Lagt ned

Det kan tælles på utroligt få hænder, hvor mange sygedage jeg har haft siden jeg blev mor. Det er lidt som om, at det meget hurtigt gik op for min krop, at der ikke var tid til den slags pjat – og udover et par bihulebetændelser, en forkølelse her og der – og en enkelt omgang omgangssyge, har jeg været sygdomsfri i de otte år, der pludselig er gået.

Indtil i dag. Indtil i går aftes, hvor vi havde bestilt pizza og jeg pludselig ingen appetit havde, selvom min yndlings af slagsen stod og duftede lige foran mig. Den med gedeost, pesto, soltørrede tomater og kartofler på. Havde ondt i maven resten af aftenen og gik i seng, ligeså snart jeg havde klippet fredagens podcastafsnit færdigt.

Og så bimlede min alarm klokken 5:40 i morges, som den gør for tiden. Og jeg tvang mig op og ud på badeværelset, hvor jeg kastede op og derefter tog en alvorssnak med mit ligblege jeg i spejlet. Om at det var okay at melde sig syg, når man havde det sådan dér. Og så listede jeg tilbage under dynen og bad Thor om at lege, at jeg ikke var til stede og stå for hele affodrings- og afleveringsshowet selv. Og så sov jeg. Til klokken 10:30. Som i halv elleve! Så længe har jeg vist heller ikke sovet i de otte år, der pludselig er gået.

Det, der var tilbage af dagen, blev brugt i sofaen. Med en dyne og et par afsnit af Greys Anatomy, som jeg aldrig fået set – og som min mor og mine søstre længe har forsøgt at overtale mig til at give et skud. Jeg kan godt se, hvor de kommer fra. Og jeg kan også godt se, at det var en virkelig usmart beslutning at lade sig forføre af en serie i titusinde afsnit så tæt på eksamen.

Nu er det aften. Jeg har brugt eftermiddagen på at undertrykke kvalme og hovedpine og lege nærværende mor fra sofaen – og nu sover ungerne og jeg gør vist snart det samme. Igen. Lagt ned.

Godnat!

fullsizeoutput_9e

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #116 (med søskendesamling, rund fødselsdag og skovbørnehave)

Indeholder reklamelinks

I ugen, der er gået, har jeg:

Været samlet med alle de mange søskende, jeg har på min mors side, for første gang i uendeligt lang tid.

img_2780

 

Delt opskriften på en absurd lækker æblekage.

img_2604

 

Besøgt den skovbørnehave, der hører til vores institution, for at se, om det var noget for Hugo.

img_2790

 

Optaget og udgivet afsnittet om 1995 i min og min mors podcast. Året, hvor jeg blev storesøster for anden gang, hvor jeg styrtede ned af en trappe i favnen på min oldemor – og hvor jeg flyttede for femte gang.

img_2695

 

Deltaget i et heldagskursus på hospitalet – om svære samtaler. Det var vildt grænseoverskridende, fordi det indeholdt en del rollespil, men det var samtidig enormt lærerigt og spændende.

img_0789

 

Skrevet et indlæg om frygten for at miste kontakten til mine mange følelser

img_2691

 

Fejret min svigermors 60 år hele weekenden. Først fredag aften med restaurantbesøg.

img_2789

 

-og så lørdag til et stort frokostarrangement, hvor min mand og hans brødre holdt den fineste tale for deres mor.

img_2718

Og det var vist det. Nu vil jeg se håndbold i armene på min mand – og måske undersøge, om der skulle gemme sig en julegave til mig fra mig på boozt, der lokker med 20% i dag. Jeg mangler faktisk i alvorlig grad et par gode vinterstøvler – og de her ville være et godt bud. Og jeg har været ret sød i år…

God søndag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Syge børn, gode mænd og lørdag på sofaen

Det er lørdag aften og jeg ligger i mit yndlingshjørne i min sofa. På tv’et kører en ishockeykamp, som Thor satte på inden han gik i Brugsen, hvor han i skrivende stund tanker op på mælk og bleer. Hugo sover tungt på den panodil, jeg gav ham efter at have konstateret, at han havde feber – Elliot hoster og Sia småbrokker sig. I guder, hvor har vi konstant et sygt barn eller to for tiden…

Vi har fejret min svigermors 60 år af to omgange indenfor det sidste døgn. I går aftes på en italiensk restaurant på Nørrebrogade – bare hende, hendes tre sønner og svigerdøtre. Med uhyggeligt lækker rødvin og uendeligt mange små retter. Og snak og grin en masse. Og i dag til den lækreste frokost med plus fyrre mennesker – hvor hendes sønner holdt den fineste tale, der – selvfølgelig – fik mig til at tude en lille smule. Tænk, at kunne sidde der – og kigge på sine voksne børn fortælle hele verden hvor fantastisk en mor, man har været. Det må fandeme være stort.

Og nu er vi altså hjemme. Udmattede og med feberbørn. Jeg har hængt kjolen tilbage i skabet og er hoppet i noget blødt og hyggeligt – og har ikke i sinde at forlade min sofa resten af aftenen. Det skulle da lige være for at hente en dyne og tænde et par stearinlys – og skifte ishockeykampen ud med semifinalen i X Factor UK.

Det tror jeg, at jeg gør.

God lørdag!

46801823-a28d-44de-85d7-ab3e70b19a73

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Julestemning i en (drømme)æblekage

img_2604img_0307

Som jeg fortalte for en måned siden, deltog jeg i efteråret i et bageværksted, som Sydhavnsmor havde sat op. Anledningen var hendes nye fantastiske, pæne og robotagtige dampovn fra Gram, som vi testede og udsatte for alt fra høns til crème brûlée.

Den absolutte topscorer var dog den æblekage, som vist blev serveret som en slags helt perfekt forret. Bunden var svampet, sød og nærmest drømmekage-agtig – og æblerne var på magisk vis både bløde og sprøde og søde og syrlige. Og jeg har sukket efter den lige siden.

Dem, der læser med hos May, ved, at hendes desserter altid er både sukker- og glutenfri – og den her æblekage var ingen undtagelse. Og jeg var skeptisk da jeg kom og overbevist da jeg gik. Men jeg havde nu alligevel lyst til at prøve at lave kagen på den helt syndige måde – med sukker og hvedemel. Og når nu vi skriver december, så valgte jeg at gøre den ekstra julet ved at tilføje lidt kanel og kardemomme til dejen.

Opskriften er som følger:

1 dl hvedemel
2 dl mandelmel
2 dl kokosmel
10 spsk sukker
2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
1 tsk kanel
1 tsk kardemomme
150 g blødt smør
2 æg
1 dl skyr
3 æbler i både

Bland de tørre ingredienser, tilføj smør, derefter æg og så skyr og rør det godt sammen. Hæld dejen i en springform og læg æblebådene oven på. Jeg lægger dem på i to lag – og drysser med lidt ekstra kanel. Bag ved 175 grader i 35 minutter og server med skyr rørt med vanillesukker.

img_2605

Og hvad vinder så? Sukrin og kartoffelmel eller sukker og hvedemel? Jeg kunne ærligt talt ikke smage den store forskel, hvilket er meget tæt på at chokere mig. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at Mays dampovn vinder med længder over min ganske almindelige – og drømmen om damp blev ikke mindre da min mor til Sias fødselsdag troppede op med de lækreste brød, som hun havde fremstillet i sin dampovn. Det kan altså noget.

Nedenfor kan I se eller gense den fine lille video, som nogle søde unge mænd skød ved føromtalte bageværksted.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

At bygge et skjold

Det er tirsdag aften. Thor er oppe hos sin storebror og jeg sidder i mørket – i min stue, der kun er oplyst af den lyskæde, jeg har viklet om vores lille skæve juletræ – og så kalenderlyset, der febrilsk forsøger at følge med den fart, december allerede har taget.

Jeg har tårer i øjnene og jeg snøfter stadig lidt. Jeg har nemlig lige tudet. Med nogle fremmede mennesker, der blev virkelig glade for deres nye køkken/alrum – i et i virkeligheden ret irriterende boligprogram på TV3.

Og jeg er så glad. For jeg har været lidt bange. Bange for at jeg havde lukket lidt for meget af. Månederne på onkologisk har tvunget mig til at blive lidt mere hårdhudet, end jeg egentlig bryder mig om. Til at passe lidt bedre på mig selv og alle mine uendelige følelser. At se mennesker dø, pårørende bryde sammen, at barbere håret af en alt for ung kvinde, opleve folk forvandles og forsvinde – at se verdener vælte. Det har fandeme været voldsomt og jeg har været overrasket over hvor hurtigt, jeg har fået bygget et skjold. Jeg kan jo for fanden ikke rende rundt og hyle hele tiden, når jeg skal være en støtte og en skulder. Og jeg kan ikke bære det hele i mit hjerte.

Og det har gjort mig bange. Skjoldet – og at det ikke tog længere tid. Jeg bliver stadig berørt. Meget. Tænker stadig på “mine” patienter i weekenderne og mine øjne fyldes stadig med vand, når de har svært ved at finde ordene til at takke mig for det, jeg åbenbart har været. Men der er ikke lige så meget hul igennem, som i starten af september. Det er der altså ikke.

Og da jeg cyklede hjem i dag, blev jeg pludselig ramt af en frygt for, at den hurtigt opbyggede professionelle distance, havde ødelagt min evne til at føle alting så stærkt. Også når jeg tog kitlen af. Lukket de dér sluser, der altid har stået på vid gab. For selvom det ofte har været forfærdeligt besværligt at føle så meget – og selvom jeg ofte har ønsket mig et mere stabilt følelsesliv og lidt stilstand, så er jeg gennem de seneste par år blevet enormt glad for at besidde den evne til at tage ting ind. Eller at mangle evnen til at lade være. Jeg har lært mig selv at se det som en styrke og en gave og som liv. Og tænk hvis den var blevet ødelagt? Ville jeg så overhovedet være sygeplejerske? Ville jeg så overhovedet kunne tåle, at arbejde med mennesker i krise? Måske kunne man også blive glad for en stilling i blodbanken?

Men det virker stadig. Det dér køkken/alrum var faktisk ikke engang særligt pænt – og få sekunder inden havde jeg hidset mig selv godt og grundigt op over den overdramatiske opsætning af programmet. Men de blev så glade. Så overvældede og lykkelige. Så det blev jeg også.

Jeg ser et afsnit mere.

img_2691

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl