Hvorfor #9

img_7020

  • Hvorfor valgte jeg at begrænse mig til et enkelt hv-ord, da jeg navngav disse indlæg?
  • Hvorfor, hvordan, hvad, hvornår og hvorhenne?
  • Hvorfor kunne min krop ikke bevæge sig forbi den rosa velourpuf i Søstrene Grene, når min stue i forvejen prydes af fire velourstole og fem velourpuder?
  • Hvorfor ved jeg bare, at mine børn om 20 år kommer til at lave ironisk nedladende referencer til velourhelvedet i deres barndomshjem?
  • Hvorfor har jeg investeret i et oliventræ, når jeg udemærket godt ved, at betegnelsen “kan stå indendørs på et solrigt sted” ikke passer skidegodt på min stueetagestue.
  • Hvorfor kan jeg ikke udtale “frozen yoghurt” uden at lyde som en idiot?
  • Hvorfor ville jeg helt seriøst være troppet op til første SFO-dag med Elliot næste mandag, hvis jeg ikke havde nærlæst det velkomstbrev, der ramte min postkasse i går?
  • Hvorfor dropper vi ikke snart det dér 1. Maj?
  • Hvorfor troede jeg, at jeg var en original first mover, da jeg navngav Elliot, når det er det klart mest mainstream navn på den klasseliste, der også fulgte med det vældigt oplysende velkomstbrev?
  • Hvorfor kan den her polyesterklud (affiliate link) fjerne min vandfaste øjenmakeup kun med vand?! Det passer – jeg har testet!
  • Hvorfor er min cykel aldrig blevet stjålet, når jeg jævnligt efterlader mit nøglebundt i låsen (jf. gårsdagens snapchat (cecilieund) og dette sms-indlæg…)?
  • Hvorfor spiser Hugo konstant? Klokken er 10:39 og han har indtaget to portioner cheerios, en pære, et kvart æble, en halv banan, en gulerod, tre vingummier (…), et halvt æg, en skive toastbrød, en vitaminpille og fem skefulde Kefir med chiafrø og kokosmel. Jeg tager ikke pis!
  • Hvorfor findes der mennesker, der ikke deler det synspunkt, at flødeboller er guddommelige fra køleskabet og uspiselige ved stuetemperatur?
  • Udover Hugo altså…

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Falster alligevel

img_6755

Vi har revideret vores påskeplaner en smule. Som jeg skrev her, har vi siden torsdag haft en dreng i en form for aflastning. Primært er det jo Thor, der “er den”, da det er ham, der har relationen og værktøjskassen – men det er ferie, og dermed har det været en fælles opgave og udfordring.

Og det er gået godt. Over al forventning, faktisk. Uden at gå for meget i detaljer – for hold kæft, det er en svær balancegang at regne ud, hvad der er i orden at fortælle – så har drengen været rigtig glad for at være hos os, ligesom vores børn har været rigtig glade for at have en ekstra legekammerat.

Alligevel kunne jeg i aftes mærke, at det ville være bedst for os alle seks, hvis vi delte os lidt op i de sidste dage. Helt egoistisk havde jeg – efter en møgtravl periode – brug for luft og ro og ferie. Og det samme bildte jeg mig ind, at mine store børn ville have glæde af. Derfor kørte vi i morges mod Falster. Alligevel. Hugo er blevet hjemme hos Thor – og de hygger sig med vores nye ven, som jeg også antager har gavn af endnu mere ro, end vi har kunnet tilbyde ham de første dage.

Jeg er fuld af dårlig samvittighed over for den ene og den anden og den tredje. Men det er også en disciplin, som jeg mestrer på et helt absurd højt niveau. Fornuften i mig ved godt, at Thor og jeg har valgt den bedste løsning for de sidste feriedage – for alle parter. Så nu vil jeg bede stemmen i baghovedet om at lukke røven – og så vil jeg smide mig på sofaen med en kop kaffe, et øje i et dameblad og et øje på den fodboldkamp, som min 5-årige så gerne vil indvie mig i…

God weekend!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ja, selvfølgelig.

IMG_0342

Det er torsdag morgen og jeg ligger i sofaen med en syv-årig på den ene side, en fem-årig på den anden side – og en 1-årig i fodenden. De store lader sig underholde af deres iPads – den lille af Ramasjang.

Det er en speciel dag. Som jeg luftede i forrige indlæg, er der sket noget, der gør at vi ikke tager i sommerhus som vi plejer. Vi er blevet bedt om noget.

Thor læser jo til lærer og har i et stykke tid været tilknyttet som støtteperson for en dreng med nogle udfordringer – på den skole, som han arbejder på ved siden af studierne. Han er “på” ham et fast antal timer om ugen, imens han støtter ham i at følge undervisningen så godt som muligt.

I torsdags deltog jeg i et event. Mia Lyhne holdt oplæg – og pludselig ringede Thor igen og igen. Det gør han aldrig, så jeg vidste godt at det var vigtigt – og jeg sneg mig ud og tog telefonen.

Thor fortalte, at de havde ringet fra kommunen. Drengen, som han er støtteperson for, havde nogle særlige udfordringer i sit hjem, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Derfor ville de høre, om vi havde mulighed for at aflaste i påskeferien. Jeg kunne tydeligt høre på Thor, at det var noget, han gerne ville – og jeg kunne tydeligt mærke på mig selv, at det ville jeg også gerne. Selvfølgelig!

Derfor får vi et ekstra barn i familien de næste mange dage – i en del timer om dagen. Jeg er spændt og jeg er klar over, at det bliver en udfordring. Men jeg glæder mig også og jeg er stolt af, at min mand har formået at danne så særlig en relation til den her dreng, at det er os, der bliver spurgt.

Jeg kommer ikke til at skrive meget mere om det her, da der selvfølgelig er grænser for hvad jeg vil og kan fortælle.

Rigtig god påske!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Og minderne tager jeg bare med mig

img_6704

Pludselig blev det tirsdag og påskeferien er i gang. De sidste mange år har vi tilbragt størstedelen af den i min mors sommerhus på Falster, men i år bliver vi hjemme – af årsager, som jeg vil fortælle om en af de kommende dage.

Her til aften er vi taget ud til min mor, inden hun drager ned mod ovennævnte sommerhus i morgen. Hugo har leget i haven, Elliot har spillet Playstation med sin onkel – og Sia har været med min mor og jeg ovre og se, hvordan det skrider frem med hendes nybyggerprojekt. Det skrider fint frem. Og hurtigt. Nu er der kommet tag på og man kan efterhånden fornemme, hvor lækkert det bliver, når det står færdigt til sommer.

Mine søstre er her også – og vi har lavet risotto og tomatsalat – og drukket rødvin til.

I skrivende stund sidder jeg på gulvet i gangen nedenunder. Ude foran det værelse, som Sia og Elliot er ved at falde i søvn i. Det, der engang var mit teenageværelse – og som nu er min lillebrors. Det er underligt at vide, at vi ikke kommer til at være i det her hus særligt mange gange mere. Om mindre end tre måneder står det nye klar – og jeg skal sige farvel til det, der af alle de mange barndomshjem, jeg har haft, er fyldt med allerflest minder.

Forleden cyklede jeg og hørte afsnit H af Cecilie og Rachels podcast “Voksen ABC”. Et af de ord, de snakkede om, var “hjem”. De snakkede om den særlige følelse af at føle sig hjemme, når man er hjemme hos sine forældre – og den ene spurgte den anden, om hendes forældre stadig boede i det hjem, som hun var vokset op i. Og pludselig gik det op for mig, at lige om lidt, så har jeg ikke længere mulighed for at komme i nogle af de hjem, som jeg er vokset op i. Som jeg har historie i – fra før jeg pludselig blev voksen. Det hus, som min far bor i, har jeg aldrig selv boet i – og lige om lidt er det samme tilfældet for det hus, min mor bor i. Og selvom det helt sikkert ikke er unormalt – så er det fandeme mærkeligt at tænke på. For der er så meget historie i det her hus.

Vi flyttede ind da jeg var 14. Jeg har haft mine første kærester med herhjem. Drukket mig fuld med gymnasieveninder her. Smugrøget i baghaven. Haft mine første kærestesorger her – og grædt så meget, at jeg faktisk troede, at jeg ville dø af det. Her. Thor forærede min mor et bundt gammelrosa roser og en vase i glasmosaik her, da han kom herhjem for første gang. Og ni måneder senere gik min fødsel igang her. Mine børn er kommet her gennem hele den barndom, de har haft indtil nu. Og snart er det slut.

Men så kommer der noget nyt. Og det bliver også godt. Især for min mor – men også for os. Jeg elsker allerede hendes kommende hus – og jeg ved, at jeg vil føle mig ligeså meget hjemme dér, som jeg gør her. Fordi hun er der.

Og minderne tager jeg bare med mig. Det kan man nemlig.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

For otte år siden

image

I går mindede min mor mig om, at det var den tredje april. Det vidste jeg jo godt, at det var – og jeg havde flere gange tænkt, at det var min lillesøsters storebrors fødselsdag. Men den tredje april er meget mere end min lillesøsters storebrors fødselsdag. Den tredje april er en helt særlig dato for mig – og det havde jeg af en eller anden grund slet ikke skænket en tanke, før jeg blev mindet om det.

Den tredje april var den dag, jeg fandt ud af, at jeg skulle være mor. For otte år siden. Den dag, hvor jeg med hjertet oppe i halsen gik ind i Matas og købte en graviditetstest. En graviditetstest, som jeg udemærket godt vidste, hvad ville vise. Og da de to streger tonede frem, ændrede hele min verden sig på et splitsekund. Jeg kan huske, at jeg kiggede mig selv i spejlet imens jeg holdt mig for munden. Stod der og gloede på mig selv. Og jeg har nok lignet en, der panikkede og min puls var uden tvivl forfærdeligt høj. Men jeg var faktisk helt rolig. Så rolig, at jeg dagen efter – den fjerde april – for præcis otte år siden i dag, lå på et tæppe i Kongens Have med en navnebog og en kommende far. For solen skinnede, ligesom den gør det i dag. Og vi vidste hvad vi ville.

Og det kan synes så sindssygt i retrospektiv – for vi var jo på sin vis bare børn og vi anede ikke, hvad vi gik ind til. Og gudskelov for det. Gudskelov for vores naivitet og mod og tro på hinanden. For hvis vi ikke havde haft den – eller hvis bare en af os havde manglet bare lidt af den, så havde jeg ikke siddet her. I vores lejlighed. Med udsigt til overfyldte vasketøjstativer.

Jeg aner ikke hvor jeg ville have siddet i stedet – og jeg er også fuldstændig ligeglad. For jeg er lige hvor jeg skal være.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts