30-årskrise

Her er stille. Både i min stue og på den her blog. I min stue kan jeg kun høre sekundviseren, der tikker – og mit tastatur, som mine fingre skøjter henover. Stilhed efter hvert punktum. Tænkepause. Sekundviser. Tik tak. Tik tak.

Stuens stilhed giver mening. Jeg er alene hjemme. Der er ingen børn, der giver lyd fra sig. Og det giver mig ro til at få skrevet det indlæg, som jeg mistænker er nødvendigt – for at bryde den stilhed, der hersker på min blog. Den stilhed, jeg har sværere ved at få greb om. Finde årsagen til. Hvorfor blogger jeg ikke? Jeg elsker det jo og jeg vil så gerne – men ordene kommer ikke til mig. Som om, der er noget, der står i vejen. Nogle ord. Ordene om den 30-årskrise, jeg efterhånden har erkendt, at jeg er ramt af. Og som jeg retrospektivt kan se, at det meste af mit sidste år i 20’erne har været præget af. Og hvorfor er de ord så svære at finde og få ud? Hvorfor overtager lyden af sekundviseren konstant lyden af taster, der former sætninger?

Fordi jeg skammer mig, tror jeg. Jeg fylder 30 om ni dage. Og når jeg siger det højt og indrømmer, at jeg har svært ved at forholde mig til det, bliver jeg mødt med undren. “Jamen, du har jo tre børn og har været gift med den samme mand i otte år?!”. Og ja ja. Objektivt og ude- og oppefra kan jeg da sagtens se, at 30 passer bedre til mit liv end 29. Og at 35 måske endda passer endnu bedre. Men jeg føler det ikke. Jeg synes, at det lyder helt forkert. Jeg synes ikke, at jeg er 30.

Der er det absurde i hvor hurtigt ens 20’ere forsvandt – og er man så ligeså hurtigt 40? Men først og fremmest tror jeg, at det handler om de forventninger, jeg har haft til at være voksen. Den måde, jeg har set på mennesker, der er mere end 30. Jeg har tænkt, at når man var 30, så var man ægte voksen. Så havde man styr på alting og man vidste hvad man mente. Om alting. Man vaskede gulve en gang om ugen og man havde en opsparing og en rejsekonto. Og en uddannelse. Og en bil. Og man havde ro. Indeni.

Og det står bare i skærende kontrast til mit liv. Jeg har styr på det vigtigste, men jeg ved alt for sjældent hvad jeg mener. Jeg er påvirkelig og konfliktsky og jeg misunder de mennesker, der altid har en holdning parat. Jeg har ikke vasket gulv i fire uger og vi er nærmere et overtræk end en opsparing. Jeg har godt nok en uddannelse lige om lidt – men de andre er 23 og så står man dér. Uden bil. Uden ro. Og det er det værste. Roen, der mangler. Jeg vil så gerne have den ro. Hellere end meningerne og opsparingen og bilen. For mon ikke roen ville få alt andet til at virke okay?

Jeg øver mig. Og måske er det også for meget forlangt, at være i balance som 30-årig. Måske er det virkelig ingen alder og måske skal der også være noget at lære i de næste mange årtier.

Måske leger de rigtige voksne det bare.

45e3425c-ce12-4f0f-b50b-869597f6e9f8

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Godt taget

Jeg er alenemor i den her weekend. To dage (næsten) nede – en to go. Sidder på nuværende tidspunkt på en af vores spisebordsstole – ovenpå en bunke tøj, som jeg ikke orkede at rykke. Min 6-årige har lige været henne og vise mig Atletico Madrids startopstilling på en fodbold-app. Og min ageren-interesseret lykkedes åbenbart så godt, at jeg også lige fik lov til at se deres sidste ti resultater. Min 2-årige leger med plusplus’er, ser Hr. Skæg og snakker i imaginær telefon med sine vuggestuevenner – og min 8-årige har lige fået ophævet den iPadkarantæne, jeg gav hende i morges, da jeg på imponerende upædagogisk vis antog, at det var skærmen, der gjorde hende så uhyggeligt vred over at skulle en tur på den indendørs legeplads.

Det er altid med en underlig form for frygt, at jeg påtager mig græsenkerollen. En rolle, som jeg i øvrigt er meget forskånet for – i hvert fald i forhold til de fleste af mine veninder. Frygt for om jeg nu kan klare det. Om jeg kan gøre det godt nok. Om min tålmodighed rækker. Underlig fordi det jo for fanden bare er mine unger. Og fordi jeg jo for fanden er deres mor. Som selvfølgelig kan klare alt det, jeg skal. Men alligevel.

Og nu skal jeg fortælle jer noget sjovt. Jeg har allerede fået ret i alle mine bange anelser. Mine unger har skændtes og jeg har skældt ud. Der er sprunget en bombe på børneværelset og Hugo har fået lov til at se langt mere Ramasjang end planlagt. Vi er løbet tør for toiletpapir og jeg lykkedes ikke med at lade min telefon ligge under hele Flyvende farmor.

Og nu kommer det sjove. Jeg synes, at det er gået pissegodt! Jeg er helt ægte og ind-i-maven-stolt over den måde, jeg har været mor og den eneste voksen på. For vi har grinet, jeg har fremstillet pizzaer, kartoffel/porresuppe og ved gud bagt et foccaciabrød. Og jeg har konflikthåndteret  og bevaret roen og talt til ti tusind gange. Og jeg har holdt fast og jeg er bøjet af. Og vi har været på legeplads og vi har poppet popcorn. Og jeg har rummet rodet og jeg har støvsuget. Og jeg har afholdt mig fra selvbebrejdelserne og Hugo har fortalt mig, at han elsker mig.

Og det, som jeg næsten er allermest stolt over, er, at jeg er stolt. Fordi. For bare få måneder siden, ville jeg have fokuseret på rodet, skænderierne og de uundgåelige fiaskoer. For bare en uge siden, måske. Og jeg ville have følt mig utilstrækkelig og jeg ville have bebrejdet mig selv til månen og tilbage. Og det ville have virket så destruktivt og selvforstærkende.

Og jeg ved ikke helt hvad der er sket – og måske ved jeg det godt. Måske forstår jeg bare ikke, at det kunne ske for mig. Dronningen af dårlig samvittighed.

Godt taget Cecilie. Klap dig selv på skulderen.

img_8196

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Midnatstanker

Ligger i min seng. På kanten mellem fredag og lørdag og med gardinet rullet halvvejs ned. Med sovende børn omkring mig og hos mig. Til alle sider. Varme ben under min dyne. Tunge, rolige åndedræt. Thor er her ikke. Ikke før sent søndag aften. Han er i London med sin mor og sine brødre.

Og så var der det gardin. Halvvejs nede. Det er aldrig kun halvvejs nede, men det var en helt bevidst handling, da jeg for tre minutter siden slap det, før det nåede at mørklægge rummet fuldstændigt. Så fuldstændigt som det kan lade sig gøre i byen.

Det var et bevidst valg, men jeg er ikke sikker på hvorfor jeg valgte det. Jo, for at lade gadelampens skær trænge ind. For at kunne se, selvom jeg skal sove. For at kunne navigere hvis jeg vågner. Hvis nogen vågner. Men hvorfor? Fordi min mand ikke er her? Ja. Men hvad har det med lys og mørke at gøre?

Det hele, måske.

Godnat.

1beb0e21-2e65-4120-802c-4d6943c86bcf

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lakker mod enden

Jeg har taget hul på mit sidste semester. Og det er så vildt. Jeg husker tydeligt min allerførste dag på uddannelsen. En augustdag i 2013. Det føles som forleden og det føles som i et andet liv. Jeg havde intentioner om at cykle til og fra min nye skole, men den første dag tog jeg bussen. Jeg kan ikke helt huske hvorfor. Måske fordi jeg ikke ville se vindblæst og forpustet ud. Eller regnede det? Jeg havde en mønstret skjortebluse på. I røde og orange nuancer. Og jeg var nervøs. Eller spændt, nok nærmere. Og jeg fandt op til fjerde sal og ned til det lokale, som hold B skulle mødes i. Og jeg trådte ind til en gigantisk flok. Piger, allesammen. Stille, de fleste. Spændte. Og jeg fandt en stol på bagerste række og slog mig ned.

Da vi skulle introducere os selv, fortalte jeg, at jeg hed Cecilie og at jeg var 25 år gammel, at jeg var mor til to børn på 1 og 3 – og at jeg havde læst til lærer i et par måneder, nogle år tidligere. Jeg fortalte, at jeg hurtigt havde fundet ud af, at jeg ikke var landet det rigtige sted, men at det var jeg ret sikker på, at jeg var nu. Og underviseren, som var en ældre, tydeligvis garvet kvinde, sagde, at det var hun også sikker på, at jeg var. Og jeg blev så glad og følte mig med et så meget hjemme.

Og så hørte vi om intranettet, kantinen og studieteknikker – og legede navnelege og udarbejdede en planche med en tegning af en sygeplejerske. Rundt om hende skrev vi en masse udsagn og kvaliteter, som vi mente passede på den rolle, vi skulle indtage om 3,5 år. Og så pointerede underviseren, at kun cirka halvdelen af os ville blive sygeplejersker om 3,5 år. Statistisk set. Resten ville enten være droppet ud eller være blevet forsinkede af eksempelvis en barselsorlov. “Bare rolig. Det smitter!” sagde hun, da de unge piger straks bedyrede, at de i hvert fald ikke skulle have børn inden for de næste 3,5 år. Og jeg smilede overbærende og vidste med 100% sikkerhed, at jeg i hvert fald ville blive sygeplejerske om 3,5 år. Ikke på vilkår, om jeg ville lade mig forsinke, når jeg nu endelig havde fundet min hylde – og det i øvrigt allerede var seks år siden, jeg var blevet student.

Sådan blev det ikke. I januar 2017 fik jeg ikke mit eksamensbevis i hånden. Jeg startede derimod på modul 9 – halvandet år senere end de piger, jeg havde mødt den augustdag i 2013. De piger, der nu kunne kalde sig sygeplejersker – på instagram og i virkeligheden. Jeg blev forsinket. Jeg lod mig forsinke. Af det barn, jeg ikke troede, jeg skulle have – og af den tvivl, jeg end ikke havde overvejet, at jeg kunne rammes af.

Men nu er jeg snart i mål. Det lakker mod enden. Jeg kan næsten fysisk se lyset. Til sommer bliver jeg sygeplejerske. Om fire måneder! Og jeg er så stolt og så glad og så fuld af forventning og sommerfugle, at man næsten skulle tro, at det var løgn.

image

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Fredag aften og uambitiøst nærvær

Fredag aften. Har tændt stearinlysene og Disneysjov og fyldt slik i ungernes skåle. Det er weekend. De to uger med fridage er fløjet forbi. Den første fuld af aftaler og gøremål – den sidste en slags indespærret i lejligheden med skoldkopperamt 2-årig. På mandag indfinder jeg mig på skolebænken – for første gang i mere end syv måneder – og tager hul på det sidste semester. Vildt. Sindssygt og sindssygt fedt.

Havde et slags klarsyn tidligere i dag. Gik ind til Elliot, der sparkede en fodbold rundt på legeværelset. Det er sådan, han rydder op i sit hoved, tror jeg. Sparker til en bold i timevis – imens han skiftevis agerer kommentator på sin egen enmandskamp – og er stille. Jeg tog ti straffespark på ham – og scorede nul gange – og så tog jeg ham op til mig. Og krammede ham. Han er et følsomt væsen, men han er ikke sådan en, der forlanger nærhed eller beder om det. Så man skal selv hælde på ham. Og i dag kunne jeg mærke, at det var tiltrængt. Han sad ligesom fast på mig og ville ikke ned igen – så for at skåne min ryg og forlænge momentet, tog jeg ham med ind i soveværelset, hvor vi lagde os på sengen. Og i en halv time fik jeg lov til at være helt tæt på ham – imens vi snakkede, fortalte, grinede og pjattede.

Det var så forfærdeligt dejligt og hyggeligt – og så kom jeg i tanke om alle de gange, jeg har tilbragt timer med 0-, 1- og 2-årige i den seng i løbet af mine barsler. Jeg lagde mig ofte derind i løbet af dagen – fordi de nød det og fordi det var nemt og roligt. Men jeg nød det ikke. Jeg nød det ikke fordi jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke gjorde noget andet med min baby. Noget mere. At jeg var så pinligt uambitiøs, at jeg bare lod dagene forsvinde i dobbeltsengen. I stedet for at stimulere mit barn på et legetæppe eller gå en tur med barnevognen.

Og hold nu kæft, hvor er det åndssvagt. Jeg fik helt ondt af den dér unge, usikre mor, der var mig. Blev så ked af, at jeg havde været så hård ved mig selv. Og imens jeg roste mig selv for at være nået langt siden dengang og for at hvile mere i mit moderskab, stod det pludselig også meget klart, at jeg langt fra er i mål. Jeg har jo stadig dårlig samvittighed. Tæt på konstant og over det ene og det andet. Over for meget iPad, for lidt fuldkorn og for lidt højtlæsning. Jeg kan og skal slappe endnu mere af. Stole endnu mere på mig selv og mine valg. For jeg er en pissegod mor og jeg har pisseglade børn og måske må det hele gerne være en lillesmule uambitiøst og afslappet. Måske skal det netop være det.

God weekend!

154c4ff4-c4b2-4167-a6e1-2a72d848979f

 

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts