Ugen der gik #133 (med hvidvin, blomster og mit livs vigtigste jobsamtale)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Brugt søndag aften (efter jeg havde udgivet forrige “ugen der gik”) i Hornbæk, hvor Cecilie og jeg malede hendes kommende stue grøn. Med pizzaer og dåseøl på havestole – og dårlig radio og gode historier.
  • Forberedt mig på mit livs vigtigste jobsamtale. På Rigshospitalets neonatalafdeling, som jeg har drømt om lige siden jeg satte mine ben på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg skulle forberede et 10 minutter langt oplæg om etik, faglighed og kompetenceudvikling – og jeg var mere end eksamensagtigt nervøs i dagene op til.
  • Gennemført samtalen – og seks timer senere haft min nye afdelingssygeplejerske i røret, der kunne fortælle mig, at drømmejobbet er mit. Fra 1/7. Sgu!!!
  • Fået verdens fineste buket blomster tilsendt – af hende her. Der er nærmest ikke noget, der gør mig mere glad, end sådan et blomsterbud – og tanken bag.
  • Gået aftentur i Nordhavn sammen med min veninde. På den smukkeste, lune og komplet vindstille forårsaften. I guder, hvor er der blevet fint dernede!
  • Fejret min lillesøsters 28 år. Hun er en travl type, og havde inviteret til take out i min mors hus – og vores lillesøster og jeg besluttede os for at smække et par lagkager sammen. Og proppe 28 lys i.
  • Taget hul på hvidvin-i-gården-sæsonen hos Cana. Det er efterhånden blevet en slags markering af, at sommeren er på vej.
  • Været ude og spise på den lækreste italienske restaurant på Vesterbro – Mangia. Det var mine svogre og svigerinder, der havde inviteret, som min 30-års fødselsdagsgave – og det var den hyggeligste aften, der startede med flaskeøl i aftensolen ved Planetariet – og som sluttede med voldsomt lækre cocktails på Trio.
  • Optaget og udgivet afsnittet om 2010 i min og min mors podcastserie. Året, hvor jeg blev gift på min 22-års fødselsdag – og blev gravid for anden gang.
  • Set Cecilie og Rachel optage podcast live på Hotel Cecil – og fået den fineste Voksen ABC-plakat med hjem.
  • Sendt min mand afsted på polterabend – for sin far! Han skal giftes om tre uger – og jeg glæder mig helt vildt til festen, som de holder på Dragsholm Slot – og vielsen, som kommer til at foregå i deres sommerhus.
  • Spist søndagspizza med min far og min lille lillesøster.
  • Endelig fået set Liberty færdig. Den ligger stadig på dr.dk og kan altså meget varmt anbefales!

img_4838

img_4657

img_4687

img_4810

img_4906

img_4671

img_4905

img_4889

img_4904

img_4903

img_4855

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Det vigtigste i mine børns liv

img_3124

Reklame for Svanemærket

Da jeg som 21-årig blev mor, blev jeg virkelig MOR. Jeg er vist kommet ind på emnet en gang eller to. Hvordan jeg ikke måtte sætte en fod forkert, læste alle opdragelsesbøgerne, søgte nettet tyndt for retningslinjer, mosede grøntsager, stimulerede og interagerede. Jeg ville for guds skyld ikke forære nogen som helst chancen for at kunne sige, at jeg ikke havde styr på min nye rolle. At jeg ikke slog til. Eller allerværst – at jeg var for ung.

Mine egne behov var en by i Rusland. Og jeg har aldrig været i Rusland. Jeg lukkede ned for mine lyster, behov og i høj grad for mine følelser.

Og så fik jeg et til barn. Og så fik jeg et til barn. Og så kunne jeg ikke længere ignorere den stemme, der råbte på mig. Som var mig. Se mig! Hør mig! Husk mig! Lad mig! Råbte den om kap med dens alter ego – den dårlige samvittighed, der hev i min anden arm. Den stemme, der i ramme alvor ikke mente, at jeg kunne tillade mig at bruge tid eller energi på andet end mine børn. Den stemme, der skældte mig ud, hvis jeg hentede dem senere end 15, satte en lydbog på frem for at læse højt eller – og hold nu fast – tillod mig selv en aften ude. Tillod mig selv at være mig selv. At passe på mig selv.

Og nu skal det her ikke blive helligt, for jeg er langt fra i mål. De skændes stadig i mit indre – men jeg er nået langt. For jeg er den ene af de to vigtigste i mine børns liv. Og jeg er nødt til at huske mig selv, så jeg kan være noget for dem.

f2e9c38e-fcd4-4745-95ec-bd31e96ba883

Og det er netop det, som Svanemærket sætter fokus på i deres nye kampagne “Dit valg i dag betyder alverden i morgen“. Og da jeg så den film, de har lavet i forbindelse med kampagnen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at støtte op om den. Både fordi den fik mig til at tude, satte ord på mine tanker og fordi vi i forvejen har et temmelig nært forhold til Svanemærket, som allerhelst skal pryde alt fra bleer til vaskepulver herhjemme. Fordi det også er en måde at passe på sig selv. Og sine børn og den her planet, i øvrigt.

Gør lige dig selv en tjeneste at se filmen herunder – for det fortjener den altså – og hop så ind og tjek de nye, afsindigt fine temasider ud. Der er en med fokus på, hvordan man som forældre kan passe godt på sig selv og en med fokus på børn og gravide.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #132 (med kardemommesnurrer, Peter Frödin og en helt særlig invitation)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Endelig fået ordentligt hul på min bacheloropgave. Jeg var i virkeligheden lidt stresset over, at jeg ikke følte, at vi var kommet rigtigt igang – men lige pludselig fik vi  ligesom hul igennem – og det er så dejligt.
  • Tjekket min mail titusinde gange dagligt i dagene fra mandag til torsdag – i håb om at blive kaldt til samtale på et job, jeg har søgt.
  • Mærket mit hjerte skippe et par slag, da den endelig kom. Invitationen til en samtale på et af de dér jobs, som man søger for at søge og fordi det ville være en drøm, men som man ikke i sin vildeste fantasi tør håbe på, at man rent faktisk får. Men nu har jeg måske chancen – og al den overtro, der findes i min krop, har rottet sig sammen og forbudt mig at fortælle nogen hvilken afdeling, det drejer sig om…
  • Været en time om at gå hjem fra skolen med med Hugo og Elliot. Det bør kun tage 20 minutter – men solen skinnede og vi gav os tid til at kigge ned i vandet, kaste med grene og stoppe op. Det gør man alt for lidt, når man bor i byen. Man er ligesom altid på vej.
  • Optaget og udgivet det afsnit af min og min mors podcast, som jeg har glædet mig allermest til at lave. Afsnittet om 2009, som var det år, jeg blev mor. Uplanlagt, omvæltende og helt perfekt. Det var ret rørende at optage, for selvom min mor og jeg hver især har fortalt og sammen har snakket om den historie tusindevis af gange, så dukkede der alligevel nye detaljer op – og jeg har gået og husket tilbage og reflekteret og mærket hele ugen.
  • Været inde og se finalen i Danmark har talent. Hold op, hvor var der mange dygtige mennesker – og hvor var åbningen af showet nærmest genial! OG så var der efterfest – med tag-selv-bar og pølsevogn. Så beder jeg ikke om mere.
  • Mødt Peter Frödin. Og jeg havde allerede på forhånd aftalt med mig selv, at jeg, om muligheden bød sig, måtte bide al skam i mig og bede om et billede. Jeg er vokset op med Bullerfnis, for fanden! Billedet blev lettere sløret, for min mand er en elendig fotograf, men jeg vil elske det for evigt.
  • Sendt min mand og mine børn i Cirkus Arena, ærgret mig voldsomt meget over, at jeg ikke selv kom med – og glemt det hele igen, da jeg så begejstringen i deres små kroppe, da de vendte hjem. Det var det bedste, de n.o.g.e.n.s.i.n.d.e havde set!
  • Endelig besøgt det bageri på Østebro, som gud og hver mand taler om. Juno the Bakery, som har haft daglige mangemeterlange køer og en hype, jeg sjældent har set mage. Og OK. Deres kardemommesnurrer er noget af det vildeste, jeg nogensinde har sat tænderne i.
  • Set mig nødsaget til at fotografere Hugo, da han i dag faldt i søvn på gulvtæppet på et helt håbløst tidspunkt. Fordi han er blevet et år ældre de sidste par uger – og fordi han lige dér lignede den baby, jeg kæmper så meget med at give slip på…

Nu vil jeg slutte mig til mine drenge, der ser Brøndby-FCK i sofaen. Og så vil jeg tage til Hornbæk og hjælpe min veninde med at male hus. Når vi altså har spist aftensmad, drukket et glas vin og samlet op på verden og hinanden.

God søndag aften!

img_4650

img_4572

img_4607

img_4620

img_4639

img_4653

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ugen der gik #131 (med børnehavestart, X-factorfinale og forår)

I ugen, der er gået, har jeg:

  • Kørt Hugo ind i børnehaven. Og hold nu op, altså. Det er gået over AL forventning. Måske kan han mærke, at vi (selvom jeg ikke selv føler det) er cool og på hjemmebane med vores tredje barn på samme stue. Måske er han bare klar. Han har i hvert fald været møghamrende sej og modig og har ikke fældet en eneste tåre eller givet udtryk for en eneste protest. Ah, skuldre, ned på plads.
  • Været med min bachelormakker til første vejledning på vores projekt. Vi var blevet tildelt en vejleder, vi slet ikke kendte, men som overraskede os overordentligt positivt – så nu kører vi sgu!
  • Genoptaget min og min mors podcast, som har holdt påskeferie. Og begået af afsnit om 2008, som vakte minder om det nok mest rodløse, forvirrede og festlige år i mit liv.
  • Spist fredagslaks (som har erstattet fredagsbøffen efter vi fik semivegitariske tendenser) hos min mor.
  • Været decideret oppe og ringe over årets X-factorfinale. Tror vitterligt aldrig, at jeg har holdt så meget med en vinder, som jeg gjorde i år! Eller med en dommer, for den sags skyld.
  • Set Elliot og hans fodboldhold spille deres livs flotteste stævne. Fem sejre i seks kampe og en fightervilje, der er decideret rørende, når den kommer fra en flok 6-årige. Men for søren, hvor er det hårdt at have sin far som træner, når han vurderer, at man er nødvendig i forsvaret og man virkelig bare trænger til at score en mål…
  • Haft kollosal optur over, at foråret endelig er kommet! Forår er min absolutte favoritårstid og når den nu kom så sent i år, vil jeg gøre mit allerypperste for at nyde den!
  • Apropros ovenstående punkt taget hul på gårdsæsonen. Vi bruger vores lille ydmyge og ganske uinspirerende gård ret meget når vejret er til det. Jeg har netop været derude og rydde op fra dagens leg med gadekridt, sjippetov, bolde, telte, skovle og plasticrutsjebaner. Juhu!
  • Skiftet brugernavn på instagram, hvor jeg altså nu hedder det, jeg hedder i virkeligheden. Og forsøgt at overbevise en del følgere om, at det altså ikke var en del af en langsom nedlukning af bloggen – men blot et behov for at skille tingene en smule mere ad.
  • Givet Sia en mobiltelefon. Eller, fisket en gammel iPhone op ad skuffen og installeret et simkort. Først og fremmest fordi vi har behov for at hun og Elliot engang imellem begynder at gå i skole selv. Det var ærligt talt en svær beslutning, for jeg synes i princippet stadig hun er for lille – og der fulgte nogle temmeligt hårde regler med. Men det fortjener nok et indlæg i sig selv, hvis der er interesse for det.
  • Brugt tæt på 200 kroner på fem vaffelis hos vores yndlingsisbutik. Det går jo ikke. Men åh, hvor smager det godt.
  • Samlet ind til Kræftens Bekæmpelse med ungerne for vist nok fjerde år i træk. Det er altid pissehyggeligt, selvom de færreste er hjemme søndag formiddag og selvom mine børn mister tålmodigheden cirka en tredjedel inde i processen. For der er også damen, der giver en 20’er og en masse karameller – og dem, der lader os klappe deres hunde og lader deres børn donere en uendelig mængde mønter.

Rigtig god søndag aften!

img_4424

img_4440

img_4476

img_4483

img_4506

img_4525

img_4558

img_4557

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Sønderjylland tur/retur

img_4450 img_4459

For et par måneder siden blev jeg spurgt, om jeg ikke ville tage min familie med til Sønderjylland og besøge noget, jeg ikke anede fandtes – en oplevelsespark!

Jeg tænkte, at der godt nok var langt til Sønderjylland – men jeg tænkte også, at der ikke var så meget at tænke over. Jeg har nemlig skabt mig en familie, der elsker forlystelsesparker og alt, hvad der minder om det. Vores Tivolikort er tyndslidte, vi har været i zoologisk have flere gange, end nogen kan tælle – og vi sukker efter Eksperimentariet. Så ja, lad os prøve noget nyt. Lad os køre til Sønderjylland.

Det blev februar og det blev marts – og det blev den allersidste dag i marts og vi satte alarmen til at vække os klokken 6, så vi kunne smide vores unger ud i bilen klokken syv. Og så satte vi ellers kurs mod det sydligste Danmark. Køreturen var i sig selv en ret fin oplevelse. Børnene sov lidt, legede lidt og skændtes lidt – og vi drak kaffe, hørte Mads og Monopolet og forsikrede bagsædet om, at vi nok skulle nå frem i dag. Og så lod vi os i øvrigt betage af Als, der har de smukkeste kirker, jeg længe har set.

Jeg anede ikke, hvad jeg forventede. En oplevelsespark? Men jeg må bare sige – fuldstændig ærligt og fra bunden af mit hjerte – at jeg var helt og aldeles på røven over hvad der mødte mig. Og det var jeg ikke alene om.

Vi kom frem til en gigantisk park, blev modtaget af det rareste personale og gik ombord i en vandlegeplads. Børnene skød vand ud i en sø og kravlede op i de store rutsjebaner – og så skulle nogen tisse og jeg fik øje på et toiletskilt på den store blå kube ude i søen. Og hold nu lige op! Vi åbnede døren til kuben og trådte ind i et kæmpestort rum med dunkel, blå belysning og dyster, eksotisk musik. Og vi bevægede os op ad en spiralformet rampe og kiggede ned på en lysende jordklode. Og så blev der stille – og pludselig skød en flere meter høj vandsøjle op fra bunden af kuben. Folk holdt vejret i et par sekunder – og begyndte derefter spontant at klappe. Vi stod åbenbart midt i det, der skulle minde om de gejsere, man ellers kun finder i Island.

img_4458

Og nu kan jeg godt mærke, at det her indlæg kan ende med at blive uhyggeligt langt – for jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle – og jeg må forsøge at fatte mig i nogenlunde korthed.

Vi spiste frokost i “Big Bang Buffet”, spillede på lydbølger, legede ninjaer i laserlys og testede spejlneuroner i det smukkeste gamle hus i hjørnet af parken. Og vi løb om kap i store hamsterhjul og jeg fik min Segwaydebut. Og vi så en film om solsystemet i en lille udgave af hovedstadens Planetarium – og vi spiste verdens koldeste is i den fine drivhuslignende café “Biotope”. Og så bevægede Sia og Thor sig op i en gigantisk forhindringsbane hævet over jorden og i to plan. Og vi legede med VR-briller og sluttede dagen af i det nye, store “Ball Factory”, hvor voksne til højre og venstre gik i barndom og hjalp deres børn med at skyde med de tusindevis af bolde, der befandt sig over alt. Og da solen skinnede boltrede vi os i de udendørs aktiviteter og da det småregnede søgte vi ind.

Og vi blev i parken til de smed os ud – og vi nåede ikke engang halvdelen af de ting, man kan nå.

img_4454

img_4455

img_4379

img_4451

img_4453

img_4457

img_4385

Som det givet vis fornemmes, er jeg ovenud begejstret. Jeg har ganske enkelt aldrig oplevet et sted, der har underholdt os alle fem så godt og så længe – samtidig med at det har gjort os klogere. For det er det, Universe kan. Du har det åndssvagt sjovt imens du lærer om solsystemet, energiformer, din hjerne og din verden.

Og så er der personalet. Personalet er et kapitel for sig. Jeg håber ikke, at det handler om, at vi befandt os vest for Storebælt – men i en tid med alt for dårlig service alt for mange steder, var det simpelthen en kæmpefornøjelse at opleve personalet i Universe. De var – hver og en – helt uhørt servicemindede, søde, sjove og rare. Manden, der solgte os is, gav sig tid til at forklare børnene indgående om de forskellige smage (for hvordan smager candyfloss og bubblegum?), fyren på Segwaybanen konstaterede, at jeg var alene og gav sig derfor tid til at give mig en guidet tour rundt gennem forhindringerne – og pigen i den del af Ball Factory, hvor man kunne lave påskekyllinger med limpistoler og glimmer, gav sig tid til at rose ungernes projekter og inspirere dem til andre måder at sætte fjerene på.

Vi er alle fem møghamrende ærgerlige over, at Universe ligger så langt væk, som det gør – men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi sagtens kunne finde på at gentage succesen og gøre endnu en dagstur ud af det.

Ungerne har i hvert fald allerede spurgt hvornår det bliver…

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts