Ugen der gik #96 (med Penang, Kuala Lumpur og Kina)

Jeg kommer vist til at slå billedrekord i det her indlæg, men i løbet af den seneste uge har vi opholdt os ikke mindre end tre steder, så der er nok at vise frem og berette om.

I ugen, der er gået, har jeg:

Været ude og spise på Penang uden børn. Thor og jeg tog med min lillebror, min søster og hendes veninde ud en aften – og overlod ansvaret for ungerne til min far og hans kone. Vi spiste vegansk sushi (!) og indtog de mest absurde desserter på en ren dessertrestaurant.

img_9472

img_9655

img_9656

img_9654

img_9653

 

Besøgt et buddhistisk tempel og set “den sovende Buddha”.

img_9650

img_9651

 

Spist virkelig mange is ved (og på…) poolen

img_9647

img_9648

 

Besøgt den fineste strand, hvor ungerne soppede og (nogle af) de voksne lejede jetski.

img_9649

img_9503

 

Smeltet over Elliot og min lillesøster, der spontant gav hinanden det længste kram i elevatoren. Noget, Elliot selvfølgelig ikke ville være ved, da jeg ville forevige øjeblikket.

img_9646

 

Tilbragt tre dage i Kuala Lumpur, hvor Petronas Twin Towers tog pusten fra mig.

img_9594

 

Badet med udsigt til det ene af de to tårne.

img_9516

 

Besøgt en park med en gigantisk legeplads og den fineste soppesø.

img_9643

img_9642

img_0034

 

Taget turen til Kina, hvor jeg i skrivende stund befinder mig. Vi bor i Guangzhou, hos den kvinde, som Thor var au pair hos tilbage i 2007. Og vi slapper af, oplever og suger til os.

img_9633

 

Spist vældig autentisk mad på en restaurant under en motorvejsbro.

img_9640

img_9639

img_9638

img_9637

 

Besøgt en kirkegård for danske sømænd, der sejlede til landet i slutningen af 1700-tallet.

img_9635

img_9636

 

Været rundt og se byen – og blandt andet besøgt et gigantisk supermarked og et lokalt frugt- og grøntmarked.

img_9622

img_9632

img_9634

img_9631

img_9630

img_9629

 

Det var vist det. Nu vil jeg hoppe i seng – og næste gang, jeg udgiver “ugen der gik”, bliver det hjemme fra København. Og det bliver helt OK – for selvom det er skønt at være afsted, så glæder jeg mig efterhånden også til at komme hjem.

God søndag aften til jer!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Goddag og farvel

img_0034

I dag er det to uger siden vi tog metroen ud mod Københavns lufthavn – og begav os ud på en marathonrejse mod Østen. 14 dage! Det er gået sindssygt hurtigt. Det føles som om, at tiden er smuldret og forsvundet mellem hænderne på mig – og jeg har en teori om, at det skyldes de mange forskellige destinationer. Der er sket så meget nyt og der har været så mange sceneskift. De gange, vi har været på ferie i 14 dage på den samme campingplads, har tiden til sidst føltes lang og efter 10-12 dage er jeg begyndt at blive rastløs og få hjemve. Sådan har jeg det slet ikke nu.

Vi er i skrivende stund i Kuala Lumpur. Vi havde fire dejlige dage på øen Penang – og i forgårs ankom vi hertil. Byen er så stor og uoverskuelig, at vi ikke har nået sådan rigtigt at opleve den – og to dage med tre børn har ikke været de optimale betingelser for at udforske den. Det er også fint nok – og i morgen skal vi videre. Goddag og farvel, Kuala Lumpur.

Og goddag og farvel, familie. Min søster efterlod vi på Penang i forgårs – og min far, hans kone og mine små søskende krammede vi farvel for en time siden. De skal hjem til Danmark nu – og det var underligt og trist at sige farvel til dem, efter at have haft så mange intense dage og oplevelser sammen.

Med det sagt, så bliver det også dejligt at få noget ferie sammen bare os fem. I morgen flyver vi til Kina, hvor vi skal bo hos hende, som Thor var au pair hos for ti år siden. I Guangzhou. Jeg glæder mig og jeg er spændt. Og jeg glæder mig til at fortælle om vores oplevelser!

Nu vil jeg snige mig ind til Hugo, som ligger og troner i Thors og min seng. Manglen på babyseng har lært ham samsovningens kunst – og det er eddermame hyggeligt.

Godnat!

img_0030

img_0031

img_0037

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #95 (med ferie og udueligt wifi)

Lettere forsinket. Jeg var uvenner med vores uduelige wifi i går.

I ugen, der er gået, har jeg:

Badet virkelg meget i verdens måske varmeste pool

img_9153

img_9160

 

Fundet paradis på jord – og haft et mindre nedbrud efterfølgende.

img_9138

img_9141

img_9142

img_9147

img_9143

 

Givet et skype-interview til Radio 24syv

img_0024

 

Sagt farvel til smukke, dejlige Langkawi

img_0023img_0021

img_0026

 

Været på en sejltur fra helvede

img_9223

 

Fået et værelse på 28. etage med en helt sindssyg udsigt – på øen Penang, som vi forlader i morgen

img_9221

img_9294

 

Besøgt little india, som var feriens foreløbige højdepunkt. Hold nu, hvor var det fint!

img_9273

img_9275

img_9271

img_9298img_9296

img_9299

img_9268

 

Nydt en helt stille dag ved poolen på hotellet, hvilket ungerne vist trængte til

img_9292

 

Elsket, at de pynter alt i det her land (eller måske i den her verdensdel?). Lige fra træerne til fliserne til taxachaufførens instrumentbræt (og ja, jeg spurgte om lov. Vi var venner).

img_9303

img_9304

img_9305

 

Spist en åndssvagt lækker slikkepindsagtig is – og drukket drinks med blomster i.

img_9297

img_9302

 

Nu vil jeg skynde mig op fra den kaffebar, som jeg har søgt wifi-tilflugt på. Vi skal ud og spise og sige farvel til Penang. I morgen går turen til Kuala Lumpur – og på fredag hedder det Kina.

Jeg håber, at I har det godt derhjemme eller derude. Vi har det godt herude.

Hej!

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

En sejltur fra helvede

img_9223

Nogle gange sker det, at forventninger og virkelighed ikke stemmer overens. Jeg havde eksempelvis forventet, at børn var sådan nogle, der sov til minimum 7. At jeg ville føle mig voksen som 29-årig – og at graviditetskilo var sådan noget, man “ammede af”. Det kan ske. Der er ikke altid lighedstegn mellem det, man tror og det, der sker.

Dog har jeg aldrig i mit liv oplevet så voldsom en kontrast imellem det forventede og det faktiske, som jeg oplevede i dag.

Vi skulle sejle fra Langkawi til Penang. To malaysiske øer tæt ved den Thailandske sydkyst. Beliggende i det smukkeste ø-landskab, hvor der skyder klippe-øer og Robinsonlignende settings op overalt i det azurblå hav. Her er så pænt, at man næsten ikke fatter det. En sejltur fra det ene tropeparadis til det andet, måtte være noget nær det smukkeste, man kunne opleve. Som menneske i verden. Jeg skulle bare stå på dækket og betragte og suge ind. Imens mine børn legede rundt og min mand hentede kaffe eller is til mig i den butik, der selvfølgelig ville befinde sig på en færge, der sejlede 3-timers ture.

Jeg glædede mig. Det troede jeg også, at min mand gjorde. Han undlod bare at fortælle mig, at han i går havde googlet turen og læst voldsomme beretninger, advarsler og “jeg gør det aldrig igen” gange mange (læs eksempelvis denne – den er fandeme sjov!).

Nu ved jeg hvorfor. Færgen var ikke en færge. Der var i hvert fald ikke plads til en eneste bil og der blev ikke solgt så meget som en halv liter vand. Vi blev stuvet sammen på det nederste dæk. Vist nok halvt under vandoverfladen. På passagersæder, der mest mindede om dem i et udenlandsk tog. På rækker af fem. Med ganske højt placerede vinduer. På tv-skærmen på væggen kørte noget meget lidt børnevenligt. Railroad Tigers. Noget med kinesere, der bankede hinanden med hamre. Kig ud af vinduerne, unger. Hvis I kan se derop.

Og så sejlede vi. Og de første ti minutter var stille og rolige. Og pludselig gik det amok. Bølgerne var kæmpestore og vi sejlede direkte imod dem – med det resultat, at skibet væltede fra side til side. Jeg har faktisk sejlet meget som barn og mange af min barndoms sommerferier foregik på et skib – men jeg har aldrig i mit liv oplevet så voldsom bølgegang og så vild gyngen. Sia, som har tendens til køresyge kiggede på mig – kridhvid i hovedet imens hun proklamerede, at hun havde det dårligt. Jeg stjal en pose fra en af skibets få skraldespande, forsikrede hende om, at det var OK, hvis hun skulle brække sig – og beordrede hende til at kigge på en af øerne i horisonten.

Der gik en times tid – hvor hun flere gange bad om posen, for at droppe det igen – og hvor jeg selv fik det værre og værre. Min søster vendte sig om, kiggede på os og sagde nonchalant, at hun da havde noget kvalmestillende med. Nå men skide meget ja tak! Jeg slugte en hel og knækkede en anden mellem tænderne, så Sia kunne få en halv. Og jeg ved ikke om de bare virkede hurtigt eller om vi troede det, men vi fik det faktisk bedre.

Og så begyndte det. Folk bagved os, foran os og til højre og til venstre begyndte at kaste op. En ubeskrivelig stank bredte sig – og min søster begyndte ivrigt at smøre sin roll-on parfume på alle vores håndled. For sådan en havde hun selvfølgelig også med. Velforberedt type. Sia sniffede voldsomt til parfumen og vi prøvede febrilsk at ignorere de mange høje lyde af mennesker, der overgav sig.

Jeg vil ikke fortælle, hvordan toiletterne så ud, da jeg besluttede mig for, at var nødt til at tisse. Jeg vil bare fortælle, at det var jeg så ikke nødt til alligevel. Til gengæld vil jeg fortælle, at der var en rigtig fin og tom førstesal på skibet. Hvor luften ikke var så varm og så tæt af opkast og hvor man faktisk kunne se ud af vinduerne. Og jeg vil fortælle, hvad vagten sagde, da vi med vores tusinde blege børn plæderede for et par pladser deroppe. “The president is up there”.

Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, at en eneste præsident i verden ville indfinde sig på det skib. Og jeg gør det ved gud heller aldrig igen. Men hey, vi er fremme. Vi bor på 28. etage med verdens flotteste havudsigt og alt er godt.

Vi overlevede.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Et radiointerview og farvel Langkawi

img_0024

Jeg ser en anelse utilnærmelig ud, men det var hvad det kunne blive til, da jeg bad min søster om at dokumentere det faktum, at jeg for en gangs skyld har vasket mit hår og iført mig noget andet end den her (reklamelink), som jeg ellers har levet i – og som lige nu kan erhverves åndssvagt billigt. Selv tak.

Nå. Her går det ret godt. Den dér antibiotikakur har gjort sin ting – og jeg har ikke ondt mere. Jo, i den anden fod, som jeg gudhjælpemig sparkede ind i vores lænestol tidligere i dag – men det kan jeg næsten ikke have ondt af mig selv over.

I går aftes tikkede en mail ind. En journalist fra Radio 24syv ville gerne have mig igennem på en skypeforbindelse her til morgen – for at snakke om afhængighed af smartphones. For ja, jeg er åbenbart blevet hende, man ringer til, når det kommer til den slags – og nej, jeg har stadig ikke lært at sige nej. Nej. Men det er også fint nok. Jeg vil jo gerne sige ting og jeg synes stadig at det er et interessant emne og en forbandelse. Og nu var der noget ny og pisse skræmmende forskning, de tog udgangspunkt i. I kan høre klippet HER.

I dag er vores sidste dag på Langkawi. Den ø, som vi har været på siden lørdag. Det har været et virkelig skønt bekendtskab. Her er simpelthen så pænt og rart og det har været et fantastisk første møde med Asien. I morgen sejler vi videre til Penang, som er en anden ø. Vi skal bo på et stort hotel i byen – og vist bare bade og spise og fortsætte den gode feriestil. Og fire dage senere flyver vi tilbage til Kuala Lumpur for at tanke op på storby, inden vi siger farvel til vores slæng og drager mod Kina.

Jeg håber, at I har det godt derhjemme. Nedenfor følger lidt billeder fra vores sidste aften her på Langkawi, hvor det jo faktisk er netop det nu. Altså aften. Så godnat! Vi ses på en anden ø.

img_0021

img_0023

img_0020

img_0025

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl