Hjemve

img_9503

Det her kan hurtigt komme til at fremstå både forkælet og utaknemmeligt – og det er hverken eller. Det er bare sådan, det er.

Jeg er mæt. Jeg har hjemve. Jeg savner Danmark.

Det er i dag tre uger siden vi lukkede døren bag os og vinkede farvel til Østerbro. Så længe har jeg aldrig været ude og rejse før – og det kan jeg mærke, at der er en rigtig god grund til. Jeg er ganske enkelt for stor en tryghedsnarkoman til at kunne nyde at være væk fra min lille andedam i mere end fjorten dage ad gangen. Jeg får hjemve på den helt barnlige måde med ondt i maven – og da jeg forleden facetimede med min mor, begyndte jeg gudhjælpemig at hyle! Min mand drømmer om at rive et halvt år ud af kalenderen og rejse rundt – og jeg kan desværre overhovedet ikke forestille mig noget mere angstprovokerende.

Det her er min første tur til Asien. I mine snart 30 år, har jeg udelukkende opholdt mig i Europa – og i de allerpæneste dele af USA. Og det har jeg godt kunnet mærke. Det er så fremmed for mig, det her. Lugtene, lydene, kulturen, maden. Og jeg skammer mig en lillesmule, for jeg ville sgu gerne være typen, der elsker og favner alt det nye og fremmede. Jeg går rundt og bilder mig ind, at jeg er et ret tolerant menneske – og så er jeg ved at kollapse, når jeg ser en gadehund, finder hønsefødder i køledisken og bliver kørt hjem af en taxachauffør, der hakker og spytter og råber.

Det har været en fantastisk tur. Ungerne har haft en fest. Vi har pjasket i fire forskellige pools, spist mindst 30 is hver, lært og tælle til ti på kinesisk og haft en hel masse lykkeglimt og stjernestunder. Men nu er jeg mæt. Jeg savner min lejlighed, mine veninder, mit TV, mit supermarked og et køligere klima. Og ja, jeg ved godt, at jeg med garanti trækker den med klimaet tilbage om en uge.

I morgen tager vi til Hong Kong. Vi har halvandet døgn i byen før vi tager et midnatsfly mod Madrid – og derfra til København. Og jeg vil forsøge at skubbe hjemveen til side og nyde de sidste dage. For jeg ved jo godt, at det meget hurtigt kan blive hverdag igen – og at jeg ligeså hurtigt kan komme til at længes efter 32 grader, vaffelis og de mangotræer, vi bor under.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Et radiointerview og farvel Langkawi

img_0024

Jeg ser en anelse utilnærmelig ud, men det var hvad det kunne blive til, da jeg bad min søster om at dokumentere det faktum, at jeg for en gangs skyld har vasket mit hår og iført mig noget andet end den her (reklamelink), som jeg ellers har levet i – og som lige nu kan erhverves åndssvagt billigt. Selv tak.

Nå. Her går det ret godt. Den dér antibiotikakur har gjort sin ting – og jeg har ikke ondt mere. Jo, i den anden fod, som jeg gudhjælpemig sparkede ind i vores lænestol tidligere i dag – men det kan jeg næsten ikke have ondt af mig selv over.

I går aftes tikkede en mail ind. En journalist fra Radio 24syv ville gerne have mig igennem på en skypeforbindelse her til morgen – for at snakke om afhængighed af smartphones. For ja, jeg er åbenbart blevet hende, man ringer til, når det kommer til den slags – og nej, jeg har stadig ikke lært at sige nej. Nej. Men det er også fint nok. Jeg vil jo gerne sige ting og jeg synes stadig at det er et interessant emne og en forbandelse. Og nu var der noget ny og pisse skræmmende forskning, de tog udgangspunkt i. I kan høre klippet HER.

I dag er vores sidste dag på Langkawi. Den ø, som vi har været på siden lørdag. Det har været et virkelig skønt bekendtskab. Her er simpelthen så pænt og rart og det har været et fantastisk første møde med Asien. I morgen sejler vi videre til Penang, som er en anden ø. Vi skal bo på et stort hotel i byen – og vist bare bade og spise og fortsætte den gode feriestil. Og fire dage senere flyver vi tilbage til Kuala Lumpur for at tanke op på storby, inden vi siger farvel til vores slæng og drager mod Kina.

Jeg håber, at I har det godt derhjemme. Nedenfor følger lidt billeder fra vores sidste aften her på Langkawi, hvor det jo faktisk er netop det nu. Altså aften. Så godnat! Vi ses på en anden ø.

img_0021

img_0023

img_0020

img_0025

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Postkort fra Malaysia: paradis og nedbrud

img_9138

Det er sen eftermiddag og jeg ligger i min seng med en indbundet fod og ondt af mig selv. Men første ting først: i går fandt vi paradis.

Vi havde konstateret, at vi bor på den forkerte side af øen i forhold til de fantastiske strande, som stedet er kendt for. Derfor tog vi i går turen mod den modsatte side, som heldigvis kun ligger en halv times (virkelig smuk, i øvrigt) køretur herfra. Og pludselig var den lige foran os. Den smukkeste strand, jeg nogensinde har set. Med kridhvidt sand, turkist vand og klippeøer, der skød op i horisonten. Vi havde den stort set for os selv, slog lejr i skyggen fra nogle træer og hoppede i havet. Bølgerne skubbede ens vægtløse krop frem og tilbage og jeg var i himlen i en time.

img_9143

img_9141

img_9147

Eftermiddagen brugte vi i hotellets pool. Thor havde taget Hugo med hen i et legerum – og jeg havde købt en luftmadras, hvorfra jeg sagtens kunne holde øje med mine store børn og udbryde “wow”, når de tog turen ned ad vandrutsjebanen – og jeg befandt mig flydende i klorvandet i to hele timer. Om aftenen fandt vi en lokal thairestaurant, hvor jeg fik det bedste måltid i mit liv af den slags. Hold lige op, hvor var det lækkert.

Og derefter gik det altså lidt ned ad bakke. For tre dage siden bakkede jeg en bagagevogn hen over min storetå i Kuala Lumpurs lufthavn. Det gjorde ondt og min negl havde det ikke skidegodt bagefter, men jeg tænkte at det ville blive fint og at jeg ikke behøvede at gøre noget ved det – udover at binde det lidt ind og passe på det. I går blev smerterne dog værre og om aftenen fik jeg det ret skidt og følte mig træt og afkræftet. Jeg tillod mig at falde i søvn sammen med børnene – og her til formiddag var det ikke meget bedre. Min søster tvang mig til at tage til lægen – og hun tog med mig. Jeg vil spare jer for detaljerne, men jeg har aldrig – fødsler inklusiv – oplevet noget så ubehageligt. Rigeligt med bedøvelse til trods. Og nu ligger jeg altså her. En negl fattigere og en antibiotikakur rigere. Og slår mig selv i hovedet over, at jeg ikke opsøgte den (desuden enormt dygtige og rare) læge lidt før. Og i øvrigt fuld og beundring og taknemmelighed overfor min søster, som til trods for at hun er typen, der på ingen måde kan tåle at se blod, overværede hele seancen og fortalte mig hvad der foregik – imens jeg klamrede mig til hende og skiftevis hylede, græd, jamrede og desperationsnynnede.

Lige nu er det rigtig rart, at vores ferie er så lang. Jeg vender tilbage, når jeg ikke har mere at brokke mig over – for det har jeg jo i virkeligheden ikke!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Søvnløs

img_8931

Jeg har aldrig forstået mennesker, der ikke kan sove, hvis de drikker kaffe om aftenen. Jeg kan altid sove. Og nu har jeg så stiftet bekendtskab med min overmand – i form af den espresso martini, jeg indtog for tre timer siden. Jeg syntes nok, at den var stærk, men de må have puttet et eller andet i den. Kahlua gør ikke det her ved folk alene. Jeg er lysvågen. Ejer ikke snerten af træthed. Thor snorker ved siden af mig, imens jeg overvejer at bage pandekager og kigger på sommerhuse til under 500.000. Altså ikke, at vi på nogen måde har 500.000 at købe sommerhus – og ikke, at vi ville købe et sommerhus hvis vi havde 500.000. Der dukkede bare et lillebitte sommerhus op på Facebook – og så tog det ene det andet. Så jeg prøver at regne ud hvor i landet Grævinge, Hemmet og Kirke Hyllinge ligger. Og bliver atter bekræftet i, at min tid som kundekonsulent på Politiken gjorde mig knivskarp i disciplinen postnumre. Jeg er en idiot til dansk geografi, men jeg ved at postnumre med 5 er noget med Fyn, imens 4 er noget med Sydsjælland og 8 er noget med tæt på Aarhus. Det kommer mig irriterende sjældent til gode.

Vi kommer tættere og tættere på midnat. Den vej går det jo. Vi kan heldigvis sove længe i morgen. Børnene er hos deres farmor, hvor vi lod dem blive og overnatte efter en hyggelig middag. Lokkede min svoger og svigerinde med i Kødbyen, hvor vi alle fire indtog hver vores drink – og hvor jeg altså faldt for den dér uhyggeligt opkvikkende koffeinholdige en af slagsen.

I morgen skal vi ud og spise hos min mor, som i øvrigt er hende, jeg hentyder til, når jeg siger at jeg ikke forstår mennesker, der ikke drikker kaffe om aftenen. Vi skal sige farvel til mit barndomshjem. Det bliver fandeme hverken sjovt eller kønt. Alene tanken føles som en knytnæve i maven – og filmen med alle minderne begynder at rulle ukontrolleret for mit indre.

Måske skulle jeg sove. Jeg skulle helt sikkert sove.

Hvis jeg ikke var søvnløs.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Fejret

img_8874

Jeg spiser mælkesnitter og drikker kakao. Det virker som en fin beslutning. Nok mest fordi, at det i går virkede som en endnu finere beslutning at køre to øl, fire drinks og et tequilashot ned. Og dokumentere det på Instastories. For helvede.

Nå. Min søster blev kandidat i onsdags. Et 12-tal og en helt sindssyg præstation kombineret med et mere end fuldtidsarbejde  – og jeg er så usigeligt stolt af hende. Jeg aner ikke hvor hun har den rygrad fra – jeg synes godt, vi kunne dele lidt. Hun inviterede på spontane fejrings-drinks på Llama og der var egentlig kun lagt op til en enkelt. Klokken 21:30. Ha!

Klokken 18:30 sad jeg mæt og træt ved mit spisebord og regnede ud, at der var tre timer til. Og jeg begyndte at blive alvorligt bange for, om jeg ville kunne holde mig vågen. Og som sendt fra himlen tikkede der en notifikation ind på min telefon. En af mine medstuderende skrev, at de var nogle stykker, der ville drikke øl og fejre sommerferie på Nørrebro. Jeg smed noget læbestift i hovedet og glattede mit regnvejrshår (til ingen fucking verdens nytte…) og hoppede op på min cykel. Med podcast i ørerne. I støvregn langs søerne. Og havde de hyggeligste 90 minutter på et ganske nydeligt værtshus med de sødeste, sjoveste og klogeste piger. Hold kæft, hvor vil jeg gerne passes af dem, hvis jeg bliver indlagt en dag. Der er håb!

Pludselig var klokken blevet 21:15 og jeg krammede farvel og ønskede god sommer – og cyklede tilbage mod centrum. Ned ad Købmagergade – op ad Strøget. Ind på Llama. Hej! Ud på toilettet, hvor jeg konstaterede at jeg lignede et mislykket ammestop. Det havde regnet. På mine bryster. Kun. Reddede det højre under blæse-maskinen og gav op på det venstre. Drinks. Grin. Historier. Videre på Le Bambole. Tænk sig, at der findes en beværtning i København, som jeg har frekventeret hele fire gange i indeværende år! Flere drinks. Høj, flot mand med australsk accent, der med verdens største undskyldning og gratis Aperol spritz og tequilashots gelejdede os væk fra vores bord, der var blevet reserveret i sidste sekund. Han var svær at blive vred på. En times tid over tequila besluttede jeg mig for at tage hjem. Jeg var fuld. Klokken var halv tre. Der er også en dag i dag.

Og den er god og Hugo sover til middag. Dagene flyder allerede sammen – og de store er med deres far i Fætter BR, for at omsætte den hundredekronseddel, som tandfeen havde givet Sia i bytte for hendes tabte mælketand i onsdags. Det er dyrt at være tandfe, når man glemmer at være det. Om en time kommer Birgitte og hendes børn og leger og spiser aftensmad. Og Thor tager med Thomas til Jylland. For at høre ham spille og vist også for at være godt selskab tværs gennem landet.

God lørdag! Og tak for jeres pissesøde kommentarer til mit forrige indlæg. Jeg fejrede også mig selv i går. Det gjorde jeg.

img_8907

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts