Jeg fortryder ikke et sekund

 

 

10392010_363549200472_3399511_n

I forgårs kom det frem, at et nyt studie konkluderer, at ældre mødre er bedre mødre. At jo ældre moren er, des bedre trives hendes barn.

Siden har “nyheden” fyldt i medierne og i mit facebookfeed – og jeg har gået og følt, at jeg burde sige noget. Mene noget. Men mange har allerede ment noget – blandt andet min Cana – så jeg behøvede vel ikke også at råbe op. Desuden vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle synes. For jo, jeg blev ramt af overskrifterne – men omvendt var det jo sådan set veldokumenteret og ikke noget, jeg bare kan gå ud og erklære mig uenig i. Jo, jeg kan sige, at det ikke gælder for mig – men jeg kan jo ikke påstå, at det ikke gælder i det hele taget.

Men nu har jeg gået og summet. Og mærket og tænkt. Og jeg føler et eller andet sted, at det er min pligt at sige noget. Jeg ved, at mange unge kvinder læser med herinde – og jeg ved også, at mange af dem går og overvejer at blive mødre under deres uddannelse og tidligere end gennemsnittet. Det ved jeg fordi mange af dem skriver til mig. Og jeg føler, at jeg bliver nødt til at råbe, at de ikke skal lade sig påvirke den mindste smule af den undersøgelse.

Jeg var 21, da jeg blev mor. Og selvfølgelig var der nogle ting, der var sværere alene på grund af min alder – men jeg tror også på, at der var nogle ting, der var lettere på grund af min alder.

Jeg vil ikke afvise, at jeg havde været en bedre mor, hvis jeg havde været ældre. Det er meget muligt. Ja, jeg havde nok været mere rolig og rummelig. Jeg havde nok hvilet mere i mig selv og det havde sikkert kommet mit barn til gode. For ja, jeg har vaklet og ja, jeg har været usikker – men jeg har fandeme stadig gjort det godt og skabt børn i trivsel. Og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg blev mor så tidligt i mit liv.

Jeg tror på, at man skal blive mor lige når man har lyst til at blive mor. For jeg tror på, at man bliver en god mor, når man har lyst til at være det. Uanset graden af vaklen, mængden af rummelighed eller antal år.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Det hele bliver halvt

img_6006

Jeg sidder på Starbucks i Frederiksberg Centret. Her kommer jeg ellers aldrig, men jeg har tilbragt formiddagen med min studiegruppe rundt om hjørnet. Og så var jeg efterladt med et par ledige timer og alt for meget, jeg skulle nå. Så jeg tænkte at jeg ville gå herover – og nå det hele. Finde noget frokost og fumle min computer op fra tasken.

Jeg når ikke en skid.

Har brugt halvanden time på at konstatere, at jeg er blevet for gammel til at tænke en selvstændig tanke på Joe and the Juice. På at prøve alt muligt grimt i H&M – og på at stå i kø til toiletterne. Og nu har jeg sat mig her. På Starbucks. Med en kæmpestor kop kaffe. Jeg er træt. Helt ind i knoglerne. Fik faktisk et reelt chok, da jeg så mig selv i spejlet i H&M’s prøverum. Måske var det derfor, det hele pludselig var grimt.

Men det er ikke underligt. Trætheden. Jeg sov højt sat fem timer i nat og jeg er typen, der skal have mellem syv og otte for at hænge sammen. Men jeg forberedte gruppearbejde til klokken et i nat. Fordi det var dér, jeg havde tid. Fordi jeg også har en blog og et arbejde og en familie og alt for mange arrangementer. Og det er for meget og det er for dumt – for det hele bliver halvt.

Men solen skinner, jobbet er opsagt, jeg har meldt afbud til et eftermiddagsarrangement og vil i stedet drøne hjem og kramme mine børn.

Og nu virker kaffen.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Ligestillet?

fullsizerender-47

Jeg har aldrig set mig selv som feminist. Jeg er fuld af respekt for den kamp, som min mormor kæmpede – og for alle dem, der gjorde det med hende. Men jeg har altid fortalt mig selv, at hun havde gjort arbejdet for mig. At jeg var ligestillet. Og måske endda fundet nutidens feminisme en lille smule højtråbende og unødvendig.

Det handler nok om, at jeg er vokset op med en enormt selvstændig mor – og en ret blød far. Min far vaskede tøj og hentede os i institutionen. Han legede med os og lavede mad. Det gjorde min mor også – men hun gjorde også karriere. Hun var uddannet folkeskolelærer som 22-årig og endte som HR-chef i en kæmpestor international virksomhed, inden en hjernerystelse satte en stopper for hendes arbejdsliv.

Og jeg har gjort nogenlunde det samme. Giftet mig med en mand, der vasker størstedelen af vores tøj og tømmer 9 ud af 10 opvaskemaskiner. En mand, der er præcis ligeså vigtig for vores børn, som jeg er, som altid ved hvor mine nøgler er og som aldrig lærer at forstå, hvorfor jeg ikke har samme behov for klædeskabsorden, som han har.

Jeg er sgu da helt vildt ligestillet. Eller hvad?

Måske ikke helt. Måske i min lejlighed. Helt sikkert i min lejlighed. Men måske er jeg ikke ligestillet, ligeså snart jeg bevæger mig ud herfra. Jeg har nemlig lagt mærke til noget. Jeg er begyndt at lægge mærke til noget.

Retorikken.

Den ros, som Thor får ude i vores samfund – for at være ham, der vasker tøj. “Hvor er det flot”. “Hvor er du heldig, Cecilie”. Og det er ikke engang bare dét. Det er ikke engang bare vasketøjet. Det er også det faktum, at han overhovedet stadig er her. Det er flot, at Thor blev hos hende, der blev gravid som 21-årig. Det er sejt, at han gerne ville være far. Og det værste er næsten, at jeg hopper med. Jeg blærer mig med, at jeg har en mand, der smører madpakker – og at jeg har holdt på ham i otte år.

Det er ikke flot, at jeg laver aftensmad, tjekker forældreintra og gør rent. Det er bare forventeligt. Og det er ikke sejt, at jeg gerne ville være mor eller at jeg stadig er her. Selvfølgelig er jeg her stadig. Jeg er jo deres mor. Jeg er kvinden.

Ligestillet? Ha!

God kampdag!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Hiv mig ned

img_5157

Det har været en lang dag. Hugo kom afsted i vuggestue efter fire sygedage, men Sias småfeber var taget til og hun havde ondt i halsen. Lægen konstaterede ganske rigtigt (endnu) en halsbetændelse – og vi skaffede penicillin og pastiller.

Jeg har brugt min eftermiddag og det meste af min aften ude af lejligheden. Jeg har deltaget i et nyt projekt, som måske bliver til mere og som måske bare var i dag. Et spændende, sjovt, grænseoverskridende og muligvis stort projekt, hvor jeg grinede meget højt og delte gavmildt ud af mig selv.

Og så kom jeg hjem. For en time siden. Til nu to feberramte børn i dobbeltsengen – og en feberramt mand på stuegulvet.

Bang! Ned på jorden.

Sia var ikke faldet i søvn, så jeg lagde mig hos hende. Hun havde tydeligvis brug for mig – og hun krammede mig, holdt fast og kaldte mig for hendes yndlingsmor med ansigtet boret helt ind i min skulder.

Og hvor er det dog det bedste i verden. At man kan være helt oppe og flyve. Have gang i tusind ting for meget. Og at man så har nogle små mennesker, som hiver en ned med et trylleslag. Mennesker, for hvem man er hele verden – og som har oprigtigt brug for en. Som gang på gang minder en om, hvad der er det allervigtigste. Det eneste sådan rigtigt vigtige.

Jeg ligger her stadig. Hun sover nu. Tungt og stadig med armen krøllet ind under min. Og jeg skulle alt muligt. Jeg er bagud alle steder. Og der har været Gift ved første blik. Men jeg går højst ud og børster tænder.

Så må verden lige vente.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Jeg trækker lige vejret

 

img_5655

Jeg sidder alene på skolen. På femte sal. Den kæmpestore bygning føles tom – og de fleste er nok også gået på weekend.

Jeg trækker lige vejret.

Om en halv time sidder jeg i en frisørstol og får gjort noget ved mit hår. Jeg har endnu ikke besluttet hvad – og sandsynligvis får Jeppe bare lov til at bestemme.

Om halvanden time står jeg i Tiger og propper flag, lys, servietter og krymmel i min kurv.

Om to timer krammer jeg mine unger.

Om tre timer hopper jeg i en kjole, som jeg skal gøre mig umage for ikke at spilde på i de to timer, jeg skal være i den.

Om tre og en halv time står jeg og drikker øl til en fernisering, som min venindes kæreste holder. Og kigger på kunst og snakker med mennesker.

Om fem timer tager jeg kjolen af og hænger den op. Og hopper i noget blødt og spiser pizza og ser X Factor.

Om ni timer kaster jeg mig ud i mit livs første marengsforsøg.

Om ti timer går jeg i seng. Og det mener jeg.

For om elleve timer fylder jeg 29 og om 24 har jeg lejligheden fuld af gæster. I den kjole, som jeg ikke spilder på om fire timer, og imens jeg serverer den marengs, som lykkes for mig om ni.

Men først trækker jeg vejret. Her på femte sal. Inden det går løs – alt det gode.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts