Tilbage i kitlen

img_0044

Og pludselig blev det torsdag aften og jeg har forsømt min blog i fire dage, hvilket virkelig sjældent er sket. Og det føles mærkeligt og forkert – og samtidig helt rigtigt. Jeg går nemlig og øver mig, ser I. Øver mig på at finde den dér skide balance, som jeg har ledt febrilsk efter i alle de snart to år, jeg har sendt tanker ud i verden fra mit ydmyge hjørne af internettet. Balancen mellem at være Cecilie fra Østerbro og Cecilie fra tregodegrunde. For selvom jeg jo er begge dele og selvom de begge to bor i mig og fylder og i sidste ende jo er en og samme person – så lever de alligevel hvert deres liv. Og i løbet af de sidste par dage, har netop den kendsgerning stået klarere end måske nogensinde før.

Jeg er nemlig tilbage i kitlen. Min sidste praktikperiode er officielt skudt i gang – og i går iførte jeg mig en hvid kjole og et navneskilt, tog billedet ovenfor og strøg ud på hospitalsgangene. For første gang i mere end 2,5 år. For første gang i al den tid, jeg også har været Cecilie fra tregodegrunde. Og jeg var spændt af mange årsager. Jeg var spændt på om jeg kunne huske hvordan man overhovedet var sygeplejerske. Og så var jeg hamrende spændt på, om jeg havde truffet det rigtige valg dengang i November, hvor jeg, som I måske husker, besluttede mig for, at jeg (ikke længere) skulle være fuldtidsblogger. For nok havde mit halve år tilbage på skolebænken givet mig en ret klar overbevisning om, at jeg havde truffet det rigtige valg – men tænk nu hvis jeg kom tilbage på gulvet, i kitlen, og pludselig kunne mærke, at det var helt forkert? Beslutningen, jeg traf i November, traf jeg jo alene på baggrund af en erindring om, at jeg elskede at udføre sygepleje – og en formodning om, at det var det, jeg allerhelst ville. En kraftig erindring og en stærk formodning, jovist – men jeg havde på daværende tidspunkt ikke sat mine ben på en hospitalsgang i tæt på to år, så det var et sats. Ligesom alt føltes som – i det efterår.

Og i går skulle min beslutning stå sin ultimative prøve. Og det gjorde den så godt, at jeg kunne tude. Mit smil på billedet ovenfor er ikke påtaget – og forventningfuldheden i mine øjne ej heller. For det føltes rigtigt lige fra prøverummet – og som timerne gik, blev jeg kun mere og mere bekræftet i, at jeg selvfølgelig traf det rigtige valg dengang. Og selvfølgelig gjorde jeg det – for jeg fulgte jo min mavefornemmelse, selvom den havde fortalt mig det modsatte bare nogle måneder forinden. Jeg traf uden tvivl det rigtige valg – og jeg havde den mest fantastiske dag på onkologisk afdeling og jeg glæder mig til at komme tilbage på mandag. Der skulle nemlig så uendeligt lidt til, før jeg kom i tanke om hvorfor jeg knuselsker mit fag så himmelhøjt, som jeg nu ikke længere blot erindrer eller formoder, men ved, at jeg gør.

Der skulle ikke mere til, end et møde med en patient. Et møde med en hård og uretfærdig skæbne, som jeg fik lov til at være noget for. Og der skal så lidt til. En hårvask, en hånd, en snak, et grin, noget rent sengetøj, noget forståelse, lidt ømhed. Fra hvor jeg sidder, er det simpelthen det største privilegium – at få lov til at komme så tæt på et menneske i en svær tid. Lige dér hvor de er allermest sårbare og allermest åbne og allermest ærlige og allermest levende – selvom de måske ikke er det ret længe endnu. Eller måske netop derfor. At få lov til at gøre en forskel for et andet menneske. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig noget mere meningsfuldt.

Og hvor var det nu, jeg kom fra? Det var noget med to dele af min personlighed. Cecilie fra Østerbro, som også er moren Cecilie, konen Cecilie, veninden Cecilie, datteren Cecilie, søsteren Cecilie og den sygeplejestuderende Cecilie. Og så Cecilie fra tregodegrunde. Bloggeren Cecilie, historiefortælleren Cecilie, den tankenedskrivende Cecilie. Jeg har svært ved at forene dem. For selvom der er en del af den sygeplejestuderende Cecilie i bloggeren Cecilie – så er der ikke nogen blogger i den sygeplejestuderende. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle mine patienter, at jeg har en blog – og jeg har heller ikke lyst til at dele det med mine nye kollegaer. Og jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor – for jeg er jo stolt af det, jeg har skabt herinde. Jeg er stolt af, at der er mange tusinde mennesker, der læser med og jeg er stolt af at vide, at det, jeg skriver, betyder noget for nogen. Måske er jeg bare bange for at blive misforstået – måske er jeg bare offer for mine egne fordomme. Om mig selv.

Jeg ved det ikke. Og det her indlæg giver ganske givet ingen som helst mening for andre end mig selv – og det ved jeg sgu ikke engang om det gør. Men det var altså det, der fyldte, efter fire døgns usædvanlig radiotavshed.

Og jeg leder videre. Efter den dér balance. For jeg ved, at den må findes – og noget i mig siger mig, at selvom jeg føler mig længere fra den end nogensinde, så forholder det sig måske i virkeligheden fuldstændig omvendt.

Det tror jeg faktisk.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #101 (med aftensol, selverkendelse og et børnefrit døgn)

I ugen, der er gået, har jeg:

Nydt sensommerens aftensol med de allervigtigste.

img_0039

 

Delt historien om dengang Thor skulle i militæret.

IMG_0257

 

Ladet ladcyklen stå derhjemme – og i stedet taget turen hjem fra ungernes skole til fods. Langs søen den ene dag, kirkegården den anden – og med et pitstop i Østerbros hyggeligste smøge, hvor bageren sælger Østerbros bedste romkugler.

img_0630

 

Fejret Nilens Jords 35-års jubilæum. Med lækker morgenmad, champagne og fine efterårsnyheder.

img_0632

img_0631

 

Skrevet et indlæg om det problem, jeg endelig har erkendt, at jeg har.

img_0030

 

Tilbragt en halv time på min nye yndlingsbænk, uden at foretage mig noget som helst. Meget apropros ovenstående erkendelse…

img_0568

 

Haft halvandet døgn uden børn, som vi skød igang med morgenmad “Hos Mariannes” – vores nye lokale og afsindigt hyggelige økokaffebar.

img_0033

 

Fixet ungernes kaotiske legeværelse. De blev så overvældende lykkelige og taknemmelige, da de kom hjem – og har leget sådan cirka non-stop siden.

img_0038

img_0031

 

Besøgt Madklubbens nyåbnede restaurant på Østerbro – og spist os mætte og glade i blandt andet luksusblæksprutteringe og hysterisk lækker risotto.

img_0034

img_0035

 

Drukket øl og spillet snyd på Bopa Plads.

img_0032

 

Besøgt Østebros mest undervurderede legeplads, Sansehaven, som jeg elsker højere og højere for hver gang. Der er hverken rutsjebaner, klatrestativer eller gynger – men der er en gigantisk sandkasse, broer, labyrinter og noget, der minder om en skov. Og så er der stort set aldrig nogen mennesker.

img_0628

 

Fejret min allermindste lillesøsters seks år.

img_0041

 

Pacificeret Hugo med en slikkepind, så jeg kunne kramme ham lidt længere, end han normalt gider.

img_0043

 

Kommet i tanke om hvor pissesjovt Kongespil er – og fluks skrevet det på Elliots ønskeliste.

img_0040

 

Og dermed sluttede min to måneder lange sommerferie. I morgen starter virkeligheden på onkologisk afdeling på Herlev. Og jeg glæder mig!

Vi ses på den anden side. Og god søndag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Halvandet døgn uden børn

img_0036

Klokken er snart ti – og jeg sidder ved mit spisebord i min morgenkåbe. Har hverken nået at spise morgenmad, vaske hår eller at rede min seng – for jeg har sovet til klokken kvart over ni (!).

Børnene er her ikke. Da vi afleverede dem i vuggestue og skole i går morges, var det med et ekstralangt kram og et “vi ses i morgen eftermiddag”. Vi havde nemlig indgået den fremragende aftale med deres farmor, at hun skulle hente dem og beholde dem alle tre i længere tid, end vi har undværet dem, siden vi producerede den sidste. Vi havde brug for luft, tror jeg. Vores børn er det vigtigste og bedste i hele vores verden – men vi havde brug for noget uafbrudt tid, hvor vi kunne kigge hinanden i øjnene og få gjort nogle af de ting, forældreskabet ofte sætter en stopper for.

Som at få styr på børneværelset, eksempelvis. For det besluttede vi os ganske hurtigt for, at vi ville bruge det meste af fredagen på. Vi havde begge to fri – og det store værelse, der indeholder størstedelen af det legetøj, tre børn har samlet sammen i løbet af syv år, var mildest talt et ganske skrækkeligt kaos og ikke et særligt hyggeligt sted at opholde sig. Så det har de ikke gjort ret meget på det sidste. Og vi har haft fine planer om at tage os sammen og sortere og afholde loppemarkeder. Og virkeligheden har bare været, at det har vi hverken haft en skid tid eller overskud til.

Så da jeg havde afleveret den lille og Thor havde afleveret de store, stak vi hinanden en high-five, spiste noget morgenmad hos den allermest lokale kaffebar, svingede forbi malerhandleren og investerede i en rulle klare plastiksække – og så gik vi ellers i gang. Første grovsortering tog et par timer og resulterede i fem sække fulde af overflødigheder – og en adskilt reol, som jeg valgte skulle være lilla, da jeg købte den i ILVA i 2012 – og har hadet ret meget siden cirka 2013. Og så kørte vi på lossepladsen, hvor vi satte de brugbare ting af i “byttebiksen” og kastede resten i de korrekte containere – inden vi satte kurs mod IKEA, hvor vi spiste ikke ret nærende frokost og købte et møbel med en helvedes masse skuffer. Og en lampe og en lyskæde og en hynde og en bogkasse og noget plastikplantevægbeklædningshalløj.

Hjemme igen samlede vi løs. Det tager en krig at samle et møbel med en helvedes masse skuffer – men vi kom i mål og vi fik sorteret det legetøj, der overlevede, skrev “figurer”, “puslespil”, “klodser”, “BRIO” osv. på selvklæbende tavlefolie på skuffefronterne, hang en ABC-plakat op, foldede tipien ud, gjorde legekøkkenet egnet til at lege i igen – og alt muligt andet.

img_0038

img_0031

Og så var klokken 18. Og vi havde et bord på Madklubben, der (endelig!) har indtaget Østerbro en halv time senere. Så jeg skyndte mig at smide noget læbestift i krydderen, kreere noget a la en frisure og hoppe i noget silke – og så cyklede vi ud ad Østerbrogade og havde de hyggeligste timer på TONYS. Jeg har altid været kæmpefan af Madklubben og har vist nok besøgt alle deres efterhånden mange restauranter, men vores nye lokale er lynhurtigt blevet min favorit. Både fordi den ligger hvor den ligger – og fordi vi fik så afsindigt god service og åndssvagt lækker mad. Deres risotto med stegt sandart, ikk? Den skal styre sig.

img_0035

Vi slingrede glade, mætte og småberusede ud i aftensolen og besluttede os for at fortsætte aftenen på café Pixie på Bopa plads, hvor vi bestilte to øl og et par raflebægre – og googlede reglerne i “snyd”, som vi nåede at tæske hinanden nogle gange i tilbage i 2009. I den 30 dage lange beruselse, vi delte, inden det hele blev fantastisk alvorligt.

img_0032

Vi var hjemme længe før midnat – og klokken syv i morges stod Thor op og cyklede til Cross fit, imens jeg lagde mig om på den anden side og sov videre. Sådan er mennesker jo så befriende forskellige. Men nu! Nu tager jeg mig sammen, vasker mit hår, reder min seng og hiver min mand med ud. Vi skal finde et sted, der serverer pandekager – og så skal vi hjem på vores sofa og se serier, lige indtil vores børn vender hjem til os.

Det bliver eddermame også dejligt. Det hele.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Jeg har et problem

img_0030

“Hvad sker der for dit instagame (aktivitet på det sociale medie Instagram)?”, skrev min søster til mig – sent forleden aften og fra den anden side af Atlanten. Min søster, hvis instagame jeg for bare nogle uger siden roste i skyhøje vendinger, fordi hun endelig havde set lyset i at bruge Instastories, så jeg havde en chance for at følge med i alt det, hun foretager sig. På den anden side af Atlanten.

Og hvad sker der egentlig for mit instagame? Jeg har ikke postet et billede i ni dage, hvilket med garanti ikke er sket siden jeg begyndte at blogge. Og jeg er usædvanligt inaktiv på Instastories – den lille ekstrafeature på det sociale medie, der inviterer en til at dokumentere sit spændende liv på en mere uhøjtidelig og upoleret måde, fordi videoklippene og billederne forsvinder og slettes efter et døgn.

Hvad sker der egentlig for mit instagame? Hvad sker der for min iPhones fornyede batterilevetid? Hvad sker der for alle de notifikationer, der ikke længere lyser min for 2800 kroners nyreparerede skærm op hvert andet minut? Hvad sker der for den facebook-app, der ikke længere befinder sig nede blandt de fire vigtigste apps – eller blandt de mere ligegyldige på side fem, for den sags skyld? Og hvad sker der for, at jeg i forgårs åbnede en skønlitterær bog for første gang i pinligt lang tid?

Thomas Skov. Thomas skov, for fanden…

Jeg har et problem. Jeg er afhængig af min mobiltelefon. Det har jeg sådan set vidst længe – eller har jeg? Jeg har været hende, medierne ringede til, når de skulle bruge et eksempel på en telefonjunkie. Jeg har siddet i Go’ Morgen Danmark og erkendt min afhængighed for åben skærm – og jeg har ladet mig interviewe til Radio 24 Syv via en telefonforbindelse fra Malaysia. Jeg har i begge forbindelser fået professorers og eksperters ord for, at jeg har et problem – og jeg har nikket og tilkendegivet, at det vidste jeg jo egentlig godt – og sagt, at jeg ville se at gøre noget ved det. Og så har jeg forladt tv-studiet og lagt røret på – for at fortsætte ufortrødent. Fortsætte med at lade sociale medier, mestendels uinteressante feeds og ligegyldige nyheder styre og stjæle en betydelig del af mit liv og min tid. Fra mig selv, fra min mand og fra mine børn. Sagt til mig selv, at vi skriver 2017 – og at nok har jeg vist nok et problem, men at de dér halvgamle læger altså også måtte følge med tiden og indse et eller andet. Og at det jo i virkeligheden også var en del af mit arbejde, det dér med at være på.

Jeg vidste godt, at jeg havde et problem. Jeg erkendte det bare ikke, før Thomas Skov fortalte mig, at han havde det samme. Og i onsdags, da jeg cyklede en forfærdeligt og fantastisk lang tur, smed jeg hans nye podcast “Jeg er mobilafhængig” i ørerne. Og det er lidt ligesom med dokumentaren Cowspiracy på Netflix. Den skal man ikke se, hvis man er glad for kød. Thomas Skovs nye podcast skal man ikke høre, hvis man er glad for sin mobiltelefon. Men selvom jeg om nogen elsker min mobiltelefon, så gjorde jeg det altså – og nu er det onsdag igen. Og jeg har hørt alle fem afsnit og jeg er mildest talt chokeret. Chokeret over hvad jeg har lært om mig selv og mit forbrug – og tilsvarende chokeret over hvor meget den viden allerede har fået indflydelse på selvsamme.

Men hvorfor virker Thomas Skovs podcast bedre end alle de artikler om emnet, som jeg faktisk har læst og også til dels ladet mig skræmme af? Først og fremmest tror jeg, at det handler om det uhyggelige ved at høre en anden sætte ord på ens problemer. At høre Thomas Skov fortælle, at han ikke kan koncentrere sig, at han ikke kan læse en bog, at han kigger mere på sin telefon end han kigger på sin ægtefælle, at han tager for mange billeder af sin datter og tjekker for meget facebook, når han putter hende, til at det kan lade sig gøre at være en nærværende far. Ikke engang at blive chokeret, når manden fortæller, at han går på Instagram på motorvejen! Forarget? Selvfølgelig! Chokeret? Not so much…

Det uhyggelige i det element – kombineret med de skarpe, kloge og inspirerende mennesker, han har inviteret med. Lægen Imran Rashid, der i min optik forklarer det her fænomen bedre end nogen anden, jeg er stødt på. Som uden omsvøb fortæller Thomas Skov og dermed mig, at virkeligheden taber, når Instagrams algoritmer vinder. At min mand og mine børn taber kampen mod den dopamin, der udskilles i min hjerne, når jeg ser et rødt symbol i hjørnet af min app – eller endnu værre, at de faktisk taber kampen alene mod forventningen om den dopamin, der udskilles i min hjerne, når jeg ser et rødt symbol i hjørnet af min app. Og at der er forskel på at blive forstyrret og at lade sig forstyrre. At jeg i virkeligheden selv bestemmer.

Og så er der Leonora Christina Skov, der har været så afhængig af Facebook, at hun i dag gemmer sin telefon i en skuffe i den anden ende af lejligheden og benytter et program, der gør det umuligt for hendes computer at gå på nettet i to timer ad gangen. For ellers ville hun ikke kunne skrive bøger. Og hjernekirurgen, der med sin smørbløde og unaturligt rolige stemme fortæller Thomas Skov og dermed mig, at mobilafhængighed gør os ligeså lette at aflede som “børn og de fleste dyr”. Og så er der Bodil Jørgensen, der iskoldt afviser Thomas, når han spørger hende om der ikke kan være en sandhed i, at muligheden for at være konstant tilgængelige gør os mere frie. Og Poul Nesgaard, der snakker om at vi bør lave ingenting i 30 minutter hver dag – og får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig ved tanken alene. Ingenting? Altså som i slet ingenting? Og i sidste afsnit, som jeg blev færdig med i går, snakker Thomas med psykologiprofessor Peter Elsas, der fortæller om den måned, han tilbragte alene i en hule, på en måde, så jeg gravalvorligt får en mærkværdig form for lyst til at prøve det samme – i en uge, måske. Og slutteligt Lakserytteren. Landets største snapchatter, som jeg i første omgang overhovedet ikke forstod, hvorfor skulle have næstsidste ord i et så vigtigt og seriøst program – indtil jeg hørte, hvad han sagde og var så enig og så uenig, at det gav fuldstændig mening alligevel.

Og hvad så nu? For at være helt ærlig, så aner jeg det ikke. Jeg har lyst til at smide min iPhone i Sortedamssøen og anskaffe mig en 3310. Til at lukke bloggen, slette Instagram og gå under radaren. Trække mig tilbage. Læse bøger, dyrke yoga, flytte på landet og “holde møder med Anders And”, som Poul Nesgaard foreslog i afsnit 4. Det har jeg virkelig. Samtidig med, at jeg rationelt set godt ved, at det jo ikke er der, den ligger. Det er jo ikke det, jeg reelt har en længsel efter. Det er blot billeder på det, jeg har en længsel efter. Nemlig at være mere nærværende. At være en mere nærværende mor og kone – og et mere nærværende menneske. At genfinde og genskabe evnen til at fordybe mig i noget. Evnen til at holde min kæft og undvære konstante stimulanser i form af kortvarige og i virkeligheden ligegyldige dopaminindsprøjtninger. Til at blogge, når jeg har lyst og har noget på hjertet – og til at støve mit halvandet år gamle og pissedyre kamera af og kun tage billeder, når jeg finder et motiv, det reelt giver mening at forevige – frem for at lade kamera-app’en på min iPhone være en lynhurtig indgang til alt det, jeg kan og bør undvære. Så jeg kan give plads til det, der tæller.

Jeg vil jo i virkeligheden gerne bare finde en balance. Opdage, at jeg selvfølgelig godt kan tage et billede af mine børn og at jeg selvfølgelig godt kan tjekke nyhederne – og være en nærværende mor samtidig. Jeg kan nok bare ikke tage 50 billeder af mine børn, skære dem til, opfinde en passende tekst, uploade det til mit foretrukne sociale medie, holde øje med likes og kommentarer og være en nærværende mor samtidig. Og måske skulle jeg lade mine nyhedssites og mit facebookfeed vente til selvsamme avl sov.

Jeg har slettet Facebookapp’en fra min telefon og det er lige dele bemærkelsesværdigt og uhyggeligt, hvor ofte min tommelfinger nu åbner den mailapp, der har overtaget dens plads – uden at jeg overhovedet vidste, at jeg bad den om det. Jeg har slået 90% af mine notifikationer fra, så jeg nu blandt andet aktivt skal åbne Instagram for at se, om nogen vil vise eller fortælle mig noget ad den vej. Jeg har planer om at erhverve mig en clockradio, så jeg kan lade telefonen ligge i stuen om aftenen – og jeg har i samråd med min mand genindført de skærmtider, som vi så ofte har truet børnene med – og som vi altid har trukket i land med ligeså hurtigt.

Jeg lukker ikke bloggen. Jeg sletter ikke min Instagramprofil. Jeg vil bare gerne selv vælge det til og ikke føle, at jeg bør det ene eller det andet. At nogen forventer noget indhold af nogen bestemt hyppighed eller kvalitet – når jeg jo godt ved, at den eneste, der reelt forventer ret meget, er mig selv.

Nå ja, og min søster – for hun var jo sjovt nok den eneste, der bemærkede radiotavsheden.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Dengang jeg brød sammen

IMG_0257

Det er tirsdag aften. Jeg bliver ved med at tro, at det er onsdag – men det er det altså ikke. Bare så vi er enige. Det er tirsdag aften og jeg er netop kommet hjem fra forældremøde i 0. klasse. Og det er faktisk løgn. Jeg har netop fortæret den burger, jeg købte på vejen hjem fra forældremøde i 0. klasse. Jeg troede i et meget langt øjeblik, at jeg skulle dø af sult. Vi spiser altid cirka sharp 18 – og pludselig var klokken halvanden time mere end det – og burgerekspedienten havde virkelig travlt. Jeg var faktisk tæt på at besvime, tror jeg nok. Og imens jeg stod og ventede og koncentrerede mig om at lade være med at besvime, lyttede jeg den podcast igennem, som Cana og jeg optog i sidste uge – og som vi udgav tidligere i dag.

Som I måske kan huske, har Cana og jeg en podcast, der går under navnet “Damer i dilemmaer”. Hvis I ikke kan huske det, så er I lovligt undskyldt. Vi har nemlig holdt en overordentligt lang sommerferie, men genoptog altså vores lille projekt for et par uger siden, hvor vi udgav et afsnit omhandlende et dilemma om noget så dilemmafyldt som fætter/kusinekærlighed.

Det afsnit, vi har udgivet i dag, handler også om kærlighed. Bare ikke mellem familiemedlemmer, men mellem en ung kvinde, der er blevet optaget på sit drømmestudie i København – og hendes spritnye kæreste og far til hendes kommende barn, der bor i Aarhus. Vi blev betroet den opgave, at diskutere hendes muligheder. Skulle hun vælge drømmestudiet og flytte væk fra barndomsbyen og hendes store kærlighed – eller skulle hun droppe ud og blive hjemme, med risiko for aldrig at blive optaget igen?

I afsnittet fortæller jeg en historie, som jeg faktisk aldrig tror, at jeg har delt herinde. Historien om dengang, Thor skulle i militæret. Vi var bare et halvt år inde i vores forhold – og dermed lige knapt et halvt år inde i min graviditet – og Thor skulle afsted til Vordingborg, hvor han skulle aftjene den værnepligt, han havde skubbet foran sig i et par år. Ikke fordi, han havde lyst – simpelthen bare fordi han ikke havde trukket frinummer og fordi, at han på daværende tidspunkt havde en drøm om at blive politimand og dermed ikke ret godt kunne nægte at tage afsted.

Jeg fortalte historien i afsnittet, fordi jeg med den i baghovedet så godt kunne sætte mig i afsenderen af dilemmaets sted. Jeg kunne så godt sætte mig ind i den følelse, hun havde af, at det var en umulighed at lade sig adskille fra ham, der skulle være far til hendes baby. Også selvom det ikke var hverken for evigt eller for særligt lang tid. Det var nemlig også en fuldstændig fysisk og følelsesmæssig umulighed for mig, at give slip på Thor den morgen i september for lige pludselig otte år siden. Også selvom han ville komme hjem hver weekend og højst sandsynligt ville nå at afslutte sit forløb inden min termin. Jeg brød helt og aldeles sammen, den morgen han kyssede mig farvel i entreen i vores lille lejelejlighed i Ålborggade. Jeg kunne ganske enkelt ikke stå på mine ben. Jeg faldt ned på gulvet og græd og græd. Det var så sindssygt smertefuldt, at skulle undvære ham – og jeg tror, at det handlede om, at det hele stadig var så nyt. Forholdet, graviditeten. At jeg havde så stort et behov for at have fuldstændig styr på, hvor manden befandt sig. For selvom han ikke gav mig den mindste grund til at tvivle på ham, så var der jo stadig en lillebitte del af mig, der var pissebange for, at han ville ombestemme sig og alligevel ikke kunne magte at blive far som 21-årig.

Hvad historien endte med, hvordan jeg klarede adskillelsen og hvad vi ender med at råde den fortvivlede pige til at gøre, kan du høre i det nyeste afsnit af Damer i dilemmaer, som du kan downloade HER (eller på din foretrukne podcastapp på mobilen, hvis du søger på “Damer i Dilemmaer”)

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts