Ugen der gik #45 (med afsløringer, lykønskninger og sentimentalitet)

Back to (næsten) normal

image

Vi er i gang igen. I morges blev jeg hverken vækket af Hugos kalden eller de stores varme, dovne kroppe – som det ellers har været tilfældet i mere end en måned. Jeg blev vækket af en alarm. Klokken tidligt. Og selvom alt i min krop skreg på at få lov til at blive liggende, så fik jeg kæmpet mig op på benene og ud under bruseren.

Vi er i gang igen.

Og vi fik ordnet alt det, som der skal ordnes på en hverdagsmorgen i en familie på mange. Bleskift, madpakkeproducering, tandbørstning, tøjudvælgelse (som åbenbart ikke er et ord…), havregrødskogning, argumenteren for at havregrød er den eneste valgmulighed og at diverse sukkerfyldte morgenmadsprodukter hører ferien til. Og så – aflevering…

Thor afleverede Sia i SFO’en. Og jeg afleverede Elliot i børnehaven. Og jeg var spændt, for jeg vidste godt, at det var svært for ham. Han skulle starte på en ny stue, fordi han pludselig er en af de store. Og det har været hårdt for min lille tryghedsnarkoman at gå og vente på det i fem lange uger. Gå og forestille sig, at det i hvert fald ikke kunne være ligeså trygt og godt som det, han kom fra.

Og det var svært for ham. Og han er så pisse tapper. Der er helst ikke nogen, der må se at han ikke kan holde tårerne tilbage. Så han tørrer dem væk nærmest før de overhovedet viser sig. Og efter et alt for langt tilløb fik jeg – med hjælp fra en pædagog – givet slip og kom afsted. Med en klump i halsen  og dårlig samvittighed for alle pengene. Dårlig samvittighed fordi jeg jo i princippet kunne have holdt ham hjemme en uge mere. Jeg er jo alligevel hjemme med Hugo.

Jeg brugte det meste af dagen på at forsøge at overbevise mig selv om, at det var OK at jeg havde sendt dem afsted. Min undskyldning er, at jeg gerne vil have dem “kørt ind”, så de er på plads og trygge, inden jeg i næste uge skal køre Hugo ind i vuggestuen. Og det giver mening for mig – og de har haft fem ugers ferie. Men derfor er det alligevel noget så svært at tilgive sig selv, når den sorte samvittighed først har fået fat.

Heldigvis forsvandt den som dug for solen, da jeg klokken lidt i to ikke kunne holde mig væk længere. Barnet ville ikke med hjem! Han havde haft en megagod dag – og det samme havde hans søster. Og resten af dagen gik med Ramasjang, konflikter, forsoninger, kys, kram og virkelig nem aftensmad. Lige som det skal være.

Vi er i gang igen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik #45 (med afsløringer, lykønskninger og sentimentalitet)