Farvel

img_9007

Jeg har sagt farvel. Farvel til det store gule hus, der blev mit sidste barndomshjem, da jeg var 15. Farvel til vindruerne over terrassen og æblerne i haven. Farvel til badeværelset, hvor mit vand gik inden jeg fødte mit første barn. Til stuen, hvor hun holdt sin første jul. Til køkkenet, hvor jeg arrangerede salater og kransekager til alle tre barnedåbsfester. Til spisestuen, hvor Thor stak en buket blomster i hånden på min mor, første gang han indfandt sig på adressen. Inden jeg vidste, at jeg var gravid – imens jeg anede det hele. Farvel til bagtrappen, som jeg teenagefuld væltede nedad weekend efter weekend. Til entreen, hvor jeg gang på gang har kæmpet med at få mine børn til at forstå princippet bag knager. Farvel til mit værelse, hvor min første kæreste forlod mig og til kælderens badeværelse, hvor jeg låste mig inde for at græde, hver gang min verden brød sammen. Til kontoret, hvor jeg kæmpede med gymnasieafleveringer i de sidste øjeblikke. Og til haven, hvor jeg røg cigaretter i smug. Farvel til terrassen, hvor studentervognen læssede os af til cheeseburgere, dåseøl og en verden, der lå åben.

Der har ikke kun været gode tider i det hus. Det er dér, jeg har været allermest ulykkelig. Men jeg har levet i det hus. Jeg er vokset. Jeg har grædt og jeg har råbt og skreget. Og jeg har grint og forstået. Snakket, talt, erkendt og lært.

Og nu har jeg sagt farvel.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Søvnløs

img_8931

Jeg har aldrig forstået mennesker, der ikke kan sove, hvis de drikker kaffe om aftenen. Jeg kan altid sove. Og nu har jeg så stiftet bekendtskab med min overmand – i form af den espresso martini, jeg indtog for tre timer siden. Jeg syntes nok, at den var stærk, men de må have puttet et eller andet i den. Kahlua gør ikke det her ved folk alene. Jeg er lysvågen. Ejer ikke snerten af træthed. Thor snorker ved siden af mig, imens jeg overvejer at bage pandekager og kigger på sommerhuse til under 500.000. Altså ikke, at vi på nogen måde har 500.000 at købe sommerhus – og ikke, at vi ville købe et sommerhus hvis vi havde 500.000. Der dukkede bare et lillebitte sommerhus op på Facebook – og så tog det ene det andet. Så jeg prøver at regne ud hvor i landet Grævinge, Hemmet og Kirke Hyllinge ligger. Og bliver atter bekræftet i, at min tid som kundekonsulent på Politiken gjorde mig knivskarp i disciplinen postnumre. Jeg er en idiot til dansk geografi, men jeg ved at postnumre med 5 er noget med Fyn, imens 4 er noget med Sydsjælland og 8 er noget med tæt på Aarhus. Det kommer mig irriterende sjældent til gode.

Vi kommer tættere og tættere på midnat. Den vej går det jo. Vi kan heldigvis sove længe i morgen. Børnene er hos deres farmor, hvor vi lod dem blive og overnatte efter en hyggelig middag. Lokkede min svoger og svigerinde med i Kødbyen, hvor vi alle fire indtog hver vores drink – og hvor jeg altså faldt for den dér uhyggeligt opkvikkende koffeinholdige en af slagsen.

I morgen skal vi ud og spise hos min mor, som i øvrigt er hende, jeg hentyder til, når jeg siger at jeg ikke forstår mennesker, der ikke drikker kaffe om aftenen. Vi skal sige farvel til mit barndomshjem. Det bliver fandeme hverken sjovt eller kønt. Alene tanken føles som en knytnæve i maven – og filmen med alle minderne begynder at rulle ukontrolleret for mit indre.

Måske skulle jeg sove. Jeg skulle helt sikkert sove.

Hvis jeg ikke var søvnløs.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Kan man fejre et 4-tal?

fullsizerender-47

Jeg kæmpede med min eye liner i morges. Det plejer ellers at ligge i hånden efter at have været en del af min morgenrutine i ualmindeligt mange år – men i morges ville min hånd ikke som jeg. Den rystede. Jeg var nervøs.

Skulle til eksamen. Modul 10, som jeg har frygtet i årevis. Jeg vidste godt, at det var studiets hårdeste og tungeste modul – og jeg vidste godt, at jeg skulle stramme op fra start, som var i slutningen af April. Og pludselig var månederne gået – med alt for mange barn-sygedage, Sias operation og dertilhørende komplikationer, SFO-start, alt for meget arbejde, en Londontur og jeg skal komme efter dig. Jo, jeg mødte op til al det undervisning, jeg kunne – men læsningen blev nedprioriteret i alt det andet, der var – imens jeg nærmest fysisk kunne mærke hvordan jeg sakkede længere og længere bagud.

Så på trods af to ugers intens forsøgen på indhente det tabte, var ambitionerne altså ikke verdens højeste, da jeg i morges indfandt mig på professionshøjskolen. Og efter jeg i forgårs fik min case og min meget naturvidenskabelige eksaminator, var de sådan set bare at bestå. I guder, hvor ville jeg gerne bare bestå, så jeg kunne komme videre. Så jeg ikke skulle igennem 48 timers dyb frustration igen – på den anden side af sommerferien.

Det gik ikke skidegodt. Det ville være synd at sige. Det kørte ellers ret godt i mit 10 minutter lange oplæg, hvor jeg selv satte dagsordenen, skød løs på latin og gestikulerede vildt og voldsomt. Og så var det eksaminators tur og han skød løs med spørgsmål, jeg ikke kunne svare på. Og jeg kan ikke engang skyde skylden på en klap, der gik ned. Jeg var ganske enkelt bare ikke godt nok inde i stoffet – og min taktik med at holde mine foretrukne fag ude af mit oplæg og satse på at blive spurgt ind til dem efterfølgende, mislykkedes. Og så blev jeg sendt ud og så voterede de i hvad der føltes som en evighed og faktisk også varede ti minutter. Og så kaldte de mig tilbage – med et tillykke og et 4-tal og en pointering af alle de ting, jeg godt vidste, at jeg ikke vidste.

Og kan man fejre et 4-tal? Når man aldrig har stiftet bekendtskab med sådan et – og når det egentlig ser lidt grimt ud blandt alle de tocifrede præstationer? I aften gør jeg det i al fald. På langs i min sofa – med min mand, en bøtte is og et eller andet mousserende. Fejrer at vi kom igennem det her sindssyge forår uden at dumpe hverken det ene eller det andet sted. Fejrer at vi er færdiguddannede inden vi ser os om. Og at vi har sommerferie i en uendelighed.

Man kan godt fejre et 4-tal, når det føles som tre gange så meget.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Tillykke, mand.

img_7764

Det er mandag aften, når jeg skriver det her. Aftenen inden din fødselsdag. Du ligger i den anden ende af sofaen og spiller PlayStation – imens du hører musik. Din fod ligger på min og det gør ondt når du bevæger den, men jeg siger ingenting.

I morgen har du fødselsdag. Det er niende gang, jeg får lov til at vågne op med dig på din fødselsdag. Første gang fyldte du bare 21. Jeg var gravid, Michael Jackson var død om natten og vi skulle til Paris. Og jeg havde købt en virkelig grim strikket cardigan til dig. I år har jeg købt en hovedpude – det kan jeg godt skrive nu, for jeg sender først det her ud i virkeligheden i morgen. Og selvom jeg undskyldende kaldte det for en usexet fødselsdagsgave, da ekspedienten i Jysk spurgte om der skulle byttemærke på, så elsker jeg, at jeg ved, at du bliver lykkelig for den skide hovedpude. Fordi jeg har den samme og fordi du er misundelig og fordi du hver eneste aften forsøger at snyde mig og stjæle den. Jeg elsker at jeg kender dig. Jeg elsker at du lige har sat Marie Key på. Uden forsvar. Og at jeg ved at det er en lillebitte kærlighederklæring imens du spiller FIFA. Uden du behøver at fortælle mig det. Uden at jeg behøver at anerkende det. Bare fordi vi ved det.

Jeg elsker dig for så mange ting. Jeg elsker dig for din grænseløse tålmodighed med mig. Din ubetingede kærlighed. Hold kæft, hvor gør jeg det sjældent nemt for dig. Jeg ved det godt. Og du står bare bomstille. En fucking klippe. Jeg elsker at du er så pissepinlig når vi går eller cykler, selvom jeg hader det. Når du synger for mig midt på gaden – så højt at alle glor. Og når du overdriver dine fagter på cykelstien i fuldstændig ekstrem grad – kun for at gøre mig pinligt berørt. Nok egentlig kun for at få mig til at grine. Jeg bliver så flov og så vred – og jeg græder af grin. Du får mig til at græde af grin hver dag – og jeg ved at det gør mig til et bedre menneske. Jeg elsker at du er så befriende bedøvende med hvad andre tænker.

Jeg elsker at du er det mest ordentlige, ansvarlige og voksne menneske, jeg nogensinde har mødt. At du har levet op til dit ansvar siden dag et. Siden jeg smed verdens største ansvar og opgave i hovedet på den 20-årige dreng, der var dig. At du greb den og greb mig. At du er den bedste far jeg kunne drømme om for vores børn. At du er mindst ligeså meget far som jeg er mor. At vi er lige i det her.

Jeg slipper dig aldrig. Det gør jeg ikke. Jeg fungerer ikke uden dig. Måske er det svagt og måske er det usundt. Måske er det lige præcis sådan det skal være.

Det er det.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Underskud, smugtuderi og kaffe med procenter

img_8575

19:37. De store ser Disneysjov. Den lille snakker fra tremmesengen. Forsøger vist at fortælle os, at det er pisse unfair, at han ikke må spise slik og se tegnefilm. Det har han vel også en pointe i.

Jeg har hældt slik i den skål, jeg købte hos en keramiker på Ærø. I hendes værksted. Sådan et sted, hvor tiden lod til at stå stille – og hvor der var uendeligt meget af den. Hun var indbegrebet af ydmyghed, keramikeren. Solgte de fineste ting alt for billigt. Jeg udfordrede mig selv i slikbutikken. Besluttede mig for at holde mig til de samme 100 gram, som jeg lader mine unger blande. Tænkte, at man jo ikke nødvendigvis behøver at få ondt i maven hver fredag. Fortryder big time nu, hvor jeg netop har smidt den sidste lakrids i gabet.

Jeg har hældt Baileys i min kaffe. Det har jeg brug for. Sia blev ringet hjem fra koloni i går morges – kun halvvejs igennem. Hun virkede sløj. Havde sovet til middag, klaget over halssmerter og var generelt bare ikke på toppen. Men hun ville virkelig ikke hjem. Jeg var ved at tude. Fik så pissehamrende ondt af mit barn, der har været gennem et forår med 5 halsbetændelser og en operation – og som nu måtte hives hjem fra den koloni, hun havde glædet sig så meget til. For fanden. Øre- næse- halslægen sagde at det så fint ud – men konstaterede samtidig at hun havde haft et betydeligt vægttab efter operationen og at det ikke var så underligt, at hun energimæssigt ikke var klar til det høje aktivitetsniveau og de mange indtryk, der trods alt er, når man samler 60 børn i en spejderhytte. Og så sendte han os på Mc’Donalds.

I dag havde jeg begge de store hjemme. Forbarmede mig over Elliot, som jeg har haft kronisk dårlig samvittighed overfor de seneste uger – og gav ham en fridag. Vi havde en hyggelig og langsom morgen med kortspil, hvorefter jeg opfordrede jeg dem til at underholde dem selv, så jeg kunne få arbejdet lidt. Det gav Elliot ikke meget for. Han skød løs på mig med spørgsmål – især fodboldrelaterede og umulige at svare på. Og jeg blev så irriteret. Alt for irriteret. Alt for hurtigt. Og så blev jeg ked af det. Gik ind i soveværelset og småtudede i smug. Dybt frustreret over, at jeg allerede er her igen. Helt ærligt, det er ikke mere end fem dage siden jeg vendte hjem fra Ærø – fuldstændig overbevist om, at jeg havde fået ladet batterierne op. At jeg havde fået slappet af og var fuld af overskud. Og pludselig så jeg mig selv udefra og kunne se verdens mest underskudsagtige, kortluntede og irritable mor. Ude af stand til at rumme en skid. Hvad fanden er det for nogle slidte lortebatterier, jeg har? Kan man købe nogle nye?

Jeg blev skræmt af min egen reaktion. Af at der ikke skulle mere til. Af at jeg blev så ked af det. Og så alligevel ikke mere skræmt, end at jeg godt ved, at det er en fase. Endnu en fucking fase. Og en velbegrundet en. Det her forår har været vildt. Jeg har rejst for meget – gjort for meget. Mine børn har haft for mange sygedage og jeg har arbejdet for meget. Og deraf læst for lidt, hvilket jeg betaler prisen for nu, hvor jeg er faretruende tæt på en eksamen, som jeg ikke føler mig i nærheden af klar til.

Det skal nok gå. Det skal det altid. Jeg har Ærø i min keramik og procenter i min kaffe. Og nu vil jeg slutte mig til min datter, der har optur over Klipfiskerne.

God fredag. Og tak fordi I tager imod.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Older posts