Jeg er her stadig. Jeg ligger i min seng og forsøger at finde ro efter aftenvagt nummer fire. Med udsigt til en femte i morgen og med meget besvær med at finde den dér ro. Jeg drømmer om mit arbejde om natten. Om sonder og modermælk og iltmætning og læger. Og forældre og børn, der glemmer at trække vejret. Jeg vågner ofte netop inden jeg falder ordentligt i søvn – med et sæt og med tankerne på stue 14. Eller 10 eller 16.

Det fylder. Meget. Mit arbejde. Alt for meget lige nu. Det er helt hundrede meget hårdere at være blevet sygeplejerske end jeg havde drømt om. Og der er ingen tvivl om, at det har været en udfordring at starte sin karriere på en højtspecialiseret intensiv afdeling – og i et speciale, som var ukendt og som er voldsomt komplekst og svært. Spændende også, uden tvivl – men pissesvært og teknisk og ret meget forfra. Jeg er fuldstændig skeløjet når jeg har fri – og alt for meget rundt om mig sejler. Rengøring er en by i Rusland, for eksempel. Det sker bare ikke. Jeg skylder mine veninder en million opkald og virkelig meget opmærksomhed. Og jeg har så mange praktiske hængepartier, at jeg har helt ondt i maven over det.

Det er en fase. En sej en. Vi skal allesammen vænne os til en helt ny hverdag, nye rutiner og nye vilkår. Og jeg ved, at det bliver nemmere og sjovere og godt og rigtigt. Når jeg er hjemme på mit arbejde og når hverdagen er blevet hverdag. Så jeg bider tænderne sammen og forsøger inderligt at fokusere på alt det dejlige, der sker sideløbende med tilvænningen. Min familie, som faktisk trives i det nye og den kærlighed mellem os, som er så stor og vigtig og grundlæggende, at jeg føler mig helt enormt heldig.

Heldig og træt. Og så må resten vente og hænge. Ligesom jeg håber, at I vil.

Godnat.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl