At bygge et skjold

Det er tirsdag aften. Thor er oppe hos sin storebror og jeg sidder i mørket – i min stue, der kun er oplyst af den lyskæde, jeg har viklet om vores lille skæve juletræ – og så kalenderlyset, der febrilsk forsøger at følge med den fart, december allerede har taget.

Jeg har tårer i øjnene og jeg snøfter stadig lidt. Jeg har nemlig lige tudet. Med nogle fremmede mennesker, der blev virkelig glade for deres nye køkken/alrum – i et i virkeligheden ret irriterende boligprogram på TV3.

Og jeg er så glad. For jeg har været lidt bange. Bange for at jeg havde lukket lidt for meget af. Månederne på onkologisk har tvunget mig til at blive lidt mere hårdhudet, end jeg egentlig bryder mig om. Til at passe lidt bedre på mig selv og alle mine uendelige følelser. At se mennesker dø, pårørende bryde sammen, at barbere håret af en alt for ung kvinde, opleve folk forvandles og forsvinde – at se verdener vælte. Det har fandeme været voldsomt og jeg har været overrasket over hvor hurtigt, jeg har fået bygget et skjold. Jeg kan jo for fanden ikke rende rundt og hyle hele tiden, når jeg skal være en støtte og en skulder. Og jeg kan ikke bære det hele i mit hjerte.

Og det har gjort mig bange. Skjoldet – og at det ikke tog længere tid. Jeg bliver stadig berørt. Meget. Tænker stadig på “mine” patienter i weekenderne og mine øjne fyldes stadig med vand, når de har svært ved at finde ordene til at takke mig for det, jeg åbenbart har været. Men der er ikke lige så meget hul igennem, som i starten af september. Det er der altså ikke.

Og da jeg cyklede hjem i dag, blev jeg pludselig ramt af en frygt for, at den hurtigt opbyggede professionelle distance, havde ødelagt min evne til at føle alting så stærkt. Også når jeg tog kitlen af. Lukket de dér sluser, der altid har stået på vid gab. For selvom det ofte har været forfærdeligt besværligt at føle så meget – og selvom jeg ofte har ønsket mig et mere stabilt følelsesliv og lidt stilstand, så er jeg gennem de seneste par år blevet enormt glad for at besidde den evne til at tage ting ind. Eller at mangle evnen til at lade være. Jeg har lært mig selv at se det som en styrke og en gave og som liv. Og tænk hvis den var blevet ødelagt? Ville jeg så overhovedet være sygeplejerske? Ville jeg så overhovedet kunne tåle, at arbejde med mennesker i krise? Måske kunne man også blive glad for en stilling i blodbanken?

Men det virker stadig. Det dér køkken/alrum var faktisk ikke engang særligt pænt – og få sekunder inden havde jeg hidset mig selv godt og grundigt op over den overdramatiske opsætning af programmet. Men de blev så glade. Så overvældede og lykkelige. Så det blev jeg også.

Jeg ser et afsnit mere.

img_2691

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Om den 2. december

Husker det hvert eneste år. Hvordan jeg stod i mine strømpesokker på det kolde terrazzogulv i opgangen på Hagavej. Lige midt imellem første og anden sal. Kan ikke huske hvilket år – men 96 er et godt bud. Og vi pyntede op. Min far og min søster. Mig og naboerne, underboerne og dem fra stueetagen. Ligesom vi havde gjort det året inden og ville gøre det året efter. Og inden og efter.

Og lige dér. For foden af den trappe, der førte op til vores lejlighed på anden til venstre. Den 2. december. Der strakte jeg mig så langt op, jeg kunne – og satte en kravlenisse fast på væggen. Imens jeg besluttede mig for, at den 2. december fremover skulle være min lykkedag.

Jeg aner ikke hvad en lykkedag er. Og jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte, at det skulle være. Eller hvorfor jeg tænkte, at jeg skulle have en. Men jeg tror, at jeg var lykkelig lige dér. På terrazzogulvet – omringet af mennesker og julepynt. Og måske var det et ubevidst ønske om at fange øjeblikket og lade det komme tilbage til mig hvert år. Måske fordi meget andet var svært og stort og kompliceret – og nu var det snart jul og folk var glade og alting var godt.

Uanset hvad, så lykkedes det. Den 2. december er min lykkedag. Den er ikke altid lykkelig og det behøver den heller ikke at være. Det vigtige er, at den findes – og at den år efter år tvinger mig tilbage til opgangen i Søborg, hvor jeg besøger den lille pige, der var mig. Og som var lykkelig.

Lige dér.

img_3312

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Så var det nu

img_2483

Klokken er 22:38 – og så var det nu, jeg næsten var din mor. Og allerede var det. En halv time før jeg fik dig i armene. En halv time før jeg blev voksen, blev en anden, blev din mor. Blev bange, blev stolt, blev lykkelig, forvirret og skræmt fra vid og sans.

For otte år siden.

Sidder her og kigger på de fire bogstaver. Otte. Imens markøren står og blinker ved siden af det udsagn, som jeg har så svært ved at forstå. Otte år siden. Det var i et andet liv og det var i går.

Der er sket noget. Jeg er ikke så bange mere. Da du blev min og jeg blev din, var jeg så bange for at lave forandringer i dit liv. Din vej skulle være lige. Skift og bump og bakker var pr. definition negative. Forstyrrende og farlige. Og nu overvejer jeg at rykke dig op med roden og lade dig fortsætte din vej et helt andet sted. Sammen med os. Et gigantisk udsving – en million meter til venstre. Og jeg tør kun fordi det er gået op for mig hvor stærk du er. Og fordi jeg har forstået, at jeg er dit hjem. At vi er. Og at vi kan klare hele verden, hele Fyn og hele Sjælland sammen.

Og nu kan jeg ikke komme videre i det her skriv, som jeg ikke ved hvor skal ende. Ordene plejer at flyde og mine fingre står aldrig stille. Men nu holder jeg kunstpauser på hele og halve minutter. Hvor sekundviserens tikken på vores alt for højlydte ur fylder rummet ud – som lydtapetet til de billeder, jeg har for mit indre. Billeder af hvor jeg var for otte år siden. I de her minutter. I hospitalssengen – så tæt på målet uden at ane det. For det føltes så umuligt, imens det virkede så naturligt. Ingen idé om hvad der ventede mig. Ingen anelse om størrelsen af den opgave, jeg havde taget på mig. Umulighederne, der stod i kø og stadig gør det. Udfordringerne, bekymringerne og den dårlige samvittighed.

Ingen anelse om den kærlighed, der ville ramme mig om syv minutter. Den overvældende kærlighed, der kun er vokset siden. Det er kærligheden, der gør det umuligt. Umuligt at leve op til det, jeg gerne vil give dig. Og som gør det så uendeligt let på samme tid.

Så var det nu.

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

Er det så jul nu?

img_2452-2 img_2452

Er det bare mig, eller er vi tyvstartet i år? Julelysene over Store Kongensgade, Købmagergade og Ndr. Frihavnsgade har været tændt i dagevis – og er det bare mig, eller var det sådan noget, der plejede at ske den første december?

Jeg tænkte først, at det var snyd. At man ikke sådan bare kunne tage glæderne på forskud, at man ville nå at blive træt og mæt af juleri – og at det var så stort, i gamle dage, når vi endelig ramte årets tolvte måned og juletræet på Gladsaxe Rådhus blev lyst op i samme sekund som de utallige granbesatte lyskæder over Søborg Hovedgade.

Det tænkte jeg først. Som en sur, gammel dame. Mæt på forhånd. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg selvfølgelig var galt på den. For giv mig én god grund til, at vi ikke skulle tyvstarte. Giv mig én god grund til, at november, som er så mørk, ikke skal lyses op. At november, som er så kold, ikke skal varmes op. Og giv mig én god grund til, at november, som er så lang, ikke skal forkortes. Af tusinde lys. Af tusinde lys. Af tusinde lys.

Jeg tror, at det er lige præcis det, vi har brug for. Det er det i hvert fald for mig. Jeg har brug for lys og varme. For at vi rykker os tættere sammen. Jeg har brug for risengrød og bjældeklang. For Justin Biebers julesange – kun afbrudt af Micheal Bublés ditto. Jeg har brug for gran og julete og appelsiner med nelliker. For julekalendre og nedtællinger og ønsker. Så jeg har overgivet mig. Købt grene med røde bær, honninghjerter og grødris.

Er det så jul nu? Ja, ja, ja!

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl

At sende sine børn over vejen

Hun har arvet mit temperament, den meget tæt på 8-årige. Det, som min terapeut så pænt kaldte for mit “vibrerende nervesystem”. De store følelser. Og hun gloede på mig med sine enorme øjne – fulde af vantro, håbløshed og vrede – da jeg fortalte hende, at klokken var blevet for mange til, at vi ville nå at komme op i butikken, der sælger plysdyr med glimmerøjne. Som jeg ellers havde åbnet muligheden for i morges. Man skal ikke åbne muligheder, når man har en meget tæt på 8-årig med et vibrerende nervesystem.

“Må jeg så ikke bare gå derop selv?”. Ha! Ved gud, du ikke må. Krydse Østerbrogade? Alene? I mørket og myldretiden? Niks. Niksen biksen. Glem det virkelig meget. Og hun vibrerede videre. Spærrede de enorme øjne endnu mere op.

Og jeg stoppede mig selv. Trykkede på en imaginær mute-knap i mit indre, så jeg kun kunne se hendes mund bevæge sig, men ikke høre de ord, der flød ud. Om at være god til at se sig for og om, at man nogle gange havde fået lov til at gå i kiosken. Stoppede mig selv og vendte tilbage til en samtale, jeg havde haft med en mor fra Elliots klasse – til forældrefesten for nogle uger siden. Efter et par øl. En samtale om ansvar og om at stole på sine børn. Om hvor meget vi selv fik lov til – og hvor lidt vi giver videre. Hvor godt vi pakker dem ind. Og hvor misforstået det måske er.

Jeg fik lov til ret meget, da jeg var lille. Købte smøger for mit bedstefar på Herlev Torv – nogle lyskryds væk fra den lille lejlighed. Hentede min lillesøster i børnehaven, gik selv hjem fra skole – og fik som 11-årig ansvaret for tre amerikanske børn på 2, 5 og 7 – en eftermiddag om ugen. Uden nogle voksne. Vær så god. Og jeg forsøger virkelig at give mine børn noget af den samme tillid, som blev givet til mig. Sia går i kiosken selv – og hun vokser to meter for hver gang. Men kiosken ligger på den anden side af sidevejen, som er meget lidt befærdet – og butikken, der sælger plysdyr med glimmerøjne, ligger på den anden side af vores bydels allermest befærdede vej. Så min umiddelbare reaktion var et stort, rungende nej. For hvad var jeg for en mor, hvis det gik galt? Hvis en spritbilist bragede ind i hende eller hvis hun ikke kunne finde hjem? Ellers hvis hun tabte sine penge eller blev sprunget over i køen?

Men gæt hvad. Jeg gjorde det. Sendte hende over Østerbrogade. Og overvejede virkelig meget at følge 20 skridt efter – bare for at holde øje på afstand. Eller koordinere med Thor, som var på vej hjem fra biblioteket. Han kunne bare stille sig på et gadehjørne og se om hun kiggede sig for. Jeg holdt vejret i ti minutter og lyttede efter sirener. Indtil dørtelefonen bimlede, mine skuldre bragede ned på plads og min meget tæt på 8-årige resolut trådte ind ad døren. Med et plysdyr med glimmerøjnene i favnen. 40 kroner fattigere og 4 meter højere.

Fordi jeg sendte hende over vejen.

img_2169

Følg mig her:

tgg-ig tgg-fb tgg-bl