At tage skæbner med på weekend

img_0216

Tirsdag aften. Jeg føler, at det er længe siden, jeg har skrevet ganske almindelige hverdagsindlæg. Nok fordi der ikke er så mange af dem for tiden – de ganske almindelige hverdage. Det hele er stadig ret nyt – og vi er stadig ved at finde os til rette med mine mange timer væk hjemmefra. I virkeligheden er det nok mest mig, der skal finde mig til rette – især med min dårlige samvittighed over at undvære de fleste morgener. Stemmen, der skælder mig ud, har kronede dage.

Men udover den dårlige samvittighed, går det godt. Rigtig godt endda. Jeg er simpelthen så glad for at være på min afdeling – og jeg kan mærke, at jeg rykker mig dag for dag. Mest i forhold til det rent instrumentelle, som ærligt talt var en lille smule rustent efter flere år væk fra gulvet. Jeg har totalt optur over mig selv, når jeg kan udføre tingene selvstændigt og det bliver mere og mere virkeligt, at jeg lige om lidt er rigtig sygeplejerske.

I forhold til det relationelle og relationen til “mine” patienter, så kan jeg mærke, at jeg skal finde en balance. En balance, som jeg ellers tidligere har bagatelliseret lidt. Jeg bruger mig selv enormt meget i forholdet til mine patienter. Jeg tager dem ind og jeg føler med dem og jeg er ikke bange for at komme tæt på. Jeg holder i hånden, krammer, lytter til deres historier – og bruger allerhelst timevis på sengekanten, hvis jeg kan slippe afsted med det. Det kan jeg jo heldigvis ofte som studerende, fordi jeg endnu ikke indgår som en del af nomeringen – og jeg har altid insisteret på, at det er den måde, jeg er sygeplejerske på. Fordi det er sådan jeg er. Og fordi det er ægte. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er altid blevet hamrende irriteret, når jeg har fået at vide, at jeg skal passe på, at jeg ikke tager patienterne med hjem. De må gerne komme med hjem!

Men. Jeg havde en patient med til Lalandia i weekenden. Og det er okay, for jeg sidder med nogle vilde skæbner og det kan ikke undgå at gå ind. Men den her patient fyldte for meget i min bevidsthed i de dage, hvor jeg først og fremmest skulle være mor. Og kone. Mine tanker fløj konstant tilbage til Herlev – og jeg ville så gerne vide, hvordan det gik.

Jeg er ret overbevist om, at jeg nok skal lære det. Det bliver jeg nødt til. Jeg nægter at blive kold – men jeg vil gerne blive bedre til at lade mere af det ligge, når jeg tager kitlen af. Til at opdele det. For ellers kan jeg mærke, at jeg bliver kørt træt.

Nå. Det her skulle have været et hverdagsindlæg. Om bortsmidte nøgler, forældremøder, nattevagter og yoghurt af soyamælk. Men det blev om det, der lige fyldte. Hverdagen tager vi, når den melder sig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Tuder i en stillezone

img_0043

Står ved busstoppestedet på Trianglen. Jeg cykler jo, men har sjældent set så groteske mængder regn falde ned fra himlen, som da jeg fik fri i går. Så min cykel står på Herlev. Og nu står jeg her. Bænken er drivvåd og fortæller mig, at det kun netop må være holdt op med at regne.

Det ville ellers passe til mit humør, hvis det var blevet ved.

Og der kom bussen. Sidder inderst og alene. Og er stadig ved at tude. Skal faktisk virkelig koncentrere mig for at lade være – og at skrive ordene hjælper ikke, selvom det vel var det, jeg troede.

Forlod en grædende Hugo i går morges – og forlod en grædende Hugo for ti minutter siden. Indtil videre har jeg kunnet snige mig afsted inden nogen vågnede – så han har slet ikke opdaget det svigt, jeg føler, at det er. At jeg ikke er en del af hans morgen. At jeg siger godnat og vi ses i morgen eftermiddag. Om tæt på et døgn. Men de sidste to morgener er han vågnet tre minutter inden min deadline. Og han har krammet mig. Hængt tung og varm om halsen på mig – med ansigtet boret helt ind i min nakke og med tunge, rolige vejrtrækninger. Og lukkede øjne. Og jeg har nydt det. Suget det til mig og fortalt mig selv, at jeg nåede at tanke ham lidt op. Med kærlighed. Og så har jeg været nødt til at skrabe ham af mig og aflevere hans modvillige lille krop til den far, der står med det hele.

Står på Svanemøllen station. Mit tog er her om to minutter. Det var værre i morges end i går. Som om det allerede gik op for ham, at det er et mønster. Som om han blev skuffet over, at jeg gjorde det igen. Der var endnu mere modvilje. En lille, bævrende underlæbe og små tykke arme, der rakte ud efter mig. Tilbage mod mig. “Vil du vinke i vinduet?” fik jeg spurgt. Med lidt for påtaget begejstring. Og det kunne han jo blive nødt til – og så stod jeg dér. I den kolde, mørke og våde morgen og vinkede gennem et vindue. To meter fra ham og han brød sammen. Og alt i mig ville tilbage og holde ham – og nu tuder jeg. I stillezonen mellem Ryparken og Emdrup. Pis.

Leder lige efter meningen her. Imens solen står op over Dyssegård. Hvorfor helvede forlader jeg dem? Og jeg ved godt, at det kun er fire dage om ugen og at de i størstedelen af deres liv er blevet afleveret tæt på ni og hentet inden tre. Jeg ved godt, at jeg er pissehamrende forvænt. At vi allesammen er. Og at andre mennesker lever sådan her og at de overlever fint. Og at klumpen i halsen er væk om en time – når jeg står hos en patient og går ud af min verden og ind i hans. Jeg ved det godt, men det kan jeg ikke bruge til ret meget lige nu. Og så måske alligevel. Til at lukke ned for det, der skriger i mig.

Dæmpe det, i hvert fald.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Elliot. For fanden.

img_0827

Det er din fødselsdag. En time endnu. Jeg sidder i sofaen – med udsigt til flag, gaver, balloner og stearinlys, der blafrer i vinden fra det åbne vindue. Din far render rundt og ordner. Bærer lænestolen tilbage på dens plads. Tømmer opvaskemaskinen. Hans telefon spiller musik fra hans lomme – og om lidt pakker han sikkert flagene væk og lægger dine gaver andre steder hen. Og så er din fødselsdag slut.

Det er den jo allerede for dig. Men ikke for mig. I de her sidste timer, føler jeg nok i virkeligheden allermest og allerstærkest, at det er din fødselsdag. Nu, hvor gæsterne er gået hjem og kagerne er spist. Hvor sangene er sunget og krammene er givet. Nu, hvor jeg bare har minderne om i dag, der blander sig med minderne fra de sidste seks år af mit liv. Med dig.

Minderne om den dag, jeg blev din mor. Efter den fineste fødsel. Så smertefuld, men så god og så fin og præcis som den skulle være. Og jeg fik dig op til mig og jeg brød sammen og kaldte dig for den smukkeste dreng, jeg nogensinde havde set. Og det var du og det er du. Du er det fineste lille menneske, Elliot. Og du gør mig så stolt, så glad og så taknemmelig.

Dit seneste år har været vildt. Det er gået op for mig i løbet af de sidste dage. De dér dage op til din fødselsdag, hvor jeg går og kæmper med at forstå, at mit lillebitte barn pludselig ikke er det. Og hvor jeg går og kigger frem og tilbage. Du har udviklet dig så sindssygt meget i løbet af de seneste 365 dage. Da du fyldte fem, havde du aldrig været til fodbold før. Og kort tid senere, begyndte du i B93, hvor du fandt en passion, jeg sjældent har set mage. Pludselig var fodbold det meste af din verden. Og sådan er det stadig. Hvis du ikke spiller fodbold – i fodboldklubben, i SFO’en, i gården, på værelset, i parken eller i gangen – så snakker du om fodbold. Og lærer dig selv om fodbold. Du kender størstedelen af de europæiske ligaer udenad – og du ved hvilke hold, der har hvilke point, hvem de skal møde næste gang og hvem de mødte sidst. Hvor mange mål de scorede og hvor de ligger i udebanestatistikken. Og du forventer, at jeg har en holdning til eller en idé omkring hvornår Liverpool skal møde Chelsea, hvilken spiller, jeg tror scorer det første mål. Hvilken plads, Liverpool kommer op på, hvis de vinder – og hvad det vil betyde for deres placering i hjemmebanehierakiet. Da du kunne stave til alle lydrette ord som 3-årig, spurgte folk os, om vi havde pacet dig. Det havde vi ikke. Du interesserede dig bare helt enormt meget for bogstaver. Og nu interesserer du dig helt enormt meget for fodbold. Og jeg ved, at din kompromisløshed en dag bliver din bedste ven.

Det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at du er et fint menneske. Du er så samvittighedsfuld og så opmærksom. Du kunne næsten ikke bære, at du ikke havde købt gaver til dine søskende – så de også fik noget på din fødselsdag – og du vil dem så gerne, selvom de langt fra altid gengælder din kærlighed udadtil. Al den kærlighed du har i din krop – og som du ikke altid aner, hvor du skal gøre af. Du må altid give den til mig. Du tonser rundt på fodboldbanen og påtager dig den anførerrolle, der ikke eksisterer endnu – og du overvældes af for høje lyde og indtryk og siger fra, når verden bliver for meget. Du går i Parken, fordi du elsker at se FCK. Og du holder dig for ørerne i alle 90 minutter for at skærme dig selv – imens dine øjne koncentreret iagttager hver eneste tackling. Du er så kompleks og så autentisk. Og du tør at være det hele.

Elliot. For fanden. Tak fordi du blev min. Jeg håber, at du altid vil være det.

Og jeg elsker dig.

img_0823

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Imens resten af verden sov

img_0789

Jeg havde min første nattevagt i årevis i nat. Blev i dagvagten i går enig med min vejleder om, at det ville give god mening at tilbringe natten i afdelingen med hende – og det gjorde det også. Jeg har faktisk altid brudt mig rigtig godt om nattevagter og om stemningen på et hospital, når det virker som om, at resten af verden sover. Og det var ligeså fint, som jeg huskede det. På trods af, at jeg kun havde fået halvanden times søvnagtig tilstand på sofaen – til lydsporet af Game of Thrones, som jeg har givet op på og som Thor til gengæld er gået all in på.

Jeg kom igennem vagten med imponerende få træthedskriser – men der var også rigeligt at holde sig vågen med. En masse patienter, der ikke lod sig mærke af hvad klokken var – og som havde brug for hjælp og omsorg. Jeg har hjulpet mennesker til at sove i nat, jeg har hørt livshistorier i nat og jeg har tørret tårer væk og holdt i hånden i nat. Så hvorfor sove?

Solen stod op over Herlev, dagholdet mødte ind, der blev givet rapport – og jeg vandrede gennem de lange gange og ned til mit afsindigt afsides omklædningsrum. Og så kørte jeg ud til min mor, hvor jeg lod mig indkvartere og fik sammenlagt tre timers søvn. Hugo er syg og hjemme med Thor – så jeg tænkte, at chancerne for søvn var større i et hus uden en 2-årig end i en lejlighed med en 2-årig. Jeg havde bare ikke taget min mor alvorligt nok, da hun advarede mig om håndværkere og toiletter, der skulle fikses.

Kaffe har gjort nogenlunde underværker og et bad har gjort endnu mere. Jeg føler mig en smule tømmermandsramt, men noget mere levende, end da jeg slog øjnene op for en time siden.

Nu vil jeg pakke mine ting sammen og køre hjem – og slå et smut forbi Fætter BR på vejen. Jeg kender en, der fylder 6 i morgen. Og det sindssyge er, at det ikke er min ældste…

God tirsdag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Tilbage i kitlen

img_0044

Og pludselig blev det torsdag aften og jeg har forsømt min blog i fire dage, hvilket virkelig sjældent er sket. Og det føles mærkeligt og forkert – og samtidig helt rigtigt. Jeg går nemlig og øver mig, ser I. Øver mig på at finde den dér skide balance, som jeg har ledt febrilsk efter i alle de snart to år, jeg har sendt tanker ud i verden fra mit ydmyge hjørne af internettet. Balancen mellem at være Cecilie fra Østerbro og Cecilie fra tregodegrunde. For selvom jeg jo er begge dele og selvom de begge to bor i mig og fylder og i sidste ende jo er en og samme person – så lever de alligevel hvert deres liv. Og i løbet af de sidste par dage, har netop den kendsgerning stået klarere end måske nogensinde før.

Jeg er nemlig tilbage i kitlen. Min sidste praktikperiode er officielt skudt i gang – og i går iførte jeg mig en hvid kjole og et navneskilt, tog billedet ovenfor og strøg ud på hospitalsgangene. For første gang i mere end 2,5 år. For første gang i al den tid, jeg også har været Cecilie fra tregodegrunde. Og jeg var spændt af mange årsager. Jeg var spændt på om jeg kunne huske hvordan man overhovedet var sygeplejerske. Og så var jeg hamrende spændt på, om jeg havde truffet det rigtige valg dengang i November, hvor jeg, som I måske husker, besluttede mig for, at jeg (ikke længere) skulle være fuldtidsblogger. For nok havde mit halve år tilbage på skolebænken givet mig en ret klar overbevisning om, at jeg havde truffet det rigtige valg – men tænk nu hvis jeg kom tilbage på gulvet, i kitlen, og pludselig kunne mærke, at det var helt forkert? Beslutningen, jeg traf i November, traf jeg jo alene på baggrund af en erindring om, at jeg elskede at udføre sygepleje – og en formodning om, at det var det, jeg allerhelst ville. En kraftig erindring og en stærk formodning, jovist – men jeg havde på daværende tidspunkt ikke sat mine ben på en hospitalsgang i tæt på to år, så det var et sats. Ligesom alt føltes som – i det efterår.

Og i går skulle min beslutning stå sin ultimative prøve. Og det gjorde den så godt, at jeg kunne tude. Mit smil på billedet ovenfor er ikke påtaget – og forventningfuldheden i mine øjne ej heller. For det føltes rigtigt lige fra prøverummet – og som timerne gik, blev jeg kun mere og mere bekræftet i, at jeg selvfølgelig traf det rigtige valg dengang. Og selvfølgelig gjorde jeg det – for jeg fulgte jo min mavefornemmelse, selvom den havde fortalt mig det modsatte bare nogle måneder forinden. Jeg traf uden tvivl det rigtige valg – og jeg havde den mest fantastiske dag på onkologisk afdeling og jeg glæder mig til at komme tilbage på mandag. Der skulle nemlig så uendeligt lidt til, før jeg kom i tanke om hvorfor jeg knuselsker mit fag så himmelhøjt, som jeg nu ikke længere blot erindrer eller formoder, men ved, at jeg gør.

Der skulle ikke mere til, end et møde med en patient. Et møde med en hård og uretfærdig skæbne, som jeg fik lov til at være noget for. Og der skal så lidt til. En hårvask, en hånd, en snak, et grin, noget rent sengetøj, noget forståelse, lidt ømhed. Fra hvor jeg sidder, er det simpelthen det største privilegium – at få lov til at komme så tæt på et menneske i en svær tid. Lige dér hvor de er allermest sårbare og allermest åbne og allermest ærlige og allermest levende – selvom de måske ikke er det ret længe endnu. Eller måske netop derfor. At få lov til at gøre en forskel for et andet menneske. Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig noget mere meningsfuldt.

Og hvor var det nu, jeg kom fra? Det var noget med to dele af min personlighed. Cecilie fra Østerbro, som også er moren Cecilie, konen Cecilie, veninden Cecilie, datteren Cecilie, søsteren Cecilie og den sygeplejestuderende Cecilie. Og så Cecilie fra tregodegrunde. Bloggeren Cecilie, historiefortælleren Cecilie, den tankenedskrivende Cecilie. Jeg har svært ved at forene dem. For selvom der er en del af den sygeplejestuderende Cecilie i bloggeren Cecilie – så er der ikke nogen blogger i den sygeplejestuderende. Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle mine patienter, at jeg har en blog – og jeg har heller ikke lyst til at dele det med mine nye kollegaer. Og jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor – for jeg er jo stolt af det, jeg har skabt herinde. Jeg er stolt af, at der er mange tusinde mennesker, der læser med og jeg er stolt af at vide, at det, jeg skriver, betyder noget for nogen. Måske er jeg bare bange for at blive misforstået – måske er jeg bare offer for mine egne fordomme. Om mig selv.

Jeg ved det ikke. Og det her indlæg giver ganske givet ingen som helst mening for andre end mig selv – og det ved jeg sgu ikke engang om det gør. Men det var altså det, der fyldte, efter fire døgns usædvanlig radiotavshed.

Og jeg leder videre. Efter den dér balance. For jeg ved, at den må findes – og noget i mig siger mig, at selvom jeg føler mig længere fra den end nogensinde, så forholder det sig måske i virkeligheden fuldstændig omvendt.

Det tror jeg faktisk.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts