Syge børn, gode mænd og lørdag på sofaen

Det er lørdag aften og jeg ligger i mit yndlingshjørne i min sofa. På tv’et kører en ishockeykamp, som Thor satte på inden han gik i Brugsen, hvor han i skrivende stund tanker op på mælk og bleer. Hugo sover tungt på den panodil, jeg gav ham efter at have konstateret, at han havde feber – Elliot hoster og Sia småbrokker sig. I guder, hvor har vi konstant et sygt barn eller to for tiden…

Vi har fejret min svigermors 60 år af to omgange indenfor det sidste døgn. I går aftes på en italiensk restaurant på Nørrebrogade – bare hende, hendes tre sønner og svigerdøtre. Med uhyggeligt lækker rødvin og uendeligt mange små retter. Og snak og grin en masse. Og i dag til den lækreste frokost med plus fyrre mennesker – hvor hendes sønner holdt den fineste tale, der – selvfølgelig – fik mig til at tude en lille smule. Tænk, at kunne sidde der – og kigge på sine voksne børn fortælle hele verden hvor fantastisk en mor, man har været. Det må fandeme være stort.

Og nu er vi altså hjemme. Udmattede og med feberbørn. Jeg har hængt kjolen tilbage i skabet og er hoppet i noget blødt og hyggeligt – og har ikke i sinde at forlade min sofa resten af aftenen. Det skulle da lige være for at hente en dyne og tænde et par stearinlys – og skifte ishockeykampen ud med semifinalen i X Factor UK.

Det tror jeg, at jeg gør.

God lørdag!

46801823-a28d-44de-85d7-ab3e70b19a73

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Er det så jul nu?

img_2452-2 img_2452

Er det bare mig, eller er vi tyvstartet i år? Julelysene over Store Kongensgade, Købmagergade og Ndr. Frihavnsgade har været tændt i dagevis – og er det bare mig, eller var det sådan noget, der plejede at ske den første december?

Jeg tænkte først, at det var snyd. At man ikke sådan bare kunne tage glæderne på forskud, at man ville nå at blive træt og mæt af juleri – og at det var så stort, i gamle dage, når vi endelig ramte årets tolvte måned og juletræet på Gladsaxe Rådhus blev lyst op i samme sekund som de utallige granbesatte lyskæder over Søborg Hovedgade.

Det tænkte jeg først. Som en sur, gammel dame. Mæt på forhånd. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg selvfølgelig var galt på den. For giv mig én god grund til, at vi ikke skulle tyvstarte. Giv mig én god grund til, at november, som er så mørk, ikke skal lyses op. At november, som er så kold, ikke skal varmes op. Og giv mig én god grund til, at november, som er så lang, ikke skal forkortes. Af tusinde lys. Af tusinde lys. Af tusinde lys.

Jeg tror, at det er lige præcis det, vi har brug for. Det er det i hvert fald for mig. Jeg har brug for lys og varme. For at vi rykker os tættere sammen. Jeg har brug for risengrød og bjældeklang. For Justin Biebers julesange – kun afbrudt af Micheal Bublés ditto. Jeg har brug for gran og julete og appelsiner med nelliker. For julekalendre og nedtællinger og ønsker. Så jeg har overgivet mig. Købt grene med røde bær, honninghjerter og grødris.

Er det så jul nu? Ja, ja, ja!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Dårlig planlægning og at date i dagslys

img_2399

I sidste måned fortalte jeg om den deal, vi har indgået med min svigermor. Om at hun bortfører ungerne en gang om måneden, hvor de plyndrer slikbutikken og Fætter BR på Fisketorvet. Spiser Mc’Donalds og er alt for længe oppe. Og har det ganske fantastisk.

I dag er en af de dage. Og måske resulterer arrangementet en dag i, at Thor og jeg kan gå ud og spise, hvilket egentlig var hensigten, dengang vi opfandt den fremragende tradition. Vi er bare skrækkeligt dårlige til at koordinere kalendre – så det er hidtil kun lykkedes en enkelt gang. I aften skal jeg i byen med nogle veninder – og Thor skal ud og se fodbold med nogle venner. Så vi har datet i dagslys – ligesom sidst. Børnene blev allerede hentet i formiddags – og regnen væltede ned fra oven, så vi lagde ud med at smide os på sofaen og se X Factor UK, imens vi spiste ristet brød og drak kaffe. Og så ophørte regnen – og vi vandrede ind til byen for at købe Sias fødselsdagsgave. Gennem kirkegården og Østre Anlæg. Indtil himlen igen åbnede sig – og vi gemte os under porten ind til Kongens Have. Der stod vi i ti minutter – imens vi kiggede på mennesker og deres paraplyer, indtil det stilnede af og vi fortsatte ind mod Strøget.

Med favnen fuld af gaver og en ny paraply – og med ret våde sokker – indfandt vi os i 14’eren, der kørte os hjem til Østerbro. Købte en kakaomælk og Irmas udgave af en citronmåne (bare lad vær…) og gik hjem. Varmede kakaoen op og fordømte citronmånen (der er creme i. Helt ærligt.)  – og lod os underholde og forarge af en dokumentar om Jehovas Vidner. Og så lagde jeg neglelak imens Thor spillede FIFA – og nu er han gået og jeg sidder her. Alene i min stue. Imens jeg hører Tokio Myers, som jeg indtil i formiddags ikke anede eksisterede, men som jeg, efter at have set hans gæsteoptræden i X Factor UK, mistænker kommer til at agere soundtrack til resten af mit 2017.

 

God weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Fredagstanker

img_0302

Sidder på Laundromat på Nørrebro med Thor. De spiller smørmusik – og vi har proppet os med omeletter og pandekager. Han læser den bog, jeg gav ham for et par uger siden – og jeg rydder op i min indbakke og skriver tanker ned.

Børnene er afleveret – og i eftermiddag bliver de hentet af deres farmor. Efter sommerferien indgik vi den fremragende aftale med hende, at hun henter dem en fredag hver måned – og tager dem med hjem på overnatning. Jeg har altid en lille smule dårlig samvittighed over det, men det er noget forbandet vrøvl. De synes, at det er en fest – og det giver mig og Thor mulighed for et pusterum og noget alenetid. Og det er nok egentlig det, jeg har dårlig samvittighed over. At jeg har brug for et pusterum fra de små mennesker, jeg i forvejen synes, at jeg ser for lidt.

I aften skal vi hver vores ting. Jeg skal ud og spise middag med en veninde – og Thor skal til fest på sit arbejde. Så vi dater mens solen står højt på himlen. Bag skyerne. Sidder her. Sammen og i hver vores verden. Og om lidt cykler vi ind mod Dagmar, hvor vi slår os ned i den store sal og ser “Mens vi lever”. Igen, for mit vedkommende. For første gang for Thors. Og jeg kan virkelig godt tåle at se den igen. Virkelig godt.

Kunstpause. På mange minutter.

Mit hoved er tomt og fyldt med tanker. Jeg er træt. Det har været nogle hårde dage på hospitalet. Har for første gang i min tid på onkologisk passet nogen, jeg kunne identificere mig med. Det er fandeme svært og meningsløst, når der er små børn inde i billedet. Jeg bliver så tung om hjertet. Tung tung tung. Og det er nu, jeg skal forsøge at lægge det på en hylde i mit hoved. Tror hellere jeg vil finde en hylde i mit hjerte. Så højt oppe som muligt, så det ikke tynger for meget. Men så det stadig fylder. Det må gerne fylde.

God weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Der kommer aldrig to dårlige dage i træk

Efterårsferien er slut og hverdagen er i gang igen. Det var tæt på umuligt at komme op i går morges – og vi formåede at snooze os til 45 minutter (!) ekstra og fik åndssvagt travlt. Jeg havde fri. Skrev opgave og optagede podcast. Hentede børn og biksede indisk linsesuppe sammen. Og lod hverdagen vende stille og roligt tilbage.

I dag har været anderledes kompakt. Jeg aktiverede min 5:45-alarm igen, kom afsted før de andre fik øjne, cyklede gennem den kulsorte mose og landede i kitlen og på min syttende etage. Var en tur forbi lægen, da jeg fik fri – og fik hentet børn noget senere, end jeg gerne ville. Vi var først samlet allesammen klokken sytten – og så gjaldt det om at suge så meget nærvær som muligt ud af de 2,5 time, man havde tilbage. At nå hele vejen rundt. Kramme dem alle tre. Kysse dem alle tre i deres små, bløde nakker. Høre dem alle tre hvordan deres dag havde været. Droppede madlavningen, da jeg simpelthen ikke kunne overskue at tilbringe dyrebar tid i køkkenet – og hentede pizza og skar grøntsager ud i stænger. Fandt mig selv i dobbeltsengen – med en nybadet to-årig, der brokkede sig over sit nattøj, en højtlæsende 7-årig, der forsøgte at indvie mig i hendes lektier – og en udadreagerende og overtræt 6-årig, der skulle krammes hårdt, så han kunne mærke sig selv. Larm. Behov. Kaos. Kærlighed. Umulighed.

Han havde haft en dårlig dag, den 6-årige. Det er muligvis løgn, men det var det, han følte klokken fem minutter i sengetid. Det er uden tvivl ham, der har sværest ved at vende tilbage til hverdagen. Ham, der føler alting stærkest og ham, der er det nyeste sted i sit liv. Og det er eddermame svært, at være rummelig og forståelig, når barnet sparker sin lillebror, driller sin storesøster og hiver så hårdt i sin mors cashmerestrik, at den går ret meget i stykker. Men jeg lykkedes faktisk. Jeg holdt ham fast, fik ham til at trække vejret dybt fem gange og fik ham til at sætte nogle ord på hvorfor det hele var lidt svært. Og jeg fortalte ham, at det smarte var, at der aldrig kommer to dårlige dage i træk. Så i morgen bliver god.

Så i morgen bliver god.

img_1072

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl