Alternativ til barnets første mobil?

At bygge et skjold

Det er tirsdag aften. Thor er oppe hos sin storebror og jeg sidder i mørket – i min stue, der kun er oplyst af den lyskæde, jeg har viklet om vores lille skæve juletræ – og så kalenderlyset, der febrilsk forsøger at følge med den fart, december allerede har taget.

Jeg har tårer i øjnene og jeg snøfter stadig lidt. Jeg har nemlig lige tudet. Med nogle fremmede mennesker, der blev virkelig glade for deres nye køkken/alrum – i et i virkeligheden ret irriterende boligprogram på TV3.

Og jeg er så glad. For jeg har været lidt bange. Bange for at jeg havde lukket lidt for meget af. Månederne på onkologisk har tvunget mig til at blive lidt mere hårdhudet, end jeg egentlig bryder mig om. Til at passe lidt bedre på mig selv og alle mine uendelige følelser. At se mennesker dø, pårørende bryde sammen, at barbere håret af en alt for ung kvinde, opleve folk forvandles og forsvinde – at se verdener vælte. Det har fandeme været voldsomt og jeg har været overrasket over hvor hurtigt, jeg har fået bygget et skjold. Jeg kan jo for fanden ikke rende rundt og hyle hele tiden, når jeg skal være en støtte og en skulder. Og jeg kan ikke bære det hele i mit hjerte.

Og det har gjort mig bange. Skjoldet – og at det ikke tog længere tid. Jeg bliver stadig berørt. Meget. Tænker stadig på “mine” patienter i weekenderne og mine øjne fyldes stadig med vand, når de har svært ved at finde ordene til at takke mig for det, jeg åbenbart har været. Men der er ikke lige så meget hul igennem, som i starten af september. Det er der altså ikke.

Og da jeg cyklede hjem i dag, blev jeg pludselig ramt af en frygt for, at den hurtigt opbyggede professionelle distance, havde ødelagt min evne til at føle alting så stærkt. Også når jeg tog kitlen af. Lukket de dér sluser, der altid har stået på vid gab. For selvom det ofte har været forfærdeligt besværligt at føle så meget – og selvom jeg ofte har ønsket mig et mere stabilt følelsesliv og lidt stilstand, så er jeg gennem de seneste par år blevet enormt glad for at besidde den evne til at tage ting ind. Eller at mangle evnen til at lade være. Jeg har lært mig selv at se det som en styrke og en gave og som liv. Og tænk hvis den var blevet ødelagt? Ville jeg så overhovedet være sygeplejerske? Ville jeg så overhovedet kunne tåle, at arbejde med mennesker i krise? Måske kunne man også blive glad for en stilling i blodbanken?

Men det virker stadig. Det dér køkken/alrum var faktisk ikke engang særligt pænt – og få sekunder inden havde jeg hidset mig selv godt og grundigt op over den overdramatiske opsætning af programmet. Men de blev så glade. Så overvældede og lykkelige. Så det blev jeg også.

Jeg ser et afsnit mere.

img_2691

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

3 kommentarer

  • Mette

    Hvor er du skøn Cecilie. Jeg er helt sikker på du føler lige præcis det du skal, mon ikke bare det er en del af sin personlige udvikling under uddannelse. Jeg kan så nemt genkende det fra mig selv, jeg er også sygeplejerske. Jeg oplevede det du beskriver mens jeg var i praktik på intensiv. Men jeg føler at jeg stadig kan føle. Hehe, lyder lidt fjollet, men håber du forstår hvad jeg mener..

    Her til morgen vågnede jeg og tænkte “yes, ‘hej mor’ podcast i dag”…. åhh hvor jeg følte mig snydt da det så slet ikke er fredag i dag 😂 den højgravide 🐳 her, følte virkelig meget lige i det øjeblik 😂

    Knus fra Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Jeg har også et job, hvor jeg dagligt er sammen med mennesker i sorg og krise, og man er nødt til at have et “skjold”. Man kan ikke tage deres sorger på sig og med hjem – for så kan man ikke være der for dem, i den funktion man nu engang skal udfylde. Jeg håber, du har nogle gode kolleger, som du kan snakke om tingene med. Det er vigtigt at kunne få italesat det, man føler, så man kan lægge det fra sig, inden man tager hjem.
    En gang imellem er der selvfølgelig en person eller en situation, som rammer en ekstra hårdt, men hvis man er ulykkelig hver dag på deres vegne, så er man ikke i det rigtige job (og det er helt fair). At du kan skelne mellem det du oplever professionelt og det du oplever privat er bare sundt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Kære Cecilie – Åhh hvor jeg kender dine tanker! Jeg har været sygeplejerske i snart 11 år – Jeg ELSKER det helt ind i mine knogler! Jeg har efterhånden lært ikke at tage alle patienterne ind og med hjem – for det er for hårdt. Men istedet fundet ud af, hvordan jeg kan gemme alt det gode, svære og følsomme uden og det fylder for meget og uden at jeg pakker det helt væk. Det er en svær balance… Men dagligt tænker jeg, at jeg har det vildeste job – og jeg bliver stadig ofte rørt til tårer – af både glæde og sorg. Fordi hver dag som sygeplejerske giver så meget mening! Heldige os😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alternativ til barnets første mobil?