Ugen der gik #125 (med projekter, halv vinterferie og telefondetox)

30-årskrise

Her er stille. Både i min stue og på den her blog. I min stue kan jeg kun høre sekundviseren, der tikker – og mit tastatur, som mine fingre skøjter henover. Stilhed efter hvert punktum. Tænkepause. Sekundviser. Tik tak. Tik tak.

Stuens stilhed giver mening. Jeg er alene hjemme. Der er ingen børn, der giver lyd fra sig. Og det giver mig ro til at få skrevet det indlæg, som jeg mistænker er nødvendigt – for at bryde den stilhed, der hersker på min blog. Den stilhed, jeg har sværere ved at få greb om. Finde årsagen til. Hvorfor blogger jeg ikke? Jeg elsker det jo og jeg vil så gerne – men ordene kommer ikke til mig. Som om, der er noget, der står i vejen. Nogle ord. Ordene om den 30-årskrise, jeg efterhånden har erkendt, at jeg er ramt af. Og som jeg retrospektivt kan se, at det meste af mit sidste år i 20’erne har været præget af. Og hvorfor er de ord så svære at finde og få ud? Hvorfor overtager lyden af sekundviseren konstant lyden af taster, der former sætninger?

Fordi jeg skammer mig, tror jeg. Jeg fylder 30 om ni dage. Og når jeg siger det højt og indrømmer, at jeg har svært ved at forholde mig til det, bliver jeg mødt med undren. “Jamen, du har jo tre børn og har været gift med den samme mand i otte år?!”. Og ja ja. Objektivt og ude- og oppefra kan jeg da sagtens se, at 30 passer bedre til mit liv end 29. Og at 35 måske endda passer endnu bedre. Men jeg føler det ikke. Jeg synes, at det lyder helt forkert. Jeg synes ikke, at jeg er 30.

Der er det absurde i hvor hurtigt ens 20’ere forsvandt – og er man så ligeså hurtigt 40? Men først og fremmest tror jeg, at det handler om de forventninger, jeg har haft til at være voksen. Den måde, jeg har set på mennesker, der er mere end 30. Jeg har tænkt, at når man var 30, så var man ægte voksen. Så havde man styr på alting og man vidste hvad man mente. Om alting. Man vaskede gulve en gang om ugen og man havde en opsparing og en rejsekonto. Og en uddannelse. Og en bil. Og man havde ro. Indeni.

Og det står bare i skærende kontrast til mit liv. Jeg har styr på det vigtigste, men jeg ved alt for sjældent hvad jeg mener. Jeg er påvirkelig og konfliktsky og jeg misunder de mennesker, der altid har en holdning parat. Jeg har ikke vasket gulv i fire uger og vi er nærmere et overtræk end en opsparing. Jeg har godt nok en uddannelse lige om lidt – men de andre er 23 og så står man dér. Uden bil. Uden ro. Og det er det værste. Roen, der mangler. Jeg vil så gerne have den ro. Hellere end meningerne og opsparingen og bilen. For mon ikke roen ville få alt andet til at virke okay?

Jeg øver mig. Og måske er det også for meget forlangt, at være i balance som 30-årig. Måske er det virkelig ingen alder og måske skal der også være noget at lære i de næste mange årtier.

Måske leger de rigtige voksne det bare.

45e3425c-ce12-4f0f-b50b-869597f6e9f8

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

46 kommentarer

  • Marie

    Jeg er 32 og mor til tre. Min alder er ung i forhold til de tre børn, hus, ægteskab, bil, fastjob osv. Men jeg føler stadig, at voksen er noget, jeg leger. Jeg føler mange andre er rigtig-voksne. Jeg er stadig bare mig.. forvirret, rodet, følsom, fjollet osv.. Hm…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg ser mig selv som meget fornuftig, med mand og 3 børn, fast job osv, men sådan VOKSEN… Nej sådan føler jeg mig faktisk ikke rigtig, jeg er bare fjollede mig, som ikke er en dag over 27….I mit hoved altså,… for ifølge min dåbsattest er jeg over 40…. OMG… Men det rører mig ikke det fjerneste faktisk, jeg har ikke haft nogen kriser over at fylde 30, 35, 40, …Jeg bruger hellere tiden på at nyde, fremfor at bekymre mig…Jeg har været mor i 17 år, hvoraf den sidste kom for 2 år siden… og jeg føler mig lige så ung og fjollet som da jeg fik den første…

    Husk nu at nyd livet, og ikke bekymre dit om en tal du alligevel ikke kan ændre på. OG husk 30erne er de nye 20er, og 40erne er de nye 30er, og jeg har altså stadig en fest som du kan læse <3 <3 <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Tusind tak for din kommentar og de kloge ord. Ja, man skal nyde det – og 30’erne er totalt de nye 20’ere! ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Søde, Cecilie ❤ Det gør ikke rigtigt ondt at fylde 30, heller ikke selvom jeg ikke har en mand(“kun” en kæreste), ingen børn(dog et bonus), ingen uddannelse(dog et job), kun en lejebolig(men drømmen om vores eget) og bare en lille billig bil(fordi vi bor derude hvor der ikke findes offentlig transport).
    Men jeg tror på at jeg er det rigtige sted lige nu og at vi er på vej det helt rigtige sted hen.
    Jeg tror at du skal gå efter roen, frem for alt det som du tror at andre synes, vil gøre dig “voksen”.
    Hvis du finder din ro, så håber jeg at du vil opdage at alt det udenom slet ikke er så vigtigt ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Anne, du er så sød og klog. Og jeg bliver helt lykkelig af at læse, at du har det så godt! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MARIA

    Kæreste du,
    Jeg kunne have skrevet det indlæg op til min 30 års fødselsdag 💚 Som dig havde jeg tre børn og været gift i en del år, så omgivelserne forstod det ikke med den krise. Jeg havde som dig regnet med, at jeg ville være ægte voksen, men den følelse kom bare ikke.
    Derudover mistede min mor sin egen mor, da hun var 32 år, og jeg kan huske, at jeg dengang som 6 årig så min mor som ægte mega voksen, der nok sagtens kunne klare sig uden en mor. Der er jeg bare slet ikke jo, og det mindede den runde fødselsdag mig om. Nu er jeg 32, har stadig min elskede elskede mor og trives efterhånden ok i 30’erne. Jeg forventer at være ligeglad med andres meninger om mig som lærer, når jeg bliver 40 – men lad os nu se 😳🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Det kan jeg godt se – det med din mor og hvilke tanker, man havde om den rolle og den “voksenhed”, der måtte følge med. Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg er 48, og er s** heller ikke voksen endnu. Udefra ser det nok sådan ud. 3 unger, plejemor, eget firma, stor bil. Men det jeg er, er: en god mor, nærværende, arbejdsom, glad, omsorgsfuld og meget andet – og det er det vigtigste. Og jeg er ligeglad hvad andre tror eller tænker. Dem om det.
    Og det er helt legitimt at have en krise/sørge over det der forsvinder. For det er jo det dine 20’ere gør.
    Jeg er også ked af at jeg snart er i 50’erne. Jeg føler at så forsvinder den sidste rest ungdom. Men jeg ved så også at det ikke behøver at være sådan. Det er bare mine tanker om det. Jeg har også været der hvor jeg var rigtig ked af SG den fase med etablering,uddannelse, børn mv var ovre. Hele opbygningen kan man sige.
    Nok fra mig. Det er ok at være i krise – tænke over tingene. Det er menneskeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Jeg fylder også 30 lige om lidt – og er totalt kriseramt. Ikke fordi jeg ikke føler mig voksen. Da jeg fik mit første voksenjob, gik det nemlig op for mig, at alle de andre voksne ikke har mere styr på tingene, end jeg havde.
    Min krise handler om, hvor meget af livet, der allerede er gået. Jeg har mand og børn og uddannelse og job med ansvar og alt det, men shit, det er jo kun et øjeblik siden, jeg var 16 år og livet var et helt andet. Blinker jeg og fylder 40 lige om lidt? Bliver det ved med at gå så vanvittigt hurtigt? Det kan jeg ikke klare.
    Og så er der det rent fysiske. Jeg ser yngre ud end jeg er, og kan slet ikke matche mit spejlbillede med 30 år. Min krop er ikke så forskellig fra da jeg var 25 eller endda 20, så det kan da ikke passe, at vi allerede er næsten 30.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Lige præcis. Det er så skræmmende, at man pludselig kan huske ting så tydeligt, der skete for et halvt liv siden!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh Cecilie, hvor ville jeg gerne give dig en stor krammer! Håber inderligt du finder roen. Jeg “kender” dig kun igennem bloggen, men tænker du (måske ubevidst) har en helt særlig ro inderst inde med alt det fantastiske du har opnået inden du blev 30 år og uden at miste besindelsen ❤️

    Skrev selv dette indlæg da min mand blev 30 og snart er det min tur. Jeg har det ikke svært med min alder, men som du, bliver jeg skræmt af hvor hurtigt 20’erne forsvandt.

    http://mrsmom.dk/2016/hvornaar-vi-voksne/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor er du sød. Tusind tak, Rikke! Og ja – det er fandeme skræmmende hvor hurtigt tiden går!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Celina

    Jeg kender det! Kender tankerne, tvivlen, uroen og kærligheden i alt det hele ❤️ Jeg fylder også 30 i år. Jeg har også 3 skønne piger og en mand. Og en bil. Og en kanin. Og en færdig uddannelse om 4 mdr som godt nok har taget en pæn rum tid. Uroen er der også. Den prøver jeg at favne og være blid mod. Det er det eneste middel jeg har fundet endnu; blindheden. Blindheden og accept. Accepten af, at ja – jeg bliver 30 år og jeg er måske ikke lige helt der, jeg havde forestillet mig. Det er sådan det er og alt er ok.

    Ligesom det er hos dig søde C.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Hvor sjovt – så er vi lige langt minus bilen og kaninen ;) Dejligt at høre, at du kan have det på samme måde <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nyd hvert årti og slut fred med din alder. Jeg er blevet 60 og føler også at jeg burde være mere voksen :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Definere lige termen “at være voksen”? Voksen – dét er dem som har mistet livsglæden ved livet og altid små hakker om at livet var bedre i 18. hundrede tallet. Voksen er dem, helt uden humor og det varme glimt i øjet. Men hvad er en voksen egenligt? Er det når man er 18, 25, 50, 40 eller 80 år? Dët ville være SÅ trist, hvis alle ville være voksen og så kedeligt korrekte. Jeg ville blive enormt ked af at, se folk miste evnen til, at være den man præcis er (nemlig sig selv), i jagten på at være voksen og pinagtigt korrekt. Spring ud i 30’erne favn livet og latteren og déri mellem et sted, kommer hjertet af – at være voksen <3

    Ps Min far fortalte engang, at for ham ver dét, at være voksen når han skældte ud på os børn der have spist alt nutellaen. Oh well hahaha…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisa

    Jeg har alt det du beskriver:
    Mand, tre børn, hus, sommerhus, bil, universitetsuddannelse, fast job med pensionsordning, opsparing osv.
    Men ro? Det har jeg ikke. Jeg er fyldt 35, men jeg kan ikke mærke det. De sidste 8 år har været hektiske især pga ungerne. Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg selv er, hvis nogen spørger mig uden varsel. Jeg håber roen kommer, når ungerne bliver større. Den kom ikke med listen af titler, realkredit eller andet “voksent” :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisa

    Jeg har alt det du beskriver:
    Mand, tre børn, hus, sommerhus, bil, universitetsuddannelse, fast job med pensionsordning, opsparing osv.
    Men ro? Det har jeg ikke. Jeg er fyldt 35, men jeg kan ikke mærke det. De sidste 5 år har været hektiske især pga ungerne. Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg selv er, hvis nogen spørger mig uden varsel. Jeg håber roen kommer, når ungerne bliver større. Den kom ikke med listen af titler, realkredit eller andet “voksent” :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Du har ret. Der er fandeme ikke megen ro til at finde ro med lejligheden fuld af unger. Tak for din kommentar! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har også svingende “hvornår kommer rigtig voksen” brevet og er i tvivl om, om jeg nu når alt jeg vil, samtidig med jeg er så glad netop hvor jeg er. Men vil gerne låne en stop knap, og det er vel tidligt i en alder af 27 (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg er lige blevet 41 år og har de samme tanker. Så du er vist helt hvor du skal være 😊 Nyd det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Det er virkelig skørt at læse En blog som din Cecilie.
    Du formår ofte at beskrive lige præcis de følelser som jeg tumler med, og selvom
    Jeg ser du skriver om din uro, så giver dine ord mig ofte en ro.. meget skørt, men meget kærkomment og utrolig dejligt for mig. Så tak for dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Sikke en dejlig kommentar – og hvor er jeg glad for, at du får det ud af at læse mine ord. Tak! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Det slutter ikke. Lige gyldit hvad man fylder – det der med at føle sig ‘rigtigt’ voksen og vente på hvornår man er det – jeg fylder 40 og har det også sådan. Mine veninder, der nærmer sig 50 – har præcis samme fornemmelse. Tror man skal omfavne at det at være ‘rigtig’ voksen – vel kun er noget man er i børns øjne. De fleste ‘voksne’ føler sig jo stadig i tvivl om mange ting – nogle gange skifter det bare, hvilke ting det så er, at man tvivler på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har ikke det der minder om styr på nogen ting i mit liv. Jeg er ugift, barnløs, ved ikke hvad jeg skal være når jeg bliver stor og har ikke vaske gulv i over et halvt år. Og så bliver jeg 32 i år.
    Til gengæld tror jeg nok det hele skal gå. For det skal det bare.
    Håber du kommer til at nyde dine 30’ere lige så meget som jeg nyder mine. Tillykke om 9 dage <3

    – K

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Er 34, og roen kommer ikke, men accept af manglende ro kommer stille og roligt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrin

    Kan så meget følge dig i det her, og havde præcis samme tanker da jeg nærmede mig 30. Og så lidt kedafdethed om at 20’erne var slut, og havde jeg egentlig fået alt ud af det som jeg skulle? Det sjove var, at da klokken så slog 30, så var alle tankerne pist væk. Jeg følte mig ældre og mere cool og mere ligeglad og hævet over al (selv)kritik. Nu kan jeg ikke engang helt huske om jeg egentlig er 31 eller 32 (jeg er 32, haha :-))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde det lidt svært med 25… måske fordi jeg også havde er billede af, hvordan man “var voksen”… hvorimod 30 faldt mig fuldstændig ligegyldigt. Det gjorde ikke spor ondt. Ændrede intet. Jeg tror, at jeg har nogenlunde ro. Men det betyder dog ikke, at jeg har styr på særlig meget – og jeg når aldrig at vaske det skide gulv. Men det er ok, for det er ikke så vigtigt med det gulv. Eller med bilen. Eller med at være voksen på en bestemt måde. De som har styr på alt, tror jeg, enten bare leger det, eller overser at det ikke er så vigtigt i sidste ende ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Angelika

    Jeg tror ikke, at man kan fylde rundt i vores samfund idag uden en form for eksistentiel konfrontation – om det er krise eller reflektioner; det er vel altid forskelligt fra person til person. Jeg har været 30 i to år nu – har både mand og børn, men stadig ingen bil,villa eller volvo. Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine tanker, da jeg har dem selv til tider. Jeg tror heller ikke, at der er nogen, der har den ‘ro’ hele tiden, men jeg tror på, at jo mere man lytter til sig selv og forsøger at leve ud fra de grundværdier, man har sat for sig selv, så finder man tættere på ‘roen’. Du har tidligere beskrevet, hvor kompetent og god du følte dig i en (og flere) situationer som sygeplejerske, og hvor fed den følelse er. Den følelse af, at den beslutning man har taget bare spiller! Dén følelse forsøger jeg at leve højt på – både i sygeplejerskerollen, mor-rollen, hustru-rollen, datter-rollen og mm. For tvivlen, modstanden, de dårlige dage, krisen kan altid ramme – det er spørgsmålet om, hvad vi tager med videre fra den. Ja, altså, det er bare min holdning :) Du er ud fra mit synspunkt (dermed det du blogger om) ‘rigtig voksen’; du gør dit allerbedste for dine børn, du griner med dine veninder, du bygger rede i jeres hjem og du er lige om midt en af de vigtigste personer for at vores samfund fungerer, alt imens du tvivler, reflekterer og kører på automatpilot i en hverdag, der flyver alt for hurtigt afsted. Mere voksen bliver man ikke ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Jeg fyldte 40 i sommers, og jeg lover dig at det blir nemmere😘 Det var SÅ meget federe at fylde 40, end 30, fordi jeg har fundet ud af at alle bare leger de er voksne, og det er ok, ikke rigtigt at blive det i virkeligheden❤️ Knus pigen der sjælendt vasker gulv

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      Præcis! :D Jeg er 41, min mand og jeg har tre børn, hus og bil, jeg har en lederstilling og min mand eget firma. Udefra set totalt voksne og styr på rammerne. Og alligevel bor der stadig en troldeunge i sjælen af mig. Sådan en, der fantaserer om ulve, der jagter os, når vi går hjem fra børnehave. Som klæder sig ud og leger fangeleg med børnene. Som spiser kage midt om natten. Som har en uro. Ikke i forhold til mand og børn, men mere den der “man kunne jo også…” ift job, bolig, omgivelser. Jeg har så længe søgt dén dér følelse af, at “NU er jeg voksen”. Men altså – man kan godt være bundsolid og fornuftig og stadig have en urolig sjæl som følgesvend, har jeg fundet ud af. Søde Cecilie – du sætter så fint ord på tankerne. Og jeg kan faktisk godt huske at det var langt mere mystisk at blive 30 end 40. Giv dug selv tid og omsorg. Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie

      Dejligt at høre, at det bliver nemmere – og at vi er flere, der er dårlige til at få vasket gulv ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg tror bare de leger det!! Jeg har også børn, mand, hus mm, men jeg har stadig ikke den selvsikkerhed, som jeg altid har set hos “rigtige voksne”. Så jeg tror på, at vi alle er usikre på et eller flere områder og det er faktisk ok! For overfor dine børn, så tror jeg helt sikkert, at du fremstår som selvsikker og en der ved alt – i deres verden ER man jo mega voksen og vidende. Så det skal nok gå alt sammen – 30 år er ingen alder :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Ugen der gik #125 (med projekter, halv vinterferie og telefondetox)