Ugen der gik #126 (med bachelortanker, teenageminder og 30-årskrise)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Taget absurd få billeder. Beslutningen om at prioritere tekst frem for billeder i de her ugentlige opsamlingsindlæg har medført, at jeg foreviger utroligt lidt. Det var jo sådan set også meningen, da jeg gerne ville begynde at observere mere end jeg fotograferer – men det er jo i virkeligheden også lidt ærgerligt, da jeg får færre visuelle minder og i øvrigt får utroligt svært ved at huske hvad jeg egentlig har bedrevet, når jeg sætter mig til tasterne søndag aften. Må lede efter den dér gyldne middelvej…
  • Påbegyndt det første arbejde med min bachelormakker. Jeg kendte hende ikke før i efteråret, hvor vi “fandt” hinanden, da ingen af os havde lavet aftaler med andre – og da man ikke længere må skrive alene. Og jeg er glad! Hun er simpelthen så sød og sjov og dygtig – og vi har sporet os ind på et emne, der er voldsomt interessant. Det bliver godt!
  • Optaget og udgivet et afsnit om 2003 i min og min mors podcastserie. Og nu bliver det virkelig teenageversionen af mig selv, jeg skal kalde frem. For udover at blive konfirmeret, blev jeg i 2003 også taget i at ryge, begyndte at gå til fester i Hvidovre og protestflyttede hjem til min far, da jeg blev taget i at holde fest i min mors hus…..
  • Haft en feberramt og sjældent sløj Elliot hjemme i fire ud af fem dage. Gudskelov for fleksible bedsteforældre og en onkel, der selv var syg og godt kunne overskue at have sin nevø liggende på sofaen med dyne og iPad.
  • Spist tirsdagmiddag bos min mor i anledning af et besøg fra en af hendes tidligere udvekslingsstuderende. Jeg kom uden mand og børn (jævnfør ovenstående punkt…) og alle mine søskende (på min mors side) var der. Som i alle fem. Det var simpelthen så hyggeligt og rart. Jeg elsker selvsagt at have min familie med derude, men det er alligevel noget andet når man “bare” er “barn”.
  • Gået tur om Sortedamssøen med min familie i bidende frostvejr. Ungerne samlede isplader op, som de kastede tilbage på isen, så de splintrede i tusinde stykker – imens vi holdt fast i deres hætter og nød solens stråler i vores blege ansigter.
  • Tudet til Prins Henriks bisættelse. Meget.
  • Spist sushi, set X Factor og sovet hos min mor fra fredag til søndag.
  • Haft usigeligt meget optur over Blachmans hjemmelavede tremandsgruppe (og hans hjemmelavede tomandsgruppe for den sags skyld), hvis optræden jeg har genset i hvert fald fem gange. De skal vinde i år. Skal!
  • Haft 30-årskrise. Eller, skrevet et indlæg om den 30-årskrise, der retrospektivt har varet i det meste af det seneste år. Og fået så mange fantastiske kommentarer, der har beroliget mig og gjort mig oprigtigt optimistisk på mit kommende årtis vegne. Tak! Jeg skal nok få svaret hver og en!
  • Stået tidligere op end nødvendigt for at se ishockeyfinalen i vinter OL. Okay, overtiden af ishockeyfinalen i vinter OL. Tyskland var så tæt på at vinde over Rusland – og jeg ville sådan have elsket historien om underdoggen, der slog stormagten. Min ishockeymand blev forfærdeligt irriteret over at jeg blandede politik og romantik ind i opgøret – og ikke bare kunne se sporten for sportens skyld. For fanden man, jeg kan ikke engang få øje på pucken!
  • Haft de dejligste søndagsgæster. Min elskede veninde og hendes familie kom hjem fra to uger i Thailand i fredags – og kom forfærdeligt brune og overskudsagtige på besøg til leg, fodbold og pizza.

Det var det. I hvert fald det, jeg umiddelbart kunne genkalde uden billeddokumentation! Jeg håber, at I får en skøn søndag aften!

-og nu tager jeg så hul på min sidste uge i 20’erne…

img_3685

img_3689

img_3659

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

30-årskrise

Her er stille. Både i min stue og på den her blog. I min stue kan jeg kun høre sekundviseren, der tikker – og mit tastatur, som mine fingre skøjter henover. Stilhed efter hvert punktum. Tænkepause. Sekundviser. Tik tak. Tik tak.

Stuens stilhed giver mening. Jeg er alene hjemme. Der er ingen børn, der giver lyd fra sig. Og det giver mig ro til at få skrevet det indlæg, som jeg mistænker er nødvendigt – for at bryde den stilhed, der hersker på min blog. Den stilhed, jeg har sværere ved at få greb om. Finde årsagen til. Hvorfor blogger jeg ikke? Jeg elsker det jo og jeg vil så gerne – men ordene kommer ikke til mig. Som om, der er noget, der står i vejen. Nogle ord. Ordene om den 30-årskrise, jeg efterhånden har erkendt, at jeg er ramt af. Og som jeg retrospektivt kan se, at det meste af mit sidste år i 20’erne har været præget af. Og hvorfor er de ord så svære at finde og få ud? Hvorfor overtager lyden af sekundviseren konstant lyden af taster, der former sætninger?

Fordi jeg skammer mig, tror jeg. Jeg fylder 30 om ni dage. Og når jeg siger det højt og indrømmer, at jeg har svært ved at forholde mig til det, bliver jeg mødt med undren. “Jamen, du har jo tre børn og har været gift med den samme mand i otte år?!”. Og ja ja. Objektivt og ude- og oppefra kan jeg da sagtens se, at 30 passer bedre til mit liv end 29. Og at 35 måske endda passer endnu bedre. Men jeg føler det ikke. Jeg synes, at det lyder helt forkert. Jeg synes ikke, at jeg er 30.

Der er det absurde i hvor hurtigt ens 20’ere forsvandt – og er man så ligeså hurtigt 40? Men først og fremmest tror jeg, at det handler om de forventninger, jeg har haft til at være voksen. Den måde, jeg har set på mennesker, der er mere end 30. Jeg har tænkt, at når man var 30, så var man ægte voksen. Så havde man styr på alting og man vidste hvad man mente. Om alting. Man vaskede gulve en gang om ugen og man havde en opsparing og en rejsekonto. Og en uddannelse. Og en bil. Og man havde ro. Indeni.

Og det står bare i skærende kontrast til mit liv. Jeg har styr på det vigtigste, men jeg ved alt for sjældent hvad jeg mener. Jeg er påvirkelig og konfliktsky og jeg misunder de mennesker, der altid har en holdning parat. Jeg har ikke vasket gulv i fire uger og vi er nærmere et overtræk end en opsparing. Jeg har godt nok en uddannelse lige om lidt – men de andre er 23 og så står man dér. Uden bil. Uden ro. Og det er det værste. Roen, der mangler. Jeg vil så gerne have den ro. Hellere end meningerne og opsparingen og bilen. For mon ikke roen ville få alt andet til at virke okay?

Jeg øver mig. Og måske er det også for meget forlangt, at være i balance som 30-årig. Måske er det virkelig ingen alder og måske skal der også være noget at lære i de næste mange årtier.

Måske leger de rigtige voksne det bare.

45e3425c-ce12-4f0f-b50b-869597f6e9f8

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #125 (med projekter, halv vinterferie og telefondetox)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Lagt ud med et par dage i skole, imens resten af min familie holdt vinterferie. Men det gik an. Jeg fik fri kl. 12 hver dag – og der var patientinddragelse på skemaet, og det er så afsindigt interessant og uhyggeligt relevant.
  • Igangsat et mindre værelsesrokerings- og renoveringsprojekt. Hidtil har de store delt et lille kammer som soveværelse – og så delt det store legeværelse, som Hugo også har sovet i. Men det har hele tiden været planen, at drengene på sigt skulle dele det store og Sia have kammeret for sig selv. Og nu var det vist tid.
  • Malet en af væggene gammelrosa. Og det blev pissepænt.
  • Brugt en mindre formue i IKEA og rost min mand, når han så allermest opgivende ud under møbelsamling og hyldeopsætning.
  • Fået en ret glad og taknemmelig 8-årig som belønning. Og det var det hele værd.
  • Været så rørt og stolt over min 6-årige, der stort set ikke udviste et gram af misundelse over alt det nye, hans storesøster fik, men bare var glad for at få lov til at dele værelse med sin lillebror.
  • Holdt vinterferie med min familie i min mors sommerhus – fra onsdag til lørdag.
  • Undværet min telefon fra onsdag til lørdag. Sia lod frivilligt og på eget initiativ sin iPad ligge hjemme i lejligheden – og så slog det mig, at det sgu nok også ville være ret sundt for mit sind at gøre noget lignende.
  • Haft en virkelig lang diskussion med mig selv om hvorvidt man overhovedet fysisk kan undvære sin telefon i tre døgn. Jeg endte med at glemme den med vilje – så kunne jeg ligesom bedre bære det. Meget modent.
  • Blevet usandsynligt positivt overrasket over hvordan det var, at være telefonfri i så lang tid. Jeg var der ligesom mere. Og lagde mærke til nogle ting og hørte nogle ting og så nogle ting, som jeg ved, at jeg ikke ville have lagt mærke til eller hørt eller set med opmærksomheden i min skærm.
  • Bestilt billetter til præmieren på Thors lillebrors første dokumentarfilm, som ved gud bliver vist på CPH:DOX. Jeg glæder mig så meget til at se den og er så afsindigt stolt af ham.
  • Været på værtshus med Cecilie. På Borgerkroen, hvor jeg ikke har sat mine ben i 10 år. Og drukket Classic på flaske – og gudhjælpemig fået trang til Fisk. Altså de shots, som jeg vist heller ikke har indtaget i 10 år. De smagte godt. Og mit soveværelse drejede rundt, da jeg lagde mig i min seng.
  • Ikke blogget hele ugen. Rekord. Det var vist en del af min telefondetox.
  • Brugt min søndag på at drikke kaffe, spise flødeboller og se genudsendelser af MGP og Danmark har Talent. Perfekt.

img_3628

img_3625

img_3639

img_3636

img_3635

img_3624

img_3623

img_3608

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #124 (med græsenkesucces, bedrageri og avisoptræden)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Indtaget skolebænken for første gang i 7 måneder. Og det har virkelig været dejligt! Dygtige og engagerede undervisere, spændende emner og søde medstuderende. Typisk, at man pludselig kan se hvor fantastisk det er at være studerende, når det lakker mod enden…
  • Skrevet et indlæg om hvor vildt jeg synes, det er, at jeg snart er færdiguddannet. Og fortalt om min første dag på studiet – i august 2013.
  • Været ude og spise hos min mor med hele mit crew – for første gang i mere end en måned. Så lang tid går der aldrig – så det var virkelig tiltrængt og dejligt.
  • Opdaget og afprøvet et nyt take-away koncept, der hedder Wolt, som vi var vildt begejstrede for. Det er en app, som har de lækreste take away-steder tilknyttet – og det er pissesmart og brugervenligt. Man kan følge sin levering via gps og dermed vide præcis hvornår man skal dække bord. Vi prøvede Kiin Kiin To Go og det var latterligt lækkert. I kan få 50 kr. rabat på jeres første levering med promokoden TREGODEGRUNDE – så får jeg det samme og dermed støtter I mit takeawaybudget. (Jeg har ikke indgået et samarbejde med Wolt – alle kan lave deres egen kode).
  • Spist morgenmad i IKEA med min mor – inden vi småtingsshoppede og tog hjem og optog et podcastafsnit om 2002 og en bonusepisode, som vi udgiver i den kommende  uge, hvor min mor er på skiferie og derfor ikke kan optage 2003 med mig.
  • Været i Kristeligt Dagblad om ovennævnte podcast. Det blev sådan en fin artikel – og I kan læse den HER.
  • Været i Fest og farver på Nørrebrogade sammen med alle de andre forældre til fastelavnsbørn. Den butik giver mig altid lyst til at holde den vildeste temafest.
  • Afleveret verdens sødeste Holger (som i ham, man skal finde) og en “fin dame”…
  • Været udsat for bedrageri! Fandeme. Af en fyr i midt-trediverne, som torsdag aften ringede på vores dør og påstod, at han var lærervikar for en syvende klasse – og samlede ind til den tur, som de ikke kunne få støtte til. Jeg stod med aftensmad og børn over det hele og fattede lynhurtigt sympati for fyren og gik derfor med til at købe to af de afsindigt grimme masseproducerede 3D-fødselsdagskort, han ville sælge mig. Ikke engang da han påstod, at hans mobilepay “lige var gået ned” fattede jeg mistanke. Faktisk ikke før jeg morgenen efter fik øje på kortene og pludselig tænkte, at det hele havde været lidt mystisk. Jeg ringede til den skole på Vesterbro, han havde sagt, at han kom fra – og fik bekræftet min mistanke. De havde til gengæld hørt om ham i flere år – så advarslen er hermed givet videre…
  • Været græsenke fra torsdag aften og hele weekenden – og haft kæmpesucces. For selvom det hele langt fra er gået skidegodt, så har det været en fantastisk weekend – og det har jeg skrevet lidt om her.
  • Sendt Sia på legeaftale hos sin veninde i dag og dermed kun haft to børn hele dagen. Det har simpelthen været så eksotisk og logistisk overskueligt.
  • Set endnu mere Greys anatomy. Jeg er stadig i sæson 3 – men måske skulle jeg bare få set de resterende 9 sæsoner inden jeg skal skrive bachelor?
  • Fået så ufatteligt mange kærlighedserklæringer fra Hugo, som har lært at sige “Jeg ækser dig, moar”. Jeg dør.

Nu vil jeg varme resterne af gårsdagens kartoffel/porresuppe og stege noget nyt kalkunbacon til. Kalkunbacon fortjener i øvrigt sin helt egen anbefaling – det er jo rent kød (som i uden fedt, der forsvinder ved stegning) og det smager så sindssygt godt. Det skal bare steges ret hårdt, så det bliver sprødt.

Nå. God søndag aften!

img_3563

img_3520

img_3547

skaermbillede-2018-02-11-kl-17-39-02

 

img_3570

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Godt taget

Jeg er alenemor i den her weekend. To dage (næsten) nede – en to go. Sidder på nuværende tidspunkt på en af vores spisebordsstole – ovenpå en bunke tøj, som jeg ikke orkede at rykke. Min 6-årige har lige været henne og vise mig Atletico Madrids startopstilling på en fodbold-app. Og min ageren-interesseret lykkedes åbenbart så godt, at jeg også lige fik lov til at se deres sidste ti resultater. Min 2-årige leger med plusplus’er, ser Hr. Skæg og snakker i imaginær telefon med sine vuggestuevenner – og min 8-årige har lige fået ophævet den iPadkarantæne, jeg gav hende i morges, da jeg på imponerende upædagogisk vis antog, at det var skærmen, der gjorde hende så uhyggeligt vred over at skulle en tur på den indendørs legeplads.

Det er altid med en underlig form for frygt, at jeg påtager mig græsenkerollen. En rolle, som jeg i øvrigt er meget forskånet for – i hvert fald i forhold til de fleste af mine veninder. Frygt for om jeg nu kan klare det. Om jeg kan gøre det godt nok. Om min tålmodighed rækker. Underlig fordi det jo for fanden bare er mine unger. Og fordi jeg jo for fanden er deres mor. Som selvfølgelig kan klare alt det, jeg skal. Men alligevel.

Og nu skal jeg fortælle jer noget sjovt. Jeg har allerede fået ret i alle mine bange anelser. Mine unger har skændtes og jeg har skældt ud. Der er sprunget en bombe på børneværelset og Hugo har fået lov til at se langt mere Ramasjang end planlagt. Vi er løbet tør for toiletpapir og jeg lykkedes ikke med at lade min telefon ligge under hele Flyvende farmor.

Og nu kommer det sjove. Jeg synes, at det er gået pissegodt! Jeg er helt ægte og ind-i-maven-stolt over den måde, jeg har været mor og den eneste voksen på. For vi har grinet, jeg har fremstillet pizzaer, kartoffel/porresuppe og ved gud bagt et foccaciabrød. Og jeg har konflikthåndteret  og bevaret roen og talt til ti tusind gange. Og jeg har holdt fast og jeg er bøjet af. Og vi har været på legeplads og vi har poppet popcorn. Og jeg har rummet rodet og jeg har støvsuget. Og jeg har afholdt mig fra selvbebrejdelserne og Hugo har fortalt mig, at han elsker mig.

Og det, som jeg næsten er allermest stolt over, er, at jeg er stolt. Fordi. For bare få måneder siden, ville jeg have fokuseret på rodet, skænderierne og de uundgåelige fiaskoer. For bare en uge siden, måske. Og jeg ville have følt mig utilstrækkelig og jeg ville have bebrejdet mig selv til månen og tilbage. Og det ville have virket så destruktivt og selvforstærkende.

Og jeg ved ikke helt hvad der er sket – og måske ved jeg det godt. Måske forstår jeg bare ikke, at det kunne ske for mig. Dronningen af dårlig samvittighed.

Godt taget Cecilie. Klap dig selv på skulderen.

img_8196

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl