Annonce for Københavns Professionshøjskole

På Facebook er jeg medlem af en gruppe for sygeplejersker. Den er stor og bruges i (lidt for) høj grad til, at folk kan diagnosticere hinanden – men engang imellem byder den på interessante spørgsmål og debatter. Forleden faldt jeg over et opslag, hvor en ældre sygeplejerske spurgte, om hun burde anbefale sin unge niece at blive sygeplejerske. Niecen drømte om faget, men hvad ville vi råde hende til? Der var mere end hundrede svar – og langt størstedelen bestod af rungende nej’er. Ofte skrevet med versaler. Og selvom jeg gennem de sidste otte måneder – og det skal ikke være nogen hemmelighed – ofte har spurgt mig selv, hvad i alverden jeg tænkte på, da jeg valgte det her fag – så overraskede mængden af advarsler i facebooktråden mig. De fleste ville simpelthen råde fasteren til at slukke niecens drøm om en fremtid i sundhedsvæsnet. 

Men nu vil jeg gøre noget andet. Og det havde jeg faktisk tænkt mig at gøre længe inden, jeg faldt over ovennævnte debat – men efter at have læst nej på nej på nej, føles det mere rigtigt end nogensinde. 

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af Københavns Professionshøjskole, som jeg selv er uddannet fra. De havde brug for nogle stemmer, der ville hjælpe med at sprede ordet om deres uddannelser forud for deres årlige Åbent hus-arrangement. Og jeg var instinktivt i tvivl om hvorvidt jeg var den rigtige til opgaven, for det har været en kæmpe omvæltning og en endnu større udfordring at gå fra studerende til sygeplejerske – også langt større, end jeg havde forventet. Men jeg kunne da godt gå til et møde på et smart kommunikationsbureau på 20. etage, hvor kaffen bliver serveret i pæne glas af en, der tilsyneladende er ansat til det. Og så sad Matilde, som er uddannet pædagog og som selvfølgelig også var inviteret, overfor mig – og sagde, at hun gerne ville være med til at fortælle unge piger, at det er godt nok at blive pædagog. At det er fint nok. At det ikke er en nødløsning. Og lige dér blev jeg altså ramt, for der er ingen tvivl om, at jeg allerede havde været sygeplejerske i mange år, hvis nogen havde fortalt mig netop det, dengang jeg fik min studenterhue på.

Det kaldte nemlig allerede på mig dengang. Mit fag. Jeg kan så tydeligt huske, at nogle piger, jeg kendte perifert, startede på sygeplejerskeuddannelsen – og at jeg blev så misundelig og ønskede stille, at det ville være “godt nok”, hvis jeg også blev det. Men der er sgu ikke nogen fra Øregård, der bliver sygeplejersker. Og alle mine lærere havde altid fortalt mig, at jeg kunne noget ganske særligt – og da jeg skiftede skole i syvende hviskede min favorit, Lone, i mit øre, at jeg skulle vise verden hvad jeg kunne. Og det var sgu nok ikke i en kittel på en hospitalsgang, hun havde ment.

Derfor var det først som 25-årig mor til to og med et helt nyt værdisæt, at jeg turde gå efter det, jeg vidste ville gøre mig glad og give mig mening. Og jo jeg har fortrudt gang på gang, men jeg har aldrig rigtigt fortrudt. Uddannelsen var en rutsjebanetur og en skole i så meget andet end sygepleje. Jeg fik en uddannelse i empati. Jeg voksede som menneske og begyndte pludselig at se andre mennesker på en helt ny måde. Jeg så alt det omkring dem, deres historier og forudsætninger – og mine fordomme smuldrede og mit hjerte voksede. 

Og nu er jeg derude. I virkeligheden. Jeg har valgt en hardcore arena – men jeg redder i bogstaveligste forstand liv hver eneste dag og jeg får meget tilbage fra de familier, jeg får lov til at hjælpe videre. Jeg er blevet en del af et helt særligt fællesskab, jeg er uendeligt stolt af min titel og min kunnen – og jeg er lykkelig for alle de muligheder, der stadig ligger åbne foran mig. Det samme gælder i øvrigt for min mand, der jo har uddannet sig som folkeskolelærer – det har været ganske fantastisk at se ham vokse i den rolle, og han er så meget landet på rette hylde.

Hvis der sidder nogen derude, som overvejer om det er en fin nok vej at vælge – eller om det er at skyde sig selv i foden og at uddanne sig til et slidsomt liv – så stop lige en halv. Hvis sygeplejen, lærergerningen, pædagogikken eller noget andet kalder på dig, så må du lytte til det. Tag i det mindste til åbent hus på min gamle skole i uge 9. Det var dér, jeg blev hundrede procent sikker i 2013. Gløden i de studerendes øjne overbeviste mig om hvor min fremtid lå. Og jeg fortryder aldrig rigtigt.

Hvis du endnu ikke har fundet din plads, er der masser af gode råd til, hvordan du bliver klogere på dit uddannelsesvalg hos Københavns Professionshøjskole

Og hvis du vil læse om uddannelsen i ernæring og sundhed, kan I hoppe over til Carrotstick. Pædagoguddannelsen fortæller Mathilde og Caroline om.

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl