Ugen der gik #104 (med stolthed, gråd og vandland)

At tage skæbner med på weekend

img_0216

Tirsdag aften. Jeg føler, at det er længe siden, jeg har skrevet ganske almindelige hverdagsindlæg. Nok fordi der ikke er så mange af dem for tiden – de ganske almindelige hverdage. Det hele er stadig ret nyt – og vi er stadig ved at finde os til rette med mine mange timer væk hjemmefra. I virkeligheden er det nok mest mig, der skal finde mig til rette – især med min dårlige samvittighed over at undvære de fleste morgener. Stemmen, der skælder mig ud, har kronede dage.

Men udover den dårlige samvittighed, går det godt. Rigtig godt endda. Jeg er simpelthen så glad for at være på min afdeling – og jeg kan mærke, at jeg rykker mig dag for dag. Mest i forhold til det rent instrumentelle, som ærligt talt var en lille smule rustent efter flere år væk fra gulvet. Jeg har totalt optur over mig selv, når jeg kan udføre tingene selvstændigt og det bliver mere og mere virkeligt, at jeg lige om lidt er rigtig sygeplejerske.

I forhold til det relationelle og relationen til “mine” patienter, så kan jeg mærke, at jeg skal finde en balance. En balance, som jeg ellers tidligere har bagatelliseret lidt. Jeg bruger mig selv enormt meget i forholdet til mine patienter. Jeg tager dem ind og jeg føler med dem og jeg er ikke bange for at komme tæt på. Jeg holder i hånden, krammer, lytter til deres historier – og bruger allerhelst timevis på sengekanten, hvis jeg kan slippe afsted med det. Det kan jeg jo heldigvis ofte som studerende, fordi jeg endnu ikke indgår som en del af nomeringen – og jeg har altid insisteret på, at det er den måde, jeg er sygeplejerske på. Fordi det er sådan jeg er. Og fordi det er ægte. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er altid blevet hamrende irriteret, når jeg har fået at vide, at jeg skal passe på, at jeg ikke tager patienterne med hjem. De må gerne komme med hjem!

Men. Jeg havde en patient med til Lalandia i weekenden. Og det er okay, for jeg sidder med nogle vilde skæbner og det kan ikke undgå at gå ind. Men den her patient fyldte for meget i min bevidsthed i de dage, hvor jeg først og fremmest skulle være mor. Og kone. Mine tanker fløj konstant tilbage til Herlev – og jeg ville så gerne vide, hvordan det gik.

Jeg er ret overbevist om, at jeg nok skal lære det. Det bliver jeg nødt til. Jeg nægter at blive kold – men jeg vil gerne blive bedre til at lade mere af det ligge, når jeg tager kitlen af. Til at opdele det. For ellers kan jeg mærke, at jeg bliver kørt træt.

Nå. Det her skulle have været et hverdagsindlæg. Om bortsmidte nøgler, forældremøder, nattevagter og yoghurt af soyamælk. Men det blev om det, der lige fyldte. Hverdagen tager vi, når den melder sig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #104 (med stolthed, gråd og vandland)