Ugen der gik #84 (med London, sukkerchok og et svært farvel)

I ugen, der er gået, har jeg:

Vinket farvel til regnvåde London – og skrevet et indlæg om min tur.

img_7177

 

Holdt afslutning med Elliot, som sagde farvel til børnehavelivet. Og skrevet sentimentale indlæg fulde af følelser – både før og efter.

img_7401

 

img_7395

img_7285

 

Spist alt for mange pålægschokolademadder og lært noget om kakaobønner – på Statens Museum for kunst, hvor Toms afslørede deres nye æsker.

img_7391

img_7392

img_7393

img_7394

 

Brugt en dag i Bloggers Delights nye fotostudie, hvor Cana og jeg skød billeder til hendes kommende bog.

img_7403

img_7404

img_7402

 

Tegnet og spist god mad hos min mor.

img_7305

img_7405

 

Været i lagkagehimmelen til et event med Karen Volf.

img_7349

 

Besøgt kastellet med Nana, Christina og deres drenge. Og igen-igen-igen spurgt min mand og mig selv hvorfor vi dog ikke bruger det sted noget mere.

img_7400

img_7399

img_7396

img_7398

 

Fået et flashback, da Thor løftede Hugo op i vinduet i gården – og måbet lidt over hvor meget, der er sket på halvandet år.

img_7384

 

Hav en rigtig dejlig søndag aften!

 

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Afslutning

Det gik fint med den dér afslutning – og nu er det næsten midnat.

Det gik fint med Elliot til den dér afslutning. Det gik mindre fint med mig. Jeg blev sgu lidt overvældet af mine egne følelser – og mine øjne blev fyldt med vand, ligeså snart jeg så det sirligt opdækkede bord – og mappen på hans plads. Mappen fyldt med minder. Billeder og tegninger. En kæmpestor del af et levet børnehaveliv.

De spiste kage. Og cookies. Og kanelsnegle. Der var fire børn, der skulle sige farvel i dag, så sukkeerniveauet nåede nye højder. Og så fik de en lille sten hver. En for en. Og de lod hver især deres sten vandre rundt fra barn til barn, så femten små munde fik lov til at hviske “held og lykke” til stenen, inden den kunne komme med hjem.

Elliots sten var grøn og sort – præcis som den skoletaske, han har fået. En symbolik, der helt sikkert ikke var tænkt over, men som ramte mig lige i solar plexus. Det passer sammen. Hans held-og-lykkesten ligger i den gennemsigtige plastiklomme på siden af tasken nu – og man kan ikke se den, fordi den er i præcis de samme nuancer. Og måske giver det mest mening fordi det snart er midnat og måske er der en grund til, at jeg aldrig skriver blogindlæg på den her side af klokken 20. Men nu ligger jeg her. Ved siden af min lille, store dreng, som har fået lov til at sove hvor han helst ville i nat. Lytter til hans vejrtrækning imens jeg kigger på de billeder, jeg tog på hans sidste børnehavedag.

Se ham. Et blik med lige dele glæde, forvirring og forventning. Min hamrende stærke og præcis ligeså følsomme Elliot.

img_7285

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Påtaget optimisme og det svære farvel

Her dufter af kanelsnegle og jeg er lige ved at tude. Elliot har sidste dag i børnehaven i morgen. Og jeg ved ikke om det er fordi, at han er nummer to – men vi er ligesom skøjtet sådan rimeligt let og elegant henover emnet. Og henover April. Måske handler det også om, at vi af erfaring ved, at vi ikke skal blæse ting op og gøre dem store og voldsomme, når de samtidig er så uhåndgribelige. Hans sidste sommerferie var et relativt helvede, fordi vi havde gjort et alt for stort nummer ud af det faktum, at han skulle starte i børnehavens førskolegruppe. Han er en følsom fyr og han kan ikke håndtere det.

Men måske har vi alligevel været en tand for afslappede. Måske skulle vi alligevel have sat flere ord på og lavet flere nedtællinger. I går var det i hvert fald som om, at det gik op for ham. Og gårsdagens “jeg vil ikke holde afslutning på fredag” blev i dag til et tårevædet “jeg vil ikke sige farvel i morgen”. Han vil ikke sige farvel. Først om et år, siger han. Han vil have sine venner og han vil “stadig se” sine pædagoger. Og jeg forstår ham alt for godt – og imens jeg sad med mit sammenkrøllede barn på skødet, skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at tude sammen med ham. Ikke fordi jeg ikke tror, at han er klar. Bare fordi jeg kan mærke hans forvirring og ked-af-det-hed helt fysisk. Jeg er også uendeligt dårlig til at sige farvel – og selvom jeg med påtaget optimisme forsøger at lære ham, at det jo bare hedder “på gensyn”, så ved jeg godt hvad han mener når han siger alt det, han siger.

Her dufter af kanelsnegle og jeg er lige ved at tude.

img_0018

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Pondus er kommet hjem

img_7220

fullsizeoutput_7

 

For nogle og tyve år siden, fik jeg en bankbog og en sparebøsse. Min mor og min stedfar var kunder i Danske Bank – og bankbogen var et lille hæfte i et plastiketui, som bankdamen noterede i, når der gik penge ind eller ud af min beskedne konto. Sparebøssen forestillede en pingvin med et rødt halstørklæde. Og pingvinen hed Pondus.

Jeg husker tydeligt følelsen af at lade en mønt falde ned i Pondus – og af at ryste ham og fornemme tyngden af min lille formue. Og pludselig gik tiden og jeg skulle forestille at blive voksen og Pondus forsvandt ud af mit liv. Måske ligger han et sted – i en flyttekasse eller på et loft. Men nu har han fundet hjem.

For nogle uger siden blev jeg nemlig spurgt, om jeg ville være med til at gøre opmærksom på, at min gamle ven fylder 50. Og 50 er der jo så mange, der fylder – og det er heller ikke det, der er det særlige. Det særlige er den måde, som Danske Bank har valgt at fejre Pondus’ fødselsdag på. De vil nemlig gerne give noget tilbage til alle de børn (seks millioner, for at det ikke skal være løgn…), der gennem årene har passet på ham og fyldt ham med formuer.

Derfor har de fået Adam Hansel til at designe en sindssygt fin plakat, som kan købes i Danske Bank for bare 25 kroner, hvoraf hver eneste øre går til Børnefonden og Unicef. Dét er eddermame en fin tanke – om man så er kunde i den ene eller den anden bank.

img_7221

Forleden dag hev jeg Sia med forbi vores lokale filial på Østerbrogade. Det var eftermiddag, døren var låst og regnen væltede ned. En sød dame forbarmede sig over os og lukkede os ind. Da jeg fortalte, at jeg skulle købe en Pondusplakat, begyndte en anden bankdame at snakke om Pondus. Hun var så ked af, at mange børn ikke længere vidste, hvem pingvinen var – og at nogle af hendes yngre kunder kaldte ham for Pingu. Vi fik en god snak om hvad Pondus havde betydet for mig – og om, at det jo nok var en naturlig udvikling, at børn ikke længere får kontanter som lommepenge i samme grad som for tyve år siden. Og så tog hun Sia i hånden og tog hende med ned i kælderen, hvorfra mit barn stolt kom op med sin helt egen Pondus. Han var blevet lidt blødere i formerne – men han var stadig den samme. Sia fortalte om sine brødre – og fik også en sparebøsse med hjem til Elliot – og en Pondusbamse til Hugo.

img_7218

img_7217

Så nu er Pondus kommet hjem. Den oprindelige plan var at hænge plakaten ind i børneværelset – men nu har de jo fået deres sparebøsser og bamser – og jeg er ærligt talt blevet ret glad for at have min gamle ven hængende i stuen. Så indtil videre bliver han bare dér.

Hvis du selv vil købe en Pondusplakat og støtte et godt formål – så find din nærmeste filial HER, hvor du også kan læse mere om kampagnen.

God aften!

img_7219

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts