Ugen der gik #97 (med Kina, Hong Kong og hjemve)

Vi landede på Østerbro for tre timer siden – og jeg vil skynde mig at få samlet op på den forsvindende uge, inden mit hoved bryder fuldstændig sammen i det jetlag, der med 100 kilometer i timen har overtaget min krop.

Så! I ugen, der er gået, har jeg:

Haft fornøjelsen af at bo under et mangotræ. Hele gaden duftede af mangoer hver morgen, hvor vi fandt frem til de pæneste af nattens nedfaldne – og spiste af dem på vej ned mod poolen.

img_9721

 

Badet her. I en gigantisk pool, som vi havde for os selv. Faktisk har vi haft alle fire pools stort set for os selv på hele ferien. Noget med at ikke-europæere har større respekt for solen, end os. De vrimlede i al fald frem, så snart skyggen faldt på.

img_9836

 

Ret ofte fået besked på at tage et billede af min 5-årige. Af ham selv. Til øjeblikkelig inspektion.

img_9679

 

Haft hjemve på den helt barnlige måde.

img_0024

 

Udgivet nye sms’er for første gang i flere måneder. Noget med at det bliver ret uoverskueligt, at scrolle tilbage, jo længere tid man venter. Men nu fandt jeg tiden.

img_9688

 

Tilbragt halvanden døgn i Hong Kong, hvor vi tog et skib over til Hong Kong Island.

img_9835

img_9834

 

Haft de to store med oppe I Hong Kong Observation Wheel.

img_9777

img_9833

 

Forelsket mig ret rimelig hovedkulds i byen.

img_9832

img_9831

img_9830

img_9789

 

Rejst hjem. 17 timer i luften fordelt over et døgn og to flyveture.

img_9806

 

Ladet min mand tage stort set hele slæbet. Men det var altså også hans idé med de skide rygsække.

img_9828

 

Og det var det. Nu skal jeg have fyldt min kaffekop op og have puttet mine børn. I morgen tager vi til Falster og afslutter sommerferien sommerhus-style – og det bliver virkelig godt, gør det.

God søndag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Og nu tager vi hjem

img_9777

En hilsen fra lufthavnen i Hong Kong, hvor vi har slået os ned ved gate 36. Børnene sidder i lilla læderstole – med tunge øjenlåg og hver deres iPad. Thor er gået ud for at finde en Starbucks – og jeg håber inderligt, at det lader sig gøre. Jeg er alt for træt og falder i søvn for mine børn, hvis jeg ikke får et skud koffein. Nu.

Vi tog toget til Hong Kong i går. Jeg forelskede mig i byen på rekordtid. Blev godt nok lidt forskrækket, da det første, der mødte os på stationen, var tre maskerede mennesker i lægekitler, der scannede børnenes pander, frikendte dem for feber og lod os entrere det, der åbenbart er et land. Hong Kong er pæn. Og ren. Og mere vestlig end den del af Kina, vi fik set. Folk kan tale engelsk. Og man kan tilgå facebook og instagram uden at føle sig som en hacker. Vi tog et skib over til Hong Kong Island og jeg tog de store med op i et gigantisk pariserhjul. Og så gik vi rundt i varmen og fik noget aftensmad, inden vi tog retur og gik i seng. I dag holdt vi os på vores egen side af vandet – slog tid ihjel i et køligt shoppingcenter, på en kaffebar og på et museum. Og så tog vi en taxa til lufthavnen, hvor vi har kørt cheeseburgere ned og brugt vores resterende valuta i Disney Store.

Og nu kom min kaffe. Og den dufter virkelig godt. Og nu satte Thor sådan en nakkepude om min hals, som jeg har gået og sukket efter. Han er god ved mig. Jeg tjekker ud. Nu skal vi hjem. Hjem og vende på Østerbro, inden vi sætter kursen mod Falster for at afslutte sommerferien med sommerhus, grillmad, havbad og min moar.

Vi ses på den anden side!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Skal børn have lommepenge?

img_9748 fullsizeoutput_7

 

Lommepenge er et emne, vi jævnligt diskuterer i det lille hjem på Østerbro. “Skal jeg ikke snart begynde at have lommepenge” spørger den ældste endnu mere jævnligt. Og jo, det skal hun egentlig nok, men det er altså endnu ikke sat i system – og det er der to overordnede årsager til.

For det første ligger vi aldrig inde med kontanter! Aldrig nogensinde. Vi kunne selvfølgelig gå ned i banken og hæve en masse 20’ere, som vi kunne gemme et sted og dele ud af ugentligt – eller vi kunne, som jeg også har foreslået Sia, agere “bank” for hende – og holde regnskab med hvad hun har og hvad hun bruger.

For det andet, så har jeg rigtig svært ved at finde ud af hvordan vi skal italesætte hvorfor hun skal have lommepenge. Flere af hendes klassekammerater har faste pligter, som udløser lommepenge. De tørrer spisebordet af, går ud med skrald og holder orden på deres værelse. Og jeg kan egentlig meget godt lide idéen om at lære børnene, at man skal arbejde for pengene og at de ikke kommer dumpende ned fra himlen eller hænger på et træ. På den anden side, så har jeg ikke lyst til at lære dem, at det udløser en økonomisk gevinst at hjælpe til. Jeg synes ikke, at lommepenge bør være incitamentet for at hjælpe. Jeg vil gerne lære dem, at man hjælper til fordi man er en del af et fællesskab – og så tage lommepengene ud af den ligning.

Inden vi rejste mod Østen, besluttede vi os for at give de to store 100 malaysiske dollars hver. Vi havde hævet valuta og lå pludselig inde med kontanter – og så kunne jeg tydeligt huske glæden ved at have mine egne penge på min barndoms ferier. Og det har været sådan en fin ting. Elliot lagde godt nok ud med at efterlade sin pung og sin formue i Kuala Lumpurs lufthavn – men derudover er det gået så fint. De har lært at prioritere – og at 100 dollars ikke varer evigt, selvom det lyder som uendelig rigdom.

Og det er vel, når alt kommer til alt, det, det handler om. At klæde sine unger på. At forsøge at gøre dem økonomisk bevidste i en eller anden udstrækning. At gøre sit for at undgå, at de som voksne ender i rod og gæld.

Får jeres børn lommepenge? Og hvordan gør I?

img_9745

img_9746

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hjemve

img_9503

Det her kan hurtigt komme til at fremstå både forkælet og utaknemmeligt – og det er hverken eller. Det er bare sådan, det er.

Jeg er mæt. Jeg har hjemve. Jeg savner Danmark.

Det er i dag tre uger siden vi lukkede døren bag os og vinkede farvel til Østerbro. Så længe har jeg aldrig været ude og rejse før – og det kan jeg mærke, at der er en rigtig god grund til. Jeg er ganske enkelt for stor en tryghedsnarkoman til at kunne nyde at være væk fra min lille andedam i mere end fjorten dage ad gangen. Jeg får hjemve på den helt barnlige måde med ondt i maven – og da jeg forleden facetimede med min mor, begyndte jeg gudhjælpemig at hyle! Min mand drømmer om at rive et halvt år ud af kalenderen og rejse rundt – og jeg kan desværre overhovedet ikke forestille mig noget mere angstprovokerende.

Det her er min første tur til Asien. I mine snart 30 år, har jeg udelukkende opholdt mig i Europa – og i de allerpæneste dele af USA. Og det har jeg godt kunnet mærke. Det er så fremmed for mig, det her. Lugtene, lydene, kulturen, maden. Og jeg skammer mig en lillesmule, for jeg ville sgu gerne være typen, der elsker og favner alt det nye og fremmede. Jeg går rundt og bilder mig ind, at jeg er et ret tolerant menneske – og så er jeg ved at kollapse, når jeg ser en gadehund, finder hønsefødder i køledisken og bliver kørt hjem af en taxachauffør, der hakker og spytter og råber.

Det har været en fantastisk tur. Ungerne har haft en fest. Vi har pjasket i fire forskellige pools, spist mindst 30 is hver, lært og tælle til ti på kinesisk og haft en hel masse lykkeglimt og stjernestunder. Men nu er jeg mæt. Jeg savner min lejlighed, mine veninder, mit TV, mit supermarked og et køligere klima. Og ja, jeg ved godt, at jeg med garanti trækker den med klimaet tilbage om en uge.

I morgen tager vi til Hong Kong. Vi har halvandet døgn i byen før vi tager et midnatsfly mod Madrid – og derfra til København. Og jeg vil forsøge at skubbe hjemveen til side og nyde de sidste dage. For jeg ved jo godt, at det meget hurtigt kan blive hverdag igen – og at jeg ligeså hurtigt kan komme til at længes efter 32 grader, vaffelis og de mangotræer, vi bor under.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts