Fremme

21 spørgsmål om kærlighed (Lillemor)

14101779_10153984199817753_1783704672_n

I denne uge har jeg bedt Tina fra bloggen “Lillemorblog” om at fortælle om sit parforhold. Retur fik jeg længste – og skæggeste – svar til dato!

Jeg kender efterhånden Tina ganske godt – og hun er et af de sjoveste, rareste og ærligste mennesker, jeg har mødt. Hun er en afsindigt høj jordemoder fra Vestegnen – og så er hun nygift! Med “lillefar”, som hun har to børn med og fortæller det her om:

HVOR MØDTE I FØRSTE GANG HINANDEN?
Nu er jeg jo jordemoder og det er ikke fordi, at det sådan vrimler med mænd på jordemoderskolen. Så jeg tog tyren ved hornene og kastede mig ud i netdating. Det var bare ikke altid jeg lige fik svaret de der tosser der skrev. Helt ærligt? Det kunne jo være både sengevædere eller øksemordere der sad bag tastaturet! Så jeg droppede projektet. Så hellere tage på Damhuskroen tænkte jeg… Pludselig så jeg dog i min newsfeed på Facebook, at en bekendt var blevet medlem af gruppen “Single i København”. Så jeg smugkiggede lidt og så så Lillefar. Efter et par dage skrev jeg så til ham: “Du er blevet spottet”. Det var det eneste jeg skrev. Så svarede han tilbage: “Dig kan jeg godt huske fra www.love.dk. Du svarede aldrig tilbage?!” Efter en måneds skriveri frem og tilbage, gik vi dog en tur i Frederiksberg have. Og ja, nu er der gået snart 9 år og han kommer fandme stadig rendende!

HVOR LANG TID GIK DER FØR I BLEV KÆRESTER?
Jeg var meget af den overbevisning, at man jo ikke “bare aftalte at være kærester”. Det kom jo lissom bare af sig selv. Stille og roligt og helt af sig selv. Men som det altid er med Lillefar, så udfordrede han mig. Pisse irriterende at have fundet en klon af sig selv i øvrigt. Så pludselig, under en samtale om selv samme emne, spurgte han mig: “Vil du være min kæreste? “. Efter nogle sekunders tøven svarede jeg: “Ja, men..” og så afbrød han mig og sagde: “Godt, så er vi kærester. Se, det var da nemt!”. Det var ca. en måned efter vores første møde.

HVEM SCOREDE HVEM?
Når det er sådan noget netdating, ligger det vel egentlig ret meget i luften, at man gerne vil hinanden, hvis man ses både 2. og 3. gang. Så tror ikke vi var i tvivl. Så vi scorede vel egentlig hinanden! Men han kyssede mig først. Tæller det?

Lillefar1

HVEM SAGDE FØRST “JEG ELSKER DIG”?
Det gjorde han. Ude under bruseren, hvor vi begge stod. Og jeg gik i panik! Ikke fordi jeg ikke var pjattet med ham! For det var jeg! Og der var ikke noget jeg hellere ville, end at høre ham sige disse ord. Men jeg var simpelthen så lidt forberedt på det. Jeg havde jo lidt forestillet mig, at jeg – når den dag kom – skulle svinge ham blidt om halsen, nænsomt kaste mit hår over skulderen og stikke ham dådyrøjnene, spidse munden og sige: “og jeg elsker dig…min lille sukkerprins!” efterfulgt af et Titanic snav af kaliber. I stedet fik jeg vand i næsen, et angstanfald og black out. Ikke engang et “ditto!” kunne jeg fremstamme. For helvede altså Lillemor!

HVORNÅR VIDSTE DU, AT HAN VAR “THE ONE”?
Altså jeg er jo stadig overbevist om, at Gerard Butler er the one. Men han er tilsyneladende ikke enig. Så nu har Lillefar allernådigst fået lov at indtage rollen. Faktisk var det ret intenst mellem os, lige da vi mødtes. Vi var sammen hele tiden, var stormfuld forelsket, på den dér kvalmende måde og sov sammen næsten hver nat. Mit hjerte voksede til dobbelt størrelse og jeg længtes konstant efter ham. Det var nærmest mere end jeg kunne rumme! Efter ca 3 uger fra vi havde mødt hinanden, skulle han ud og rejse med sin familie. Bare én uge. Jeg kunne dog slet ikke klare at han var væk. Jeg savnede ham mere end man kan savne en pepperoni-pizza og en coca cola 1. Januar, efter en ordentlig brandert. Så altså: ret meget. Der var jeg sådan ret meget: okay… Du er fandme vild med ham. Det SKAL være ham. Og ja, da jeg også var skide ligeglad med, at han kørte en gammel rusten bil og trykkede forkert på tandpasta tuben, fik jeg også et lille hint om, at der var noget helt specielt ved ham, som jeg ikke kunne undvære. But Gerard Butler if you are reading this: call me!! And I’m sorry about the naked pictures, it want happen again.

HVORNÅR OG HVORDAN MØDTE DU HANS FORÆLDRE FØRSTE GANG?
Jeg havde lige holdt fødselsdag aftenen før og været mega mega mega mega fuld. Jeg sov brandert ud i hans kolonihavehus og vågnede med sugerør i BH’en, mascara på kinden, sprut-ånde og pels på tænderne. Han spurgte om jeg ikke lige ville med hen i hans mors kolonihavehus og hente et-eller-andet. Han overbeviste mig om, at der ikke var nogen hjemme. Men hvor heldig har man lov at være!! BÅDE hans mor, mormor, søster og naboer var der. Og jeg kom stadset ud i aftenens korte kjole, parfume og krigsmaling. Og så var der eller te og kringle…. Og pinlig tavshed.

8

HVOR ER I HVER ISÆR VOKSET OP?
Lillefar er vokset op på Frederiksberg og jeg i Vanløse. Og da vi var små havde vi åbenbart fælles bekendte. Og de har faktisk et VHS bånd, hvor han og jeg leger sammen i deres have. Hvor skægt er det ikke lige?

HVORDAN VAR JERES BRYLLUP – ELLER HVORDAN DRØMMER DU OM, AT DET BLIVER?
Det var fan-fucking-tastic! Vi blev viet i haven 13/8 af borgmesteren i silende regnvejr, alt i mens vores 5-årige skolkoppe-pige kiggede på og vores søn på 2 år “slog græs” med sin legetøjs græsslåmaskine. Og selvom det lyder hektisk, så var det lige som det skulle være. Jeg var meget lykkelig! Derefter var der kage, alkohol, grill, alkohol og mega havefest! Og nåhr ja, alkohol. (læs om frieriet HER)

HAR I EN SANG?
Ha ha ha, jeg læste det som “seng” og tænkte…har ALLE mennesker ikke det? Lillefar siger at han tænker på mig, hver gang han hører “The Imperial March”. Du ved…den der Darth Vader sang. Ved ikke om det er godt eller dårligt.

HVORNÅR HAR I DET BEDST?
Vi har det ret godt, når ungerne er puttet og vi sniger os under dynen på sofaen med en pose slik (selvom man jo kun spiser slik om fredagen #SaidNoMomEver) og et glas rødvin.

HVILKEN FILM VAR DEN FØRSTE, I SÅ I BIOGRAFEN SAMMEN?
Det kan jeg overhovedet ikke huske! Men det er engang lykkedes mig, at falde i søvn i biografen, hvor vi var på kæreste date. Jeg indrømmede det ikke over for Lillefar, men måtte forsøge at fake mig igennem samtalen bagefter, om hvor fedt plottet var (som jeg jo ikke havde set).

HVILKEN KONCERT VAR DEN FØRSTE, I VAR TIL SAMMEN?
Jeg tror det var Deftones!

HVILKE TRE ORD BESKRIVER DIG? OG HVAD VILLE HAN SIGE?
Humoristisk, følsom, næstekærlig.
Humoristisk, rodende (er det et ord?) og alt-for-meget-talende-hele-tiden-fra-hun-vågner-til-hun-går-i-seng.

New_Doc_89_1

Tinas mand tegner de mest fantastiske tegninger til hendes blogindlæg

HVAD ER HANS DÅRLIGSTE VANE?
Han har det med at sætte tom konserves ved SIDEN af skraldespanden. Og en tom toiletrulle OVEN på toiletspanden. Hvorfor? HVORFOR? HVORFOOOOR??!

HVAD VILLE HAN HELST ÆNDRE VED DIG?
Faktisk tror jeg, at hvis han fik chancen, ville han nok ikke ændre noget ;)

PÅ HVILKET PUNKT HAR HAN ÆNDRET SIG MEST, SIDEN I MØDTE HINANDEN?
Den er svær…der er jo sket vanvittigt meget på de her snart 9 år! Alene det at have fået 2 børn, gør jo noget ved én. Hmm…pas :)

HVAD ER JERES BEDSTE FERIEMINDE?
Vi var i New York sammen i 2009. Det var bare fedt! HELE turen var fantastisk. Men vi griner også stadig lidt over, den gang vi var i Prag og skulle se den kirke, hvor Tycho Brahre var begravet. Det var forbudt at filme og tage billeder, men det gjorde ALLE turisterne. Så vi lavede korses tegn og sneg vores kamera frem fra inderlommen og tog et lynhurtigt billede. Så kom der en tjekkisk præst/kordegn eller hvad han var og gav kameraet én over nakken. 1000 års vrede blev udløst på vores kamera. Og det er muligt at jeg kom til at kalde ham for et…ja, et lidt internationalt skældsord. Det brød han sig ikke om. Så han bad os forlade matriklen. PS: Hvis man vælger at råbe i en kirke, skal man altså lige tage højde for akustikken. Selv tak.

HVILKE TRE TING VIL I GERNE NÅ AT GØRE SAMMEN?
1. Spise morgenmad sammen, UDEN at vore børn spiser halvdelen.
2. Leje en autocamper og rejse nord på.
3. Komme på date med Gerard Butler.

HVILKEN TV-SERIE HAR I SLUGT HURTIGST?
Breaking Bad! Mega mega MEGA god serie.

HVAD ER DET LÆNGSTE, I HAR VÆRET UDEN HINANDEN?
Én uge tror jeg!

HVORFOR KAN DU IKKE UNDVÆRE HAM?
Fordi han bare er alt det jeg nogensinde har drømt om. Og mere til! Han gør mig glad og får mig til at grine, hver evig eneste dag. Jeg føler mig meget meget heldig, at have fundet én som ham. But seriously Gerard…can I call you Gerrr? Call me. I promise you that I will stay 500yards away from you, just as the police said. PLEASE?

12

Læs de tidligere indlæg i føltetonen her:

CANA BUTTENSCHØN – FYRSTEN OG FRUEN – SNEGLCILLE – SUPERHELTEMOR – BITTEBITTE – FAR UDEN FILTER

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fremme