En af de morgener...

21 spørgsmål om kærlighed (Østfronten)

14384246_10157401377720375_683253263_n

I dag har jeg fået Stine fra Østfronten til at lege med. Stine er en fellow-østerbromor, som jeg har lært at kende efter jeg selv begyndte at blogge. Hun skriver så fint og ærligt og man føler lidt, at man kommer hjem til hende, når man læser med. Og så er hun det mest spelt-agtige menneske jeg kender – helt uden at være irriterende, overhovedet. Faktisk er hun bare pissesød.

Stine er kærester med Jonas (læs hvordan de mødte hinanden HER) og sammen har de to yndige piger på 1 og 4.

HVOR MØDTE I HINANDEN FØRSTE GANG?
Vi mødte hinanden til en fest hos et fælles vennepar, som vi ikke anede var fælles. Min veninde fra Uni og hans ven fra folkeskolen var og er stadig kærester. De holdt en fælles fødselsdagsfest, Jonas var for første gang i 10 år single og jeg var netop klar til at date seriøst igen efter mit sidste forhold. Jeg gik ret målrettet efter det eneste stykke nyt mandfolk i gruppen, efter at have fået bekræftet af værtinden, at han var single. Jonas boede i Odense, så der var en grund til at han ikke så ofte var med til festerne i den periode.

14398083_10157401377825375_926769402_n

HVOR LANG TID GIK DER FØR I BLEV KÆRESTER?
Hmm. Det var vi vist reelt fra første, lidt akavede, date. I al fald opførte vi os sådan. Og Jonas fortalte sine forældre, at han havde fået en ny kæreste på sin 30 års fødselsdag. 22 dage efter vi mødte hinanden første gang, og før vi havde talt officielt om vores forholds-status.

HVEM SCOREDE HVEM?
Jeg scorede helt klart ham. Helt klart. Og meget målrettet.

HVEM SAGDE FØRST “JEG ELSKER DIG”?
Jonas. Lidt kostbar må jeg trods alt have været.

HVORNÅR VIDSTE DU AT HAN VAR “THE ONE”?
Jeg tror, vi begge meget tidligt havde en fornemmelse af, at det her føltes helt rigtigt. At det var hinanden vi ville have børn med. Der har i al fald aldrig været nogle af de spil, som jeg har oplevet tidligere. Det har altid været meget ærligt og uden filter.

14407760_10157401377840375_1544186381_n

HVORNÅR OG HVORDAN MØDTE DU HANS FORÆLDRE FOR FØRSTE GANG?
Der gik et par måneder fra jeg mødte Jonas, til jeg mødte hans forældre. Og resten af hans familie, i øvrigt. Hans søster og svoger havde inviteret til fest for at fejre afslutningerne på hver deres studie, og jeg skulle med. Jeg var taget afsted i virkelig god tid med toget fra København, men endte med at sidde fanget på Storebæltsbroen i over en time, så jeg alligevel kom for sent…

HVOR ER I HVER ISÆR VOKSET OP?
Jeg er vokset op i provinsen – nærmere betegnet Vestsjælland – i den mest gennemsnitsdanske, middelklasse kernefamilie med mor, far og to børn, man kan opdrive. På den gode måde! Mine forældre har været kærester siden de var i slut-tyverne og underviser stadig på samme skole, som de gjorde da de mødte hinanden. Jonas er fra det vestligste Jylland og flyttede hjemmefra, da han var 17. Han var en mønsterbryder, der valgte gymnasium og universitetsstudierne, mens det for mig lå absolut i kortene, at det var sådan, man gjorde.

HVORDAN VAR JERES BRYLLUP – ELLER HVORDAN DRØMMER DU OM, AT DET BLIVER?
Bryllup? HA! Vi har jo ‘kun’ kendt hinanden i 7,5 år, har et par børn og stiftet boliggæld sammen. Vi skal endelig ikke forhaste os. Vi vil gerne giftes (og også med hinanden). Det kræver bare at nogen skal spørge nogen andre først. Og det bliver altså ikke mig, der spørger. Til gengæld ved jeg at det ikke bliver et kirkebryllup, eftersom vi ikke er medlemmer af folkekirken her på matriklen.

HAR I EN SANG?
Vi har ikke en sang, tror jeg. Vi har et digt. ‘The Sick Rose’ af William Blake. Det var lidt sådan, jeg scorede Jonas. At jeg kunne recitere digtet en sen nattetime for engelsklæreren var et hit. Oh yes. Vi er lidt nørdede. Hov, vent. Der er også en sang. Leonard Cohens ‘Halleluja’ – men det er mest fordi, det var den, der spillede, da jeg fik min yngste datter i armene i vores seng efter en fuldstændigt fantastisk hjemmefødsel. (Læs Stines fødselsberetning HER).

HVORNÅR HAR I DET BEDST?
Jonas’ svar er: Når vi kører bil. Så sover pigerne som regel og vi har tid til at tale. Grundlæggende tror jeg, vi har det bedst, når vi har tid og overskud til at tale sammen, og for os fungerer det bedst i bevægelse. Vi får vendt meget på en gåtur eller køretur. Eller når pigerne nyder hinandens selskab og vi har ro til bare at stå og kigge på dem med armene om hinanden. Det er også ret dejligt.

HVILKEN FILM VAR DEN FØRSTE, I SÅ I BIOGRAFEN SAMMEN? 
Det kan ingen af os huske. Til gengæld kan jeg levende og med gru huske den første film, vi så sammen. REPO blev lejet i Blockbuster (det var dengang) på Trianglen, fordi Jonas havde læst at den skulle være god. Det var tåkrummende pinligt og vi udholdt 20 minutter inden vi fik spurgt hinanden om vi ikke bare skulle slukke.

HVILKEN KONCERT VAR DEN FØRSTE, I VAR TIL SAMMEN?
Vi har aldrig gået til så mange koncerter sammen – vores musiksmag er ret forskellig, egentlig. Eller. Jeg kan godt lide at opdage ny musik og har tidligere brugt en del tid på det. Jonas kan bedst lide Bob Dylan, Tom Waits, The Doors, Leonard Cohen, Neil Young og Nick Cave. Og ikke så mange andre end det. Men. Vi hørte Reverend Shine for nogle år siden til Cph Jazzfestival og det var en fed, fed oplevelse.

HVILKE TRE ORD BESKRIVER DIG? OG HVAD VILLE HAN SIGE?
Selvkritisk, mor, stædig
Jonas siger: kreativ, stædig og vidunderlig

11831660_10153038251596009_6225407678488565052_n

HVAD ER HANS DÅRLIGSTE VANE?
Kaffekopper. Han sætter kaffekopper over-fucking-alt. Tomme, halvtomme kaffekopper på samtlige flader i lejligheden. Bortset fra køkken og opvaskemaskine. WHY?

HVAD VILLE HAN HELST ÆNDRE VED DIG?
Hvad ville han helst ændre ved mig? Jeg tror, han ville ønske, jeg ville slappe mere af og blive bedre til at acceptere rod og ufærdige løsninger. Jonas siger, at han ville ønske, jeg gik mere i byen, for han synes jeg trænger til at slå mig mere løs. (Jeg tænker, jeg venter til jeg ikke længere nat-ammer og dermed har mulighed for at sove tilnærmelsesvis en hel nat).

PÅ HVILKET PUNKT HAR HAN ÆNDRET SIG MEST SIDEN I MØDTE HINANDEN?
Det ligger lige mellem tre områder: tøj, madvaner og bolig. I løbet af de sidste 7 år er der flyttet både tøj og sko ind i Jonas’ klædeskab, der hverken har noget med ‘jogging’ eller ‘kondi’ eller outdoorliv at gøre. Det er store sager. Og noget, jeg faktisk er ekstremt imponeret over, er hans tilgang til at prøve nye madvarer og retter. Han har altid været ret kræsen, men nu skulle han jo lige pludselig imponere sådan en ung københavner-type, og så smagte han både sushi og polenta og jeg skal komme efter dig. Sushien er han dog aldrig blevet fan af, men nu har vi både fisk og svampe og oste på menuen. Det er virkelig sejt gået – og han er et fantastisk forbillede for pigerne. Herhjemme er vi ikke kræsne. Vi er madmodige og tør prøve at smage alt. Selvom vi måske ikke kan lide det lige nu. Og sidst er det boligen. Jonas boede i Odense, da vi mødte hinanden og havde egentlig ikke regnet med at skulle flytte fra Fyn. Faktisk troede han at han skulle bo i en hytte i en skov. I al fald skulle han IKKE til København. Nogensinde. Vi havde et langdistanceforhold i et år, inden han flyttede sammen med mig på Østerbro. Som han nu elsker.

HVAD ER JERES BEDSTE FERIEMINDE?
En spontan ‘lad-os-rejse-i-morgen’ afbudsrejse til Azorerne, og en vandretur i fantastiske, grønne bjerglandskaber, hvor en kæmpe ørn pludselig fløj ned lige foran os og fangede en springende kanin.

HVILKE TRE TING VIL I GERNE NÅ AT GØRE SAMMEN?
Vi vil gerne giftes, have lidt flere børn og blive gamle sammen.

DSC_0514

HVILKEN TV-SERIE HAR I SLUGT HURTIGST?
Vi har set en del serier sammen efterhånden, og en af dem vi er kommet hurtigst igennem har været Sherlock Holmes (med Daniel Cumberbatch i hovedrollen) Det kan godt være en udfordring at finde en fællesserie, fordi jeg elsker dramaer og Jonas elsker action/sci-fi.

HVAD ER DET LÆNGSTE I HAR VÆRET UDEN HINANDEN?
14 dage har været det længste, vi har undværet hinanden. Det var mens vi boede i hver sin landsdel og var nyforelskede. Siden da har 8 dage været max – når Jonas har været på studieture med sine elever rundt omkring i verden. Det sker en gang om året.

HVORFOR KAN DU IKKE UNDVÆRE HAM?
Jeg kan ikke undvære Jonas, fordi jeg elsker ham. Han er manden i mit liv og faren til mine børn. Vi har et fælles projekt i det her liv og vi bringer det bedste frem i hinanden. Simpelthen.

14393870_10157401380060375_1132340262_o

 

FLERE SVAR PÅ SPØRGSMÅL OM KÆRLIGHED:

CANA BUTTENSCHØN – FYRSTEN OG FRUEN – SNEGLCILLE – SUPERHELTEMOR – BITTEBITTE – FAR UDEN FILTER – LILLEMOR – SIDSEL OG LASSE – FAG AND FAB – NATASHA AL-HARIRI

   

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En af de morgener...