Ugen der gik #121 (eksamen, nyopdagelser og et farvel)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Været til eksamen! Og bestået og været så lettet og lykkelig, at man skulle tro, det var løgn.
  • Ladet mig fejre med sushi og hvidvin, da ungerne var gået i seng.
  • Haft mine sidste fire vagter på Herlev, hvorefter jeg sagde farvel.
  • Fået et bundt tulipaner og en gummiplante stukket i favnen, da jeg kom hjem.
  • Opdaget, at det ikke er Rihanna, der synger Havana – men en af dem fra Fifth Harmony?!?
  • Researchet lidt – op opdaget, at der åbenbart har været gigantisk drama omkring Camila Cabellos (for det hedder hun) exit fra pigegruppen, der i øvrigt (og det vidste jeg til gengæld godt) blev dannet i anden sæson af det amerikanske X Factor.
  • Været det eneste medlem af min pænt store familie, der ikke har kastet op i ugens løb.
  • Haft enormt ringe appetit – sandsynligvis af at være omgivet af så meget opkast.
  • Hørt Third ear-podcasten “I et forhold med” og holdt vejret konstant undervejs. Shit!!
  • Opdaget, at filmen “En fremmed flytter ind” er baseret på netop det afsnit. Så den er jeg selvfølgelig virkelig nødt til at se nu!
  • Optaget endnu et afsnit af min egen podcast.
  • Været ude og se Elliot spille stævne. Og endnu engang nægte at modtage en medalje, som han ikke følte, at han havde fortjent…
  • Haft den skønneste weekend i virkelig lang tid. Hvor vi så godt som ingenting har foretaget os – udover at tegne virkelig mange tegninger, bage boller og bananpandekager, se fjernsyn, besøge legepladser og spille Ramasjangudgaven af Vildkatten. Om og om igen.

Det var vist det. Nu er der ro i min lejlighed – og på mine nerver, som ellers blev lidt flossede af at se Danmark vinde over Tyskland. Thor er taget til floorball – og jeg diskuterer med mig selv om jeg skal se den dér film – eller om det snart er på tide med en livevideo på Instagram. Ugen, der ligger forude, er fuld af gode ting. En biograftur med min far, en burgerworkshop med mine unger og en weekendtur til Berlin med min mand, eksempelvis.

Jeg håber også, at jeres uge 4 bliver skøn – og at den uge, der slutter om lidt, har været det samme.

God aften!

img_3267

img_3268

img_3243-1

img_3269

img_3228

img_3259

img_3266

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hej hej Herlev

I dag er det den 19. januar. Den dato, der stod som den sidste på den studieplan, jeg fik udleveret på en af de sidste sommerdage. Sidste år. Den dato, der syntes så uoverskueligt langt ude i fremtiden. Så svær at forholde sig til. Så det gjorde jeg ikke. Og pludselig var den her.

De fem måneder på 17. etage har sneglet sig afsted imens de er fløjet forbi. Sådan føles det virkelig. Som et langt, sejt træk – og et knips med fingrene. Og jeg sidder tilbage med en følelse af stolthed og taknemmelighed. Meget af hver.

Stolthed over at jeg kom igennem. At vi gjorde. At vi fik balanceret to gange praktik, opgaver, læsning, børn, madpakker, rengøring, bestyrelsesarbejde, afsavn og transporttid. Jeg har tudet i en stillezone og har forladt min lejlighed med dårlig samvittighed et utal af gange. Haft ondt i maven, når jeg har sagt godnat til mine børn og undladt at fortælle dem, at vi ikke ville se hinanden før næste eftermiddag. Og vi har pludselig været dem, der har afleveret tidligt og hentet sent. For man kan åbenbart ikke være flere steder på en gang – og nogle ting skal overleves, selvom det gør ondt. Stolthed over at jeg kom igennem den eksamen, der var ved at drive mig til vanvid – og stolthed over at jeg pludselig kom et år længere igennem den uddannelse, som jeg for halvandet år siden var ved at give op på.

Og taknemmelighed. Taknemmelighed over alle de ting, jeg har lært. Alle de ting, som jordens dygtigste og mest hard core sygeplejersker har lært mig – og alle de ting, de har givet mig plads til at lære selv. Den tillid, jeg er blevet mødt med. Taknemmelighed overfor de mennesker, der lukkede mig ind lige dér, hvor livet gjorde allermest ondt – og for den kontakt, jeg fik lov til at skabe. Taknemmelig for deres taknemmelighed. Taknemmlig for det perspektiv, de har givet mig – og som jeg virkelig forsøger at holde fast i. At vi skal passe på det liv, vi har – men at vi fandeme også skal leve det, imens vi har det. Og taknemmelighed overfor min mand. For alle de madpakker, han har smurt og alle de børn, han har afleveret. For alle de morgener, han har hørt døren smække bag mig – og for de blomster, jeg kom hjem til i dag.

Hej hej Herlev. Jeg kommer ikke tilbage, for du er for langt fra mig og min tid er for dyrebar – men tak for alt det, du gav mig og for alt det, jeg tager med.

img_3243

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

I mandags var jeg til eksamen og på fredag skal jeg hjem

Onsdag aften. I alvorlige guder, hvor er jeg træt. Fik selskab i dobbeltsengen af en 2-årig i nat. Ved 2-tiden. En halv time før han begyndte at kaste op hver halve time. Kontinuerligt.  Imponerende kontinuerligt. Så meget for nyvasket sengetøj. Og nyvasket hår. Og søvn, i øvrigt.

Nå. Ellers går det meget godt. Rigtig godt, faktisk. Jeg var til eksamen i mandags. Jeg troede, at jeg havde overstået studiets hårdeste eksamen i sommer – og de her praktikeksamener plejer ærligt talt at være en formaliseret sludder for en sladder, hvor man lige smider en teori eller to i puljen og slipper med bestået/ikke bestået. Og så lavede de en ny studieordning og kaldte det for semestre i stedet for moduler – og så skal jeg ellers lige love for, at der kom andre boller på suppen. Shit. Hvor var det en ganske rædselsfuld uge, hvor jeg stort set hverken sov eller spiste, var alvorligt bange for at dumpe og havde lange snakke med mig selv om hvordan jeg ville håndtere det, hvis det faktisk skete.

Men det gjorde det ikke. Jeg fik mit første 7-tal – og det føles sgu lidt lunkent, når man er gammel nok til at huske hvad et 7-tal betød i gamle dage – men det føltes også fuldstændig fantastisk og jeg er ærligt talt pissestolt af mig selv og min egen præstation. Og så var der censor, der tabte kæben, da han fandt ud af hvor mange børn, jeg havde. “Sikke et liv, du har”. Tja.

Og nu er det snart slut. Med Herlev. Der er to dage tilbage og jeg googler hindbærsnitteopskrifter og overvejer hvilke ord, jeg skal skrive i det kort, der skal forklare de andre sygeplejersker hvor meget der har lært mig.

Og når jeg forlader tårnet på fredag – og cykler tilbage til min familie, kan jeg se frem til 14 dage uden hverken skole eller praktik. Og da vi i dag evaluerede de sidste fem måneder, spurgte min vejleder mig hvad jeg havde af planer for de dage. Og jeg svarede, at jeg ville holde en fridag med hvert barn. Og en weekend med min mand. Og gøre rent.

Og jeg kan næsten ikke vente.

img_3093-2

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #120 (eksamenslæsning, overspringshandlinger og veganske nuggets)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Druknet mig selv i eksamenslæsning.
  • Skrevet et oplæg til den mundtlige eksamen, der truer i den kommende uge. Det var en ganske rædselsfuld proces, hvor jeg skiftevis fandt mig selv fuldstændig håbløs og overnaturligt genial. Det kan ikke være et godt tegn.
  • Fået afleveret! 15 minutter i deadline og på en dag, der viste sig på alle måder at være ganske vanvittig
  • Foræret mig selv den her (reklamelink)
  • Fundet på nogle virkelig gode overspringshandlinger – og både formået at arrangere (eller i hvert fald invitere til) en 30-årsfest for et par håndfulde gode damer – og booke en weekend i Berlin med min mand. Det er første gang, vi skal på solotur i fire år – og anden gang nogensinde og Berlintips modtages med kyshånd.
  • Været så fyldt op med eksamen (både min mand og jeg), at vi ikke har formået at lægge nogen som helst strategi for indkøb eller madlavning – og dermed handlet ind cirka 10 gange, haft et konstant mangelfuldt køleskab, smurt pinligt uinspirerende madpakker til ungerne og spist alt for meget take away.
  • Fejret min fars 54-års fødselsdag med boller, lagkage bezzerwizzer og hotdogs.
  • Spist morgenmad på lagkagehuset med min yngste og min ældste, imens min mellemste var til fodboldtræning med sin far.
  • Forsømt min sofa. Og mit TV.
  • Langt fra forsømt min instagram, hvor jeg har produceret flere stories end jeg har gjort i meget lang tid. Mest sådan nogle hvor jeg ævler – og nok ret meget som en overspringshandling.
  • Opdateret min iPhone for at få de nye emojis – og til gengæld fået et latterligt sløvt batteri!
  • Været til kontrol med mit knæ, der drillede en del i starten af 17 og som stadig “låser”, hvilket gør, at jeg ikke tør at gå ordentligt ned ad trapper og at jeg ikke tør at løbe. Ortopædkirurgen afsluttede mig med et “Du skal acceptere, at du nok er rask” og var vist lettere træt af mine uendelige spørgsmål…
  • Prøvet nogle veganske nuggets fra SuperBrugsen, som seriøst smagte bedre end nogen andre nuggets, jeg nogensinde har smagt.
  • Spenderet søndagen på en læsesal.
  • Hele søndagen.

img_3208

img_3209

img_3207

img_3206

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Vanvidsdag

Klokken er ti minutter i ni. Jeg har smidt mig på min sofa. Jeg har ikke befundet mig i den i hvad der ligner en uge. Det er procentvis en uoverskueligt voldsom nedgang i forhold til normalen.

Jeg er færdig. Mere end jeg kan huske, at jeg har været i virkelig virkelig lang tid. Opbrugt. Opslidt. Udtømt. Færdig. Færdig.

Shit.

Jeg har eksamen til op over begge ører. Jeg har godt vidst, at det ville ske – for imens jeg har kæmpet mig igennem det sidste halve år på Herlev, som har været så fantastisk og givende og udviklende og rørende – har jeg med fuldt overlæg skubbet alt, hvad der hedder eksamen og størstedelen af litteraturen foran mig. For at overleve, for at hænge sammen, for at være mor. Og kone. Og blogger. Og podcaster. Og menneske. Og nu betaler jeg prisen. Er du sindssyg, jeg betaler prisen. Har druknet mig selv i bøger og artikler og overvejelser og noter og teorier og forskningsresultater og sygeplejefaglige overvejelser i den dér uge væk fra sofaen – fra tidlig morgen til sen aften – kun afbrudt af de timer på dagen, hvor jeg har været mor. Og kok. Og rengøringsdame. Løgn, mit gulv har aldrig været mere beskidt og mit badeværelse skriger på Ajax. Og i dag – klokken 11:45 – klikkede jeg “aflever” og fik sendt det skriftlige oplæg, der skal danne grundlag for næste uges mundtlige eksamen, afsted til min vejleder og censor. 15 minutter i lukketid. Med bankende hjerte og farligt høj puls. Efter at have ændret og tilføjet og tvivlet til det sidste. Og jeg har ingen anelse om hvordan det er gået.

Og så ringede min mor på døren. For at optage det podcastafsnit, jeg skal klippe sammen om lidt og udgive i morgen. For nu var der tid. Og det gik skidegodt – for jeg var høj og lettet – og vi sludrede løs, grinede og huskede tilbage på 1998. Og så gik hun og jeg klippede lidt og så tænkte jeg, at jeg ville hente mine børn i nogenlunde ordentlig tid, så jeg kunne nå at være sammen med dem i nogle timer inden jeg skulle til bestyrelsesmøde i institutionen. Og så er det jo fedt, at de bliver så glade for at se én. Eller noget. Måske er det i virkeligheden fedt nok, at de er så glade for og trygge i deres SFO, at de bliver dybt fornærmede over at blive hentet. Men hey. Styr jer.

Hjem. Købe teboller og marengskys på vejen. For at afværge den krise det var, at SFO’ens brød ikke var færdigbagt til tiden. Snakke om dagen. En ad gangen. Berette og spørge og fortælle. Hente Hugo. Synge alle sangene i Hr. Skægs ABC. En gang hver. Fem gange den med Å. Tænde for Ramasjang. Ordne det køkken, der bærer præg af, at min mand sidder i ligeså meget eksamen op til halsen, som jeg gør. Hente pizzaer til ungerne og deres farfar, der skulle passe dem, fordi førnævnte mand selvfølgelig også var til bestyrelsesmøde. Ha.

Bestyrelsesmøde. Håbe på, at ingen opdager hvor træt, man er. Undertrykke gab på gab. Hælde kaffe ned. Den plejer at være stærkere. Forlade mødet på slaget 19:15 for at nå hjem og putte unger. Snakke med sig selv på vejen hjem og aftale, at man tager det hele stille og roligt og får en god stund ud af det, selvom klokken er over normal sengetid, selvom man er alene og selvom den dér sofa kalder. Råber. Forlanger.

Putte. Fuck. Satans kvikke unger, der straks gennemskuer deres mors underskud og giver hende kamp til stregen. En to-årig, der altid vil sove, men som absolut på ingen måde i hele universet vil sove. Som skriger. Og en seks- og en otte-årig, der finder noget at skændes vildt og voldsomt over – indtil de også skriger. Tre børn, der skriger. På en gang. Det gør de aldrig. På en gang.

I morgen skal jeg forberede et mundtligt oplæg til den dér eksamen. Tilbage til mine teorier og artikler og tvivlen.

Måske skulle man alligevel flytte på landet. Eller på en ø. Og leve af kærlighed og kildevand og dyrke yoga og komme i zen. Hvad fanden er zen overhovedet? Jeg vil gerne låne lidt. Kan man købe det et sted?

Godnat.

img_3034

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl