Kære dagbog. I dag cyklede jeg virkelig langt.

img_0029

Det længste, jeg vist nogensinde har cyklet. Til Herlev og tilbage. Til Herlev og tilbage!

Jeg skal starte i praktik på Herlev Hospital om halvanden uge – og efter at have undersøgt mulighederne for at lade mig fragte derud med det offentlige, blev intentionen meget hurtigt at cykle. Frem og tilbage. I al slags vejr. Dag efter dag. Det ville gå hurtigere – og så kunne jeg endelig komme i form. Jeg tog tre-fire kilo på i Asien. Kørte is og chokolade og cola ned, imens jeg fortalte mig selv, at jeg jo skulle cykle til Herlev. Til Herlev og tilbage. 11 kilometer hver vej. Og 300 meter, for at være helt eksakt.

Og i dag havde jeg ingen planer. Og jeg besluttede mig derfor for at prøve cykelruten af. For at se hvor lang tid, det ville tage – og for at se om jeg overhovedet kunne kapere så lang en cykeltur. Om jeg ville få verdens største optur over mig selv – eller om jeg ville bede om endnu en orlov.

Som man kunne se på min story på Instagram tidligere i dag, så havde jeg det lidt som om, jeg skulle løbe et marathon. Nej nej, jeg bilder ikke mig selv ind, at anstrengelsen ved at nedlægge 22 kilometer på cykel kan måles med anstrengelsen ved at nedlægge 42 kilometer på ben – men nu er jeg ved gud heller ikke løbetypen og i går blev jeg ægte forpustet af at gå op på anden sal i Hugos vuggestue.

Pakkede et mellemmåltid og en flaske vand, tog solbriller på og downloadede et par podcasts. Og så bad jeg Google Maps om at guide mig og Endomondo om at tracke mig. Klar parat – kør! Min puls var allerede over normalen, da jeg var nået Trianglen (og vi bor uhyggeligt tæt på Trianglen…) – og jeg havde ikke den store tiltro til mig selv. Ud gennem Nørrebro – hvor jeg nåede at spørge mig selv, om man egentlig skal være bange for at befinde sig for tiden – op ad en bakke, ud ad en forkert vej – foretage en u-vending – og så! Så befandt jeg mig pludselig ved Utterslev mose, hvor jeg blev ført ind på de fineste stier og var helt alene i verden. Det gik ned ad bakke og jeg kunne fysisk ikke lade være med at smile. Over solen, der skinnede, over bakkens hældning – og over endomondo-damen, der fortalte mig, at min gennemsnitshastighed bare steg og steg. Ha!

Og pludselig var den der. Den tårnhøje bygning. Stedet, hvor alle mine søstre er kommet til verden – og hvor min oldemor og bedstefar forlod den. Hospitalet, som jeg er kørt forbi så uendeligt mange gange, når jeg har været på vej ud til min mormor, der aldrig har boet andre steder end i Herlev. Jeg fandt en bænk på en nærliggende villavej, hvor jeg indtog en müslibar og spurgte min app hvilken vej, den ville sende mig hjem igen ad. Og jeg kunne til min store begejstring se, at den ville have mig gennem Søborg. Søborg, som jo er min barndomsby. Hvor jeg boede fra jeg var et år til jeg var 14. Og vejen hjem skulle kun vise sig at være endnu finere og de bakker, der hældede den rigtige vej, skulle kun vise sige at være endnu længere. Ned ad den vej, som flere af mine klassekammerater boede på – og forbi den postkasse, som jeg så ofte vandrede op til med en hund i en snor og noget, der skulle sendes.

Og så trillede jeg ned ad min brostensbelagte nabogade – og følte faktisk, at jeg havde løbet det dér marathon. Jeg havde i hvert fald ufatteligt stor optur over mig selv – og nu glæder jeg mig kun endnu mere til at komme ud og redde verden på onkologisk lige om lidt.

Og for at det ikke skal være løgn, vil jeg nu hoppe ud på min cykel igen – dog kun for at lade mig fragte nogle hundrede meter hjem til en veninde, jeg ikke har set i al for lang tid. Måske køber jeg nogle flødeboller med – jeg har jo forbrændt en million kalorier i dag og der er jo noget, der hedder balance.

God aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Og så havde vi to

img_0023

Det har været en usædvanligt dejlig dag. Elliots første skoledag. Den startede godt nok en smule stresset. I Sias klasse har de en “klassebamse”. Den hedder Hector – og eleverne skiftes til at få den med hjem på weekend, hvorefter “den” skriver en beretning om sine bedrifter i en medfølgende bog. Sia fik lov til at få Hector med på sommerferie – og det kattelignende tøjdyr har dermed haft fem ganske begivenhedsrige uger. Og i morges – tyve minutter i afgang – kom Sia marcherende med Hectors dagbog og et forurettet blik. “Hector har ikke skrevet noget!”.

Fuck!

“Thor, jeg får Elliot og Hugo i tøjet og får smurt Sias madpakke – og så skriver du for Hector. Og fat dig i korthed! En begivenhed fra hver destination!”. Det kunne den kommende dansklærer selvfølgelig overhovedet ikke overholde – og da jeg et kvarter senere småskingert spurgte ham, om han snart var ved at være der – og hans svar var, at han kun lige var nået til Kina, blev jeg kortvarigt alvorligt bange for at komme for sent til mit barns første skoledag.

Men vi nåede det. Kom frem til skolen, hvor alle elever, forældre og lærere var på vej ind i gymnastiksalen. Det er en lillebitte skole, som har færre elever end vores børnehave har børn – men det er også en lillebitte gymnastiksal. Elliot er en følsom fyr, der godt kan komme til at stejle over for mange mennesker og lyde, når han er presset. Og han var presset – for det var hans første skoledag og det var en stor ting og han skulle på ingen måde ind i den sal. Jeg kender ham og ved hvornår jeg kan (og bør) skubbe til hans grænser – og hvornår det absolut intet godt vil bære med sig, så jeg traf en lynhurtig beslutning om at skåne ham fra den varme, proppede og uoverskuelige gymnastiksal – og aftalte med ham, at vi først ville gå derind, når de andre klasser var strøget og det kun var 0. klasse, der var tilbage. Vi satte os i garderoben lige udenfor salen, så vi stadig kunne synge med på sangene og høre lederens velkommen tilbage – og så listede vi ind, da der var plads. Og Elliot og hans klassekammerater blev kaldt op – og en efter en forsvandt de ud af gymnastiksalen og videre ind i klasselokalet. Jeg så ryggen af ham forsvinde ind mod ti års skolegang og var lige ved at tude. Nu er han i gang. Nu har vi to skolebørn. Hvordan skete det lige?

Vi drak kaffe og sludrede med de andre forældre i et par timer – og så blev vi kaldt ind i 0. klasse, hvor vores unger sad med flag og navneskilte. Helt stille og spændte. Og kameraerne knipsede løs og krammene sad løst.

img_0027

Og så tog vi ind til byen – Thor, Elliot og jeg. Så vi kunne spise frokost sammen og fejre. Elliot fik lov til at vælge, hvor den skulle indtages – og han var ikke et sekund i tvivl. På Zirup! På Zirup i Strædet, hvor Thor arbejdede i otte år, men hvor vi ikke har sat vores ben siden sidste år, hvor caféen blev solgt og Thor skiftede tjenerrollen ud med lærervikartjansen. Det var skidehyggeligt at være tilbage – og deres nachos smagte, til Elliots store glæde, præcis som for et år siden. Thor forlod os efterfølgende til fordel for et møde på arbejdet – og så spenderede Elliot og jeg en halv time i Søstrene Grene og tre kvarter i Runde Tårn, inden vi kørte tilbage mod Østerbro og samlede Sia op på vejen.

Aftenen har vi brugt i Sansehaven i Fælledparken. Vi spiste take away på en bænk med børnenes farfar – og testede Elliots nye fodboldstøvler, legede i sandkasser og tullede rundt. Og spurgt igen-igen hinanden hvorfor vi dog ikke bruger netop det hjørne af Fælledparken noget oftere. Man har det stort set altid for sig selv – og der er simpelthen så roligt og rart.

Det har været en usædvanligt dejlig dag. Mine skolebørn ligger og sover i deres køjeseng. Vi sluttede dagen af med at tjekke deres ugeplaner på Intra – og de blev så begejstrede over ord som vokaler, skrivetid og matematik, at jeg tænker, at de og vi er landet det helt rigtige sted.

Men det vidste vi også godt.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #99 (med hverdag, fridage og rødvin)

Indeholder reklamelinks

I ugen, der er gået, har jeg:

Afleveret hele flokken efter fem ugers sommerferie – og pludselig fundet tid til at lave næsten irriterende pæn morgenmad til mig selv. Eksotisk.

img_0333

 

Fået Hugo klippet – og “fejret” det på den eneste rigtige måde.

img_0150

 

Udnyttet muligheden for 1:1-tid med mit avl, inden hverdagen for alvor kalder om et par uger. Holdt fri med Hugo om tirsdagen – og havde ham med til hele to kaffeaftaler (den ene i sovende tilstand).

img_0326

 

Holdt fri med Sia om onsdagen. Vi var først et smut forbi Ciff Kids, hvor vi lod os nøje med en præsentation af Marmars kommende (og pissepæne) kollektion af grundlæggeren herself. Jeg kunne egentlig godt være blevet længere, men det var absolut ikke Sias behov – og jeg havde lovet hende en tur i Tivoli.

img_0332

 

Ladet mig svinge rundt i Monsunen, Dæmonen, Fatamogana og Odinexpressen sammen med min førstefødte og af flere omgange – kun afbrudt af hotdogspisning og frozen yoghurtfortæren.

img_0240

img_0331

 

Holdt en fridag med Elliot om torsdagen, som lagde ud med at tilbringe i – selvfølgelig – Tivoli. Og min lillebror gjorde os selskab.

img_0329

img_0330

 

Været forbi Parken, hvor Elliot fik adgang til det allerhelligste – nemlig FCK’s omklædningsrum, hvor han skulle deltage i en lille reklamefilm, som jeg er afsindigt spændt på at se resultatet af, eftersom jeg ikke selv fik lov til at overvære seancen.

img_0266

 

Været et smut forbi certificeringsorganisationen Allergy Certified. Jeg har efterhånden mødt grundlæggerne Lene og Eva en håndfuld gange – og jeg bliver gang på gang så utroligt imponeret over dem. De er simpelthen de sejeste, klogeste, sødeste og sjoveste kvinder – og de har formået at gøre mig enormt opmærksom på hvilke produkter, jeg bruger. Jeg har eksempelvis udelukkende brugt parfume ved festlige lejligheder, siden jeg hørte Evas oplæg om parfumeallergi første gang i 2015 – og bruger i dag kun make up fra Nilens Jord.

img_0328

img_0327

 

Drukket vin og snakket og grinet med to veninder til (alt for) langt ud på natten – og fra sofaen dagen derpå skrevet et indlæg om søvnmangel og en konsultation på Rigshospitalet (uden sammenhæng, i øvrigt).

img_0019

 

Været alenemor fra torsdag til for et par timer siden, da Thor var i Krakow med sin far og sine brødre – og blandt andet brugt weekenden på et U7-stævne med Elliot. Og Sia. Og Hugo. Det var en udfordring – men det hele værd, da Elliot scorede sine mål og da han fik sin hidtil mest massive medalje hængt om halsen.

img_0314

 

Og nu er han kommet hjem, min mand. Og han har hentet is, som han sidder og venter på mig med i sofaen. Så, hej hej!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Tre timers søvn, en afblæst operation og en weekend som alenemor

img_0019

Jeg sidder i min sofa. Klokken er snart 14, men i min krop føles det som om, den er noget a la midnat. Det er min egen skyld. Jeg er typen, der fungerer optimalt efter minimum syv og allerhelst otte timers søvn – og i nat fik jeg tre. Og vist nok en halv.

Thor tog til Krakow i går. Min svigerfar har inviteret sine tre sønner på forlænget weekend – og jeg er dermed alenemor indtil søndag aften. Jeg fik allerede brug for assistance i går eftermiddags, da jeg skulle til et arrangement i byen. Og min evigt hjælpsomme svigermor havde sagt ja til at hente børnene og passe dem indtil klokken halv seks, hvor vi mødtes på Jensens og testede deres nye menukort.

Da børnene sov, kom Cana og Cecilie over og drak et glas vin i min gård – og det var selvfølgelig både afsindigt hyggeligt og sjovt – og pludselig var klokken 02:30. For fanden. Jeg overvejede meget alvorligt at smøre madpakker, inden jeg lagde mig ind mellem mine førstefødte i dobbeltsengen – men blev alligevel enig med mig selv om, at det ville være en voldsomt dårlig investering – og at jeg ikke kunne tillade mig at gå glip af et eneste minuts søvn. Man ved fandeme aldrig hvornår sådan nogle børn beslutter sig for, at dagen skal starte. Så jeg børstede tænder, rensede mit ansigt af, flyttede rundt på deres tunge, sovende kroppe, så jeg havde en chance for at ligge udstrakt i egen seng – og satte en utopisk alarm til klokken 8:00. Ha!

Klokken var 6:30, da jeg blev spurgt om det var morgen. Og jeg sagde nej og den var der selvfølgelig hverken en 5- eller 7-årig sjæl, der købte. Men det var forsøget værd – og så kaldte den 2-årige på sin far. Fik kæmpet mig op på mine ben og forsøgte at forklare Hugo, at hans far stadig befandt sig i Polen. Og så fik jeg skiftet en ble og tændt for Ramasjang – og placeret mig under bruseren. Og sat en vask over og fremtryllet tre portioner havregrød – og forklaret, at der ikke fandtes nogen alternativ menu – og proppet ekstra kanelsukker på. Og så fik jeg afleveret hele bundtet og tilladt mig en powernap til Go’morgen Danmark – inden jeg klokken 11 havde en tid på Rigshospitalet.

Som den (meget) opmærksomme læser vil vide, så har jeg haft noget vrøvl med mit knæ siden starten af året. Og inden sommerferien fik jeg foretaget en MR-scanning, som jeg i dag skulle have svar på. Det viser sig, at der er en forandring i brusken i mit knæled, som gør at knæet ligesom “låser” flere gange dagligt. Det gør ikke ondt, men det er irriterende og det begrænser mig. Ortopædkirurgen tilbød mig en operation, men vi blev dog meget hurtigt enige om, at det ikke ville give mening på nuværende tidspunkt. Både fordi generne lige nu ikke opvejer den eventuelle risiko ved et indgreb – og fordi jeg ville skulle humpe rundt på krykker i seks uger efter. Noget, der harmonerer helt ad helvedes til med det faktum, at jeg om to uger starter i praktik. Altså blev konklusionen, at vi ser det an og mødes igen i starten af det kommende år. Og hvis tilstanden er forværret til den tid, så kan vi snakke om at overveje en operation.

Og nu sidder jeg her. Spiser blåbærskyr fra SevenEleven og ser Mette Blomsterbergs nye kagekonkurrence på TV2. Og plaprer løs med mit tastatur. Og nu vil jeg klikke “udgiv” og forsøge at overbevise mig selv om, at mine unger ikke dør af, at klokken bliver 15:30 før de bliver hentet – og at jeg ikke er en dårlig mor, hvis jeg lige tillader mig selv at slappe af i en time mere, før jeg kalder det weekend og hiver dem med i slikbutikken. Det er pissesvært, når man stadig har den dér sure gamle dame boende på første, men jeg gi’r det et skud.

God weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Klar til første skoledag?

img_0018 img_0017

Om fem dage er det den 14. August 2017 og dermed Elliots allerførste skoledag – og jeg fatter det – helt klichéfyldt – overhovedet ikke! Det er en kæmpestor dag og jeg har allerede sommerfugle i maven – både på mit barns og mine egne vegne. Det er jo for pokker en af de dér dage, man aldrig glemmer. En af de dér dage, der bliver fotograferet og dokumenteret og fortalt om og husket på – altid.

Og netop fordi det med garanti bliver en ganske veldokumenteret dag, skal barnet selvfølgelig være pænt klædt på. Hvis det stod til Elliot, ville han aldrig iføre sig andet end fodboldtøj – og langt størstedelen af tiden lader jeg ham få sin vilje. Bestemt ikke fordi jeg synes, at fodboldtrøjer og dertilhørende shorts er specielt flatterende – men fordi jeg øver mig på at være lidt ligeglad, så længe drengen er glad og ikke fryser. Men der er dog grænser – og en af dem går i allerhøjeste grad ved første skoledag. Han må tage alle de fodboldtrøjer på, han vil – på tirsdag og på onsdag og på torsdag og på fredag – men på mandag må han overleve at blive proppet i en skjorte – og den er han gudskelov totalt med på!

Så vi har shoppet. Eller, jeg har shoppet. Barnet er nemlig vokset ud af alle sine skjorter – og alle de pæne bukser, jeg har købt til ham, har hullede knæ. Det sker nemlig, når en fem-årig spiller fodbold på asfalt, har jeg lært. Jeg har klikket nyt tøj hjem fra Ellos egen børnekollektion. Og det er lidt sjovt med Ellos og mig – for jeg husker så tydeligt de Elloskataloger, min mor fik hjem i postkassen, da jeg var barn. Og hvordan jeg fik lov til at bladre det igennem og vælge de ting, jeg ønskede mig – og som min mor så kunne bestille hjem ved at skrive nogle forfærdeligt lange koder på den medfølgende blanket. I dag foregår det hele gudskelov lidt mere fikst og digitalt – men det er altså stadig ret hyggeligt – og for mig en smule nostalgisk.

Til Elliot har jeg købt en pæn lyseblå skjorte, et par pæne shorts (og et par bukser i samme model – hvis vejret ikke arter sig) – og en armygrøn hættetrøje, han kan bruge som en slags jakke, hvis det bliver nødvendigt.

Til Sia, som jo starter i 2. klasse, har jeg købt to sæt – og så tænker jeg, at vejret får lov til at afgøre hvilket af dem, der bliver taget i brug. Hvis solen skinner, får hun en t-shirt på og en kjole udover – og hvis det bliver køligt, får hun et par pæne jeggings og en bluse med en fin blonde på.

img_0002

img_0005

Skjorte til 199 kr. HER – Shorts til 149 kr. HER
Hættetrøje til 179 kr. HER – Chinos til 199 kr. HER

img_0004

img_0016

img_0006

Sæt med kjole og top til 179 kr. HER
Jeggings til 179 kr. HER – Bluse til 149 kr. HER

 

Nu er tøjet i al fald på plads. Og madkassen og drikkedunken og vist nok også størstedelen af penalhuset. Så mangler vi bare at få styr på sommerfuglene i maven – og at få ladt kamerabatteriet op…

Er der nogle af jer, der har børn, der starter i skole i år? Og er I klar?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts