Ugen der gik #100 (med første skoledag, rekordlang cykeltur og pyjamasparty)

I ugen, der er gået, har jeg:

Sendt barn nr. 2 afsted mod 10 års skolegang. Elliots første skoledag var en stor succes – og det var resten af ugen også.

img_0465

img_0023

 

Fejret ovenstående med nye fodboldstøvler og et besøg i Rundetårn.

img_0020

img_0021

img_0022

 

Spist aftensmad i Fælledparken – og undret mig over hvorfor vi ikke gør det noget oftere.

img_0525

img_0526

 

Drukket noget med tonic og vendt verdenssituationen med min meget savnede veninde, jeg ikke havde set i alt for lang tid.

img_0523

 

Cyklet til Herlev og tilbage – og haft seriøst optur over egen formåen.

 

img_0029

 

Hentet børnene tidligt – og gået den lidt længere og lidt hyggeligere vej hjem – langs og over Sortedamssøen.

img_0482

 

Blevet stoppet af to læsere indenfor en uge – og skrevet et indlæg om hvordan det føles.

fullsizerender-47

 

Brugt lørdag dag – og nat – i Canas kolonihavehus. Med malerpensler, søde damer, rosévin, lyskæder og luftmadrasser.

 

img_0522

img_0521

 

Nu sover børnene, himlen har netop åbnet sig og Thor er på vej til floorball. Den kommende uge er den sidste i min rekordlange sommerferie – og jeg vil nyde den for fuld hammer og glæde mig til, at hverdagen går sådan rigtigt igang næste mandag.

Jeg håber, at I får en dejlig søndag aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

I Canas kolo

img_0511

Har slået mig ned i en meget lille fold-ud-stol. Eller, slået mig ned er måske så meget sagt. I virkeligheden listede jeg min krop, så langsomt som det var mig fysisk muligt, ned i den – af frygt for at den ville gennemskue det faktum, at min vægt med høj sandsynlighed langt overskrider dens grænse. Den er vist til børn.

Vi købte den i går – Cana og jeg. Det var en udstillingsmodel til en 20’er – i Harald Nyborg, som vi frekventerede for at skaffe havemøbler til Canas kolonihave. Det blev også til nogle pensler, nogle myggelys og en udendørs lyskæde med kulørte pærer.

Og nu er vi tilbage. I den lille have i Hedehusene, som meget snart bliver invaderet af en flok gode damer. Vi skal male, fixe, skrue og save. Og drikke rosé, spise chips, slik, vandmelon og pizzaer. Og høre musik og synge med og snakke og grine. Og sove. På luftmadrasser og sovesofaer.

Og jeg glæder mig. Cana er et af de allervigtigste mennesker i min verden – og som mange af jer sikkert ved, så har hun ikke fået nogen særligt nem start på 2017, som pludselig snart er en slags forbi. Jeg har været tæt på og jeg har set hendes kamp og følt så meget af det, hun har følt – og nu glæder jeg mig bare til at være med til at give hende den hjælp og den fantastiske aften, hun om nogen fortjener.

Så nu lister jeg op herfra igen. Og ned i en af de enormt flatterende malerdragter, der også røg i vognen i Harald Nyborg i går.

God lørdag til jer allesammen!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ville du sige hej?

fullsizerender-47

I sidste uge skete der noget, der gjorde mig helt vildt glad. Jeg skulle holde fri med Sia – og vi havde netop afleveret Elliot. Vi gik på fortovet mod Emmerys – og jeg gik og gloede ned i min telefon, fordi jeg skulle finde ud af hvor lang tid, det ville tage at cykle hen til den messe, vi skulle besøge efterfølgende. Der kommer en dame gående imod os – sammen med en pige, som jeg vil gætte på, var hendes barnebarn. Og jeg ser dem egentlig ikke, før damen standser op lige foran mig – og siger, at hun er nødt til at spørge mig om noget. Jeg løfter forvirret blikket fra min iPhone – og kigger lige ind i hendes smilende øjne. “Tre gode grunde?” spørger hun – og jeg tilkendegiver, at hun har fanget den rigtige, og hun tilkendegiver, at hun læser min blog og er glad for den. “Gør du??” får jeg vist lidt for overrasket spurgt – for jeg går jo rundt og forestiller mig, at alle mine læsere er lige omkring de 30, selvom jeg godt ved, at det ikke er tilfældet. Og så krammer jeg hende og går helt vildt glad videre mod bageren.

Og i dag skete noget i nærheden af det samme. Jeg var i IKEA med min mor – og indkøbsvognen var blevet alt for fuld af alt det, man egentlig ikke behøver og pludselig overhovedet ikke kan undvære – og vi er nået til afdelingen med nips og lysestager og duftlys. Jeg står og fordyber mig i en glaskuppel, da en kvinde med et barn henvender sig til mig og spørger, om jeg har en blog. Hun fortæller mig, at hun læser med hver dag – og igen kan jeg ikke gøre andet end at kramme hende og sige tak.

Jeg har snart blogget i to år – og i løbet af den tid, har der været 144.000 forskellige mennesker forbi mit domæne. Det er sket meget få gange, at jeg er blevet stoppet – men nu er det altså sket to gange på en uge. Og det har fået mig til at tænke.

Ville du sige hej? Jeg bliver så glad, når nogen gør. Jeg bliver også en smule akavet og usikker og overvældet – for hvad fanden siger man til en, der ved en masse om en, uden at man selv har nogen idé om hvilket menneske, man står overfor? Hvordan virker jeg i virkeligheden? Stemmer det indtryk, hun får, overens med det billede, jeg har skabt af mig selv og det indtryk, jeg har forsøgt at give? Der ryger en masse tanker gennem bøtten på meget kort tid – men mest af alt bliver jeg bare rigtig glad og overrasket. Det er vildt, at få sat ansigt på dem, der sidder på den anden side – for selvom der står nogle tal i mine statistikker og selvom flere navne går igen i kommentarfeltet, så er det altså utroligt svært at forholde sig til, at det faktisk er ægte mennesker, der gemmer sig bag tallet og navnet. At der faktisk findes mennesker, der frivilligt bruger deres tid på at læse mine ord og forholde sig til dem – og at de ovenikøbet føler sig trygge nok til at henvende sig til mig, når de ser mig ude i virkeligheden.

Men jeg ved jo også godt – med min fornuft – at der er mange, der ikke siger hej. Jeg er muligvis blevet ramt af en form for storhedsvanvid, men jeg bilder mig altså ind, at jeg får nogle smil, jeg ikke fik for to år siden. Nogle indforståede blikke. Og jeg får jo også ofte at vide, at folk har set mig, men ikke har sagt hej. Forleden var der sågar en, der fortalte mig, at hun havde set mig i Hong Kongs lufthavn! Og jeg forstår godt, hvis man ikke gør det. For jeg ved ærligt talt ikke selv, om jeg ville “turde” at sige hej, hvis jeg mødte en blogger, jeg fulgte og følte, at jeg kendte. Om jeg ville være for bange for at overskride en grænse. Om jeg ville vide, hvad jeg skulle sige.

Ville du sige hej? Ikke nødvendigvis til mig, men til en blogger, du fulgte? Har du sagt hej til nogen – og hvordan var det? Eller har du undladt det – og hvorfor?

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Kære dagbog. I dag cyklede jeg virkelig langt.

img_0029

Det længste, jeg vist nogensinde har cyklet. Til Herlev og tilbage. Til Herlev og tilbage!

Jeg skal starte i praktik på Herlev Hospital om halvanden uge – og efter at have undersøgt mulighederne for at lade mig fragte derud med det offentlige, blev intentionen meget hurtigt at cykle. Frem og tilbage. I al slags vejr. Dag efter dag. Det ville gå hurtigere – og så kunne jeg endelig komme i form. Jeg tog tre-fire kilo på i Asien. Kørte is og chokolade og cola ned, imens jeg fortalte mig selv, at jeg jo skulle cykle til Herlev. Til Herlev og tilbage. 11 kilometer hver vej. Og 300 meter, for at være helt eksakt.

Og i dag havde jeg ingen planer. Og jeg besluttede mig derfor for at prøve cykelruten af. For at se hvor lang tid, det ville tage – og for at se om jeg overhovedet kunne kapere så lang en cykeltur. Om jeg ville få verdens største optur over mig selv – eller om jeg ville bede om endnu en orlov.

Som man kunne se på min story på Instagram tidligere i dag, så havde jeg det lidt som om, jeg skulle løbe et marathon. Nej nej, jeg bilder ikke mig selv ind, at anstrengelsen ved at nedlægge 22 kilometer på cykel kan måles med anstrengelsen ved at nedlægge 42 kilometer på ben – men nu er jeg ved gud heller ikke løbetypen og i går blev jeg ægte forpustet af at gå op på anden sal i Hugos vuggestue.

Pakkede et mellemmåltid og en flaske vand, tog solbriller på og downloadede et par podcasts. Og så bad jeg Google Maps om at guide mig og Endomondo om at tracke mig. Klar parat – kør! Min puls var allerede over normalen, da jeg var nået Trianglen (og vi bor uhyggeligt tæt på Trianglen…) – og jeg havde ikke den store tiltro til mig selv. Ud gennem Nørrebro – hvor jeg nåede at spørge mig selv, om man egentlig skal være bange for at befinde sig for tiden – op ad en bakke, ud ad en forkert vej – foretage en u-vending – og så! Så befandt jeg mig pludselig ved Utterslev mose, hvor jeg blev ført ind på de fineste stier og var helt alene i verden. Det gik ned ad bakke og jeg kunne fysisk ikke lade være med at smile. Over solen, der skinnede, over bakkens hældning – og over endomondo-damen, der fortalte mig, at min gennemsnitshastighed bare steg og steg. Ha!

Og pludselig var den der. Den tårnhøje bygning. Stedet, hvor alle mine søstre er kommet til verden – og hvor min oldemor og bedstefar forlod den. Hospitalet, som jeg er kørt forbi så uendeligt mange gange, når jeg har været på vej ud til min mormor, der aldrig har boet andre steder end i Herlev. Jeg fandt en bænk på en nærliggende villavej, hvor jeg indtog en müslibar og spurgte min app hvilken vej, den ville sende mig hjem igen ad. Og jeg kunne til min store begejstring se, at den ville have mig gennem Søborg. Søborg, som jo er min barndomsby. Hvor jeg boede fra jeg var et år til jeg var 14. Og vejen hjem skulle kun vise sig at være endnu finere og de bakker, der hældede den rigtige vej, skulle kun vise sige at være endnu længere. Ned ad den vej, som flere af mine klassekammerater boede på – og forbi den postkasse, som jeg så ofte vandrede op til med en hund i en snor og noget, der skulle sendes.

Og så trillede jeg ned ad min brostensbelagte nabogade – og følte faktisk, at jeg havde løbet det dér marathon. Jeg havde i hvert fald ufatteligt stor optur over mig selv – og nu glæder jeg mig kun endnu mere til at komme ud og redde verden på onkologisk lige om lidt.

Og for at det ikke skal være løgn, vil jeg nu hoppe ud på min cykel igen – dog kun for at lade mig fragte nogle hundrede meter hjem til en veninde, jeg ikke har set i al for lang tid. Måske køber jeg nogle flødeboller med – jeg har jo forbrændt en million kalorier i dag og der er jo noget, der hedder balance.

God aften!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Og så havde vi to

img_0023

Det har været en usædvanligt dejlig dag. Elliots første skoledag. Den startede godt nok en smule stresset. I Sias klasse har de en “klassebamse”. Den hedder Hector – og eleverne skiftes til at få den med hjem på weekend, hvorefter “den” skriver en beretning om sine bedrifter i en medfølgende bog. Sia fik lov til at få Hector med på sommerferie – og det kattelignende tøjdyr har dermed haft fem ganske begivenhedsrige uger. Og i morges – tyve minutter i afgang – kom Sia marcherende med Hectors dagbog og et forurettet blik. “Hector har ikke skrevet noget!”.

Fuck!

“Thor, jeg får Elliot og Hugo i tøjet og får smurt Sias madpakke – og så skriver du for Hector. Og fat dig i korthed! En begivenhed fra hver destination!”. Det kunne den kommende dansklærer selvfølgelig overhovedet ikke overholde – og da jeg et kvarter senere småskingert spurgte ham, om han snart var ved at være der – og hans svar var, at han kun lige var nået til Kina, blev jeg kortvarigt alvorligt bange for at komme for sent til mit barns første skoledag.

Men vi nåede det. Kom frem til skolen, hvor alle elever, forældre og lærere var på vej ind i gymnastiksalen. Det er en lillebitte skole, som har færre elever end vores børnehave har børn – men det er også en lillebitte gymnastiksal. Elliot er en følsom fyr, der godt kan komme til at stejle over for mange mennesker og lyde, når han er presset. Og han var presset – for det var hans første skoledag og det var en stor ting og han skulle på ingen måde ind i den sal. Jeg kender ham og ved hvornår jeg kan (og bør) skubbe til hans grænser – og hvornår det absolut intet godt vil bære med sig, så jeg traf en lynhurtig beslutning om at skåne ham fra den varme, proppede og uoverskuelige gymnastiksal – og aftalte med ham, at vi først ville gå derind, når de andre klasser var strøget og det kun var 0. klasse, der var tilbage. Vi satte os i garderoben lige udenfor salen, så vi stadig kunne synge med på sangene og høre lederens velkommen tilbage – og så listede vi ind, da der var plads. Og Elliot og hans klassekammerater blev kaldt op – og en efter en forsvandt de ud af gymnastiksalen og videre ind i klasselokalet. Jeg så ryggen af ham forsvinde ind mod ti års skolegang og var lige ved at tude. Nu er han i gang. Nu har vi to skolebørn. Hvordan skete det lige?

Vi drak kaffe og sludrede med de andre forældre i et par timer – og så blev vi kaldt ind i 0. klasse, hvor vores unger sad med flag og navneskilte. Helt stille og spændte. Og kameraerne knipsede løs og krammene sad løst.

img_0027

Og så tog vi ind til byen – Thor, Elliot og jeg. Så vi kunne spise frokost sammen og fejre. Elliot fik lov til at vælge, hvor den skulle indtages – og han var ikke et sekund i tvivl. På Zirup! På Zirup i Strædet, hvor Thor arbejdede i otte år, men hvor vi ikke har sat vores ben siden sidste år, hvor caféen blev solgt og Thor skiftede tjenerrollen ud med lærervikartjansen. Det var skidehyggeligt at være tilbage – og deres nachos smagte, til Elliots store glæde, præcis som for et år siden. Thor forlod os efterfølgende til fordel for et møde på arbejdet – og så spenderede Elliot og jeg en halv time i Søstrene Grene og tre kvarter i Runde Tårn, inden vi kørte tilbage mod Østerbro og samlede Sia op på vejen.

Aftenen har vi brugt i Sansehaven i Fælledparken. Vi spiste take away på en bænk med børnenes farfar – og testede Elliots nye fodboldstøvler, legede i sandkasser og tullede rundt. Og spurgt igen-igen hinanden hvorfor vi dog ikke bruger netop det hjørne af Fælledparken noget oftere. Man har det stort set altid for sig selv – og der er simpelthen så roligt og rart.

Det har været en usædvanligt dejlig dag. Mine skolebørn ligger og sover i deres køjeseng. Vi sluttede dagen af med at tjekke deres ugeplaner på Intra – og de blev så begejstrede over ord som vokaler, skrivetid og matematik, at jeg tænker, at de og vi er landet det helt rigtige sted.

Men det vidste vi også godt.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl