At sende sine børn over vejen

Hun har arvet mit temperament, den meget tæt på 8-årige. Det, som min terapeut så pænt kaldte for mit “vibrerende nervesystem”. De store følelser. Og hun gloede på mig med sine enorme øjne – fulde af vantro, håbløshed og vrede – da jeg fortalte hende, at klokken var blevet for mange til, at vi ville nå at komme op i butikken, der sælger plysdyr med glimmerøjne. Som jeg ellers havde åbnet muligheden for i morges. Man skal ikke åbne muligheder, når man har en meget tæt på 8-årig med et vibrerende nervesystem.

“Må jeg så ikke bare gå derop selv?”. Ha! Ved gud, du ikke må. Krydse Østerbrogade? Alene? I mørket og myldretiden? Niks. Niksen biksen. Glem det virkelig meget. Og hun vibrerede videre. Spærrede de enorme øjne endnu mere op.

Og jeg stoppede mig selv. Trykkede på en imaginær mute-knap i mit indre, så jeg kun kunne se hendes mund bevæge sig, men ikke høre de ord, der flød ud. Om at være god til at se sig for og om, at man nogle gange havde fået lov til at gå i kiosken. Stoppede mig selv og vendte tilbage til en samtale, jeg havde haft med en mor fra Elliots klasse – til forældrefesten for nogle uger siden. Efter et par øl. En samtale om ansvar og om at stole på sine børn. Om hvor meget vi selv fik lov til – og hvor lidt vi giver videre. Hvor godt vi pakker dem ind. Og hvor misforstået det måske er.

Jeg fik lov til ret meget, da jeg var lille. Købte smøger for mit bedstefar på Herlev Torv – nogle lyskryds væk fra den lille lejlighed. Hentede min lillesøster i børnehaven, gik selv hjem fra skole – og fik som 11-årig ansvaret for tre amerikanske børn på 2, 5 og 7 – en eftermiddag om ugen. Uden nogle voksne. Vær så god. Og jeg forsøger virkelig at give mine børn noget af den samme tillid, som blev givet til mig. Sia går i kiosken selv – og hun vokser to meter for hver gang. Men kiosken ligger på den anden side af sidevejen, som er meget lidt befærdet – og butikken, der sælger plysdyr med glimmerøjne, ligger på den anden side af vores bydels allermest befærdede vej. Så min umiddelbare reaktion var et stort, rungende nej. For hvad var jeg for en mor, hvis det gik galt? Hvis en spritbilist bragede ind i hende eller hvis hun ikke kunne finde hjem? Ellers hvis hun tabte sine penge eller blev sprunget over i køen?

Men gæt hvad. Jeg gjorde det. Sendte hende over Østerbrogade. Og overvejede virkelig meget at følge 20 skridt efter – bare for at holde øje på afstand. Eller koordinere med Thor, som var på vej hjem fra biblioteket. Han kunne bare stille sig på et gadehjørne og se om hun kiggede sig for. Jeg holdt vejret i ti minutter og lyttede efter sirener. Indtil dørtelefonen bimlede, mine skuldre bragede ned på plads og min meget tæt på 8-årige resolut trådte ind ad døren. Med et plysdyr med glimmerøjnene i favnen. 40 kroner fattigere og 4 meter højere.

Fordi jeg sendte hende over vejen.

img_2169

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #112 (med korte dage, store planer og et slot)

I ugen, der er gået, har jeg:

Fundet det fineste lillebitte klodsmajor i Søstrene Grene – til 17 kroner. Og bygget, spillet og væltet – igen og igen og igen.

7ed09ec1-9a88-427e-bcc3-d871b95708da

 

Været lidt træt og trist – og skrevet noget om korte dage og tungsind.

img_0279

 

Delt mine forældres bryllupsbillede. Det var et emne i første afsnit af min og min mors podcast – og efterfølgende har der været utallige efterspørgsler på det. Viste det også til Elliot, som først skød på, at det var Thor og jeg – og dernæst min far og jeg…

b4ddfd99-5b4a-4ac7-968f-a8c14785346a

 

Optaget og udgivet fjerde afsnit af ovennævnte podcast. Om 1991 og alt det, der fyldte i vores liv netop dér.

7b19ec54-f05c-4fa7-a535-75d0ff9c91ac

 

Afgivet den forældrerådsformandspost, jeg har siddet på i de sidste vist nok fem år. Og jeg er helt stolt af mig selv. For jeg skal skrue ned for blusset – og det her var et af de steder, det kunne lade sig gøre. Nu er jeg menigt medlem – og hvem ved – måske afgiver jeg også bestyrelsesformandsposten på tirsdag…

IMG_0345

 

Kørt en spontan tur nordpå – og besøgt Kronborg. Vi ankom en time inden de lukkede, så vi droppede billetkøb og nøjedes med at vandre rundt om slottet – og besøge kirken og souvenirbutikken. Hold op, hvor er det et fantastisk fint sted.

f95ecc29-e1ec-4b45-9ca9-aceb72744325

3bb46a50-0066-4ec6-8697-e94014d42f6c

 

Brugt lørdag aften i det fineste selskab. Med Cana, Cecilie, rødvin, chips og slik.

f394f6f3-b778-4d31-8baa-6e75279ec0bd

 

Suget d-vitamin ud af min søndag – på “vores” legeplads med min Hugo. Og skrevet et indlæg om syv gode ting.

cfc8a1df-ea57-4535-9acf-44d2f4e38743

5887811c-e4e9-46ca-8dcc-850974254d9d

 

Spist lammefrikadeller og tzatziki – og nydt udsigten hos min svigermor.

498f22c5-9404-4ac8-9f43-c0a071d976d6

 

Vist nok måske ret meget besluttet os for, at rykke ud af byen til sommer. Vi kigger i det sydfynske og jeg kan mærke, at det er rigtigt. Og sindssygt.

img_1070

 

Og nu vil jeg klappe computeren i, se DMA og hoppe i seng. De kommende fire dage byder på dagvagter på onkologisk – og selvom jeg faktisk glæder mig, bliver jeg også lidt forpustet ved tanken. Men pludselig er det weekend og om lidt er det jul. Og alt er godt.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Syv ting, der gør mig glad

Det er lørdag formiddag. Thor og Elliot er til fodbold, Sia ser musikvideoer med nogle opreklamerede norske teenagedrenge med musestemmer – og Hugo triller rundt om spisebordet på sin metalbil. Og jeg føler trang til at opdatere herinde. På mit lille fristed på internettet, som de seneste uger har været præget af nogle lidt tunge tanker og en hel del fravær. Og det er jo ikke sådan, det skal være. Jo, det skal være autentisk og ærligt – men jeg render altså ikke rundt og er ked af det hele tiden. Langt fra. Så nu får I lige noget, af alt det gode, der også sker.

Ting, der gør mig glad:

  • Mine unger. Hold kæft, hvor er de søde for tiden. Det er de selvfølgelig altid – men lige for tiden er der skruet ret meget ned for konfliktniveauet. Og så har de virkelig nogle fede aldre lige nu. Det er så fedt at have en 2-årig. Hold nu kæft. Det er fantastisk at kunne forstå ham og han er så sjov, at jeg lidt ville ønske, at han aldrig blev ældre. Og så er det bare pissefedt, at have to store børn, som man kan snakke med, som kan lege rigtigt med hinanden og som er mer og mere selvkørende.
  • Min podcast.Hej mor“, som jeg startede op med min mor for en måneds tid siden, og som nu tæller fire afsnit. Det er simpelthen så hyggeligt at lave – og det er enormt givende og rart at have de her snakke med min mor på ugentlig basis. Og så er det bare helt fantastisk med al den feedback, vi får. Vores snakke rører åbenbart noget i folk  – og det er så dejligt at vide.
  • At det snart er jul. Jeg glæder mig til lyset og varmen i mørket. Til julekalendre og gaveindkøb. Til den første juleaften i min mors nye hus – og til nytår i sommerhus med gode venner.
  • At vi skal spise æbleskiver og se film med de store, når Hugo sover til middag senere i dag. Jeg er en sucker for æbleskiver – og vi skal gense “Peter og dragen”, som jeg så med Elliot i går, da han var lidt sløj og tog en hjemmedag – og som rørte ham så meget, at han fik tårer i øjnene.
  • At jeg snart er sygeplejerske. Jeg kan virkelig skimte lyset for enden af tunellen nu. Og jeg glæder mig helt vildt til at blive færdig og kunne smide “jeg er under uddannelse”-skiltet ad helvedes til.
  • At vi vist nok har besluttet os for at flytte ud af byen. Jeg har i hvert fald fundet ro med det og jeg glæder mig fordi jeg kan mærke, at det er det rigtige at gøre. Og så tror jeg også, at vi har fundet en destination. Og det er ikke Bornholm – men det er heller ikke på Sjælland…
  • Min mand. Bare fordi han er den bedste af slagsen, jeg kender. Og fordi han aldrig vakler.

Så. Resten af november kan egentlig bare komme an. For jeg har så meget godt lige her – og så meget godt i vente.

God weekend!

45e3425c-ce12-4f0f-b50b-869597f6e9f8

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Korte dage og tungsind

img_0279

Det er aften. Jeg burde sove og det gør resten af hytten også – men jeg insisterer på at hive lidt mere ud af dagen. Fordi de er så korte for tiden. Dagene. Og fordi jeg har så lidt af den her tid. På min sofa. Med mit TV og mine tanker. Ser noget med Anders Agger og Lars Løkke. Imens klokken bliver mere og mere og i morgen rykker nærmere og nærmere.

Tilbage til de korte dage. Det er hårdt, synes jeg. At cykle afsted i mørket klokken 6:15 – og parkere cyklen derhjemme 10 timer senere. I mørket. Til sidste uges indlæg om min dårlige samvittighed, var der en skarp læser, der spurgte mig, om mit tungsind kunne hænge sammen med mørket. Og jeg tror, at hun havde fat i noget. For jeg har faktisk altid haft tendens til vintertristhed. Jeg er så afhængig af lys. Bliver fysisk dårlig af nedrullede gardiner. Og november gør mig sløv og træt og trist. Ikke hele tiden, men mere end jeg plejer. Så måske skulle jeg glo ind i noget terapilys.

Men måske skulle jeg også noget andet. Og det prøver jeg på. Noget så simpelt som at tænke positivt og noget så svært som at dræbe min dårlige samvittighed. Og det hjælper faktisk lidt. Jeg forsøger at snakke med mig selv om, at den dårlige samvittighed hverken gør noget godt for mig eller for nogen andre. At den er ukonstruktiv og ubruelig. Og at jeg jo for fanden gør det hele så godt, jeg kan. Og gør det meste godt nok.

Bloggen bliver syltet lidt. Fordi jeg har meget at arbejde med ude i virkeligheden – og i mig selv. Og jeg føler en trang til at levere – eller i det mindste undskylde mit fravær. Og på den anden side virker det så selvcentreret og åndssvagt – for mon ikke I alligevel har andet, at tage jer til – og mon ikke de færreste alligevel opdager, om der går to eller tre dage uden mit ævl? Jeg tror det. Men jeg er her.

Jeg ved ikke hvor meget mening alt det her giver. Men det var sådan et indlæg, der skrev sig selv på otte minutter. Fordi det bare er tanker, der flyder ud gennem mine fingre og ud i det uendelige.

Godnat.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #111 (med Lola, sort samvittighed og forstadsflugt)

I ugen, der er gået, har jeg:

Mødt Lola Jensen. Og jeg blev fuldstændig star struck. Jeg elsker Lola Jensen – og hendes nye bog “Må vi så få ro” er fuldstændig fantastisk.

a55af0cd-9d71-44c7-86b1-7b99e32da3da

 

Optaget og udgivet afsnit 3 af min og min mors podcast “Hej mor”. Om 1990, som var det år, hvor jeg blev storesøster. I kan høre det HER.

93cd5bbb-7581-4fa7-aa8d-dec1ba4f0b3c

 

Haft åndssvagt travlt. Med arbejde, forældremøde, hvor jeg skulle aflægge årsberetning – og en stor opgave, som mundede ud i, at jeg skulle holde et oplæg og facilitere et debatforum mellem afdelingens sygeplejersker. Jeg var røvnervøs, men det gik virkelig godt!

img_0789

 

Været ramt af en altoverskyggende dårlig samvittighed. Over det meste. Og fået skrevet en del af det ud af kroppen – og modtaget sådan nogle fine kommentarer, der har givet stof til eftertanke.

img_5040

 

Lånt min mors hus i weekenden – og nydt roen og luften og lyset i så høj grad, at jeg endnu engang bruger forfærdeligt meget tid på home.dk…

45db1211-e19f-4708-83ea-e83c8d96197a

 

Følt os så meget hjemme, at vi lørdag aften inviterede nogle venner over til vegetarlasagne og rødvin…

69337af0-64a9-49ad-81c9-0edc50ac7c8a

 

Genoptaget min gamle malebogshobby, da jeg modtog den fineste af slagsen i gave. Måske finder jeg også snart mit broderi frem igen…

f42816a6-c0c6-4084-9e39-ce0c97b98f0a

 

Og det var det. Og det var ikke meget, men jeg har også brugt størstedelen af min uge bag min computer. Og så har jeg lige konstateret, at jeg ikke har taget mere end fire billeder de sidste syv dage. Jeg bliver lidt bekymret for mig selv.

Nu vil jeg se “Herrens Veje” – og så vil jeg smutte over til Cana og drikke et glas vin og vende verdenssituationen.

God søndag!

 

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts