Det lysner

Hej

Ikke så mange ord om, at det er måneder og årstal siden sidst. Eller. Livet skete, I ved. Hold kæft, hvor har jeg stillet mange store spørgsmål de sidste måneder. Ikke højt. Bare til mig selv. Hvad fanden er meningen med livet – for eksempel. Er det bare det her, vi skal? Aflevere, knokle, hente, handle, løbe, kæmpe, prøve, fejle, undskylde, spise, sove. Forfra. Var det det, vi havde ventet på og sukket efter? 

Og hvis det ikke var det, hvad skulle vi så? Flytte af helvedes til? Dyrke grøntsager eller yoga? Læse videre? Starte forfra? 

Det er bare svært at mønstre overskud til at skifte bane, når man ikke engang har overskud til at lave aftensmad. Eller til at sige til sin mand, at man elsker ham og at det er okay, at han er glad i det her. At det bare er mig, der skal finde ud af det hele. 

Så jeg stod igennem. Det gør jeg stadig. Men nu sker der noget. Det lysner. Jeg er træt af at have ondt af mig selv og min virkelighed – så jeg vandrer rundt i min by. Kilometer efter meter. Om søerne, Kastellet, parkerne og slottene. Og jeg kigger op – og nogle gange mærker jeg et stik af lykke, der gør, at jeg næsten græder.

Jeg ved ikke hvor vi er om et år. Eller om et halvt. Jeg ved ikke hvornår jeg skriver igen – men jeg ved, at det lysner. Og at der findes sprækker af lys og lykke i det hamsterhjul, vi satte igang da det var sommer og alt var muligt. Og at de vokser sig større og lyser kraftigere, når jeg kigger efter dem og griber fat om dem.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Se vores opgraderede badeværelse!

Annonce for Badarkitekten

 

Som jeg skrev for efterhånden mange måneder siden, trængte vores badeværelse til en seriøs overhaling. Det var slidt, det dryppede, det skallede, det sang på alle måder på sidste vers – og jeg hadede at lukke gæster derind.

Og så var det, at VVSmester – som sendt fra himlen – bad mig om at teste deres koncept “Badarkitekten“. Jeg skulle se hvordan det fungerede, når man sendte plantegning, opmålinger og drømme afsted og fik et bud på en løsning retur. Og det var ærligt talt en ret vild oplevelse. Det viser sig nemlig, at arkitekter åbenbart kan et eller andet, som vi andre dødelige ikke evner. Se andre løsninger, kombinationer og muligheder og sådan noget. De billeder, som jeg fik retur var i hvert fald noget helt andet, end jeg selv havde haft fantasi til at forestille mig. Kan man bare sådan rykke en vaskemaskine?! Og gemme den væk? Shit, hvor ville jeg ønske, at vi havde haft råd til at føre arkitekternes idéer ud i virkeligheden!

Desværre var en fuld renoveringen ikke en del af aftalen – træerne vokser åbenbart ikke ind i himlen. Til gengæld fik vi lov til at foretage en opgradering – og vi var ikke i tvivl om hvad vi ville ændre. Vores badeværelsesmøbel, som bestod af et højt skab og en vask, skulle udskiftes med en bred vask med masser af opbevaringsplads under. Derudover fik vi skiftet armaturet ud med sådan en vandhane, der tænder og slukker af sig selv. Jeg elsker den – selvom den har den bivirkning, at jeg nu virkelig ofte står på andre menneskers badeværelser og venter på, at deres vandhaner slukker.

Og så har vi malet. Vores engang hvide vægge havde nærmet sig en uklædelig grå. Og her skylder jeg min mand at fortælle hele historien. Jeg tænkte nemlig, at det ville klæde vores badeværelse rigtig godt, hvis vi malede væggene i en mørk farve. A la den farve, som arkitekterne havde udset sig til klinkerne på vores gulv. Jeg tænkte, at det lille rum godt kunne bære det med lidt god belysning – og gik op til min lokale malingspusher. Og faldt over en farve, de kaldte eucalyptus. Og hev sådan en spand med hjem, satte min mand igang og tog ind og så en opera. Og kom hjem til det mørkeste, mest skrækkelige og klaustrofobiske badeværelse, jeg nogensinde har befundet mig i. Brugte en dag på at forsøge at elske det – og måtte til sidst kapitulere og bede ham om at male det hvidt. Så det gjorde han. Og nu er jeg glad.

Jeg har filmet nogle før- og efterbilleder af processen, som I kan se i videoen herunder!

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl