Ugen der gik #116 (med søskendesamling, rund fødselsdag og skovbørnehave)

Indeholder reklamelinks

I ugen, der er gået, har jeg:

Været samlet med alle de mange søskende, jeg har på min mors side, for første gang i uendeligt lang tid.

img_2780

 

Delt opskriften på en absurd lækker æblekage.

img_2604

 

Besøgt den skovbørnehave, der hører til vores institution, for at se, om det var noget for Hugo.

img_2790

 

Optaget og udgivet afsnittet om 1995 i min og min mors podcast. Året, hvor jeg blev storesøster for anden gang, hvor jeg styrtede ned af en trappe i favnen på min oldemor – og hvor jeg flyttede for femte gang.

img_2695

 

Deltaget i et heldagskursus på hospitalet – om svære samtaler. Det var vildt grænseoverskridende, fordi det indeholdt en del rollespil, men det var samtidig enormt lærerigt og spændende.

img_0789

 

Skrevet et indlæg om frygten for at miste kontakten til mine mange følelser

img_2691

 

Fejret min svigermors 60 år hele weekenden. Først fredag aften med restaurantbesøg.

img_2789

 

-og så lørdag til et stort frokostarrangement, hvor min mand og hans brødre holdt den fineste tale for deres mor.

img_2718

Og det var vist det. Nu vil jeg se håndbold i armene på min mand – og måske undersøge, om der skulle gemme sig en julegave til mig fra mig på boozt, der lokker med 20% i dag. Jeg mangler faktisk i alvorlig grad et par gode vinterstøvler – og de her ville være et godt bud. Og jeg har været ret sød i år…

God søndag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Syge børn, gode mænd og lørdag på sofaen

Det er lørdag aften og jeg ligger i mit yndlingshjørne i min sofa. På tv’et kører en ishockeykamp, som Thor satte på inden han gik i Brugsen, hvor han i skrivende stund tanker op på mælk og bleer. Hugo sover tungt på den panodil, jeg gav ham efter at have konstateret, at han havde feber – Elliot hoster og Sia småbrokker sig. I guder, hvor har vi konstant et sygt barn eller to for tiden…

Vi har fejret min svigermors 60 år af to omgange indenfor det sidste døgn. I går aftes på en italiensk restaurant på Nørrebrogade – bare hende, hendes tre sønner og svigerdøtre. Med uhyggeligt lækker rødvin og uendeligt mange små retter. Og snak og grin en masse. Og i dag til den lækreste frokost med plus fyrre mennesker – hvor hendes sønner holdt den fineste tale, der – selvfølgelig – fik mig til at tude en lille smule. Tænk, at kunne sidde der – og kigge på sine voksne børn fortælle hele verden hvor fantastisk en mor, man har været. Det må fandeme være stort.

Og nu er vi altså hjemme. Udmattede og med feberbørn. Jeg har hængt kjolen tilbage i skabet og er hoppet i noget blødt og hyggeligt – og har ikke i sinde at forlade min sofa resten af aftenen. Det skulle da lige være for at hente en dyne og tænde et par stearinlys – og skifte ishockeykampen ud med semifinalen i X Factor UK.

Det tror jeg, at jeg gør.

God lørdag!

46801823-a28d-44de-85d7-ab3e70b19a73

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Julestemning i en (drømme)æblekage

img_2604img_0307

Som jeg fortalte for en måned siden, deltog jeg i efteråret i et bageværksted, som Sydhavnsmor havde sat op. Anledningen var hendes nye fantastiske, pæne og robotagtige dampovn fra Gram, som vi testede og udsatte for alt fra høns til crème brûlée.

Den absolutte topscorer var dog den æblekage, som vist blev serveret som en slags helt perfekt forret. Bunden var svampet, sød og nærmest drømmekage-agtig – og æblerne var på magisk vis både bløde og sprøde og søde og syrlige. Og jeg har sukket efter den lige siden.

Dem, der læser med hos May, ved, at hendes desserter altid er både sukker- og glutenfri – og den her æblekage var ingen undtagelse. Og jeg var skeptisk da jeg kom og overbevist da jeg gik. Men jeg havde nu alligevel lyst til at prøve at lave kagen på den helt syndige måde – med sukker og hvedemel. Og når nu vi skriver december, så valgte jeg at gøre den ekstra julet ved at tilføje lidt kanel og kardemomme til dejen.

Opskriften er som følger:

1 dl hvedemel
2 dl mandelmel
2 dl kokosmel
10 spsk sukker
2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
1 tsk kanel
1 tsk kardemomme
150 g blødt smør
2 æg
1 dl skyr
3 æbler i både

Bland de tørre ingredienser, tilføj smør, derefter æg og så skyr og rør det godt sammen. Hæld dejen i en springform og læg æblebådene oven på. Jeg lægger dem på i to lag – og drysser med lidt ekstra kanel. Bag ved 175 grader i 35 minutter og server med skyr rørt med vanillesukker.

img_2605

Og hvad vinder så? Sukrin og kartoffelmel eller sukker og hvedemel? Jeg kunne ærligt talt ikke smage den store forskel, hvilket er meget tæt på at chokere mig. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at Mays dampovn vinder med længder over min ganske almindelige – og drømmen om damp blev ikke mindre da min mor til Sias fødselsdag troppede op med de lækreste brød, som hun havde fremstillet i sin dampovn. Det kan altså noget.

Nedenfor kan I se eller gense den fine lille video, som nogle søde unge mænd skød ved føromtalte bageværksted.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

At bygge et skjold

Det er tirsdag aften. Thor er oppe hos sin storebror og jeg sidder i mørket – i min stue, der kun er oplyst af den lyskæde, jeg har viklet om vores lille skæve juletræ – og så kalenderlyset, der febrilsk forsøger at følge med den fart, december allerede har taget.

Jeg har tårer i øjnene og jeg snøfter stadig lidt. Jeg har nemlig lige tudet. Med nogle fremmede mennesker, der blev virkelig glade for deres nye køkken/alrum – i et i virkeligheden ret irriterende boligprogram på TV3.

Og jeg er så glad. For jeg har været lidt bange. Bange for at jeg havde lukket lidt for meget af. Månederne på onkologisk har tvunget mig til at blive lidt mere hårdhudet, end jeg egentlig bryder mig om. Til at passe lidt bedre på mig selv og alle mine uendelige følelser. At se mennesker dø, pårørende bryde sammen, at barbere håret af en alt for ung kvinde, opleve folk forvandles og forsvinde – at se verdener vælte. Det har fandeme været voldsomt og jeg har været overrasket over hvor hurtigt, jeg har fået bygget et skjold. Jeg kan jo for fanden ikke rende rundt og hyle hele tiden, når jeg skal være en støtte og en skulder. Og jeg kan ikke bære det hele i mit hjerte.

Og det har gjort mig bange. Skjoldet – og at det ikke tog længere tid. Jeg bliver stadig berørt. Meget. Tænker stadig på “mine” patienter i weekenderne og mine øjne fyldes stadig med vand, når de har svært ved at finde ordene til at takke mig for det, jeg åbenbart har været. Men der er ikke lige så meget hul igennem, som i starten af september. Det er der altså ikke.

Og da jeg cyklede hjem i dag, blev jeg pludselig ramt af en frygt for, at den hurtigt opbyggede professionelle distance, havde ødelagt min evne til at føle alting så stærkt. Også når jeg tog kitlen af. Lukket de dér sluser, der altid har stået på vid gab. For selvom det ofte har været forfærdeligt besværligt at føle så meget – og selvom jeg ofte har ønsket mig et mere stabilt følelsesliv og lidt stilstand, så er jeg gennem de seneste par år blevet enormt glad for at besidde den evne til at tage ting ind. Eller at mangle evnen til at lade være. Jeg har lært mig selv at se det som en styrke og en gave og som liv. Og tænk hvis den var blevet ødelagt? Ville jeg så overhovedet være sygeplejerske? Ville jeg så overhovedet kunne tåle, at arbejde med mennesker i krise? Måske kunne man også blive glad for en stilling i blodbanken?

Men det virker stadig. Det dér køkken/alrum var faktisk ikke engang særligt pænt – og få sekunder inden havde jeg hidset mig selv godt og grundigt op over den overdramatiske opsætning af programmet. Men de blev så glade. Så overvældede og lykkelige. Så det blev jeg også.

Jeg ser et afsnit mere.

img_2691

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Alternativ til barnets første mobil?

img_2666img_2686

Sia har plaget om en mobiltelefon så længe jeg nærmest kan huske. I hvert fald siden hun startede i 0. klasse. Hun påstår hårdnakket, at alle hendes klassekammerater har en – hvilket jeg fra forældremøderne ved er løgn – men hvad gør man ikke, når man virkelig ønsker sig noget?

Hun får ikke lov. Ikke endnu. Jeg synes, at hun er for lille til alt det, der følger med en mobiltelefon i form af apps, sociale medier og konstant youtube-tilgængelighed – men jeg må samtidig indrømme, at det efterhånden ganske ofte kunne være ret praktisk at kunne komme i kontakt med hende og sende hende en besked i ny og næ. Især fordi hun bliver mere og mere selvstændig og fordi, at vi, som jeg skrev om HER, er begyndt at lade hende gå ud i verden (altså Østebrogade…) på egen hånd. Samtidig ville det være rart at vide, at hun kunne komme i kontakt med os, når hun engang imellem er alene hjemme imens vi løber i Netto eller henter Hugo.

img_2663

Derfor blev min nysgerrighed i høj grad vakt, da vi blev bedt om at lade Sia og Elliot teste det Myki Watch, der netop er kommet til Danmark. I første omgang troede jeg “bare”, at det var et GPS-ur og var derfor meget i tvivl om hvorvidt vi skulle takke ja. Jeg har nemlig svært ved at finde ud af hvor meget jeg synes, at man må og skal “overvåge” sine unger – men Myki watch kan meget mere end det og for os er det det perfekte alternativ til en telefon. Vi kan nemlig – via en app, som vi har downloadet til vores telefoner – sende tekst- eller lydbeskeder til urerne, ligesom vi kan ringe til dem og de kan ringe til os. Man kan taste op til 10 telefonnumre ind på uret, som barnet kan ringe til – og derudover har barnet mulighed for at sende en lydbesked til app’en på vores telefon. Uret har også en skridttæller, der indtil videre har motiveret ungerne ret meget til at få gået og løbet lidt ekstra.

img_2669

Det her er altså smart – og det fungerer virkelig godt. Som forælder styrer du det hele fra din app. Vi styrer om der skal være lyd på uret, om det skal vibrere eller være helt stille – og vi har indstillet det sådan, at der er “forstyrrelsesfri zone” i de timer på dagen, hvor ungerne er i skole. Det er klart Sia, der får mest ud af det – og som i min optik har den perfekte alder til det. Vi har givet hende besked om hvornår vi henter hende, hvis planerne har ændret sig i løbet af dagen – og til at se hvor de er taget på tur med SFO’en, når vi har villet hente dér, hvilket personalet aldrig har været særligt flittige til at give besked om.

img_2664

Konkurrence

Jeg har fået lov til at udlodde et Myki Watch i rød og gul til to vindere. Så hvis I har eller kender et barn, der kunne have glæde af det og som kunne bruge en ekstra julegave, kan I deltage i konkurrencen ved at skrive en kommentar nedenfor. Skriv hvorfor du gerne vil vinde og tilføj din mailadresse – så trækker jeg to vindere om en uge – d. 11/12.

NB: vinderne er fundet og har fået direkte besked pr. mail.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts