Midnatstanker

Ligger i min seng. På kanten mellem fredag og lørdag og med gardinet rullet halvvejs ned. Med sovende børn omkring mig og hos mig. Til alle sider. Varme ben under min dyne. Tunge, rolige åndedræt. Thor er her ikke. Ikke før sent søndag aften. Han er i London med sin mor og sine brødre.

Og så var der det gardin. Halvvejs nede. Det er aldrig kun halvvejs nede, men det var en helt bevidst handling, da jeg for tre minutter siden slap det, før det nåede at mørklægge rummet fuldstændigt. Så fuldstændigt som det kan lade sig gøre i byen.

Det var et bevidst valg, men jeg er ikke sikker på hvorfor jeg valgte det. Jo, for at lade gadelampens skær trænge ind. For at kunne se, selvom jeg skal sove. For at kunne navigere hvis jeg vågner. Hvis nogen vågner. Men hvorfor? Fordi min mand ikke er her? Ja. Men hvad har det med lys og mørke at gøre?

Det hele, måske.

Godnat.

1beb0e21-2e65-4120-802c-4d6943c86bcf

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lakker mod enden

Jeg har taget hul på mit sidste semester. Og det er så vildt. Jeg husker tydeligt min allerførste dag på uddannelsen. En augustdag i 2013. Det føles som forleden og det føles som i et andet liv. Jeg havde intentioner om at cykle til og fra min nye skole, men den første dag tog jeg bussen. Jeg kan ikke helt huske hvorfor. Måske fordi jeg ikke ville se vindblæst og forpustet ud. Eller regnede det? Jeg havde en mønstret skjortebluse på. I røde og orange nuancer. Og jeg var nervøs. Eller spændt, nok nærmere. Og jeg fandt op til fjerde sal og ned til det lokale, som hold B skulle mødes i. Og jeg trådte ind til en gigantisk flok. Piger, allesammen. Stille, de fleste. Spændte. Og jeg fandt en stol på bagerste række og slog mig ned.

Da vi skulle introducere os selv, fortalte jeg, at jeg hed Cecilie og at jeg var 25 år gammel, at jeg var mor til to børn på 1 og 3 – og at jeg havde læst til lærer i et par måneder, nogle år tidligere. Jeg fortalte, at jeg hurtigt havde fundet ud af, at jeg ikke var landet det rigtige sted, men at det var jeg ret sikker på, at jeg var nu. Og underviseren, som var en ældre, tydeligvis garvet kvinde, sagde, at det var hun også sikker på, at jeg var. Og jeg blev så glad og følte mig med et så meget hjemme.

Og så hørte vi om intranettet, kantinen og studieteknikker – og legede navnelege og udarbejdede en planche med en tegning af en sygeplejerske. Rundt om hende skrev vi en masse udsagn og kvaliteter, som vi mente passede på den rolle, vi skulle indtage om 3,5 år. Og så pointerede underviseren, at kun cirka halvdelen af os ville blive sygeplejersker om 3,5 år. Statistisk set. Resten ville enten være droppet ud eller være blevet forsinkede af eksempelvis en barselsorlov. “Bare rolig. Det smitter!” sagde hun, da de unge piger straks bedyrede, at de i hvert fald ikke skulle have børn inden for de næste 3,5 år. Og jeg smilede overbærende og vidste med 100% sikkerhed, at jeg i hvert fald ville blive sygeplejerske om 3,5 år. Ikke på vilkår, om jeg ville lade mig forsinke, når jeg nu endelig havde fundet min hylde – og det i øvrigt allerede var seks år siden, jeg var blevet student.

Sådan blev det ikke. I januar 2017 fik jeg ikke mit eksamensbevis i hånden. Jeg startede derimod på modul 9 – halvandet år senere end de piger, jeg havde mødt den augustdag i 2013. De piger, der nu kunne kalde sig sygeplejersker – på instagram og i virkeligheden. Jeg blev forsinket. Jeg lod mig forsinke. Af det barn, jeg ikke troede, jeg skulle have – og af den tvivl, jeg end ikke havde overvejet, at jeg kunne rammes af.

Men nu er jeg snart i mål. Det lakker mod enden. Jeg kan næsten fysisk se lyset. Til sommer bliver jeg sygeplejerske. Om fire måneder! Og jeg er så stolt og så glad og så fuld af forventning og sommerfugle, at man næsten skulle tro, at det var løgn.

image

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #123 (med hjemkomst, skoldkopper og tømmermænd)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Haft et dejligt sidste halvt døgn i Berlin. Vi spiste afsindigt lækker sushi på Dudu, drak øl og spiste Rittersport i sengen imens vi så Broen – og spiste meget instagramvenlig morgenmad på meget instagramvenligt vegetarsted, inden vi fløj hjem til vores unger.
  • Været mere eller mindre indespærret i lejligheden med skoldkopperamt 2-årig.
  • Ladet Sia og Elliot gå de sidste 250 (!) meter til skole alene – og haft ondt i maven hele dagen, indtil jeg hentede dem og kunne konstatere, at de stadig var i live.
  • Set seriøst mange afsnit af Greys anatomy, som jeg gik i gang med for nogle måneder siden, men også ret hurtigt gik i stå med. Sidste halvdel af sæson 2 og første halvdel af sæson 3 slugte jeg så til gengæld på et par dage. Shit, det er godt!
  • Haft optur over den fantastiske robotkreation, Elliots gruppe havde kreeret til forældreundervisningsdag på skolen.
  • Haft en af Sias klassekammerater på overnatning. En dreng. Det er simpelthen så dejligt, at det ikke er hverken mærkeligt eller fremmed for dem at lege på tværs af køn – og de havde den hyggeligste aften og morgen sammen.
  • Skrevet noget om vigtigheden af uambitiøst nærvær.
  • Været til min lillebrors 11-års fødselsdag i Rødovre, hvor sneen pludselig dalede ned (og blev liggende!), hvilket især Hugo havde en kæmpefest med.
  • Spist sindssygt lækker 7-retters menu og drukket en anelse for mange cocktails til – med Cana på Restaurant Trio, som i øvrigt har byens vildeste udsigt (og toilet!).
  • Været iført det her udsalgskup på ovennævnte restaurant (reklamelink).
  • Haft tømmermænd. Alvorlige. Thor forlod en meget ynkelig og forkvalmet version af sin kone klokken 9, da han skulle hjælpe sin mor med at flytte. Og samtidig med at jeg syntes, at det var pænt meget op ad bakke at agere forælder for min 2-årige, priste jeg mig lykkelig for at være mor til en 8-årig, der er blevet så stor, at hun kan sendes i kiosken efter chips og cola…

I skrivende stund er det min mand, der er i kiosken. Han henter is (på eget initiativ!) og jeg vil runde af, så vi kan se Broen og lade op til den hverdag, der kalder i morgen.

Rigtig god søndag aften!

img_3489

img_3488

img_3487

img_3486

img_3485

img_3484

img_3471

img_3483

img_3482

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Fredag aften og uambitiøst nærvær

Fredag aften. Har tændt stearinlysene og Disneysjov og fyldt slik i ungernes skåle. Det er weekend. De to uger med fridage er fløjet forbi. Den første fuld af aftaler og gøremål – den sidste en slags indespærret i lejligheden med skoldkopperamt 2-årig. På mandag indfinder jeg mig på skolebænken – for første gang i mere end syv måneder – og tager hul på det sidste semester. Vildt. Sindssygt og sindssygt fedt.

Havde et slags klarsyn tidligere i dag. Gik ind til Elliot, der sparkede en fodbold rundt på legeværelset. Det er sådan, han rydder op i sit hoved, tror jeg. Sparker til en bold i timevis – imens han skiftevis agerer kommentator på sin egen enmandskamp – og er stille. Jeg tog ti straffespark på ham – og scorede nul gange – og så tog jeg ham op til mig. Og krammede ham. Han er et følsomt væsen, men han er ikke sådan en, der forlanger nærhed eller beder om det. Så man skal selv hælde på ham. Og i dag kunne jeg mærke, at det var tiltrængt. Han sad ligesom fast på mig og ville ikke ned igen – så for at skåne min ryg og forlænge momentet, tog jeg ham med ind i soveværelset, hvor vi lagde os på sengen. Og i en halv time fik jeg lov til at være helt tæt på ham – imens vi snakkede, fortalte, grinede og pjattede.

Det var så forfærdeligt dejligt og hyggeligt – og så kom jeg i tanke om alle de gange, jeg har tilbragt timer med 0-, 1- og 2-årige i den seng i løbet af mine barsler. Jeg lagde mig ofte derind i løbet af dagen – fordi de nød det og fordi det var nemt og roligt. Men jeg nød det ikke. Jeg nød det ikke fordi jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke gjorde noget andet med min baby. Noget mere. At jeg var så pinligt uambitiøs, at jeg bare lod dagene forsvinde i dobbeltsengen. I stedet for at stimulere mit barn på et legetæppe eller gå en tur med barnevognen.

Og hold nu kæft, hvor er det åndssvagt. Jeg fik helt ondt af den dér unge, usikre mor, der var mig. Blev så ked af, at jeg havde været så hård ved mig selv. Og imens jeg roste mig selv for at være nået langt siden dengang og for at hvile mere i mit moderskab, stod det pludselig også meget klart, at jeg langt fra er i mål. Jeg har jo stadig dårlig samvittighed. Tæt på konstant og over det ene og det andet. Over for meget iPad, for lidt fuldkorn og for lidt højtlæsning. Jeg kan og skal slappe endnu mere af. Stole endnu mere på mig selv og mine valg. For jeg er en pissegod mor og jeg har pisseglade børn og måske må det hele gerne være en lillesmule uambitiøst og afslappet. Måske skal det netop være det.

God weekend!

154c4ff4-c4b2-4167-a6e1-2a72d848979f

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

    Newer posts