At sende sine børn over vejen

Hun har arvet mit temperament, den meget tæt på 8-årige. Det, som min terapeut så pænt kaldte for mit “vibrerende nervesystem”. De store følelser. Og hun gloede på mig med sine enorme øjne – fulde af vantro, håbløshed og vrede – da jeg fortalte hende, at klokken var blevet for mange til, at vi ville nå at komme op i butikken, der sælger plysdyr med glimmerøjne. Som jeg ellers havde åbnet muligheden for i morges. Man skal ikke åbne muligheder, når man har en meget tæt på 8-årig med et vibrerende nervesystem.

“Må jeg så ikke bare gå derop selv?”. Ha! Ved gud, du ikke må. Krydse Østerbrogade? Alene? I mørket og myldretiden? Niks. Niksen biksen. Glem det virkelig meget. Og hun vibrerede videre. Spærrede de enorme øjne endnu mere op.

Og jeg stoppede mig selv. Trykkede på en imaginær mute-knap i mit indre, så jeg kun kunne se hendes mund bevæge sig, men ikke høre de ord, der flød ud. Om at være god til at se sig for og om, at man nogle gange havde fået lov til at gå i kiosken. Stoppede mig selv og vendte tilbage til en samtale, jeg havde haft med en mor fra Elliots klasse – til forældrefesten for nogle uger siden. Efter et par øl. En samtale om ansvar og om at stole på sine børn. Om hvor meget vi selv fik lov til – og hvor lidt vi giver videre. Hvor godt vi pakker dem ind. Og hvor misforstået det måske er.

Jeg fik lov til ret meget, da jeg var lille. Købte smøger for mit bedstefar på Herlev Torv – nogle lyskryds væk fra den lille lejlighed. Hentede min lillesøster i børnehaven, gik selv hjem fra skole – og fik som 11-årig ansvaret for tre amerikanske børn på 2, 5 og 7 – en eftermiddag om ugen. Uden nogle voksne. Vær så god. Og jeg forsøger virkelig at give mine børn noget af den samme tillid, som blev givet til mig. Sia går i kiosken selv – og hun vokser to meter for hver gang. Men kiosken ligger på den anden side af sidevejen, som er meget lidt befærdet – og butikken, der sælger plysdyr med glimmerøjne, ligger på den anden side af vores bydels allermest befærdede vej. Så min umiddelbare reaktion var et stort, rungende nej. For hvad var jeg for en mor, hvis det gik galt? Hvis en spritbilist bragede ind i hende eller hvis hun ikke kunne finde hjem? Ellers hvis hun tabte sine penge eller blev sprunget over i køen?

Men gæt hvad. Jeg gjorde det. Sendte hende over Østerbrogade. Og overvejede virkelig meget at følge 20 skridt efter – bare for at holde øje på afstand. Eller koordinere med Thor, som var på vej hjem fra biblioteket. Han kunne bare stille sig på et gadehjørne og se om hun kiggede sig for. Jeg holdt vejret i ti minutter og lyttede efter sirener. Indtil dørtelefonen bimlede, mine skuldre bragede ned på plads og min meget tæt på 8-årige resolut trådte ind ad døren. Med et plysdyr med glimmerøjnene i favnen. 40 kroner fattigere og 4 meter højere.

Fordi jeg sendte hende over vejen.

img_2169

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Korte dage og tungsind

img_0279

Det er aften. Jeg burde sove og det gør resten af hytten også – men jeg insisterer på at hive lidt mere ud af dagen. Fordi de er så korte for tiden. Dagene. Og fordi jeg har så lidt af den her tid. På min sofa. Med mit TV og mine tanker. Ser noget med Anders Agger og Lars Løkke. Imens klokken bliver mere og mere og i morgen rykker nærmere og nærmere.

Tilbage til de korte dage. Det er hårdt, synes jeg. At cykle afsted i mørket klokken 6:15 – og parkere cyklen derhjemme 10 timer senere. I mørket. Til sidste uges indlæg om min dårlige samvittighed, var der en skarp læser, der spurgte mig, om mit tungsind kunne hænge sammen med mørket. Og jeg tror, at hun havde fat i noget. For jeg har faktisk altid haft tendens til vintertristhed. Jeg er så afhængig af lys. Bliver fysisk dårlig af nedrullede gardiner. Og november gør mig sløv og træt og trist. Ikke hele tiden, men mere end jeg plejer. Så måske skulle jeg glo ind i noget terapilys.

Men måske skulle jeg også noget andet. Og det prøver jeg på. Noget så simpelt som at tænke positivt og noget så svært som at dræbe min dårlige samvittighed. Og det hjælper faktisk lidt. Jeg forsøger at snakke med mig selv om, at den dårlige samvittighed hverken gør noget godt for mig eller for nogen andre. At den er ukonstruktiv og ubruelig. Og at jeg jo for fanden gør det hele så godt, jeg kan. Og gør det meste godt nok.

Bloggen bliver syltet lidt. Fordi jeg har meget at arbejde med ude i virkeligheden – og i mig selv. Og jeg føler en trang til at levere – eller i det mindste undskylde mit fravær. Og på den anden side virker det så selvcentreret og åndssvagt – for mon ikke I alligevel har andet, at tage jer til – og mon ikke de færreste alligevel opdager, om der går to eller tre dage uden mit ævl? Jeg tror det. Men jeg er her.

Jeg ved ikke hvor meget mening alt det her giver. Men det var sådan et indlæg, der skrev sig selv på otte minutter. Fordi det bare er tanker, der flyder ud gennem mine fingre og ud i det uendelige.

Godnat.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Satans samvittighed

Jeg går for tiden og tænker meget over det dér med den dårlige samvittighed. Jeg tænker over, om det er en kvindeting? En morting? Og jeg tænker over hvorfor i alverden det pludselig er blevet en af de følelser, jeg kan mærke tydeligst. Og oftest. Og jeg tænker over hvordan fanden jeg slipper af med den og giver mig selv en lillesmule ro.

Den er der hele tiden. Den dårlige samvittighed. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har mere tid til mine børn. Og over at jeg ikke bruger nok tid på min skole. Dårlig samvittighed over at jeg ikke er sødere ved min mand. Og over at jeg spiser for meget chokolade. Dårlig samvittighed over at jeg ikke gør nok rent. Og over at jeg aldrig får læst bøger. Dårlig samvittighed over at jeg ikke får ringet til mine veninder. Og at jeg ikke får svaret på mine mails. Dårlig samvittighed over at jeg går for sent i seng om aftenen. Og over at jeg cykler uden cykelhjelm. Dårlig samvittighed over at jeg drikker for lidt vand. Og at jeg ikke får blogget nok. Dårlig samvittighed over at jeg aldrig får støvet af. Og at jeg dræber mine potteplanter. Dårlig samvittighed over at jeg ikke spiser nok grøntsager. Og at mine skabe roder. Dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed over at jeg har dårlig samvittighed.

Den er der hele tiden. Stærkere end nogensinde. Følges proportionelt med den ulidelige travlhed, der pludselig har fået sneget sig ind i vores hverdag. Og jeg bliver sindssyg. For den giver mig ondt i maven og den tynger mig. Gør mig til en version af mig selv, jeg ikke kan kende – og som jeg ikke bryder mig forfærdeligt meget om. Og kunne jeg for helvede ikke bare give mig selv lidt luft? Lade være med at skælde mig selv ud konstant. Rose mig selv for alt det gode, jeg gør. Og er.

Jeg skal prøve.

Ellers får jeg bare dårlig samvittighed.

img_5040

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Tvivl og træthed

Jeg tog en graviditetstest i går. Det er sådan noget, man relativt jævnligt gør, når man er blevet skænket en ekstrem fertilitet – og i øvrigt er hamrende dygtig til at google historier om kvinder, der bliver gravide på trods af velanlagte spiraler. Jeg gør i hvert fald. Men det er alligevel længe siden sidst.

I forgårs flippede jeg ud over smagen af en hindbæris. Ikke den positive måde – men på den lettere hysteriske og yderst barnlige måde. Jeg gik i seng klokken 21:30 samme aften – og i går fandt jeg mig selv siddende ved mit livs første lægefaglige konference, imens jeg undertrykte det ene gab efter det andet – på trods af, at jeg faktisk fandt situationen afsindigt spændende og havde fået usædvanligt mange timers søvn.

Den var bragende negativ. Testen. Og det var godt. Selvom jeg både nåede at fantasere om hjemmefødsler, strækvikler og om ikke at ville have kønnet at vide. Ha. Jeg skal altså styre mig – for vi er på ingen måde gearet til et ekstra barn. Og det tror jeg ærligt talt aldrig, at vi bliver – og det er jeg både glad for og afklaret omkring.

Men hvorfor er jeg så hele tiden træt? Og hvorfor skælder jeg mere ud, end jeg plejer?

Jeg ved det jo godt. Det handler om Bornholm. Som jeg løftede sløret for i sidste uge, går vi i øjeblikket og taler og tænker ret meget over hvor vores liv skal udspille sig, når vi til sommer bliver færdiguddannede. Store dele af os har lyst til at rykke det hele op og skabe noget nyt et helt andet sted. Og vi er meget hurtigt blevet meget konkrete. Bornholm. Solskinsøen, som jeg ikke har sat mine ben på siden en lejrskole i sjette klasse. Hvor man kan få et gigantisk hus for halvanden million. Økonomisk frihed, ro, natur og tid. Jobmuligheder, lokalsamfund og eventyr. Tænk hvis vi gjorde det. Vi har adskillige salgsopstillinger liggende i vores indbakker og vi sender hinanden boligannoncer på skift og kryds og tværs. Fortæller vores familier om det, vi måske kunne finde på – og bliver mødt med anerkendelse, nysgerrighed og en glæde på vores vegne.

Og så får jeg ondt i maven. Tryghedsnarkomanen, der fik hjemve af tre uger i Asien, banker på. Barnet i mig, der flyttede lidt for ofte og som ønsker en lige vej for de børn, jeg selv har lavet, råber op. Og så sidder jeg og kigger på min entusiastiske mand, som vidst nok har brug for at rykke sig – og undertrykker alt det, der skriger stille i mig.

Hvad nu hvis det var nok med en større lejlighed, noget mere lys og nogle flere ture til Falster? Hvor meget i tvivl må man være? Hvor stort må man satse? Har jeg overhovedet forstået, hvad der er på spil?

Vi lukker den lidt. For jeg fik sagt det højt, da manden fik spurgt hvorfor jeg var så sur. Vi trækker i bremsen og spekulerer stille videre hver for sig. Fylder vores dage med gode ting. Som det projekt, jeg har involveret min mor i – og som jeg nu vil begive mig til Gentofte for at tage hul på.

Så må vi se.

image

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Lav sol

75be7285-6fd9-492a-9ccf-710acc6e69e4

Over Aarhus. Min nye forelskelse. Danmarks næststørste by, som jeg hidtil kun er kørt igennem. Og som jeg i dag besøgte – for at sige farvel.

Jeg sidder på en kold bænk på dækket. På færgen, som skøjter hen over vandet. Hjem. Luften er overraskende lun og lyset er guddommeligt. Sådan har det været hele dagen.

I dag har vi taget afsked med Thors farbror. Han forlod verden i sidste uge. Alt for tidligt og alt for pludseligt. Og jeg gruede for dagen i dag, for jeg føler alting stærkt. En terapeut har engang sagt, at jeg har et vibrerende nervesystem. Og det har jeg ved gud.

Men selvom kirken var fyldt med sorg – så var det på den fineste og roligste måde, jeg har oplevet. Solen insisterede på at trænge ind gennem vinduerne. Præstens prædiken var den smukkeste, jeg har hørt. Og jeg kan huske så lidt af den, men jeg ved, at jeg forstod den – og at jeg tager de ord, jeg har glemt, med mig videre. De sidder i mig. Noget med kærlighed og noget med at stå midt i sin glæde. Som han gjorde, da han tog afsted.

Folk var kede af det, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var godt. At det betød, at det hele havde betydet noget. At der havde været kærlighed. Folk må gerne græde, når jeg tager herfra.

Der står en sten på hver grav. Det kan jeg huske, at han sagde. Men selv den tungeste sten, kan bæres af kærlighed.

Lav sol over Aarhus. Lav sol over København.

Og tak for alt det, du forlod mig med.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts