Hej mor – jeg tager lige en mikrofon med!

hejmor

Så! Jeg har simpelthen glædet mig helt ustyrligt meget til at præsentere jer for det projekt, som jeg i den seneste tid har brugt ualmindeligt meget tid og tankevirksomhed på. Nemlig min nye podcast Hej mor, som jeg laver sammen med – tadaa – min mor!

Som nogle af jer ved, lavede jeg i starten af året en podcast sammen med min veninde Cana. Det var et spontant, sjovt og hyggeligt projekt – og jeg blev rigtig glad for mediet og begyndte selv at lytte til en masse forskellige podcasts. Vi endte med at lukke ned for programmet for en måneds tid siden – og jeg fik det lyse idé, at jeg ville lave en ny. Sammen med min mor.

Konceptet er ret enkelt. Vi optager 30 afsnit – et om ugen – og et for hvert år, vi har kendt hinanden. Vi snakker om de ting, der skete i det pågældende år – både i vores liv og i verden og Danmark. Og vi har tænkt os at være så ærlige som overhovedet muligt – uden at udstille andre end os selv. Jeg tror og håber, at det bliver oprigtigt og nærværende – og jeg mistænker, at det bliver en ret fin og rørende proces for både min mor og jeg, at få talt 30 år igennem. Der kommer historier om fødsler, skilsmisser, ulykker, dødsfald, skoleskift, flytninger, kærester, fester, skænderier og ferier. Vi håber på, at nogle af de mennesker, der har været en del af vores historie, har lyst til at besøge programmet. Og så håber vi, at nogle af de mennesker, der lytter til programmerne, vil dele nogle af deres historier – fra det år, vi skal tilbage til.

Det første afsnit er ude nu. Det handler om 1988 – året, hvor jeg blev født. Og jeg håber sådan, at I vil lytte med. I kan finde det på iTunes HER, hvor I hjertens gerne må abonnere og eventuelt tilføje en anmeldelse – og I kan klikke HER, hvis I ikke har iTunes.

Derudover kan I finde os på Facebook HER og på Instagram HER. Begge steder vil vi uploade nye afsnit og opfordre jer til at dele jeres historier.

God weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

I et tog mod Paris

9aba77c7-0fd2-481d-a5f6-88f0b795a853

Har sat mig ned i et tog mod Paris. Fra lufthavnen, hvor jeg landede for en halv time siden. Efter en to timer lang flyvetur, der føltes som et splitsekund, fordi jeg sov hele vejen.

Det føles som en evighed siden jeg stod op i morges. Og det har været en lang, men virkelig god dag. Havde en ganske fantastisk vagt på onkologisk, hvor der i disse dage er indlagt så usædvanligt få patienter, at man har tid til at yde præcis den sygepleje, man gerne vil. Tid til at trække en stol hen og sætte sig ved sengen – og række ud og snakke. Eller tie stille og være. Til at hive en pårørende med ud på gangen og spørge hvordan hun egentlig har det – og til at høre svaret og tage imod.

Da klokken blev tre, cyklede jeg hjem og pakkede en kuffert – og så tog jeg bus og tog mod lufthavnen, hvor jeg spiste noget pizza på Lagkagehuset, købte nogle skumfiduser i tax free – og satte mig ud til gaten med en kop kaffe og i god tid. I flyveren lyttede jeg til de første ti minutter af en podcast, før jeg var væk – og så vågnede jeg først, da vi landede mindre elegant.

Og nu sidder jeg her. I et tog imellem to stationer, jeg ikke kan se hvad hedder. Fordi oversigten er for langt væk og fordi mine øjne er trætte. Men jeg håber, at jeg kommer af på det rigtige tidspunkt. For jeg kan nærmest fysisk mærke, at jeg nærmer mig mine mennesker. Og selvom tre af dem sover nu, så kan jeg alligevel slet ikke vente med at kigge på dem – og kramme dem i deres søvn.

Og i morgen skal vi i Disneyland.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #108 (med et nyt projekt, trættende tvivl og fredag d. 13.)

I ugen, der er gået, har jeg:

Optaget første afsnit af en spritny podcast, som jeg meget snart vil præsentere jer for. Jeg vil ikke afsløre konceptet endnu, men blot give jer et lille hint med billedet nedenfor.

img_1895

 

Skrevet et indlæg om at være fysisk træt af tvivl. Det handler om hvor vi skal fortsætte vores liv, når vi til sommer bliver færdiguddannede. Og ganske konkret om hvorvidt man bare sådan lige kan flytte til Bornholm. Der var så mange, der læste og delte og kommenterede indlægget – og det hele har givet stof til eftertanke, men ikke gjort tvivlen mindre.

image

 

Været til fernisering på ungernes skole – og foreviget det smukke lys, der var, da vi vandrede hjem.

img_0279

 

Holdt fri med Hugo. På en fredag, hvor det meste gik galt. Senere fandt jeg ud af, at det jo sådan set var fredag d. 13. – og så gav det hele på en eller anden underlig måde lidt mere mening…

img_0281

 

Sendt min familie til Paris, hvor de tager hul på efterårsferien nogle dage før mig.

img_0282

 

Været alene hjemme – og været rigtig dårlig til det. Og altså flygtet ud til min mor, hvor jeg havde en virkelig dejlig lørdag, som sluttede af med Voice Junior, brændeovn og hvidvin.

img_1941

 

Tilbragt søndagen med opgaveskrivning – og modtaget det ene fine postkort fra Paris efter det andet. Av, hvor jeg glæder mig til på tirsdag!

img_1940

 

Og det var det, jeg havde at berette fra ugen, der er gået. Nu vil jeg hente noget vietnamesisk, blande noget slik i kiosken og vente på, at min lillesøster kommer og underholder mig.

God søndag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Alene hjemme

img_0282

For ganske præcist 12 timer siden vinkede jeg farvel til min familie og min svigermor, der glade traskede op mod Trianglen, for at tage bus og metro mod lufthavnen. De befinder sig nu i Paris, hvor jeg tager ned og møder dem tirsdag aften.

Jeg havde planer om en dag på langs i sofaen. Med en serie af en art, noget take away af en anden art, en dyne og mit eget selskab. Men det tog mig cirka ti minutter at konstatere, at jeg (stadig) er uhyggeligt dårlig til at nyde det selskab – og jeg flygtede derfor ud til min mor, hvor jeg har brugt dagen på at spise flødeboller, drikke kaffe og sniksnakke. Kun afbrudt af et par timer i Lyngby Storcenter med min lillebror, hvor jeg i H&M investerede i en striktrøje med en perlebroderet abe, et par jeans og en lang og smørblød natskjorte. Inden vi slog os ned på en bænk og spiste pølsehorn og bællede milkshakes.

Og nu sidder jeg her. Iført føromtalte natskjorte og under min dyne. Min stedfar kørte mig hjem – og jeg tjekkede minutiøst hver eneste afkrog af lejligheden for spøgelser og indbrudstyve, inden jeg børstede mine tænder og kravlede op i hjørnet af min meget tomme seng.

Når jeg om lidt har sendt de her tanker og fortællinger ud i uendeligheden, vil jeg færdigredigere første afsnit af et nyt podcastprojekt, jeg har gang i. Som I måske læste ovre hos Cana for nogle uger tilbage, så har vi skrinlagt “Damer i dilemmaer”. Men jeg var simpelthen blevet så glad for mediet, at jeg meget hurtigt fik overtalt en anden, ganske særlig person til at hoppe med på et nyt koncept, jeg har fundet på – og som jeg glæder mig helt vildt til meget snart at præsentere jer for.

Jeg er dårlig til at være alene. Jeg har nemlig været det ualmindeligt lidt i mit liv. Jeg får ondt i maven og savner hele verden. Men dem, jeg savner allermest, har det godt. Og jeg bliver ikke genforenet med dem tidligere, uanset hvor meget energi, jeg bruger på at længes efter dem. Jeg holder om dem om tre døgn – så jeg kan ligeså godt bruge tiden på at forsøge at nyde og udnytte min ensomhed. I morgen skal jeg bruge en masse timer på at komme i gang med en ret uoverskuelig studiemæssig opgave – og derudover skal jeg lige præcis ingenting. Jo – sove længe, spise chokolademadder, se TV og tage et langt aftenbad. Måske kommer jeg slet ikke ud af mit nattøj – og hvis det sker, så er det mere end i orden.

Jeg er nemlig alene hjemme.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Gik galt

img_0281

Det er fredag, jeg har holdt fri med Hugo, solen skinner og har gjort det hele dagen – og mit humør er grundlæggende og som udgangspunkt ret højt.

Alligevel er det som om, at ting går galt i dag. For eksempel…

  • Da jeg vælger at spendere morgenen på Tårnlegepladsen i Fælledparken, hvor Hugo vælger at gøre brug af sin ble i miniatureversionen af Rundetårn.
  • Da puslebordet på legepladsens toilet er faldet ned – og jeg kun har tre vådservietter til rådighed.
  • Da to drenge i 12-13-års alderen vælger at pjække fra skolernes motionsdag – og samtidig vælger at pisse i miniatureversionen af Rundetårn, som Hugo efter meget omstændigt bleskift har indfundet sig i igen.
  • Da jeg kravler op efter Hugo og finder ham trampende i en sø af ildelugtende tis.
  • Da de tydeligt skyldige 12-13-årige, som føler sig afsindigt forurettede af min anklage, forsøger at bilde mig ind, at det var vand – og nægter at fortælle mig, hvem deres lærer er.
  • Da jeg beslutter mig for at lade det gå – og ombestemmer mig, da de 12-13-årige begynder at svine mig og mit barn til.
  • Da jeg endelig står ansigt til ansigt med en lærer, der i ramme alvor tror, at jeg lyver.
  • Da jeg hidsig forlader Fælledparken, efter at have konstateret, at det er det eneste alternativ til en ikke ret køn scene – midt imellem løbende børn en masse.
  • Da jeg tre gange (!) på samme eftermiddag vinker begejstret til folk, der kigger undrende tilbage. Fordi de ikke ved, hvem jeg er. Fordi de åbenbart kun er kopier af folk, jeg kendte engang.
  • Da den vinterjakke, jeg endte med at købe til Elliot, var cirka 10 centimeter for kort.
  • Da den juice, jeg investerede i i Super Brugsen, og som havde til opgave at holde mig mæt indtil aftensmaden, smagte af opkast.
  • Da det går op for mig, at mit fravær de seneste fredage har overbevist mine børn om, at Alle mod én har en større underholdningsværdi end Vild med dans.
  • Da jeg vælger at købe Hanne Vibeke Holsts nyeste roman som en slags jeg-elsker-dig-og-god-tur-til-Paris-agtig gave til min mand. Og efterfølgende kommer i tanke om, at han har en seriøs aversion mod Hanne Vibeke Holst.
  • Da jeg pakker min cykel med en indkøbspose i kurven, en indkøbspose på styret og en pakke bleer i barnesædet – og må samle bleerne op fra fortovet ikke mindre end seks gange.

Fedt man. Alt i alt. Men heldigt, at det hele falder på en af de dage, hvor mit bæger er halvt fyldt. Og at Thor faktisk blev glad for bogen. Og at de dér arbejdssko, vinterjakkepakken også indeholdt, passede fuldstændig perfekt. Og at jeg har købt flødeboller og en præblandet alkoholisk lemonade, som jeg måtte betale seriøs overpris for, at der hverken stod Breezer eller Mokai på.

God weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl