Ugen der gik #6 (med genforening, jetlag og candyfloss)

Det bliver ved med at blive søndag – og nu er endnu en uge historie.
Mandag til onsdag tilbragte jeg i sommerhus på Falster med min far, hans kone og tre af mine søskende. Min fars to yngste er på alder med mine egne unger – så vi har selvsagt ikke sådan et klassisk søskendeforhold. Derfor var det faktisk rigtig rart at være sammen med dem i nogle dage, uden mine egne store – så jeg fik tid til at komme lidt tættere på dem. Og så var det bare skønt at have nogle ekstra arme til Hugo – og at få maden serveret!
Hjemme igen skulle tiden bare gå, så jeg kunne få min mand og mine børn hjem igen. Jeg savnede dem helt vanvittigt og fredag morgen blev vi endelig genforenet.
Weekenden har vi brugt på at vænne børnene til vores tidszone. De har været mere jetlagged end jeg havde kunnet forestille mig – så fredag og lørdag stod den bare på nattøj, spil og hjemmebiograf med gode venner.
Lørdag aften blev jeg forøvrigt inviteret i IKEA af min veninde. Skidegenialt tidspunkt – vi havde nærmest varehuset (og softice-maskinen) for os selv. Til gengæld var det den hurtigste IKEA-tur jeg nogensinde har oplevet – Cana var mere effektiv (og kedelig) at have med end min mand!
Søndag morgen var Elliot stadig usandsynligt træt. Jeg efterlod mine tre drenge hjemme – og tog Sia med i Tivoli, hvor den stod på vilde karuseller, candyfloss og tivoligarden, som spillede ghost busters – fandeme sgu!
Vi sluttede ugen af med manér – pandekager til aftensmad!
Følg gerne bloggen:
Via Facebook
Via Instagram
Via Bloglovin
Ingen kommentarer endnu