme på vores hotelværelse. Vi har hver vores seng, men Sia ville gerne sove sammen – og det ville jeg virkelig også gerne. Hun gik omkuld i et fuldt oplyst rum på den tid, det tog mig at børste mine tænder – og nu vil jeg gøre hende kunsten efter. Morgendagens program er helt absurd, men jeg glæder mig til det hele – og især til at være sammen med min store pige. Min store pige, som jeg nu vil lægge mig ind til – og sove. I 9 timer i streg – mindst.

Godnat fra Disneyland!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl