Ugen der gik #124 (med græsenkesucces, bedrageri og avisoptræden)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Indtaget skolebænken for første gang i 7 måneder. Og det har virkelig været dejligt! Dygtige og engagerede undervisere, spændende emner og søde medstuderende. Typisk, at man pludselig kan se hvor fantastisk det er at være studerende, når det lakker mod enden…
  • Skrevet et indlæg om hvor vildt jeg synes, det er, at jeg snart er færdiguddannet. Og fortalt om min første dag på studiet – i august 2013.
  • Været ude og spise hos min mor med hele mit crew – for første gang i mere end en måned. Så lang tid går der aldrig – så det var virkelig tiltrængt og dejligt.
  • Opdaget og afprøvet et nyt take-away koncept, der hedder Wolt, som vi var vildt begejstrede for. Det er en app, som har de lækreste take away-steder tilknyttet – og det er pissesmart og brugervenligt. Man kan følge sin levering via gps og dermed vide præcis hvornår man skal dække bord. Vi prøvede Kiin Kiin To Go og det var latterligt lækkert. I kan få 50 kr. rabat på jeres første levering med promokoden TREGODEGRUNDE – så får jeg det samme og dermed støtter I mit takeawaybudget. (Jeg har ikke indgået et samarbejde med Wolt – alle kan lave deres egen kode).
  • Spist morgenmad i IKEA med min mor – inden vi småtingsshoppede og tog hjem og optog et podcastafsnit om 2002 og en bonusepisode, som vi udgiver i den kommende  uge, hvor min mor er på skiferie og derfor ikke kan optage 2003 med mig.
  • Været i Kristeligt Dagblad om ovennævnte podcast. Det blev sådan en fin artikel – og I kan læse den HER.
  • Været i Fest og farver på Nørrebrogade sammen med alle de andre forældre til fastelavnsbørn. Den butik giver mig altid lyst til at holde den vildeste temafest.
  • Afleveret verdens sødeste Holger (som i ham, man skal finde) og en “fin dame”…
  • Været udsat for bedrageri! Fandeme. Af en fyr i midt-trediverne, som torsdag aften ringede på vores dør og påstod, at han var lærervikar for en syvende klasse – og samlede ind til den tur, som de ikke kunne få støtte til. Jeg stod med aftensmad og børn over det hele og fattede lynhurtigt sympati for fyren og gik derfor med til at købe to af de afsindigt grimme masseproducerede 3D-fødselsdagskort, han ville sælge mig. Ikke engang da han påstod, at hans mobilepay “lige var gået ned” fattede jeg mistanke. Faktisk ikke før jeg morgenen efter fik øje på kortene og pludselig tænkte, at det hele havde været lidt mystisk. Jeg ringede til den skole på Vesterbro, han havde sagt, at han kom fra – og fik bekræftet min mistanke. De havde til gengæld hørt om ham i flere år – så advarslen er hermed givet videre…
  • Været græsenke fra torsdag aften og hele weekenden – og haft kæmpesucces. For selvom det hele langt fra er gået skidegodt, så har det været en fantastisk weekend – og det har jeg skrevet lidt om her.
  • Sendt Sia på legeaftale hos sin veninde i dag og dermed kun haft to børn hele dagen. Det har simpelthen været så eksotisk og logistisk overskueligt.
  • Set endnu mere Greys anatomy. Jeg er stadig i sæson 3 – men måske skulle jeg bare få set de resterende 9 sæsoner inden jeg skal skrive bachelor?
  • Fået så ufatteligt mange kærlighedserklæringer fra Hugo, som har lært at sige “Jeg ækser dig, moar”. Jeg dør.

Nu vil jeg varme resterne af gårsdagens kartoffel/porresuppe og stege noget nyt kalkunbacon til. Kalkunbacon fortjener i øvrigt sin helt egen anbefaling – det er jo rent kød (som i uden fedt, der forsvinder ved stegning) og det smager så sindssygt godt. Det skal bare steges ret hårdt, så det bliver sprødt.

Nå. God søndag aften!

img_3563

img_3520

img_3547

skaermbillede-2018-02-11-kl-17-39-02

 

img_3570

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Godt taget

Jeg er alenemor i den her weekend. To dage (næsten) nede – en to go. Sidder på nuværende tidspunkt på en af vores spisebordsstole – ovenpå en bunke tøj, som jeg ikke orkede at rykke. Min 6-årige har lige været henne og vise mig Atletico Madrids startopstilling på en fodbold-app. Og min ageren-interesseret lykkedes åbenbart så godt, at jeg også lige fik lov til at se deres sidste ti resultater. Min 2-årige leger med plusplus’er, ser Hr. Skæg og snakker i imaginær telefon med sine vuggestuevenner – og min 8-årige har lige fået ophævet den iPadkarantæne, jeg gav hende i morges, da jeg på imponerende upædagogisk vis antog, at det var skærmen, der gjorde hende så uhyggeligt vred over at skulle en tur på den indendørs legeplads.

Det er altid med en underlig form for frygt, at jeg påtager mig græsenkerollen. En rolle, som jeg i øvrigt er meget forskånet for – i hvert fald i forhold til de fleste af mine veninder. Frygt for om jeg nu kan klare det. Om jeg kan gøre det godt nok. Om min tålmodighed rækker. Underlig fordi det jo for fanden bare er mine unger. Og fordi jeg jo for fanden er deres mor. Som selvfølgelig kan klare alt det, jeg skal. Men alligevel.

Og nu skal jeg fortælle jer noget sjovt. Jeg har allerede fået ret i alle mine bange anelser. Mine unger har skændtes og jeg har skældt ud. Der er sprunget en bombe på børneværelset og Hugo har fået lov til at se langt mere Ramasjang end planlagt. Vi er løbet tør for toiletpapir og jeg lykkedes ikke med at lade min telefon ligge under hele Flyvende farmor.

Og nu kommer det sjove. Jeg synes, at det er gået pissegodt! Jeg er helt ægte og ind-i-maven-stolt over den måde, jeg har været mor og den eneste voksen på. For vi har grinet, jeg har fremstillet pizzaer, kartoffel/porresuppe og ved gud bagt et foccaciabrød. Og jeg har konflikthåndteret  og bevaret roen og talt til ti tusind gange. Og jeg har holdt fast og jeg er bøjet af. Og vi har været på legeplads og vi har poppet popcorn. Og jeg har rummet rodet og jeg har støvsuget. Og jeg har afholdt mig fra selvbebrejdelserne og Hugo har fortalt mig, at han elsker mig.

Og det, som jeg næsten er allermest stolt over, er, at jeg er stolt. Fordi. For bare få måneder siden, ville jeg have fokuseret på rodet, skænderierne og de uundgåelige fiaskoer. For bare en uge siden, måske. Og jeg ville have følt mig utilstrækkelig og jeg ville have bebrejdet mig selv til månen og tilbage. Og det ville have virket så destruktivt og selvforstærkende.

Og jeg ved ikke helt hvad der er sket – og måske ved jeg det godt. Måske forstår jeg bare ikke, at det kunne ske for mig. Dronningen af dårlig samvittighed.

Godt taget Cecilie. Klap dig selv på skulderen.

img_8196

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Midnatstanker

Ligger i min seng. På kanten mellem fredag og lørdag og med gardinet rullet halvvejs ned. Med sovende børn omkring mig og hos mig. Til alle sider. Varme ben under min dyne. Tunge, rolige åndedræt. Thor er her ikke. Ikke før sent søndag aften. Han er i London med sin mor og sine brødre.

Og så var der det gardin. Halvvejs nede. Det er aldrig kun halvvejs nede, men det var en helt bevidst handling, da jeg for tre minutter siden slap det, før det nåede at mørklægge rummet fuldstændigt. Så fuldstændigt som det kan lade sig gøre i byen.

Det var et bevidst valg, men jeg er ikke sikker på hvorfor jeg valgte det. Jo, for at lade gadelampens skær trænge ind. For at kunne se, selvom jeg skal sove. For at kunne navigere hvis jeg vågner. Hvis nogen vågner. Men hvorfor? Fordi min mand ikke er her? Ja. Men hvad har det med lys og mørke at gøre?

Det hele, måske.

Godnat.

1beb0e21-2e65-4120-802c-4d6943c86bcf

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lakker mod enden

Jeg har taget hul på mit sidste semester. Og det er så vildt. Jeg husker tydeligt min allerførste dag på uddannelsen. En augustdag i 2013. Det føles som forleden og det føles som i et andet liv. Jeg havde intentioner om at cykle til og fra min nye skole, men den første dag tog jeg bussen. Jeg kan ikke helt huske hvorfor. Måske fordi jeg ikke ville se vindblæst og forpustet ud. Eller regnede det? Jeg havde en mønstret skjortebluse på. I røde og orange nuancer. Og jeg var nervøs. Eller spændt, nok nærmere. Og jeg fandt op til fjerde sal og ned til det lokale, som hold B skulle mødes i. Og jeg trådte ind til en gigantisk flok. Piger, allesammen. Stille, de fleste. Spændte. Og jeg fandt en stol på bagerste række og slog mig ned.

Da vi skulle introducere os selv, fortalte jeg, at jeg hed Cecilie og at jeg var 25 år gammel, at jeg var mor til to børn på 1 og 3 – og at jeg havde læst til lærer i et par måneder, nogle år tidligere. Jeg fortalte, at jeg hurtigt havde fundet ud af, at jeg ikke var landet det rigtige sted, men at det var jeg ret sikker på, at jeg var nu. Og underviseren, som var en ældre, tydeligvis garvet kvinde, sagde, at det var hun også sikker på, at jeg var. Og jeg blev så glad og følte mig med et så meget hjemme.

Og så hørte vi om intranettet, kantinen og studieteknikker – og legede navnelege og udarbejdede en planche med en tegning af en sygeplejerske. Rundt om hende skrev vi en masse udsagn og kvaliteter, som vi mente passede på den rolle, vi skulle indtage om 3,5 år. Og så pointerede underviseren, at kun cirka halvdelen af os ville blive sygeplejersker om 3,5 år. Statistisk set. Resten ville enten være droppet ud eller være blevet forsinkede af eksempelvis en barselsorlov. “Bare rolig. Det smitter!” sagde hun, da de unge piger straks bedyrede, at de i hvert fald ikke skulle have børn inden for de næste 3,5 år. Og jeg smilede overbærende og vidste med 100% sikkerhed, at jeg i hvert fald ville blive sygeplejerske om 3,5 år. Ikke på vilkår, om jeg ville lade mig forsinke, når jeg nu endelig havde fundet min hylde – og det i øvrigt allerede var seks år siden, jeg var blevet student.

Sådan blev det ikke. I januar 2017 fik jeg ikke mit eksamensbevis i hånden. Jeg startede derimod på modul 9 – halvandet år senere end de piger, jeg havde mødt den augustdag i 2013. De piger, der nu kunne kalde sig sygeplejersker – på instagram og i virkeligheden. Jeg blev forsinket. Jeg lod mig forsinke. Af det barn, jeg ikke troede, jeg skulle have – og af den tvivl, jeg end ikke havde overvejet, at jeg kunne rammes af.

Men nu er jeg snart i mål. Det lakker mod enden. Jeg kan næsten fysisk se lyset. Til sommer bliver jeg sygeplejerske. Om fire måneder! Og jeg er så stolt og så glad og så fuld af forventning og sommerfugle, at man næsten skulle tro, at det var løgn.

image

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #123 (med hjemkomst, skoldkopper og tømmermænd)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Haft et dejligt sidste halvt døgn i Berlin. Vi spiste afsindigt lækker sushi på Dudu, drak øl og spiste Rittersport i sengen imens vi så Broen – og spiste meget instagramvenlig morgenmad på meget instagramvenligt vegetarsted, inden vi fløj hjem til vores unger.
  • Været mere eller mindre indespærret i lejligheden med skoldkopperamt 2-årig.
  • Ladet Sia og Elliot gå de sidste 250 (!) meter til skole alene – og haft ondt i maven hele dagen, indtil jeg hentede dem og kunne konstatere, at de stadig var i live.
  • Set seriøst mange afsnit af Greys anatomy, som jeg gik i gang med for nogle måneder siden, men også ret hurtigt gik i stå med. Sidste halvdel af sæson 2 og første halvdel af sæson 3 slugte jeg så til gengæld på et par dage. Shit, det er godt!
  • Haft optur over den fantastiske robotkreation, Elliots gruppe havde kreeret til forældreundervisningsdag på skolen.
  • Haft en af Sias klassekammerater på overnatning. En dreng. Det er simpelthen så dejligt, at det ikke er hverken mærkeligt eller fremmed for dem at lege på tværs af køn – og de havde den hyggeligste aften og morgen sammen.
  • Skrevet noget om vigtigheden af uambitiøst nærvær.
  • Været til min lillebrors 11-års fødselsdag i Rødovre, hvor sneen pludselig dalede ned (og blev liggende!), hvilket især Hugo havde en kæmpefest med.
  • Spist sindssygt lækker 7-retters menu og drukket en anelse for mange cocktails til – med Cana på Restaurant Trio, som i øvrigt har byens vildeste udsigt (og toilet!).
  • Været iført det her udsalgskup på ovennævnte restaurant (reklamelink).
  • Haft tømmermænd. Alvorlige. Thor forlod en meget ynkelig og forkvalmet version af sin kone klokken 9, da han skulle hjælpe sin mor med at flytte. Og samtidig med at jeg syntes, at det var pænt meget op ad bakke at agere forælder for min 2-årige, priste jeg mig lykkelig for at være mor til en 8-årig, der er blevet så stor, at hun kan sendes i kiosken efter chips og cola…

I skrivende stund er det min mand, der er i kiosken. Han henter is (på eget initiativ!) og jeg vil runde af, så vi kan se Broen og lade op til den hverdag, der kalder i morgen.

Rigtig god søndag aften!

img_3489

img_3488

img_3487

img_3486

img_3485

img_3484

img_3471

img_3483

img_3482

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts