Vanvidsdag

Klokken er ti minutter i ni. Jeg har smidt mig på min sofa. Jeg har ikke befundet mig i den i hvad der ligner en uge. Det er procentvis en uoverskueligt voldsom nedgang i forhold til normalen.

Jeg er færdig. Mere end jeg kan huske, at jeg har været i virkelig virkelig lang tid. Opbrugt. Opslidt. Udtømt. Færdig. Færdig.

Shit.

Jeg har eksamen til op over begge ører. Jeg har godt vidst, at det ville ske – for imens jeg har kæmpet mig igennem det sidste halve år på Herlev, som har været så fantastisk og givende og udviklende og rørende – har jeg med fuldt overlæg skubbet alt, hvad der hedder eksamen og størstedelen af litteraturen foran mig. For at overleve, for at hænge sammen, for at være mor. Og kone. Og blogger. Og podcaster. Og menneske. Og nu betaler jeg prisen. Er du sindssyg, jeg betaler prisen. Har druknet mig selv i bøger og artikler og overvejelser og noter og teorier og forskningsresultater og sygeplejefaglige overvejelser i den dér uge væk fra sofaen – fra tidlig morgen til sen aften – kun afbrudt af de timer på dagen, hvor jeg har været mor. Og kok. Og rengøringsdame. Løgn, mit gulv har aldrig været mere beskidt og mit badeværelse skriger på Ajax. Og i dag – klokken 11:45 – klikkede jeg “aflever” og fik sendt det skriftlige oplæg, der skal danne grundlag for næste uges mundtlige eksamen, afsted til min vejleder og censor. 15 minutter i lukketid. Med bankende hjerte og farligt høj puls. Efter at have ændret og tilføjet og tvivlet til det sidste. Og jeg har ingen anelse om hvordan det er gået.

Og så ringede min mor på døren. For at optage det podcastafsnit, jeg skal klippe sammen om lidt og udgive i morgen. For nu var der tid. Og det gik skidegodt – for jeg var høj og lettet – og vi sludrede løs, grinede og huskede tilbage på 1998. Og så gik hun og jeg klippede lidt og så tænkte jeg, at jeg ville hente mine børn i nogenlunde ordentlig tid, så jeg kunne nå at være sammen med dem i nogle timer inden jeg skulle til bestyrelsesmøde i institutionen. Og så er det jo fedt, at de bliver så glade for at se én. Eller noget. Måske er det i virkeligheden fedt nok, at de er så glade for og trygge i deres SFO, at de bliver dybt fornærmede over at blive hentet. Men hey. Styr jer.

Hjem. Købe teboller og marengskys på vejen. For at afværge den krise det var, at SFO’ens brød ikke var færdigbagt til tiden. Snakke om dagen. En ad gangen. Berette og spørge og fortælle. Hente Hugo. Synge alle sangene i Hr. Skægs ABC. En gang hver. Fem gange den med Å. Tænde for Ramasjang. Ordne det køkken, der bærer præg af, at min mand sidder i ligeså meget eksamen op til halsen, som jeg gør. Hente pizzaer til ungerne og deres farfar, der skulle passe dem, fordi førnævnte mand selvfølgelig også var til bestyrelsesmøde. Ha.

Bestyrelsesmøde. Håbe på, at ingen opdager hvor træt, man er. Undertrykke gab på gab. Hælde kaffe ned. Den plejer at være stærkere. Forlade mødet på slaget 19:15 for at nå hjem og putte unger. Snakke med sig selv på vejen hjem og aftale, at man tager det hele stille og roligt og får en god stund ud af det, selvom klokken er over normal sengetid, selvom man er alene og selvom den dér sofa kalder. Råber. Forlanger.

Putte. Fuck. Satans kvikke unger, der straks gennemskuer deres mors underskud og giver hende kamp til stregen. En to-årig, der altid vil sove, men som absolut på ingen måde i hele universet vil sove. Som skriger. Og en seks- og en otte-årig, der finder noget at skændes vildt og voldsomt over – indtil de også skriger. Tre børn, der skriger. På en gang. Det gør de aldrig. På en gang.

I morgen skal jeg forberede et mundtligt oplæg til den dér eksamen. Tilbage til mine teorier og artikler og tvivlen.

Måske skulle man alligevel flytte på landet. Eller på en ø. Og leve af kærlighed og kildevand og dyrke yoga og komme i zen. Hvad fanden er zen overhovedet? Jeg vil gerne låne lidt. Kan man købe det et sted?

Godnat.

img_3034

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Juleferie part II

img_2986

Og så er anden del af vores juleferie skudt i gang. Det blev den for sådan cirka en halv time siden, da jeg groggy og lyssky stavrede ud af soveværelset, hvor jeg i en halv time havde ligget med armen rundt om min 2-årige – og skiftevis med ord og kropssprog forsøgt at forklare ham, at han skulle sove. Sove! Ikke lege med hverken Bamse, Ælling, Sofus, Lily eller Hr. Skæg. Hugos nytårsfortsæt må helt klart blive noget med at skære ned sit sovedyrsforbrug.

Det gav mening, at han ikke var træt nok til at lade sovedyr være netop det. Vi har nemlig brugt størstedelen af vores vågne timer i en bil i dag. Klokken 9 forlod vi København og satte kurs mod Aarhus, hvor vi ankom klokken 12 – til julefrokost med Thors familie. Og efter fire timers tapas, pakkeleg og roulade med flødeskum (jeg tror, at det er en jysk ting – og det holder) kørte vi mod min mors sommerhus på Falster, hvor vi landede klokken nogenlunde 20:15. Og hvor jeg nu sidder i sofaen – med den dåseøl, som Thor stak i hånden på mig, da jeg vendte tilbage ud fra Hugo og alle hans venner. Og med ild i pejsen og Anders Aggers fortælling om Tina Dickow på skærmen, som er skyld i, at det her indlæg tager en evighed at skrive. Fordi min opmærksomhed og mit blik konstant flakker mellem den ene og den anden skærm. Det ville sikkert være sundere for mig at glo ind i brændeovnen. Det gør jeg måske når dokumentaren er slut og mine ord sendt afsted.

Og så skal jeg i seng. Grave min vej ind til Hugo og hans vidunderlige snorken – og sove så tungt og godt, som jeg kun gør her. I roen og mørket. Og så skal jeg nyde fem dage hernede. Med brætspil, fjernsyn, pandekager, gåture til vandet, fodboldkampe i haven, joggingbukser og uldsweatre. Og nytår med gode venner – med pænt tøj, røde læber, kransekage, cocktails og tusind børn. Med garanti kaotisk. Med garanti på den helt perfekte måde.

Og når vi kører tilbage til vores by, er 2017 blevet til 2018. Det bliver et vildt år, tror jeg. Men mere om det en af de kommende dage. Nu er dokumentaren slut – og jeg vil glo ind i den dér brændeovn, inden ilden brænder ud.

Eller. Måske går jeg bare i seng.

Jeg går helt sikkert bare i seng.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Juleferie og juleplaner

Det er fredag morgen. Solen er ikke engang i nærheden af at være stået op endnu – og på gulvet ligger alle mine unger og streamer den ene julekalender efter den anden. Jeg sidder ved vores spisebord, som er et kaos af gavepapir, pakker, bobleplast, legetøj, glas og en buket visne grene med indtørrede røde bær. Og nu fyldes rummet af introsangen til Ramajetternes jul. Og mine børns skønsang…

Vi er med andre ord gået på juleferie. I går var første dag, hvor ungerne lige skulle akklimatiseres og ned i tempo – men der skulle vist ikke mere til end en enkelt dag. De virker i hvert fald ganske afslappede nu. Og nu kommer Hugo trissende hen og minder mig om, at han slog sin fod i går. Hvis jeg skulle have glemt det. “Hugo slå fod”, “lige dér”, “Hugo meget ke’ a’ det!”.

Og nu ruller det. Båndet af juleplaner og bedsteforældre. I eftermiddag skal vi hjem til min far og spise frokostagtig aftensmad og udveksle gaver. I morgen er det min svigerfar, der har inviteret på nogenlunde samme arrangement – og så bliver det juleaften. Juleaften, som vi skal holde hos min mor. I hendes nye hus med hendes gigantiske juletræ. Og med mine søstre, min lillebror og min onkel med familie. Jeg glæder mig som et lille barn. Til Disney, kirkebesøg, and, rødkål, risalamande, gaver, konfekt, rødvin og forventningsfulde, funklende barneøjne. Og til at sove i min mors hus og vågne op til d. 25. december, hvor vi endnu engang har insisteret på ingen planer at have. Så vi kan lege med det nye legetøj, blive i vores nattøj, spise rester og trække vejret. Inden det bliver d. 26., hvor min mor afholder sit traditionsrige hummergilde med (ja) hummere, cognacsovs, iskold hvidvin og altid overordentlig god stemning. Den 27. slapper vi af herhjemme og den 28. sætter vi kurs mod Aarhus, hvor vi deltager i den ene side af Thors families julefrokost, inden vi kører hele vejen til Falster, hvor vi trækker stikket. Sluk! Brændeovn, tid, gåture, strand, vind, diverse “året der gik”-programmer og ro. Lige indtil nytårsaftens dag, hvor Cecilie og hendes dejlige familie slutter sig til os og fejrer nytår. Med cofocomenu til de voksne, et eller andet børneagtigt men stadig festligt til børnene, champagne, hjemmelavet (gisp!) kransekage, champagne, vær velkommen og hoppen ned fra stole.

Og nu holdt roen ikke længere. So much for akklimatisering. Den mellemste losser en fodbold rundt i stuen, imens den største smådriller den mindste. Så jeg vil klappe computeren sammen og gøre et eller andet. Måske endda vække min sovende mand…

Rigtig glædelig jul!

img_2665-2

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lagt ned

Det kan tælles på utroligt få hænder, hvor mange sygedage jeg har haft siden jeg blev mor. Det er lidt som om, at det meget hurtigt gik op for min krop, at der ikke var tid til den slags pjat – og udover et par bihulebetændelser, en forkølelse her og der – og en enkelt omgang omgangssyge, har jeg været sygdomsfri i de otte år, der pludselig er gået.

Indtil i dag. Indtil i går aftes, hvor vi havde bestilt pizza og jeg pludselig ingen appetit havde, selvom min yndlings af slagsen stod og duftede lige foran mig. Den med gedeost, pesto, soltørrede tomater og kartofler på. Havde ondt i maven resten af aftenen og gik i seng, ligeså snart jeg havde klippet fredagens podcastafsnit færdigt.

Og så bimlede min alarm klokken 5:40 i morges, som den gør for tiden. Og jeg tvang mig op og ud på badeværelset, hvor jeg kastede op og derefter tog en alvorssnak med mit ligblege jeg i spejlet. Om at det var okay at melde sig syg, når man havde det sådan dér. Og så listede jeg tilbage under dynen og bad Thor om at lege, at jeg ikke var til stede og stå for hele affodrings- og afleveringsshowet selv. Og så sov jeg. Til klokken 10:30. Som i halv elleve! Så længe har jeg vist heller ikke sovet i de otte år, der pludselig er gået.

Det, der var tilbage af dagen, blev brugt i sofaen. Med en dyne og et par afsnit af Greys Anatomy, som jeg aldrig fået set – og som min mor og mine søstre længe har forsøgt at overtale mig til at give et skud. Jeg kan godt se, hvor de kommer fra. Og jeg kan også godt se, at det var en virkelig usmart beslutning at lade sig forføre af en serie i titusinde afsnit så tæt på eksamen.

Nu er det aften. Jeg har brugt eftermiddagen på at undertrykke kvalme og hovedpine og lege nærværende mor fra sofaen – og nu sover ungerne og jeg gør vist snart det samme. Igen. Lagt ned.

Godnat!

fullsizeoutput_9e

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Syge børn, gode mænd og lørdag på sofaen

Det er lørdag aften og jeg ligger i mit yndlingshjørne i min sofa. På tv’et kører en ishockeykamp, som Thor satte på inden han gik i Brugsen, hvor han i skrivende stund tanker op på mælk og bleer. Hugo sover tungt på den panodil, jeg gav ham efter at have konstateret, at han havde feber – Elliot hoster og Sia småbrokker sig. I guder, hvor har vi konstant et sygt barn eller to for tiden…

Vi har fejret min svigermors 60 år af to omgange indenfor det sidste døgn. I går aftes på en italiensk restaurant på Nørrebrogade – bare hende, hendes tre sønner og svigerdøtre. Med uhyggeligt lækker rødvin og uendeligt mange små retter. Og snak og grin en masse. Og i dag til den lækreste frokost med plus fyrre mennesker – hvor hendes sønner holdt den fineste tale, der – selvfølgelig – fik mig til at tude en lille smule. Tænk, at kunne sidde der – og kigge på sine voksne børn fortælle hele verden hvor fantastisk en mor, man har været. Det må fandeme være stort.

Og nu er vi altså hjemme. Udmattede og med feberbørn. Jeg har hængt kjolen tilbage i skabet og er hoppet i noget blødt og hyggeligt – og har ikke i sinde at forlade min sofa resten af aftenen. Det skulle da lige være for at hente en dyne og tænde et par stearinlys – og skifte ishockeykampen ud med semifinalen i X Factor UK.

Det tror jeg, at jeg gør.

God lørdag!

46801823-a28d-44de-85d7-ab3e70b19a73

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl