Kaotisk

Ind imellem synes jeg, at det meste sejler. Lige for tiden synes jeg det tit. At jeg ikke har styr på en skid af alt det, man skal have styr på, når man er voksen. At jeg er dårlig til at være voksen. At vi er dårlige til at være voksne. At der snart burde komme nogle rigtige voksne og få styr på det for os. Få gjort os mere organiserede, mere økonomisk bevidste, mere konsekvente, mere overbærende, mere rengørende, mere tøjvaskende, mere ordentlige. Mere voksne.

Følelsen kan som regel rationaliseres forholdsvist hurtigt væk. Men lige for tiden kommer den på besøg nærmest dagligt. Det er der sikkert mange årsager til. Vi er småpressede for tiden. En kombination af travlhed, eksamensstress, ikke-eksisterende kærestetid, en næsten to-årig, der er skiftevis verdens sødeste og verdens mest skrupumulige og en fem-årig, der netop er startet i SFO og er mere opmærksomhedssøgende og nærværsafhængig end nogensinde før.

Og forleden så jeg mig selv udefra. Jeg sad og fodrede min mindste med leverpostejsmadder med remoulade (!) imens han snakkede med et imaginært dyr på en iPad. Hold nu kæft, hvor er du faldet af på den, Cecilie. For fem år siden var det aldrig sket. Jeg havde sgu ret godt styr på det dér forældreskab engang. Jeg læste bøger og var overvejende konsekvent. Jeg var “pilot for mit eget barn”, som en af eksperterne fortalte mig, at jeg skulle være. Og så havde man pludselig tre. Og gemte bøgerne væk. Og skjulte sit manglende overskud bag et “jeg er bare så afslappet denne gang“.

Jeg er bare så afslappet denne gang. Det er det fedeste i verden at have tre børn. Det er det hårdeste i verden at have tre børn. Jeg er en god mor. Jeg er en slags voksen. Det er sommerferie om lidt. Det ordner sig. Det ved jeg.

img_7405

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Glansbilledtvivl

Jeg går og tumler med en glansbilledtvivl. Den er sat i gang af en kvinde på facebook, som var faldet over dette indlæg – og som ikke var begejstret. Hun mente ikke, at det var hårdt at have tre børn eller at jeg skulle tale konceptet ned. Hun mente at indlægget handlede om at få opmærksomhed, at mine børn ville kunne føle sig uønskede – og at det i øvrigt var en hån mod barnløse par.

Bum.

Hun havde ikke besøgt domænet her før – og hun kommer højst sandsynligt aldrig tilbage. Hvis hun kendte mig, ville hun vide, at jeg ikke brokker mig synderligt meget. At jeg i høj grad er fortaler for at lave alle de børn, man har lyst til – og at jeg overvejende skriver om det gode. Det pæne, det dejlige, det sjove, det opryddede. Og jeg forsvarede mig med, at jeg også synes, at jeg har et ansvar for at vise nogle andre sider. For at være ærlig og for ikke kun at vise et glansbillede, der er umuligt at leve op til.

Men hendes kritik prikkede alligevel til en tvivl, som jeg har tumlet med længe. En tvivl om hvad og hvor meget, jeg kan tillade mig at fortælle herinde. For hvis jeg ikke stod til ansvar for nogen som helst, så ville jeg fortælle hele lortet. Jeg har ikke nogle hemmeligheder eller tanker, der er for dystre til at blive delt og jeg er ikke specielt blufærdig. Men jeg står til ansvar for alle de mennesker, jeg har omkring mig og jeg har altid haft det som en slags grundregel, at mine skriblerier ikke må gå ud over andre. Jeg er nødt til at holde mig på egen banehalvdel. Det er hverken Thor eller vores børn, der har valgt, at jeg skal blogge. Jeg må gerne skrive, at jeg har været en idiot over for Thor. Jeg må ikke skrive, at Thor har været en idiot over for mig.

Og så er der altså også det faktum, at der ikke går forfærdeligt lang tid, før min førstefødte selv kan finde herind. Hun er bevidst om, at jeg har en blog og hun ved vist også, hvad den hedder. Lige om lidt scroller hun selv igennem de her indlæg. Og så må der fandeme bare ikke ligge noget, som hun kan blive ked af. Eller misforstå. Eller ikke forstå. Og så er der eddermame svært, at være ærlig – for hvor meget forstår en 10-årig?

Og selvom jeg egentlig selv mener, at ovenstående indlæg var i orden og ikke gjorde grin med andre end mig selv – og selvom jeg ved, at jeg har proppet mine unger med nok kærlighed og humor til, at de ikke vil tage skade af at læse, at jeg ikke altid huskede deres vitaminpiller – så synes jeg sgu, at det er svært at finde balancen. Jeg kunne selvfølgelig bare hive mine børn ud af ligningen og lade være med at skrive om dem. Men det er jo for fanden i  allerhøjeste grad dem, der definerer mig og dem, jeg tænker på. Dem, der får mig til at grine og til at græde. Gør det hårdt og gør det til det bedste i verden.

Jeg sondrer hver eneste dag. Overvejer hvad der er OK og hvad, der ikke er OK. Men lige præcis det dér specifikke indlæg, havde jeg ikke i et sekund overvejet, at der kunne være noget i vejen med. Og det er måske det faktum, der får tvivlen til at gro og balancen til at synes umulig.

Sikke noget rod.

img_7807

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Det med himlen

img_7729

Jeg ruller aldrig gardinet ned. Jeg elsker at ligge her – i mørket, som afbrydes af skæret fra gadelampen. Og himlen. Den mørkeblå himmel, som jeg kan se en smule af herfra.

At kunne ane himlen er blevet en luksus. Noget, jeg tog for givet før mit hjem blev til en stueetage. Jeg kan ikke se den, når jeg kigger ud – medmindre jeg ligger her. Ved vinduet. I mørket. I skæret. Hjemme.

Og om lidt sover jeg. Jeg falder altid hurtigt i søvn, når jeg beslutter mig for det. Fordi jeg er tryg. Fordi jeg er træt. Og så kommer han ind. Ham, der gør mig tryg. Ham, der gør mig træt. Og så ruller han gardinet ned.

Og jeg ved, at han vil finde det irriterende, at jeg ikke selv har gjort det. Men han ved ikke det med himlen. Han ville forstå det, hvis jeg sagde det – men jeg sover.

Og i morgen er det glemt.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Da jeg blev mor til 3, holdt jeg op med at…

Konsekvenser og prioringer. Da jeg blev mor til 3, holdt jeg op med:

  1. At tælle dage mellem hvert bad.
  2. At memorisere deres cpr-numre.
  3. At have styr på deres fødselsvægt og fødetidspunkt.
  4. At kunne se nogen som helst logistisk udfordring i at have to børn.
  5. At lytte til Lola Jensen.
  6. At overveje at blive skilt.
  7. At have tålmodighed.
  8. At overveje en børneopsparing.
  9. At overveje at være konsekvent.
  10. At tælle hvor mange gange, jeg gentager ting.
  11. At have dårlig samvittighed over at bruge børnepengene på andet end børnene.
  12. At tjekke sukkerindholdet bag på morgenmadsprodukterne.
  13. At tjekke sukkerindholdet i noget som helst.
  14. At læse specielt mange godnathistorier.
  15. At huske specielt mange vitaminpiller.
  16. At have optur over helligdage.
  17. At gå i Zoologisk have.
  18. At overveje at komme i form igen.
  19. At have holdninger til, at børn skal lære at svømme.
  20. At overveje barn nr. 4.

img_6552

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

These are the days

Det gik op for mig i går. At vi muligvis er i gang med den allerhårdeste periode. Lige nu. Når folk spørger mig, hvor gamle mine børn er, og jeg begynder at remse op – så ser de ofte på mig med en blanding af fascination og medlidenhed. Mest det sidste. Det lyder hårdt! Siger de. Der må være gang i den! Antager de. Og jo – det er da hårdt og der er da gang i den. Men det er bare endnu mere alt muligt andet. Fedt. Sjovt. Udviklende. Overraskende. Drænende. Genopfyldende.

Men så kiggede jeg på ham. I går aftes. Min mand i lænestolen. Klokken var 22:noget og han sad med sin didaktikbog og kæmpede mod søvnen. Han formåede hele siden at holde bogen hævet fra skødet. Men han formåede kun med blandet succes at holde øjnene åbne. Og hovedet oprejst. Jeg sad og observerede ham. Han fik ofte øje på mig, i de vågne perioder. Smilede mere eller mindre bevidst til mig – og forsvandt igen.

Og så slog det mig. Det bliver måske aldrig hårdere end lige nu. Vi mangler begge to et år af vores uddannelser og skal afslutte en helvedes masse svære fag inden sommerferien. Vores yngste er ikke fyldt to endnu – og vores mellemste er lige startet på et nyt kapitel. Thor har et krævende studiejob som støttelærer – og jeg har en blog, som forlanger flere timers arbejde hver dag – og en milliard million overvejelser. Og så er det indkøbene, lægebesøgene, økonomien, husholdningen, vennerne, familien, fødselsdagene, hver vores forældrebestyrelse, arrangementerne, forpligtelserne. Livet. Og nogle gange tænker jeg, at det sgu da er nu, vi skal have det sjovt. At det ikke giver nogen mening, at vi knokler løs i de her dage. Men knokleriet giver mening, for det er propfyldt med lysglimt og kærlighed og grin.

Og måske bliver det kun lettere herfra. Og hvis jeg om 70 år (jeg drømmer stort) kan kigge tilbage – og tænke at det var hårdest i 2017, så kan jeg fandeme ikke klage over noget som helst.

img_5040

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts